Medens man efter den første Verdenskrig næsten blev overvældet af den Mængde Litteratur om Kriserfaringer og moderne taktiske Fremgangsmaader, som militære Forfattere i alle de krigsførende Lande udsendte, er tilsvarende Oplysninger efter den nu afsluttede Krig meget sparsomme, og dette gælder i særlig Grad om Oplysninger fra Rusland. Svenske militære Tidsskrifter har dog bragt en Række Artikler om taktiske Synspunkter i den russiske Hær, hvoraf der i det følgende skal bringes et Sammendrag.
FODFOLKET.
1. Organisation.
De meget sparsomme Kilder tillader kun at angive Organisationen i store Træk, som dog er tilstrækkelige til Forstaa- elsen af det om Fodfolkets Kamp i det følgende anførte.
Det russiske Fodfolksregiment bestod under Krigen af 3 Batailloner samt 8 45 mm Panserværnskanoner, 6 75 mm Regimentskanoner, 6 120 mm Regimentsmorterer, 1 Maskinpistolkompagni m. m.
Bataillonen var inddelt i 3 Skyttekompagnier, 1 Maskingeværkompagni med 9 Maskingeværer, 1 Morterkompagni med 9 82 mm Morterer m. m.
Skyttekompagniet havde 3 Geværdelinger og en 50 mm Morterdeling med 3 Morterer. Endvidere fandtes 6 Panser- værnsgeværei.
Geværdelingen havde 4 Geværgrupper å 9 Mand. I Gruppens Bevæbning indgik bl. a. 1 Maskingevær og et automatisk Gevær med Kikkertsigte.
Fodfolket er Hovedvaabnet. Der lægges stor Vægt paa Samarbejdet mellem de forskellige Vaaben og paa, at dette Samvirke bliver til Gavn for Fodfolket, hvis Virksomhed er afgørende for Kampens Udfald.
2. Gruppering til Kamp.
Under normale Forhold, d. v. s. naar Fodfolket kæmper enkadreret, udskilles Reserver som Regel kun af Bataillon og højere Led. En Bataillon kan saaledes under enkadreret Angreb eller Forsvar udskille en Geværdeling og nogle Maskingeværer, medens Regimentet under tilsvarende Forhold kan holde et Skyttekompagni samt et Antal Maskingeværer og Regimentskanoner i Reserve.
For at faa den stærkest mulige Udvirkning fra Kampens Begyndelse til dens Afslutning skal Styrkerne grupperes saaledes, at saa mange Vaaben som muligt kan virke samtidigt. En stærk Dybdegruppering anses for uheldig, fordi den holder betydelige Dele af Tropper og Vaaben i Uvirksomhed under Kampen og ikke mindst under Stormen, der kræver Udnyttelse af hele Fodfolkets Ildkraft.
Under Angreb grupperes Regimenter, Batailloner og Kompagnier som Regel paa Linie eller i en Trekantformation, der kan have Spidsen fremefter eller bagud.
I Forsvaret indsætter Regimentet normalt Bataillonerne paa Linie, medens Batailloner og Kompagnier grupperes som under Angreb.
Paa en aaben Fløj kan Enhederne saavel i Angreb som Forsvar échelonnere sig i Flanken.
I Trekantformationen skal der mellem 2 Enheder i samme Linie være et Mellemrum svarende til den 3. Enheds Bredde. Indenfor Regimentet anbringes saaledes principielt ingen Enhed bag en anden, hvilket svarer til Kravet om, at flest muligt af alle Enheders Vaaben skal kunne virke samtidigt.
3. Angrebet.
Dette omfatter sædvanligvis en Fremrykningsmarch,
Indtagelse af Udgangsstillingen for Angrebet, Fremrykningen til Storm afstand, Stormen og Kampen i det indre af den fjendtlige Stilling.
Under Fremrykningsmarchen føres Fodfolkets Enheder skjult frem til den angivne Udgangsstilling. Formeringen til Angreb indtages saa sent som muligt og helst først i Udgangsstillingen.
