Log ind

RMA endnu engang

Som illustreret i dette tidsskrifts første nummer i år kan det aktuelle begreb  Revolution in Military Affairs eller RMA bruges i flere sammenhæng. Det er dog  første gang, jeg har set drivkræfterne for en RMA så fokuseret på ændringerne  i det strategiske miljø, at teknologien nærmest er en parentes, man også lige  skal huske at nævne. Derfor har jeg følt mig provokeret til at beskrive de  teknologiske aspekter og her specielt interessere mig for mulighederne for i  dag at forudsige teknologisk fremkaldte RMA.  

Under diskussionen af emnet i mine daglige omgivelser stod det hurtigt  klart, at vi også savnede et andet forskningspræget aspekt af temaet RMA  relevant for den igangværende revolution: Hvad bliver resultatet? V. Lemche  har i en efterfølgende artikel givet et bud på 4. generations krigsførelse (efter  omtale af de 3 foregående generationer). Den ligger måske nok et stykke ud i  fremtiden, men allerede nu kan vi iagttage tendenserne, og vi må i høj grad  begynde at ruste os til at håndtere denne krigsform.  

 

Teknologisk udvikling som revolutionær drivkraft 

Udtrykket Revolution in Military Affairs (RMA) har vel eksisteret i omkring 20 år  og er oprindelig udmøntet som et fyndord for at sælge en bestemt ide i den  amerikanske verden. Nutidige paralleller er Network Centric Warfare (NCW) og  Effect‐Based Operations (EBO). Det starter gerne som gammel vin på nye  flasker for så siden at udvikle sig til noget specielt. RMA er af mange blevet  brugt som et analytisk redskab i militærhistorien (den gamle vin), mens det nye  og mere specielle kunne blive at bidrage til ”forecasting” i retning af at  identificere mulige RMA teknologier på et tidligt tidspunkt. Det vil jeg give et  forsigtigt bud på.

Lad mig starte med at præcisere hvad jeg vil forstå ved en RMA. De mere  officielle amerikanske definitioner refererer altid til teknologien som årsag,  men det revolutionære element knytter sig i nok så høj grad til virkningen, dvs.  den samlede effekt fremkaldt af tilpassede doktriner og organisation. Dette  fremgår også af en ofte citeret definition af Marshall1, i det følgende gengivet  på dansk: ”En RMA er en markant ændring af krigsførelsens natur fremkaldt  ved en nyskabende anvendelse af teknologi, som i forbindelse med dramatiske  ændringer af militære doktriner og af operative og organisatoriske begreber bevirker grundlæggende forandringer i karakter og gennemførelse af militære  operationer”. Jeg har fremhævet ordet teknologi for endnu engang at  understrege, at teknologien almindeligvis tillægges en nøglerolle i det gængse  RMA begreb, men der er ikke nødvendigvis tale om ny teknologi.  

For at undgå at skulle ud i en dybtgående analyse har jeg ikke tænkt mig at  anvende denne definition på konkrete historiske eksempler, men flere RMA  emner har ofte været nævnt af andre: Stigbøjlen, der gjorde det muligt for  rytteren at styre både hest og våben (8. årh.); langbuen, hvis hurtige pile kunne  gennembryde datidens panser (15. årh.); og de netop anlagte jernbaner, der i  den amerikanske borgerkrig i det 19. årh. blev brugt til at flytte tropper,  materiel og forsyninger i et hidtil ukendt tempo. Fra den hjemlige krigshistorie  noterer man sig, at preussernes anvendelse af riflede kanoner i 1964 bevirkede,  at den tidligere doktrin baseret på Dybbøl skanser ikke længere kunne holde.  Indførelsen af riflet skyts var dog næppe revolutionerende for krigsførelsen  som helhed.  

 

 

Hvor begynder det? 

Ligesom der ved betragtning af forholdene i det 19. årh. må skelnes mellem  jernbaner som en civilt drevet teknologi og riflede kanoner som noget  militærspecifikt (der dog også var en konsekvens af den civile industrielle  udvikling), oplever vi i nutiden de samme to forskelligartede teknologiske  drivkræfter for RMA tendenser. Ind imellem har der dog været en periode på  omkring et halvt århundrede, hvor næsten al ny teknologi af militær betydning  er startet som forskning og udvikling finansieret af de større nationers  forsvarsbudgetter. I mange tilfælde er udviklingen så senere overtaget af civile  markedskræfter, hvis der ellers var et potentiale for en bredere udnyttelse af  teknologien

Informations‐ og KommunikationsTeknologi (IKT) startede som talknuseri  og teleteknik hver for sig. Transistorens opdagelse i 1947 og den efterfølgende  udvikling af mikroelektronik med komponenter i mindre og mindre skala har  bragt computere og telekommunikation i tæt kombination. Teknologien har  dog ikke udviklet sig revolutionært. Faktisk har den såkaldte Moores lov om  fordobling af komponenttætheden på en chip efter hver 18 måneders forløb  holdt stik i 40 år og synes at kunne fortsætte også de næste 10.

