Log ind

Rytterfrisen i Aal kirke - En dansk middelalderkampscene

#

Af kaptajn E. O. A. Hedegaard

Introduktion:

Den 18. maj 1982 indviedes på Hærens Kampskole i Oksbøl et nyt skoleområde, hvor de stadig øgede krav til en intensiv og frugtbringende undervisning efter de mest moderne pædagogiske principper er tilgodeset^. Indvielsen foretoges af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, der selv har været elev på skolen i 1969. Prinsen var ledsaget af bl.a. forsvarschefen general K. Jørgensen samt chefen for hæren, i dag inspektøren for hæren, generalmajor H. M. H. Boysen^). Blandt de mange fornemme og velvalgte gaver, der fra såvel civil som militær side afleveredes til skolechefen, oberst R. C. Jørgensen, var også Blåvandshuk kommunes, der ubetinget indtager førstepladsen. Det var et relief af den berømte, middelalderlige rytterfrise, der findes som kalkmaleri på nordmurens nederste halvdel i Aal kirke, Vester Home Herred, Ribe amt, der ligger ca. 4V2 km fra Oksbøllejren^).

Relieffet, der er fem meter langt, er skabt af kunstneren Agnethe Brittasius, og det afsløredes af borgmesteren i Blåvandshuk, hr. Harry Thomsen. Det må siges at være et overordentligt velvalgt motiv, som kommer godt til sin ret i hallen på kampskolen^). Denne rytterfrise, som er berømt i det internationale kalkmaleris historie, forestiller en voldsom rytterkamp mellem jemklædte krigere og dateres til første fjerdedel af 1200-tallet. Den er aldrig skildret i vor militærhistoriske litteratur, og da den har betydelig ikonografisk interesse til en belysning af dansk middelalders krigs- og våhenhistone, skal den derfor i denne fremstilling gøres til genstand for en nærmere undersøgelse og diskussion.

Kilderne:

Bortset fra selve frisen, som desværre kun er bevaret i stærkt fragmentarisk form (fig. 1-4), er her benyttet såvel utrykt som trykt materiale samt - til sammenlignende studier - de typer af tidens våben og udrustning, som er bevaret i Nationalmuseet^). Desværre er begyndelsen af 1200-tallet for våbens og især hjelmes og brynjers vedkommende et meget tidligt tidspimkt, så det er stærkt begrænset, hvad der eksisterer af datérbare effekter. Forrest blandt det utrykte materiale står i Nationalmuseets 2. Afdeling (afdelingen for dansk middelalder) en række fundrapporter, undersøgelsesog konserverings- samt restaureringsrapporter med professor Jacob Komerups (1825-1913) afdækningsrapport fra 1886, da frisen blev genfundet, i spidsen®). Hertil kommer professorens fremragende akvareller, malet på stedet med de originale farver. Det hele beror i afdelingens antikvarisk-topografiske arkiv’). Af museale genstande skal peges på de middelaldervåben og brynjedele, der findes i museet, sekundært i Tøjhusmuseet og enkelte private samlinger. For så vidt angår trykte kilder, henvises til den selektive, annoterede bibliografi, der dækker såvel kalkmalerier som periodens krigs- og våbenhistorie. Middelalderens kalkmalerier i kirkerne er - bredt sagt - datidens tegneserier. Middelaldermennesket havde som bekendt ikke adgang til mange medier. Kun et begrænset fåtal kunne læse, og med hensyn til de visuelle medier koncentrerede disse sig primært om de kirkelige udsmykninger i en sakral sammenhæng, fx billedbibler og helgenbilleder*).

