Den senere Tids overordentlige Forøgelse i Vaaben- virkning med Hensyn til Skudvidde, Ildhastighed og Træfsikkerhed, i Forbindelse med den i tilsvarende Grad øgede omhyggelige Udnyttelse af Dækværn, har understreget den Erkendelse, at Kampens Udfald vil afhænge af den rette øg planmæssige Samvirken mellem de to nævnte Vaaben.
Efter den lige lil Halvfemserne i forrige Aarhundrede godkendte Anskuelse gjaldt det som Rettesnor, at Artilleriet aabnede Fægtningen for at nedkæmpe del fjendtlige Artilleri; først naar dette helt eller dog i Hovedsagen var uanet, skulde Fodfolksangrebel sa'ttes an, understøttet af Artilleriets Hovedmasse. Paa den Vis skelnede man saaledes mellem forskellige, fra hinanden adskille' successive Kampmomenter. Den for Fodfolket beregnede arlillerisliske Hjælp blev ydet efter Artilleriførerens Forgodtbefindende.
Saalænge Batterierne stedse kronede Bakkekreterne til direkte Skydning og Skytset ikke var udstyret med Skjold, kunde der tales om en Artilleriduel, der tilstræbte at nedkæmpe den ene af Parternes Artilleri, og efter hvis Udfald Angrebets Gennemførelse maatte rette sig; men med en saadan absolut eller relativ Nedkæmpen kan der nu om Stunder ikke, i det mindste ikke paa Forhaand regnes, saa meget mindre som Batterierne nu foruden ved Skjoldene ogsaa ved deres hyppigst dækkede Stillinger er sikrede mod følelige Tab.
Det Faktum, al del nøje Samarbejde mellem de lo Vaaben i Fremtiden vilde være betingende for Sejren, fremgik nied al Tydelighed af Begivenhederne i den russisk-japanske Krig. Russernes svigtende Krigslykke maatte for en væsentlig Del føres tilbage til det Forhold, at deres Fodfolk og Artilleri saa at sige kæmpede hver for sig, og hvad Japanerne angaar, da naaede de som oftest ikke til den fulde Gennemførelse af deres heldige Angreb, fordi de boldt deres Artilleri for langt tilbage, og delle derfor ikke var i Stand til at understøtte det udmattede Fodfolk under Forfølgningen.
Allerede Optakten til en Fægtning kan lade de to Vaabens Vekselvirkning komme til Orde. idel Fodfolket besætter og foreløbig sikrer det Terrain, i hvilket Artilleriet skal køre op og især ogsaa indrette sine Observationspladser. Flier Fodfolket kan gaa frem til Angreb for at tvinge Fjenden til at vise sine Tropper og udsætte dem for Artilleribeskydning.
I bægge disse Tilfælde maa altsaa Fodfolket stille sig til Artilleriets Tjeneste. Ellers er Forholdet det modsatte: Del er for Artilleriet Iloved- om ikke den udelukkende Opgave at yde Fodfolket sin Stolte; dets Kampvirksomhed maa hverken i Tid eller Rum skilles fra Fodfolkets, og det paahviler begge Vaabnenc al arbejde med paa den formaalstjenlige Realisation af denne absolutte Fordring. Denne Grundsætning gælder lige fuldt for Angreb og for Forsvar, med de Forskelligheder, der belinges af Kampens Art, saaledes særlig af Bevægelses- og Positionskrigens Ejendommeligheder.
Skal Styrker af Fodfolk og Artilleri løse en fælles Fægtningsopgave, vil de som Regel blive sammenstillede gennem en Befaling, og Kommandoforholdet maa da vedvare, til det udtrykkelig bliver hævet, eller der af Fægtningsforholdenes Forlob udvikler sig en Adskillelse, der vilde gøre Bevarelse af Kommandoforholdet fornuftstridig. Er undtagelsesvis en saadan oprindelig Befaling ikke udgaaet, maa alligevel Styrker af de to Vaaben, hvem en fælles Opgave er stillet, enes om overensstemmende Forholdsregler. Dette gælder selvsagt ogsaa for det Tilfælde, at Fællesskabet i Hverv først skabes eller ytrer sig under Fægtningens Forlob.
