Af Generalmajor Woldemar Baron V. Löwensterns Erindringer.
1858 udkom i Leipzig en Bog med den kun lidet oplysende Titel: Denkwürdigkeiten eines Livländers (1790— 1815). Udgiveren var Fr. v. Smitt. Bogen er snart efter sin Fremkomst bleven indlemmet i det kgl. Garnisonsbibliotek, men har maaske kun fundet faa Læsere; den neutrale Titel har da bidraget sit hertil. „Denkwürdigkeiten“ er et af de interessanteste og livligst fortalte O fficers-Memoireværker fra Napoleonstiden. Livlænderen er Woldemar v. Löwenstern, der var en af Barclay de Tollys Adjutanter i 1812 og i de folgende Aar som Kosakoberst førte en omtumlet Tilværelse i Tyskland, Holsten og Frankrig. Det var ham, der i 1813 kommanderede Kosakbrigaden*) i det Woronzowske Korps (Nordarmeen under Kronprinsen af Sverige), og det var ham og hans Kosakker, som de franske chasseurs å cheval og det Jydske Regiment lette Dragoner først stødte sammen med om Morgenen den 6. December ved Rahlstedt.
„Meddelelser fra Krigsarkiverne“ har ikke kendt „Denkwürdigkeiten“ , medens det i „Meddelelser“ ofte citerede Værk af B. v. Quistorp: Geschichte der Nordarmee 1813 (Berlin 1894) anfører de Lövensternske Erindringer blandt sine Kildeskrifter og siger om Bogen, at den giver et fortrinligt Billede af Kosakkernes Virksomhed men er holdt i en lidt for „kasakisch“ Stil, „so dasz namentlich die Tage nicht sicher erkennbar werden“ . Udgiveren af „Denkwürdigkeiten“ bærer en Del af Skylden herfor. Smitt siger i et Forord til Bogen, at denne er affattet efter General Löwensterns Dagbøger, Breve og mundtlige Meddelelser, men Udgiveren har sikkert ogsaa kendt de af Löwenstern paa fransk nedskrevne Memoirer, som Smitt har forkortet — og redigeret; meget loyalt men paa en lidt for journalistisk Maade, saa at Tidsbestemmelserne af de enkelte Begivenheder bliver lidt vanskelig.
Omtrent 50 Aar efter den Smittske Udgave af Løwensterns Erindringer udkom et Værk i to Bind: Mémoires du général-major russe Baron de Löwenstern (1776— 1858) udgivet efter det originale Manuskript af M. H. W eil (Paris 1903— 04). Her er intet „kasakisch“ med Hensyn til Aarstal og Datoer; de næsten paa hver Side med fede Typer fremhævede „A fsnit“ giver en udmærket Oversigt, men bidrager ogsaa til hvert Øjeblik paa en lidt generende Maade at dæmme op for Lowensterns livfulde Fortællemaade. Under Læsningen af Memoirerne faar man et stærkt Indtryk af Forfatterens Objektivitet, et Indtryk af, at han fortæller om sine Krigsoplevelser uden at pynte — gennem hans Beretning om Affæren ved Rahlstedt bliver man overbevist om, at dette Indtryk er rigtigt.
Woldemar Hermann v. Lowenstern — Søn af Hermann Ludvig L., Herre til Rasik, Campen etc. (russisk Guv. Estland) og Hedevig Margrethe Staél-Holstein — er født paa Rasik 1776 og døde 1858 i St. Petersborg som afsk. Generalmajor. „Eremiten paa Mo'ika“ kaldte den gamle General sig selv i sine sidste Leveaar, og dog var hans lille beskedne Lejlighed „paa Moi'ka“ (en Kanalgade i Centret af Petersborg) det daglige Samlingssted for en stor Kreds af Venner: Diplomater og Officerer, Lærde og Kunstnere. Den Broder, som Lowenstern ofte nævner i sine Memoirer, og som under og efter Rahlstedtaffæren optræder som Kosakoberstens flinke Famulus, er Georg Heinrich Lowenstern (1786— 1856). Han havde som Adjutant hos General Korff deltaget i Ruslands Kamp mod Napoleon 1812 og fulgte 1814 Korff i Frankrig. Hans T ilstedeværelse i Holsten 1813 forklares ved, at han da „var ved et flyvende Korps, der opererede omkring Hamburg“ . Han har rimeligvis en Tid faaet Tilladelse til at følge Broderen. I 1813 var han forlovet (gift 1815) med Adelaide Schimmelmann, Datter af Skatmesterens yngste Søn Christian Carl Schimmelmann til Wandsbeck. Georg Lowenstern blev senere Danmarks Gesandt i Brasilien, derefter i Wien og døde som dansk Generalmajor og Storkors i Kiel to Aar før Broderen.
