I anledning af 50-året for Rigafredens ratifikation i april 1921 redegør overlærer, kaptajn i Hjemmeværnet, Emil Ashøj i denne artikel for hovedtrækkene i den polsk-sovjetiske krig 1919-20 og for begivenhederne, der førte frem til fredsslutningen.
»Sålænge den kommunistiske verdens ideologi giver sig udtryk i det mål at erobre verdensherredømmet, er det nødvendigt at være på vagt.«1)
Generalmajor Erik Kragh.
Forhistorie og betydning
Undergangen
Efter de 3 delinger i det 18. årh. fristede det polske folk hårde kår under det russiske, preussiske og østrigske åg. Trods al undertrykkelse opgav polakkerne ikke håbet. Generation efter generation kæmpede for at genvinde friheden. Prisen var høj, men i lidelsernes nat var Konstitutionen af 3. maj 1791, der af skaf fede mange misforhold og kunne være blevet basis for en regeneration, som et lys i mørket. Folkerejsningen i 1794 under frihedshelten Tadeusz Kosciuszkos militære og politiske ledelse, kåret som han blev til NACZELNIK PANSTWA (chef, rigsforstander), var også en kraftkilde. Lebevæbnede bønder havde udmærket sig i Kosciuszkos armé, og borgerne i de store byer havde ydet deres bidrag i kampen. F.eks. havde Warszawas indbyggere under skomager Kilinskis førerskab drevet en russisk hær væk. Der var ved at vokse et folkeligt fællesskab frem i adelsrepublikkens sidste leveår. Kosciuszkos sejre (Raclawice rn.fl.) og sociale forståelse var inspirerende; men også hans endelige nederlag over for overmagten (Maciejowice) fascinerede polakkerne. Han havde ført sin hær med taktisk forståelse. Chefen havde personligt kæmpet med sabel og pistol. Hårdt såret af sabelhug i hovedet var han styrtet af hesten og i bevidstløs tilstand faldet i russisk fangenskab. En ægte polsk ridder, men samtidig præget af nye sociale og demokratiske tanker, som var blevet ham bevidst under hans højt værdsatte deltagelse i den amerikanske uafhængighedskrig. - Polens via dolorosa er markeret af mange oprør; når de var slået ned, fandt de entusiastiske polske frihedskæmpere andre barrikader at kæmpe på. Som Georg Brandes skrev i »Indtryk fra Polen«: »Overalt i Europa, hvor der er kæmpet for Friheden, kæmpede i dette A århundrede Polakker med9 paa alle Valpladser, paa alle Barrikader ...« (S. 77).
Opstandelsen
I november 1918 gik slægtleds ønsker og drømme i opfyldelse. Som en fugl Fønix - omend noget forpjusket - steg Polens hvide ørn op af asken fra ødelæggelsens bål. Hvis man vil prøve at forstå Polens politik 1918-21, er det vigtigt at erindre sig omstændighederne ved og tidspunktet for undergangen. Man må gøre sig klart, at der ved den polske stats oprettelse i 1918 netop var tale om en genoprettelse. Vi har ikke at gøre med et »nyt« folk, der lige er trådt ind i historiens lys, men en selvbevidst, tapper nation med litterære, militære og videnskabelige bedrifter bag sig. Et stort folk i en vis forstand; dog havde 123 års »statsløshed« vanskeliggjort en naturlig udvikling. Sagt forenklet, tanker og gerninger drejede sig for mange primært om det nationale. Verdenskrigen havde politisk set skabt en ønskesituation for de patriotiske polakker: to af delingsmagterne kæmpede mod den tredie, og ved krigens afslutning var de tre kejserriger afmægtige. Polens politik i restaureringsperioden skildres ofte usympatisk, idet polske synspunkter udelades. Det er ikke uforklarligt. For det første har mange af delingsmagternes publicister aldrig kunnet tilgive Polen den uret, deres lande har tilføjet det. Det gjaldt om at gøre ofret så suspekt som muligt for ligesom at retfærdiggøre forbrydelsen. For det andet havde den levende begravede nu den dristighed at svinge sig ud af kisten og stille krav om godtgørelse for tab og lidelse. Delingsmagternes synspunkter er mere eller mindre vævet ind i danske fremstillinger. Sejrherrerne skriver historien. - Hertil kom nu efter den russiske revolution i 1917 forbitrelsen hos alle kommunister, extremt venstreorienterede og kommunistsympatisører over, at verdensrevolutionens fremmarch i Europa blev standset af Pilsudski og det polske folk. Dette er synden, der aldrig kan sones. Synderen skal tages under behandling, hvor lejlighed gives. Forvrængning og fortielse benyttes, se f.eks. Raunkjærs leksikon bind 10 spalte 1245. Grov manipulering med historien. - Polen stod op af graven i november 1918, bl.a. hjulpet op af præsident Wilsons pkt. 13. Den genoprettede stats grænser var flydende, og det krigshærgede folk måtte kæmpe i