Den behørige Virken Haand i Haand synes i Bevægelseskrigen bedst at kunne indledes og opretholdes, naar Artilleriet underlægges den paagældende Fodfolksfører, der i Reglen vil være den ældste; — dette gælder dog ikke Rammerne for større Troppeleds fælles Fægtningsvirksomhed. Saa snart Artilleriføreren er paa del rene med, hvori den af Fodfolket paakrævede Understøttelse skal bestaa, skal han ikke afvente nogen særlig Befaling til Udførelsen af den; der paahviler ham nu den Forpligtelse at fremme og støtte Fodfolkets Virksomhed, og Valget af den dertil svarende Fremgangsmaade ligger bedst i hans Ilaand. Ønsker Fodfolket en anden Form for Medvirken end den, der ydes, maa det meddele del til Artilleriet, der paa sin Side maa beflitte sig paa efter bedste Evne at svare til de stillede Krav.
Noget andet er det, om et Detachement midlertidig bliver udskilt fra del større Troppeled til Losning af en speciel Opgave; da staar Artillerikommandoren naturligt under den højere horer.
Det er indlysende, al Vaabncnes Sammenvirken indledes med større Udsigt til et heldigt Resultat, naar d e to Førere kan drøfte Maal og Midler fra Fægtningens Begyndelse, og gennemføres med des større Held, jo snævrere de to Vaaben virker sammen i Rum. Da imidlertid Fodfolket bevæger sig fremad under Angrebet, men Artilleriet maa forblive stationært, til et Stillingsskifte er ønskeligt, og begge Førere er ved deres "Propper, saa bliver saa,danne særlig gunstige Forhold kun mere sjældne Undtagelser, og der maa være truffet Foranstaltninger til en paalidelig og hurtig Forbindelse, gennem hvilken man sikrer sig den skridtvise Overensstemmelse i Handling. Dette er saa meget mere nødvendigt, som der ved større Afstande mellem Førernes Standpladser kan opstaa divergerende Anskuelser om Arten af den i den givne Situation ønskelige Understøttelse. Derfor skal Artilleriføreren vedligeholde Forbindelsen med Fodfolksføreren, eventuelt ved en Officer, der da nøje følger Fodfolkets Kamp og i Forslaaelse med Fodfolksføreren i givet Tilfælde rider til Artilleriføreren for at sætte ham ind i muligt ændrede Forhold og den deraf paakrævede Indgriben af Artilleriet. Dettes Fører maa naturligvis bestræbe sig for selv vedvarende at være inde i Situationen for at kunne opfatte Forhold, der kræver øjeblikkelig Indgriben, og for hvilke Anvisninger vilde komme for sent.
Medens Forbindclsesofficeren hovedsagelig skal tjene del Formaal at fremme Overensstemmelse i Opfattelse af Ihegtningssitnationen, den deraf paakrævede Virksomhed og Formen for den almindelige Fremrykning. skal Efterretninger belræffende Forholdene ved hvert af de to Vaaben, som Fodfolkets Bevægelser, Iagttagelser om Forhold bos Fjenden, Forlæggelse af Artilleriilden o. s. v. befordres pr. Telefon, Melderylter eller Signal. Da disse Forbindelser arbejder forskelligt m. II. t. Hurtighed og Paalidelighed (Telefonen virker hurtigst, men Ledningerne er udsat for Beskadigelser; Signalering glipper i usigtbart Vejr; Meldervtter bruger relativt lang Tid), bør man i Reglen bruge to af dem for en Sikkerheds Skyld.