Under alle omstændigheder er det en kendsgerning, at den religiøse billedkunst - god eller dårlig - udgjorde den overvejende non-verbale kommunikationsform - kontaktflade - til hovedparten af befolkningen i Middelalderen: Middel- og underklassen. Heraf følger muligheden for en psykologisk påvirkning, evt. politisk motiveret, af billedbeskueme. Denne betragtning vedr. påvirkning er relevant, idet tidligere undersøgelser omkring kalkmaleriemes financiering viser, at maleribestillerne meget naturligt synes at have en samfundsmæssig placering blandt datidens overklasse og magthavere’’). Det skal endvidere understreges, at kalkmalerieme udgør en middelalder-arkæologisk levning, der med ganske få undtagelser stadig befinder sig in situ. Proveniensproblemet eksisterer således ikke. Til gengæld er det i høj grad et problem, i hvilket omfang de gennem de skiftende slægter er blevet ommalet, for slet ikke at tale om forrige generationers hårdhændede restaureringer og forsøg på rekonstruktioner. Malerierne karakteriseres ved deres placering i kirken, deres teknik, ornamentik, persontegning og -fremstilling samt ved motiverne. Igennem disse karakteristika kan de dateres og normalt placeres i en større stilmæssig, kunsthistorisk, ikonografisk og kulturhistorisk sammenhæng®®). Det må fastslås, at hovedparten af kalkmalerieme er blevet malet som illustrationer til Bibelen, helgenlegender og -martyrier samt til de kristne bønner^"). De har således oftest ingen kildeværdi i egentlig forstand, men til studiet af disse illustrationers udvikling, til ikonografien og helgendyrkelsens historie indeholder de oplysninger af betydelig interesse. Det skal dog erindres, at man gang på gang kan fastslå, at kalkmalerieme er malet efter forlæg, ofte udenlandske, hvilket kan nedsætte deres oplysningers værdi, hvis de ovennævnte emner ønskes studeret i et specifikt dansk aspekt“). Blandt kalkmalerieme har diskussionen om disses kildeværdi med særlig interesse gmpperet sig om de romanske kamp- eller rytterbilleder, hvilket især er af interesse for denne fremstilling. Et af de uløste problemer er, om de kan betragtes som samtidige skildringer af historiske begivenheder i vort lands historie. Fra Bayeux i Nordfrankrig, hvor det berømte tapet, forestillende Vilh. Erobrerens landgang i England 1066 og slaget ved Hastings, hænger, er der jo et tilfælde, hvor en så gOdt som samtidig skildring af et historisk slag er blevet ophængt i en kirke. Naturligvis har dette virket æggende på mange forskere, om man virkelig var i stand til at påvise danske paralleller fra den danske krigshistorie i de rytterbilleder, der findes i kirkerne i Skibet, Sdr. Nærå, Højen, Aal, Skanderup og Hornslet*^). Ved denne frise i Aal står vi over for en af dansk middelalders fornemste afbildninger af en rytterkamp fra begyndelsen af 1200-tallet. Det er et billedepos af et så usædvanligt karat og med en så fortættet, særpræget udstråling, at det i virkeligheden kommer på højde med de bedste fra fx kirkerne i Norditalien. Ligesom fx Bayeux-tapetet er en af de bedste primærkilder til våben, udrustning og taktik fra tiden omkring 1066, således er denne frise en tilsvarende kUde til de våben og den udrustning, der var brugelig i Nordeuropa i begyndelsen af 1200-tallet^^). Nærv. fremstilling prætenderer ikke at drage nogen endegyldig konklusion eller fælde indiskutable domme. Det vUle være for dristigt, og der er næppe tilstrækkeligt historisk belæg herfor. Den følgende diskussion tager derfor sigte på at præsentere en række tilsyneladende bæredygtige såvel historiske som psykologiske tolkninger, afveje dem mod hverandre, måske tilføje nye, inspirerende synspimkter og derefter overlade resten til læserens mere eller mindre velboniterede gisninger.

Kompositionen:

Frisen (fig. 1-4) forestiller en slagmark, hvor to pansrede rytterstyrker støder sammen^^). Der er - i modsætning til nogle andre lign. afbildninger - tilsyneladende ingen mulighed for at erkende et system, en taktik, et sted, hvor man kan sige, at her begynder den ene parts styrke, og her den andens. Kampen er afbildet på det tidspunkt, hvor det ordnede indbrud i den ene parts geledder har fundet sted, og den er nu nået til den fase, hvor den er gået over i den uordentlige kamp, mand mod mand, som et middelalderligt rytterslag altid hurtigt endte i, og hvor enkeltmand skulle have lejlighed til at udmærke sig. Helt til venstre (fig. 1) ses en kronet kriger, utvivlsomt en konge, og bag ham en kriger, begge med sværd »i hvil« og på venstre arm førende det lange, trekantede og stærkt hvælvede skjold med afrundede hjørner. De står begge i en tindet borg eller borggård og betragter kampen foran sig, hvor rytterne krydser klinger og hugger hverandre af sadlerne på en så brutal og naturalistisk måde, at beskueren næsten fornemmer klangen af sværdene mod hjelme og skjolde. Psykologisk fint speedes tempoet op fra krigeren, der rider frem fra borgen med sværd i »dækstiUing« (fig. 1). Det kulminerer dér, hvor den næste kriger kæmper mod tre modstandere på én gang (fig. 1-2). Han rejser sig helt op i den høje sadel, dækker ansigtet bag skjoldet, og står med strakte ben i stigbøjlerne for at kunne lægge al sin kraft i hugget. Det stilner atter, hvor den tredie tvinger sin modstander i knæ (fig. 2). Som en slags kulisse eller sceneadskillelse kommer dernæst et par mærkeligt udseende træer, som kendes fra andre danske og udenlandske kalkmalerier fra samme periode.

Skærmbillede 2020-04-02 kl. 14.12.15.png

Skærmbillede 2020-04-02 kl. 14.12.35.png

Så følger kampens toppunkt (fig. 3). I det sanseløse myldfer ses en kriger hugge hovedet af en modstander, og inden hovedet rammer jorden, når han yderligere at kløve det! Dette usandsynlige ekvilibristnummer er fra kunstnerens side et klart tegn på at ville tydeliggøre kampens vildskab. Modstanderens skræmte hest er allerede på flugt under ham, hvorved den - sammen med et træ - kommer til at darme overgang til frisens sidste, noget roligere fase (fig. 4). Her er en spyd- eller lansebevæbnet kriger i kamp med en modstander, der dækker sig for stødet bag sit skråtstillede skjold. Modstanderen er desværre ikke bevaret, og her ender frisens figurer. Den har givet fortsat med at vise fjenden pa flugt. Alle farver er holdt i okker, gullige og rødbrune farver.

