Arkiv: flickr.com
Både før og efter invasionen af Ukraine blev indledt den 24. februar var det en udbredt forventning, at denne meget hurtigt ville bringe en russisk sejr. Det var åbenbart forventningen i den russiske ledelse, og det var også den udbredte opfattelse i Vesten. Dels var de russiske styrker stærkt talmæssigt overlegne, dels havde militære iagttagere i 2014 set klare forbedringer af Ruslands optræden og tekniske kapabiliteter i forbindelse med krigen i Syrien og andre militære øvelser.
Men sådan skulle det ikke gå. Jeg vil her søge at uddrage hvorfor, og hvad det betyder.
Geografi og terræn
Situationskortene der vises i fjernsynet og på nettet gengiver ikke de reelle forhold i kampområdet; da de viser alle udstrækningen af de russiskkontrollerede områder med farvning. De er reelt meget misvisende.
Dette er en imidlertid en konflikt i et meget stort land med lav troppetæthed. Styrkerne er kun fysisk til stede med kontrol over få og små dele af landet. De russiske fremskudte kompagnistillinger eller delingsposter har åbent terræn imellem sig, der ikke er dækket af våben og ofte heller ikke af overvågning.
Den russiske borgerkrig og herunder de baltiske frihedskrige for ca. hundrede år siden var bundet til jernbanerne. Den nuværende krig i Ukraine er som Den Finske Vinterkrig nord for Det Karelske Næs bundet til vejene. Den russiske invasion fandt sted i muddersæsonen og blev derfor fuldt bundet til vejene af deres logistiklastbiler fra Den Kolde Krig, for det meste den i øvrigt udmærkede, klassiske ZIL-131-videreudvikling af den amerikanske 3 tons GMC fra 2. Verdenskrig, der tjente den danske hær godt i årtier.
Det forhold, at russerne blev bundet til vejene med tomme områder mellem deres kolonner, har givet ukrainerne mulighed for at bevæge sig i de ubesatte rum mod russernes flanker og ryg i samme stil, som finnerne gjorde under Vinterkrigen 1939-40.
De videoer og fotografier fra kampene, som er en central kilde til vurdering af forløbet, gjorde det klart, at terrænet endog er langt mindre åbent, end jeg umiddelbart havde troet. Hække, små og større skove samt træer og buske i landsby- eller forstadshaver gør infiltration og baghold mulige for de ukrainske kamppatruljer, og de bruger simple hobbydroner til at opnå overblik og dermed overlegen situationsfornemmelse.
Ledelsen af operationerne
Det havde været oplagt for Rusland at anvende det veletablerede, mere end hundredårige, selvudviklede system med at udpege og supplere de relevante militærdistriktshovedkvarterer som det koordinerende fælles "front"-hovedkvarter for operationen (her ville Det Sydlige Militærdistrikt have været det naturlige valg). I stedet har den russiske ledelse valgt at bevare operationelt-taktisk kontrol i Moskva og overladt det til de fire involverede militærdistrikter at lede forskellige operationelle grupper.
Uanset om dette har været med henblik på at sikre, at alle fik del i hæderen eller for at fremme konkurrencen, er det sikkert at langsommere reaktioner på friktion og lokal fiasko, har forekommet. Denne situation har en vellykket ukrainsk kampagne udnyttet med angreb på de forskellige operative og taktiske chefer for at ”halshugge” lokal kommando og forsinke reaktioner, hvilket kun har forværret situationen for russisk Command and Control.
På den anden side ser ukrainerne ud til at have uddelegeret taktisk ledelse til den lokale chef, der åbenbart leder en skræddersyet blanding af regulære hærelementer, nationalgarden og ad hoc frivillige militsgrupper.
Logistik
Hvis man kun får symbolsk modstand som den danske den 9. april 1940, skal invasionsstyrken bare have brændstof med, så den kan nå målet og der tanke op før sejrsparaden. Men med en robust og fleksibel forberedelse af den logistiske støttes forskellige dele forbedres muligheden for, at operationen kan nå sit mål på trods af fjendens hårdere modstand.
De lange vejbundne kolonner har den negative konsekvens, at det hæmmer forsynings- og medevac-støtte til de forreste taktiske bataljonsgrupper (BTG), og situationen for Rusland i Ukraine er tilsyneladende blevet forværret af manglende placering af logistiske støtteelementer langt fremme i kolonnen.
Rapporter om BTG'er, der løb tør for mad og brændstof, og om sårede, der først nåede frem til hospitaler (i Belarus) efter, at de havde fået koldbrand i sårene indikerer, hvor kritisk situationen var.
