Log ind

Sandheden om Fremtiden

#

Kaptajnløjtnant O. Krabbe fastslaar i sin A rtik el „Sandheden og Frem tiden“ i Militæ rt Tidsskrift Marts 1938, der er en Imødegaaelse a f Kaptajnløjtnant V. L. U. Gyths A rtik el i M. T. Januar 1938, at „Det centrale Punkt er Forslaget om A fskaffelsen a f Bataillonens tunge Maskingeværer og Tildeling a f vor lette Trefod — eller en endnu lettere — til samtlige Rekylgeværer som Erstatning herfor.“

Kaptajnløjtnanten gaar i sin lange og a f personlige Oplevelser underbyggede A rtikel stærkt ind fo r Bibeholdelsen a f de tunge Maskingeværer. Selvfølgeligt er det rigtigt, at Verdenskrigens prim itive Hjælpemidler nu er afløst a f fo rtrinlige Instrumenter og stærkt forsimplede Beregningsmetoder, og at Uddannelse og Skydemetoder nu er sat i System — dette er Tilfæ ldet saavel her som i Tyskland, men hvordan er det saa med Uddannelsestiden? Her 4 å 5 Maaneder. — I Tyskland 2 Aar. H er er og bliver vore Soldater Am atører. — I Tyskland kan de naa at blive professionelle. I Danmark skal en Sekondløjtnant, der har været hjemsendt et større eller mindre An tal Aar, kunne skyde skjult Skydning med sin Maskingeværdeling. Hvilke Hjælpere har han? Maaske en Kornet (ikke egnet til Udnævnelse til Sekondløjtnant) eller en Korporal som Næstkommanderende ved Delingen og 1 Vinkeltager, der begge som han selv ikke har beskæftiget sig med de Dele i Aarevis. T ro r nogen, der selv har uddannet eller har fulg t et Maskingeværkompagnis Uddannelse, at mere end et Minimum a f vore M obil iseringsdelinigsførere vil være i Stand til at udføre en skjult Skydning med noget Resultat lige efter en M obilisering; og faar vi Tid til at undervise dem, inden de staar overfor de Tilfælde, hvor man v il bruge sk jult Skydning? Skulde ikke et Maskingeværkompagni ved den aarlige Fægtningsskydning være paa Højden a f sin skydemæssige Kunnen? Og hvad er Resultaterne i Procent Træ ffere og trufne Figurer? I Tyskland har Maskingeværdelingerne en fast, rutineret Delingsfører med bl. a. 2 dygtige Underofficerer til Hjælp. Endvidere har den tyske menige en Tjenestetid, der er længere end den danske Sekondløjtnants og hans nærmeste Hjælper, Vinkeltagerens, tilsammen! Jeg kan ikke lade være at drage denne nedslaaende Sammenligning, fo rdi Kaptajnløjtnanten skriver: „Tendensen er klart og tydeligt den, at skjult Skydning anvendes overalt, hvor det overhovedet er gennem førligt.“ Og lid t senere: „Jeg har ... mistet den sidste Rest a f T vivl om, at de tyske Anskuelser paa dette Punkt er rig tig e ; vel at mærke under den Forudsætning, at den skydende Styrke forstaar sit Haandværk til Bunds.“ *) Mon iøvrig t ikke Kaptajnløjtnanten i Tyskland har besøgt stærkt ensidigt begejstrede Tilhængere a f skjult Skydning og tunge Maskingeværer. Jeg har det bestemte Indtryk, at der ogsaa blandt tyske O fficerer hersker stærkt delte Meninger om dette Spørgsmaal. (Se til Eksempel „Deutsche W ehr“ N r. 7 af 10. Februar 1938, A rtiklen „Neuzeitliche W a ffen“ ). Dette angaaende Personellet, paa hvis Mangler kun en ny Hærlov kan raade Bod. Angaaende M ateriellet — tunge Maskingeværer contra lette — fremsættes Gang paa Gang det, jeg kan vist kalde det, Dogme, at man med den lette Trefod ikke bør skyde ud over 1500 m. Skydereglementet har i sin Tid fastslaaet det, og de fleste tror vel paa det, men kan man lade være med at spørge sig selv, hvorfor disse Geværer dog pludselig skyder forskelligt netop fra 1500 m og udefter, naar de har nøjagtigt samme ballistiske Egenskaber, og naar de iø v rig t anbragt i de to forskellige Trefødder viser samme Spredning, nemlig 3 og 10 Ts henholdsvis med faste og løse Brem ser? Paavirkningen a f Trefoden er dog ikke større, naar Geværet skal skyde sine Projektiler ud til 2000 m, end naar de kun skal til 200 m. Endelig endnu en Ting angaaende Materiellet. Det virker komplet paradoksalt, naar man til en udenforstaaende maa berette, at den tunge Trefod norm alt og med nogenlunde Lethed bæres a f H jælper I, altsaa a f 1 Mand, medens den lette Trefod normalt bæres a f to. Det er Synd, at en oprindelig god Idé er blevet spoleret i den Grad, som Tilfæ ldet her er. Rekylgevær-Trefoden er i sin nuværende Skikkelse fo r uhaandterlig og bestaar a f for mange adskilte Dele (Luftm aalspivot, Bowden-Aftræ k). Det maa forlanges a f en let Trefod, at den fo r at kunne opfylde sin M ission : „A t gøre Rekylgeværet til et „lille “ Maskingevær, der uden Vanskelighed kan føres frem i saavel Angrebets som Forsvarets forreste Lin ie “ , maa have følgende Egenskaber:

1) Vægt = Rekylgeværets,

2) transportabel a f 1 Mand under M arch og under Kamp — ogsaa med Rekylgeværet paasat under kortere S tillingsskifter,

3) Ingen løse Dele,

4) Let at løse fra og atter forbinde med Rekylgeværet.

Det lette Maskingeværs Anvendelse bør være følgende: I de egentlige Angrebsstyrker holdes Rekylgevær og Trefod hver fo r sig. Ved Standsninger, ved sæ rlig vanskelige Opgaver (Maal paa store Afstande o. 1.), Mellemrums-, Forbi- og Overskydning, bruges Rekylgeværet i Trefoden. I Forsvaret og ved ildbeskyttende Styrker i Angrebet bruges Rekylgeværet altid i Trefoden. Aaben Skydning bør være Reglen, halvskjult Skydning naar Lejlighed gives, ingen skjult Skydning. Dette er den Slutning, jeg bl. a. ud fra de foranstaaende Betragtninger om vor Uddannelses Standpunkt maa komme til. Betragtninger a f lignende A r t faa r den franske Commandant Laporte til i „L a revue d’in fanterie“ at sk rive : „... Løsningen at afskaffe de tunge Maskingeværer og forsyne Rekylgeværet med en let og stabil Lavet, hvorved det ogsaa ved Nat, i Taage og paa store Afstande kan skyde nøjagtigt, maa virke besnærende paa alle, der er a f den Anskuelse, at de Opgaver, som bliver stillet Infanteristen i fjendtlig Ild, maa løses med simple Midler.“ En Tildeling a f (virkelig) lette Trefødder til alle Rekylgeværer vil gøre hele Angrebets Taktik, dets Igangsættelse og Gennemførelse saa langt simplere, end Tilfæ ldet er nu. Bataillonschefen v il kunne lade hvilket som helst a f sine fire Rekylgeværkompagnier foretage Ildbeskyttelsen i Starten, og hvilket som helst a f de Kompagnier, der er naaet frem under Ildbeskyttelse, vil straks kunne etablere sig som Maskingeværkompagni og hjælpe de andre frem. Hvormed skal Bataillonschefen gøre sin Indflydelse paa Angrebet gældende, naar man fratager ham de tunge M askingeværer? Idet jeg gaar ud fra 5’ Kompagni sammensat saaledes:

6 81 mm Morterer*),

12 à 16 20 mm Maskinkanoner,

har Bataillonschefen i sin Haand:

6 Morterer — Fodfolkets mest offensive og k ra ftig t virkende Vaaben.

12— 16 20 mm Maskinkanoner, der foruden den „defensive“ , panserbrydende Amm unition ogsaa er forsynet med de „offensive“ Brisantgranater med meget følsom t Brandrør til Anvendelse mod levende M aal m. m. Den 20 mm Kanon har en horisontal Skudvidde paa ca. 5000 m — og v il med sin kra ftige Amm unition fuldtud kunne bøde paa eventuelt Savn a f tunge Maskingeværer. I Bataillonen v il der efter Forslaget kun blive følgende forskellige Slags Kampgrupper:

Let Maskingeværgruppe,

Maskinkanongruppe og

Mortergruppe.