Denne vælges indenfor en Afstand af 800 m fra Fjendens Hovedkamplinie, saafremt Terrainet og den fjendtlige Ild tillader det, og omfatter det Terrainomraade, hvorfra de kampformerede Enheder støttet af Ilden fra tunge Vaaben og Artilleri igangsætter Angrebet. Hovedangrebet føres saavidt muligt frem i skjulende Terrain og mod Punkter indenfor Fjendens Omraade, hvis Fald vil faa hans Forsvar til at vakle. I Tyngdepunktsretningen indsættes det meste af Fodfolket og af Ilden fra de tunge Vaaben, der anbringes saaledes, at de allerede fra Begyndelsen virksomt kan støtte Angrebet. Regiments- og Panservæmskanoner anvendes enkeltvis, Maskingeværerne mellem Geværdelingerne i forreste Linie.
Angrebet begynder med en samtidig Fremrykning af alle Enheder, under hvilken Skyttekompagniets egne og underlagte Vaaben støtter de fremrykkende Geværdelinger direkte. Afstanden mellem Delingens Ildstillinger er som Regel 150— 250 m, og Fremrykningen fra Ildstilling til Ildstilling sker gerne gruppevis. Hvis der under Fremrykningen opdages et svagt forsvaret Terrainomraade, rettes Hovedstødet mod dette under Støtte af samlet Ild fra alle Vaaben, der kan virke i den ønskede Retning.
Naar Stormstillingen er naaet, graver Fodfolket sig ned. Den vælges saa nær Fjenden som muligt under Hensyn til, at der ikke tilføjes Fodfolket Tab under Artilleriforberedelsen. Naar denne formodes at have givet det ønskede Resultat, forlægges Artilleriets og en Del af Morterernes Ild efter Regimentschefens Bestemmelse ind i den fjendtlige Stilling, og samtidigt iværksættes Stormen. Saafremt Angrebet understøttes af Kampvogne, finder Stormen først Sted, naar disse er naaet frem til Stormstillingen. Skyttekompagnierne følger umiddelbart efter Kampvognene, trænger ind i den fjendtlige Stilling sammen med dem og samarbejder med dem for at nedkæmpe det fjendtlige Fodfolk m. m. Kampvognene skal ødelægge de Modstandsreder, som hindrer Fodfolkets Fremrykning, medens dette paa sin Side skal opdage eventuelle fjendtlige Minefelter og her skabe de fornødne Gennemgange for Kampvognene. Disse maa ikke fjerne sig fra Fodfolket og optager kun Kampen med fjendtlige Kampvogne, saafremt de er klart overlegne og samtidigt befinder sig i en gunstig Situation. Fjendens Kampvogne bekæmpes iøvrigt først og fremmest med Artilleri.
Saasnart Modstandsrederne i Fjendens Hovedkamplinie er taget, flyttes Morterer, Regiments- og Panserværnskanoner échelonvis fremad for at beskytte det erobrede Terrain mod Modangreb. Fremrykningen inde i Fjendens Stilling fortsættes om muligt uden Afbrydelse og under Ildbeskyttelse af alle til Raadighed værende Vaaben, som fortrinsvis skal virke i Front og Flanker af de Enheder, der er trængt længst ind i Stillingen. Fjenden søges med Ilden adskilt i isolerede Grupper, som derefter nedkæmpes enkeltvis. Enhederne stræber iøvrigt fremefter uden at indlade sig i langvarig Kamp med ikke nedkæmpede Modstandsreder, overfor hvilke kun efterlades fornødne Kræfter til Indeslutning, indtil de kan nedkæmpes af efterfølgende Styrker.
Vedrørende Fremrykningen over de sidste 200 m hævder Russerne, at en Forlægning af Artilleriilden før Stormen efter de sædvanlige Metoder nok er Signalet til, at egne Tropper skal paabegynde Stormen, men for Fjendens Vedkommende ogsaa til, at de automatiske Vaaben, som ikke er nedkæmpet, og dem vil der altid være adskillige af, skal træde i Virksomhed. Herved faar Forsvareren imidlertid en Fordel, som kun kan elimineres ved at gøre Intervallet mellem Artilleriildens Forlægning og Indbruddet i den fjendtlige Stilling saa lille som muligt. Russerne organiserer derfor Artilleriilden saale- des, at denne langsomt og i korte Spring forlægges ind i Stillingen, medens Morterer, direkte skydende Kanoner og Kampvogne overtager Beskydningen af Artilleriets hidtidige Maal- omraader. Det maa undgaas, at Fjenden faar Indtryk af, at Artilleriilden forlægges, og Stormen er mange Gange mislykket, fordi hele Ildforlægningen har fundet Sted samtidigt med, at Fodfolket er gaaet frem til Storm.
