Forfatter: Klavs Becker-Larsen
I en fortrolig skrivelse af 26-9-1916 stilet til "Generalmajor H.F.Castenschiold, kommandør af Dannebrog og Dannebrogsmand", meddeler den danske Overkommando: “Såfremt forholdene efter eventuel mobilisering udvikler sig således, at den sjællandske hærstyrke kommer til at kæmpe i Tunestillingen (1), påtænker Overkommandoen at overdrage hr. Generalmajoren med hovedmassen af gardehusarregimentet og 4.dragonregiment samt de frivillige korps at sikre arméens højre flanke. Denne opgave må søges løst dels ved en opklaring frem gennem Horns Herred, dels ved en bevogtning af Roskilde Fjord.” Den styrke, generalen kan regne med, opgøres til ca. 2.900 mand, nemlig 6 eskadroner rytteri med 1.120 mand og 24 rekylgeværer, plus 7 frivillige korps , som forventes at stille med 1.787 mand, der, foruden geværer, råder over 130 rekylgeværer, 317 cykler og 64 motorcykler. Hovedstyrken i den frivillige gruppe udgøres af Akademisk skyttekorps, Kongens livjægerkorps, Københavns amts skyttekorps og Korps Westenholz (2). Skrivelsen fortsætter: “På den østlige bred af fjorden vil Overkommandoen i en nærmere fremtid søge foranlediget anlagt skyttegrave og batteristandpladser og spærringer i fjorden. Efterhånden som disse arbejder skrider frem, vil der herfra tilgå Dem nærmere underretning desangående.” Overkommandoen har dog allerede gjort sig mere detaljerede overvejelser om Roskilde Fjord, end dens kortfattede skrivelse lader forstå. Et, tilsyneladende internt, notat fra oktober 1916 tager udgangspunkt i rekognosceringer, som OK har ladet foretage til lands og til vands (kaptajn Hother Styrmer og premierløjtnant Ebbe Gørtz ved generalstaben besejler fjorden med stedkendte fiskere). Notatet fastslår: Fjendtlige overgangsforsøg må afvises, inden angriberen får foden på land øst for fjorden. Fra Kulhus til Eskildsø er der overalt mulighed for en overgang over fjorden, men kysten ud for St.Havelse, ved Frederikssund og ved Jyllinge er de mest udsatte partier. Ud for disse 3 steder er der tilmed skove på fjordens vestside, som vil skjule forberedelserne til en overgang.
Forsvarsværker omkring København. Mod vest Tune stillingen, Roskilde Fjord Stillingen og den alternative spærring i Horns Herred.
Her må fjord vandet gøres så vanskeligt passabelt som muligt ved mineudlægning og ved 6m brede pigtrådshegn i strandkanten. (Senere planer supplerer disse med 2m brede og ganske lave hegn i vandet. Tråden spændes 12-15cm over grunden og kan erstattes af udspændte fiskenet.) Fjorden og kysten må flankeres med lys og ild fra to-kanonbatterier. Men også kysten ved Rørbæk, ved Marbæk og ved Sølager må sikres bedst muligt, så fronten langs fjorden behøver 32 kanoner, 12 lyskastere og pigtråd til 16km hegn. Der er allerede tildelt fronten 19 stk. 9cm stålkanoner og 9 stk. 75mm hurtigskydende stålkanoner, alle i feltlavet. Hvis de 12 90cm lyskastere (m. pentamotor) ikke slår til, må der suppleres med gaslyskastere og sekundære lysmidler. Fodfolkets skyttegrave skal lægges tæt ved stranden. Bag skyttegraven bygges opholdsrum og længere mod øst hvilerum med forbindelsesgange. Rapporten fra OK’s rekognoscerings-gruppe opererer med et behov for 8-10 bataljoner plus betydelige reserver til et direkte forsvar af de 3 mest truede strækninger. Rapportens forfattere ved dog også, at der ikke kan disponeres over så store styrker, og tænker sig alternativt, at man nøjes med at observere kysten og holder kræfterne klar i en centralopstilling sydøst for Frederikssund. Men det lader sig heller ikke gøre, ræsonneres der videre, for forsvarsstyrken behøver 2-3 timer til at nå frem til Jyllinge- og St.Havelse-kysten. Det vil give angriberen tid til at få så store styrker i land, at angrebet ikke kan afvises. I forbigående nævner rapporten, at forsvaret af ij orden kunne ordnes på en helt anden måde: Man kan bygge en spærrestilling tværs over Horns Herred i linien Vellerup-Krabbesholm. Stillingen vil blive 7km lang, men (arméingeniørkommandoen 11-4-1916) den vil være lettere at forsvare med de styrker, som vil være til rådighed, og den kan bygges for 358.000 kr., mens stillingerne langs fjordens østside vil koste 1.100.000 kr., den samme sum, som ses i budgettet for Tunestillingen året før. Arméingeniørkommandoen har dog i sit overslag sat ikke mindre end 450.000 kr. af til en uddybning af fjorden til 2,5m foran de mest udsatte steder.
