Trods verdens optagethed af en stadig, næsten desperat kon­centreret begivenhedskæde er der stadig mange, der bliver ved med at vende tilbage til de dybere forudsætninger for det sidste halve århundredes katastroferække. Ovre i Californien sidder Huxley og finder ud af, at Luther var forudsætningen for Hitler, og i sit sidste, dybt filosofiske romanværk, „Doktor Faustus“, kred­ser Thomas Mann om Schlieffen-planen, hint Alleheil-mittel, som skulle bringe Tyskland en hastig sejr, og som i stedet under sin udførelse blev et skæbnepunkt i dets nederlag: Måske nok Meister-Plan, men værdiløs uden Samuels Salböl eller dog en dråbe deraf!

Der er i og for sig noget absurd i denne villen tillægge en plan en så umådelig betydning. Ganske vist kan en plan nok række længere frem end til det første sammenstød med fjenden, og det studium, der må gå forud for et felttog, må arbejde med forskellige muliglieder og vel også akademisk føre disse frem på fantasiens vinger. Men krigen er nu en gang en sfære, hvor det netop sjældent går according to plan, og i mødet med dens utal­lige imponderabilier, af hvilke fjendens skjulte hensigter kun er en enkelt, og med utallige friktioner og egen ufuldkommenhed, kan en fastholden ved planen i stedet for dennes smidige tilpas­ning, ændring eller forkastelse, være gnisten, der tænder ka­tastrofebålet.

På den anden side har det naturligvis stor interesse at stu­dere det stråtegisk politiske idé-kompleks, der ligger til grund for denne eller hin vidtrækkende historiske afgørelse — det være sig beslutningen om at kasteatombomben, at gribe ind i Korea­ konflikten, eller at gå tilbage fra Danevirke.

Schlieffen-planens interessanteste side er — næst efter dens fejlslag — dens utilstrækkelige koordination med de politiske instanser; den er et fagmilitært produkt, hvis udførelse fik — og kunne forudses at ville få — de mest vidtrækkende følger i politisk henseende, til ubodelig skade for Tyskland. Megen spe­kulation har været ofret på, hvordan det ville være gået, hvis den yngre Moltke ikke havde „udvandet“ sin store forgængers plan; måske har 1940— 45 givet et svar derpå — Tyskland kunne besejres, selv om det var hersker over hele Europas fastland.

Ejendom m eligt nok har Schlieffen-planen aldrig været of­ fentliggjort i sin fulde ordlyd før i 1956. Det meget omfangsrige memorandum, som den daværende chef for den tyske generalstab i 1906 overgav til sin efterfølger, den yngre Moltke, blev i 1945 ført til Amerika og vendte først adskillige år senere tilbage til Tyskland, hvor myndighederne nu har tilladt dets anvendelse i historieforskningen. Professor Gerhard Ritter har i sin bog „Der Schlieffenplan. Kritik eines Mythos“, hvis titel allerede — som godt er :— angiver bogens tendens, for få måneder siden foretaget en analyse af planen og i sin bog gengivet den in extenso. For den historisk interesserede er den nok et studium værd. Bogen indeholder også en række forarbejder til planen og nogle supple­ rende studier til denne, hvis version af 1905 blev bragt til ud­ førelse, skønt Schlieffen kort før sin død (1913) havde ført sine tanker frem til en endnu brutalere konsekvens end tidligere, idet han nu ville blotte østfronten totalt, udvide om fatningen af den franske hær gennem Belgien yderligere og håbe på en russisk passivitet indtil videre (måske på, at østrigerne ville engagere russerne i den første fase, selv om dette ikke kunne redde Østprøjsen — men at opgive territorium for at kunne opnå totalsejr på den afgørende front var jo i god overensstemmelse med den klassiske strategi og specielt med Frederik den Stores anvisnin­ger). Efterfølgeren siden 1906 afviste en så kategorisk løsning, både med henblik på grundopstillingen og, som det viste sig, også under begivenhederne i august og september 1914.

