En fremstilling af Slaget ved Kosovo Polje i 1389, hvor Fyrst Lazar ses døende med sin hest. Malet af den serbiske litograf og maler Adam Stefanović i 1870.

Også kroaterne mindedes Operation Storm; men med ganske omvendt fortegn. Den kroatiske regering festligholdt årsdagen for operationen med militærparade, folkefest og en koncert med stærke nationalistiske udtryk. Vučić har beklaget den kroatiske festligholdelse, hvortil den kroatiske forsvarsminister Ante Kotromanovic ytrede: "Comments by the person who in the 1990s, with a rifle in his hand, instigated the worst things and called for murder and hate, are not credible in the least…" [1]

Det er foruroligende at se, hvordan denne og mange andre mindehøjtideligheder for uhyrlighederne i krigens sidste år har pustet til gammelkendte nationalistiske gløder blandt kroater, serbere og bosniakker. Retorikken er skærpet, og minder den om den nationalistiske diskurs i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Hertil kommer det pres de store flygtningestrømme igennem Balkan har lagt på de spæde samarbejdsrelationer landene imellem, og som også har medført en skærpet retorik.

Med Balkans særdeles blodige historie in mente, synes der altså at være rigtig god grund til at lytte til, hvilke nationalistiske udtryk og italesættelser, der for tiden florerer på Balkan og for nærværende artikels vedkommende, især i Serbien. Der er grund til bekymring. Således er der tydelige overensstemmelser med den udtrykte nationalisme, der bidrog til, at de første danske styrker kom til Balkan i 1992.[2] Og selvom det er 20 år siden krigen sluttede med Dayton-aftalen, og det er 16 år siden, at Kosovokrigen blev afsluttet efter NATO’s 77 dage lange luftkrig, hvor KFOR efterfølgende blev indsat i juni 1999 i Kosovo, er KFOR stadig tilstede og fortsat med dansk deltagelse på ca. 35 mand.[3] I Bosnien-Hercegovina er EUFOR ligeledes stadig tilstede.[4] Det er således relevant for dansk forsvar at lytte til og forstå den skærpede nationalistiske diskurs.

En nationalistisk ideologi fremkalder ikke i sig selv handling, men kan bevæges til handling ved, at ideologien bliver genstand for bevidst konstruktion og symboler bliver genstand for bevidst manipulation.[5] Eller med andre ord kan en nationalisme bevæges til at være aggressiv, hvis der er tale om en overbevisende ydre trussel. En overbevisende ydre trussel er nødvendig for krig.[6] Tilsvarende kan noget konstrueres som eksistentielt truet, og når det er accepteret som sådan af tilhørerne, kan ekstraordinære midler tages i brug.[7] Det væsentlige her er altså, at for at en nationalistisk ideologi kan bevæge sig til handling eller til at være aggressiv eller ekstrem, er der nogen, der konstruerer eller italesætter en overbevisende eller eksistentiel trussel.

I 1980’erne, efter en 35-årig periode med sameksistens under Tito, der døde i 1980, udvikledes den serbiske nationalisme i en sådan grad, at de første etniske udrensninger kunne finde sted i Bosnien-Herzegovina i 1992.[8] På godt et årti opstod og udvikledes ideen om et Storserbien, der førte til særdeles brutale etniske udrensninger. Tre hovedaktører var afgørende i italesættelsen og ikke mindst iscenesættelsen af den serbiske nationalisme, nemlig den serbiske ortodokse kirke, den intellektuelle elite og Milošević regimet. De udbredte nationalismen igennem konstruerede narrativer, som blev givet kraft og legitimitet gennem historien. Særligt narrativerne om serberne som ofre og umenneskeliggørelsen af den anden (kroatere, bosniakker og kosovo-albanere, oa.), hvorvedden anden fjernes fra den moralske sfære, hvilket helliger at myrde eller udstøde dem, var meget hyppigt forekommende narrativer, jf. Sabrina Ramets terminologi i hendes artikel Under the Holy Lime Tree.[9] Disse to narrativer bygger hyppigt op til narrativet omberettigelsen for serberne til et Storserbien. Men også narrativet om konspiration mod serberne jævnligt forekommende. Særligt to historiske begivenheder spillede helt centrale roller i den nationalistiske diskurs: Slaget på Kosovo Polje i 1389 og folkemordet på serberne under Anden Verdenskrig begået af Ustaša.

Som den nuværende situation tegner sig på Balkan, er det blot så meget mere interessant at træde et skridt tilbage i historien og se nærmere på, hvorledes nationalismen blev givet liv og retning gennem historisk legitimerede nationalistiske narrativer, der førte til en særdeles bestialsk krig i begyndelsen af 1990’erne.[10] På denne baggrund vil det være særdeles interessant at undersøge, hvordan det står til med den serbiske nationalisme i dag. Der skal derfor ses nærmere på den serbiske politiske scene, herunder det ultranationalistiske højre, og den serbiske ortodokse kirke for derved at identificere, hvorledes deres nationalistiske narrativer er konturerede. Men også den andens nationalistiske narrativer skal betragtes. Lad os derfor først kaste et blik på det etniske og religiøse fundament for Serbien og dets anden.

Etnicitet, religion og nationalisme
I begyndelsen af det 6. århundrede holdt slavisktalende folk deres indtog på Balkan.[11] De var indledningsvist ikke-kristne og i øvrigt uden større etniske og sproglige forskelle,[12] men da både den latinske og byzantinske kristendom havde fodfæste på Balkan, kristnedes slaverne i begge retninger.[13]

I 1217 oprettedes det første serbiske storkongedømme, og i 1219 blev den serbiske kirke, som den første slaviske kirke, anerkendt som selvstændig ortodoks kirke. Karakteristisk for det nye kongedømme var det nære forhold mellem stat, kirke og nation, hvilket i mellemkrigstiden blev til Svetosavlje, der kort betyder, at den serbiske nation er sakraliseret og kirken nationaliseret.[14] Det serbiske kongedømme voksede sig stærkt, og i løbet af 13. årh. havde serberne underlagt sig Kosovo, som gjordes til centrum i deres rige. I løbet af det 14. årh. blev det serbiske rige en regional stormagt, men samtidig trængte osmannerne frem mod Europa.

Den serbiske fyrste Lazar Hrebeljanović (1329-1389) var den mest magtfulde serbiske fyrste, og stod i spidsen for den koalition, der mødte den tyrkiske sultan Murad I’s (1326?-1389) hær i Slaget på Kosovo Polje eller Solsortesletten på St. Vitus dag den 28. juni 1389.[15] Slaget er i historien kommet til at fremstå som det afgørende slag mellem kristendommen og Islam, til trods for at slaget i samtiden ikke fik nogen afgørende betydning. Både Lazar og Murad blev dræbt, men ifølge myten gav Gud igennem profeten Elias aftenen forinden slaget Lazar valget mellem at vinde det jordiske eller himmelske rige. Lazar valgte det sidste, hvorved den serbiske nation fik evig salighed! Lazar havde skabt en forbindelse til Himlen.[16] Det er denne delvist historiske- delvist mytiske fortælling, der står helt centralt i den serbiske bevidsthed. Kosovo betragtes som Serbiens historiske vugge på baggrund af dets betydning for den det middelalderlige kongedømme og den middelalderlige serbiske kirke.

Igennem det 15. årh. fik osmannerne fodfæste på Balkan for at blive der i godt fire århundreder, hvorved også Islam kom til Balkan. Hovedparten af muslimer på Balkan i dag er imidlertid efterkommere af frivillige konvertitter og i øvrigt af samme etniske oprindelse som kroatere og serbere.[17] Det er således det religiøse tilhørsforhold, der adskiller serbere, kroater og bosniakker idag.[18]

I løbet af det 19. århundrede voksede nationalismen frem i Europa og således også på Balkan, hvor især Balkan-krigene i 1912 og 1913 og de to verdenskrige bar ved til nationalismernes bål. Ikke mindst tog kirkerne aktivt del i de nationalistiske udtryk. Med Tito’s regime, til hans død i 1980, blev der imidlertid lagt låg på.

Kirken, historien og narrativerne om Offer og Umenneskeliggørelse
Den serbisk ortodokse kirke vendte i perioden 1980-85 tilbage til offentligheden og den politiske scene efter at være blevet marginaliseret under Tito. I 1982 udtrykte den navnkundige teolog Atanasije Jevtić sin bekymring for serberne i Kosovo og Metohija i forskellige skrifter, herunder i Pravosaljve, det officielle kirkeblad. Kosovo havde i 1974 fået status som selvstyrende provins.[19] Jevtić gjorde det meget klart i sine skrifter, at albanernes ultimative mål var at udrydde serberne i Kosovo og Metohija. Han kaldte albanerne for nazister og anførte, at folkemorderiske slogans, der tidligere kun havde været en hvisken, nu var blevet til kriminelle handlinger imod serberne.[20] Således anvendte Jevtić Anden Verdenskrig til at legitimere et narrativ om serberne som ofre og albanerne som umenneskelige, hvilket blev endnu tydeligere i 1984, hvor Jevtić, igen i Pravosaljve, forbandt den serbiske emigration fra Kosovo med Ustaša’s forbrydelser mod serberne. Han nævnte både massakrerne og de forfærdelige kroatiske koncentrationslejre Jasenovac og Jadovno. Her skal det ganske kort anføres, at Ustaša med Ante Pavelić[21] i spidsen i 1941 begyndte en ekstrem stor og bestialsk udrensning af Kroatien. Ledelsen ønskede et katolsk og etnisk rent Storkroatien. Jasenovac var den største af flere koncentrationslejre. Forholdene i lejren var forfærdelige, og tortur, lemlæstelse og drab efter forgodtbefindende var almindeligt. Det anslås, at alene i Jasenovac blev mellem 77.000 og 99.000 mennesker dræbt mellem 1941-45. I alt menes, at mellem 320.000 og 340.000 serbere bosiddende i Kroatien og Bosnien-Hercegovina blev dræbt.[22]

Referencerne til albanerne som nazister og folkemorderiske og de kroatiske uhyrlige gerninger umenneskeliggjorde dem, og fjernede dem dermed fra den moralske sfære, jf. Ramets terminologi, hvilket ville retfærdiggøre at dræbe dem og endda gøre det til en god gerning. Også Anzulovic påpeger i sin bog Heavenly Serbia, at det som regel ikke er nok at italesætte et selvforsvar – dræb så du ikke bliver dræbt – for at mobilisere masserne til folkemord. Offeret skal konstrueres som en dæmon (eller umenneskelig), hvorved dét at slå ham ihjel betragtes som en universelt velgørende gerning.[23]

Kirken var den første til at bruge Anden Verdenskrig og Ustaša. Dens diskurs forbandt et perspektiv om et truende folkemord imod Kosovo-serberne med Anden Verdenskrig og Ustaša-fortiden. Historien benyttedes således diskursivt til at genskabe den serbiske følelse af lidelse og forbinde den med en nutidig trussel og offerrollen. Narrativerne omkring offerrollen og umenneskeliggørelsen var afgørende i den serbiske nationalistiske diskurs, jf. Ramet som ovenfor anført, og historien blev brugt til at legitimere dem.