I sit svar til OK (1-11-1916) skriver general Castenschiold bl.a.: “En fjendtlig overgang over Roskilde Fjord er den mest nærliggende mulighed under et fjendtligt angreb på Tunestillingen. Man kan jo ikke forudsætte, at fjenden vil spilde tid og kræfter på at angribe den feltbefæstede stilling mellem Køge Bugt og Roskilde Fjord, — når han, kun ved at gøre en lille omvej, — kan gå om i flanke og ryg på Tunestillingen og derved tvinge os til at forlade den.” Generalen redegør derefter for resultatet af de rekognosceringer, han har foretaget langs fjorden med stabsofficerer fra rytterregimenterne og med befalingsmænd fra de frivillige korps, og fremsætter sine kommentarer til OK's skrivelse: Opklaringsopgaven i Horns Herred løses af rytteriet, indtil det må trække sig tilbage (via broen ved Frederikssund) til fjordens østside. Derefter kan man muligvis få lidt efterretninger, om hvad fjenden foretager sig, gennem det civile efterretningsvæsen pr. radio og brevduer, eller fra fly. Men man gør bedst i at regne med, at man først ved, hvad fjenden vil, når han begynder at gå over fjorden. Sikringsopgaven.'Nai OK kan affinde sig med en så svag styrke til bevogtning af fjorden, må det bero på styrkens ret store bevægelighed, idet den er delvis bereden og delvis udrustet med cykler, og at den har et betydeligt antal rekylgeværer. Men den rekognoscering, vi foretog, viste tydeligt cyklernes afhængighed af vejenes tilstand. Føret var, som det vil være i store perioder om efteråret, vinteren og foråret. Det var overmåde vanskeligt for cyklerne og umuligt for motorcyklerne at komme frem på de mindre veje, som de netop skal benytte, når rekylgeværdelingerne skal rykke frem til kysten. Den pågældende dag var vandstanden i fjorden meget lav. Store dele af fjordbunden ved St.Havelse-, Frederikssund- og Jyllinge-kysten lå blottet og vi “fik et uhyggeligt klart begreb om, hvor gunstige betingelserne er for en overgang.” Under almindelige forhold lægger størstedelen af fjorden til med is om vinteren (kaptajn Styrmers rapport), dvs., at fjorden ingen betydning har som passiv hindring. At ise kan vise sig ugørligt, hvis fjenden står på modsatte bred. Castenschiold har sendt spørgeskemaer til stedkendte folk (fiskere) for at få oplyst, hvad der findes af både langs fjorden, og hvad de kan bære af mænd og heste. De skal kunne sammendrages med kort varsel og kan anvendes som hindringsmiddel i strandkanten. Motorbåde vil kunne bruges til patruljering om natten. Kronprins Frederiks bro ved Frederikssund hviler på 20 pontoner og har svingbro for gennemsejling. Det meste af broen kan ved passende strømforhold hurtigt sættes i drift mod egen bred eller sænkes som spærring for fjendtlige fartøjer. Resten af broen og dens dæmninger sprænges.
Det er dog ikke kun styrkeforholdene, der bekymrer generalen. Det påtænkes at anlægge skyttegrave, batteristandpladser og spærringer. Men endnu eksisterer der ikke engang bevillinger til dette!