Marchal Davouts og Prins Frederik af Hessens sidste Møde fandt Sted i Molnn den 22. November 1813. Adskillelsen mellem det 13. franske Armékorps og det danske Auxiliærkorps var da en Kendsgerning. Davout gik til Hamburg, Prinsen foreløbig til Oldesloe. Jydske Regiment lette Dragoner (Oberst Engelsted) forblev dog i General Vicherys Division, medens General Lallemand med de polske Uhlaner fulgte Prinsen. Den 6. December Kl. 2 Morgen begyndte det danske Korps sin Marche fra OldesloeSegeberg mod Rendsborg, og omtrent ved samme Klokkeslet rykkede General Vichery med 28. Regiment ridende chasseurs, Jydske Dragoner og et Par Batailloner Fodfolk fra Wandsbeck for at demonstrere mod de ret betydelige russiske Rytterstyrker, der stod mellem Oldesloe og Hamburg og havde skudt sine Kosakforposter helt frem til Rahlstedt, og for ved Demonstrationen at aflede Russernes Opmærksomhed fra det danske Korps’ Tilbagegang. Allerede en halv Milsvej fra Wandsbeck — ved Tonndorf -— blev den første Kosakpatrouille eller -feltvagt kastet og ved Rahlstedt overraskedes Kosakforposternes Hovedstyrke, der ilsomt tog Flugten nordpaa ad Landevejen mod Lübeck. „Hermed burde Affæren have været til Ende“ , siger „Meddelelser“ , der hævder, at hele den betydelige Aktion var iværksat „for at bortjage de Kosakker, der sværmede omkring Divisionen Vicherys Hovedkvarter“ . „Men Jægerne og Dragonerne var ikke til at styre. Drevne af uimodstaaelig Kampiver stormede de frem ad Vejen i Hælene paa de flygtende Kosakker. Forgæves søgte Vichery, Engelsted og andre Officerer at styre den vilde Jagt, Forfølgelsen standsede først, da Rytterskaren M il fra Ahrensburg ligefrem rendte sig fast i de nu fra alle Sider (!) tilstrømmende Kosakker“ .
Dette er sikkert ikke noget veltruffet Billede af Rytterfægtningen; af dens alvorligste Moment — ved Siek-Meilsdorf — er det ganske fejlagtigt. „Den vilde Jagt“ blev standset ved Landsbyen Siek, fordi der her stod to russiske Liniekavalleriregimenter: Izums Husarer og Riga Dragoner. Paa den aabne Slette mellem Siek og Meilsdorf udspandt Hovedkampen sig, i hvilken fra russisk Side navnlig Husarregimentet greb virksomt ind. Her faldt Oberst Bonnichsen, Jydske Dragoners Næstkommanderende, her blev Løjtnanterne Hobe og Ursin haardt saarede, ligesom de fleste af Regimentets mange faldne Dragoner er bievne ved Siek. Bonnichsen blev begravet paa Siek Kirkegaard -— ikke af Kosakkerne, som „Meddelelser“ beretter, men af Lützows Frikorps, der med en Bataillon stod som Reserve bag Kirken. Efter Traditionen skal han være begravet „dicht neben der Kirche“. De faldne Dragoner jordedes paa Markerne omkring Siek; paa Kirkestien mellem Siek og Papendorf var gennem lange Tider Gravsteder kendelige — nu er alle Spor af dem forsvundne. I Sieks Kirkebog er intet optegnet hverken om Oberst Bonnichens Død og Begravelse eller om de faldne Dragoner. (Pastor A. Jessen: Die Geschichte des Kirchspiels und Amtes Trittau — Hamb. 1914).