På den anden side af fronten har ukrainerne brugt en kombination af forberedt militær og civil "totalforsvars"-logistik. Deres hovedudfordring var og er fortsat en effektiv fordeling af den vitale våbenhjælp fra Vesten. Det synes at være lykkedes i det store og hele. Kun ved havnebyen Kherson fald var der meldinger om, at man ikke havde modtaget våben.
Forventninger før krigen og virkeligheden
Som nævnt i introduktionen ventede iagttagere, at de russiske styrker ville klare sig godt efter de meget synlige reformer, man havde gennemført i de senere år. De blev udløst af utilfredshed med forløbet under invasionen af Georgien i 2008.
Jeg fulgte initiativerne efter slutningen af 2012, hvor Putin udpegede general Valerij Gerasimov som generalstabschef og stedfortrædende forsvarsminister. Han søgte energisk at skabe en mere kompetent hær, der også var tilpasset Ruslands ressourcer og sikkerhedspolitiske situation.
Forbedringerne syntes i første gang bekræftet af begivenhederne i 2014-15. Overtagelsen af Krim skete hurtigt og uden blodsudgydelse, og i to situationer under kampene i Donbass greb regulære russiske styrker ind til fordel for pressede oprørere og tilføjede ukrainske styrker smertelige nederlag.
Derefter fulgte demonstrationen af nye kapaciteter i Syrien. Her var det ikke mindst det russiske flyvevåben, der viste en ny evne til mere krævende operationer.
Efter forløbet i Ukraine er det klart, at forbedringerne havde været begrænset til de højere stabes planlægning og gennemførelse af mere komplekse operationer.
En central del af reformerne var at nedbygge afhængigheden af værnepligtige og gå over til mere motiverede kontraktansatte soldater. Krigens forløb har gjort klart, at det kun har haft en klar effekt i elitestyrkerne fra faldskærmstropperne (VDV) og marineinfanteriet. Begge disse korps er blevet yderligere forbedret af anvendelsen af kontraktansatte soldater.
Derimod viste videoer fra kampene og udtalelser fra tilfangetagne russiske soldater, at den regulære hær ikke havde gjort op med den kvalitetsødelæggende praksis med at knække, pacificere og disciplinere nye soldater ved mobning ("Dedovshchina"). Den havde jeg ikke kun læst om. Den blev stadig praktiseret i de nye hære i Baltikum efter 1991, da jeg blev Forsvarsattaché i området i 1994.
Under dette regime var det umuligt at skabe motiverede, selvstændigt handlende værnepligtige og senere gode kontraktsoldater. Man er således ikke begyndt at acceptere soldaterne som borgere i uniform. Den russiske politiske ledelse og generalerne har tilsyneladende ingen reel følelse af respekt og sympati for deres soldater. De skal fortsat blot være foder til maskinen.
En central del af Gerasimovs reformer var reorganiseringen af alle landkampstyrkerne i taktiske bataljonsgrupper (BTG). Grupperne var typisk sammensat på baggrund af en infanteribataljon med dens tre kompagnier og var bl.a. forstærket med et par kampvognskompagnier, et selvkørende haubitsbatteri og logistik. I den militærdoktrin, som blev udviklet i Gerasimovs første år som generalstabschef, skulle disse BTG’er anvendes i forlængelse af en svækkelse af modstanderen, i hvad som blev betegnet ”hybridkrig”, hvor BTG’erne var samlet i brigader.
Men i årene efter 2014 blev det klart, at den russiske hærgenskabte adskillige divisioner af nogle brigader af BTG’er. Divisioner og brigader blev samlet i Arméer med alle våbenarter. Jeg antog, at dette betød, at man nu ville reorganisere divisionerne til som under Den Kolde Krig at kunne gennemføre gennembrudsoperationer i bølger af angrebsformationer med evnen til at tåle store tab og stadig få succes.
Imidlertid var virkeligheden, at divisionerne og arméerne blot var puljer af de fortsat svage brigader af BTG'er, der her rykkede frem i kolonner på vejene. Det ville ikke have været et problem, hvis Ukraine efter Ruslands ”hybride” krigsforberedelse af informationskrig, trusler og lidt cyberangreb var kollapset, men det skete som bekendt slet ikke.
Dette skal ses i sammenhæng med den begrænsede samlede størrelse af den russiske stående hærs kampstyrke, dvs. summen af bataljonsgrupper. Den russiske forsvarsminister, "general" Sergei Shoigu, gjorde sidste år klart, at styrken inklusive faldskærmstropper og marineinfanteri var begrænset til de 168 BTG'er.