Tolkningen:

Bevaringstilstanden er ikke god, og professor Komerup foretog - i modstrid med nutidens videnskabelige synspunkter vedr. arkæologi - et noget hårdhændet restaureringsarbejde, hvor nok for meget stammer fra kunstnerens redebonne forsøg på en »forbedring«^®). Inden vi dykker ned i tolkningens substans, skal et par forhold understreges. De fleste middelalderlige kalkmalerier i Danmark er malet efter forlæg. Ligesom hovedparten af anden kulturpåvirkning stammer også forlæggene fra det sydlige Europa. De fulgtes dog ikke slavisk, men tilpassedes ofte nordiske forhold, fx med hensyn til tidens dragter, våben, udrustning etc.^®). Det vil sige, at det oftest kun er motiwalg og kunstnerisk komposition, der - betinget af forlæg - bliver sekundær billedkilde, hvorimod de konkrete vidnesbyrd, våben, hjelme, sadler, harnisker, heraldik o.s.v. næsten altid er afbildet efter kalkmaleriets samtid, hvorved frisen får interesse for dansk militærhistorie. Når man tillige ved, at langt hovedparten af alle kalkmalerier forestiller bibelske motiver eller motiver fra helgenlegendeme, som aUe voksne dengang var fuldt fortrolige med, bliver resultatet en række »firkantede« anakronismer, mærkelige sammenblandinger af oldtid og middelalder^^). De middelalderlige kunstnere, hvad enten de fremstillede altertavler, kalkmalerier, døbefonte m.v., kendte ikke Oldtidens krigeres udseende. Vi har derfor masser af gengivelser af fx Jesu arrestation i Gethsemane Have, hvor de romerske legionærer er udstyret som 1500-tallets landsknægte med hellebarder, luntelåsgeværer og pludderbukser^®). Vi ser Abraham i en pladerustning med rejste skulderkamme og visirhjelm fra Christian m ’s tid. Man ser Knud den Helliges mord i Odense 1080 med en kanon i forgrunden, trods det, at kanoner først forekommer ca. 300 år senere o.s.v.^®). Det svarer - noget forenklet - til, at vi i dag afbildede generalløjtnant de Meza ved Dannevirke 1864 til hest, iført moderne kampuniform, stålhjelm og med en Neuhausen-pistol i livremmen. Krigsvæsenet var i de nordiske lande organiseret på en fra kontinentet 

Skærmbillede 2020-04-02 kl. 14.13.10.png

Korsridder fra begyndelsen af 1200-tallet. - Håndkol. tegning i illumm. håndskrift i British Museum. Den er en glimrende krydsreference til frisen i Aal kirke og har måske været forlæg for kalkmalerier i Danmark eller udlandet. Ridderen er iført fuld brynje med hætte og luffer. Derover bæres den korsprydede kjortel, der skærmede for solens stråler. Kjortelen er muligvis prydet med hans slægtsvåben, som går igen på lanseflaget. Bevæbningen er rytterlanse og det romanske, brede slagsværd med rosetformet kontravægt. Over ham ses væbneren klar til at sætte felthovedbeklædningen, den lukkede tøndehjelm, ned over hovedet på ham, når bønnen er endt. - (Kol. gengivelse i Vesey Normans: »Arms and Armour« (London 1964).

forskellig måde og byggede på den offensive ledingsflåde og det defensive landevæm^^). Et ridderskab og rytteri helt på højde med det kontinentale fik vi ikke herhjemmme, selv om stor indflydelse sydfra gjorde sig gældende. I henseende til udrustning adskiller Danmark sig derimod ikke væsentligt fra udlandet. Våbenudstyret følger stort set den mellemeuropæiske linie, og det bevarede våbenmateriale er ikke forskelligt fra det tyske^^). Med hensyn til, hvad frisen forestiller, er vi på totalt bar bund. Det ligger lige for, og er naturligvis fristende at postulere, at motivet er fra Danmarkshistorien og så fx lede i Saxo og finde et betydningsfuldt slag fra Valdemar den Stores (1157-82) eller Knud den Sjettes (1182-1202) perioder. Der er nok at tage af, fx fra borgerkrigen i 1130’eme eller vendertogene i slutningen af århundredet. Så nemt er det nok ikke. Alle krigerne er bevæbnet og iført Valdemartidens mundering, som vi kender godt fra talrige andre afbildninger i illumminerede håndskrifter, på kalkmalerier og stenfigurer, mindre fra de bevarede effekter, hvorved frisen bliver en glimrende krydsreference til andre gengivelser. Det vil sige tætsluttende brynje fra isse til hæl med brynjehætte og -luffer. Ofte blev derover båret en ærmeløs, løstsiddende, ulden kjortel (fig. 5), som fremkom under det første korstog til beskyttelse mod solens strålers voldsomme opvarmning af metallet, i snit påvirket af minnesangemes løstsiddende kjortel. Den blev i slutningen af 1200-tallet armeret med indvendigt påsyede eller pånittede jemplader, der bliver begyndelsen til den senere pladerustning^^). Hjelmen er allevegne den halvrunde, åbne, og det er påfaldende, at den ingen næse- eller ansigtsbeskytter har. De tilsvarende, men lidt senere billeder i Hornslet og Skanderup kirker, har tydelige næseskinner som på fx Bayeux-tapetet, og som gav en vis beskyttelse for et vandret eller skråt ført hug hen over ansigtet. Den halvrunde hjelm - i modsætning til den mere spidse »normannerhjelm«, som var den almindelige - er ret atypisk for norden, og den findes i højere grad på afbildninger fra udlandet (se fig. 6). Dette forhold rejser straks et spørgsmål,om kunstnerens forlæg. Selvfølgelig har han kendt en dansk krigers udseende, men han har til sit arbejde evt. nøjedes med at se på afbildninger af krigsfolk i en intemationalintereuropæisk opfattelse end direkte kilder til dansk historie^^). Man kan undre sig over, at ingen er udrustet med den lukkede tøndehjelm med smalle kighuller. Denne hjelmtype fremkom i 1100-tallet mellem 1. og 2. korstog (1096-99 og 1147-49) og var altså kendt, da kunstneren udførte frisen^^). Den ses ofte på andre afbildninger fra samme tid (fig. 5 og 6), og der kendes ingen regler for, hvem der bar den, om end den primært må henregnes til ridderstanden. Fig. 6 kunne tyde på, at hjelmtypeme åbne (halvrunde/spidse), lukkede og den mere moderne »keddelhat« med slQ^gge hele vejen rundt, i virkeligheden begyndelsen til vore dages stålhjelm, nærmest blev båret i flæng.

