Ihvorvel Dagspressen jevnlig har indeholdt Beretninger om Forhandlingerne i Sverig angaaende Hærreformen, tør det dog antages, at en kort samlet Oversigt saavel over de Bestræbelser, der nu ere gjorte en Aarrække igjennem for at komme bort fra aldeles forældede llærinstitiitioner, som over det Resultat, hvortil man nu er naaet, ikke vil være uden Interesse. Sverigs Hærvæsen tør i sine Hovedtræk forudsættes bekjendt. Her skal derfor kun kort mindes om, at den svenske Hær bestaar af to forskjellige Dele: 1. Stammen, der atter er to Slags. Den mindre Del bestaar af de af Kronen hvervede Tropper, den større Del er de saakaldte inddelte Tropper, der hverves og underholdes af Bønderne.'
Hvervede Tropper findes i et Antal af 7—8000 Mand og ere fordelte til Lifgardebrigaden (bestaaende af Svea Lifgardet, Lifgardet til Hest og andre Lifgardet), kronprindsens Husar-Regiment, Svea-, Gota- og Vendes Artilleri-Regimenter, Ingeniør-Tropperne og Vermlands Feltjægerkorps, med andre Ord til Fodfolkets og Rytteriets Eliteafdelinger samt til de specielle Vaaben. Den hver vede Soldat antages i en Alder af 17—29 Aar med en Kapitulationstid af mindst 3 Aar, dog ogsaa paa 4, 5 indtil 6 Aar, efter hvilken Tids lidløb han atter kan hverves for yderligere et eller flere Aar. Det er Sverigs bedste Tropper, og det er dem, der forrette Garnisons tjenesten. Inddelte Tropper, med andre Ord det saakaldte lirddelingsværk, skriver sig fra Carl Iltes Tid og er nu en c. 200 Aar gammel Institution. Den stiftedes ved de saakaldte «Knægtkontrakter», hvorefter Ilenderne fritoges for personlig Krigstjeneste imod at underholde et vist Antal Krigsknægte. Antallet af Krigsknægte fordeltes over hele den ufri o: upriviligerede Jord, saa at i Reglen en større Gaard eller to mindre i Forening havde at sørge for Hverving og Underhold af en Mand. Deraf kom Be tegnelsen «inddelt». Det Grundstykke, som havde en saadan Forpligtelse, blev kaldt Roten; Systemet benævn- tes Roteringssystemet, for Kavaleriet Rustholdet. Begge Systemer danne i Forening Inddelings værket. Det saaledes hvervede Mandskab forsynes af Bønderne med Mundering og Armatur; kun Vaaben leveres af Staten. De inddelte Tropper gjennemgaa to kortere Rekrutskoler og deltage i de aarlige Regimentsøvelser, men ere den største Del af Aaret hjemsendte. De udgjøre 2 Grena- der Batl., 19 lnf. Fiegt.er à 2 Batl.er, 3 Jæger Batl.er, 3 Husar Rgt.er og 2 Dragon Rgt.er samt et ridende Jægerkorps. Deres Antal er c. 27000 Mand. Disse Tropper tjene, saa længe de ere tjenstdygtige, og hverves altsaa, om man vil, paa Livstid. Saa snart Manden bliver utjenstdygtig eller dur, har den paagjældende Rote at sørge for en Stedfortræder. Hvervede og inddelte Tropper ere de bedste Tropper, Sverig kan opstille. Men disse Tropper udgjøre kun den ringeste Del af den Krigsstyrke, som planmæssige skal opstilles. Hovedmassen af Hæren udgjøres af 2. Bevaringen, der kompleterer Stammen indtil Krigsstyrke. Den bestaar af det hele 21—25-aarige Mandskab, forpligtet til Krigstjeneste i de nævnte 5 Aar, og som faar en Uddannelse i ialt kun 30 Dage fordelte paa to Aar, saaledes at Uddannelsen i 15 Dage i det første Aar foregaar i Skoler, Uddannelsen i 15 Dage i det andet Aar tildels ved større Øvelser. Bevarings Institutionen, o: Forpligtelsen for det unge, vaabenføre Mandskab til i 5 Aar at være til Hærens Disposition, skriver sig fra de napoleonske Kriges Tid. Hæren viste sig dengang utilstrækkelig i Antal, og man gik saa over til almindelig Værnepligt, ikke som Preusserne, der da indførte almindelig Værnepligt uden Stillings tilladelse og gav Mandskabet tilbørlig Uddannelse, men med Stiilingstilladelse og en Tjenestetid af kun 12 Dage. Først i 1860 forlængedes Tjensttiden til 30 Dage, og Stillingstilladelsen, der i andre Stater blev strøget efter Erfaringerne fra 1866, blev her først strøget 1872. Af det værnepligtige Mandskab er der mere end tilstrækkeligt til at kompletere Afdelingerne indtil Krigsstyrke, men det behøver ingen Redegjørelse, at Tropper, der kun faa ialt 30 Dages Uddannelse, ikke kunne paaregnes som meget krigsdygtige. Allerede denne korte Oversigt viser, at den svenske Hær er højst ulige sammensat. Man vil i den bemærke Repræsentanter for alle Afskygninger ligefra den godt disciplinerede Soldat med smuk Holdning, god Pudsning, om man vil Mønstertropper, og lige ned til Soldater, der knap kjende Uddannelse og Disciplin af Navn. I hvert Fald kan det tarvelig uddannede Bevaringsmandskab næppe være nogen Pryd for Afdelingerne; deres ringe Grad af Manøvredygtighed maa befrygtes at kunne indvirke hæmmende paa