Narrativerne udbygges af den intellektuelle elite
Folkemordskonceptet blev i stigende grad forbundet med konflikten i Kosovo og den serbiske emigration og fra midten af 80’erne tog den intellektuelle elite også Kosovo-serberne til sig som en hovedsag. [24] Den kulturelle scene bidrog med romaner og dramaer til en gentænkning af historien, herunder en rehabilitering af četnikkerne[25] imod partisanerne.[26] Også faghistorien bidrog til denne rehabiliteringen.[27] Både fagligt og fiktivt blev den kommunistiske historieskrivning gentænkt, hvorved andre narrativer med den serbiske nation i fokus kom frem.

Memorandummet fra Det Serbiske Akademi for Videnskab og Kunst
Den 24. september 1986 blev et uddrag af et memorandum, skrevet på Det Serbiske Akademi for Videnskab og Kunst (SANU), Serbiens mest prestigefyldte intellektuelle institution,[28] offentliggjort i en artikel i Večernje novosti. Artiklen kritiserede det for at være: ”…an openly nationalist and anti-communist programme, which in new form but with old arguments calls for Serbs to ”rally together”.”[29]

Memorandummet står helt centralt i debatten om den intellektuelle elites prægning af den serbiske nationalisme.[30] Meningerne er imidlertid meget delte om, hvilken betydning memorandummet skal tillægges i forhold til den serbiske nationalisme. Dokumentets forfattere og forsvarere hævdede på den ene side, at det var et pro-jugoslavisk dokument, der forholdt sig kritisk til landet krise.[31] På den anden side mener Eriksen og Stjernfelt, at dokumentet var blandt de afgørende kilder til den nye serbiske nationalisme i slutningen af 1980’erne.[32]

Tea Sindbæk anfører i artiklen Det Serbiske Videnskabsakademis Memorandum, at betydningen skal betragtes ud fra dets tidsmæssige publiceringer. Således mener hun, at det ufærdige memorandum, der publiceredes i uddrag i 1986, havde en ubetydelig betydning, hvorimod memorandummet trykt i sin fulde længde i 1989 og publiceret i en officiel version i 1995 af SANU, var væsentligt mere betydelige pga. det mere modtagelige politiske miljø.[33] Ifølge Sindbæk var den første udgivelse blot var et led i og et produkt af den almindelige nationalistiske diskurs, der var under opbygning.[34] Sindbæks antagelse forekommer ganske rimelig, men forekommer dog at forklejne det faktum, at memorandummet rent faktisk blev et skriftligt udtryk, der kom til offentlighedens kendskab, fra den mest prestigefyldte serbiske institution, hvorved der vanskeligt kan ses bort fra, at det i 1986 som minimum har bidraget til en videre opbygning af nationalismen. Det kunne betragtes som en blåstempling eller legitimering af det mange egentlig mente, men ikke sagde højt.

En nærmere granskning af dokumentet understøtter tydeligt antagelsen af en videreførelse af kirkens og de intellektuelles diskurs med et kraftigt nationalistisk udtryk, og hvor Serbien som offer er et gennemgribende narrativ.[35] Forfatterne mener således, at der føres en hævngerrig politik overfor den serbiske økonomi, som ikke er aftaget med tiden: ”On the contrary, encouraged by its own succes, it has grown even stronger, to the point of genocide.”[36] Selvom teksten nok skal forstås i overført betydning, er narrativet om Serbien som offer i den grad understreget.[37] Men også narrativet om berettigelse træder frem, idet: “The Serbs in Kosovo and Metohija… they are living in the cradle of the Serbs’ historical existence.”[38] Alvoren understreges ved at anføre, at de sidste serbere vil være presset ud af Kosovo på mindre end ti år pga. fysisk og psykisk terror,[39] hvis der ikke gøres noget. Ligeledes beskrives serbernes situation i Kroatien, som den værste nogensinde med undtagelse af Anden Verdenskrig.[40] Teksten kommer derefter frem til det, som må opfattes som dens egentlige formål: ”The establishment of the Serbian people’s complete national and cultural integrity, regardless of which republic or province they might be living in, is their historical and democratic right.”[41] Og videre: ”But the worst misfortune of all is the fact that the Serbian people do not have their own state, as do all the other nations.”[42] Forfatterne anerkender dog i det efterfølgende, at Serbien i følge 1974-deklarationen er en stat, men de stiller spørgsmålstegn ved, hvad det er for en stat, der ikke kan bestemme over egne territorier. Så selvom der ikke direkte kræves en stat, fremstår citatet uanset som et nationalistisk ønske om en stat.

Memorandummet italesætter en række narrativer, hvor særligt offerrollen og berettigelsen træder tydeligt frem, og hvor narrativet om offerrollen bygger op til narrativet om berettigelsen. Til skabelsen af narrativerne trækkes der i særdeleshed på de historiske perioder, der angår Anden Verdenskrig og Tito-regimet, men også det historiske faktum, at Kosovo var serbisk. Offerrollen udvides med memorandummet til ikke blot at gælde Kosovo-serberne men alle serbere, [43] hvorved den nationalistiske platform udvides

Milošević, kirken og det himmelske Serbien
Slobodan Milošević (1941-2006) var sandsynligvis ikke udpræget nationalist, men han kunne bruge nationalismen til at få magt.[44] Således kunne Milošević  køre videre ad det spor, der allerede var lagt fundament til af den serbiske kirke og de intellektuelle, til at mobilisere masserne.[45]

I forbindelse med højtideligholdelsen af 600-året for Slaget på Kosovo Polje iværksatte den serbiske kirke i 1988 en rundrejse for den serbiske fyrste Lazars relikvier,[46] der  begyndte i Beograd, hvor han i 1942 var blevet gravlagt. Rundrejsen gik igennem egne af såvel Kroatien og Bosnien-Hercegovina for at ende i klostret i Gračanica i Kosovo, hvor han forblev under højtideligholdelsen. Relikvierne blev alle steder højtideligt budt velkommen af store menneskemængder.[47] Myten om den hellige Lazar fik fornyede kræfter i slutningen af 1980’erne i Serbien. Han, som valgte det himmelske rige, blev fremhævet som symbolet på det serbiske martyrium og hersker af Det Himmelske Serbien. Indeholdt i ideen om Det Himmelske Serbien var også ideen om det kollektive offer.[48] Således skrev biskop Jovan Velimirović i 1988, at hvis vi blot betragter alle ofrene for den sidste krig, dræbt og tortureret og kastet i massegrave af Ustaša kriminelle, så kan vi begynde at forestille os omfanget af det serbiske himmelske kongerige.[49] I praksis skabte Lazars rundtur forbindelsen mellem det himmelske Serbien og det jordiske Storserbien. Lazars knogler blev også forbundet på tværs af tid med knoglerne fra Ustašas ofre,[50] idet relikvierne rejste gennem områder, der var befolket af serbere, og områder med huler indeholdende serbiske lig, som var ofre for Ustaša. Ifølge Katherine Verdery, i Political Lives of Dead Boodies, har lig har den fordel, at de er materielle og virkelige, men de kan samtidig overskride tid og gøre fortid til nutid. På denne måde markerede Lazars relikvier serbisk territorium, og ofrene for Ustaša blev virkelighed.[51]

Ved Slaget på Kosovo Polje fik serberne en særlig plads i historien men også en særlig plads i himlen. På denne mytisk-historiske baggrund skal betydningen af Lazars rundtur betragtes. Således blev det nye Serbien genforenet med sin glorværdige fortid som selvstændigt middelalderkongerige.[52] Man kan tilføje til Verdery, at Lazar således også markerede en genopstandelse. Ikke af sig selv eller Jesus men af det serbiske rige.

Milošević forstod til fulde at udnytte disse strømninger. På dagen for 600-året for Slaget på Kosovo Polje, holdt han en tale på Gazimestan. Hans optræden var iscenesat til mindste detalje. Han ankom i en helikopter og kom ned som en genopstanden Lazar for at genskabe den jordiske kongerige, som Lazar havde tabt ved at vælge det moralsk rigtige, det himmelske. I talen konstruerede han sig selv som Serbiens frelser.[53] Talen var ikke nationalistisk i sig selv, men ideen om Storserbien lå lige for, om end der endnu ikke er tale om et etnisk rent Storserbien.[54] Der kan dog næppe herske tvivl om, at hele iscenesættelsen og anvendelsen af det historiske slag og dets myte i høj grad var nationalistisk propaganda. Yderligere blev en klar forening mellem kirken og Milošević-regimet demonstreret.

Den 6. maj 1990 blev Franjo Tuđman valgt til Kroatiens præsident, hvilket medførte en genoplivning af symboler fra Anden Verdenskrig. Særligt emblemet med røde og hvide skaktern, som skulle erstatte den kommunistiske røde stjerne på det nye kroatiske flag, vakte bekymring blandt serberne og andre anti-fascister. Samme emblem havde været på Ustašas flag under krigen. Tuđman sammenlignede i øvrigt Jasenovac med en myte.[55] Således hældte Tuđman vand på Milošević’s nationalistiske mølle, og på denne måde styrkedes nationalismerne gennem hinanden.[56]

Milošević, massegravene og propagandaen
De serbiske massegrave fra Anden Verdenskrig var spredt udover et meget stort geografisk område, og da serberne betragtede de døde som deres døde, fulgte territorialkrav efter samme princip, som da Lazars knogler var på rundtur. Ved at finde og genbegrave knoglerne blev det territorium markeret, der blev krævet til Storserbien, og serberne kunne finde egne døde i de fleste andre republikker.[57] Således Drašković: “Serbia is wherever there are Serbian graves.”[58]

R. Hayden skriver i kapitlet Recounting the Dead, at: „One of the most potent weapons for building nationalism seems to be the uncovering of (semi-)hidden massacres. The transfiguration of the dead into martyrs is perhaps the most powerful mechanism of symbolic politics, and funerals provide a supreme moment for transforming ritual into political theater.“[59] Og Verdery skriver: ”…the skeletal inhabitants of limestone caves were the first troops mobilized in the Yugoslav wars. They were mobilized for a campaign to revise recent history.”[60] Begge forfattere understreger hermed væsentligheden og den enorme anvendelighed af massegravene. Helt centralt er, at knoglerne blev medierende imellem fortid og nutid, og de bevægede sig fra at være symboler til ved genbegravelserne at være politisk handling. Opgravningerne byggede tydeligt videre på det allerede konstruerede narrativ om serberne som ofre og umenneskeliggørelsen af kroaterne, der igen byggede op til narrativet om berettigelsen.

