Log ind

Sanitetstaktiken

#

Foredrag af Generallæge Spire.

For en international Forsamling af Militærlæger, samlede i Bryssel 1931, holdt den franske Generallæge Spire efter Opfordring et Foredrag om Sanitetstaktik. Foredraget blev optaget i „Archives Médicales Belges", hvor jeg læste det. Jeg kendte Generallæge Spire fra flere a f de internationale Militærlægekongresser, hvor Generallægen, baade som Indleder og som Deltager i Diskussionerne, hørte til dem, der i særlig Grad havde Forsamlingens Øre og det baade ved sin Veltalenhed, sit Foredrags Klarhed og dets elegante og blændende Form. Generallægen udtaler selv, at Foredraget ikke maa opfattes som en detailleret Vejledning, men som en Oversigt, et Exposé, der viser, hvilket uhyre sammensat Problem Sanitetstaktiken er, og hvorledes den af sine Udøvere, hvis de vil naa et Resultat, kræver en grundig og mangesidig forudgaaende speciel Uddannelse og en stadig Holden sig å jour. Jo mere levende og inspireret et Foredrag er, des mere taber det ved at læses. De talrige forklarende Indskud og Resuméer, som den Taler, der stadig er i Kontakt med sit Auditorium , improviserer, fordi han selv overfor den mest sagkyndige Forsamling foler, at han derved uddyber sine Tanker og gør dem lettere fattelige, findes jo ikke i Manuskriptet. Saaledes har sikkert Generallægens Mening med de tre hyppigt brugte Ord: „Tactique, Echelon og Commandement" hver Gang været forstaaet a f T ilhørerne, medens Læserne kan være lidt i Vildrede om, hvorvidt det nu drejer sig om Militær- eller Sanitetstaktik, de militære eller sanitære Fo rmationer eller den militære eller sanitets-militære Ledelse. Foredraget er et decideret „Hørespil", der maa miste noget ved at læses og- mere ved at oversættes, men jeg haaber, det har kunnet staa denne Ildprøve igennem, og at det vil blive læst med Interesse og Udbytte.

C. T. Hansen.

Mine H errer og kære Kolleger! Jeg er overordentlig glad over, at jeg har kunnet efterkomme vor udmærkede Kollega, Overlæge Wonckens Opfordring om at komme til Stede her i Dag. Hans Iver fo r og Haab om et stadig mere og mere intim t Samarbejde mellem M ilitæ rlæger fra alle Landes Sanitetskorps har g jort ham til en D riv ­ k ra ft a f første Rang. Det skyldes ham, at vi i Dag er samlede her om det fælles Maal: „vort Arbejde fo r de Syge og Saarede“ . Han har forstaaet — og i dette bør vi uden Betænkeligheder følge ham — , at vi som Læger bør staa ubrydeligt sammen, og at vor fælles Stræben stadig bør være rettet mod det, som er vor Kunsts Hæder og Æ re: „Ønsket om at yde H jæ lp“ . Det er den Vej, vi skal frem . Lad os gaa den uden Vaklen. Titlen paa dette Emne, jeg her skal tale til Dem om, er kun kort, men i sig selv rummer det til Gengæld saa uendelig meget. Jeg vil her indskrænke mig til at give en almindelig Oversigt og overlade til andre at gaa i Enkeltheder. Det er klart, at vi ikke kan løse den tunge og vanskelige Opgave, der stilles os under en K rig , alene ved Hjælp a f den Omsorg, der naturlig t hører Kaldet til, i Forbindelse med de tekniske Hjælpemidler. Begge er afhængige a f de foreliggende Omstændigheder og a f Organisation, uden hvilken alle Anstrengelser vil være forgæves. Tekniken maa stadig have Lejlighed til at gøre et nyttigt Arbejde, og under Hensyn til de Vanskeligheder, som Kampen byder, kræves der en Taktik — Sanitetstaktiken. Naar jeg tænker tilbage paa Aarene, der gik forud fo r Verdenskrigen, kan jeg ikke undlade at mindes de ironiske og skeptiske Smil, selv hos visse Læger, og det ikke a f de ringeste, som Ordet „Sanitetstaktik“ fremkaldte. Læger som Taktikere! Og man lo a f dem iblandt os, der urolige fo r Frem tiden bestræbte sig fo r at forstaa, hvorledes man bedst skulde kunne overvinde Vanskelighederne ved fo rud at træ ffe de rigtige Foranstaltninger, organisere Sanitetstjenesten og faa den til at fungere og klappe under en K rig . Man betragtede Lægekunsten udelukkende som Kunsten at behandle. Lægen er til fo r at behandle, sagde man, som om dette var Lægekunstens eneste mulige Ytringsform . Man oversaa ganske de mange Vanskeligheder, som Arbejdet i et anormalt M ilieu og oftest ganske uforudset og uventet kunde byde. Ser vi da ikke i Fredstid Lægerne anstrenge sig fo r at organisere Kampen mod de sociale Svøber? E r det maaske ikke Tak tik at finde Grundlaget fo r denne Organisation, sikre dens Funktionering ved Iværksættelse a f fornu ftige Forholdsregler, a f hvis Resultat et Samfunds Skæbne afhænger. Hvorledes da med Muligheden fo r Virksomhed i den store kollektive Enhed, som en m obiliseret Hær repræsenterer, en Hær underkastet saa mangeartede Hensyn, at den kan gøre selv de omhyggeligst forudsete Forberedelsers Udførelse tvivlsom . Organisationen vil stadig blive stillet over fo r nye Problemer, hvor de forhaandenværende Hjælpemidler ofte umuligt kan udnyttes fuldtud. De tekniske Hjælpemidler maa stadig tilpasse sig efter de rent militære Krav. Hvor er da de under Fredsforhold saa let forudsigelige normale Betingelser? Jeg benægter ikke hverken Vigtigheden eller Alvoren a f Opgaverne i Fredstid, men de kræver ikke den hurtige, ja brutale Løsning, som ofte uforudset og uforudsigelig paatvinges i K rig . Der er der Ro, her et forceret Tempo i alle Begivenheder, som nødvendiggør en hurtig Gennemførelse a f nøje overvejede og sammenhængende Forholdsregler til Opnaaelse a f det bedst mulige Resultat. Sanitetstaktiken er netop dette Sammenspil. Og er det ikke kort og godt Taktik? Hvad er i V irk elig ­ heden Taktik? Det er Kunsten at anbringe og anvende Tropperne i det Terræn, hvori de skal kæmpe. Dens Maal er Sejren. Nuvel! Sanitetstaktiken er da Kunsten at disponere over de sanitære Hjælpemidler i det Terræn, hvor der skal arbejdes, med det Form aal enten at tilrettelægge og forberede Behandlingen eller at udføre denne under Tilpasning til de militære Krav. Dens Maal er den therapeutiske Sejr. H vis man vilde søge en endnu mere rammende Definition, kunde man sige, at Sanitetstaktiken repræsenterer alle de samlede Forholdsregler, som maa tages i en given taktisk Situation, fo r at man med de forhaandenværende Hjælpemidler kan blive i Stand til at sikre Tjenestens Udførelse under størst mulig Hensyntagen til de tekniske K rav og derved opnaa det største Udbytte af Sanitetstjenesten.