Aldeles utåleligt er det imidlertid, at OK tilsyneladende ikke har tænkt sig at inddrage ham i anlæggenes projektering. Han opsøger chefen for generalstaben, general P.B. Berthelsen, som fortæller ham, at OK vil ordne alt. “Sagde ham så, at jeg så overhovedet ikke ville have nogetsomhelst med arbejderne ved fjorden at gøre, ej heller indsende nogen redegørelse for, hvorledes jeg ville løse opgaven. Det blev så en ren og klar aftale mellem os. Jeg er ganske ansvarsløs m.h.t. arbejdernes udførelse. I sandhed en vidunderlig kommandoføring.” (fra Castenschiold's håndskrevne noter i 'huskeseddel'.) En uge senere fremsætter han sin holdning skriftligt til OK i mere afdæmpede vendinger, men siger, at han, som forholdene er, betragter bevogtningsopgaven som uløselig. I sit svar til ham (6-1-1917 og 3-4-1917) er OK imødekommende. Man afventer svar på en indstilling til Krigsministeriet. Når ministeriets bemyndigelse foreligger, skal Generalen - efter forhandling med arméingeniørkommandoen og arméartillerikommandoen - iværksætte udførelsen af fortifikatoriske anlæg ved fjorden. Castenschiold har dog allerede truffet underhåndsaftaler med ingeniørgeneralen, H.Ulrich og med ingeniør-regimentets chef, oberst A.G.Nyholm og sikret sig deres hjælp til at råde bod på den “forkvaklede kommandoføring”. OK finder også den styrke, den har stillet til rådighed, utilstrækkelig, men man kan ikke vide hvor store styrker, man kommer til at råde over ved fredsbrud. Det afhænger jo af, hvordan mobiliseringen forløber. Forløber den regelmæssigt, vil Generalen komme til at råde over yderligere mindst 3 fodfolksdepotbataljoner, der dog først vil tilgå nogle dage efter, at mobiliseringen er gennemført. Castenschiold reagerer i en påtegnet eruption: “En hårdere dom end den, som OK her giver både over hærloven og over sig selv, kan vanskeligt tænkes, når resultatet af 2Vi års krigsforberelse er, at man ikke ved, hvor store styrker man har til forsvaret af Roskilde Fjord, hvis hævdelse betinger hævdelsen af Tunestillingen.” OK’s budget for anlæggene ved fjorden er på ialt 400.000 kr., forslaget om uddybning er bortfaldet. Men Krigsministeriet svarer (3-2-1917), at det ikke ser sig i stand til at give OK bemyndigelse til at udføre anlæggene, men vil stille 341.000 kr. til rådighed for køb af pigtråd, tømmer og andre materialer, som kan anbringes i depoterne ved Frederikssund og Jyllinge.
Castenschiold deler fronten langs fjorden i et sydligt og et nordligt afsnit (se kort). De to rytterregimenter får hver sit afsnit med regimentscheferne som afsnitskommandører - 4. dragonregiment under oberstløjtnant C.G.Garde-Jørgensen det sydlige, gardehusarregimentet under oberst F.C.J.E. Juel det nordlige. (Om frontens allernordligste del, Sølager afsnit, se senere.)
I november 1916 gennemfører general Castenschiold en øvelse med rekylgeværdelinger fra de frivillige korps for at se, om det er muligt for dem at nå frem til kysten fra deres kvarterer langs landevejen (Frederikssund-Frederiksværk), før fjenden (35 mand af 28. bataljon skjult på Eskildsø) når i land. Øvelsen viser, som ventet, at cyklerne muliggør en forskydning af styrker langs fjorden, men er værdiløse på de sidste 12-1300 meter ud til kysten. Under øvelsen blev der anlagt en 1150m lang cykelsti på 2 timer af 200 mand. Bør man anlægge sådanne 'tværstier5 i fredstid? Under det simulerede natangreb tog det fjenden 15 minutter at krydse fjorden, og meldinger fra posterne nåede først frem, da han var et stykke ude. Kun et enkelt korps når at få skud på bådene, de øvrige er først fremme, da fjenden er gået i land. Castenschiold's konklusion i et fyldigt notat er: I farlige perioder, hvor angreb ventes, må rekylgeværdelingerne være fremme i forberedte standpladser, så de kan beskyde fjenden allerede under overgangen. Der må ikke regnes med dem som mobil reserve til hurtige forskydninger langs fjorden. Kun Korps Westenholz (og rytteriet) kan holdes som frontreserve. Cyklerne skal blive ved landevejen. Tværstierne er overflødige. En instruks (12-12-1916) fra Castenschiold siger: “Forsvaret fortsættes så længe, til det viser sig, at landgang ikke kan afslås. Efter at landgang har fundet sted, må forsvaret ikke fortsættes. Det skal senest afbrydes, idet fjenden springer ud af fartøjerne.” Derefter tilbagetrækning til “forberedte” (i praksis næppe mere end rekognoscerede) stillinger ved Gundsømagle, Veksø, Ølstykke, Jørlunde, Uggeløse-Lynge og Danshøj. Men i et mere determineret direktiv for Forsvaret a f Fjorden hedder det: “Ethvert forsøg fra fjendens side på at gå over fjorden skal mødes med den størst mulige kraft ved selve kysten og de der anlagte skyttegrave for at forhindre, at han sætter sig fast på den østlige bred. Lykkes det ham at få fodfæste, skal alt sættes ind på at kaste ham i vandet igen.” “Alle må være klar over, at kun den mest intensive ild, åbnet så hurtigt som muligt, efter at artilleribeskydningen af skyttegravene er ophørt, er i stand til at standse fjenden.”