Hertil kommer, at Milošević stort set havde kontrol over hele medie-scenen, og det udnyttede han til fulde. Opgravningerne og genbegravelserne blev nøje iscenesat og bragt helt ind i de serbiske stuer gennem TV-mediet og var højst sandsynligt i stand til at skabe frygt og had i befolkningen for på den måde at mobilisere masserne for en politisk agenda om et Storserbien. Således kunne serberne, i en dokumentar lavet af TV Beograd i 1991,[61] følge de nøje iscenesatte opgravninger og genbegravelser af ofrene for Ustaša i Prebilovci den 6. august 1941. Ustaša havde dræbt ca. 600 kvinder og børn fra landsbyen Prebilovci i Herzegovina ved at kaste dem levende ned i Golubinka hulen. Herefter fortsatte de massedrabene på tusinder af serbere i Prebilovci og omegn.[62]

Milošević benyttede i meget høj grad de historiske vidnesbyrd og de italesatte og iscensatte narrativer i sin massive propaganda til at legitimere den nationalistiske idé og for at mobilisere befolkningen. Med sin kontrol over medierne kunne han massivt påvirke serbernes følelser og holdninger igennem de af historien legitimerede narrativer, som fortalte om en umenneskelig eller overbevisende ydre fjende, der truede serberne eksistentielt. Befolkningen blev i den grad påvirket til had og frygt. Og den umenneskeliggjorte fjende er jo fjernet fra den moralske sfære, hvilket helliger drab eller udstødelse. Eller udtrykt på en anden blev italesættelsen af serberne som eksistentielt truede accepteret af befolkningen, hvorved vejen var banet at bruge ekstraordinære midler i form af krig og etnisk udrensning. For de havde jo også ret til en Storserbisk stat med serbere.

Lad os på denne baggrund betragte den nutidige situation i særligt Serbien. Hvad er den politiske situation? Hvordan trives nationalismen i dag? Hvilke narrativer er det, der italesættes og af hvem?

Den serbiske politiske scene idag
I spidsen for Serbiens største parti Det Serbiske Progressive Parti (SNS)[63] står  den nuværende præsident Tomislav Nikolić[64] og nuværende premierminister Aleksander Vučić.[65] Begge var indtil 2008 højtstående medlemmer af det ultranationalistiske Serbiske Radikale Parti (SRS),[66] som indtil 2003 blev ledet af Vojislav Šešelj hvor han overgav sig til Det internationale tribunal til pådømmelse til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien (ICTY). Nikolić var i øvrigt vicepremierminister i Milošević’s regeringfra 1998-1999.[67] Vučić blev i 1993 medlem af SRS, og blev i 1995 partiets generalsekretær.[68] Fra 1998-2000 var han Informationsminister i Milošević’s regering, hvor han var nøglefiguren bag den højst restriktive medielov fra 1998.[69]

Til trods for at den serbiske regering fremstår som fortaler for pressefrihed og ytringsfrihed, forekommer disse begreber dog at være under pres.[70] Da de store oversvømmelser ramte Serbien i 2014, og regeringen blev kritiseret for ikke at gøre tilstrækkeligt, forsvandt  kritiske blogs, hjemmesider blev midlertidigt lukket eller forsvandt helt fra internettet. Ligeledes oplever uafhængige medier fyringer af journalister, og de har vanskeligt ved at blive finansierede og opnå de nødvendige tilladelser.[71]

Vučić har tillige i januar 2015 i stærke vendinger kritiseret the Balkan Investigative Reporting Network (BIRN) for at være spion for internationale organisationer og har kaldt en BIRN-rapport for et løgnernes arbejde.[72] Således udtalte Vučić til en pressekonference, ifølge BIRN: “It’s important for people to know [who published the investigation]... They have got the money from Mr. Davenport [head of the EU delegation in Belgrade, Michael Davenport] and the EU to speak against the Serbian government.”[73] Det forekommer noget besynderligt, at Vučić vælger at udtale sig så stærkt negativt om det EU, han ihærdigt arbejder på at få Serbien med i, og som i øvrigt støtter Serbien med store summer. Det er påfaldende, at han relativt hurtigt kan falde ud af sin rolle som moderne og progressiv statsleder og falde tilbage i en 90’er retorik om konspiration og den serbiske regering som offer.

Det kan være vanskeligt helt at have tiltro til Vučić’s oprigtighed og tro på en reel omvendelse fra radikal nationalist til progressiv. Det kan ligeledes være vanskeligt helt at tro på oprigtigheden i EU-tilnærmelsen i betragtning af hans gode forhold til Rusland, og herunder Serbiens meget tilbageholdende holdning i forhold til sanktioner overfor Rusland i forbindelse med Ukraine-konflikten.[74] Men der kan dårligt være tvivl om, at han kan bruge EU til at sikre sit eget magt-fundament. Han har et godt greb i pressen og ytringsfriheden er ligeledes udfordret. Således kan han i nogen grad holde kritik af ham selv og regeringen nede. Så et væsentligt spørgsmål for udviklingen i Serbien er spørgsmålet, hvor magten kommer til at ligge, og hvordan den i givet fald vil blive forvaltet.

Vučić har imidlertid en stor personlig popularitet ifølge de seneste meningsmålinger,[75] hvilket kan undre, da en stor del den serbiske befolkning er imod EU,[76] og at der i befolkningen kan spores en relativt omfattende politiker-lede.[77] Sociologen Jovo Bakic anfører imidlertid nogle årsager: Der er ikke nogle gode alternativer til Vučić, og han har disciplineret pressen, så der ikke kommer nævneværdige meninger frem, der adskiller sig fra Vučić’s. Jovo Bakic mener i øvrigt kun, at det er et spørgsmål om tid før hans popularitet knækker.[78]

Meningsmålerne fra 2015 viser dog også en øget støtte til de ekstreme højrefløjspartier. Således ville SRS (Šešelj’s parti) få 6% og partiet Dveri ville får 5%, hvorved det ville være muligt for begge partier at komme i regering ved næste valg.[79]

Den politiske situation i Serbien kan meget vel udvikle sig til, at støtten til den ekstreme højrefløj øges, hvorfor blikket nu skal vendes mod denne.

Det serbiske radikale parti
Som anført ovenfor er det serbiske radikale parti igen begyndt at vinde fodfæste og blive stadigt mere populært efter i en periode at være gået stærkt tilbage. En hovedårsag hertil er uden tvivl den tidligere leder Vojislav Šešelj’s tilbagevenden til Beograd fra Haag. Šešelj er for retten ved ICTY for krigsforbrydelser, men blev i november 2014 løsladt af helbredsårsager. Han blev imidlertid kaldt tilbage til Haag af ICTY den 30. marts 2015, da han havde overtrådt prøveløsladelsesbetingelserne. Šešelj har imidlertid ingen intention om at vende tilbage,[80] og indtil videre har Vučić ignoreret anmodningen fra ICTY, hvilket sandsynligvis skyldes, at han ikke ønsker at vippe sin politiske båd, idet Šešelj har en bred opbakning i befolkningen. Vučić har ligeledes ignoreret Šešelj’s tilbagevenden. Han har således ikke offentligt taget afstand fra Šešelj’s meget radikale holdninger eller udtalelser om ham selv og Nikolić.[81] Omvendt udtalte Arbejdsminister Alexander Vulin, om årsagen til Šešelj’s tilbagevenden, at: “…the Hague Tribunal is controlled by the United States and the United States released him […] the U.S. is through his mouth now saying that it will bring down our government…"[82] Det er næppe sandsynligt, at Vulin har udtalt sig om en amerikansk konspiration uden Vučić’s samtykke, hvilket i givet fald bidrager til det indtryk, at Vučić-regeringen har svært ved at leve op til egne progressive holdninger og EU tilnærmelser.[83]

Tilbage i Beograd tog Šešelj igen føringen over det radikale parti, og han har på ingen måde sparet på retorikken. Han er i høj grad legemliggørelsen af, hvad der skete i 90’erne, og det er samme stærkt nationalistiske retorik. Der kan næppe være tvivl om, at Šešeljs tilbagevenden kun bidrager til at gøre tilværelsen mere besværlig og usikker for den siddende regering, særligt Nikolić og Vučić, som han betragter som forrædere. Med sin tydelige retorik taler han ind i de gamle narrativer om serberne som ofre, de umenneskelige andre og berettigelsen til et Storserbien, som Kosovo naturligvis tilhører. Og Nikolić og Vučić har i nogen grad banet vejen for ham, idet dele af befolkningen føler sig overset eller endda uretfærdigt behandlet.[84] Men Šešelj og SRS er ikke ene om at udtrykke disse stærkt nationalistiske holdninger. På den serbiske yderste højrefløj findes en række forskellige grupper, men som der ser ud i øjeblikket er der ikke én gruppe, der er i stand til at forene kræfterne, hvilket svækker det yderste højres handlemuligheder.[85]

De serbiske ekstreme højrefløjsgrupper
Selvom der er forskelle på gruppernes ståsted og tilhørsforhold, har de samme fundamentale positioner som patriotisme, ortodoks kristendom, glorificeringen af en serbisk identitet og ideen om, at alle serbere skal leve i en etnisk ren serbisk stat. De benægter krigsforbrydelserne begået af serbere, men på den anden side glorificerer de krigsforbrydere som Šešelj, Mladić og Karadžić. De betragter serberne som uskyldige ofre for en vestlig amerikansk konspiration, er anti-EU og pro-russiske. Vold er legitimt og for nogle endda ønskeligt, og deres primære ofre er normalt romaer, LGBT (lesbian, gay, bisexual or transgender), albanere, muslimer, kroatere, NGO’er og menneskerettighedskampagner. De fleste af dem er særdeles homofobiske.[86] Nogle af de mest fremtrædende grupper er: Dveri Srpska,[87] Srpska narodni pokret (SNP) Naši, Otačastveni pokret Obraz (forbudt i 2012) og Srpska narodni pokret (SNP) 1389. Hertil kommer en række neo-nazistiske organisationer som Nacionalni Stroj, Krv i čast (Blood and Honour)[88] og Srbska akcija.

SNP 1389 har som navnet antyder en udpræget interesse i Kosovo-spørgsmålet og ligesom SNP Naši er deres primære formål at skabe et Storserbien.[89] Obraz og Dveri har samme grundopfattelse, hvor Svetosaljve[90] er den grundlæggende ideologi.[91] Det er overbevisningen, at der er et særligt bånd mellem Gud og det serbiske folk. Begge grupper har et tæt forhold til den serbisk ortodokse kirke. Hvor Dveri ikke bruger voldelige midler i deres kamp for et Storserbien, forholder det sig helt omvendt med Obraz, der er kendt for at tage særdeles voldelige midler i brug i deres kamp for et etnisk rent klerikalt funderet Storserbien.[92] Regeringen kritiseres for, at ultranationalisterne fortsat får lov til agere,[93] og at voldsudøverne ofte slipper godt fra deres gerninger eller kun idømmes mindre straffe.[94] Flere af grupperne har tætte forbindelser til de serbiske autoriter og som ovenfor anført har flere grupper et nært tilhørsforhold til den serbiske kirke.

Ifølge Dzombic har ekstremistiske højregrupper øget deres aktiviteter siden valget i 2012 og flere af grupperne er repræsenterede i lokalpolitik. Således har SNP Naši flere gange sat Vojvodinas flag i brand i forskellige byer, og de har i 2012 publiceret en liste over, hvad de kalder anti-serbiske nationale forrædere. Deres handling er blevet fordømt af journalister og menneskerettighedsgrupper, men ikke af Vučić, Nikolić, Anklagerens kontor eller politiet.[95] Den manglende afstandtagen fra højre-ekstremismen er påfaldende, når man også tager Vučić’s manglende afstandstagen fra Šešelj’s udtalelser i november 2014 i betragtning.