Skærmbillede 2020-04-02 kl. 14.14.06.png

Rytterkamp fra begyndelsen af 1200-tallet. - Billedet, der er fra en illumm. fransk billedbibel, viser den romanske middelalders vigtigste våben og udrustning. Krigerne, hvorimellem er to kronede fyrster, er i fuld brynje med enten tøndehjelme eller åbne med og uden næseskærm. I midten og længst til højre ses den moderne »keddelhat«. Af våben ses både sværd, økse og stridskølle. Skjoldene er bemalede med heraldiske figurer. - Kol. gengivelse i Harold L. Peterson: »Fra Våbnenes Skatkammer«, Odense u.å.

Sværdet er det brede, romanske hugsværd med cirkulær skiveknap eller kontravægt og enten lige parerstang, hvorved man fik det (kristne) korsformede greb, eller nedadbøjet parerstang, hvorved der opnåedes større mulighed for ved en fuldgod parade at »fange« modstanderens klinge et kort, men vigtigt øjeblik^'^). I øvrigt ved vi ikke ret meget om fægtekunsten, eller snarere huggekunsten, fra denne periode. De islandske sagaers udsagn herom er for tågede og upræcise til, at vi kan få reelt kendskab til egentlige former for hug og parader. Alle kendte fægtebøger er fra 1400-tallet og senere^®). At der selvfølgelig har eksisteret et vist system, er klart. Det har vel i hovedsagen indskrænket sig til »de seks forberedende hug« og tilsvarende enkle parader og modhug, som jo indlærtes med de tunge ryttersabler ved rytteriet lige op til 2. verdenskrig. Den lille »tunge«, som ses midt på nogle af de nedadbøjede parerstænger, kan muligvis opfattes som en skedelås^^). Med hensyn til skjoldene er ingen af dem bemalede med en form for heraldiske figurer. Kun et enkelt (fig. 2) kan muligvis siges at have en »pæl« af en anden tinktur ned gennem skjoldet, men det er givet kun et fantasimønster. En identifikation ad denne vej er altså umuUg^*). På flere af krigerne ses skjoldets bærerem rundt om nakken. Den mest problematiske figur er krigeren med spyd længst til højre (fig. 4), og man spørger uvilkårligt sig selv, om kunstneren nogensinde har set en rytter med fældet lanse. Hvis rytteren har deltaget i en kamp af denne art, så er det rytteri, der er afbildet, Middelalderens tunge slagrytteri, hvor det første sammenstød med fjenden foregik med fældede, fast anlagte lanser. Når disse knækkede eller sad fast, trak man sværd, økser eller stridskøller og fortsatte kampen med disse (fig. 6)^®). Det var dette rytteri, der gennem det meste af Middelalderen siden i de store, kendte slag altid afgjorde udfaldet, indtil hellebarden og piken i de store fodfolkskarréer i 1400-tallet gjorde ende på feudaltidens pansrede rytterhære^®). Slaget ved Hastings betegnede fodfolkets nederlag i Vesteuropa. I Østeuropa led deime våbenart sit endelige nederlag kort tid senere i slaget ved Dyrrhachium 1081, hvor væringernes pelekyphorer med deres langskaftede økser og tveæggede sværd måtte bukke under for det adeUge rytteri i samvirke med bueskytter. I disse to slag stadfæstede ridderhærene deres overlegenhed. De følgende ca. 300 år domineredes helt af ridderskabets pansrede rytteri, der når sin kulmination i 1300-tallet og derefter bukker under i dette og især det følgende århundrede, langsomt undergravet af det af ridderne så foragtede, men dog så nyttige fodfolk^‘). Rytteren fører ikke det afbildede våben som en stødlanse, d.v.s. fastklemt under den ene arm, men snarere som et kastespyd. Dette er ikVp realistisk for denne periode, hvor slagrytteriet, der byggede på den høje sadel og stigbøjlerne, som fremkom hos frankerne omkring år 700, var enerådende på slagmarken. Før denne tid kendte man ikke til slagrytteri, ikke engang romere og grækere kendte til andet end beredne spydkastere®^). Sadlen og stigbøjlerne betingede brug af den lange lanse og det lange, brede hugsværd. Hvis man før disse to opfindelser i strakt karriere ville støde med en lanse eller hugge med et sværd, men fejlede begge dele, ville de pågældende simpelthen trille ned af hesten. Måden at føre spydet på kunne pege på, at kunstneren har haft et overmåde ringe kendskab til kamp med lanse eller af en ganske bestemt årsag (se senere) har ønsket at vise en spydkaster. Afbildningen er næsten identisk med en lang