De forskellige Problemer. I K rig stilles vi over fo r talrige Problemer, som vi kan henføre til 4 Kategorier: Opretholdelse a f Troppernes Sundhed, Behandling a f Syge og Saarede, Kontingentets atter opnaaelige Kampdygtighed og Forsyningst j enesten. Det første Punkt er i en Sum alle de hygiejniske og profylaktiske Forholdsregler, som skal tages, ikke alene med Henblik paa den store militære kollektive Enhed, men ogsaa i dennes Forhold til de civile Elementer Det andet er den 'omsigtsfuldeste og fuldstændigste Anvendelse a f de til Raadighed staaende Hjælpemidler fo r at opnaa Helbredelse fo r Sygdomme og Læsioner, og som indbefatter, hvad der er at foretage angaaende Tilrettelæggelse og U dførelse a f Behandlingen under Kampens særlige Forhold, Sortering, Ordning a f Evakuering fo r at naa til sidste Akt, Behandling og Hospitalisering. Endelig er det fjerde Problem hele det Kompleks a f Fo rholdsregler, der maa tages fo r til enhver Tid at have det nødvendige M ateriel til at tilfred sstille de Krav, som det videnskabelige Arbejde, der under de i Ø jeblikket givne Betingelser kan udføres, stiller.

Grundlaget fo r Sanitetstaktiken. H vilket er da Grundlaget fo r Sanitetstaktiken efter den ovenfor fastsatte D efinition? Først og fremmest — de tekniske Hjælpemidler. En Sandhed, der ikke kan bestrides. En a f vore store Militæ rlægechefer har med Rette mindet om, at i K rig er Sanitetstjenesten enten i Stand til at yde Behandling, eller den eksisterer slet ikke. V i maa i Virkeligheden sikre Kombattanter og Nonkombattanter i saa vid Udstrækning som m uligt fo r at kunne drage Fordel a f alle videnskabelige Frem skridt til Forebyggelse og Behandling, kun med den eneste Begrænsning, der ligger i, at Kampen kan gøre Arbejdet umuligt. Dette fører os til den anden Faktor i Sanitetstaktiken, som kan kaldes „det militære G rundlag“ , det er Organisationen a f Arméerne paa Feltfod, Kampforholdene og Terrænet med alt, hvad det rummer a f Muligheder og Umuligheder. Saaledes ser vi Problemet lid t efter lid t blive præciseret. Det drejer sig i sidste Instans, som vi har sagt ovenfor, om at udfinde — saa sammentrængt som m uligt — de gunstigste Betingelser fo r en Tilpasning mellem de tekniske og de m ilitære Krav. Det er naturligvis uom tvisteligt, at selvom de sanitær-tekniske K rav teoretisk set er de samme i K rig som i Fred, er de praktisk forskellige paa Grund a f Arbejdsvilkaarene under Forholdenes Udvikling, saaledes som vi har omtalt, og det i den Grad, at vi ser en anden Form fo r Sanitetstaktik opstaa: „Behandlings-Taktik“ , hvad vi senere vil komme tilbage til. Den tredie Faktor endelig er Studiet a f Hjælpemidler og deres Tilpasning til Kampens Faser, kun faa og mangelfulde i allerforreste Linie , mere ydedygtige, men endnu mobile i Fronten og stadig bedre udstyrede og mere stationære, efterhaanden som man fjerner sig fra Fronten. Endelig, sideløbende hermed, Nødvendigheden af, at alle, hvis ansvarsfulde Hverv det er at organisere og samarbejde de Kræ fter, der raades over, og at lede disse, ogsaa er fuld t fortrolige med de tre nævnte Faktorer, det tekniske Grundlag, det militære Grundlag og Anvendelsen a f Hjælpemidlerne. E fte r at have opstillet disse Hovedfaktorer fo r den sanitære Tjeneste er det nødvendigt i de 4 næste A fsn it at omtale dem lid t mere detailleret fo r at vise, hvorledes de form er sig og fo r at lære deres Betydning at kende.

Det tekniske Grundlag.

Naar jeg har sat dette forrest blandt Sanitetstaktikens forskellige Faktorer, er det — som jeg nylig fremhævede — paa Grund a f dettes absolut grundlæggende Betydning. De tekniske Hjælpemidler er Tjenestens primum movens, og de skal, som vi nu skal se, søges tilpassede efter de forskellige m ilitære Situationers Krav, uden at de dog derfor mister noget a f deres Værdi. Tekniken er særlig fo r Kirurgiens Vedkommende blevet saa overordentlig kompliceret, at man blot behøver at minde herom, uden at det er nødvendigt at lade alle de mange therapeutiske Problemer passere Revy. Jeg vil kun ganske kort nævne den Udvikling, Hygiejnen har naaet, og da især Epidemilogien, Kampen mod Epidem ierne, der i tidligere Dage decimerede Felthærene; de vidunderlige Resultater, der er oppnaaet fo r at bevare Hærmasserne fo r de Svøber, der er i Stand til fo r en stor Del at ødelægge baade deres offensive og defensive Værdi. Det, som jeg særlig vil holde mig til, er Udviklingen a f Kirurgiens Ydeevne, der i saa høj Grad og paa en saa stærk og afgørende Maade har in flu ­ eret paa Arbejdets Organisation og Funktionering og sat sit særlige Præg paa Sanitetstaktikens Udvikling. Jeg tillader mig her at minde om Stabslæge Uzac’s Rapport paa den internationale Kongres fo r m ilitæ r M edicin og Pharm aci i Bryssel. Jeg laaner k ra ftig t a f den. Han minder med fuld Fø je om, at Erfaringerne fra tidligere K rig e berettigede til den Indstilling i Saarbehandling, som vi anvendte ved Fjendtlighedernes Begyndelse i August 1914.