Der er således et potentiale i det ultranationalistiske højre for i højere grad at træde ind på den politiske scene også på landsplan, men Vučić og hans parti er endnu meget populært. Den situation kan dog ændre sig, og alt andet lige får den ekstreme højrefløj lang snor af Vučić, der jo tidligere også delte de samme holdninger. Tanken er da derfor også nærliggende, at skulle Vučić køre af EU-sporet, kunne det være nærliggende for ham i stedet at spænde nationalismen og den ekstreme højrefløj for den magtpolitiske vogn, ligesom hans tidligere chef Milošević gjorde det.

Som tidligere vist var den serbiske kirke en vægtig spiller før- og i øvrigt også under krigen i 90’erne i forhold til at give nationalismen liv igennem narrativer, der byggede på historien og myten. Og med en tilknytning til flere ultranationalistiske grupper, skal den serbiske kirke i dag kigges nærmere efter i sømmene.

Den serbisk ortodokse kirke, traditioner og historien
Det er en udbredt opfattelse, at afholdelsen af Pride Parade hænger nøje sammen med den serbiske regerings ønske om optagelse i EU, hvilket formodentlig også var årsagen til, at den blev gennemført den 20. september 2015.[96] På et pressemøde meddelte Vučić, at han ikke deltog i paraden, da han havde andre opgaver, men han gjorde det også klart, at: ”Even, if I didn’t have things to do, I wouldn’t march…”[97] Kirken skrev en erklæring, der var underskrevet af patriark Irinej, som meget klart udtrykte dens holdning:“If a gay sexual orientation is justified and should be propagated, how come that same rule does not apply to paedophilia, which is massively widespread in the Western world, or incest…”[98] Ligesom Dveri og Obraz ser kirken LGTB som en trussel mod traditionelle serbiske værdier. Ved paraden i september 2015 gav kirken også denne gang sit besyv med. Ad samme rute som paraden fulgte en gruppe på ca.100 personer, anført af ortodokse præster, der rensede gaden med vievand. Én af præsterne rev et regnbueflag i stykker.[99] Kirken har her et klart holdningsfællesskab med store dele af de ultranationalistiske grupper.

Udover at være forkæmper for de traditionelle serbiske værdier er Kosovo-problematikken et helt centralt område for kirken. Kirken udtrykker en dyb bekymring for den serbisk kristne kulturarv, i form af kirker, klostre og øvrige mindesmærker, beliggende i Kosovo. Herunder også den lille serbiske befolkningsgruppe, der stadig er bosiddende i Kosovo. Ikke mindst har Kosovos ansøgning om optagelse i UNESCO vakt stort serbisk røre.

Kirken, Kosovo og narrativerne
Således sendte Biskoppernes Hellige Synode et meget langt brev til UNESCO’s Generaldirektør, hvori de advarede om, at en accept af Kosovo som medlem af UNESCO ville bringe den kristne kulturarv i fare.[100] Biskopperne pointerede, at den massive forfølgelse af mennesker og ødelæggelse af kulturelle mindesmærker som for tiden udføres af Islamisk Stat (ISIS) i Mellemøsten på mange måder udgør fortsættelsen af, hvad der skete i Kosovo og Metohija, særligt fra 1981 til i dag.[101] Ugerningerne er, ifølge biskopperne, udført af albanere, som er inspireret af Kosovo Liberation Army (KLA eller UÇK )[102] og nu i endnu højere grad af fundamentalistisk Islam. Denne diskurs ligner meget dén, kirken havde i begyndelsen af 1980’erne. Denne gang sammenlignes albanerne dog ikke med Ustaša men med ISIS. Narrativet om den anden som umenneskelig er dog lige tydeligt. Kirken er bl.a. blevet bakket op af Vučić, der har slået fast, at Serbien vil gøre alt for at forhindre Kosovo’s optagelse i UNESCO.[103]

Det skal bemærkes, at den serbiske frygt for deres kirker, og mindesmærker i øvrigt, ikke er ubegrundet. Der har været adskillige hændelser af hærværk og ødelæggelse mod disse, og senest har der også været skudt mod serbiske hjem i Gorazdevac. Vučić har efterfølgende udtalt, at det seneste angreb var: “…aimed at all the Serb people living in Kosovo”. Han sagde yderligere: “I want to encourage those [Kosovo Serbs] to continue living there. I do not expect anything from Pristina but it is high time that the international community took some measures and protected Serbs in Kosovo.”[104] Vučić udvider således angrebet i en by til at gælde alle serbere i Kosovo, og han spiller i høj grad på narrativet om serberne som ofre. Denne diskurs med en klar nationalistisk klang er jo i høj grad set tidligere, og den blotte italesættelse bidrager kun til at styrke nationalistiske tendenser.

Flere af de store klostre er under beskyttelse af enten politi eller KFOR. Og efter den, i skrivende stund, seneste hændelse med skud mod serbiske hjem har den serbiske chef for Forsvarsstaben Ljubiša Diković, ifølge InSerbia, i en telefonsamtale med chefen for KFOR Luigi Miglietta opfordret til, at KFOR øger indsatsen i de byer, hvor ikke-albanere er majoriteten for at sikre befolkningens sikkerhed. Chefen for KFOR meddelte angiveligt tilbage, at tilstedeværelsen i området er øget. [105]

Kosovo fik den 7. november 2015 i øvrigt ikke stemmer nok til at blive optaget i UNESCO, hvilket kirken har udtrykt stor tilfredshed over.

Kirken, knoglerne og narrativerne
Lad os et kort øjeblik vende tilbage til landsbyen Prebilovci, da den endnu en gang spiller en rolle i den kirkelige iscenesættelse. Som ovenfor beskrevet blev opgravningerne og genbegravelserne nøje iscenesat og leveret igennem TV-mediet udi de serbiske stuer i 1991, som et led i Milošević’s propaganda. I 1992 blev landsbyen imidlertid igen besøgt af kroatere, nærmere bestemt medlemmer af den kroatiske republiks hær, som brændte landsbyen og ødelagde kirken. Krypten med ofrene for Anden Verdenskrig blev mineret og næsten alle knogler blev pulveriseret.[106] Den 8. august 2015 indviede patriark Irinej kirken  i landsbyen. En større procession anført af Irinej, en række biskopper, mange præster og et meget stort antal troende bar relikvierne fra Anden Verdenskrig i et skrin til deres sidste hvilested.[107] Kirkens meget konkrete synliggørelse af de serbiske ofre for Ustaša, nu både fra Anden Verdenskrig og krigen i 1990’erne, som igen blev taget frem, forbandt igen fortid og nutid, ved deres fysiske tilstedeværelse. Men herudover blev begivenheden naturligvis også skildret i en række medier, hvorved narrativet om serberne som ofre igen blev italesat. Dette blev yderligere krydret med beredvillige politikere, der udtalte sig. Således Nedeljko Tenjovic, en udsending for præsident Nikolić: “This is a day of remembrance of the religious crimes committed by the Independent State of Croatia. Unfortunately, there was no war in which the Serbs did not suffer, dead or alive.”[108] Den store forskel fra italesættelse fra begyndelsen af 1990’erne af kroaterne som umenneskelige og serberne som ofre er, at nu er der ikke blot Anden Verdenskrigs uhyrligheder at trække på; nu er der også 1990’ernes uhyrligheder at hente vand til nationalismens mølle fra.

Som det fremgår af ovenstående, er der bestemt grobund for at nationalismen kan få et fast tag i Serbien igen. De politiske og kirkelige toner har klang af dem i de tidlige 1990’ere. Så lad os derfor kigge nærmere på handlinger og italesættelser, der udtrykker nationalisme og endnu vigtigere kan opfattes nationalistiske af andre Balkan-aktører. Eller med andre ord, hvordan nationalismerne kan give liv til hinanden i denne region, der med god grund er følsom overfor en sådan retorik.

Serbiske nationalistiske handlinger og italesættelser og historiske helte
I 2014 var det 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig, hvilket blev markeret i Bosnien, da Gavrilo Princip skød den østrigske ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo den 28. juni 1914.[109] Det var ventet, at lederen af de bosniske serbere Milorad Dodik ikke ville deltage i den store EU-finansierede mindehøjtidelighed i Sarajevo, men præsident Nikolić og premierminister Vučić valgte ligeledes ikke at deltage.[110] Nikolić og Vučić tog i stedet til Visegrad, som hører til Republika Srpska, og hvor ca. 3000 bosniske muslimer blev dræbt af general Mladic’s styrker ved at blive kastet ud fra broen over Drina floden. De ville da, sammen med de bosniske serberes leder Dodic fejre dagen Vivodan, St. Vitusdag, den 28. juni, som er Serbiens helligste nationaldag.[111] Den serbiske regering valgte også at markere 100-året i Beograd. Her indviedes en to meter høj bronzefirgur af Gavrilo Princip. Ved indvielsen holdt Nikolić tale, hvor han sagde: "Gavrilo Princip was a hero, a symbol of the idea of freedom, the assassin of tyrants and the carrier of the European idea of liberation from slavery."[112] Hvorvidt Princip var helt eller terrorist er her uinteressant. Det interessante er, at der til stadighed graves i historien for at bruge hændelser til nationalistiske narrativer. Dette er blot et af mange eksempler på, hvordan personer eller hændelser, der glorificeres af den ene og begrædes af den anden bliver iscenesat i nutidens Balkan.

Således er også berygtede Četnik-leder Draža Mihailović den 14. maj 2015 blevet rehabiliteret af retten i Beograd. Han blev i 1946 henrettet for højforræderi og kollaboration med nazisterne. Dommen fra 1946 er således erklæret ugyldig, og hans rettigheder er reetableret. Det serbiske ultranationalistiske miljø har naturligvis fejret afgørelsen og ikke mindst Vojislav Šešelj, der udtalte: ”Now we can leave history to the historians, and we, the descendants of Chetniks and Partisans, can build a joint future.”[113] Det er dog bestemt ikke alle, der deler dén entusiasme, således kalder Kroatiens præsident Grabar Kitarovic Draza for en krigsforbryder og fordømmer dommen. Kritiske røster lyder også i Serbien og i Bosnien, der kalder det et slag i ansigtet på alle ofre for Četnik forbrydelser.[114]

Inden de afdøde serbiske helte eller forbrydere helt forlades, skal det også bemærkes, at den serbiske Arbejdsminister Alexandar Vulin i juli 2015 tog til den serbiske militær kirkegård i Thessaloniki for at lægge kranse på general Dragutin Dimitrijevic Apis’s grav.[115]Apis stod i spidsen for maj-kuppet i 1903, hvor det serbiske kongepar blev dræbt og lemlæstet. Apis forbindes i øvrigt med andre mordforsøg og gruppen Black Hand, som Gavrilo Princip var medlem af. Nu er det blevet bekendtgjort, at Apis’ knogler skal flyttes fra Thessaloniki til Beograd, hvor han skal genbegraves i Kalemegdan Park. Som historikeren Milivoj Beslin i et interview udtaler, er den besked, dette initiativ sender, bekymrende. Det peger imod støtte til vold, politisk kriminalitet, ydmygelse af institutioner og et ekspansionistisk statsprogram. Han siger i øvrigt, at opgravning af knogler markerede begyndelsen til enden for Jugoslavien, og at denne flytning af knogler kan sammenlignes med Lazars rundtur i 1989.[116] Ligeledes anfører Dubravka Stojanović, at flytningen af Apis vil medføre, at han ikke længere er en metafor, men at han vil blive virkelighed igen, hvilket er samme tankegang som tidligere vist, hvor knoglerne trandenscerer tid, og fortid bliver nutid. Det vil ifølge Stojanović sende en klar besked om, at Serbien stadig er på det spor af vold og ufrihed, det har været siden det royale mord i 1903.[117]