række billeder af ægyptisk, assyrisk, græsk og romersk rytteri=*=®). Disse har kunstneren næppe kendt, så der er en mulighed for, at han som forlæg har haft fx gengivelser af saracensk, let rytteri med spyd, som korsfarerne stiftede bekendtskab med og uden videre har afbildet deres føring af spydet til kast. På frisen er endvidere helt ude til højre svage spor af endnu en borglignende bygning. Der har været adskillige bud på, hvad motivet kan have forestillet. Et af dem er korsfarere mod saracenere, hvilket nok kan manes i jorden, idet de to parter er helt ensartet udrustet og påklædt, og man fra andre lignende gengivelser - fx Tveje Merløse kirke - ser saracenere med runde slgolde, spidse hjekne, korte buer og krumsabler^'*). Andre bud er kongsmænd og oprørere og konge og hirdmænd mod landets fjender^®). Der har - da begge parter ser ens ud - været peget på bibelske, d.v.s. gammeltestamentlige, motiver. Da en konge står i en borglignende bygning, har man foreslået fortællingen i 2. Samuelsbog, kap. 18, hvor det berettes, at Davids søn Absalom gjorde oprør mod sin fader. De formerede begge en hær, og David stod ved bymuren og så sit »mandskab drage ud, hundredvis og tusindvis«^^). Og »... slaget kom til at stå i Efraims Skov, hvor Absaloms hær blev slået af Davids folk, og der fandt et stort mandefald sted den dag; der faldt 20.000 mand. Kampen bredte sig over hele egnen, og skoven fortærede den dag flere folk end sværdet«^’). Frisens motiv falder ganske godt sammen med teksten i 2. Samuelsbog, kongen ved byporten, og som ser hæren drage ud, kampen, der raser, skovens træer, der rager op mellem de kæmpende og hæmmer overblikket, og en kriger, der slynger sit spyd mod en modstander, af hvem kun skjoldet er bevaret. 2. Samuelsbog siger afsluttende: »Ahsalom selv måtte flygte på sit muldyr, men under flugten fik han håret viklet ind i et terebintetræs grene, så hang han mellem himmel og jord, medens muldyret løb bort^ En af Davids mænd, Joab, kom til og gennemborede kongesønnen med sit spyd«^^). Er det mon Absalom? Også de i det jødiske folks historie så vigtige og voldsomme makkabæerkrige, der fandt sted ca. 167 f. Kr. mod syrerne, er fremholdt som motiv^®). Fra nordens historie er der foreslået Angantyrs kamp mod hunneme fra Hervara Saga, ligesom man har været inde på, at rytteren, der til højre kaster sit spyd, skulle være Odin, der slynger spydet Gungner mod jætterne, en nok for usandsynlig tolkning af et motiv i en kristen middelalderkirke, hvor forståelsen for hedenskabet givet var mere end begrænset'”’). Hvis en bæredygtig tebri skal præsenteres, kan man næppe nøjes med at kigge på de samtidige danske kilder alene. Man må drage tilsvarende kildemateriale fra udlandet ind i diskussionen og konfrontere det danske materiale med lignende inden for nært beslægtede, primært germanske samfund, navnlig det angelsachsiske, hvor dansk kulturliv, her kun ca. 100 år efter Knud den Stores beherskelse af England, stadig spillede en stor rolle. Man har under diskussionen næppe været tilstrækkelig opmærksom på, at der både i England og Frankrig eksisterer et par paralleller til den Hanskp rytterfrise. De er begge fra samme periode, altså omkring år 1200. I Claverley Kirke i Shropshire (nær Wales) er på væggen over nordre arkaderække afdækket en 15 m lang rytterfrise. Frisen viser ialt 14 heste, og ind imellem adskilles kampsceneriet af træer af en Ugnende udformning som i Aal, hvilket unægteligt peger hen imod samme forlæg eller samme form for forlæg, fx en billedbibel. En engelsk forsker har peget på, at Claverley Kirke er grundlagt kort tid efter normannernes erobring af en af Vilh. Erobrerens bedste mænd, Roger de Montgomery, og han postulerer, at frisen kan skildre en karakteristisk episode af »slaget om England«. En anden kendt arkæolog har tvivlet på denne udlægning og henvist til Sauls omvendelse ved Damaskus som en mere sandsynlig tolkning'*^). Den franske frise findes i kirken i Poncé (dep. Sarthe), der er opført omkring 1200. Her er motivet en livlig rytterkamp, primært på lanser. Her har man gættet på makkabæerkampene mod den syriske Seleukidekonge Antiokus Epifanes^^).

