Rytteriets Estandarter

Oom bekjendt har enhver af vore Eskadroner sin egen Estandart, der indrangeres paa et bestemt Sted i Midten af I. Geled, medens i Fodfolket kun Bataillonen og ikke Kompagniet medfører en Fane, hvis Plads afhænger af Fægtningsforholdene,.

I fremmede Rytterier er Forholdet et andet. I det østerrigske t. Ex. afskaffedes Estandarten i 1868, i det italienske skete det samme i 1871. Et fransk som ogsaa et tydsk Rytterregiment, har kun 1 Estandart, der i Nor- malopstillingen har sin Plads i en bestemt Eskadron, men under Begivenhedernes Gang kan tildeles den ene eller den anden Eskadron efter Eskadronernes øjeblikke­ lige forskjellige Virksomhed.

I øvrigt har denne ene tilstedeværende Estandart ikke altid været bestemt til at skulle medtages i Felten og til Manøvrerne; saaledes har det en Tid været i Frankrig, hvor der for ca. to Aar siden er given en Be­ stemmelse i modsat Retning.

Der er ogsaa mange Steder i Udlandet, hvor ved Fodfolket Fanen er sparsommere tilstede end hos os. I Frankrig har t. Ex. mindst i de sidste 60 Aar kun Re­gimentet og ikke Bataillonen haft sin Fane; i Italien og Østerrig er der ligeledes kun 1 Fane ved hvert Regi­ment.

Denne Estandartens sjældnere Forekomst andetsteds er ikke nogen Følge af Tilfældigheder eller Vilkaarligheder, men begrundet i de i Krigen gjorte Erfaringer under Hensyn dels til Estandartens Betydning, dels til Vaabnets Anvendelse.

Estandarten (Fanen) er et kostbart Klenodie; den er intet ringere end Symbolet paa Fædrelandet. Naar Sol­daterne flokkes om Fanen, for at forsvare denne, da værne de om deres Fædreland.

Den tidligere almindelige, men hos os ophørte Af­ læggelse af Troskabseden ved Fanen vidner ogsaa om dennes store Betydning. Paa en underlig skjult Maade forsvandt denne smukke og højtidelige Skik ved § 11 i Hærloven af 1867:

«Alt det aarligt udskrevne Mandskab, der er fun­ det tjenestedygtigt til den egentlige Krigstjeneste, indkaldes til Uddannelse. Fane-Eden afskaffes.»

Et Klenodies Kostbarhed afhænger for en Del af dets Sjældenhed; alene ved en sjældnere Tilstedeværelse vil Fædrelandets Symbol vinde i Anseelse og Betydning.

Hensynet til Estandartens Betydning bør imidlertid ikke være ene afgjørende, naar Spørgsmaalet drejer sig om, hvilket Antal Estandarter der skal tildeles Rytteriet. Den Virksomhed, som Vaabnet er kaldet til at skulle udøve under alvorlige Forhold, maa i tilbørlig Grad tages med i Beregningen. Det maa derhos erindres, at det, der i egen Haand er et Klenodie, bliver i Fjendehaand en Trofæ, og Adgangen til at erhverve en saadan maa gjøres saa vanskelig som muligt.

Alene Uligheden i Antallet af Estandarter vil under iøvrigt lige Forhold stille den Part mest ugunstigt, som har det største Antal.

De mange Opgaver, der udenfor selve Slaget ville blive stillede Rytteriet, ville meget ofte bevirke, at Eska­dronerne komme til at optræde enkeltvis med Hverv, der kunne medføre, at Styrken opløses i større og mindre Dele, i hvilke der til Opnaaelsen af det tilsigtede haves Brug for hver eneste Rytter.

Den Afdeling, til hvem en Estandart er betroet, har foruden sine mange andre Pligter tillige den at sørge for en ærefuld Bevarelse af Klenodiet. I særlig Grad paahviler dette den Del af Afdelingen, hvori Estandarten har sin Plads; den maa i dette Øjemed holde sin Styrke mere eller mindre samlet, hvorved dens Anvendelse i andre Øjemed indskrænkes i Forhold hertil.

Rytteriets Exercerreglement, i hvis Aand samtlige enkelte Dele uden Hensyn til oprindelig Plads eller sær­ lig Beskaffenhed burde kunne anvendes i et hvilket som helst Øjemed, giver ogsaa Bestemmelser om, at «Estandartdelingen» ikke maa vælges, at «Estandartfireren» for­ bliver sluttet eller ikke sidder af.

Det er saaledes utvivlsomt, at en Estandarts Til­ stedeværelse direkte og indirekte binder en Del andet­ steds anvendelige Ryttere, ofte hæmmer en Eskadron i sine Bevægelser og vanskeliggjør Foretagender udenfor selve Slaget, af hvilke der gives saa overordentligt mange; man behøver i saa Henseende blot at nævne Efterretnings­ tjenesten og Kystbevogtningen.

Ved Estandarten bindes i enhver af vore Eskadroner fuldstændigt Estandartfireren; regnes denne til 7 Ryttere, bliver det sammenlagt et Antal af 105 Ryttere, hvoriblandt ca. 30 Befalingsmænd, der ikke kunne benyttes til nogen som helst anden særlig Tjeneste; i Forhold til vort Ryt­ teris ikke betydelige Styrke er det et ret anseligt Tal.

I videre Forstand ville af Rytteriets 45 Delinger (15 Eskadroner å 3 Delinger) kun de 30, altsaa de to Trediedele, frit kunne anvendes i Reglementets Aand, medens man med Hensyn til de andre 15 vil være mere eller mindre bunden i sine Dispositioner.

Det kan heller ikke lades ude af Betragtning, at Estandarten saavel under alvorlige Forhold som under Fredsøvelserne ofte tidligere kan røbe Rytteriets Tilstede­ værelse, i ethvert Tilfælde give Oplysning om Styrke­ forholdene.

Som et ganske vist underordnet Moment skal anføres den uberettigede Betydning, som en Estandarls blotte Tilstedeværelse, uden at der tages Hensyn til den medfølgende Styrke, ikke sjældent faaer under Øvelserne, naar den ene Rytterafdeling staar lige overfor den anden.

Hvis man af de ovenfor anførte Aarsager indskrænkede Es tandarternes Antal, i hvert Fald under Udrykning, til 1 ved hvert Regiment, blev derved opnaaet, at en Del bundne Kræfter frigjordes, at Eskadronerne bleve friere i deres Bevægelser paa samme Tid, som Estandartens Betydning hævedes, og vort Ryt­teri, hvad Estandarter angaar, blev stillet under mere lige Forhold med Modstanderne.

En Følge heraf burde da endvidere være, at Estandartføreren blev en haandfast og dygtig ældre Under­ officer (med 8 Aars Hæderstegn) og ikke, som nu saa ofte er Tilfældet, snart en og saa en anden Korporal eller Underkorporal. I Modsætning hertil skal anføres, at et fransk Rytterregiments porte-étendard er Lieutenant.

Det skulde være en Hæder for vedkommende Under­ officer at være udtagen til at føre Estandarten; af denne Grund og ved maaske for et længere Tidsrum at beklæde Posten som Estandartfører vilde han føle sig ydermere knyttet til Estandarten, som Fjendehaand kun efter Kamp til det yderste skulde vriste fra ham. Kunde dermed være forbundet et særligt Kjendetegn og navnlig et maanedligt Tillæg, vilde man paa en smuk Maade kunne hjælpe lidt paa en ældre Underofficers beskedne Stilling.