Fodfolket bør ikke standse paa Sikkerhedsafstanden 200 m, men søge frem til 100—150 m fra den fjendtlige Stilling og tage de Tab, som egen Artilleriild eventuelt maatte give, idet disse i hvert Fald vil være mindre end Tabene, der vil lides under et længere Fremløb i fjendtlig, automatisk Ild. Paa samme Maade presser Fodfolket sig frem, naar Morterer og direkte skydende Kanoner m. m. afløser Artilleriilden. Under selve Stormen, der foretages gaaende, skal Fodfolket — skydende under Bevægelse — overøse Fjendens Stilling med Ild fra alle Vaaben; Resultatet heraf kan, selv om der ikke er Tale om nogen sigtet Ild, være betydeligt, hvis Fjenden viser sig i Udstillingerne.
Saafremt der deltager Kampvogne i Angrebet, følger Fodfolket umiddelbart bag disse; men der er Eksempler paa, at Russerne i Tilfælde, hvor de ikke raadede over Kampvogne, har begyndt Stormen saa tidligt, at Fodfolket er trængt ind i Fjendens forreste Stillinger, forinden Artilleriilden var forlagt. Om en saa simpel Løsning af Problemet om de sidste 200 m er tænkelig i andre Hære end den russiske, er vel et Spørgsmaal.
4. Forsvaret.
Forsvaret skal først og fremmest være indrettet paa at kunne afslaa Kampvognsangreb. Panserværnsgeværer, Panserværnskanoner og enkelte Feltkanoner er Forsvarets Rygrad. Kanonerne skyder direkte, men ikke før Situationen gør det nødvendigt. De beskyttes af Stormhindringer og af andre Vaaben, især Maskingeværer.
Hvis Tiden tillader det, organiseres Forsvaret iøvrigt i et 5—6 km dybt Hovedforsvarsomraade; 1—3 km foran Ho- vedkamplinien udstilles Fægtningsforposter, der har til Opgave at sikre Hovedstyrken mod overraskende Angreb, at vanskeliggøre Fjendens Rekognoscering og at vildeiede ham med Hensyn til Hovedkampliniens Beliggenhed. Fægtningsforposterne understøttes af Maskingevær-, Morter- og Artilleriild fra Hovedforsvarsomraadet.
Umiddelbart foran Hovedkamplinien anlægges normalt 2 sammenhørende Hindringsbælter, — en Stormhindring og foran denne en Kampvognsspærring. Alle Hindringer, der befinder sig foran forreste Fodfolk, skal kunne bestryges virksomt med flankerende Ild. Hindringerne maa ikke røbe flankerende Vaabens Plads eller lægges saaledes, at de kommer i Vejen for planlagte Modangreb, hvilket kan nødvendiggøre, at der i Hindringerne indrettes Gennemgange, som hurtigt kan aabnes og lukkes. Ogsaa inde i Stillingen, f. Eks. i Grænsen mellem Enheder eller i Mellemrum mellem Forsvarsomraader anlægges der Hindringer.
En Bataillons Forsvarsomraade kan være omkring 2 km bredt og 1,5 km dybt. Det deles i 3 Kompagniomraader og disse igen i 3 Delingsomraader. Kompagnier og Delinger anbringes ved Siden af hinanden eller i den tidligere omtalte Trekantformation. Grænser mellem Omraaderne maa ikke kunne erkendes som saadanne af Fjenden.
Hver Geværdeling skaber indenfor sit Omraade et Støttepunkt, der skal kunne forsvares til alle Sider. Dets Bredde kan være 200—250 m og Dybden ca. 150 m. Besætningen i et Delingsstøttepunkt i Hovedkamplinien udgøres foruden af Geværdelingen af lette Morterer og Panserværnsgeværer. I Støttepunkter, der ligger længere tilbage, findes Maskingeværer, Morterer og Kanoner. Det Støttepunkt, som Kompagnichefen opholder sig i under Kampen, kaldes Kompagniets Hovedstøttepunkt. I de Dele af Forsvarsomraadet, der ligger udenfor Støttepunkterne, anlægges Skinanlæg med en svag Besætning af Maskinpistolskytter.