Første Punkt: Geværkugler eller M itrailleuseprojektiler, der rammer med fuld K ra ft, er rela tivt aseptiske, medens A rtille rip ro jek tile r giver inficerede Saar.

Andet Punkt: Geværer og Mitrailleuser giver efter Statistiken de 75— 90 pCt. a f alle Saar.

Jeg fø je r hertil et tredie Punkt: Granaterne dræber mere, end de saarer, og heraf fulgte, at heftig Indgriben a f A rtille ri ikke kunde have nogen større Indflydelse paa de Saaredes Antal, og som Følge heraf heller ikke paa Tjenestens Organisation. Nu ved vi im idlertid, at kun det første a f disse Punkter har vist sig at være rigtigt. Hvilken Indflydelse havde nu disse „Dogm er“ paa den sanitære Taktik? I forreste Linie var kiru rgisk Behandling indskrænket til et Minimum . H vor man havde mobile Ambulancer, blev kun Saarede med svære anatomiske Læsioner behandlede, de andre blev — uden at der blev taget Hensyn til m ulig Infektion — betragtede som evacuable paa lange Distancer og blev i Sanitetstog dirigeret til nationalt Territorium . Resultaterne viste hurtig t det fejlagtige i denne Fremgangsmaade, der forhalede Genopnaaelsen a f Mandskabets Tjenstdygtighed og nødvendiggjorde, at Reglerne fo r Saarbehandlingen maatte ændres. Samtidig kom den uventede store Tilstrøm ning a f alvorlig t Saarede ved dybe Granatlæsioner med mange Saar, der hurtigt blev inficerede. Over fo r dette brutale Faktum maatte O rganisationen hurtigst m uligt ændres radikalt. Den humane Kugle maatte vige Pladsen; Granaten var nu den dominerende. I det franske Videnskabernes Selskab udtalte Professor Delorme den 28. September 1914: „H id til har vi med Rette henlagt den kirurgiske A ktion til bag Fronten, men Omstændighederne tvinger os nu til fo r en stor Del resolut at koncentrere den i forreste Linie .“ Kan der tænkes et mere slaaende Eksempel paa de militæ ­ re og tekniske Forholds Indflydelse paa Sanitetstaktiken? Dernæst er der fo r Krigssaarenes Vedkommende biologiske Forhold, som spiller ind og ændrer baade Intoxicationens og Infektionens Karakter. Krigssaarene bliver næsten straks toxiske paa Grund a f de knuste Vævs tabte Vitalitet, og til den Toxiditet slutter sig Infektionen, som fra den 12. til den 18. Time stadig er i Udvikling*). Nuvel! A tter en ny therapeutisk Taktik. Det er Excisionen a f Saarene med paafølgende primær eller secundær Sutur. H u rtigst m uligt at operere Krigssaarene blev nu Parolen — fuld ­ stændig det modsatte af, hvad man hid til havde anset fo r rig ­ tigt. Følgen heraf var Nødvendigheden a f at skaffe Hospitaler langt fremme. Behøver jeg at erindre om, at det er uundgaaeligt nødvendigt at have installeret ikke blot Radiografi, men ogsaa Laboratorier, hvad der kaster et helt nyt Lys over K rigskirurgiens Therapi, der herved bliver mere kompliceret og kræver længere Tid og forøgede tekniske Hjælpemidler. V i ser, hvor langt vi er kommet fra den relative Simpellied i 1914, og hvorledes Problemerne bliver mere og mere komplicerede. H ertil kommer — foruden hele den kirurgiske Virksom ­ hed den nye dræbende Form fo r K rig , som jeg ikke helt kan undlade at omtale uden dog at gaa fo r meget ind herpaa, den kemiske K rig , der — i hvor høj Grad de civiliserede Nationer end tager Afstand herfra — dog ikke kan lades ude a f Betragtning a f dem, hvis Opgave det er at forudse og stadig have de morderiske Virkninger i Erindring , som frembringes a f Gas, hvis uforudsete Anvendelse har nodvendiggjort en ny therapeutisk Organisation og en ny Taktik midt under Krigen.

Det militære Grundlag.