Førernes Handlefrihed, ligesom det vel maa anses tvivlsomt, hvor vidt Mandskab med en saa ringe Trænering vil kunne udholde et Feltlivs Stra badser. Hiiver Sverig stillet paa en alvorlig Prøve, vil det for Tiden være uheldigt stillet. Det vil ved en Mobili sering vise sig vanskeligt at faa tilstrækkelig Tilgang paa Befalingspersonale, og den største Ulempe vil være den, at der savnes en Reserve til at erstatte den uund- gaaelige Afgang indenfor Stamtroppen, saavel ved rørende hvervede som inddelte Tropper. Stammen er med andre Ord mandsstærkest paa Fredsfod; dens Styrke formindskes ved Mobiliseringens Begyndelse og synker derefter uophørlig. Sverig kan kun stille 70,000 Mand paa Benene, og største Delen af dette Mandskab er mindre feltdygtigt, idet Bataillonerne for 2/3 — 3/4 af Mandskabets Vedkom mende kompleteres med BevSringsmandskab. Og til Op lysning om Forholdenes Mangelfuldhed er det bleven paavist, at den Del af det værnepligtige unge Mandskab (Bevaringen), der virkelig møder for at modtage de 30 Dages Øvelser fordelte paa 2 Aar, stadig svinder ind, endog i en foruroligende Grad, idet 16, ja 20—30 pCt. og mere hidtil ere udeblevne uden lovligt Forfald, hvad de civile Myndigheder, Landshøvdingerne, ikke have for- maaet at forhindre. Naar hertil kommer, at den svenske Hær ogsaa i andre Henseender har store Brøst, saaledes vedrørende Mangel paa Positionsartilleri, ufuldkommen Organisation af Intendantur, Train, o. s. v., vil det for- staas, at der ved en Omorganisation er et stort Felt at tage fat paa. 1 Sverig har der i fuld Anerkjendelse af Manglerne ved det bestaaende Hærvæsen været arbejdet ivrig paa at hidføre en Reform. At disse Bestræbelser hidtil kun have bragt ringe Resultat, ligger maaske for en Del deri, at man ogsaa i militære Kredse har haft nogen Vanskelig hed ved at samle sig om en bestemt Løsning af Spørgs- maalet; thi Spørgsmaalet om, hvorvidt man bør bibeholde Stammen og blot arbejde ben til en mere uddannet Be varing, hvor vidt man bør afskaffe Inddelingsværket helt eller delvis eller endelig gaa over til ren preussisk Værnepligt, kan selvfølgelig give Anledning til megen Differens. Men Hovedgrunden til det ringe Resultat lig ger deri, at Hærordningsspørgsmaalet er bleven knyttet til den politiske Strid om Magten, der er opstaaet ved Landtmannapartiets Stiftelse i 1866. Den efterfølgende Fremstilling stiller sig som For- maal i korte Træk at give en Skildring af Regeringens Bestræbelser samt at angive del Resultat, hvortil man i de allersidste Dage er kommet.
I den lange Fredsperiode fra 1815 til 1848 gjøres kun svage og betydningsløse Forsøg paa Reformer. Det er først efter Krigen 1848 — 50, hvortil Sverig i det første Krigsaar stiller el Kontingent, efter Krimkrigen og den italienske Krig, at et mere militært Liv begynde at røre sig i Sverig. Skyttesagen vinder Indpas, og der vaagner en mere almindelig Erkjendelse af, at Hærvæsenet lader meget tilbage at ønske. Kongen benytter sig af denne Stemning til i 1860 at nedsætte en Komite til Hær væsenets Drøftelse, men den bruger ikke mindre end 4 Aar til Udarbejdelsen af sit Forslag, der da først frem lægges 1865. Komiteen erklærede 30 Dages Øvelse som tilstrækkelig for Hovedmassen af Bevåringsmand- skabet, men fordrede dog lU af dette øvet i 107 Dage; denne Fjerdedel skulde faas ved Frivillige eller ved Lodtrækning. Regeringen, der gik ud fra, at Fordrin gen om en saa lang Tjensttid snarest vilde gaa igjennem, naar de 3 Fjerdedele af Mandskabet slet ikke blev vaa- benøvet, stillede Forslag herom, men Forslaget fremkom først i Samlingens sidste Aar og blev ikke drøftet af Rigsdagen. Fra 1866 at regne, da alle Stater stræbte at efter ligne preussisk Hærvæsen, tik man i Sverig efterhaanden Øjet op for, at der fremtidig maatte stilles større Krav til Uddannelsen, og at Landet maatte paalægge sig større personlige og pekuniære Byrder, naar det vilde have et betryggende Forsvar. Fra Regeringens Side forelaa dog i 1867 intet Hær organisationsforslag. Derimod drøftedes Sagen i Rigs dagen paa Foranledning af privat indbragte Forslag, og det kom til Nedsættelse af Udvalg, hvor man enedes om en Ordning, hvis Hovedpunkter vare: Stamsystemet skulde vedvarende lægges til Grund for Hærordningen; Inddelingsværket skulde afløses og forvandles til et kommunalt Anliggende; hver svensk Mand mellem 20—50 Aar skulde være pligtig at deltage i Landets Forsvar, først i den aktive Armee, senere i Reserven og sluttelig i Landstormen, samt at Bevaringens Øvelsestid skulde forøges til 60 Dage. 1 Rigsdagen kom forskjellige Anskuelser tilorde, og der toges ingen