Det revolutionære potentiale i IKT er derfor knyttet til ”nyskabende  anvendelse af ny teknologi” snarere end til den nye teknologi i sig selv. Som  Naisbitt2 for snart længe siden har beskrevet vellykkede teknologiske  gennembrud i den civile verden, så starter indførelsen af en ny teknologi gerne  som legetøj. Derefter bruges teknologien til at udføre de samme opgaver som  hidtidig teknologi, blot lidt hurtigere eller billigere. Og så en dag kommer det revolutionære gennembrud, hvor helt nye anvendelser pludselig slår igennem.  Tænk bare på ZX‐81 som legetøjscomputer i midten af 70’erne, pc‐ens indtog i  begyndelsen af 80’erne, og så nu med Internet, bluetooth teknik og al det der  e‐halløj, som samfundet er ved at blive fuldstændig afhængig af.

IKT måtte jo også komme ind og revolutionere på det militære område.  Det var blot lidt sværere at forudsige, hvor det ville sætte ind, fordi analogien  med legetøj osv. ikke er brugbar her. Faktisk har der længe været en gradvis  udvikling af mere isolerede anvendelser af IKT som forbedret  radiokommunikation, udvikling af digitale kort (GIS), satellitbaseret navigation  (GPS) og intelligente systemer, som forbedrer billeder eller forenkler  behandlingen af store datamængder. Og så i løbet af 90’erne bliver dette  samlet i Network‐Centric Warfare (NCW) eller på dansk netværksbaserede  operationer (NBO), en rigtig RMA.  

Kernevåben vil efter de flestes opfattelse også have revolutioneret  krigsførelsen i sidste halvdel af det 20. århundrede. Alligevel er der måske ikke  tale om en total RMA, fordi den (bortset fra starten i Hiroshima og Nagasaki)  alene blev afspillet på det strategiske niveau, mens det meste af mere operativ  og taktisk karakter udviklede sig som ”konventionel” krigsførelse. Alt det andet  ”isenkram” blev jo bibeholdt og anvendt i ”sidekrigene” i Korea, Palæstina,  Kashmir etc. Selv om teknologien også gav taktiske kernevåben af mindre  styrke, ændrede det mig bekendt ikke nogen doktriner.  

 

Forudsigelser 

Set i bakspejlet er det ofte indlysende, hvordan og hvornår man ville have  kunnet forudsige en så drastisk ændring, at det konkrete udviklingsmønster  kunne benævnes som en RMA. Nu gælder det ikke nødvendigvis om at komme  først med budskabet, men snarere om så tidligt som muligt at komme  fremtiden i forkøbet, specielt ved hensigtsmæssig anskaffelse af kostbart  materiel og, forud for det, investeringer i forskning og udvikling (i de store  lande).  

Det er ingen let sag at spå på kvalificeret måde, men det er relevant, fordi  en RMA udnyttet af modparten kan føre til, at man taber kampen, jf. adskillige  historiske eksempler. Selv på egen side kan en RMA hurtigt bevirke, at allerede  anskaffet materiel kan blive uinteressant, og det er i hvert fald noget, man  gerne vil undgå. Faktisk er der nationer, der p.t. har bundet sig kontraktligt til  fortsat at anskaffe materiel, som de allerede har erklæret som overflødigt3.

Hvad skal man se på for at vurdere forventningerne om en ny RMA? For en,  der som forfatteren har rod i forskningsverdenen, er det ikke så svært. Man skal  se på, hvor de store nationers forsvar i deres forskningsbudgetter lægger særlig  vægt. Nyere historie vil vise, at massive indsatser i militær forskning og udvikling altid har givet pote, selv om ikke alt har ført til noget, som man i den  sidste ende ville gøre til praktisk anvendelige produkter og processer. Jeg vil  gerne nævne tre eksempler, der illustrerer forudsigelsens muligheder og  begrænsninger.  

USA’s sikkerhedspolitiske behov, især før 11‐9, har været stærkt fokuseret  på oprettelsen af et værn mod ballistiske missiler. Tidligt i 80’erne kom det til  udtryk i Strategic Defence Initiative (SDI), der var et teknologisk meget  avanceret forsknings‐ og udviklingsprogram til beskyttelse mod  interkontinentale ballistiske missiler fra USSR. Programmet fordampede med  murens fald og Sovietunionens opløsning, men er siden delvis genopstået som  led i etableringen af det såkaldte missilskjold, National Missile Defence.  Hovedelementerne er et effektiv varslingssystem og modmidler, som kan  neutralisere et angreb på så tidligt et stadie som muligt.  