Af denne styrke er det igen først og fremmest infanteridelen, der er relevant for gruppernes evne til at kæmpe i områder med bebyggelse og bevoksning. Da russiske infanterikompagnier er små, kun ca. 60 soldater (dvs. under 200 pr. BTG), var den maksimale sum af hærens infanteri ca. 26.000. De luftbårne styrker føjede omkring 6.000 og flådeinfanteri omkring 2.000 til dette antal.
Kampkraften i Ukraine til imødegåelse af baghold og i bykamp var fuldstændig afhængig af kvaliteten og motivationen hos den del af disse soldater, der blev sendt ind i Ukraine, angiveligt 100 og senere 120 BTG’er. Hvis infanteristerne fra disse enheder blev siddende i deres køretøjer i bevokset eller bebygget terræn, kunne resten af gruppen, dvs. kampvogne og forsyningskøretøjer, let nedkæmpes af ukrainerne.
Russiske militære forberedelser
Det er bemærkelsesværdigt, at de enheder der fra efteråret sidste år blev koncentreret i lejre i nærheden af Ukraine, blev holdt passive i deres telte med deres køretøjer efterladt i det fri for at forfalde langsomt i det fugtige og kolde vintervejr. Den eneste uddannelse jeg observerede via åbne kilder, var noget grundlæggende skydebanetræning.
Uanset om formålet blot var at true Ukraine, var det grænsende til vanvittigt ikke at gennemføre stadig mere krævende feltmæssig samvirkeuddannelse for styrkerne, mens man ventede på beslutningen om, hvad der skulle ske.
Det kan også nævnes, at hærens BTG’er åbenbart skulle sendes i krig med ældre materiel. Langt de fleste russiske kampvogne man kunne se i lejrene omkring Ukraine, var fra 1970'erne og 1980'erne, dog moderniseret med reaktiv pansring og bedre ildkontrol. Senere blev det klart, at mindst en indsat division havde de nyere T-90 kampvognene, men der var ingen af de nye imponerende T-14 Armata-vogne, der i de senere år sås i sejrsparaderne på Den Røde Plads.
Den samme gennemsnitsalder blev rapporteret for de deployerede russiske kampfly. Også her var der tale om kampfly fra Den Kolde Krig, herunder enheder med det taktiske støttefly Sukhoj Su-25, det russiske ”svar” på det amerikanske A-10-fly.
Faktisk taktisk optræden af kampenhederne
Den russiske hærs BTG’ers taktiske optræden var værre end noget andet, jeg har set i mit professionelle liv. Indtil de blev ramt af panserværnsmissilerne og brød i brand eller eksploderede, bevægede kampvognene sig som blindede næsehorn.
”Motorskytterne”, dvs. infanteristerne, blev siddende i deres pansrede mandskabsvogne og kampkøretøjer, når styrken blev beskudt, indtil deres egen vogn blev ramt. Da dette skete, må det formodes, at nogle af soldaterne døde i vognene. Men resten flygtede derefter. Mange køretøjer blev erobret intakt af ukrainerne, fordi infanteristerne åbenbart opfattede dem som dødsfælder. Under flugten fra uskadte eller ramte køretøjer blev flere dræbt af ukrainernes håndvåbenild. Mange af de sårede må derefter være døde på den lange vej tilbage til hospitalerne.
Der har tilsyneladende ingen uddannelse i optræden ved baghold været for de russiske soldaters vedkomne. Der var åbenbart heller ingen udviklede rutiner for det tætte teamsamarbejde mellem kampvognene, afsiddet infanteri og kampingeniører, der er specielt afgørende for kamp i bebyggede områder.
Der var ingen tegn på tæt samarbejde med de haubitsbatterier, der som nævnt indgår som standard i BTG’erne. De burde senest, når de forreste enheder kom i kamp, være gået i stilling og leveret ildstøtte.
Faldskærms- og marineinfanteriet optrådte bedre. Faldskærmssoldaterne kunne på videoer og fotografier ses siddende oven på deres BMD-kampkøretøjer, marineinfanteriet bevægede sig til fods bag deres BTR'er (dvs. pansrede mandskabsvogne).