så at sige alle verdenshjørner for at holde skuden oven vande. Efterhånden stabiliseredes forholdene dog. Versaillestraktaten af 28. juni 1919 gav en løsning på grænseproblememe i forhold til Tyskland, men lod spørgsmålet om østgrænsen stå åben. Det hang sammen med, at de allierede stod usikre over for den politiske udvikling i Rusland. De mente, at kommunisternes herredømme var et forbigående fænomen. - Der var jo unægtelig også tale om en kupregering. - Det russiske rige ville nok blive rekonstrueret, mere eller mindre efter de gamle linier, troede man. Vestmagterne hjalp da også de »hvide« generaler, som syntes dem i højere grad at repræsentere legitimiteten end de »røde« ledere. Hertil kom naturligvis også omsorgen for egne kapitalinteresser. Som følge heraf ønskede fredskonferencen ikke at forpligte sig i det polsk-russiske grænsespørgsmål, navnlig ikke til fordel for polakkerne, som man i øvrigt ville presse til militært samarbejde med de »hvide«, hvad den polske statschef ikke ønskede. Russeren er imperialist, enten han er »hvid« eller »rød«, var hans mening.
Den historiske grænse?
Polakkerne anerkendte ikke gyldigheden af delingstraktateme. 1773 - rigsdagens og Grodno-rigsdagens (1793) »anerkendelse« af henholdsvis 1. og 2. deling efter russisk terror og manipulering, betragtede man med rette som uforbindende, et forsøg fra delingsmagternes side på at give Polens partering et lovlighedens stempel. - Det er jo egentlig et af tilværelsens opmuntrende træk: Lasten vil gerne hylle sig i anstændighedens kåbe. Nationalt sindede polakker har altid betragtet delingerne som kriminelle handlinger. For mange af dem eksisterede Polen, eller rettere Polen-Litauen, inden for grænserne af 1772 inden delingen. Hvorfor skulle »røverne« have profit af deres ugerninger?
- Den polske delegation på fredskonferencen i Versailles krævede da også, at 1772-grænsen skulle være udgangspunktet for alle drøftelser vedrørende Polens østgrænse. Delegationens leder Roman Dmowski (nationaldemokrat), der var mere interesseret i at genvinde de gamle polske vestområder - hældede til tanken om Piasternes Polen - var villig til et kompromis mellem retstanken og virkeligheden. Han og Paderewski (senere udnævnt til statsminister af Pilskudski) plæderede for en grænse, der svarede til skellet mellem vestlig/polsk og byzantinsk kultur.
Den nye naczelnik panstwa
Manden, der i Polen fortsatte, hvor Tadeusz Koscuisko var styrtet, var en socialistisk revolutionær og glødende patriot. Han skrev senere:
»Der Sozialist in Polen muss zur Unabhangigkeit der Heimat streben, und die Unabhangigkeit ist dié hervorragendste Bedingung fiir den Sieg des Sozialismus in Polen.«2)
Han havde tjent sine sporer i den underjordiske kamp mod zarismen. Efter 5 års deportation til Sibirien vendte han hjem og blev en af Det Polske Socialist Partis (P.P.S.) førere. I årene umiddelbart før 1. verdenskrig var han, der var en militær autodidakt, i østrigsk Polen optaget af, med myndighedernes tilladelse, at organisere polske militsformationer til brug i den krig, han anede og håbede måtte komme. Hans skyttekorps + lignende skytteforeninger blev i 1. verdenskrig til de Polske Legioner. Han deltog selv i krigen som chef (titel: kommandant) for 1. legionærbrigade. Kommandoen over alle 3 legionærbrigader ville den k.u.k. overkommando ikke give ham. De polske legionærer, der ved krigens udbrud vel havde et uddannelsesstandpunkt som vore hjemmeværnssoldater, klarede sig godt i kampene med russerne og høstede lovord for deres kampvilje og -evne. Da Rusland var knock-outed i 1917, gik han i opposition til centralmagterne. De fleste legionærer blev interneret, og Pilsudski selv kom i tysk krigsfangenskab. Han troede imidlertid fuldt og fast på, at Polen nok skulle få brug for ham og den kærne til en ny polsk hær, der var skabt i legionerne,
- 8.11.1918 blev han og hans stabschef Sosnkowski løsladt fra fangenskabet i Magdeburg, hvor de i øvrigt var blevet behandlet med respekt. 10. november ankom han til Warszawa, som modtog ham med store forventninger. Fortællingerne om hans bedrifter i den revolutionære kamp og i verdenskrigen havde givet ham en nimbus, der i forening med martyrglorien fra Sibirien, Citadellet (Warszawa) og Magdeburg havde skabt ham en enestående position hos hans landsmænd. 11.11.1918 fik han overdraget posten som den polske hærs øverstkommanderende, der få dage efter forenedes med hvervet som provisorisk statschef.
