Log ind

Sammenligninger mellem retslige afgørelser i borgerlige og civile straffesager

#

Denne artikel af auditør, cand. jur. Jørgen E. Teisen er udarbejdet på grundlag af manuskript til foredrag holdt den 3. juni 1966 på det 11. Nordiske Militærjuristmøde i Stockholm.

Ved overgangen fra lang tids tjeneste i den borgerlige anklagemyndighed til forsvarets auditørkorps påkalder en række betydningsfulde forskelligheder inden for disse arbejdsfelter sig opmærksomhed. Indledningsvis skal dog fremdrages enkelte lighedspunkter vedrørende baggrunden for al strafudøvende virksomhed. Først og fremmest tænkes i denne forbindelse på straffens præventive eller afskrækkende virkning opdelt i specialpræventionen (individualpræventionen), hvorved sigtes til straffens afskrækkende funktion over for den, der er blevet straffet, således at det kan forventes, at straffen motiverer den pågældende for fremtiden, og generalpræventionen (almenpræventionen), hvorved forstås straffens afskrækkende funktion over for andre end den, der aktuelt bliver straffet. I borgerlige sager virker general- og specialpræventionen selvfølgelig med vidt forskellig vægt; i en affektforbrydelse som f. eks. jalousidrab er det klart, at hverken generalpræventionen eller en eventuel specialprævention har nogen større motiverende indflydelse, endskønt jeg har bebehandlet flere mordsager, hvor morderens sidste ord var: »Du skal dø, om det skal koste mig 12 år.« Også i de militære straffesager kan man diskutere præventionens vægt, men tager man f. eks. de almindelige udeblivelsessager, forekommer det mig indlysende, at såvel den special- som den generalpræventive virkning er til stede, selvom det hyppigt forekommer, at den samme værnepligtige har den ene sag efter den anden af denne art. V i kan her slå fast, at vi bygger på præventionens betydning, men at vi i virkeligheden ikke har noget fast billede endsige et måleligt udtryk herfor.

I de borgerlige straffesager har udviklingen gennem de sidste tiår fulgt en fast linie, idet man har slækket på den generalpræventive vægt og lagt hovedvægten på straffens specialpræventive funktion og dermed også på at søge at hjælpe den, der måtte have forbrudt sig, til at finde tilbage til et hæderligt socialt niveau. Jeg tænker her især på de betingede domme, som efter ret store betænkeligheder blev indført i Danmark i 1906 og senere har været undergivet en voldsom udvikling, således at de betingede domme nu nærmest er det almindelige for den - især den unge -, der forser sig første gang, og således at arterne af de betingede domme er udvidet. V i har i Danmark den almindelige form, hvorefter straffen fastsættes ved dommen, men bliver gjort betinget på nøjere fastsatte vilkår, den form, hvorefter såvel straffuldhvrdelsen som strafudmålingen udskydes og endelig kombinationsdommen, hvor noget af straffen, der udmåles, afsones, og resten gøres betinget. Disse betingede dommes udvikling har medført, at der i så godt som alle borgerlige sager finder en nøje undersøgelse sted af den pågældendes personlige forhold, således at man har et betydeligt kendskab til tiltaltes forhold og dermed mulighed for at anvende den borgerlige straffelovs differentierede muligheder for en sags afgørelse rigtigt. Der er vist fra alle sider enighed om, at denne udviklingslinie i den borgerlige strafforfølgning har medvirket til, at vi i Danmark har en forholdsvis akeeptahel kriminalstatistik, hvor vi selvfølgelig ikke må glemme, at det betydningsfulde ved de mange betingede domme er de vilkår, der knyttes til dommen for at hjælpe den domfældte til resocialisering, og som jo betyder, at den betinget domfældte må afsone sin straf, hvis vilkårene ikke overholdes; det vil med andre ord sige, at man kan arbejde med en retsorden - og det med godt resultat —, selv hvor det kan forventes, at generalpræventionen er forholdsvis beskeden.