Løwenstern havde i Slutningen af November været syg og paa Woronzows Opfordring søgt Lægehjælp i Lüneburg. Den 4. December meldte han sig atter til Tjeneste hos Woronzow, der Dagen før med sit Korps var ankommet til Schwarzenbeck, og fik Hvervet som Fører for Korpsets Avantgarde. Herefter Kosakoberstens Beretning: 1) Woronzow forundte mig kun nogle faa Timers Hvile; jeg opsøgte mit Detachement, og samme Aften gik jeg frem til Kuddewörde. Fjenden havde afbrudt alle Broer over Bille — der maatte etableres en Overgang. Det var Frostvejr, og Sneen faldt med store Fnug. Alt Materiale manglede, og jeg gav Folkene Ordre til at nedbryde en Ladebygning for at skaffe det. Overgangen var hurtig færdig, da der ikke behøvedes nogen særlig solid Bro, for at mine Kosakker kunde gaa over Billen, og ved Papendorf overraskede jeg en Feltvagt, en Vagtmester og 8 chasseurs à cheval, som jeg tog til Fange. Derfra gik jeg frem til Siek, hvor jeg indkvarterede mig hos en agtværdig Præst.2). Næste Morgen (d. 5. Dec.) gik jeg frem mod Wandsbeck — efter Grev Woronzows Ordre „saalangt jeg kunde“ . Jeg udsendte Løjtnant Klitzing med 100 Heste som Fortrop; mellem Rahlstedt og Tonndorf stødte han paa Fjenden og indlod sig i Kamp. Da jeg hørte livlig Skydning, ilede jeg ham til Hjælp, og det lykkedes mig trods Fjendens Overlegenhed at holde Tonndorf til langt hen paa Eftermiddagen. Da Skumringen indtraadte, trak jeg mig tilbage til Rahlstedt. Mine Kosakker bivuakerede her paa en aaben Plads foran Præstegaarden,2), i hvilken jeg og min Stab tog Kvarter. Jeg havtie fra Siek udsendt en Patrouille til Ahrensburg; den kom tilbage om Aftenen og medførte fra Grev Schimmelmann3) en Kurv med udmærket Vin „for at vi skulde have noget at styrke os paa“ , og vi havde sandelig Trang til en Opstrammer, thi vi havde Dagen igennem været udsat for et nederdrægtigt Vejr. Mine Forposter stod ganske nær (bec å bec) Fjendens. Jeg gav Kosakkerne Ordre til ikke at forlade deres Heste og paalagde Officererne at blive ved deres Mandskab. Mine egne Heste stod rede — en af dem fuldt opsadlet og optømmet foran Døren til Præstegaarden. Jeg og mine Adjutanter gik sent til Ro og af Forsigtighedshensyn fuldt paaklædte og i Præstegaardens nederste Etage. Jeg sov roligt til henimod Kl. 3 Morgen (det var Natten mellem den 5. og 6. December), da jeg blev vækket af en Kosak, der meldte mig, at mine Feltvagter blev angrebet af Fjenden. Jeg kom hurtigt paa Benene, skønt jeg ikke troede, at Angrebet var alvorligt; jeg var overtydet om, at det kun var en eller anden fjendtlig Patrouille, som i Nattens Mørke uforvarende var stødt paa mine Poster; jeg lod ikke mine Kosakker sidde op, men beordrede Officererne til at holde sig parat ved Hestene. Min Tjener bragte mig en Pibe Tobak, og netop som min Broder skænkede mig et Glas Rom, kom en anden Kosak, med sin Lanse stødte han en Vinduesrude ind og raabte, at Fjenden var i Byen, og at den Officer, som kommanderede min Hovedpost, var falden. Uden at give mig Tid til at faa Sabel paa styrtede jeg ud af Huset, men i samme Øjeblik, jeg satte Foden i Bøjlen, kom en fransk Officer i Spidsen for nogle chasseurs å cheval sprængende; Officeren havde til Hensigt at betænke mig med et velment Sabelhug, men min Ordonnans, Kosakunderofficer Jelantinzoff, satte ham