Staten, kirken og en serbisk helt
Senest har dyrkelsen af serbiske helte, eller i andres øjne krigsforbrydere, udmøntet sig i, justitsminister Minister Nikola Selakovic og forsvarsminister Bratislav Gasic fløj til Haag for at følge Vladimir Lazarević hjem til Beograd efter, at han var blevet løsladt tidligt. Lazarević var stabschef i den jugoslaviske hær, Pristina Korpset. Han er dømt for alvorlige forbrydelser mod Kosovo-albanere. I lufthavnen i Beograd fik han en stor velkomst og blev budt velkommen af arbejdsminister Vulin, stabschefen for den serbiske hær Dikovic, den serbisk ortodokse biskop Teodosije og borgmesteren i Nis, Zoran Perisic. Hundredevis af mennesker var mødt op med bannere og gentog: Lazarević, vores helt. Justitsministeren udtalte ved hjemkosten, at: ”…it’s a big day for Serbia.”[118]

Handlingen har været kritiseret og kaldt skamfuld og en fornærmelse mod de Kosovo albanske ofre.[119] Omvendt udtalte Vulin til medierne, at: “Serbia welcomed him [Lazarevic] and that is how it should be. This is no longer a state that turns a blind eye to its heroes, but a state that is proud of its generals.”[120] Det skal også her bemærkes, at da Lazarević skulle udleveres til Haag i 2005, sigtet for forbrydelser i Kosovo, kom han i audiens hos den daværende serbiske premierminister Kostunica og den serbisk ortodokse patriark Pavle.[121] Glorificeringen af krigsforbryderne betyder samtidig, at historierne om modstand, mod og venlighed helt forsvinder.[122] Også det tætte parløb mellem kirke og stat er tydeligt her.

Šešelj, Kroatien og krigene
Šešelj satte den 1. april 2015 ild på det kroatiske flag og sagde, at han sendte en besked til den kroatiske Ustaša stat. Efterfølgende udtalte han til det bosniske blad Dani, at: “I will go there [to Croatia] one day, armed, on a tank, to free the Republic of Serbian Krajina…”[123] Dette vakte naturligvis vrede i Kroatien, der trak deres ambassadør hjem. Vučić prøvede at nedtone udtalelsen, men efter at den kroatiske premierminister Zoran Milanovic udtalte, at Šešelj er: “…one of those most responsible for the war in the former Yugoslavia and for aggression against Croatia…”[124], reagerede Vulin med at invitere Milanovic til Serbien og møde: “…the 250,000 [people] expelled during [Operation] Storm”, og videre: “Come, explain [to the Serbs who fled] and visit some of our graves.”[125] Dette fik den kroatiske veteranminister Predrag Matic til at foreslå, at Vulin skulle søge medicinsk behandling, hvortil Vulin svarede: “…maybe there is a medicine for me, but war veterans’ minister Matic will never cure the Ustasa in him…”[126] Disse gensidige provokationer viser med al tydelighed, hvorledes de historisk legitimerede narrativer meget hurtigt springer ud i lys lue, ligesom i slutningen af 1980’erne, men nu med en krig mere at hente referencer fra, som de i øvrigt alle husker, og de fleste deltog i. Dette er ligeledes et glimrende eksempel på, hvorledes nationalismerne giver hinanden liv.

Således foranledigede den kroatiske mindehøjtidelighed for 20-året for Operation Storm den 5. august 2015 en række protester i Serbien men også, at Šešelj igen satte ild til det kroatiske flag. Denne gang foran den kroatiske ambassade i Beograd.[127] Dagen efter at Šešelj brændte det kroatiske flag, bragte den Beograd-baserede tabloid avis Informer en artikel som sammenlignede Kroatiens og Serbiens militære styrker. Overskriften var: “What would happen if there were a war? –Croats, you do not stand a chance.”[128]

Den serbiske nationalistiske diskurs har god luft under vingerne, og der kan næppe være tvivl om, at jo hyppigere og mere massivt de historisk legitimerede narrativer italesættes, jo større genklang vil de vække. Men den serbiske diskurs får i høj grad hjælp af andre. Lad os derfor betragte de andres nationalistiske diskurs og handlinger.

De andres nationalistiske italesættelser og handlinger
Det er bestemt ikke kun serberne, der forstår at glorificere de helte, der i den andens øjne er krigsforbrydere.

Den kroatiske anden
Således blev der i december 2014 afholdt en katolsk messe i Zagreb til minde om Ante Pavelic, leder af Ustaša under Anden Verdenskrig.[129] Den katolske kirke har i øvrigt pustet til ilden ved at have annonceret kanoniseringen af ærkebiskop Alojzije Stepinac, der var ærkebiskop i Zagreb ligeledes under Anden Verdenskrig. Stepinac blev efter krigen bl.a. dømt for forræderi og for at have samarbejdet med Ustaša.[130] Det kan være vanskeligt at fastslå Stepinacs rolle i forbrydelserne under Anden Verdenskrig, og det er heller ikke sigtet her, men i bedste fald har han haft en passiv rolle overfor Ustaša’s ugerninger, hvor mange romersk katolske præster og nonner deltog. Men hvor den katolske kirke er på kanten til at helgenkåre ham, er mange andre, herunder den serbiske patriark, særdeles oprørte.[131] Således sendte præsident Nikolić et brev til Pave Frans i 2014, og patriark Irinej har ligeledes sendt et brev til den katolske kirke, og den 31. maj 2015 dannedes en Særlig Kommission, der skulle gå i dialog med den katolske kirke angående kanoniseringen.[132] Denne glorificering af Pavelic og Stepinac, der af serberne opfattes for deres forfædres bødler, bidrager til historisk legitimerede narrativer om kroaterne som umenneskelige og serberne som ofre. Det bidrager bestemt ikke til forsoning.

Ydermere har Zagrebs borgmester Milan Bandic i juli lovet, at byen vil bygge: ”…the largest and the most beautiful monument in Croatia…”,[133] som en permanent anerkendelse af den tidligere præsident Franjo Tuđman. Også Zagrebs lufthavn vil blive opkaldt efter Tuđman.[134]

Den kroatiske anden og Operation Storm
Den 5. august 2015 afholdt kroaterne en stor mindehøjtidelighed, hvor de fejrede Operation Storm (Oluja). Operationen, der begyndte den 5. august 1995, varede 4 dage og tog en del af Krajina-området tilbage, som serbiske styrker havde besat i begyndelsen af krigen, og som husede en stor serbisk befolkning. Formålet med operationen var at indtage Knin, der var den nyudnævnte hovedstad i Krajina. Operationen var en stor succes, hvis man ser det fra kroatisk side, men for serberne resulterede det i omkring 200.000 fordrevne serbere og hundreder dræbte.[135] Således blev der også afholdt en række mindehøjtideligheder i Serbien og Republika Srpska for denne begivenhed, som anses for at være en krigsforbrydelse; men for omvendt at begræde de mange serbiske skæbner. I Knin derimod blev der bl.a. afholdt militærparade og en stor koncert med den ultranationalistiske sanger Marko Perkovic Thompson. Koncerten var afslutningen på festligholdelsen og nød godt af ca. 80.000 gæster.[136] Ifølge Balkaninsight råbte mange af deltagerne: ”Kill, kill, kill a Serb”[137] og Ustaša- sloganet: “Za dom spremni” (Ready for the Homeland)”.[138] Der blev sunget Ustaša-sange og råbt: “Here we go, Ustasa.”[139] Thomson lagde i øvrigt ud med en sang, der begynder med: Za dom spremni. Men særligt interessant i denne sammenhæng er, at TV-billeder fra koncerten blev sendt ud og hurtigt spredtes. Ligeledes har koncerten fået stor opmærksomhed i de trykte serbiske medier. På den måde kan der let sættes kød på narrativer om kroatere som Ustaša igen og serberne som mulige ofre igen.[140] Historien bliver ikke dårligere af at blive gentaget.

Således blev det også besluttet i Zagrebs byråd den 10. september 2015 at udnævne General Ante Gotovina, som var øverstkommanderende i Operation Storm, til æresborger i Zagreb. Dette har naturligvis skabt stor vrede i Serbien. Gotovina blev i øvrigt idømt 24 års fængsel i 2011 for krigsforbrydelser ved ICTY, herunder fordrivelsen af serberne, men han blev ved appeldomstolen i 2012 frifundet for næsten alle anklager pga. mangel på beviser.[141] Samtidig blev også den kroatiske general Mladen Markač frikendt. Ved hjemkomsten var ca. 100.000 fans mødt op på Zagrebs hovedtorv for at hylde dem.[142] Naturligvis skabte de to frifindelser vrede i Serbien og i øvrigt mistillid til ICTY. Ligeledes blev den tidligere premierminister i Kosovo og tidligere chef for KLA, Ramush Haradinaj, frifundet for krigsforbrydelser i 2012.[143]

Den kroatiske anden og flygtningestrømmene
De store flygtningestrømme der ramte Balkan i efteråret 2015 dæmmede hurtigt op for en meget skarp retorik i pressen og mellem landendes respektive ledere, ikke mindst Serbiens og Kroatiens. Da Ungarn lukkede deres grænse mod Serbien den 15. september, gik flygtningestrømmen fra Serbien i stedet mod Kroatien, hvorved kroaterne beskyldte serberne for med vilje at dirigere flygtningene ind i Kroatien.[144] Efterfølgende lukkede Kroatien i en periode næsten alle grænser mod Serbien, hvorved retorikken for alvor tog fart.[145] Således kunne den serbiske presse byde på overskrifter som: ”The Croatian prime minister is an idiot!" Og:”Banda ustaška.” Endnu videre gik et andet serbisk blad og kaldte premierminister Milanović for: ” A madman taking Croatians to war."[146] Milanović udtalte, at han ikke ville lade serberne gøre kroaterne til grin og kaldte i øvrigt de serbiske sanktioner for latterlige.[147] Flygtningekrisen viser med al tydelighed, hvor hurtigt den gammelkendte retorik kan blive trukket frem, og at stabiliteten er skrøbelig.

Den bosniakiske anden
Også fra muslimsk hold bidrages der med radikale handlinger og italesættelser. Således kunne serberne i september læse i overskriften på InNews, som gengiver dagbladet Novosti, at: “Imam Halilovic calls for Jihad against the Serbs.”[148] Artiklen angiver, at Halilovic, der er imam i Sarajevos største moske, har kaldet Allah til at ødelægge Republika Srpska eller som det gengives, at han kaldte det: ”…an entity built on crime and genocide…”[149] I artiklen kritiseres det, at der ikke fra myndighedernes side gribes ind overfor Halilovic: ”Halilovic’s actions and his calls for war, revenge and extermination of Serbs are a part of a planned chaos in the region by radical Islamic ideology led by the Islamic state.” [150] Italesættelsen af serberne som truede og som nært forestående offer i Republika Srpska og Bosnien er her helt tydelig. Hertil kommer, at ISIS har lanceret en rekrutteringsvideo i juni 2015, der er målrettet de bosniske muslimer. Den spiller eminent på historien med en egen udlægning af begivenhederne, og det udtrykkes helt eksplicit, at hvis man ikke ønsker at slutte sig til ISIS udenlands, kan man også dræbe indenlands med fx ved forgiftning eller terrorangreb.[151] Med tilbagevendende Syriens-krigere, massive flygtningestrømme og ikke mindst terrorangrebet i Paris den 13. november 2015, kan disse italesættelser om radikale muslimer som nærmeste naboer højst sandsynligt bidrage til at skabe frygt for egen eksistens. Og igen se sig selv som muligt offer.