Indenfor hver Bataillons Omraade samles nogle Støttepunkter, f. Eks. 2 Kompagniers Hovedstøttepunkter, 1 Delingsstøttepunkt og Bataillonsreservens Støttepunkt, til Bataillonens Forsvarscentrum, der ogsaa skal kunne forsvares til alle Sider. Forsvarscentrer og Hovedstøttepunkter, som ligger i et for Kampvogne fremkommeligt Terrain, indrettes tillige som Panserværnscentrer og skal være i indbyrdes Ildforbindelse med Maskingeværer, Morterer og Kanoner.
I Terrain, som er helt eller delvis ufremkommeligt, er det ikke nødvendigt, at Kompagniernes Forsvarsomraader grænser snævert til hinanden. Mellemrummene, der kan være indtil 1500 m brede, sikres af Maskinpistolskytter og Minefelter i Forbindelse med Krydsild fra Kompagniomraaderne. Et Kompagni har Ansvaret for Mellemrummet til venstre for eget Omraade.
Befæstningsanlæggene er temmeligt omfattende. Foruden den egentlige Ildstilling har Geværgrupperne mindst en, Maskingeværer, Morterer, Panserværnsgeværer og Kanoner flere Ildstillinger, der for de tunge Vaabens Vedkommende anvendes under Fjendens Rekognoscering og de indledende Kampe, medens den egentlige Udstilling først indtages paa et senere Tidspunkt og ikke maa røbes af Panserværns- og Regimentskano- ner, før Fjenden angriber med Kampvogne. For at vildlede Fjendens Rekognoscering med Hensyn til Antallet af tunge Vaaben og disses Placering anvendes bevægelige Maskingeværer, Morterer og Kanoner, for hvilke paa Forhaand er bestemt et Antal indbyrdes forbundne Stillinger i passende Afstand fra de egentlige Ildstillinger.
Der lægges stor Vægt paa Ildplanens Organisering. Kompagnierne i forreste Linie skal med egne Vaaben kunne danne et sammenhængende, effektivt Ildsystem indtil 400 m foran Hovedkamplinien. Foran denne forberedes endvidere et 200— 400 m dybt Spærreildsbælte. I Spærreilden deltager Støtteartilleriet og alle Bataillonens tunge Vaaben. Ilden skal paa et let synligt Tegn kunne lægges hvorsomhelst i Spærreildsbæltet.
I Ildstillingerne udstilles Observatører, men Mandskabet opholder sig iøvrigt i Dækning, naar der ikke skydes. Fjendtlige Patrouiller afvises med Ild fra Maskingeværer og Finskytter. Naar Fjenden angriber, aabner Maskingeværerne Ilden paa 800 m, Finskytter paa 600 m og Geværskytter paa 400 m.
Under Fjendens Artilleri- og Fly verf orberedelse søger det egentlige Fodfolk og en Del af de tunge Vaaben Dækning, men Udstillingerne besættes, saasnart Artilleriilden forlægges.
Hvis der deltager Kampvogne i Fjendens Angreb, bekæmpes disse af Artileri, Panserværnskanoner og Panserværnsgeværer, medens Maskingeværer, Maskinpistoler og Geværer ret- ter Ilden mod Fjendens Fodfolk og søger at skille dette fra Kampvognene. Naar Fjenden er paa Stormafstand, forstærkes Ilden til det yderste under Medvirken af hele Artilleriet og samtlige Morterer. Maalet er at tilintetgøre Fjenden foran Hovedkamplinien.
Lykkes det Fjenden at trænge ind i Forsvarsomraadet, skal han standses af Ild og Modstød, som kan udføres med Delinger, Kompagnier eller større Styrker. De skal rettes mod Fjendens Flanker og understøttes af Artilleri og andre tunge Vaaben, der er opstillet længere tilbage. I Modstødet deltager alle de Enheder, gennem hvis Omraade det føres, i hvilken Anledning der hurtigt skal kunne etableres Gennemgange i de Stormhindringer, der omgiver Støttepunkterne.
5. Undvigende Kamp.
Det bevægelige Forsvar karakteriseres som en Række Forsvarskampe i forud bestemte Stillinger i Forbindelse med korte, overraskende Modstød. Standsningslinierne vælges i Ter- rain, der er ufremkommeligt for Kampvogne.
Regimentet besætter samtidigt 2 Standsningslinier, hvis Forsvarsstyrker afhænger af Fjendens sandsynlige Angrebsretninger. Normalt besættes 1’ Linie med l1/» Bataillon og 2’ Linie med 1 Bataillon, medens Va Bataillon holdes i Reserve og anbringes skjult i Tilslutning til 2’ Linie. De til Regimentschefens Raadighed værende Panserværnskanoner, Regimentskanoner og Morterer fordeles paa begge Linier. Foran disse og i Flankerne anlægges Hindringer, som skal kunne beherskes af Artilleri- og Fodfolksild. En Del af det Regimentschefen underlagte Artilleri afgives til Bataillonerne.