Efter det gældende er der:

Rekylgeværgruppe,

Trefodsgruppe,

Maskingeværgruppe,

Maskinkanongruppe og

Mortergruppe.

Rent umiddelbart synes denne Sammenligning at skulle falde ud til Fordel fo r den fø rst opstillede Organisation. I K rig sspil og Instruktionsøvelser i afvigte Vin te r har man sikkert ved en Del A fdelinger Landet over beskæ ftiget sig med den i Hærloven a f 1937 forudsatte nye Bevæbning og Organisation a f Fodfolket.

Der har eksempelvis været regnet med:

Rekylgeværkompagni med 16 Rekylgeværer, hvoraf 4 med Trefod.

Skytskompagni med:

8 Maskingeværer,

4 Maskinkanoner og

6 Morterer.

Det har navnlig ved Forsvarsopgaveme vist sig, at det med denne Organisation i høj Grad har skortet paa stabiliserede Rekylgeværer til Flankeringsopgaver.

*) Jeg er paa dette ene Punkt uenig med Kaptajnløjtnant Gyth, der vil have Mortererne organisatorisk knyttet til Rekylgeværkompagnieme.

Grunden var den, at Bataillonen i Reglen selv disponerede over 5’ Kompagnis 8 Maskingeværer, og at de stakkels 4 Rekylgeværer i Trefod ved et Rekylgeværkompagni langt fra rakte til, naar Kompagniets Fron t skulde flankeres forsvarligt. De 4 Maskinkanoner var alt fo r lid t til at kunne dække Bataillonens Fron t mod Panserangreb, hvad enten man regnede med Kampvognsangreb, hvad man i vore Dage vist altid gør klogt i, eller „kun“ med Panservognsangreb. Løsningen maatte i Reglen blive denne, at Kanonerne opstilledes i en Beredskabsstilling godt tilbage i Stillingen med rekognoscerede og indøvede Standpladser to eller flere Steder i Underafsnittet alt efter de Muligheder, der var fo r Panserangreb. Denne Løsning er lidet tilfredsstillende fo r det Fodfolk, der ligger i første Linie og bl. a. skal flankere den Pigtraad, som det er en a f Kampvognenes Opgaver at tromle ned. Nej, 4 eller 6 Panservæmskanoner kan ikke dække en Bataillons Front, og de kan først og sidst ikke give det forreste Fodfolk den Tryghedsfornemmelse — eller Chance fo r at klare sig — som er nødvendig, hvis man vil gøre sig Haab om at opretholde Fodfolkets Moral. Der maa mindst det dobbelte An tal Kanoner til — og der skal Kanoner ud til de forreste Dele a f Forsvaret. De skal være derude, fø r Angrebet kommer. De kan ikke køre om Kap med en angribende Kampvognsafdeling, der anvender den tyske Taktik — den kommer som en Stormvind over vore Linie r og kan kun afslaas ved et Haglvejr a f Pro jektiler fra helautomatiske Antitankvaaben anbragt langt fremme. I den omtalte A rtikel i „Deutsche W ehr“ findes bl. a. fø lgende, der kunde tyde paa, at Kaptajnløjtnant O. Krabbe i sin A rtik el ikke rig tig t er i Pagt med Sandheden om Frem tiden: „In fast allen Arméen hat man w irklich kurz danach mit der Umwandlung von M. G. Kompanien in Einheiten, bestehend aus Kanonen und Minenwerfern, deren Anzahl ständig wächst, begonnen. Die Frage, wie man den Kampf gegen Flugzeuge und Kampfwagen aufnehmen soll, ist jetzt wichtiger als der Streit, wie man die M .G . beim A n g riff verwenden soll.“ *)

U. Jessen.

Skærmbillede 2020-08-13 kl. 14.02.00.png

Skærmbillede 2020-08-13 kl. 14.02.09.png