Beslutning. Kun enedes man om en Skrivelse til Kongen, hvori der udtaltes Ønsket om, «at det maatte behage Hs. Maj. at overveje, om og paa hvad Vilkaar den nu paa Rote- og Rustholderne hvilende Byrde maa kunne lindres eller afløses eller fordeles paa samt lige Samfundsklasser.» Følgen af denne Henstilling fra Rigsdagen var Ned sættelsen af en Komite, der havde at drøfte de Lettelser i Inddelingsværket, der kunde lade sig udføre. Til den i 1869 sammentrædende Rigsdag forelagdes da Forslag til Forsvarsvæsnets Ordning foruden Lov om almindelig Værnepligt, og der stilledes betydelige Lettelser i Ind delingsværket i Udsigt. Værnepligtsloven fordrede, at hver svensk Mand skulde staa i bevaringen fra 21. til 30. Aar og i Landstormen fra 30. til 40. Aar. bevaringens Øvelser skulde finde Sted i Løbet af 3 Aar med 30 Dage i l.Aar, 15 i 2. og 15 i 3. Aar, altsaa i alt 60 Dage. Forhandlingerne førte imidlertid ikke til noget Resultat, idet 2. Kammer fordrede større Lettelser i Inddelingsværket for at gaa ind paa Regeringens Forslag. Saa kom Krigen 1870—71 og manede indtrængende til en alvorlig behandling af Forsvarsvæsnet. Regeringen mente nu ikke at turde blive staaende ved et Forslag om 60 Dages Uddannelse, og foreslog derfor for den i 1871 sammentrædende Rigsdag bevaringens Øvelser ansat til 90 Dage for Ry tt. og 82 Dage for Fodf. Ogsaa fordre des Oprettelsen af nogle ny inddelte Regimenter. Der imod var Spørgsmaalet om Lettelser i eller Afløsning af Inddelingsværket skudt til Side. 1 Henseende til Værnepligtens Opfyldelse foresloges, at hver svensk Mand skulde staa til Disposition i be varingen fra 20. til 27. Aar og i Landstormen indtil 40 Aars Alderen; at de 7 første Aldersklasser skulde udgjøre den egentlige Feltarmee, de 5 derpaa følgende Landstor mens 1. Opbud eller Armeens Krigsreserve indenfor Lan dets Grændser og de 8 sidste Klasser Landstormens 2. Opbud eller det egentlige hjemlige Forsvar. Ved behandlingen af dette Forslag i Rigsdagen god- kjendtes i Hovedsagen Værnepligtsloven, men i 2. Kam mer kun under det for 1. Kammer aldeles uantagelige Vilkaar, at Inddelingsværket helt skulde ophøre inden 15 Aar. Forslaget var hermed faldet. Regeringen skjønnede det under de usikre ydre politiske Forhold ikke tilraadeligt at udsætte Spørgsmaalet om For svarsvæsnets Ordning indtil næste sammentrædende ordi nære Rigsdag og sammenkaldte derfor en extraordinær Rigsdag til Møde i September 1871. Til Forelæggelse for denne udarbejdedes et Forslag, der vel ikke gik ind paa 2. Kammers Fordring om Inddelingsværkets totale Afskaffelse, men dog gik meget vidt i Tilbud om Lettel ser i samme. Men paa den extraordinære Rigsdag blev Forholdet væsentlig det samme. 1. Kammer antog For slaget, men 2. Kammer erklærede definitivt, at det ikke vilde bygge Landets Forsvar paa Inddelings værkets Grund. Forhandlingerne vare hermed endte. Alle de Forslag, Regjeringen hidtil havde forelagt, havde været grundede paa Inddelingsværket. Det stillede sig nu tvivlsomt, om overhovedet nogen Løsning var mulig paa Basis af Inddelingsværkets Bibeholdelse. 1 Rigsdagen var det ofte bleven udtalt, at den almin delige Værnepligt — ikke just som i de store Stater, men tillempet efter mere indskrænkede svenske Forhold — turde være den Grundvold, hvorpaa Forsvarsvæsnet skulde bygges. Et Vink i denne Retning gaves af Rigsdagen 1872, idet — som ovenfor udtalt — begge Kamre vedtog at borttage Retten for Bevaringen til at frikjøbe sig eller stille for sig. Et andet Fingerpeg i samme Retning gaves Regeringen ved Rigsdagens Skrivelse af 1873 til Kongen. Bøndernes Fordring om at faa Inddelingsbyrden og Grundskatterne bort fra Jorden som Betingelse for at antage en «betryggende» Forsvarsplan, som ikke maatte volde for store Udgifter, og hvis Byrder væsentlig fordel tes over andre Samfundsklasser end Jordejerne, gjordes i dette Aar til Rigsdagens Fordring, idet 1. Kammer, rig tignok kun med 3 Stemmers Overvægt, gav efter for 2. Kammer og vedtog Kompromiset af 1873. Fra 187 3 at regne er Hærorganisations-Spørgsmaalet sammenkoblet med Grundskattespørgsmaalet og maa løses med dette. Regeringen opgav nu Inddelingsværket og Starn- systemet helt og holdent og forelagde i 1875 et Hær organisationsforslag grundet udelukkende paa almindelig Værnepligt. Hovedpunkterne i dette Forslag var:
Armeen skulde bestaa af Kadrer og værnepligtigt Mandskab; Mandskabet indkaldes til den første Uddannelse ved Fodfolket 10% Maaned, ved Ryti. 17 Maaneder, ved Art. og Ing. 12 Maaneder og derefter til nødvendige Repeti tionsøvelser; alt Mandskab skulde kaserneres; Værnepligten skulde udøves i 18—40 Aars Alderen, og Tjenestepligten vare 6 Aar i Linien, 6 Aar i Lande værnet, de øvrige Aar i Landstormen. Da Forslaget kom til Forhandling paa Rigsdagen 1875, kom Forskelligheden i Anskuelser frem ved en Række af Ændringsforslag, og Kamrenes Iteslutninger gik mod hinanden. Afgjørende blev imidlertid 2. Kammers aldeles uventede og umotiverede Holdning, idet dette Kammer nu udtalte sig for hvervet S tam trop og Bevaring. Samtidig med at fastholde Fordringen om Inddelingsbyr dernes og Grundskatternes Afskaffelse fordrede 2. Kammer en Stamtrop af tilstrækkelig Styrke og en Øvelsestid ens for alle Værnepligtige paa 9 0 Dage; Feltstyrken sattes til 80000 Mand eller 2% af Befolkningen, hvortil kom en Reserve og et ordnet Lokalforsvar. Naar saa pludselige Omslag i Anskuelserne kunde fremkomme, er det forstaaeligt, at Regeringen, henset til Sagens hidtidige Gang, fik et Indtryk af Umuligheden af at skabe et Forslag, der havde Udsigt til at samle en Majoritet i Rigsdagen; den opgav foreløbig Udarbejdelsen af fuldstændige Uærorganisationsforslag og forsøgte nu at indslaa de partielle Reformers Vej. Regeringsforslaget i 1877 gik derfor kun ud paa imod en Lettelse i Rust- og Roteringsholdet af 10% at foreslaa Antagelsen af en Værnepligtslov samt en Tjenst- tid for Bevaringen af 62 Dage. Forslaget behandledes i et Udvalg, der foreslog yderligere Lempelser i Rust- og Roteholdet. Med disse Lempelser vedtoges Forslaget i 1. Kammer, men forkastedes i 2. Landtmannapartiet, der hidtil kun havde kæmpet, for negative Resultater, mente nu for sin politiske Anseelses Skyld selv at maatte gjøre et positivt Skridt. Det overdrog Kapt. Manckell at udarbejde et Hærorgani- sations-Forslag, og dette, som undertegnedes af en Ma joritet af 2. Kammer, indbragtes til Prøvelse af Rigsdagen i 1 87 8. Forslaget satte Stamtroppemes Styrke til 30000 Mand og Stamsoldatens Tjenestetid til 6 Aar; det satte Bevaringens Øvelsestid til højst 90«Dage, ved Fodfolket fordelt paa to Aar med 60 og 30 Dage, ved de andre Vaaben samlede i eet Aar. Forslaget havde gunstige Chancer for sig. Man kunde gaa ud fra, at det vilde blive antaget i 2. Kammer, hvor det havde født Majoritet, og man vidste, at I. Kam mer var tilsinds at gaa meget vidt i Indrømmelser for dog omsider at faa Hærordnings-Spørgsmaalet ud af Ver den. ikke destomindre forkastedes Forslaget. 1. Kammer ansaa det nødvendigt at kræve Garanti for, at den hver vede Stamptrop paa 30000 Mand virkelig blev holdt fuld tallig og ikke kom til at staa alene paa Papiret, og da 2. Kammer nægtede at give denne Garanti, faldt Forslaget. Da saaledes intet Forslag hverken fra Regeringens eller fra Rigsdagens Side havde ført til noget Resultat, lod Regeringen paany Ilærorganisations-Spørgsmaalet hvile og forelagde i 1880 kun et Forslag til Værnepligts lov. Regeringen mente, at saadanne Principper, som begge Kamre i flere foregaaende Tilfælde hvert for sig havde godkjendt, maatte kunne have Udsigt til at blive fastslaaede ved Lov. Regeringen tillagde Antagelsen af en Værnepligtslov saa stor Betydning, at den af de Geers Ministerium blev gjort til et Kabinetspørgsmaal. 1. Kam mer godkjendte Forslaget, 2. Kammer nægtede det sit Samtykke. Alle Forsøg, som vare gjorte til Løsning af Forsvars- spørgsmaalet, være sig ved fuldstændige Forslag eller ad de partielle Reformers Vej, vare saaledes strandede paa Kamrenes Uenighed, særlig paa 2. Kammer under Grev Posses Ledelse. Det overdroges nu Grev Posse at danne det ny Kabinet. Den foregaaende Periode havde i det Hele været rig paa Ministerkriser. I 186? træffes Ministeriet de Geer ved Roret med Gen. Abelin som Krigsminister, i 1871 Min. Bergstrom. Dette begjærer i 1871 sin Afsked, men det lykkes ikke at danne noget nyt Ministerium, hvorfor Mi nisteriet forbliver, d«g med General Weidenhjelm som Krigsminister. 1 1875 indgiver Min. Bergstrom paany sin Afsked og afløses atter af Min. de Geer, idet dog Gen. Weidenhjelm forbliver som Krigsminister. 