Den polsk-russiske krig 1919-20 Efter Tysklands sammenbrud i november 1918 rømmede de tyske hære efterhånden de områder, som de havde holdt besat siden Brest-Litowskfreden. Den Røde Hær fulgte straks efter, overskred Polens historiske grænse og nærmede sig Kongrespolen. I januar 1919 besatte den Wilno (5.1.) 9 Pinsk, Lida, Brest-Litowsk m.m. Ifølge Trotzkij skulle sovjettropperne forene sig med de østrigske, tyske og ungarske revolutionsbevægelser for at skabe en europæisk kommunistisk føderation3). I december 1918 og januar 1919 protesterede polakkerne mod fremrykningen, der vurderedes som en dødelig trussel mod Polens selvstændighed. Som israelerne i 1967 gik til aktion over for den ægyptiske trussel, tog
polakkerne nu det militære initiativ i februar 1919 over for sovjettropperne, skønt man var hårdt trængt af ukrainerne i Østgalizien og af tjekkerne i den »østrigske« del af Schlesien, samtidig med at en hær skulle opbygges, en administration indrettes, produktionen sættes i gang og frygtelige krigsskader udbedres, alt imens en kommunistisk propaganda søgte at underminere den genfødte stat ved agitation i Polen og udlandet. Pilskudski var repræsentant for den jagellionske statstanke, tilpasset det 20. årh. Han ville under hensyntagen til nationalfølelsens gennembrud i de folk, der tidligere havde boet inden for det polsk-litauiske riges grænser, skabe en føderation af selvstyrende stater: Polen, Litauen, Ukraine og Hvideruthenien (Hviderusland) med Polen som leder. En sådan forbundsstat med dengang ca. 75 mill. indb. ville være i stand til at dæmme op for russisk imperialisme, enten den var hvid eller rød. Tiden var imidlertid løbet fra en sådan løsning af Østeuropas forhold både af nationale grunde, man ønskede intet polsk formynderskab, og af sociale årsager. Sovjet tilbød bønderne jorden frit og kvit; det kunne Pilsudski ikke gøre, al den stund godsejerklassen i de nævnte grænselande for en stor del var polsk. Planen var storslået, visionær og konstruktiv i en vis forstand. Rusland skulle tvinges bag sine egne grænser, dets tidligere »fanger« skulle finde hinanden i et »commonwealth«. Det er altså ikke retfærdigt råt og brutalt at beskylde Pilsudski for imperialisme. Han ville ikke indlemmelse, men føderation. Vestmagterne forstod naturligvis ikke planen. Sovjetmagten forstod den udmærket. De ikke-polske folkeslag, det drejede sig om, følte deres egne nationale ambitioner krænket; de ønskede intet polsk lederskab. Fra alle sider blev Pilsudski skældt ud for imperialist. Den polsk-russiske krig, der aldrig blev formelt erklæret, falder i 3 hovedafsnit:
• Fra februar 1919 til maj 1920 - afbrudt af en længere pause med udveksling af forhandlingsforslag, hvor Pilsudski stod gevær ved fod for at lade sin »røde« modstander løse problemet Denikin, et meget subtilt spil - stiger Polens hvide øm. Under udfoldelse af beundringsværdig energi og organisationstalent skaber statschefen en anvendelig polsk hær på ca. 600.000 mand, hvori indgår den fra Vestfronten hjemvendende Hallerarmé på 60.000 veludrustede soldater. 21. april 1919 erobres Wilno (Pilsudskis hjemby). Indtoget i Kiew den 8. maj 1920 er højdepunktet i den polske offensiv, der militært uforsvarligt, men politisk forklarligt var ført mod Ukraines gamle hovedstad i stedet for mod NØ, hvor en sovjetisk opmarch var i gang.