Det var et hastigt Overblik over det tekniske Omraade, der munder ud i Kravet om hurtig og tidlig Behandling. Men hvilken er da vor Situation, naar vi nu skal svare til disse bydende Krav? Det er ikke — og det fremhæver jeg — Fredstidens rolige Forhold, gunstige fo r en vel tilrettelagt Organisation og fr i fo r Risiko, men det er tværtimod Krigens utalte Vanskeligheder, som Tjenestens Organisering og Funktion har at kæmpe med, det er da, at den absolute Nødvendighed a f en vel overvejet og altid vaagen Sanitetstaktik viser sig. Først og fremmest er der de store Masser a f Kombattanter, disse enorme Hære satte i Bevægelse, stadig krævende Hjælp, dernæst Operationsfeltets uhyre Udstrækning med vekslende Ro og A k tivite t og Kampens og Ildens Voldsomhed, stadig yderligere udstrakt i Dybden ved Anvendelsen a f Flyvemaskiner. Lad os begrænse Problemet yderligere, saaledes at vi kan skønne, naar Betingelserne fo r at gribe til den sidste A k t — Behandlingen — maatte være til Stede. Begynder vi ved Fronten, finder vi de forreste Enheder hovedsagelig mobile, kæmpende ind til deres Kampevne er blevet saa formindsket, at de maa trækkes tilbage og blive reorganiserede, fø r de atter kan sendes frem . Længere tilbage har vi de større sammensatte Enheder, som skal kæmpe med en Afgørelse fo r Øje. V i kan heraf slutte, at der er meget ringe Mulighed fo r Hjælp til disse mobile, aldrig i Ro værende Enheder, det er um uligt at yde en virkelig definitiv Therapi undtagen i ganske lette Tilfælde, derimod er der Mulighed fo r at indlede i hvert Fald en begrænset Behandling ved de større Enheders Sanitetsechelon. Men nu viser sig en ny Faktor — Sikkerheden. Om Terrænet er til at arbejde i, er selvsagt afhængig a f Skudsikkerheden. V i har saaledes en første Zone -— allerforreste Linie — , udsat fo r intensiv Ild fra Fodfolksvaaben og først og fremmest fra let A rtille ri, hvor enhver Installation til Behandling er r isikabel og farlig . Længere tilbage en anden, relativ mindre fa rlig Zone, udsat fo r langtrækkende svært A rtille ris Ild, hvor man med den største Forsigtighed og Agtpaagivenhed kan tænke paa at behandle de haardest trængende, men kun paa Betingelse af, at man kan undgaa at være i Nærheden a f A rtillerim aal, Ammunitionsdepoter, Flyverterræ n eller Vejknuder. Endelig endnu længere bagud en Zone, hvor kun Flyverne repræsenterer en Fare, og hvor der bliver Mulighed fo r E ta ­ bleringen a f Sanitetsformationer, der er mere stationære, bedre forsynede og derfor med større Ydeevne, men paa Betingelse af, at det er m uligt at undgaa de sæ rligt udsatte Punkter. Naar vi tænker paa, hvilke Vanskeligheder Bevægelseskrigen yderligere kan skabe, og samler alle disse Faktorer, ser vi en lang Række a f uundgaaelige Forhold, der stille r sig i absolut Opposition til de tekniske Krav. De tekniske K rav fo rdrer, at den Saarede bliver opereret snarest muligt, men Vaabenilden umuliggør Behandling fø r længere bagud og medfører Nødvendigheden a f Evacuation. Overfor Stabiliseringen, som er Betingelsen fo r Behandling, stiller sig Kampens stadige Fluktation, hvorved det bliver vanskeligt at skaffe L y og Liggeplads. Ønsket om at kunne bringe de tekniske Hjælpemidler i Funktion, maa ofte opgives paa Grund a f Mangel paa Tid og manglende Transportmuligheder. Saaledes stilles stadig den tekniske Ydeevnes Muligheder over fo r de militære Krav. Det er Problemet. A f dette er den sanitære Taktik født. Lad os yderligere uddybe Analyseringen! En Følge a f Umuligheden a f at behandle effektivt forude vil nødvendiggøre Evacueringen, hvis Maal er hurtigst m uligt at føre den Saarede til Behandlingsstederne. Men Hurtigheden er afhængig a f Kommunikationslinierne, Landeveje eller Jernbaner.

Bag en moderne Armé er Terrænet saa belastet a f Hensyn til Tjenestens Krav, den ustandselige Kommen og Gaaen, at det ikke bliver Afstanden, der kommer til at spille en Rolle, men Tiden, det tager at tilbagelægge den. Paa den anden Side kræver den i høj Grad ønskelige Specialisering a f de forskellige Behandlingsform ationer et forudgaaende Arbejde, den videnskabelige Sortering, der er Betingelsen fo r det rigtige Valg a f Transportform , og Udpegning a f de Tilfælde, der først kræver Behandling. Og endnu et Moment: En uanet stærk T ilstrømning a f Saarede kan betinge en ny Fremgangsmaade fo r at opnaa den hurtigst mulige Evacuering, idet man nemlig, naar den Tid, der vil medgaa til Transporten ind til en Behandlingsformation, er kortere end den Tid, der v il medgaa til Ventetid og Sortering, ikke maa udsætte Evakueringen. H er er virkelig Tale om Krigstherapi*). K rig skiru rgi er ikke et tomt Ord. E r selve Behandlingen vel ikke en anden, saa er de Forhold, hvorunder den øves, det; alle Forberedelserne, Indicationerne, Mulighederne fo r Intervention og den H u rtig ­ hed, hvormed dette skal ske, danner tilsammen en Helhed a f en særlig Karakter. Og dette er saa sandt, som vi alle i K rigen har oplevet at se Kirurger, som var virkelige K rigskirurger, fo rdi de forstod, at det, som det drejede sig om i Felten, var, at det kirurgiske Arbejdes Udførelse afhang a f den stadige Tilpasning til de vanskelige og ofte uforudsete Forhold, a f Nødvendigheden a f stadig at veje fo r og imod, ikke fo r den enkelte Saarede, men fo r alle Saaredes Vel. Saaledes har fremragende K iru rge r forstaaet at overvinde deres ganske naturlige Ønske om at operere fo r i Tilfæ lde a f stærk Tilstrøm ning a f Saarede at arbejde paa Sortering, Udpegning a f dem, der trængte til hurtigst Behandling, Angivelse a f Operation, behandlet en og anden paa Operationsbordet, evacueret de andre og saaledes gavnet Helheden ved de tagne Forholdsregler. Ogsaa de var Taktikere og udførte en teknisk Taktik, et uundværligt Supplement til Sanitetstaktiken. Man skal ikke være bange fo r at sige, at i Krigen gælder det ikke om at foretage smukke Operationer, men gode Operationer, og den, der kun er lettere saaret, fortjener den samme Omsorg som den haardt saarede. Undertiden vil det vise sig, at den lette Læsion kun var tilsyneladende let; dette kræver en stadig Agtpaagivenhed.

Hjælpemidlerne.