Lansen under Hagen, kastede ham af Hesten og gav ham to-tre Lansestød, der gjorde det af med ham. Jeg kom til Hest, og med mine udvalgte Kosakker (mes cosaques d’élite) lykkedes det mig at kaste Fjenden ud af Rahlstedt og give mit Detachement Tid til at komme i Sadlen. Næppe var jeg sluppet ud af Byen, før jeg blev modtaget af en Salve affyret paa nært Hold, og veti Glimtene saa’ jeg, at jeg havde betydelige Styrker imod mig, og at de danske var i Flertal — jeg kendte dem paa deres røde Uniformer. Der var ingen Tvivl om, at Angrebet var alvorligt ment. Jeg gav øjeblikkelig Ordre til, at mit Detachement hurtigst muligt skulde gaa tilbage ad Landevejen mod Siek — den samme vi Aftenen før var kommet ad; og næppe havde jeg afsendt min Broder med denne Ordre, før Rødkjolerne (les habits rouges) angreb mig med Voldsomhed, kulbuterede mig og forfulgte mig „ventre å terre“ til henimod Siek — godt og vel to M il fra Tyskland (!); det var et veritabelt Væddeløbsridt (course au clocher). Jeg fik flere Sabelhug, der heldigvis ikke gjorde mig Skade, men som sønderskar et Kashmirs Sjal, som jeg havde knyttet om Halsen. De danske Dragoner havde gode Heste og red som sande Djævle (et allaient un train du diable). Vejen var glat som et Spejl, og hver en af mine Kosakkker, som styrtede, blev hugget ned eller taget til Fange. Jeg mistede tre Officerer. Jagten lod ikke til at skulle faa Ende; aldrig har to M il forekommet mig saa lange (plus grandes et plus longues). En halv Milsvej fra Siek stødte jeg paa en Feltvagt af Iziumes Husarer, der sammen med mig blev revet med i den vilde Strøm, men til min store Glæde fik jeg af Husarerne at vide, at General Pahlen stod ved Siek med to Kavalleriregimenter. Jeg aandede lettere, ja jeg begyndte endog at glæde mig til at tage Revanche. General Pahlen, der havde hørt Pistolskuddene, lod øjeblikkelig Husarregimentet Iziume tage A ffære. Pahlen selv gav sig næppe Tid til at komme i Klæderne, satte sig til Hest i Underbukser og kom mig til Hjælp med Regimentet Riga Dragoner. Det begyndte at dages, og da de danske Ryttere saa friske Tropper foran sig, standsede de og ordnede sig til Kamp, men General Pahlen lod øjeblikkelig den tapre Oberst Grev Timann attakere (med Iziumes Husarer); han red de danske overende, deres Oberst Baudissin (o: Bonnichsen) faldt under dette Angreb i Spidsen af sit Regiment. Mine Kosakker, der var optændt af Raseri, forfulgte nu i Forening med de Iziumske Husarer de danske tilbage ad Landevejen mod Rahlstedt. Blodbadet blev frygteligt, Kosakkerne var ikke oplagt til at give Pardon. De af dem, der var tagne af Fjenden, stødte efterhaanden til mig, og selv tog jeg et betydeligt Antal Fanger, baade Danske og Franskmænd. — De stakkels danske Dragoner blev -— paa deres store Heste og med al deres Tapperhed — et Offer for denne Ekspedition.1)