• Bladet vender sig kort efter, og polakkerne bliver drevet tilbage af sovjettropperne, der føres af generaler som Tuchacevskij og Budjonny. Pilsudskis aftale med lederen af den ukrainske nationalregering Petljura viser sig at bygge på sand. De ukrainske bønder er overvejende polskfjendtlige. Vestmagterne vil ikke hjælpe militært, i hvert fald ikke, før de røde hære går over den tidligere foreslåede forvaltningsgrænse: linien af december 1919, nu benævnt Curzonlinien (er nogenlunde identiske); det var den engelske udenrigsministers forslag til en demarkationslinie, som mentes at give Polen, hvad der etnografisk var polsk. Den kommunistiske politiske ledelse overvejede et øjeblik, men besluttede at forfølge successen. For Lenin var verdensrevolutionen endnu et mål, han kunne gribe efter. I Tuchacevskijs armébefaling af 2.7.1920 hedder det opflammende bl.a.:
»Im We sten entscheidet sich das Schicksal der Weltrevo lution, iiber den Leichnam Polens fiihrt der Weg zum allgemeinen Weltbrande ... Auf nach Wilna-Minsk- "Warschau! «4)
Sovjettroppernes angreb bliver ført med revolutionær élan, snart er de foran Warszawas porte; den terror, der følger med, forfærder polakkerne, men hverken arbejdere eller bønder svigter i nødens time; den folkelige fællesskabsfølelse holder. Af Sejmen fremgår 24.7.1920 en Nationalf orsvars-regering med bonden Witos som statsminister og Daszynski (socialist) som vicestatsminister. Det var sikkert ikke uvæsentligt, at en agrarreform, omend ikke så radikal som Pilsudski ønskede det, var blevet gennemført allerede i juli 1919; men bønderne mente, at den udstykningspolitik, der havde skaffet jord til en del af dem, nok skulle blive fortsat. Den 15.7.1920 vedtoges da også en ny, mere vidtgående lov. I 1925 så en større jordreform dagens lys. Forståeligt nok begynder nerverne dog at svigte hos civilbefolkningen; rygterne svirrer; de udenlandske diplomater rejser eller forbereder deres afrejse fra Warszawa, da »røde« patruljer opklarer umiddelbart foran byens forstæder, og sovjetisk kavalleri (Gay Khan) opererer vest for Wista. Hovedmassen af de polske tropper trues øjensynligt af en tilintetgør ende omfatningsmanøvre.
--- Finis Poloniæ? Nej, »Endnu er Polen ikke fortabt«.
• Tredie afsnit, »Underet ved Weichsel«, vender op og ned på sagerne. Sovjettropperne lider et tilintetgørende nederlag ved Warszawa. Den røde stormflod ruller tilbage til Niemen. Her taber invasionshæren igen og drives østpå. Polen er reddet. - Der var nu ikke så meget tale om et »under« som om en dristigt tænkt, godt planlagt og excellent udført modoffensiv fra marskal Pilsudski + en stor strategisk fejl fra russisk side: Ingen forbindelse eller koordination mellem Nordfronten og Sydfronten.