Hvad jeg allerede har sagt Dem om den therapeutiske Taktik i K rig , viser Dem Sanitetstaktikens store Om fang og Mangesidighed, og endda er den yderligere afhængig a f den tredie a f de Faktorer, som jeg nævnede i Begyndelsen a f Foredraget: jeg tænker paa de forskellige Hjælpemidler. Det er klart, at Muligheden fo r at sætte disse i A k tivitet maa afhænge a f Begivenhedernes Udvikling, det vil sige M uligheden fo r therapeutisk Virksomhed. Deraf og alene deraf afhænger det, hvad der kræves til hver Echelon. Disses større eller mindre Bevægelighed, Kravet om ikke at belaste dem mere end nødvendigt maa føre til at give dem en første Forsyning, der skønnes netop tilstræ kkelig, og saaledes at man maa være forberedt paa i givet Tilfæ lde at kunne forstærke dem, det vil altsaa sige, at man disponerer over Materiellet, efterhaanden som Behandlingen stiller K rav dertil, og til Hjælpem idler regner vi ikke blot hele vort therapeutiske Arsenal, Instrumenter, Forbindinger, Medicin o. s. v., men ogsaa det Transportmateriel, der er egnet til Terrænet, og navnlig ikke at fo rglemme det meget vigtige M ateriel til L y og Leje. V i ser, hvorledes Kravene til Sanitetstaktiken rejser sig med deres Vanskeligheder saavel til Frem skaffelse som til Tilpasning. Det viser klart, hvor nødvendigt det er, at Sundhedstjenesten i K rig er bygget op paa en detailleret gennemtænkt Organisation og virker under en erfaren og trænet Ledelse, som forstaar at sætte Sanitetstaktikens talrige H jul i Bevægelse og er i Stand til hurtigt at løse de mange forskellige Problemer, som rejser sig ved hvert Skridt. Krigen maa ikke fo r os være en Forsøgsskole, men en praktisk Anvendelse af, hvad vi forud har lært. Jeg ved meget vel, at visse paradoxale og bekymrede Aander — fordi det er umuligt at forudse, hvad der kan ske i en ny K rig , der sikkert i sine Form er og Reaktioner i mangt vil adskille sig fra alle tidligere K rige — ganske afslaar at ville diskutere Muligheder. Som om alle hidtidige E rfa ring e r rolig t kunde kastes b o rt! Dette er i Virkeligheden et uholdbart og fa rlig t Standpunkt. Overraskelser vil vi møde, det skal ikke benægtes, men derfor at undlade at søge — jeg vil ikke sige Sandheden — men Sandsynligheden, vilde dog være en aabenlys Fe jl. Tvæ rtim od! De a f os, som har det byrdefulde Hverv at planlægge Tjenesten, organisere den og overvaage dens U d førelse, har en uafviselig P lig t til i Mangel a f absolut sikker V iden at finde Arbejds- og Træningsmetoder med Henblik paa Frem tiden, og hertil at søge Samarbejde med alle de Kræ fter, der kan tænkes at komme til at tage Del i dette Arbejde. Det forekommer mig i højeste Grad ønskeligt og nødvendigt hos alle disse at udvikle, hvad jeg vil kalde Refleks fo r Organisation og Udførelse, idet der maa gives dem Lejlighed til at deltage i Øvelser, der stiller dem overfor de forskellige Situationer.

Den faglige Ledelse. Dette fører mig til at omtale det sidste Grundlag i Sanitetstaktiken : Organisationen og Ledelsen. Her er Tale om noget virkelig specielt, baade naar man tager Hensyn til de bestemmende Faktorer og de ganske særlige Rammer og Forhold, hvorunder denne Tjeneste skal udføres. Men hvorledes skal man kunne udvikle denne ganske specielle Kunnen i et Korps, der i Fredstid er fuld t optaget a f den daglige Tjeneste? Hvilken Forskel er der ikke mellem vor Forberedelse til den Gerning, vi skal udføre i Krigen, og saa Vaabnenes, hvis Hovedopgave, ja, man kan vel næsten sige eneste Maal, det er at uddanne Kombattanter med Henblik paa K rig , en stadig Træning med Uddannelsesmateriel, der i intet afviger fra Krigens, og med sæ rligt specialiserede Tropper. Det er ogsaa Maalet fo r os, men fo r Sanitetstjenestens Vedkommende spiller Uddannelsen i Fredstid kun en secundær Rolle, ja, i nogen Maade modarbejder den praktiserende Læges forskellige daglige A rbejder hans Forberedelse til Krigen. En A rtille ris t vedbliver med at studere Kanonernes Haandtering og Anvendelse, Infanteristen Geværet og de automatiske Vaaben; men det er kun i N y og Næ og i en meget afknappet Tid, at Sanitetsofficererne beordres til Tjeneste med det Materiel, som de ved given Lejlighed skal bruge — utvivlsom t en meget mangelfuld Uddannelse. Selvom det viser sig ugørligt at sætte Øvelser med meget stort Opbud i Scene, var det dog sikkert m uligt at bringe en Del mere ud deraf. Her kan jeg ikke undlade at omtale en Form fo r Uddannelse i Fredstid — Feltsanitetsskolen i Carlisle i De forenede Stater. Jeg har haft den Æ re og store Glæde fo r nogle A a r siden at besøge den (og de a f d’Herrer, der ligesom jeg dér har faaet den mest forekommende Modtagelse, har sikkert bevaret et dybt Indtryk herfra — et Indtryk a f den ideale O rdning). Dér findes i Virkeligheden alt, hvad der vedrører vor T jeneste i K rig samlet paa eet Sted, Sanitetstropper, Skoler fo r Sygepassere og Sygebærere og det komplette Materiel, der tillader at studere de sanitære Form ationers Etablering og V irk ­ somhed i Samarbejde eller hver fo r sig. Læger a f baade Linien og Reserven skiftes efter Tu r til at lære deres Metier. Det er en virkelig praktisk Undervisning, som nødvendigt maa sætte sig varige Spor hos Deltagerne. Her faar den praktiske Undervisning Forrangen med Støtte a f Teorien. V il dette da sige, at der ikke vil kunne anstilles yderligere Instruktionskursus ud over de tidligere omtalte? Jeg har den Opfattelse, at Studiet a f konkrete Situationer paa K ort og i Terrænet er i højste Grad at anbefale, og jeg vil endda sige nødvendige, ikke saa meget fo r Deltagerne som fo r Ledelsen, fo rdi det tvinger til Overvejelse, det vænner til at træ ffe Beslutninger og lader Vanskelighederne ved vor Tjeneste træde frem , naar den staar over fo r uafviselige Krav. Med eet Ord: de træner Hjernen. De giver en betydelig Belæring, et rig t Udbytte, uddanner Cheferne og lærer Deltagerne, under hvor uhyre forskellige Form er og Vanskeligheder Tjenesten skal udføres, og at man derfor ikke kan lade sig nøje med teoretiske Synspunkter. Der er intet, som bedre kan modvirke den altfor lette Tilbøjelighed til K ritik , som er vort Væsens inderste Kerne. Der er intet Arbejde, der i højere Grad og mere overbevisende viser Eksistensen a f en Sanitetstaktik og dens Betydning. A lle Problem er kan herved studeres, og saafrem t de, der planlægger og leder Øvelserne, forstaar at anskueliggøre, hvorledes Billedet vilde være under virkelige Fo rhold, vilde man ikke kunne bebrejde dem kun at beskæftige sig med Fantasier. Saadanne Øvelser rejser i Virkeligheden komplicerede Problemer, hvis Løsning —- naar man rig tig vil gaa til Bunds heri og undersøge de tekniske og taktiske Forhold, Terræn og Hjælpemidler — absolut maa give et væ rdifuldt Resultat. H vis jeg har beskæftiget mig noget ud førlig t med dette Punkt, er det fo r saa stærkt som m uligt at fremhæve, hvilken Betydning man hos os bør tillægge Studiet a f Sanitetstaktiken.