V i kan hver især opstille gisninger om, hvad det så er der virker krim inalitetsforebyggende, når generalpræventionen næppe er så stor. Jeg skal her fremføre et forhold, som jeg har mødt mange gange som politiadvokat, og som bygger på mange udtalelser fra mine »klienter«. I borgerlige straffesager synes skrækken for opklaringen at betyde langt mere for lovovertræderne end tanken om straffens størrelse eller afsoning, der i gerningsøjeblikket forekommer dem en meget fjerntliggende mulighed. I konsekvens af dette synspunkt har jeg lagt vægt på en hurtig og effektiv efterforskning med størst mulig opklaringsprocent, samt på en hurtig gennemførelse af straffeprocessen, således at afgørelsen kan falde i nær tilknytning til den begåede lovovertrædelse, og medens andre endnu erindrer denne.

Hvordan forholder de samme spørgsmål sig nu inden for den militære strafferet, således som denne foreligger i Danmark? Man arbejder her så godt som udelukkende på basis af den generalpræventive betragtning, idet der såvel i lovgivningen og de dertil knyttede bekendtgørelser som i de betænkninger, der ligger til grund, gang på gang gives udtryk for, at den militære strafforfølgning skal ske »hurtigt, hårdt og ubønhørligt«. For så vidt der siges »hårdt og ubønhørligt«, forekommer dette dogmes rigtighed ikke overbevisende, og det må straks fastslås, at der har været en vis udvikling i retning af liberalisering. I Danmark har man siden 1919 haft en mulighed for en betinget udsættelse af arbitrært ikendte straffe for rene overtrædelser af den militære straffelov og fra 1937 også for så vidt angår rene overtrædelser af den militære straffelov pådømt ved de almindelige domstole. Princippet er i dag fastlagt i m ilitær straffelov §§ 32 og 33, og jeg skal lier kort opridse lovgivningens stilling. E r der tale om en ren overtrædelse af den militære straffelov, altså hvor der kun er citeret bestemmelser herfra og ikke fra den borgerlige straffelov, kan det bestemmes, at straffen gøres betinget, livis den ikke overstiger vagtarrest eller kvarterarrest i 60 dage på vilkår, at overtræderen i resten af tjenestetiden eller maximalt 2 år ikke forser sig på ny, medmindre straffen for det nye forhold er mindre end kvarterarrest i 8 dage. Her har dogmet om den hurtige, hårde og ubønhørlige strafforfølgning virket, idet vi jo også i fredstid har flere tilfælde, hvor en ren overtrædelse af den militære straffelov kan medføre en højere straf end vagtarrest i 60 dage, og hvor en betinget dom med andre ord er en umulighed. Jeg har svært ved at se, at man opnår noget herved, idet en henvisning til at man kan benåde, i virkeligheden er et efterfølgende reparationsarbejde på en ufuldstændig lovgivning, hvortil kommer, at den lovovertræder, der benådes, har været processen igennem med det ubehagelige, der ligger heri.