Personligt har jeg i min fremstilling »Middelalderens kongelige Hird. En militærorganisatorisk undersøgelse« i dette tidsskrifts februar-nr. 1982 fremsat den formodning, at frisen forestiller den danske hird, der kæmper for kongens øjne^®). Er dette tilfældet ^ sammenlignet med tolkningen fra Claverley Kirke - slører det jo ikke den omstændighed, at der i virkeligheden er tale om en veritabel anakronisme. Det vil sige, at motivet er tænkt som et gammeltestamentligt sujet, men da kunstneren ikke har haft det ringeste kendskab til Oldtidens Jødelands krigeres klædedragt og bevæbning eller mulighed for at finde ud af dette, har han - da en væbnet kon^e altså er vist - ladet ham være omgivet af danske hirdmænd, hvis udseende han har været fortrolig med. Skulle der være historisk belæg for denne påstand, får frisen begribeligvis kun kildeværdi for våben og udrustning for Valdemarstidens danske krigere. Afsluttende må siges, at det er et stort spørgsmål, om frisen - og de andre lignende i de anførte danske og udenlandske kirker - forestiller historiske scener. De er skabt i korstidens - i vore øjne - intolerante, militante og religiøst opfanatiserede epoke, og både gralfremstilling. Davids- og makkabæerkampe hører hjemme i korstogstidens ånd og digtning^^). Mangen god kriger, der drog på korstog eller blot foretog den overmåde farefulde pilgrimsfærd til Jerusalem, kan meget vel have følt sig som »en af makkabæeme«, således som Jacob af Avesnes blev kaldt det"*®). Uforgængehgt står den ånd som et monument over dette krigeriske ættesamfunds fornemste idealer: Slægtsstoltheden, troskabseden mod drotten, den krigeriske bedrift, tapperheden, æren - alle de elementer, der sammen skabte ryet! Det er Valdemarstidens teokratiske kongedømme, hvor den smukke kristelige ideologi som en skøn maske dækker over kongens absolutistiske, massive magtbestræbelser, på samme måde som den hellige korstogsidé legitimerer den imperialistiske erobrerpolitik.

Ophav:

Også på dette område står vi på bar bund. Kun meget sjældent støder man på kimstnersignaturer. Man taler om de såkaldte malerværksteder og -mestre, fx Morten Maler, Kongstedmaleren, Isefjordsmaleren, Unionsmaleren m.fl., alle malere, der lader sig identificere, evt. ved forskellige, ret ens arbejder i en række af vore kirker^®). De er imidlertid alle fra slutningen af Middelalderen, den sengotiske periode. Frisen i Aal er, som anført, fra den romanske middelalder, og fra en så tidlig periode eksisterer ingen kendte malere eller værksteder. Forbillederne til denne epokes kalkmalerier skal i virkeligheden søges helt tilbage til 400- og 500-tallet, i den byzantinsk-itahenske mosaikkunst, således som denne måske bedst kendes fra Ravenna'*^).

Epilog:

Da materialet ikke tillader, at vi hæver det fra konstruktion til realitet, står vi altså temmelig magtesløse tilbage og stirrer på det fornemme stykke middelalderHge krigssceneri, og diskussionen kan således gå videre. Det er i historien ofte sket, at selv en mindre fremstilling har givet uventet langt kølvand. Hvis nærværende arbejde kunne give stødet til, at en øget forskning omkring rytterfrisen i Aal Kirke, der nu altså også kan ses på Hærens Kampskole, kunne etableres, må hensigten siges at være nået. For venlig bistand under mine forskninger takker jeg personalet på Nationalmuseets 2. Afdeling samt universitetslektor, mag. art. Niels M. Saxtorph, Københavns Universitet, arkivar, cand. phU. Nils G. Bartholdy, Rigsarkivet, og sekretariatsofficeren ved Hærens Kampskole, kaptajn R. Kappel Hansen.

NOTER

1. Forf. pers. deltagelse i ceremonien - Hær Nyt, juni 1982.

2. Smsts.

3. Smsts. - Aal Kirke, Ribe Amt, u.å.

4. Smsts.

5. Studier i Nat.mus. 2. Afd. - Se bibl.

6. Prof. Kornerups afdæk, rapp., dat. 3/11 1886, læg i Antikv. top. Ark., Nat.mus. 2. Afd. - (Frisen genrestau. 1925 af Eigil Rothe og 1947 af Egmont Lind. Disses rapport findes smts.)