Således giver både kroatere, bosniakker og kosovo-albanere, som tidligere vist, også god luft under den serbiske nationalismes vinger. De bidrager til konstruktionen af narrativet om serberne som offer og ikke mindst til narrativet om dem selv som den umenneskelige anden. En række af de historisk legitimerede narrativer er gammelkendte fra slutningen af 1980’erne, men hertil kommer de narrativer, der udspringer- og legitimeres af krigen i 1990’erne og nu også en muslimsk trussel i nye klæder, nemlig ISIS. Man kan her med fordel erindre sig, at en overbevisende ydre trussel kan bevæge en nationalistisk ideologi til at være aggressiv. Eller med andre ord kan en konstruktion af serberne som eksistentielt truede og en accept heraf medføre, at der kan tages ekstraordinære midler i brug som det var tilfældet under Milošević.

Konklusion
Mindehøjtidelighederne har uden tvivl skærpet den nationalistiske retorik. Det er muligt, at gemytterne dæmper sig igen, når de kommer på den anden side af 20-året for mange af de store forbrydelser, men begivenhederne har med al tydelighed vist, hvor hurtigt den nationalistiske retorik blusser op, og hvor hurtigt politikere og pressen kan gribe til den gammelkendte retorik. De historisk funderede narrativer, som florerede i stort omfang før krigen i 1990’erne er ligeledes spillevende i dag. Og nu er der endda ikke blot Anden Verdenskrig at trække på men også krigen i 1990’erne, når de nationalistiske narrativer skal legitimeres igennem historien. Særligt serberne som offer og umenneskeliggørelsen af den anden, som omfatter kroater, bosniakker og kosovo-albanere er fremherskende. Også krisen foranlediget af de store flygtningestrømme medførte en hård nationalistisk retorik fra både politikernes og pressens side.

Der er rigtig god grund til at lytte efter og forstå de nationalistiske handlinger og italesættelser, ikke mindst fra dansk forsvars side, idet KFOR stadig er til stede i Kosovo, hvor den lille serbiske befolkning og de serbiske kulturelle mindesmærker nu er de truede. Selvom Kosovo har erklæret sig selvstændig, er Serbien ikke til sinds at anerkende dette, idet Kosovo står helt centralt i den serbiske nationale forståelse.

Således har kirken, som stadig er en væsentlig aktør, øjensynligt ikke ændret sin opfattelse i forhold til dens egen position og den serbiske nation, og ikke mindst kirkens store interesser i Kosovo har givet anledning til italesættelser, der ligner 1980’ernes diskurs. Hertil kommer, at kirken på nogle områder har fælles interesser med grupper i det ultranationalistiske miljø, herunder Kosovo for flere af de klerikalt-fascistiske grupper.

Det ultranationalistiske miljø i Serbien er levende og synes at vinde noget politisk indpas og kunne meget vel få større indflydelse efter næste valg. Ikke mindst Šešelj’s tilbagevenden til Beograd, har styrket SRS’s popularitet og har i øvrigt i høj grad sat blus under den nationalistiske retorik. Til trods for at store dele af de ultranationalistiske grupper, udover blot at være ultranationalistiske, er særdeles voldelige, får de i vid udstrækning lov til fortsat at agere, og der bliver ikke taget afstand fra dem af

fremtrædende medlemmer af regeringen, herunder Vučić, Nikolić og Vulin, der ligeledes heller tager ikke afstand fra forbrydelserne igennem de sidste godt 100 års historie. Tværtimod er der en klar tendens til glorificere afdøde serbere, der har gjort sig skyldige i forbrydelser uanset årsag.

Det kan i øvrigt være vanskeligt at have tiltro til Vučić’s reelle omvendelse fra radikal nationalist til progressiv. Således kan det også være vanskeligt helt at tro på oprigtigheden i EU-tilnærmelsen. Han og ikke mindst Vulin har med jævne mellemrum nogle udfald mod EU og Vesten, der ikke passer ind i EU-billedet. Vučić har tillige et godt forhold til Rusland, der ind imellem står i vejen for EU’s henstillinger til Serbien. Meget kunne tyde på, at var det ikke for Vučić’s bestræbelser på at få Serbien med i EU, ville retorikken være meget skarpere.

Presse- og ytringsfriheden er under pres, og med Vučić’s gode greb i pressen, kan han i nogen grad holde kritik af ham selv og regeringen nede. Dette er én af forklaringerne på, hvorfor han er Serbiens mest populære politiker. En anden forklaring er, at der ikke er noget godt alternativ til ham.

De politiske og kirkelige toner har klang af dem i de tidlige 1990’ere, hvorfor der bestemt er grobund for at nationalismen kan få et fast tag i Serbien igen. Den andens nationalistiske diskurs bidrager i høj grad til retfærdiggørelsen af en egen nationalistisk diskurs, og virker i øvrigt skærpende.

De serbiske bestræbelser på at komme med i EU kan efter alt at dømme holde Vučić og Nikolić på et nogenlunde forsonligt spor indtil videre. Det er i øjeblikket ikke formålstjenstligt for dem at gø op ad det nationalistiske træ. Om så en optagelse i EU vil holde Serbien på dydens smalle vej nok være tvivlsomt, når man ser på Kroatien, der ikke holder sig tilbage i den nationalistiske diskurs. Der er, som nævnt, mange mulige konflikter, modsætninger og ikke mindst meget forskellige opfattelser af historiens gang, herunder hvem der er helte og bødler, der kan puste til den nationalistiske ild, og som meget vel kan bidrage til, at nationalismen kan spændes for en magt- eller sikkerhedspolitisk vogn, som det skete under Milošević.

Litteratur:

Anzulovic, B., 1999. Heavenly Serbia. From Myth to Genocide. New York and London: New York University Press.

Bringa, T. 1995. Being Muslim the Bosnian Way. New Jersey: Princeton University Press.

Buzan, B., Wæver, O. & Wilde, J. De (1998): Security. A new framework for analysis. Lynne Rienner Publishers, London. P.30.

Doder, D. & Branson, L., 1999. Milosevic – Portrait of a Tyrant. New York: Free Press.

Dragović-Soso, J., 2002. ’Saviours of our Nation’. Serbia’s Intellectual Opposition and the Revival of Nationalism. Londom: Hurst & Company.

Eriksen, J.-M., 2011. Fra Skorpionernes Verden. Kirken, krigen og nationalismen – beretninger fra rejser i Serbien. Gyldendal.

Eriksen, J.-M. & Stjernfelt, F., 2004. Krigens scenografi. Lindhardt og Ringhof Forlag.

Fine Jr., J.V.A., 1983. The Early Medieval Balkans. A Critical Survey from the Sixth to the Late Twelfth Century. The University of Michigan Press.

Fine, J.V.A., 1987. The late Medieval Balkans. A Critical Survey from the Late Twelfth Century to the Ottoman Concuest, University of Michigan Press.

Judah, T., 2008. Kosovo. What Everyone Needs to know. New York: Oxford University Press.

Mihailovic, K. & Krestić, V., 1995. Memorandum of the Serbian Academy of Science and Arts. Answers to Criticisms. Belgrade: The Serbian Academy of Science and Arts.

Pavlowitch, S.K., 1998. Serbia. The History behind the Name. London: C. Hurst & Co. Ltd.

Radić, R., 2000. The Church and the ‘Serbian Question’. In: N. Popov, ed. 2000. The Road to War in Serbia. Trauma and Carthasis Budapest: Central European University Press. Pp. 247-273.

Sell, L., 2002. Slobodan Milosevic and the Destruction of Yugoslavia. Durham & London: Duke University Press.

Sells, M.A., 1998. The Bridge Betrayed. Religion and Genocide in Bosnia. Berkeley: University of California Press.

Silber, L. & Little, A., 1996. The Death of Yugoslavia. Rev. ed. London: Penguin Books.

Sindbæk, T., 2012. Usable history? Representations of Yugoslavia’s difficult past from 1945 to 2002. Aarhus University Press.

Thomas, R., 1999. Serbia under Milošević. Politics in the 1990s. London: Hurst and Company.

Trifunovska, S. (ed.), 1999. Former Yugoslavia Through Documents. From its dissolution to the peace settlement. Hague: Martinus Nijhoff Publishers.

Verdery, K., 1999. The Political Lives of Dead Bodies. Reburial and Postsocialist change. New York: Comumbia Unversity Press.

Zirojević, O., Kosovo in the Collective Memory. In: N. Popov, ed. 2000. The Road to War in Serbia.Trauma and Carthasis Budapest: Central European University Press. Pp. 189-211.

Artikler:

Sindbæk, T., 2002. Det Serbiske Videnskabsakademis Memorandum. Et dokuments omskiftelige karriere. Den jyske Historiker. 2002, nr. 97. Århus: Den jyske Historiker.

Zivkovic, M., 2001. Kosovo Is the Most Expensive Serbian Word: Political Enchantment and Milosevic Rise to Power. The Anthropolgy of East Europe Review. Vol. 19, No. 1. Spring 2001, pp. 91-97.

Internethenvisninger:

Anastasijevic, D., 2007. The Price of Speaking Out in Serbia. Time. 17-04-2007. [online] Tilgængelig på: http://content.time.com/time/world/article/0,8599,1611396,00.html. [Hentet: 10-12-2015].

Anastasijevic, D., 2009. Right-Wing Threats Scrap Serbian Gay-Pride Parade. Time. 23-09-2009. [online] Tilgængelig på: http://content.time.com/time/world/article/0,8599,1925715,00.html. [Hentet: 23-09-2015].

Bakić, J., 2013. Right-Wing Extremism in Serbia. Friedrich-Ebert Stiftung. [online] Tilgængelig på: http://library.fes.de/pdf-files/id-moe/09659.pdf. [Hentet: 03-10-2015].

BalkanInsight, 2015. Serbia PM Slams EU, Alleging BIRN ‘Lies’. BalkanInsight. 10-01-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/serbia-pm-slams-eu-alleging-birn-lies. [Hentet: 08-12-2015].

BBC, 2014. Serbia Gay Pride march returns after four years. BBC. 28-09-2014. [online] Tilgængelig på: http://www.bbc.com/news/world-europe-29399404. [Hentet: 10-12-2015].

Blic.Online, 2015. Lavrov and Vucic satisfied with relations between Serbia and Russia and criticized OSCE media office. Blic.Online. 04-12-2015. [online] Tilgængelig på: http://english.blic.rs/News/10986/Lavrov-and-Vucic-satisfied-with-relations-between-Serbia-and-Russia-and-criticized-OSCE-media-office. [Hentet: 08-12-2015].