Som nævnt havde ukrainerne ikke fået de udenlandske våben frem til Kherson, men det er næppe den eneste årsag til de russiske resultater i syd. Videoer fra denne by viser, at det var fladskærmstropper, der erobrede den. Ved den nærliggende by Voznesensk, var det en marineinfanterienhed fra Stillehavsflåden, der flygtede efter det vellykkede ukrainske baghold. Også ved Mariupol har angriberne omfattet marineinfanteri, og her blev Sortehavsflådens stabschef dræbt under føringen af disse. Den bedre optræden af eliteinfanteriet er en sandsynlig forklaring på de bedre resultater langs kysten, men billeder og videoer illustrerer, at det også førte til store tab i disse enheder.
Det er dog ikke kun russerne, der havde problemer med manglende uddannelse og rutine, Videoer af ukrainske patruljer fra de første dages kampe ved Kyiv og i Kharkiv et lavt niveau af uddannelsen i feltmæssig optræden. Dette er forståeligt, da mange af de frivillige blev samlet i improviserede enheder. Således viser videoerne fra denne periode ingen opdeling i styrken til gensidig støtte (dvs. ild-og-bevægelse-optræden).
Men med ukrainernes anvendelse af de indledningsvis nævnte troppetomme områder mellem russiske enheder, som man på videoer ser dem køre ind i på civile køretøjer, opnåede de resultater mod russerne. De russiske enheder optrådte åbenbart ofte på en passiv eller let forudsigelig måde. Derfor medførte det svage ukrainske uddannelsesniveau åbenbart sjældent katastrofer.
I øvrigt synes ukrainerne at have været hjulpet af korrekte forventninger om, hvordan russerne ville optræde. Ved interventionen i Tjekkoslovakiet i 1968 og i Afghanistan i 1979 blev operationen indledt med landsætning af specialstyrker i hovedstadens lufthavn, der skulle gennemføre et strategisk kup mod landets ledelse. Derfor er det næppe et tilfælde, at morgenlandsætningen i Antonov-lufthavnen i Hostomol blev hurtigt imødegået og nedkæmpet.
Materiellet
Den russiske hærs gennemsnitlige materielsituation var endnu værre, end jeg bemærkede før invasionen. Billeder af nogle kampvognsenheders vogne viste kun meget lidt moderniserede eller ikke-moderniserede T-64 og T-72'ere. Dette på trods af, at de må have været en del af den højest prioriterede kampvognspark, dvs. ikke reservevogne i depoterne til de lavere prioriterede enheder.
Infanteriets køretøjer var MT-LB'er, ældre BTR'er og BMP-1'ere uden ekstra beskyttelse. Det vil sige de ældre af de typer, man anvendte i Afghanistan for fyrre år siden.
Kun faldskærmsstyrkerne og marineinfanteriet infanteriet har tilsyneladende fået nye køretøjer. Faldskærmsenhederne havde den nye BMD-4 med 100 mm lavtrykskanon og BMD-3 med 30 mm maskinkanon. Marineinfanteriet havde den nye BTR med fjernbetjent tårn.
Og selv de bedst beskyttede russiske pansrede køretøjer var sårbare overfor ukrainernes vestlige panserværnsvåben. Selv på T-90'erne viste de russiske bokse med reaktivt panser sig utilstrækkelige mod to-trins hulladningsmissiler, og traditionelle våben (såsom RPG'er eller den gamle amerikanske LAW) kunne i nogle situationer trænge igennem tidligere versioner af boksene.
Russiske kampvogne bliver ofte stadig ødelagt ved eksplosion af deres kanonpatroners ladninger, der ligger ubeskyttet i den automatiske lader i tårnbunden (eksplosionen efterlader tårnet ved siden af det udbrændte skrog). Hvis også brisantgranaterne i vognen eksploderer, kan man knap se, at vraget var en kampvogn.
De russiske flystyrker
Det var en overraskelse, at det ikke lykkedes for det russiske luftvåben at opnå luftherredømme ved starten af invasionen. Da jeg ikke selv er luftvåbenspecialist, kan jeg kun gengive opfattelsen fra flere eksperter om, at de russiske operationer i Syrien havde givet et for positivt billede af russisk flyvevåbens muligheder.