1 1877 afløses Gen. Weidenhjelm af Gen. Rosensvard som Krigsminister. Endelig indgiver i 1880 .Min. de Geer sin Demission og afløstes som sagt af Ministeriet Posse. Landtmannapartiet var saaledes kommet til Roret, og det gjaldt nu om at gjøre Partiets Hærlovs forslag fra 1878, baseret paa Kompromiset af 1873, an tageligt for 1. Kammer. Paa Befaling af Hs. Maj. Kongen nedsattes 19. Juni 1880 en Komite, sammensat af Civile og Militære, de første bestaaende af fremragende Med lemmer af begge Rigsdagens Kamre, for at udarbejde fuldstændige Forslag til Ordning af Landforsvaret. Efter 2 Aars Arbejde, nemlig under 19. Juni 1882, afgav Ko miteen sin Betænkning, der dernæst forelagdes Rigsdagen i 1883. Der knyttedes i Sverrig store Forhaabninger til dette Hærlovforslag: det havde 2. Kammers Majoritet for sig, og det skjønnedes antageligt for 1. Kammer, hvem der var viist Imødekommenhed i Garantispørgsmaalet. Forhaabningerne om et gunstigt Resultat fik Næring der ved, at det vidstes, al Landtmannapartiets Fører, Grev Posse, vilde gjøre sit Yderste for at føre Sagen igjennem. Blev nu end disse Forhaabninger paa Grund af Landt mannapartiets Holdning ikke realiserede, har det dog no gen Interesse at kjende Hovedtrækkene i Forslaget, dels fordi det mulig i Fremtiden vil faa nogen Chance for sig, dels fordi det viser, hvad man i militære Kredse, rigtignok under Trykket af de ugunstige politiske For hold, mente at burde tage imod. Værnepligtsloven bestemte, at hver svensk Mand er pligtig at deltage i Landets Forsvar fra 21. til 40. Aar, 6 Aar i Linien (1. Opbud), 6 Aar i Reserven (2. Opbud), Resten af Tjensttiden i Landstormen. Hærens Mandskab bestaar af Stamme og Beva ring. Stammens Styrke er 25000 Mand. Dens Numer- styrke holdes fuldstændig dels gjennem et aarligt Rekrut kontingent af 5500 Mand, dels gjennem ny paatagen Kapitulation. Stammen hverves af Frivillige, som have fyldt 18 Aars Alderen; de antages paa mindst 2 Aar, højst paa 6 Aar. Ved Garantiloven blev det gjort Kommunerne til Pligt at skaffe de fornødne Rekrutter, for saa vidt de ikke kunde erholdes gjennem Frivillige for den Løn, som af Staten stipuleret. Bevaringens Styrke bestemmes ved]de Antal Aars- klasser, hvoraf I. og 2. Opbud bestaar. Uddannelse. Stamsoldaten faar sin forberedende Uddannelse i en 1 Aars Rekrutskole, hvorefter han gjennem- gaar en Korporalskole af 8—12 Maaneders Varighed; dog befries han ikke derved for de 90 Dages Øvelse, som den almindelige Værnepligt kræver. Kun hvis han indgaar paa at blive staaende yderligere et Aar, fritages han for 30 Dages Øvelsespligt i Bevaringen, bliver han staaende endnu et Aar, fritages han for andre 30 Dage og for det tredie Aar for de sidste 30 Dage. — Beva ringens Uddannelsestid er som sagt 90 Dage, ved Fod folket og Trainet 70 Dage i det 1. Aar og 20 Dage i 2. Aar, ved de øvrige Vaaben alle 90 Dage i det 1. Aar. Som Supplement anordnes i Drengeskolerne gymnastiske Øvelser, Militær- og Skarpskydningsøvelser o. L. Sammensætning. Hæren skal bestaa af Linie tropper og Landstorm ; sidstnævnte udelukkende af Fodfolk. Linietropperne ere fordelte i: 26 Reg. Fodf. (af noget vexlende Styrke) med ialt 49 Batl.; 10 Reg. Rytt. å 5 Esk.;
Mobiliseringstabellerne give saaledes et Antal Kom battanter i Linie og Reserve af ialt 103052 Mand; i Landtmannapartiets Forslag var denne Styrke ubetydelig højere, nemlig 107712 En Feltstyrke omtrent af denne Størrelse er stedse bleven anset som nødvendig for Sve- rig, eftersom man gaar ud fra, at en Fjende paa een Gang kan overføre 60—70000 Mand, og at den største Styrke, en Fjende kan overføre og underholde, beløber sig til c. 100000 Mand. Den Krigsstyrke, som saaledes fore- slaas for Sverig, udgjør iøvrigt kun 1,95 °/o af den Be folkning (c. o1/» Miil.), som Landet antages at faa om 15 Aar, til hvilken Tid Hærordningen skulde være gjennemført. Tjensttiden for det værnepligtige Mandskab er som oven udtalt kun sat til 90 Dage. For saa vidt man som Støtte for en saa ringe Uddannelse har paaberaabt Stam mens lange Uddannelsestid, maa dog anføres, at Stammen særlig har Betydning for de specielle Vaaben, hvorimod Hovedmassen af Fodfolk altid vil komme til at bestaa af Bevaring (man paaregner I Stamsoldat for hver 3—5 Mand Bevaring). Men Sverigs Repræsentanter have saa ofte givet tilkjende, at de ikke ville gaa videre, at det vel vil være haabløst at forlange en længre Uddannelses tid end 90 Dage.
Bekostningen. Naar Ilærordningen var bleven fuldt gjennemført, var den beregnet aarlig at koste 26.810.000 Kr. (Forslaget for 1878 var beregnet til 29.900.000 Kr.) Udgiften til Uandforsvaret nu er 23,650,000 Kr. (vel viser Budgettet for 1885 kun 19,418,400 Kr., men heri er ikke iberegnet Udgifter til inddelte Armeen, hvilke Udgifter hvile paa Jordbruget, og som maa anslaas til 4 Mili. Kr.), men det maa mærkes, at den nuværende Hærordning savner Positionsartilleri, Train og flere andre vigtige Elementer i en Hærordning. 23,650,000 Kr. ud- gjør for hver af Landets Indvaanere 5,18 Kr. (Folkemæng den 31. Decbr. 