Sanitetstaktikens Anvendelse.

Der er nu tilbage at kaste et Blik paa, hvad der kræves fo r at faa sat Sanitetstaktikens M askineri i Virksomhed. Jeg skal derfor i Korthed gennemgaa de tre vigtigste Elementer:

Planlæggelsen,

Reserverne,

Forbindelserne.

Planlæg gelsen. Der kan naturligvis ikke udarbejdes Planer uden i intim Forbindelse med Troppeledelsen. Det er ikke nødvendigt at tale meget herom, det siger sig a f sig selv; thi det er klart, at vi fo r rig tig t at kunne tilrettelægge Tjenesten maa kende Slagets Gang og Physiognomi, Ledelsens Hensigter, Styrkerne, der er i Kamp, og de sandsynlige Tab, kun da er det os m uligt at bedømme — og det er det centrale — , hvad der maa kræves a f Hjælpemidler til Behandling, Hospitalisering og Evacuering. Overfor de stillede K rav maa vi afveje Værdien a f de disponible Hjælpemidler — jeg understreger Ordet Værdien — , thi man kan givetvis ikke forlange mere a f en Form ation eller a f H jælpemidler, end hvad de virkelig er i Stand til at yde. De ved, hvor fa rlig t det, man med et rammende Ord kalder „a t gaa i Knude“ , kan blive, naar det sker under en travl Evacuering, eller naar man staar m idt i en Behandling. Dernæst er der Studiet a f Terrænet, Veje og Jernbanenet med det Form aal at finde brugelige Pladser til Evacuering.

Overordentlig vig tig t er det stadig at holde sig underrettet om Situationen og de engagerede Enheders S tilling samt Mulighederne fo r at installere de forskellige Form ationer i forhaandenværende Lokaliteter. Og regn saa med de to vigtige Faktorer: Tid og Sted. T il Slut, naar alle Muligheder er nøje gennemtænkt, kommer Udarbejdelsen a f en almindelig Arbejdsplan, det vil sige Fordeling a f Personel og M ateriel samt Fastsættelse a f de enkeltes Opgaver. Fo r at anvende en fo r os dagligdags Terminologi er det først at gøre de anatomiske Studier og derefter de fysiologiske, nemlig Udarbejdelse a f Planer til Hospitalisering og Evacuering samt hele den tekniske Virksomhed, hvilket kun v il . sige dens Tilpasning til den militære Situation. Det er nødvendigt, at Myndighederne træder i Virksomhed fo r at tildele hver a f de forskellige sanitære Formationer, hvad de efter deres forskellige Opgaver og Betydning i Øjeblikket maa have Brug for, og endelig fo r at regulere de forskellige Faser i Sortering, Hospitalisering og Evacuering. Med andre Ord: først analyserer vi fo r saa at samarbejde det.

Reserverne.

I Opstillingen a f denne Hovedplan fo r Virksomheden er der et Element, som maa tages med i Beregningen med Hensyn til, i hvilken Grad Hjælpemidlerne kan udnyttes, det er det, som i Militæ rsproget kaldes Økonomisering med Styrkerne og Sikring a f Reserven. Det er klart, at selve Hensynet til det uforudsete gør det vanskeligt at udnytte sine Hjælpemidler og Styrker og tvinger Myndighederne til en beregnende Klogskab, der udelukker al Rutten. A ld rig at engagere alle sine Hjælpemidler paa een Gang uden at have sikret sig Adgang til Erstatning er et saa indlysende nødvendigt Princip , at det kan synes banalt at fremhæve det, men de største Selvfølgeligheder er maaske dem, der lettest forsømmes, og det er derfor godt at understrege dem. V i har set, at det er nødvendigt at træ ffe vore Beslutninger i T ide, men hvor forsigtige vi end er, vil de dog altid præges a f Usikkerhed. Slaar Antagelserne ikke til — og det sker hyppigt, at en abnorm og uventet stor Tilgang a f Saarede oversvømmer en Sektor — , maa man kunne dirigere Hjælpemidler hertil fo r at supplere og forstærke, og man maa derfor være forberedt paa at have disponible Reserver, baade til Behandling og til Hospitalisering, og hvad der er endnu vigtigere, til Evacuering. Nu drejer det sig ikke — som vi nylig sagde — om Physiologi, nu er det Therapi. Man har ofte sammenlignet — og det passer nøjagtigt — de Saaredes Ankom st med en Strøm, der kom væltende fra Fronten. Det er nødvendigt, naar dette indtræ ffer, da at kunne bryde den, fordele den og optage den efter en fo rnu ftig Plan. Sanitetstaktiken kommer nu til sin fulde Udfoldelse.

Forbindelsestjenesten. For at kunne faa alle Kræfter til at indordne sig under den fælles Plan og undgaa Tab, er det nødvendigt at kunne fø lge Begivenhederne T rin fo r T rin ved Hjælp a f den tredie Faktor, Forbindelsestjenesten. Det er klart, at et saadant Net kun kan tjene som Grundlag fo r denne Tjeneste, naar de enkelte Led forenes ved paalidelige og talrige Forbindelser, hvilke ene tillader gensidig Hjælp og Støtte og især Oversendelsen a f vigtige Meddelelser til de Ledende. Jeg opstiller tre Arter af Forbindelser :

Forbindelsen med Kommandomyndigheden (Troppeføreren),

Forbindelsen mellem Sanitetstjenestens forskellige Organer og Echeloner indbyrdes,

De sanitær-tekniske Forbindelser.