Som exempel kan jeg nævne følgende: For en del år siden forlængede man tjenestetiden i Danmark, og denne forlængelse fik virkning for en del værnepligtige, der efter de hidtidige regler stor foran hjemsendelse og allerede havde truffet foranstaltninger for deres liv efter hjemsendelsesdatoen. Der opstod en del uro, således at det ved flere tjenestesteder kom til, at flere i forening nægtede lydighed og dermed overtrådte bestemmelsen i militær straffelov § 51 om mytteri. § 51 fastslår som mindstestraf fængsel i 4 måneder, og da nogle rettergangschefer ønskede sagerne ført til retten både for liovedmænd og medløbere, forelå en situation, hvor domstolene ikke kunne anvende en betinget straf, selv om dette i øvrigt havde været indiceret, f. ex. for medløberne. Rent bortset fra dette rettergangsspørgsmål, hvor rettergangschefen er den afgørende myndighed for, om en sag skal føres, og disse afgørelser var højst forskellige fra rettergangschef til rettergangschef, finder jeg det urimeligt, at en værnepligtig, der lader sig rive med af andre, og for hvem måske mange gode grunde taler for en betinget dom, er afskåret fra at opnå en sådan, navnlig i betragtning af at den borgerlige straffelov helt har ophævet alle grænser for størrelsen af den straf, en dommer finder bør gives betinget. Jeg tror ikke på det afskrækkende moment forstået således, at en medløber i et sådant forhold gør sig klart, at det kosler en ubetinget fængselsstraf. Efterforskningen og domfældelsen til en betinget dom for disse bipersoner havde været en fuldt tilstrækkelig reaktion for at opretholde en generalprævention; når dette er tilfældet, får vi råd til at tage hensyn til den enkelte overtræders i øvrigt gode personlige forhold. Der er im idlertid et virkeligt savn ved den militære straffelovs regler om betingede domme. Der er intet anført i §§ 32 og 33 om, at der i en betinget dom kan indsættes andre vilkår end straffri vandel i resten af den skyldiges tjenestetid, dog højst 2 år. Selv om den militære straffelov § 1 nævner, at den borgerlige straffelovs almindelige bestemmelser finder anvendelse, hvis ikke andet er bestemt, er det antaget såvel i teori som praxis, at der ikke kan indsættes nogen form for særvilkår i en betinget afgørelse, være sig arbitrært eller ved domstolene. Denne fortolkning er næppe rigtig, idet henvisningen til borgerlig straffelov i m ilitær straffelov § 1 netop må indicere, at de udviklede og meget forskelligartede vilkår, der bruges i de borgerlige betingede domme kan anvendes. Der synes ikke i betænkningen af 1953 at være noget der taler imod denne fortolkning. E t andet spørgsmål er om der er behov herfor. Det er m in opfattelse, at et sådant behov eksisterer, og jeg har allerede gentagne gange mødt det utilfredsstillende i at anbefale en betinget dom vel vidende, at det kun er en ringe hjælp. Det forekommer hyppigt, at der bag sager om ulovlig udeblivelse og rømning og bag tilfælde af respektstridighed ligger et umådeholdent alkoholforbrug. Giver man en betinget afgørelse udsættes problemet kun kortvarigt, men havde man mulighed for i forbindelse med en betinget afgørelse og som vilkår for denne at påbegynde en afvænningsbehandling imod alkohol, var det jo ret tænkeligt, at man ikke alene fik en brugbar soldat ud af den pågældende, men også at man gav ham en hjælp, der strakte ud over tjenestetiden. Problemet kan selvfølgelig i nogen grad, men ikke helt, hænge sammen med spørgsmålet om, hvorvidt prøvetiden skal udløbe med tjenestetidens ophør. I betænkningen af 1953 diskuteredes dette, og et mindretal af kommissionens medlemmer gik ind for, at prøvetiden kunne udstrækkes efter hjemsendelsen, da overtrædelsen af de militære pligter i og for sig ikke er mindre graverende end overtrædelser af den borgerlige straffelov. Loven sluttede sig im idlertid til flertallets mening, men med den tjenestetidslængde vi for øjeblikket har, kan en betinget afgørelse med f. ex. vilkår om alkoholafvænning få stor betydning for den værnepligtige, der får sin afgørelse i begyndelsen af tjenestetiden, lige som det kan få overordentlig stor betydning for de efterhånden mange, der er kontraktansatte for et længere åremål. Administrationen af en sådan ordning v il næppe volde særlige vanskeligheder. Dels v il der kunne opnås støtte fra Dansk Forsorgsselskab, der fører tilsyn med betinget dømte i borgerlige straffesager, dels vil forsvarets egne velfærdsinstitutioner eventuelt med lægelig bistand kunne gennemføre disse tilsyn uden noget større extraarbejde. Ved siden af det allerede nævnte vilkår, alkoholafvænning, kan nævnes psykiatrisk bistand, afvænning for narkotikamisbrug og meget andet. Det vil naturligvis være et åbent spørgsmål, om en mindre m ilitær straf på 10-15 dages vagtarrest, der gøres betinget på vilkår om f. ex. alkoholafvænningsbehandling, er tilstrækkelig til at holde lovovertræderen til behandlingen. Jeg tror ikke, man skal have betænkeligheder i denne retning, thi selv en mindre militær straf har stor virkning, idet alle kammeraterne gøres hekendt hermed, lige som der uden tvivl er et udbredt ønske om at slippe for afsoning dels for at få de sædvanlige friheder dels for at undgå eftertjeneste. Hertil kommer, at et tilsyn kan gøres langt mere effektivt i militæret end i det civile liv; man har jo overtræderen for øje daglig og kan vel endog kommandere ham til den institution eller person, der tager sig af ham.