B92, 2014. Anniversary of death of Slobodan Milošević marked. B92. 11-03-2014. [online] Tilgængelig på: http://www.b92.net/eng/news/politics.php?yyyy=2014&mm=03&dd=11&nav_id=89585. [Hentet: 10-12-2015].

B92, 2015. "Nothing can stop" canonization of controversial cardinal. B92. 21-04-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.b92.net/eng/news/region.php?yyyy=2014&mm=04&dd=21&nav_id=90052. [Hentet: 13-12-2015].

B92, 2014. Serbian Orthodox Church: Make a Parade but use your own money. B92. 23-09-2014. [online] Tilgængelig på: http://www.b92.net/eng/news/society.php?yyyy=2014&mm=09&dd=23&nav_id=91690. [Hentet: 25-09-2015].

B92, 2014. "U.S. using Šešelj against government" – minister. B92.13-11-2014. [online] Tilgængelig på: http://www.b92.net/eng/news/politics.php?yyyy=2014&mm=11&dd=13&nav_id=92224. [Hentet: 08-12-2015].

B92. OSCE media rep responds to criticism. B92. 04-12-2015. http://www.b92.net/eng/news/politics.php?yyyy=2015&mm=12&dd=04&nav_id=96272. [Hentet: 08-12-2015].

B92, 2015. Poll: Rating of right wing parties improves. B92. 26-05-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.b92.net/eng/news/society.php?yyyy=2015&mm=05&dd=26&nav_id=94231. [Hentet: 08-12-2015].

B92, 2015. Poll: Vucic is Serbia’s most popular politician. B92. 21-12-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.b92.net//eng/news/politics.php?yyyy=2015&mm=12&dd=21&nav_id=96429. [Hentet: 22-12-2015].

Catholic World News, 2014. Serbian patriarch reportedly opposed to canonization of Croatian cardinal. Catholic World News. 02-07-2014. [online] Tilgængelig på: https://www.catholicculture.org/news/headlines/index.cfm?storyid=21888. [Hentet: 13-12-2015].

CroatiaWeek, 2013. Ante Gotovina: One Year of Freedom. CroatiaWeek. 16-11-2013. [online] Tilgængelig på:

http://www.croatiaweek.com/ante-gotovina-one-year-of-freedom/. [Hentet: 01-10-2015].

CroatiaWeek, 2015. Croatia to Name New Zagreb Airport After First President. CroatiaWeek. 28-06-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.croatiaweek.com/croatia-to-name-new-zagreb-airport-after-first-president/. [Hentet: 29-09-2015].

Cvejcic, B., 2015. With Vucic's Popularity Constantly Rising, Is This the Pride Before the Fall? Kosovo2.0. 02-09-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.kosovotwopointzero.com/en/article/1848/with-vucics-popularity-constantly-rising-is-this-the-pride-before-the-fall. [Hentet: 21-12-2015].

Dalje, 2015. Croatian ministers condemn Vucic's statement on Operation Storm. Dalje.com. 17-07-2015. [online] Tilgængelig på: http://arhiva.dalje.com/en-croatia/croatian-ministers-condemn-vucics-statement-on-operation-storm/550474. [Hentet: 30-09-2015].

Denich, B., 1994. Dismembering Yugoslavia: Nationalist Ideologies and the Symbolic Revival of Genocide. American Ethnologist. Vol. 21, no. 2 (maj, 1994), pp. 367-390. Wiley. [online] Tilgængelig på: http://www.jstor.org/stable/645894. [Hentet: 17-03-2014]. P.369. (Herefter: B. Denich).

Deutche Welle, 2014. Gavrilo Princip, assassin who sparked WWI, gets statue in Belgrade. Deutche Welle. 29-06-2014. [online] Tilgængelig på: http://www.dw.com/en/gavrilo-princip-assassin-who-sparked-wwi-gets-statue-in-belgrade/a-18546305. [Hentet: 09-10-2015].

Dragojlo, S., 2015. Serbian Church Demands Vatican Talks Over Stepinac. Balkaninsight. 02-06-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/serbian-orthodox-church-vatican-launch-talks-on-controversial-croatian-bishop. [Hentet: 13-12-2015].

Dragojlo, S., 2015. Vucic, the PM Who Can’t Stop Quoting. Balkaninsight. 02-11-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/blog/vucic-the-pm-who-can-t-stop-quoting-11-01-2015. [Hentet: 12-12-2015].

Dzombic. J., 2013. Rightwing extremism in Serbia. Race and Class, April–June 2014 55: 106-110.[online] Tilgængelig på: http://rac.sagepub.com/content/55/4/106.full.pdf+html. [Hentet: 18-09-2015].

EUFOR PAO, 2015. Political/Military Background. European Union External Action. 14-08-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.euforbih.org/index.php?option=com_content&view=article&id=2821. [Hentet: 19-12-2015].

Falina, M. Svetosavjle: A case-study in the Nationalization/Politicization of Religion. CEU, Department of History. [online] Tilgængelig på: www.hist.ceu.hu/conferences/graceh/abstracts/falina_maria.pdf [Hentet: 09-04-2014].

Forsvarsministeriet, 2015. Indsatsen i Kosovo. Forsvarsministeriet. 17-08-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.fmn.dk/videnom/Pages/IndsatseniKosovo.aspx. [Hentet: 19-12-2015].

Gec, J., 2012. Tomislav Nikolic, 'Toma The Gravedigger,' Elected Serbian President. The World Post. 21-05-2012. [online] Tilgængelig på: http://www.huffingtonpost.com/2012/05/21/tomislav-nikolic-serbia-president_n_1532736.html. [Hentet: 07-12-2015].

Guardian, 2015. Serbia’s president condemns ‘savage’ attack on PM at Srebrenica. The Guardian. 12-07-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.theguardian.com/world/2015/jul/12/serbias-president-condemns-savage-attack-on-aleksandar-vucic-at-srebrenica [Hentet: 30-09-2015].

Hedl, D., 2015. Alarmbells for Media Freedom in Croatia. BalkanInsight. 23-06-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/alarm-bells-for-media-freedom-in-croatia. [Hentet: 08-12-2015].

Information, 2015. Rusland blokerer for Srebrenica-resolution i FN. Information. 08-07-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.information.dk/telegram/539051. [Hentet: 30-09-2015].

InNews, 2015. BiH: Imam Halilovic calls for Jihad against the Serbs. InNews. 08-09-2015. [online] Tilgængelig på: http://inserbia.info/today/2015/09/bih-imam-halilovic-calls-for-jihad-against-the-serbs/. [Hentet: 01-10-2015].

InSerbia, 2015. Seselj: I will not return to Hague voluntarily. InSerbia. 31-05-2015. [online] Tilgængelig på: http://inserbia.info/today/2015/05/seselj-i-will-not-return-to-hague-voluntarily/. [Hentet: 08-12-2015].

InSerbia, 2015. Priests cleansed streets with holy water after Pride Parade. InSerbia. 20-09-2015. [online] Tilgængelig på: http://inserbia.info/today/2015/09/priests-cleansed-streets-with-holy-water-after-pride-parade/. [Hentet: 21-09-2015].

InSerbia, 2015. Hahn: I would like to see more balanced media in region. InSerbia. 11-12-2015. [online] Tilgængelig på: http://inserbia.info/today/2015/12/hahn-i-would-like-to-see-more-balanced-media-in-region/. [Hentet: 11-12-2015].

InSerbia, 2015. Seselj: SRS to run independently in next elections. InSerbia. 20-08-2015. [online] Tilgængelig på: http://inserbia.info/today/2015/08/seselj-srs-to-run-independently-in-next-elections/. [Hentet: 11-12-2015].

InSerbia, 2015. Vucic: Serbia will do all to prevent Kosovo’s admission to UNESCO. InSerbia. 09-10-2015. http://inserbia.info/today/2015/10/vucic-serbia-will-do-all-to-prevent-kosovos-admission-to-unesco/. [Hentet 10-10-2015].

InSerbia, 2015. Dikovic urges KFOR to engage more in non-Albanian areas. InSerbia. 10-12-2015. http://inserbia.info/today/2015/12/dikovic-urges-kfor-to-engage-more-in-non-albanian-areas/. [Hentet: 10-12-2015].

InSerbia, 2015. Priests cleansed streets with holy water after Pride Parade. InSerbia. 20-09-2015. [online] Tilgængelig på: http://inserbia.info/today/2015/09/priests-cleansed-streets-with-holy-water-after-pride-parade/. [Hentet: 21-09-2015].

InSerbia, 2015. Hahn: I would like to see more balanced media in region. InSerbia. 11-12-2015. [online] Tilgængelig på: http://inserbia.info/today/2015/12/hahn-i-would-like-to-see-more-balanced-media-in-region/. [Hentet: 11-12-2015].

InSerbia, 2015. Seselj: SRS to run independently in next elections. InSerbia. 20-08-2015. [online] Tilgængelig på: http://inserbia.info/today/2015/08/seselj-srs-to-run-independently-in-next-elections/. [Hentet: 11-12-2015].

InSerbia, 2015. Vucic: Serbia will do all to prevent Kosovo’s admission to UNESCO. InSerbia. 09-10-2015. http://inserbia.info/today/2015/10/vucic-serbia-will-do-all-to-prevent-kosovos-admission-to-unesco/ . [Hentet 10-10-2015].

InSerbia, 2015. Dikovic urges KFOR to engage more in non-Albanian areas. InSerbia. 10-12-2015. http://inserbia.info/today/2015/12/dikovic-urges-kfor-to-engage-more-in-non-albanian-areas/. [Hentet: 10-12-2015].

InSerbia, 2015. Draza Mihailovic rehabilitated. InSerbia. 14-05-2015. [online] Tilgængelig på: http://inserbia.info/today/2015/05/draza-mihailovic-rehabilitated/. [Hentet: 08-09-2015].

InSerbia, 2015. Patriarch Irinej consecrates the Church of the Resurrection of the Lord in BiH. InSerbia. 08-08-2015. [online] Tilgængelig på: http://inserbia.info/today/2015/08/patriarch-irinej-consecrates-the-church-of-the-resurrection-of-the-lord-in-bih/. [Hentet: 09-10-2015].

InvestInSerbia, 2015. Vulin, Orfanos on protection of Serbian memorials in Greece. InvestInSerbia. 25-07-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.invest-in-serbia.com/archive/region/1406319420-vulin-orfanos-on-protection-of-serbian-memorials-in-greece.html. [Hentet: 30-09-2015].

Hærstaben, 2014. Om KFOR. Hærstaben. Februar 2014. [online] Tilgængelig på: http://forsvaret.dk/HST/International%20Info/KFOR/Pages/default.aspx. [Hentet: 19-12-2015].

Kovacevic, D., 2015. Bosnian Serbs Halt Cooperation with State Police, Court. Balkaninsight. 10-12-2015. [online] Tilgængelig på:  http://www.balkaninsight.com/en/article/bosnian-serb-entity-halts-all-cooperation-with-state-institutions-12-10-2015-1. [Hentet: 14-12-2015].

Krv i čast. Blood and Honor. [online] Tilgængelig på:  http://www.bhserbia.org/. [Hentet: 03-11-2015].