Forbindelsen med Kommandomyndigheden.

Jeg har fom ylig sagt et Pa r Ord om Nødvendigheden a f fo r Cheferne eller Lederne a f de forskellige Echeloner stadig at blive holdt underrettet om Troppeførerens Hensigter og Dispositioner, hans Plan med de enkelte Kampenheder fo r at kunne træ ffe de Forholdsregler, som sandsynligt kan ventes paakrævede, og saa godt det lader sig gøre. Jeg kommer kun tilbage til denne Sag fo r at paavise dens permanente Karakter. En Sanitetschef fra ligegyldigt hvilken Echelon maa, som en a f vore Chefer slaaende har udtrykt det, gennemleve Slaget, og dette vil atter sige, at følge det i dets mindste Detailler, dets sandsynlige Gang paa kortere eller længere Sigt, saaledes at han er i Stand til hurtigst m uligt at variere sine Dispositioner og sætte Kræ fterne ind paa de Steder, hvor det kræves, og saaledes opretholde Kontinuiteten i Arbejdet. Denne intim e Forbindelse mellem Ledelsen og Sanitetstjenesten er en a f Grundpillerne fo r dennes Virksomhed og Organisation. Den er lige saa uomgængelig nødvendig fo r den, der har Ansvaret fo r det hele, som fo r den, der kun har Ansvaret paa det og det enkelte Sted, hvad man kan udtrykke i følgende Dogme: „Lige saa vel som Ledelsen videst m uligt maa søge at honorere, hvad Tekniken kræver, lige saa vel maa Sanitetstjenesten tage Hensyn til alle militære K rav“ . Under de Forhold, hvorunder vi maa virke, maa tekniske og militære Særdoktriner forsvinde. Saadanne Forbindelser kan let etableres under rolige Fo rhold eller under Forberedelserne til en Aktion, men hvor vanskelige og krævende bliver det ikke under Kam pen! Begivenhederne følger ofte saa hurtigt efter hinanden, at der vanskelig t kan afses Tid, og Ledelsen er ganske naturlig t saa optaget, at det kan være vanskeligt altid at skaffe sig paalidelige Oplysninger. Da gælder det fo r Sanitetscheferne om personlig Indgriben og Initiativ, og det er en a f Grundene til, at den virkelig taktiske Sans, Sansen fo r Realiteter, er nødvendig og afgørende fo r dem. H u rtig Opfattelse a f Begivenhederne, Øvelse i at træ ffe en Afgørelse indenfor de militære Rammer, Skøn over Terræn og Antal a f Saarede samt Ansvarsglæde — det er de nødvendige Hovedegenskaber fo r Cheferne ved alle sanitære Echeloner og særlig ved dem, der er underkastet Træ fningens eller Slagets Om skiftelser. V or Tjeneste er blevet saa kompliceret, saa nøje knyttet til den militære Ledelse, at den intime Forbindelse med Overledelsen under Forløbet a f den sidste K rig viste sig mere og mere paakrævet, saaledes at særlige Læger i vor Ilæ r blev knyttede til de store Enheders Stabe.

Forbindelsen mellem Sanitetstjenestens forskellige Organer og Echeloner indbyrdes.

De omtalte Forbindelser er im idlertid ikke tilstrækkelige, de maa kompletteres med Forbindelser imellem de forskellige Organer og Echeloner indbyrdes i K ra ft a f den uomtvistelige Sandhed, at Sanitetstjenesten uden Hindringer maa fungere som et ubrudt Hele. De forskellige Echeloner, som er indordnede under de taktiske Krav, maa kun betragtes som Stoppesteder fo r den store Strøm, der fra Fronten søger mod sit sidste Bestemmelsessted, det nationale Territorium . Intet Organ kan eller maa handle isoleret, men arbejde sammen med dem, der er forude og bagude. De indvirker paa hinanden og maa derfor selvsagt konstant være i Kontakt med hinanden. Men disse Forbindelser maa ikke nøjes med kun at holde sig til den store hjemgaaende Strøm, men de maa søge at virke i Terrænet ogsaa ud til Siderne, de maa — fo r at bruge et billedlig t Udtryk — være udstraalende. Der bliver da en Mulighed for, at Samarbejdet mellem de forskellige A fdelinger ikke bliver kun en Utopi, men en levende Realitet, hvordan Begivenhederne saa end udvikler sig. Her er der om nogensinde Anledning til at minde om Kongeriget Belgiens smukke Valgsprog: „Enighed gør stærk“ . V i maa gore vort bedste fo r at give Sanitetstjenesten samme Opbygning som Nervesystemet — lige saa mange Organer, lige saa mange Nervekomplekser med Centrer fo r Følelses-, Bevægelses- og coordinerende Nerver og fo r Reflekser, et Centralorgan med sine tilhørende Nerveknuder. Saaledes maa man forestille sig Arbejdsforbindelsen mellem de forskellige Afdelinger.

De semitær-tekniske Forbindelser.