Den følgende Aften (6. December) stod Lowenstern atter i Rahlstedt. Da Russerne „nu var paa det rene med, at de jydske Dragoner vilde bane sig en Vej mod Nord“ , søgte de af al Magt at forhindre dette. W oronzow forstærkede Pahlens Korps med et Jægerregiment, og Lowenstern fik Ordre til at søge frem mod Altona. Om Morgenen ved Firetiden var han i „Brankefeldt“ (Bramfeld), hvorfra han gjorde et Fremstød mod „Barembek“ (Barmbek), gik derfra tilbage til Bramfeld, efterlod her en stærk Postering*) og tog selv Kvarter paa Slottet Wellingbiittel, der tilhørte Prinsen af Holsten-Beck. Frederik Carl Ludvig Hertug af Slesvig-Holstein-SønderborgBeck (Kong Christian IX’ Farfader) var i 1813 56 Aar. Han havde været i preussisk Tjeneste, deltaget i den bayerske Arvefølgekrig og var avanceret til Generalløjtnant. Senere havde han gjort Tjeneste i den russiske Armé men gik 1804 til Danmark, hvor Sønnen, Prins Wilhelm, var blevet Kaptajn. Kronprinsen (Frederik VI.) udnævnte Hertugen til dansk Generalløjtnant og forlenede ham med Godset Wellingsbüttel i Holsten. Her døde han 1816. Han var gift med Grevinde Frederikke Amalie v. Schlieben, Datter af den ‘preussiske Statsminister Leopold v. Schlieben. Lôwenstern fortæller: Prinsen modtog mig paa Slotstrappen og bad mig om Beskyttelse for sin Ejendom og om, at der maatte blive taget Hensyn til Prinsessen, der var syg og meget lidende. Jeg ønskede kun med Liv og Sjæl at gøre alt, hvad jeg kunde for ikke at falde Huset til Byrde, og aldrig er jeg bleven modtaget med større Elskværdighed end af denne fortjenstfulde (digne) og ridderlige Prins.
Der serveredes en udmærket Frokost og senere en udmærket Middag. Under denne blev jeg fire Gange nødt til at forlade Bordet, da jeg fik Melding om fjendtlige Angreb paa min Postering ved Bramfeld. Prinsen, der havde lagt Mærke til, at jeg satte mig til Hest uden Sabel, spurgte mig om Grunden dertil. Jeg tilstod, at den var bleven mig frataget ved Rahlstedt; han forlod mig et Øjeblik og kom tilbage med en pragtfuld Sabel, som han bad mig modtage som Gave. Senere, da han saa’, at jeg haltede, og at det smertede mig at gaa, spurgte han mig, om jeg var saaret. Skamfuld tilstod jeg, at jeg var bleven gennemredet (ma selle m'avait blessé au derrière) paa vor „Rutschetur (dégringolade) mellem Rahlstedt og Siek. „E r det det hele,“ sagde han leende, „saa skal jeg (den gamle Kavallerist) være Deres Læge.“ Han lod bringe Plastre og Salver, nødte mig til at klæde mig af, og idet han lod sin Tjener holde et Vokslys, behandlede han min Bagdel paa den omhyggeligste Maade. Min Broder var ved at revne af Latter; han tog paa Stedet en udmærket Blyantsskitse af denne Lægebehandling, der gjorde den udmærkede Prins den største Ære.
Jeg blev ikke forestillet for Prinsessen, men jeg sørgede for, at den største Ro herskede indenfor Slottets M u re ..------ Da Fjenden imidlertid viste sig med større Styrker omkring Langenhorn, blev jeg nødt til at forlade det gæstfri Wellingsbüttel.
O. Bauditz.
*) 2 Don Regimenter og 1 Regiment Tver Landeværn.
1) Noget forkortet.
2) Præsten i Siek 1813 var Hr. Andreas Albrecht, i Rahlstedt Hr. Georg Johann Joachim C o c h.
3) Frederik Joseph Carl Greve Schimmelmann (1787— 1833), fornævnte Grev Christian Carl Schimmelmanns Brodersøn.
1) Jydske Regiments lette Dragoners Tabsliste d. 6 / 12 1813: 2 Officerer døde (Oberst Bonnichsen og Løjtnant Ursin). 3 Officerer saarede. 41 Dragoner maatte efterlades i Fjendens Hænder; hvormange af disse der var ddde eller saarede, kan ikke opgives. 28 saarede Dragoner lykkedes det at føre med tilbage til Hamburg.
*) Det jydske Dragonregiment „hånede sig Vej“ langt vestligere. Den 8. December tidlig Morgen marcherede det fra Wandsbeck over Pinneberg, Itzehoe mod Rendsborg.