I Angrebet er Fodfolkets sværeste Opgave altid Fremrykningen mod Indbrudsstedet til Stormafstand'. Det er cl fuldt ud berettiget Krav, at der til Lettelse heraf og til Højnelse af Søstervaabnets moralske Kraft fordres Ledsagelse af enkelte Batterier til de nærmeste Afstande. Opfyldelsen af dette Krav vil imidlertid afhænge af, om Batterier eller dog Dele deraf kan naa frem og indtage de valgte Stillinger dækket af Terrainet eller af Mørket. Indsete kørende eller afprotsende Batterier vil med den nutidige Udvirkning paa korte Afstande hurtigt blive et Offer for den fjendtlige Ild; og den Slags ødelagte Kanoner er ikke netop egnede til at ildne Fodfolkets Foretagsomhedslyst. Kan der til Støtte for Angrebet ikke findes nogen Erstatning i Maskingeværer, saa vil kun lette hurtigskydende Kanoner, som trukket af Mandskabet lettere udnytter Terrainet, kunne følge Angrebet. Den artilleristiske Støtte maa søges i en overvældende Ild mod Indbrudsstedet, hvorved Besætningen i den fjendtlige Stilling holdes nede og det fjendtlige Artilleris Ild drages hort fra Fodfolket. Til Løsning af denne Opgave er Batterierne gaael frem til de kortere Kampafstande for al kunne skelne Yen fra Fjende og længst muligt fortsætte Ilden mod den fjendtlige Besætning uden at udsætte egne forreste Linjer. Artillcriofficercr, der lager Opstilling i Nærheden af disse, og som vedligeholder hurtig og sikker Forbindelse med deres Batterier, leder Forlæg- gelsen af Ilden fremefter, saasnart eget Fodfolk trues af Ilden.
Stillingsskifte er nødvendig ogsaa af den Grund, al Dele af Artilleriet maa være ved Ilaanden i den tagne Stilling i rette Tid til at kunne støtte Fodfolket derfra.
I Forsvaret træder del planmæssige Samarbejde af de to Vaaben til at begynde med ikke frem. Artilleriet vil i Beglcn optage Kampen mod det fjendtlige Artilleri og først, naar det fjendtlige Fodfolk under Angrebet er naaet inden for Geværildens Virkefelt, træde i egentligt Samarbejde med eget Fodfolk.
Gaar egne Tropper fra Bevægelseskrigen over til Stillingskrig, da vil Fællesskabet i Fodfolkets og Artilleriets Virksomhed almindeligvis relte sig efter Bevægelseskrigens Grundsætninger, indtil Angriberen naar til Klarhed over de af Modstanderen indtagne Stillinger og har truffet behørige Forberedelser til Angrebets Ansættelse, og til Forsvareren har truffet de første Foranstaltninger til et virksomt Forsvar.
Under Fægtningens videre Forløb soges der saa — og bydes — Lejlighed til at fastslaa den Virksomhed, der svarer til de ændrede Forholds Krav.