Jeg forstår nu ved korrespondance med de amerikanske flyvevåbeneksperter, jeg har været i netværk med siden 2014, at missionerne i Syrien normalt blev udført med et enkelt eller to fly, ikke i store og komplekse missioner. Manglerne er også behandlet af britiske analytikere. Det blev igen (som under Den Kolde Krig) bemærket, at de russiske piloter havde relativt få flyvetimer, og disse blev ikke brugt til træning i krævende missioner. Derfor fik de russiske luftoperationsstabe ingen eller lidt øvelse i at planlægge og kontrollere de store og komplekse operationer, som en nødvendighed for at ødelægge eller lamme det ukrainske luftvåben ved starten af invasionen, herunder at sikre, at egne luftværnssystemer ikke nedskyder egne fly. Efter Syrien mangler man præcisionsbomber.[1]
Nogle bemærkninger med advarsel
Jeg ved fra korrespondance med nære kontakter og venner både i Baltikum og herhjemme, hvor svært det er at erkende og acceptere de russiske militære svagheder, der er demonstreret i konflikten indtil videre. Det er ikke let at acceptere at den mægtige hær, som man havde brug for og stadig har brug for som den afgørende trussel, er blevet så grundigt besejret af en magt underlegen i materiel og mandskab. Det er nok lettere for en gammel brigadegeneral og krigshistoriker som mig, der har set det før.
Jeg savner dog en anden forklaring på, hvordan og hvorfor invasionen gik i stå, hvis årsagen ikke var massive tab af mandskab og materiel pga. amatøragtig optræden.
Man skal huske, at den russiske hær må være meget stor af den simple grund, at den skal opretholde en fuld base for operationer i de fleste områder af det enorme territorium. Men den stående del af kamptropper er begrænset i antal enheder, og generalstaben måtte koncentrere omkring 75 % af alle disse enheder til invasionen. Det var dem, ukrainerne kunne standse i denne muligvis udstrakte krigs første uger.
På den anden side finder vi for mange ivrige efter at konkludere, at hermed har den militære trussel fra Rusland vist sig at være tom. Som en historiker, der lige har studeret russiske reaktioner på de tidligere russiske nederlag i Krimkrigen 1853-56, i Manchuriet i 1905 og i 1. Verdenskrig 1917, må jeg karakterisere det som uansvarligt at afvise det store ressourceriges evne og vilje til at vende tilbage efter markant ydmygelse. Selv de gange, hvor de privilegerede skulle udrenses og disciplineres brutalt, fulgte vanskelige reformer efter pinlige nationale nederlag.
Hvad Rusland kan opnå i en ubegrænset mobilisering af samfundet, blev vist to gange i det 20. århundrede. Først i perioden 1929 til 1942 og dernæst efter ydmygelsen i Cubakrisen. At oprustningsanstrengelsen i tyve år fra slutningen af 1960erne indsats knækkede økonomien og det politiske system viser bare den beslutsomhed, ydmygelsen udløste i et allerede demoraliseret samfund.
Russiske våbendesignere producerer stadig nogle fremragende systemer, der er klar til masseproduktion, når viljen og pengene er stillet til rådighed.
Det vi ser nu efter det indledende mislykkede strategiske kup mod Kyiv og den stoppede offensiv fra den russiske fredstidshær, er indkaldelsen af regulære russiske reserver for at bemande de normalt ubemandede enheder af divisioner og brigader og udstyre dem med de resterende køretøjer og andet udstyr fra depoterne. Det er næppe tilfældigt, at det var i 2021, at Rusland endelig fik et nyt reservesystem med rimeligt attraktive kontrakter og begyndte at rekruttere for at skabe en forberedt reservestyrke.
Herefter
Om det derefter bliver muligt for russerne at forbedre den taktiske situation i de næste uger og måneder skal vise sig, men de næste offensiver vil sandsynligvis være langt mere bevidste og dermed have en stærk artilleriforberedelse. De må også forventes at blive koncentreret om et centralt og væsentligt mål, som eksempelvis Kharkiv.
Man skelner mellem hastigt og grundigt forberedte angreb. Tiden indtil nu har gjort klart for den russiske militære ledelse, at for dem og mod ukrainerne var hastværk lastværk. Indtil, samtidig med og efter de grundigt forberedte angreb på landjorden, vil terrorangrebene mod den ukrainske befolkning og angrebene for at smadre infrastrukturen fortsætte.
Samtidig vil ukrainerne fortsætte med at infiltrere og angribe i de tomme områder mellem de russiske angrebsakser. Man må også forvente at russiske styrker, der opmarcherer før en fornyet offensiv, vil blive søgt ramt af langtrækkende ukrainske våben, uanset om dette skal ske inde i Rusland.
Dette indtil en af de to modstandere må opgive, og en ukrainsk sejr forudsætter et russisk politisk-økonomisk sammenbrud.
Det skal til slut understreges, at forholdet mellem Rusland og Vesten har udviklet sig til tæt på uerklæret krig, og at endnu en ukrainsk taktisk sejr ikke vil lette på situationen.
[1] For den tidlige britisk analyse: https://rusi.org/explore-our-research/publications/commentary/mysterious-case-missing-russian-air-force