Der rekognosceres også i terrænet øst for fjorden om indkvarteringsforhold. Man vil gøre indkvarteringen så sammentrængt, som hensynet til nogenlunde bekvemmelighed for mandskab og heste tillader. Gårdene skal rømmes for beboere og besætning, sæd og skillerum skal fjernes. Alle landsbyer i området har smedier, men ikke cykelværksteder. Smedene reparerer cykler, men har vist ikke meget forstand på det, hedder det. Fremryknings vej ene til kysten bør forbedres ved sløjfning af hegn, tilkastning af grøfter og anlæg af lette broer over vandløb. Man tænker sig, at den civile befolkning deltager i bygningen af skyttegrave m.m. ved mobilisering. For man må regne med “den situation, at der intet er anlagt af skyttegrave, opholdsrum, spærringer etc.,så at alt skal improviseres ved styrkernes ankomst.
I april 1917 udføres den afsluttende detail-rekognoscering af kysten. De projekterede pigtrådsbælter, skytte-grave, batterier m.m. indtegnes på kortblade (1:20.000). I sine ledsagende betragtninger til OK skriver Castenschiold: “Man må jo regne med, at fjenden med artilleriild vil tvinge os i dækning, medens overgangen, der i første omgang tager 15-20 minutter, står på, så at vi først, når han af hensyn til egne tropper holder inde med denne beskydning, kan komme frem til brystværnet. Men da vil angriberne være på klodshold, så at det for os vil dreje sig om få øjeblikke til at præstere en modstand. Styrker, der har opholdt sig i opholdsrum længere tilbage bag skyttegravene vil ikke rettidig kunne nå frem.” “Forsvarsstyrken må altså, under den fjendtlige artilleribeskydning, opholde sig i skyttegravene og i de derværende opholdsrum. Det er givet, at der derved vil forårsages store tab. Men da man ikke vil komme til at råde over opholdsrum, som kan modstå beskydning med krumbaneskyts, kan disse tab ikke undgås.” Og fjenden vil kunne “skyde os sønder og sammen.” Personel og materiel hos sanitetstjenesten, der vil blive indsat i en sådan situation, betegnes som “meget sparsomt” og “forsvindende lidt”. Man er klar over, at der på den tyske vestfront (oberst Nyholm har været der) bygges opholdsrum i indtil 7 meters dybde, og Castenschiold får tilsendt tegninger af rum under 5m jord, som tænkes anlagt på Københavns nordfront. Hans kommentar er indlysende: Dybe rum er så arbejds- og ressource-krævende, at de kun kan komme på tale enkelte steder på de mest udsatte dele af kysten, og de må simplificeres betydeligt. Castenschiold’s huskeseddel, brugt ved instruktion af officersgruppen før detailrekognosceringen, rummer bl.a. dette: “Fjenden selvfølgelig overlegen. Udrustet med krumbaneskyts og flyvere og overgangsmateriel.” “Vores styrke uforholdsmæssig lille. Dermed diskussion herom sluttet. Opgaven skal løses, altså kan den løses.”
Castenschiold sender sine tanker om artilleriets opgave ved fjorden til oberstløjtnant E J.A. Klein (v. kystartilleriregimentet), der tidligere har bistået ham og nu skal lede en gruppe officerer (fra fæstningsartilleriet), som skal udføre beregninger for skydning fra de udpegede batteristandpladser: “Optagelse af kamp med fjendtligt artilleri på den vestlige kyst må anses for ganske udelukket, thi en sådan vil kun have til følge, at vort artilleri bliver ødelagt, førend dets opgave foreligger, så at vi står uden artilleri, når øjeblikket for dets medvirken kommer. Dvs. artilleriet træder først i virksomhed, når fjenden begynder sin overgang. Dets rolle bliver nærmest som kaponniereskytsets. Standpladserne for batterierne er er derfor valgt således, at de frembyder mest mulig dækning og skjul mod indseende fra den vestlige kyst, samtidig med at pjecerne kan tage farvandet og egen kystlinie under behandling, for så manges vedkommende som muligt med flankerende ild, og hvor dette ikke kan opnås da med frontal ild.”