1880 var 4,567,000). Antages efter 15 Aar Folkemængden stegen til 5,333,000, ville de 27 Miil. fordele sig med 5,16 Kr. pr. Individ. Lægges hertil Om kostningerne ved Søforsvaret, c. 7,000,000 Kr., bliver Omkostningerne pr. Individ 6,47 Kr. Det ovenstaaende Forslag, der kun i sine Hoved træk er skitseret, blev, som tidligere sagt, ikke til Lov. Modstanden kom dog ikke fra den Kant, hvor den nær mest skulde ventes, nemlig fra 1. Kammer, den kom tvertimod fra 2. Kammer, som, uagtet Forslaget nøje sluttede sig til Landtmannapartiets Tilbud i 1878, dog opstillede en Række Reservationer vedrørende de vigtigste Punkter af Lovforslaget. Da disse vare uantagelige for 1. Kammer og trods Grev Posses Mæglingsforslag fast holdtes af 2. Kammer, blev Forhandlingen frugtesløs. Lovforslaget faldt og med det Grev Posse, hvis Indflydelse i 2. Kammer i det afgjørende Øjeblik viste sig for svag, idet Bønderne svigtede ham. Decenniers Bestræbelser vare hermed spildte, og Regeringen opgav Ilaabet om at gjennemføre en fuld stændig Hærorganisation. Paa den anden Side maatte imidlertid den uforsvarlige Tilstand paa flere Omraader gjøre det til en Pligt for Regeringen at stræbe ved en stykkevis Reform at faa i det mindste nogle af de værste Mangler afhjulpne. Saaledes maa Regeringens Holdning opfattes under Rigsdagssamlingen 1 884 , idet den lod Spørgsmaalet om Inddelingsværkets Bibeholdelse eller Forkastelse helt hvile og derimod gjennem Krigs ministeren, Chef for Landforsvarsdepartementet, General Ryding søgte at faa Reformer udførte paa følgende Om- raader: 1) ved Armeeforvaltningen. I hvert Militær- distrikt (Sverig er inddelt i 5 Militærdistrikter, hver under sin Generalbefålhafver) foresloges ansat en Feltinten- dant. Motiverne dertil var, at paa Fredsfod vil en saa- dan Embedsmand kunne forskaffe sig Detailkjendskab til Øvelsespladser og Bygninger, Egnens økonomiske Forhold og Ressourcer samt raade over Anskaffelse, Opbevaring og Forbrug af Beklædnings- og Edrustningsgjenstande. Denne Embedsmand vil fremdeles være til Nytte under Mobiliseringen, ligesom det er af Vigtighed at have de højeste Intendanturernbedsmænd uddannede i det Øjeblik, Krigen udbryder. 2) Fæstnings- og Positionsartilleriet. Det foresloges at give Fæstnings- og Posit'onsartilleriet en fra Feltartilleriet skilt Organisation. Motiverne hertil vare fornemmelig, at den rette Haandtering af et kostbart Fæstnings- artillerimateriel med Ammunition m. m. kræver Studier og Erfaring af anden Art, end der kau forventes fra til fældigt Befalingspersonale, tilkommanderet fra Feltartille riet, fremdeles at ved en Mobilisering af Armeen hverken haves Befalingspersonale eller Mandskab til at benytte det Po sitionsartillerimateriel, hvortil Rigsdagen fra 1877 aarligen har bevilget større eller mindre Beløb. Det foresloges at gjøre en Begyndelse ved at orga nisere Fæslningsartilieribataillonen paa Vaxholm samt to Fæstningskompagnier paa Karlsborg. Hvad Vaxholm an- gaar, fremhævedes det Besynderlige i, at denne for Hoved stadens Forsvar saa. vigtige Fæstning er bygget, Kanoner og Ammunition anskaffet, medens tilstrækkelige Artilleri- tropper savnes. Som det nu er, kommanderes dertil 3 Komp. fra Svea Art. Regt. og 1 Konip. fra Gota Art. Regt., hvilket baade med Hensyn tit Tjeneste og Under hold giver Vanskeligheder. Ogsaa til Karlsborg er fra 1877 anskaffet c. 2ls af det behøvende Artilleri Materiel, hvorfor det er nødvendigt at faa Befalingspersonale og Mandskab for ved en Mobilisering at kunne drage For del af Materiellet. 3) Et 3die Punkt vedrører Trainet, idet Sverig mangler organiserede Traintropper. Trainet bliver først organiseret ved Krigsudbrud; liefalingspersonale og Stam- tropper tages fra Troppedelene uden at have nogensom helst forudgaaet Uddannelse og kompleteres med aldeles ukyndigt Bevaringsmandskab. Ikke alene er det at be frygte, at Traintjenesten vil blive tarvelig besørget, men Troppedelene kunne vanskelig taale de Bortkommandoer, som derved afstedkommes, ligesom der opstaar et Tids tab, derved at det indkaldte Bevaringsmandskab ved Mobilisering først maa sendes til Regimenternes Sam lingspladser for at udrustes og derfra til Trainets Mobili seringssted. Her foresloges derfor paabegyndt Organisationen af særegne Trainafdelinger, og særlig til en Begyndelse Op rettelsen af -eu Trainbataillon med Stab. Regeringen var ikke saa heldig at vinde Repræsen tationens Samstemning for sine Forslag; det eneste, der opnaaedes, var, at en Trainbataillon bevilgedes oprettet fra 188 5. Regeringen har derfor i 1885, idet den fremdeles har ladet Spørgsmaalet om Ind delingsværkets Forkastelse eller Bibeholdelse henligge, maattet fortsætte disse Bestræbelser paa at forbedre det Bestaaende ved at foreslaa eller — da Reformer paa alle Hærvæsenets Grene ikke kunne udføres