Hertil maa føjes en tredie Gruppe, de sanitær-tekniske Fo rbindelser. Vor Tjeneste, der væsentlig er teknisk, er i K rig stid henvist til den trinvise Behandling a f de Saarede som Endemaalet. V i har set, at den therapeutiske Taktik var at skabe Betingelser fo r Anvendelsen a f de tekniske Hjælpemidler, og dette viser Nødvendigheden a f de tekniske Forbindelser. Denne Taktik paahviler det at drage Omsorg for, at Behandlingen uafbrudt kan fortsættes og da navnlig den kirurgiske. Det er den sidste K rig , der har bragt dette nye Moment ind, og her blev det ordnet saaledes, at der ved de behandlende Form ationer ansattes Medicinere og Kiru rger med den specielle Opgave ikke blot at overvaage Arbejdets Gang ved de forskellige Formationer, men ogsaa at søge at finde en Fremgangsmaade fo r Behandlingen, der kunde samle den til et Hele og til en vis Grad bøde paa Umuligheden a f at lade den Syge eller Saarede blive behandlet a f den samme Læge fra først til sidst ind til Helbredelsen. Der kunde være meget at tale om angaaende dette Samarbejde, men m it Foredrags Rammer forbyder det, og jeg maa derfor nøjes med særlig at henlede Deres Opmærksomhed paa dette meget vigtige og specielle Punkt, som er en integrerende Del a f hele Sanitetstaktiken. Med Hensyn til, hvorledes disse Forbindelser skal oprettes, vil jeg kun sige et Par Ord. Først vil jeg fremhæve, at den personlige mundtlige Fo rbindelse mellem Kommandomyndigheder og de ved de fo rskellige Form ationer arbejdende Læger bedst glatter mange Vanskeligheder ud og fører til de bedste Resultater og sparer en fo r at ty til de o fficielle Korrespondancer, hvis Langsomhed er en a f deres Hovedfejl. Saa har vi Telefonen. Man har ofte bagtalt den, men det afhænger udelukkende a f Brugerens Temperament. H vis den m uligt sætter en og anden i fo r stærk Sving, saa er den i en rolig og ligevægtig Chefs eller Medarbejders Haand det ideale Forbindelsesmiddel, som gør det m uligt hurtig t at afgive O rdrer eller faa Oplysninger i et Minim um a f Tid. Men naar den under rolige Forhold frembyder al m ulig Sikkerhed, saa maa man vel vide, at under Aktion svigter dette Hjælpemiddel meget ofte, dels fo rdi — og det er naturligt — at Nettet først og fremmest er beslaglagt a f de militære Ledere, og dels paa Grund a f indtrædende Uheld eller paa Grund a f Ødelæggelser a f Fjenden. Det er da nødvendigt at regne med, at dette — under rolige Forhold — normale Hjælpemiddel svigter, og derfor maa mar_ organisere en Forbindelse ved Hjælp a f Sanitetsinstitutionernes egne Midler. Den stadige Strøm a f Evacuationer fra Fronten og bagud giver os en Mulighed fo r saa paalideligt som m uligt at opretholde en stadig og sikker Forbindelse, selv om den mangler Telefonens Hurtighed. Saaledes kan en Bataillonslæge i selve Kampterrænet være i stadig Forbindelse med sin Regimentslæge ved Hjælp a f Sygebærerne, og længere bagud vil Sanitetsautomobilerne sikre Forbindelsen fra Echelon til Echelon. Enhver vil da, naar han stadig kan følge Kampens Svingninger og de sanitære Begivenheders Gang, ikke være isoleret, men have en Følelse a f Samlethed i Arbejdet, a f gensidig Støtte og Samvirke, men kun paa een og det en meget vig tig Betingelse, nemlig den, aldrig at undlade at holde sig i Forbindelse med den højere Echelon og bevare denne Forbindelse. Her gælder det om a f egen D rift at vise Initia tiv og Konduite.

Mine Herrer, jeg er nu naaet til Vejs Ende med m it Foredrag. Jeg har forsøgt kort at sætte Dem ind i, hvad man skal forstaa ved Sanitetstaktik. Det er mere en Kunst end en Videnskab, men en Kunst, som maa have sine ledende logiske og metodiske Principer. Kunsten at stille Problemerne og at løse dem. Man siger ofte — og med Rette — , at det at stille et Problem rig tig t næsten er det samme som at løse Problemet. Man maa da forstaa at stille Problemerne, og det v il sige at have en klar Forstaaelse a f Situationen, tage alle de Elementer, der kan faa Indflydelse, i Betragtning og bedømme deres Værdi. Det er et intellektuelt Arbejde, som ikke lader sig improvisere, men er Resultatet a f en sæ rlig Opøvelse i Arbejde og Indstilling. Arbejdet er at kende alle Hjælpemidler og deres Anvendelsesmuligheder, og Indstillingen er Evnen til at kunne anvende Metoder og P rin ciper og at have bon sens. Det maa fremhæves, at vi maa undgaa overdreven Systematisering og frygte Doktrinarisme. Det er godt at have almindelige Bestemmelser og Regler fo r Organisation og Funktionering, men de maa være saa bøjelige og rummelige, at Varianter kan finde Plads i dem. Det er derfor, at Kendskabet til Hjælpemidlerne og deres Ydeevne er en absolut nødvendig Faktor, og derfor er efter min Mening Studiet a f konkrete T ilfælde i høj Grad ønskeligt som den eneste Vej til at faa Opgaverne, Problemerne, frem og derved naa til at uddanne Cheferne og Deltagerne ved at lære dem Tjenestens M angfoldighed at kende, og hvor nødvendigt det er at kunne indrette T jenesten efter de foreliggende Forhold. Jeg gentager, at i K rig er det ikke nok at have lærde Medicinere og fuldendte Kirurger, man maa ogsaa give dem L e jlig ­ hed til Arbejde. Dette er den sanitære Taktiks Opgave, som saaledes skal yde et virkelig t teknisk-therapeutisk Arbejde. Hver a f dens Handlinger maa bære dette Præg a f Teknik, Udvælgelse, Sortering var uden Værdi, saafrem t den ikke hvilede paa medicinsk eller kirurgisk Basis. Evacuationerne, som man ofte har en Tilbøjelighed til at betragte som kun en Transportmaterielsag, vilde være urigtige og uretfærdige, hvis de ik ­ ke var organiserede og blev udført under tekniske Direktiver saavel ved Evacuationens Iværksættelse, ved Tilsyn under Transporten og med Hensyn til Hurtigheden. Saaledes ser vi, at alt hviler paa den therapeutiske Kunnen, og saaledes forstaaet er den sanitære Taktik en værdig Opgave fo r Lægen og yderligere en virkelig teknisk Specialitet. Man har tendentiøst villet frem stille det, som om det ikke var Lægegerning, og med en noget nedsættende Betoning sagt, at det var et udelukkende adm inistrativt Arbejde. Nej, det er et Arbejde fo r en videnskabelig uddannet Ledelse, og uden en saadan vil Behandlingens Resultat blive om ikke ganske illusorisk saa dog betydelig forringet. Jeg har nu forsøgt at frem stille Sanitetstaktikens store og vigtige Betydning for Dem, og jeg haaber, at det tildels maa være lykkedes mig, og at De vil tillade mig at sammentrænge m it Foredrags Kerne i følgende Maksime: Sanitetstaktiken er i K rig Sundhedstjenestens Sjæl, og et Legeme uden Sjæl har aldrig kunnet og vil aldrig kunne udrette noget.