Castenschiold har indstillet (20-4-1917), at 11 stk. 9cm kanoner, der også har til opgave at afgive frontalild mod overgangsforsøg, forsynes med skjolde, som stammer fra 47mm kanoner, der er blevet omdannet til luftskyts.
28-9-1917 meddeler 4. dragonregiment sine indtryk fra øvelser med et panserautomobil: “Panserautomobilet må ubetinget anses for en højst værdifuld - i nutiden uundværlig - støtte for rytteriet og som en farlig modstander for samme.” Regimentet redegør i en fyldig skrivelse for sine taktiske overvejelser om anvendelsen (og bekæmpelsen) af automobilet. Tekniske specifikationer gives ikke her. Men (27-1-1918) fremsætter oberstløjtnant Klein sine pessimistiske betragtninger over artilleriets rolle og chancer moden angriber ved Roskilde Fjord: “Man må indskrænke sig til et forsøg på at slå hans tropper ned i de få minutter, deres overgang varer.” Men batterierne “er udækkede og stationære, og de kan derfor holdes nede af et overlegent angrebsartilleri, som betjenes af flyvere; måske udslettes de ganske, førend overgangen sker.” “Det bedste våben ville være en moderne 75mm kanon med skjold, skydende fra automobil. Der skulle ved anskaffelsen af sådanne “panserautomobiler” ikke lægges så megen vægt på pansringen som på vognens evne til at sno sig og klare bakker m.m. På god vej må dens fart være mindst 20km i timen. En vogn af denne art er et batteri for sig og har de bedst mulige chancer for at ramme overgangsforsøget flankerende, idet den hævder sin uanselige plads ved et gårdhjørne eller et buskads, klar til at flytte, hvis den føler sig opdaget.” På de farligste strækninger bør der stationeres et panserautomobil for hver 5km. Så mange skydepladser som muligt med tilhørende skudfelter må rekognosceres og vejene til dem forbedres. De indtegnes med nummer på et kort, så Frontkommandoens marchordre til en automobil-station kan indskrænkes til f.eks: “Rørbæk 7!” Panserautomobiler bør støttes af vogne med reserve-ammunition og lyskastere.
31-10-1917 meddeler OK, at tanken om minespærringer i fjorden er opgivet. (6. ingeniørkompagni og søminekorpset har vurderet, at de er for bekostelige, i forhold til den sikkerhed der opnås.) OK mener, at der med de materialer, som er leveret til fjordens depoter eller er bestilt, nu ikke er væsentlige mangler i forhold til Castenschiolds ønsker. Castenschiold er ganske uenig. Hans rekognosceringer har vist, at der er behov for 20km pigtrådshegn (6m) på land og 12km hegn (2m) i vandet. Altså mangler han tråd til 7km hegn på land. Og det foran en i forvejen yderst svag stilling! - Graveredskaber mangler han også.
1-12-1917 foreligger den sidste opgørelse fra Castenschiold's hånd over den styrke, han forventer (håber) at få til sin rådighed:
Styrken råder over ialt 30 stk. skyts (ekstra 2 stk. 75mm er tildelt) og 220 rekylgeværer, plus 12 rekylgeværer og 2 Maxim mitrailleuser i luftmålspivot. Senere tildeles der fronten en 47mm kanon til skydning både mod luft- og jordmål. Den vil blive placeret ud for Eskildsø. De to afsnit får næsten lige store besætninger, men der tilgår søndre afsnit 16 kanoner, nordre afsnit 12. Frontkommandoens udrykningsstyrke (rytteri + Korps Westenholz) er på 1.076 md. med 69 rekylgeværer. Frontens isolerede, nordre fløj, Sølager afsnit, tildeles Vi eskadron gardehusarer og 2 stk. 9cm kanoner samt en lyskaster (med ialt 133 md.). Der regnes ikke med en overgang fra Kulhus, og desuden rækker to af Lynæs batteriets (fort) kanoner et stykke forbi Kulhus.