Ritter, hvis kritik af felttogsplanen er så skarp, at han til­ skriver den årsagen til Tysklands ulykke helt til 1945, kritiserer først og fremmest, at de militære planer bandt den tyske udenrigs­ politik og bragte denne i en overmåde svag position („papirlap­pen“), og at deres krav om lynburtighed hindrede politikerne i at søge en fredelig løsning i sidste øjeblik. Denne sidste anke kan dog ikke godkendes, for ganske vist havde Moltke ved at respektere Hollands neutralitet trukket en tand ud af forgænge­ rens plan, men at håbe på, at det gennem iså lang tid opsamlede sprængstof ikke skulle få en krigerisk udløsning so oder so, må under de givne forhold betegnes som urealistisk, hvilket indførel­ sen af den treårige tjenestetid i Frankrig da også var det soleklare bevis for. Og når krigen kom, ville det, populært sagt, være det glade vanvid ikke at slå til, mere eller mindre lige på, men hårdt — spørgsmålet var bare hvordan, og hvordan man bedst forbe­ redte eit angreb politisk. Måske ville en sådan politisk forbere­ delse endda kim have været en gang mummespil, eftersom mange kloge hoveder i udlandet var ganske klar over, at Tyskland ville angribe gennem Belgien, og kloge hoveder både i og uden for Tyskland regnede som givet med, at dette ville give anledning til engelsk intervention. En sådan til lands frygtede man blot ikke — „den foragtelige lille hær“ ville jo ikke kunne spille no­ gen afgørende rolle i den lynkrig, man ventede. Håbet om og troen på den lynhurtige afgørelse var jo også baggrunden for indsatsen af reservekorpsene straks i offensiven — ikke nogen usund tanke i sig selv, for frontens bredde og offensivens dybde krævede gigantiske styrker, men en skæbnesvanger disposition i tilfælde af, at krigen trak i langdrag. Studenterofringeme ved Langemarck er kun een af konsekvenserne deraf.

Med rette påviser Ritter, at opbygningen af den tyske flåde, en faktor, der måske mere end nogen anden æggede England til fjendskab, i afgørende grad svækkede hæren, der dog var det kort, hvorpå man satte alt. De tyske slagskibes rolle i 1914—18 er i grunden ikke m indre tragisk end i 1939— 45. Havde den tyske politiske ledelse været virkeligt stærk og orienteret om, i hvilken grad de to værn arbejdede i hver sin retning, ville de vel have kunnet hindre denne den i verdenshistorien mest be­tydningsfulde — og tåbelige — konflikt mellem hær og flåde, en konflikt, der rent organisk altid vil være spirer til, hvor ikke den overværnslige fornuft i skikkelse af en stærk og kyndig po­ litisk ledelse griber ind. Men det ville have været for meget at forlange af en Wilhelm II.

Når man har beskæftiget sig noget med årsagerne til den første verdenskrig og dennes forberedelse, ved man, hvor uendelig meget man på tysk side har spekuleret på, hvordan tofronts­ krigen kunne undgås, og hvor trykket skulle lægges: snart har planlægningen (og på dette punkt måtte der visselig i jernbaner­nes tidsalder planlægges) lagt tyngden i øst, snart lå den mod vest, i visse momenter (således hos den ældre Moltke) var der beregnet lige store styrker på hver front. Man ender med re­ signerende at fastslå, at det jo for det første aldrig er givet, at fjenden vil opfylde den rolle, man har tiltænkt ham i sin plan, og for det andet, at krigen trods alt ikke er en geometrisk viden­ skab, der kan vindes med tabeller og grafikker, ejheller med be­ regninger over styrkeforholdet, men en kunst, „hvori alt afhænger af udførelsen“. Og dertil kommer, at der findes både kunstneriske og matematiske problemer, der ganske simpelt ikke lader sig løse, og hvor den indkalkulerede risiko er så stor, at den kim tør voves under truslen om national undergang eller dog værgeløshed over for stærkererustende modstandere som alternativ. Havde Tysk­ land ejet den politiske og militære dynamik, der var nødvendig for at indlede krigen i 1905 eller 1906, havde krigen vel fået et ganske andet forløb. Tyskerne stod i 1914 over for et problem, der hed: lynsejr eller nederlag. Ritters bog er et bidrag til på­ visningen af, at Schlieffen-planen, så lidt som nogen anden plan, knnne sandsynliggøre en sejr i dette moment af historien. Hertil havde udførende feltherregeni og sand statskunst været nødven­dig, den sidste endda på langt sigt. Der er noget symbolsk i, at den gamle Moltke døde den 24. april 1891 om aftenen efter en bitter diskussion med generalstabschefen om dennes planer, af hvilke atter Schlieffen-planen en dag sikulle opstå.

m.