paa een Gang — i det mindste antyde den Retning, i hvilken der bør arbejdes, hvorved den dog saa meget som muligt har stræbt at holde sig til saadanne Reformer, som alle maa antages at kunne enes om. Maalet, der bør til stræbes, angives at være Oprettelsen af nogle ny Troppe afdelinger, Forkortelse af Tjenestetiden for Stammandskabet for ved en Mobilisering at have et større Antal uddannet Mandskab til Disposition, og Indførelse af en efter Tidens Fordringer afpasset Lov om Bevaringen. Regeringens 'Program angaves Jan. 1885 kortelig som følger: Den inddelte Armee lades urørt. Den hvervede Armee, hvis Mandskab engageres for en Tid af 3—6 Aar, bør næppe engageres for mere end 2 Aar, den Tid nemlig, som udfordres for ved Special- vaabnene at gjennemgaa fuldstændige Rekrut- og Korpo ralskoler. Oprettelsen af flere Trainafdelinger er nødvendig, men kan udskydes, indtil Erfaring er indvunden ved den fra 1885 oprettede Trainbalaillon. Ved Ingeniørtropperne behøves Oprettelsen af en Jernvejsafdeling, men dette Spørgsmaal bør ikke komme i 1ste Linie. Heller ikke hvad Rytteriet angaar skulde Forslag forelægges Rigsdagen i 1885. Men det erkjendtes, at Ryttleriet som det Vaaben, der ved Krigsudbrud først træder i Virksomhed, er uheldig stillet, naar det som det inddelte Rytteri maa rykke ud med Heste, der, afgivne af Bønderne, mangle den Trænering og den Dressur, hvorpaa Feltdygtigheden for en Del beroer. Det Maal, der i Fremtiden maa arbejdes henimod, maa være det, at det inddelte Rytteris Underhold helt overtages af Staten. Forhandlingerne paa Rigsdagen i 1885 kom til at dreje sig om de af Regeringen i Januar indbragte Lov forslag, hvorved der i Forening med Forslag om Af skrivning af 30 pCt. af Grundskatterne og en tilsva rende Erstatning for den Jorden paahvilende Rust- og * Roteringsbyrde foresloges en Udvidelse af de Værne pligtiges Øvelsestid med Udstrækning af Værnepligten til et større Antal Aldersklasser. Foruden al Regeringen i sine Motiver kunde henvise til, at Rigsdagen ogsaa i tidligere Aar havde godkjendt lignende Forslag til Værne pligtslov, blev det særlig hævdet, at det paa Krigskun stens nuværende Standpunkt er aldeles umuligt at bygge Forsvaret paa en ufuldstændig øvet Stamme (inddelte og hvervede Tropper), som ved Mobilisering skal optage en 3—4 Gange saa stor værnepligtig Masse med kun 30 Dages Øvelse. Den Udvidelse af Værnepligten, der Januar 1885 foresloges, gik derfor ud paa i Lighed med Forslaget fra 1883, at Bevaringen ialt skal omfatte 12 Aldersklasser istedetfor 5, at det værnepligtige Mandskab skal være pligtigt at deltage i Rigets Forsvar fra 21.—40. Aar, nem lig 6 Aar i 1ste Opbud, 6 i 2den og 8 Aar i Land stormen, og at Øvelsestiden fra 1887 at regne skal ud strækkes fra 30 til 48 Dage (for Fodfolkets Vedkom mende fordelte med 33 Dage det første Aar, lo Dage det andet, for Specialvaabnene alle 48 Dage det første Aar). — Da det saa ofte er bleven udtalt, at 90 Da ges Øvelser er Minimum af Øvelsestid, der maa haves, maa det have krævet Resignation foreløbig at foreslaa 48 Dage, men saa ringe som Uddannelsestiden nu er, maa enhver Udvidelse siges at være af Betydning. I Throntalen udtaltes det, at Kongen forrest blandt de Forholdsregler, som udfordres til en Styrkelse af For svarsvæsenet med Bibeholdelse af det nu bestaaende Grundlag for Hærens Organisation, stiller Udviklingen af den nuværende «Bevåringsindretning». Under Forhandlingerne viste sig snart Enighed, hvad angik Spørgsmaalet om Grundskatternes Afskrivning; derimod stillede det sig længe tvivlsomt, hvor vidt 2det Kammer vilde gaa ind paa Værnepligtens Udvidelse. Det herom nedsatte Udvalg stillede omsider følgende Mæglingsforslag: < Enhver svensk Mand skal være værnepligtig fra det fyldte 21. Aar til det fyldte 32. Aar; Tjensttiden i Be varingen skal udgjøre 6 Aar; i de følgende 6 Aar skal den Værnepligtige gjøre Tjeneste i Landstormen. Øvelsestiden skal være 42 Dage; Forøgelsen indtræder strax med 6 Dage og yderligere med 2 Dage i Aarene 1887, 1889 og 1891. Dette Mæglingsforslag, der altsaa gik ud paa af Forslaget at stryge 6 Aars Tjeneste i 2det Opbud og 2 Aars Tjeneste i Landstormen og kun at forøge Ud dannelsestiden med 12 Dage, blev af Iste Kammer ved taget med 79 St. mod 50, af 2det Kammer med 126 mod 83. Kesultatet er altsaa 30 pCt. Afskrivning af Grund skatterne mod 12 Dages Forøgelse af Tjenestetiden foruden den ommeldte Forandring i Værnepligtsloven. Spørgsrnaalet er ,vel nok, om ikke Resultatet er for dvrekjøbt. Imidlertid maa det erindres, dels at Landt- mannapartiet Decennier igjennem har opstillet det som en