Lynch, L., 2015. Forgetting Resistance in the Balkans. Balkanist. 01-04-2015. [online] Tilgængelig på: http://balkanist.net/forgetting-resistance-in-the-balkans/. [Hentet: 08-12-2015.]

Milekic, S., Ristic, M., Dzidic, D., 2015. Croatian President Slams Chetnik General’s Rehabilitation. Balkaninsight. 14-05-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/croatian-president-slams-chetnik-general-s-rehabilitation. [Hentet: 12-12-2015].

Milekic, S., 2015. Croats Chant Anti-Serb Slogans at Nationalist Concert. Balkaninsight. 06-08-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/croats-chant-anti-serb-slogans-at-nationalist-concert-08-06-2015. [Hentet: 28-09-2015].

Milekic, S., 2015. Memorial Mass for Croatian Nazi Slammed as 'Disgrace'. Balkaninsight. 30-12-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/memorial-service-for-croat-fascist-dictator-condemned. [Hentet: 29-09-2015].

Milekic, S., 2015. Refugee Crisis Reopens Old Wounds in Balkans. Balkaninsight. 25-09-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/refugee-crisis-reopens-old-wounds-in-balkans-09-25-2015. [Hentet: 30-09-2015].

Milekic, S., 2015. Seselj Flag-Burning Raises Croatia-Serbia Tensions. Balkaninsight. 02-04-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/seselj-s-flag-burning-raises-croatia-serbia-tensions. [Hentet: 11-10-2015].

Milekic. S., 2015. Tudjman Takes Zagreb, 15 Years After Death. Balkaninsight.13-07-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/tudjman-takes-zagreb-15-years-after-death. [Hentet 29-09-2015].

Milekic, S., Dragojlo, S., Panic, K., Latal , S., 2015. Nationalist Commemorations Threaten Balkan Reconciliation. Balkaninsight. 07-08-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/nationalist-commemorations-threaten-balkan-reconciliation-08-07-2015. [Hentet: 28-09-2015].

NATO, 2015. JFC NAPLES Commander Meets KFOR Service Members. NATO Supreme Headquarters Allied Powers Europe. 11-12-2015. [online] Tilgængelig på: https://www.aco.nato.int/jfc-naples-commander-meets-kfor-service-members. [Hentet: 19-12-2015].

Nikci, S., Collaku, P., Nikolic, I., 2015. Gun Attack on Kosovo Serb Homes Condemned. BalkanInsight. 08-12-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/attack-on-kosovo-s-serbian-minority-stirs-institutions-12-07-2015. [Hentet 11-12-2015].

Nikolic, I., 2015. Don’t Rebury WW1 Col Apis in Serbia, Historian Urges. Balkaninsight. 30-09-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/don-t-rebury-apis-in-serbia-historian-urges-09-29-2015. [Hentet: 05-10-2015].

Nikolic, I., 2015. Rehabilitation of Nazi-Backed Leader Begins in Belgrade. BalkanInsight. 07-12-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/news-12-07-2015. [Hentet: 12-12-2015].

Nikolic, I., 2015. Serbs Announce ‘Operation Storm’ Anniversary Mourning. BalkanInsight. 29-07-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/serbs-declare-mourning-for-storm-victims. [Hentet: 02-11-2015].

Nikolic, I., Collaku, P., 2015. Serbian Officials’ Welcome for War Criminal ‘Insults Victims’. Balkaninsight. 04-12-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/serbian-officials-welcome-for-war-criminal-insults-victims--12-04-2015. [Hentet: 05-12-2015].

Nikolla, F., 2015. Freedom of expression under threat in Serbia. Saferworld. 02-03-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.saferworld.org.uk/news-and-views/comment/165-freedom-of-expression-under-threat-in-serbia. [Hentet: 08-12-2015].

Obradović, S.V., 2014. Media freedom in Serbia is under threat, EU Commission must act. EurActiv. 11-06-2014. [online] Tilgængelig på: http://www.euractiv.com/sections/infosociety/media-freedom-serbia-under-threat-eu-commission-must-act-302731. [Hentet: 06-10-2015].

Pedersen, C.L., 2014. Serbisk Nationalisme – fra sameksistens til etnisk udrensning. [online] Tilgængelig på: http://pure.fak.dk/portal/files/4961820/Speciale_Claudia_L_ss_e_Pedersen.pdf. [Hentet: 07-09-2015].

Pešić, V., 2014. Seselj’s return: Has Vucic passed that test? Peščanik. 20-11-2014. [online] Tilgængelig på: http://pescanik.net/seseljs-return-has-vucic-passed-that-test/. [Hentet: 08-12-2015].

Radio Free Europe. Radio Liberty, 1999. Serbian Minister Vows Revenge. Radio Free Europe. Radio Liberty. Newsline - April 23, 1999. 23-04-1999. [online] Tilgængelig på: http://www.rferl.org/content/article/1141891.html. [Hentet: 08-12-2015].

Ramet, S.P., 2002. Under the Holy Lime Tree: The Inculcation of Neurotic & Psycotic Syndromes as a Serbian Wartime Strategy, 1986-1995. Polemos. Vol. 5 (2002) 1-2: Pp. 83-97. [online] Tilgængelig på: http://hrcak.srce.hr/search/?q=under+the+holy+lime+tree. [Hentet: 07-04-2014].

Ramet, S.P., 2006. The Denial Syndrome and Its Consequences: Serbian Political Culture Since 2000, Communist and Post-Communist Studies, Volume 40, Issue 1, March 2007, Pp. 41–58. [online] Tilgængelig på: http://www.sciencedirect.com.ez-fak.minimeta.minibib.dk/science/article/pii/S0967067X06000559. [Hentet: 07-12-2015].

Reuters, 2015. Serbian nationalist leader Vojislav Seselj and his party members burn Croatian national flag in front of Croatian embassy during a protest marking the 20th anniversary of Croatia's four-day Operation Storm, in Belgrade, Serbia. Reuters. 05-12-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.trust.org/item/20150805155238-u0mx3/. [Hentet: 21-09-2015].

Riha, A., 2015. Forgotten In the Storm. Coalition for Recom. 10-08-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.recom.link/forgotten-in-the-storm/. [Hentet: 12-12-2015].

Ristic, M., 2015. Serbian PM to Give Gay Pride a Miss. BalkanInsight. 25-09-2014. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/vucic-says-no-to-belgrade-pride-march. [Hentet: 13-09-2015].

Ristic, M., 2015. Serbia Welcomes Freed Yugoslav Army War Criminal. Balkaninsight. 03-12-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.balkaninsight.com/en/article/yugoslav-army-war-criminal-arrives-to-serbia-12-03-2015. [Hentet: 05-12-2015].

Scribd. Letter of Italian Army General Alessandro Luzano to Mussolini. Scribd. 27-05-2011. [online] Tilgængelig på: http://www.scribd.com/doc/56491898/Letter-of-Italian-Army-General-Alessandro-Luzano-to-Mussolini. [Hentet: 07-09-2015].

Serbian Orthodox Church, 2015. Press release. Serbian Orthodox Church. 11-11-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.spc.rs/eng/statements. [Hentet: 12-12-2015].

Serbian Orthodox Church, 2015. Resurrection of Prebilovci – Consecration of the church of the Resurrection of Christ in Prebilovci. Serbian Orthodox Church. 22-10-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.spc.rs/eng/resurrection_prebilovci_consecration_church_resurrection_christ_prebilovci. [Hentet: 09-10-2015].

Sharkov, D., 2015. Refugee Crisis Fires Old Tensions between Balkan Neighbours. Newsweek. 24-09-2015. [online] Tilgængelig på: http://europe.newsweek.com/refugee-crisis-fires-old-tensions-between-balkan-neighbors-333576. [Hentet: 30-09-2015].

Sindbæk, T., 2008. Død over fascismen – frihed til folket. [online] Tilgængelig på: www.hum.au.dk/cek/kontur/pdf/kontur_18/tea_sindbaek.pdf. Kontur, nr. 18. Pp. 45-57. [Hentet: 02-04-2014].

Somun, H., 2014. The Sarajevo assassination centenary. Today’s Zaman. 28-06-2014. [online] Tilgængelig på: http://www.todayszaman.com/sundays-zaman_the-sarajevo-assassination-centenary_352738.html. [Hentet: 12-12-2015].

Stojanović, D., 2015. Apis – return to the crime scene. Peščanik.14-09-2015. [online] Tilgængelig på: http://pescanik.net/apis-return-to-the-crime-scene/. [Hentet: 30-09-2015].

Tanjug, 2015. Linta: Naming Gotovina honorary citizen is an outrage. Tanjug. 14-09-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.tanjug.rs/full-view_en.aspx?izb=198957. [Hentet: 01-10-2015].

The Downfall of the Kingdom of Serbia. Oversat fra serbisk af J. Matthias and V. Vuckovic. [online] Tilgængelig på: http://www.kosovo.net/history/battle_of_kosovo.html#s02. [Hentet: 02-03-2014].

United Nations. International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia, 2012. Press release. 29-11-2012. [online] Tilgængelig på: http://www.icty.org/en/press/haradinaj-balaj-and-brahimaj-acquitted-retrial. [Hentet: 01-10-2015].

United States Holocaust Memorial Museum. Jasenovac. [online] Tilgængelig på: http://www.ushmm.org/wlc/en/article.php?ModuleId=10005449. Sidst opdateret 10-06-2013. Washington D.C. [Hentet: 02-04-2014].

Unprofor. Danmarks deltagelse. Unprofor.dk. [online] Tilgængelig på: http://www.unprofor.dk/dk/danmarksdeltagelse.asp. [Hentet: 03-12-2015].

Unprofor. Operation Storm - den kroatiske erobring af Krajina 1995. Unprofor.dk. [online] Tilgængelig på: http://www.unprofor.dk/krigen/operationstorm.asp. [Hentet: 02-10-2015].

Pešić, V., 2000. The war for ethnic states. In N. Popov, ed. 2000. The Road to War in Serbia. Trauma and Carthasis Budapest: Central European University Press. Pp. 9-49.

Poznatov, M., 2015. EU still not pressuring Serbia over Russia. EurActiv. 21-11-2014. [online] Tilgængelig på:http://www.euractiv.com/sections/enlargement/eu-still-not-pressuring-serbia-over-russia-310233. [Hentet: 01-11-2015].

Vukojčić, S., 2015. Poll: Serbia's complex attitude towards the EU. EurActiv. 09-01-2015. [online] Tilgængelig på: http://www.euractiv.com/sections/global-europe/poll-serbias-complex-attitude-towards-eu-311141 [Hentet: 22-12-2015].

 

Wiesinger, B. N., 2008. The Continuing Presence of the Extreme Right in Post-Milošević Serbia. Balkanologie. Revue d’etudes pluridisciplinaires. Vol. XI, n° 1-2, décembre 2008. [online] Tilgængelig på: http://balkanologie.revues.org/1363. [Hentet: 09-12-2015].

Video:

Weiss, C., 2015. Islamic State touts jihadists from the Balkans. The Long War Journal. 05-06-2015. [online] Tilgængelig på:http://www.longwarjournal.org/archives/2015/06/islamic-state-touts-jihadists-from-the-balkans.php. [Hentet: 14-12-2015].

---