7. Smsts.

8. Rothe, 77 ff - Bjørn/Reiter, 497 - Saxtorph H, 7 ffog 41 ff - Saxtorphl, 211 ff-Nørlund, 5 ff.

9. Smsts. samt H. R. Fabricius: »Dansk Kirkekunst bibelsk og symbolsk belyst« (1941).

10. Smsts. samt Broby-Johansen.

11. Smsts. - Venligst medd. af N. M. Saxtorph.

12. Diskuss. herom er primært gengivet hos Rothe, Bjørn/Reiter, Nørlund, Broby-Johansen samt Saxtorph I og II.

13. Sig. fig. 1-4.

14. Smsts. samt Aal Kirke, Ribe Amt, u.å.

15. Prof. Kornerups afdæk. rapp. samt akvareller, læg i Antikv. top. Ark., Nat.mus. 2. Afd.

16. Rothe, 77 ff - Bjørn/Reiter, Saxtorph II, 20 ff og 29 ff - Saxtorph I, 211 ff.

17. Smsts.

18. Smsts. samt Michel Levey: »Malerkunstens Historie. Fra Rensæssance til Impressionisme«, 9 ff (1963).

19. Samts. samt Pol. Dan., bd. 3, 155 ff.

20. E. Arup: »Leding og Ledingsskat«, Hist. Tidsskr., 8. rk., V, 141 ff (1914-15) - K. Erslev: »Valdemarernes Storhedstid«, 141 ff (1898) - Skånske Lov og Jyske Lov, oversat og kommént. af Erik Kromann og Stig luul, 4. opL, 165 ff (1968) - Ada Bruhn 158 f.

21. Ada Bruhn, 151 f - Vesey Norman: »Arms and Armour«, 7 ff (London 1964) - Wallace, vol. I og IL

22. Ada Bruhn, 156 ff - Olle Cederlof: »Historiens Plogbillar«, 99 ff - Krigsfolk, 182 ff og 180 ff.

23. Smsts. samt medd. fra N. M. Saxtorph samt Nat.mus. 2. Afd.

24. Samts. samt P. B. Grandjean: »Dansk Heraldik«, 166 ff (1919) og Volborth, 15 ff.

25. Hovedkilden t. periodens sværd er Ada Bruhn - Desuden sværd i Nat.mus. 2. Afd. samt Krigsfolk, 182 ff.

26. Otto Olsen: »Fægtningens og Duellens Historie i Danmark«, 15 ff.

27. Medd. af N. M. Saxtorph.

28. Venligst medd. af N. G. Bartholdy - Volborth, 15 ff.

29. Ada Bruhn, 156 ff - Krigsfolk, 179 ff - Smail, 88 ff - Ellehauge, 29 ff.

30. Især Finn Askgaard: »Med Pike og Musket, Fodfolkets Fornyelse 1450-1650«, tr. Vaabenhist. Aarbøger, XVII, 7 ff (1971) samt Krigsfolk, 185 ff - Ellehauge, 26 ff.

31. Hovedkilden t. Middelald. krigsførelses taktik er Smail, VI (The Latin Field Army in Action), 138 ff samt Oman, vol. I (Battles of Tenchebrai, Bremule, Northallerton and Lincoln), 400 ff - Krigsfolk, 185 ff - Saxo, XIII bog, 55 ff - Finn Askgaard, ovenfor cit. - Ada Bruhn, 156 ff - Ellehauge, 40 ff.

32. E. O. A. Hedegaard: »Slaget ved Kadesch 1296 f. Kr. Historiens første kampvognsslag«, tr. Mil. tidsskr., 133 ff, marts 1980 - Ellehauge, 7 ff.

33. Mange steder i Yigael Yadin: »The Art of Warfare in Biblical Lands in the Light of archaeological Discovery« (London 1963). Desuden Krigsfolk, 141 ff m. tilh. plancher.

34. Fx i Maciejowski Bibelen, som indeholder fr. illumm. miniaturer fra ca. 1250, jf. Vesey Norman, 14 f.

35. Rothe, 86 ff - Broby-Johansen, 170 f - Saxtorph I, 217 f - Saxtorph II, 268 f.

36. Bibelen, GI. Test., 2. Samuelsbog, 18. kap., vers 1-5, 250.

37. Smsts., vers 6-8.

38. Smsts., vers 9-15.

39. Som note 35 - Bibelen, 1. og 2. Makkabæerbog, 751 ff - Werner Kellermann: »Bibelen har alligevel ret«, 302 ff (1960).