Afstanden mellem Standsningslinierne skal være saa stor, at Fjenden efter at have taget en Linie maa foretage Stillingsskifte med Artilleri og Morterer og organisere Angrebet paany for at sætte sig i Besiddelse af næste Linie.
I de af Bataillonerne besatte Standsningslinier indrettes Forsvarscentrer; mellemliggende Terrain skal kunne beherskes af Maskingeværer, Morterer og Artilleri. Panservæmet organiseres saaledes, at Fjendens Kampvogne ikke maa kunne bryde ind i Terrainet mellem de forskellige Forsvarscentrer, og saaledes, at Bataillonerne under Tilbagegangen er beskyttet mod Kampvognsangreb.
I Terrainet mellem Standsningslinierne kan der tilrettelægges Baghold, eventuelt i Forbindelse med Panserværnsvaa- ben og Kampvognsminer.
Hvis Fjenden angriber, aabner Styrkerne i forreste Standsningslinie Ilden paa lang Afstand for at sinke Fjenden, tvinge ham til at sprede sine Styrker og tilføje ham Tab, naar han passerer Spærringer, der ligger under Forsvarerens Ild. Naar denne Opgave er løst, og Fjenden hindret i at foretage et normalt Angreb, rømmer Bataillonerne i forreste Standsningslinie paa Regimentschefens Ordre hurtigt og skjult Stillingerne og trækker sig under Beskyttelse af Ilden fra Hovedparten af de tunge Vaaben uden om 2’ Standsningslinies Fløje, saafremt dette er muligt, til den næstfølgende Linie, hvor de straks indretter sig til Forsvar. Regimentsreserven understøtter med Ilden Bataillonerne i forreste Linie og holder sig rede til at forsvare forberedte Stillinger i 2’ Linie, naar de forreste Styrker er gaaet tilbage.
Hvis enkelte fjendtlige Styrker bryder ind i forreste Standsningslinie og truer med at omgaa Fløjene, eller hvis det gøres umuligt for Bataillonerne at frigøre sig, foretages Modstød med Reserven, fortrinsvis mod Fjendens Fløje.
Der udføres Brosprængninger og Vejødelæggelser.
Raader Fjenden over et betydeligt Antal Kampvogne, échelonneres Panserværnet i Dybden og knyttes til Spærringer, især paa Fløjene.
Det vil af foranstaaende fremgaa, at de Principper, der er gældende for det russiske Fodfolks Kamp, paa de vigtigste Omraader er i Overensstemmelse med danske Reglementer, hvilket synes at vise, at Krigen ikke har medført væsentlige Ændringer i Fodfolkets Taktik. Derimod synes de russiske Bestemmelser at være mere bindende for Førerne end de danske. Grunden hertil kan være, at den kortvarige Officersuddannelse, der kan gives under Krigsforhold, nødvenddiggør mere skematiske Fremgangsmaader.
Den Maade, det russiske Fodfolk udfører Fremrykningen over de sidste 200 m paa, og som iøvrigt saavidt vides er i Overensstemmelse med Fremgangsmaaden i den britiske Hær, er sikkert at foretrække for den herhjemme anvendte, bl. a. fordi Fodfolket bedre er i Stand til at slutte op til Artilleriilden. Uden en rigelig Bevæbning med Maskinpistoler og andre moderne Haandskydevaaben, der selv ved Skydning under Bevægelse har tilstrækkelig Ildkraft til at holde Fjenden nede i Dækningerne, vilde en saadan Fremgangsmaade dog næppe være mulig.
Medens det russiske Forsvar som anført bygges op af et System af Støttepunkter, siger de danske Reglementer om dette Spørgsmaal i Hovedsagen kun, at Støttepunkter, hvorom Forsvaret kan samle sig, og som skal kunne fastholdes, efter at det omliggende Terrain er tabt, er nødvendige (Feltreglement I, B), samt at Støttepunkter indrettes i dertil egnet Terrain, naar Bataillonschefen finder det ønskeligt eller nødvendigt (Kampreglement for Fodfolket). Der kan næppe være Tvivl om, at et Støttepunktssystem som det russiske giver større Fasthed i Forsvaret.