USA investerer for tiden mange ressourcer i udviklingen af high‐power  lasere som et af disse modmidler, bl.a. fordi ”projektilerne” her rejser med  lysets hastighed, og tiden er en afgørende parameter i et sådant forsvar mod  missiler. Jeg skal ikke dvæle ved de tekniske detaljer, men blot sige, at der  endnu kræves mange smarte løsninger, før det virker efter hensigten. Når  missilskjoldet vel er operativt, vil det måske være en RMA af den strategiske  slags, men vigtigere er det, at den udviklede laserteknologi så kan træde i  stedet for våben til mange andre formål og virke på en helt anden måde. Med  den igangværende indsats er der næppe tvivl om, at der nås et brugbart  resultat, men dermed være ikke sagt, hvornår det slår igennem som en  revolution mere generelt.  

Det andet eksempel på grundlaget for en fremtidig RMA er nye  sprængstoffer baseret på nanostrukturer. De såkaldte C‐H‐N‐O stoffer  (forbindelser af kulstof, brint, kvælstof og ilt) med hovedeksemplet TNT er i de  senere år blevet studeret og analyseret, så det har været muligt at presse 50 %  mere knald ud af specielle forbindelser. Der kan imidlertid fås dobbelt så meget  effekt pr. kg, hvis man bliver i stand til bygge et materiale, hvor aluminium‐ og  iltatomer sidder tæt uden at forbinde sig kemisk (og det kan normalt ikke lade  sig gøre). Når materialet så trykkes sammen ved en detonation, dannes der  aluminiumoxid med betydelig energifrigørelse. Nanoteknologi, som er in i  øjeblikket på mange fronter, kan formentlig løse pakningsproblemet. Det vil  dog ikke være hvem som helst, der kan fremstille sådanne materialer i starten,  men i det lange løb kender knowhow ingen grænser, især ikke hvis man vil afse  de nødvendige økonomiske ressourcer. Også andre processer med stor  energifrigørelse studeres.  

En sprængkraft på 3 gange TNT’s vil være revolutionerende. Alle  eksisterende platforme med en hidtil passende pansring vil nu ikke længere kunne yde nogen reel beskyttelse og kan derfor ikke længere bruges som  oprindelig planlagt. Ballistiske missiler med lettere sprænghoveder (men med  samme sprængkraft som før) kan række meget længere end hidtil og bliver  derved en reel trussel for mange flere lande end i dag. Mon ikke vi vil se en  RMA om 10‐15 år på grund af nye sprængstoffer?  

Måske ikke, fordi vi i den nuværende unipolære magtsituation meget vel vil  kunne opleve, at en dominerende nation som USA fravælger en  udviklingsindsats, som ved et heldigt resultat underminerer dens egen styrke.  De skal så sikre sig, at potentielle fjender ikke snigløber dem, sådan som  spionagen efter Anden Verdenskrig gjorde det muligt omkring  kerneteknologien.  

Et sidste eksempel af den virkeligt skræmmende slags er E‐bomben, der  som bombe ikke har nogen særlig sprængkraft, men som ved sin særlige  konstruktion udsender elektromagnetiske chokbølger ved sprængningen.  Disse High‐Power Microwaves (HPM) lammer eller ødelægger al  mikroelektronik inden for en vis afstand, så computere og  kommunikationsudstyr bliver sat ud af spillet midlertidigt eller permanent. Så  er det pludselig ikke så smart med NBO og alt den fine IKT, som denne form for  krigsførelse beror på. Kan det lade sig gøre? Svaret er bekræftende. En sådan  E‐bombe er afprøvet, men i følge de tilgængelige oplysninger kan man ikke  kontrollere udfaldet tilstrækkeligt godt endnu til at anvende den. Det blev  ellers hævdet i forbindelse med den seneste krig i Irak, at nu besad  amerikanerne et nyt hemmeligt våben, men det var altså ikke den fulde  sandhed. Det varer dog næppe længe, inden det virker, og hvad skal man så  stille op for at undgå en RMA, som vel nærmest skulle betegnes som en  modrevolution?  

Faktisk kunne dette med HPM godt gå hen og blive meget værre, da selv  en samling af mindre apparater uden sprængning kan virke særdeles  forstyrrende på et moderne samfunds digitale infrastruktur. Her kommer vi så  over i den 4. generations krigsførelse, som er emnet for den følgende artikel.  

 

Referencer

1 Andrew W. Marshall var i 1980’erne direktør for Office of Net Assessment i  USA’s forsvarsministerium. I en alder af 82 år er han stadig leder af denne  forsvarspolitiske tænketank.  

2 John Naisbitt, Megatrends, Ten New Directions Transforming Our Lives,  Warner Books, New York 1982.  

3 Försvar för en ny tid, Försvarsberedningens rapport, Försvarsdepartementet  Ds 2004:30, Stockholm, juni 2004.