I Angrebet er det Artilleriets Opgave at muliggøre Fodfolket Fremrykningen over det mest dækningsløse af den fjendtlige Stillings Forterrain, hvilken Opgave det sogcr at løse ved Ødelæggelse af Anlæg og passive Hindringer saavel som ved en gennem Masseild fra alt disponibelt lettere og sværere Skyts opnaael fysisk og moralsk Nedkæmpen af den fjendtlige Besætning. Senere skal det ved Spærreild hindre, at Forsvareren trækker Forstærkninger frem. Dertil kræves el nøje Kendskab til Forsvarsanlægene og de til disse bagfra førende Veje og Ledelinjer, vundet ved Rekognosceringer af begge Vaaben og fastholdt ved nøjagtige Skitser. Denne Rekognoscering maa stadig og uafbrudt fortsættes for rettidig at skaffe Kendskab til indtrædende Ændringer. Del er herunder af største Vigtighed at stedfæste Standpladserne for de fjendtlige Maskingeværer, denne Fodfolkets mest frygtede Modstander — og mest skattede Kampfælle —, for al kunne udpege dem til Ødelæggelse ved Artilleri. Der maa skaffes absolut Sikkerhed for, at egne Stormkolonner ikke udsættes for Ild. Paa Grund af den snævre Føling mellem Parterne og den forholdsvis hyppige Gentagelse af Stormangreb forekommer Tab foraarsagede ved egen Ild let og rygtes hurtigt, og de nedslaar Fodfolkets Moral. Da paa den anden Side den mod Forsvareren rettede Ødelæggelsesild skal opretholdes saa længe som overhovedet muligt, maa de i Bevægelseskrigen anvendte Meddelelsesmidler mellem forreste Linje og Artilleriet undergaa en Forbedring i Retning af Hurtighed og Paalidelig- hed. Der har med Held været anvendt Raketter af forud aftalte Farver til Angivelse af det Tidspunkt, da Ilden skal forlægges, og de fremsendte Artilleriofficerer maa være i Stand til telefonisk (om muligt ved en nedgravet Ledning) at kunne træde i Forbindelse med deres Batteri. Ogsaa forskelligfarvede Smaaflag (om Natten Lanterner), der vises fra forreste Fodfolkslinje, har været benyttede til at anskueliggøre, hvor langt Fodfolket er naaet frem, og saaledes hindre Beskydning. Finder der Foretagender Sted, der skal bringes til at gribe ind i hinanden i Tid, maa Urene stilles nøje ens.
En allerede talmæssig underlegen Forsvarer er ogsaa derved yderligere mindre gunstig stillet, at Angriberen jo har Valget, naar og hvor han vil sætte sine Foretagender an, og hvordan han vil udnytte gunstige Omstændigheder, som f. Fks. Mørke eller Taage eller kunstig frembragt skjulende Røg.
Forsvareren kan hvert Øjeblik vente Overfald, som han maa være ldar til paa kort Varsel at afvise; thi Angriberen har skudt sine Grave længere og længere frem for, idet han bryder frem fra dem, at have kortest mulig Vej at tilbagelægge med deraf følgende mindre Tab. Erkendelsen af den fjendtlige Hensigt og Indsællen af lid til Angrebets Afværgelse maa paa en vis Maade falde sammen; derfor maa ogsaa Forberedelserne til at erkende og udpege en Fare være trufne paa det omhyggeligste. Der maa — under fornøden Sikring — være fremsendt Observationsofficcrer af baade Artilleri og Fodfolk, som maa staa i nøjeste Forbindelse med Afsnits- og Artillerikommandørerne. Som Meddelelsesmiddel kan foruden de foran omtalte anvendes Ordonnanser og Sirener.
Det vigtigste Middel til Aflastning af Fodfolket er Afgivelse af Ødelæggelses- og Spærreild. Den første rettes mod del i Angribernes Løbegrave koncentrerede Fodfolk for al kvæle Fremstødet i Fødslen. Den sidste lægges foran Stormkolonnerne for gennem en i kort Tid afgivet overvældende Ild at tvinge dem til Standsning og til al opgive Stormen. Navnlig Spærreilden maa sættes ind pludselig og med orkanagtig Voldsomhed for straks al bryde enhver Modstand. Der maa paa del nøjesle være Anstalter til dens rettidige Indgriben og øjeblikkelige Virksomhed. Afstanden for Afgivelse af denne Ild er bekendt fra tidligere Ildafgivelse og valgt saaledes, al den ikke truer egne Tropper og falder umiddelbart foran Ilindringsbæltet. For at den ogsaa skal kunne træde i Virksomhed i Mørke og tiet Røg, maa Artilleriet træffe egnede Forberedelser og sørge for at have tilstrækkelig Ammunitionsmængde i Beredskab.
Hyppig Meningsiudvekslen mellem Afsnits- og Artillerikommandør vil lige saa vel som hyppige Inspiceringer af Forholdene i forreste Linje i høj; Grad befordre den nøje Samvirken mellem de to Vaahen.