ARTILLERIET.
Ved Krigens Udbrud raadede Russerne over et moderne og rigeligt Artilleri, og de havde allerede under den russiskfinske Krig paa det karelske Næs vist, at saavel Artilleritaktik som Udledelse stod paa et højt Stade.
Divisionsartilleriet bestod af 2 Artilleriregimenter med ialt 36 Pjecer, men iøvrigt foreligger der ingen Oplysninger om Organisationen af dette Artilleri, der under den tyske Offensiv og de russiske Forsvars- og Tilbagegangsoperationer i 1941 og 1942 førte en ret ubemærket Tilværelse, men som dog tilføjede de fremrykkende Tyskere ikke uvæsentlige Tab.
Under den kritiske Situation i Efteraaret 1942 tog man paa Forslag af Artillerimarskal Voronov et Artilleriregiment fra hver Division og dannede heraf en bevægelig Artilleri- reserve, som bl. a. blev indsat ved Stalingrad, hvor 5000 Kanoner, der var ført hemmeligt frem, pludseligt aabnede Ilden den 19/11 1942 ved Daggry og i Løbet af denne ene Dag afgav ikke mindre end 689.000 Skud.
I Løbet af 1943 blev der af denne Artillerireserve i Forbindelse med de Mængder af Kanoner og Ammunition, der strømmede til fra Vaabenfabrikkerne i Ural, opstillet og uddannet Artillerienheder i et Forhold, der sikkert savner Sidestykke. De nye Enheder blev for en Dels Vedkommende indordnet i nyskabte eller reorganiserede operative Enheder, men et meget stort Antal Artilleriregimenter — organiseret i Artilleribrigader, -divisioner og -korps -— blev dog holdt i Reserve til Raadighed for den øverste Krigsledelse som selvstændigt Artilleri.
Artilleriregimenterne indenfor dette Artilleri bestaar af 2 eller 3 Afdelinger, hver paa 3 Batterier. I hvert Regiment findes i Modsætning til Divisionsai'tilleriets blandede Afdelinger kun een Slags Pjecer. Alle Enheder er motoriserede. Haubits- regimenterne er udrustet med 122 eller 152 mm motortrukne Haubitser. Kanonregimenterne har 122 mm motortrukne Kanoner eller 152 mm pansrede Kanoner paa selvbevægelig Lavet. Disse 152 mm Kanoner, der i Modsætning til alle andre Pjecer organiseres i 2 Kanons Batterier, har en Skudvidde paa 17 km og anvendes foruden til indirekte Skydning ogsaa som direkte skydende Stormartilleri.
Panserværnsregimenterne har 76 mm pansrede Kanoner paa selvbevægelig Lavet. Morterregimentet har 12 cm Morterer. Raketkasterregimenterne har enten 35-løbede Raketkastere til 6 kg Projektiler med 6 km Skudvidde eller 16-løbede Raketkastere til 25 kg Projektiler med 9 km Skudvidde.
Artilleribrigaderne bestaar enten af 2 Regimenter med 3 Afdelinger eller 3 Regimenter med 2 Afdelinger, eller ialt 6 Afdelinger med 18 Batterier. I Brigaden indgaar som Regel Regimenter af samme Art; i Haubitsbrigaderne dog baade 122 mm og' 152 mm Haubitsregimenter.
Artilleridivisionen bestaar af 4 eller 5 Artilleribrigader. Til samlet Ledelse af 2 eller flere Artilleridivisioner er der oprettet Ai'tillerikorpsstabe.
Det selvstændige Artilleri indsættes kun ved Offensiv. Dets Opgaver er i Reglen at deltage i Artilleriforberedelsen eller Artilleribekæmpelsen paa en begrænset Del af Fronten. Divisionsartilleriets Ild koordineres med det selvstændige Artilleris under Ledelse af Artilleridivisionscheferne. Naar Angrebet sættes an, flyttes Artilleridivisionernes Ild mod bestemte Maal i det indre af den fjendtlige Stilling, medens den direkte støttende Ild afgives af Infanteridivisionernes Artilleri, som ved Angrebets Begyndelse atter underlægges den paagældende Fodfolksfører. Lykkes Angrebet, flyttes Artilleridivisionerne til et andet Frontafsnit, saafremt de ikke skal flyttes fremefter til fornyet Indsats i Angrebsretningen.