Jeg skal nu vende tilbage til dogmet om den hurtige, hårde og ubønhørlige strafforfølgning, som jeg erklærer mig enig i for så vidt angik ordet hurtig og derved gjorde en tilføjelse om effektiv eller om man vil ubønhørlig. Princippet er næppe tilstrækkelig fastholdt i den militære straffelovgivning. Jeg kommer her ind på det udflydende begreb, som benævnes retsbevidstheden, forstået således, at retsudøvelsen skal være i ovensstemmelse med folkets retsbevidsthed. Heri ligger, at det vil være stærkt ødelæggende for retsbevidstheden, hvis man kriminaliserer dagliglivets almindelige handlinger og ligeså ødelæggende, hvis retsforfølgningen får et tilfældigt præg. Stort set tror jeg, den militære straffelov kun kriminaliserer det, som folkets retsbevidsthed mener bør kriminaliseres i militære forhold. Men med det andet led, at retsforfølgningen ikke må have et tilfældigt eller lotteriagtigt skær over sig, står det ikke så godt til i den militære strafudøvelse. Der foregår for tiden i Danmark en diskussion om færdselslovovertrædelser og disses behandling, og fra kyndig side er det udtalt, at man måske i bagatelagtige sager kan nøjes med advarsler, men kun livis forfølgningen i de alvorligere sager bliver mere effektiv og m indre lotteriagtig, hvilket her har betydning for spørgsmålet om at få mere politi på vejene. Dette kan overføres på militære straffesager, og her tænker jeg kun på, at forfølgningen i videre forstand ikke må få et tilfældigt præg. Det er her ikke opklaringen af forseelserne, det skorter på, opklaringsprocenten er meget stor i militære sager, når man tænker på udeblivelsessager og sager om respektstridiglied; forholdet er im idlertid det, at en pågående lovovertræder med histand af en skrupelløs forsvarer kan benytte den m ilitære straffe- og retsplejelov til at formindske sin straf. Det forholder sig helt enkelt således, at hvis man får pålagt en straf i form af kvarterarrest eller en m indre straf af vagtarrest, og derpå trækker sagen ud ved at benytte den lovlige ret, man har, til at få afgørelsen for en domstol og derefter anker sagen til landsretten, og tjenestetiden i mellemtiden er færdig, ja, så omsættes disse straffe til en bødestraf, som ikke i vort velstandssamfund har alt for stor betydning, idet en jævn ugeløn uden for tjenesten er ca. 450.- kr. Dette er krænkende og ødelæggende for retsbevidstheden og i virkeligheden en skjult opfordring til andre om at prøve noget lignende, således at principet om ubønhørlighed eller effektivitet er gennemhullet på en meget farlig måde og herved på dette punkt får et tilfældigt eller lotteriagtigt skær. Jeg vil mene, at vejen frem må være at nærme de militære strafarter så meget som muligt til de borgerlige, og jeg har ingen betænkelighed ved at indføre en vid adgang til bødestraf, samtidig med at straffen kvarterarrest, der giver mange praktiske vanskeligheder, ophæves, samt at gennemføre det princip, at en straf bliver stående og skal fuldbyrdes, selvom tjenestetiden er udløbet i intervallet fra gerningstidspunktet til fuldbyrdelsen. Sammenligningerne mellem de retslige afgørelser i borgerlige og m ilitære straffesager i Danmark viser, at det militære straffesystem på flere punkter end det borgerlige er forankret i en historisk udvikling og derfor i mindre omfang har optaget moderne behandlings- og straffemetoder. Disse er im idlertid nu så gennemprøvede, at man uden større betænkelighed burde tage dem op til prøvelse, alt selvfølgelig i håb om at effektivisere forsvaret ved at søge at undgå, at soldaterne betragter den del af forsvaret, der hører under retsudøvelsen med for megen skepsis.

Jørgen E . Teisen