Som det går, bliver det kun 9.ingeniørkompagni, som får lejlighed til en praktisk indsats ved Roskilde Fjord. 19-8-1918 kan armételegrafofficeren meddele, “at telefonanlæggene i Roskilde Fjord stillingen nu er bragt til udførelse — således at der kun mangler tilslutning af de byggede linier til eksisterende abonnentlinier og opsætning af telefonapparater.” Et oversigtskort og en række detail-kortskitser (1:20.000) viser det omfattende net af linier, som vil forbinde frontkommando og afsnitskommandoer med kommandostationer og poster ved kysten. Og i Roskilde Fjord arkivets sidste skrivelse (13-11-1918) meddeler armételegrafofficeren: “Af hensyn til de nu indtrådte politiske forhold, anser jeg det for udelukket at bygge linien i fredstid.” (til Tornehøj batteriets 47mm kanon.)
Vurderinger af planerne for forsvaret af Roskilde Fjord - tilligemed dets udsigter - er allerede givet af flere blandt de implicerede. En vurdering af OK's rolle i sagen - i tråd med Castenschiold’s egen - findes i et brev (11-1-1917) fra chefen for gardehusarerne: “Kære Holten! Når du med al energi og beslutsomhed har taget din opgave op så alvorligt, som det er muligt, så virker det mildest talt nedslående at se, hvorledes Overkommandoen har spildt tiden og kræfterne. Den måtte jo forlængst være over overvejelsernes stadium, da den bestemte sig til at lade Tunestillingen anlægge. Den måtte vide, hvad der var absolut nødvendigt at tilvejebringe af tropper og materiel,-inden arbejdet på stillingen påbegyndtes. I modsat fald er alt, hvad der hidtil er sket, kun et spild af tid og kræfter. Det er sandt nok, at man ikke kan bestemme noget på forhånd om forholdene hos fjenden, thi han er jo sjældent så imødekommende at gøre, hvad der passer hans modstander bedst, men når Overkommandoen har bestemt sig til at anlægge den lange Tunestilling, er det berettiget at antage, at den venter fjenden dér. Men så må den da også sætte alt ind på at kunne standse ham dér, og det kan man ud af hver valen bemærkning og hver en linie læse sig til ikke er sket. Der bør dog ikke på grund af regelmæssig eller uregelmæssig, eller hverken på den ene eller anden måde forløbende mobilisering, være en sådan slinger i valsen med hensyn til personel eller en sådan mangel efter så lang tids forløb - på alt det materiel, som skal bruges, og, som man vel - i hvert fald jeg - med fuld overbevisning tør påstå, kunne være bragt til veje. Jeg må hellere slutte, inden mit oprørte sind frister mig til at lade mere løbe i pennen. Din hengivne Fr. Juel” Men Fr Juel glemmer, at Overkommandoen også har indre fjender at kæmpe med. Den radikale regerings leder, C.T. Zahle, affyrer denne salve: “Noget dummere og mere barnagtigt end dansk militærledelse eksisterer sikkert ikke på denne forrykte jord!” I 1917 får Krigsministeriets dispositioner (nedskæringer) overgeneralen, J.V.C. Gørtz, til at træde tilbage og hans afløser, general A.P.Tuxen, til at erklære: "Forsvarsministeren er forsvarets værste fjende!”
Noter
1) En række væsentlige emner, der vedrører planerne for Roskilde Fjord stillingen - tidens militære og politiske forudsætninger, feltbefæstningens indretning m.m. - er ikke berørt i denne fremstilling. De er beskrevet i min bog om Tunestillingen, der byggedes i samme periode: TUNESTILLINGEN, Roskilde Museums Forlag, 1986. Der ville dog, p.g.a. tidnød, ikke blive anvendt beton ved Roskilde Fjord. 139
2) Ingeniør Aage Westenholz (1859-1935) er en ildsjæl, hvis hjertesag er oprettelsen af frivillige støtteenheder for forsvaret. I 1908 opretter og udruster han for egen regning 'Korps Westenholz'. Korpsets styrke i 1916 er 80 md. udrustet med 50 rekylgeværer og 60 motorcykler. I december samme år meddeler Westenholz, at han har bestilt endnu 80 rekylgeværer hos Riffelsyndikatet, og at han alligevel ikke vil stille betingelser. Kort forinden har Castenschiold afvist hans indblanding i den taktiske anvendelse af de frivillige korps. I september 1917 kan OK meddele, at l.,2. og 3.division vil afgive rekylgeværuddannet mandskab til kommando 'Roskilde Fjords R ekylgevæ rersom skal formeres ved mobilisering.
Kilde: Ingeniørkorpsets arkiv. Ingeniørregimentet. Diverse. Pakke 664.