Ved Offensiver tilstræbes størst mulig Grad af Overraskelse. De højere Stabe med tilhørende Rekognosceringsorganer ankommer til Fronten flere Dage før Artilleriets Hovedstyrke. Efter omhyggelige Maal- og Stillingsrekognosceringer udarbejdes detaillerede Planer for Indrykning i Stillingerne, for Indskydninger samt for Artilleriforberedelsen og Artilleribekæmpelsen. Indskydningen foretages med Hjælpepjecer efter en saadan Tidsplan, at Fjenden kan faa den Opfattelse, at det drejer sig om Forstyrrelsesild fra vandrende Batterier. Indrykning i Kampstillingerne foretages i de nærmeste Nætter før Angrebet. Artilleriforberedelsen begynder paa fastsat Klokkeslet af alt hertil bestemt Artilleri og udføres med størst mulig Ildhastighed. Den begrænses om muligt til en Varighed af omkring 2 Timer, men har dog varet baade 6 og 8 Timer. Det egentlige Artilleris og Morterernes Ild rettes mod Maal, der er fastlagt under Rekognosceringerne, medens Raketkasternes Ild rettes mod Forbindelsesveje og Omraader, hvor Reserver er konstateret eller formodes at opholde sig. Det beskudte Omraade har en Dybde paa 4—6 km. Bekæmpningen af paa Forhaand erkendte Maal begynder saa sent som muligt under Forberedelsen, og der holdes fra Begyndelsen tungt Artilleri i Reserve til Bekæmpelse af pludseligt opdukkende Maal. Saafremt Forsvarsstillingen har større Dybde end 4—6 km, maa Artilleriet, efter at det beskudte Omraade er besat af Fodfolket, foretage Stillingsskifte og tilføre ny Ammunition, forinden Artilleriforberedelsen kan genoptages.
Betingelsen, for at selv den voldsomste Artilleriforberedelse faar den tilsigtede Virkning, er, at den kommer overraskende. Den 12’ Juli 1943 indledede Russerne under Marskal Rokossovskijs Fremrykning fra Novosil mod Orel et Angreb paa en 30 km bred Front med en Artilleriforberedelse paa 2 Timer, udført af ca. 1800 Batterier og med en samlet Ammunitionsindsats paa omkring 30.000 t. En dygtigt udført Rekognoscering havde imidlertid i god Tid givet Tyskerne Kendskab til den russiske Artillerisamling, hvorfor de under Dækning af efterladte Sikringsstyrker ubemærket trak sig tilbage, forinden Artilleriforberedelsen begyndte. Da denne var afsluttet, og Angrebet gik frem, mødte Russerne ingen Modstand i Begyndelsen, men efter en Fremrykning paa 6 km stod de foran en ubrudt tysk Front, der krævede ny Organisering af Artilleriilden. Dette gentog sig flere Gange, saaledes at Russerne først den 5’ August naaede frem til Orel efter paa 25 Døgn kun at have tilbagelagt 55 km.
Hvad selve Artilleriforberedelsen angaar, hævder Russerne, at denne er virksomst, naar Vaaben af alle Kalibre op til 20 cm føres frem til direkte Skydning mod Fjendens befæstede Stillinger. Herved formindskes den Tid, der kræves til Ødelæggelse af de fjendtlige Forsvarsanlæg, og Fodfolket sættes i Stand til uden Tab at nærme sig Angrebsmaalet. Under Artilleriforberedelsen organiseres der derfor altid et Samvirke mellem skjult skydende Batterier og Artilleripjecer, der er opstillet med direkte Retning. Hurtigilden fra disse overrasker Fjenden og ødelægger hans Befæstnings- og Hindringsanlæg paa meget kort Tid og med et ringe Ammunitionsforbrug, fordi Spredningen paa de korte Skudafstande er saa lille. Det er hovedsagelig Pjecer fra Divisionsartilleriet, der anvendes paa denne Maade, og Antallet har ofte været stort. Eksempelvis var der under Kampene ved Sevastopol opstillet 256 Kanoner til direkte Skydning paa en Front af 6 km.
Under Fodfolkets og Kampvognenes Fremrykning i den fjendtlige Stilling har Ledsagekanoner og Morterer, der rykker frem i hurtige, korte Spring fra Dækning til Dækning sammen med Fodfolket og altid er klar til at aabne Ilden, ofte været af afgørende Betydning for Angrebets Genneførelse.