Hovedfordring at faa Grundskatterne, der vurderes til 10 Miil Kr. aarlig og altsaa repræsentere en Kapital af 200 Mili. Kr., afskrevne, dels at man fik Følelsen af, at Forøgelsen af de 12 Dage ikke lod sig vinde for billigere Kjøb. Da Lovforslaget i sin l’id fremsattes, antoges det almindelig — idet man nemlig sammenholdt Afskrivnin gen af 30 pCt. med Forøgelsen af 18 Øvelsesdage —, at Tanken var den, at naar Grundskatterne vare fuldstændig afskrevne, skulde Øvelsesdagene være forøgede med 60, altsaa til 90, det samme Antal Dage, som var opført i Forslaget fra 1883. Nu er ogsaa dette llaab slukt; man kan nu højst haabe paa som Ekvivalent at vinde en Uddannelsestid af 70 Dage. Det Gode er imidlertid vunden, at Kontrollen med de Værnepligtiges Møde vil overgaa fra de civile til de militære Myndigheder. Denne Foranstaltning er af stor Vigtighed, eftersom det som oven berørt har viist sig, at Antallet af det værnepligtige Mandskab, særlig af de dannede Klasser, som søger at unddrage sig den overordentlig ringe Uddannelse til Krigstjenesten, er i stadig, ja i foruroligende Stigning. Riget vil blive inddelt i Bataillons- og Kompagniomraa- der, og Straffen for Udeblivelse fra Mønstring skærpet, saa at der vindes Sikkerhed for, at det værnepligtige Mandskab indfinder sig under Fanerne. Hvorledes Spørgsmaalet om den svenske Hærs Om organisation vil udvikle sig i Fremtiden, er det umuligt at sige noget om. Paa den ene Side kan det synes betydningsfuldt, at det dog endelig er lykkedes Rigsdagen at træffe en Beslutning paa Forsvarssagens Oinraade; det kan give Haalt om fremtidige Reformer og slutte lig om en hel Armee - Organisation, Paa den anden Side spaaer det ikke godt, at tlen tagne Rigsdagsbeslut ning er bleven stærkt kritiseret baade af yderste Højre og af yderste Venste. Yderste Højre dadler 1ste Kam mer for dets Eftergivenhed og siger, at det ved denne Lejlighed er faldet ned fra den Piedestal af almindelig Anseelse for politisk Selvstændighed og virkelig Karakter- fasthed, hvorpaa det selv stillede sig 1883. Yderste Venstre dadler 2det Kammer ligesaa stærkt og beskylder Bønderne paa Rigsdagen for at have sat deres private Interesser over det Heles Vel. Landtman n a partiets Stilling til H æ r o r d - nings Spørgsmaalet er del ret interessant at be tragte. Vi se, hvorledes dette Parti ligefra dets Stiftelse i 1866 — 67 har staaet fast som en Mur, hver Gang det drejede sig om at hævde Bondestandens Særinteresser, men at Partiet iøvrigt kun har kunnet enes om rent negative Skridt og er faldet fra hinanden, hver Gang det drejede sig om at tage en Beslutning. Partiet har ingen sinde drevet Visnepolitik, men dets Handlemaade er for uden af Partiinteresse blevet stærkt paavirket af Spar- sommelighedshensyn, hvorved dog anerkjendende maa fremhæves, at Partiet i Spørgsmaalet om Hærens Løn ninger for c. 10 Aar siden stillede sig endog paafaldende liberalt og ved sine Afstemninger viste, al Partiet ban lyste enhver Tanke om at lade Statens Embedsmænd undgjælde for den politiske Strid. Partiet kom til Roret i 1880 og vilde — Enighed forudsat — have magtet at føre sit Hærordningsprogram, der var billiget af de indflydelsesrigeste Militære, gjennem. Men Partiet fuldt fra hinanden, og Grev Posse fik Løn som forskyldt. Som Fører for Partiet havde han ved at lade det svinge fra Beslutning til Beslutning umuliggjort enhver Beform. Hans Løn var den, at da han i det afgjørende Øjeblik krævede Partiets Hjælp for at faa Hærreformen — Par tiets eget Program — gjennemført, svigtede det ham. De, der have Interesse for vort Naboland, kunne kun beklage den forhaandenværende Situation, der skyder Spørgsmaalet om en Omorganisation ud i en ubestemme lig Fremtid. Sorgløsheden i Repræsentationen pau dette Om- raade er utilgivelig, men har dog nogen Forklaring i den lange Fredsperiode, Sverig har haft, der gjør, at mange i Nationen ikke tro paa Muligheden af en Krig. Hæren som suadan savner ingenlunde Sympathi i Befolkningen, tvertimod. Nationen ser op til Hæren og er stolt af dens Krigshistorie, det svenske værnepligtige Mandskab afgiver et fortræffeligt Soldatermatcriale, og det svenske Officerskorps, særlig Generalstaben og de specielle Van hen, staar i høj Anseelse for Dygtighed. 1 Sverig an ses det for en Æressag at tjene i Hæren , hvorfor Lan dets bedste Familier sende deres Sønner ind i Officers korpset. Sverig har med andre Ord fortrædelige Betin gelser for at erholde et kraftigt Hærvæsen, men de be nyttes kun i ringe Grad; Partiinteresserne truer med at gjøre Nationen forsvarsløs og at sætte Landels Selvstæn dighed paa Spil.