40. Aal Kirke, Ribe Amt, 5 f, u.å.

41. Nørlund, 167 f.

42. Samts. samt Saxtorph I, 217 f.

43. Anf. fremstill.

44. Saxtorph I, 218 samt Carl Grimberg: »Verdenshistorien«, bd. 6 (Ridderliv og ridderdigtning), 103 ff (1959).

45. Saxtorph I, 218.

46. Saxtorph II, 20 ff - Bjørn/Reiter, 502 f.

47. Saxtorph II, 7 ff - Niels Gabe: »Kulturhistorien på tværs«, bd. 1, 86 f.

BIBLIOGRAFI

Achen, Sven Tito: »Danske adelsvåbener. En heraldisk nøgle« (1973). Arup, E.: »Leding og Ledingsskat«, tr. Hist. Tidsskr., 8. rk., V (1914-15). Beckett, Francis: »Danmarks Kunst«, bd. 1 (1924). feibelen, Gyldendals Forlag 1951. Bjørn, Morten og Ole Reiter: »Middelalderens billedbog. Metodiske problemer omkring arbejdet med middelalderlige kalkmalerier«, tr. »Fortid og nutid«, XXVII (1977-78) (fork.: Bjørn/Reiter). Broby-Johansen, R.: »Den danske Billedbibel. De middelalderlige Kalkmalerier i de danske Kirker med Tekst fra Bibel og samtidige Kilder« (1947) (fork.: Broby-Johansen). Cederlof, Olle: »Historiens Plogbillar« (Malmo 1951). Christensen, Aksel E.: »Kongemagt og Aristokrati. Epoker i middelalderlig dansk statsopfattelse indtil unionstiden« (1976). Dahlby, Frithiof: »Symboler og tegn i den kristne kunst« (1965). Ellehauge, Martin: »Spydets Udviklingshistorie«. Tøjhusmuseets Skrifter 5 (1948) (fork.: Ellehauge). Erslev, Kr.: »Valdemarernes Storhedstid« (1898). European Arms and Armour (Wallace Collection Catalouges), vol. I-II (London 1962) (fork.: Wallace). Fabricius, H. R.: »Dansk Kirkekunst bibelsk og symbolsk belyst« (1941). Fox-Davies, Arthur Charles: »A Complete Guide to Heraldry« (London 1961). Froissarts Krønike, oversat V. Robert Hansen (1923-24). Gabe, Niels: »Kulturhistorien på tværs«, bd. 1 (1974). Grandjean, P. B.: »Dansk Heraldik« (1919). Grimberg, Carl: »Verdenshistorien«, bd. 6 (1959). Grollenberg, Luc. H.: »Ad Bibelens Veje« (1969). Hansen, Henny Harald: »Klædedragtens Kavalkade« (1954). Hedegaard, E. 0. A.: »Den militære feltmarskalstavs historie. En våben- og krigshistorisk studie« (1979). Hedegaard, E. 0 . A.: »Slaget ved Kadesh 1296 f. Kr. Historiens første kampvognsslag«, tr. Mil. tidsskrift, marts 1980. Hedegaard, E. 0 . A.: »Middelalderens kongelige Hird. En militærorganisatorisk undersøgelse«, tr. Mil. tidsskrift, februar 1982. Hoffmeyer, Ada Bruhn: »Middelalderens tveæggede Sværd«, disp., (1954) (fork.: Ada Bruhn). Hær Nyt, juni 1982. Janitschek, H.: »Geschichte der deutschen Malerei« (Berlin 1890). Join-Lambert, Michel: »Jerusalem« (1960). Kellermann, Werner: »Bibelen har alligevel ret« (1960). Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder (1956 ff). Ko hier. G.: »Die Entwichelung des Kriegswesens und Kriegsfiihrung in der Ritterzeit«, I-III (Breslau 1886). Levey, Michael: »Malerkunstens Historie. Fra Renæssance til Impressionisme« (1963). Norman, Vesey: »Arms and Armour« (London 1964). Nørlund, Poul og Egmont Lind: »Danmarks romanske Kalkmalerier« (1944) (fork.: Nørlund). B Olsen, Otto: »Fægtningens og Duellens Historie i Danmark« (1932). Oman, Charles: »A History of The Art of War in The Middle Ages«, vol. I (a D 378-1278) (Oxford 1923) (fork.: Oman). Peterson, Harold: »Fra Våbnenes Skatkammer« (Odense u.å.). Politikens Danmarkshistorie, bd. 3 (Kongsmagt og Kirke 1060-1241), u. red. af John Danstrup og Hal Koch (1963) (fork.: Pol. Dan.). Rothe, Eigil: »Rytterkampbilledet i Aal Kirke samt andre middelalderlige Kampscener i danske Kirker«, tr. Aarbøger fra nordisk Oldkyndighed og Historie, 1908, II. Rk., 23. bd. (fork.: Rothe). Saxo Grammaticus. Danmarks Krønike, oversat af dr. Fr. Winkel Horn (1907) (fork.: Saxo). Saxtorph, Niels M.: »Kalkmaleriemes kildeværdi«, tr. »Fortid og nutid«, Tidsskrift for kulturhistorie og lokalhistorie, bd. XXIV, (Odense 1969-71) (fork.: Saxtorph I). Saxtorph, Niels M.: »Krigsfolk gennem tiden« (1971) (fork.: Krigsfolk). Saxtorph, Niels M.: »Jeg ser på kalkmalerier«, 3. udg. (1979) (fork.: Saxtorph II). Skånske Lov og Jyske Lov, oversat og kommenteret af Erik Kromann og Stig luul, 4. opl. (1968). Smail, R. C.: »Crusading Warfare (1097-1193) (Cambridge 1956) (fork.: Smail). Volborth, Carl Alexander von: »Alverdens heraldik i farver« (1972) (fork.: Volborth). Vaabenhistorisk Selskabs årbøger (1936 ff). Wolff, Walther: »Die Bewaffnung des altågyptischen Heeres« (Leipzig 1926). Yadin, Yigael: »The Art of Warfare in -Biblieal Lands in The Light of archaeological Discovery« (London 1963). Aal Kirke, Ribe Amt (u.å.).