Budjonny opererede - i samråd med den politiske kommissær, Stalin - mod Lwow, i stedet for at svinge mod nord. Den russiske Nordfront bliver rullet op af et uventet stød i dens venstre flanke ført fra rummet WistaWierpz med voldsom kraft af en særlig udvalgt hærgruppe sammensat af 3 infanteridivisioner + 2 legionær divisioner (dvs. frivillige) og en kavaleribrigade, alle veluddannede, hårdføre, offervillige soldater. Legionærerne tilmed marskallen personlig hengiven. Offensiven var naturligvis koordineret med de andre polske hæres opgaver. Warszawas forsvar holdt og fastholdt, og den senere exilstatsminister, general Sikorski, foretog en heldig afledningsmanøvre med 5. armé nord for Modlin ved floden Wkra, Operationen udviklede sig til en regulær offensiv. — Bagefter har Pilsudskis fjender i ind- og udland forsøgt at fratage ham laurbærrene og tilskrive general Weygand, der var medlem af den franske militærmission - ligesom en vis kaptajn de Gaulle - hele æren for sejren; i bedste fald tales om en »fransk-polsk« sejr. - Det er uretfærdigt. Sejren var en palsk sejr, vundet af en polsk militær autodidakt, der her viser sig som en virkelig feltherre, som følges af tapre, selvopofrende polske officerer, underofficerer og soldater. At franskmændene udførte et værdifuldt stabsarbejde og nyttig instruktørvirksomhed i den ny dannede polske krigsmagt bør derimod til enhver tid anerkendes. Hjælpen fra vestmagterne havde indskrænket sig til afsendelsen af en engelsk-fransk militærmission, ammunitions- og andre krigsmaterielforsendelser. Disse materielle hjælpeydelser var af betydning, men omfanget blev mindre end tænkt, da strejker i England, Tyskland og Danzig stillede sig hindrende i vejen. Arbejderpartierne i Europa så med sympati på Sovjetmagten. Havnearbejderstrejken i Danzig var da også en af årsagerne til, at polakkerne senere byggede Gdynia, men det »glemmer« man normalt, når forholdet Danzig/Gdynia/Polen behandles. - Tjekkerne nægtede et påtænkt ungarsk hjælpekorps gennemmarch. Polen stod altså alene i kampen, der afværgede i det mindste Balticums og Mellemeuropas bolche« visering.
- En britisk diplomat har kaldt slaget ved Warszawa for »Verdenens 18. afgørende slag«. Endnu engang havde Polen vist sig at være et bolværk mod Østens stormløb. Det har dog ikke høstet megen tak herfor. Venstrevridningen af verdenen var allerede begyndt. Nu kan man selvfølgelig sige, at Pilsudski selv havde fremmanet den fare, det lykkedes ham at besværge; men ved at sammenligne Polens situation dengang med Israels i 1967 vil man lettere forstå Pilsudski. Krigen måtte komme, i betragtning af modstanderens fremrykning, ideologi og udtalelser; så hellere gå i aktion end vente på slaget.
Våbenstilstand og præliminærfred
Under indtryk af den russiske offensiv, der truede Polen med en katastrofe, sendte den polske regering en delegation til Spa, hvor de allierede holdt en konference, for at bede om hjælp. Reaktionen var ikke særlig gunstig, især Lloyd George var negativ; men løfte om hjælp og mægling blev dog opnået ved at acceptere forskellige betingelser vedrørende Litauen, Danzig, Teschenområdet og Curzonlinien, denne skulle anerkendes som demarkationslinie under fredsforhandlingerne. Standsede russerne ikke der, ville de allierede hjælpe. Den sovjetiske ledelse ville nok optage forhandlinger, men ikke afbryde det militære triumftog; alligevel kom der ingen hjælp ud over den allerede nævnte; til gengæld steg den polske offervilje til utrolige højder; kvinder, 17-års drenge og gamle mænd meldte sig frivilligt til landets forsvar. 23.7. bad polakkerne om våbenstilstand, og forhandlingerne herom førtes i Minsk. Vilkårene var hårde: udover Curzonliniens anerkendelse som grænse, skulle den polske hær reduceres til 50.000 mand. Våbenfabrikation i Polen forbydes, og en arbejdermilits på 200.000 mand oprettes. - Her mærker man målet: Sovjetpolen. Det var uantagelige betingelser. - Sovjetmagten var sejrssikker, men 6.8. traf Pilsudski sin beslutning om modoffensiv. 16.8.1920 slog lynet ned. Den polske delegation, der d. 14.8. atter rejste til Minsk, blev af russerne holdt i uvidenhed om krigens gang samtidig med, at de sovjetiske krav skærpedes; man prøvede ligefrem at »fuppe« delegationen. Den situation var naturligvis uholdbar, da det sovjetiske nederlag var en kendsgerning. Forhandlingerne måtte reflektere den polske triumf. Polen på den ene side og Rusland med det sovjetiserede Ukraine på den anden mødtes da 21.9.20 i Riga til forhandlinger om en præliminærfred. Den russiske forhandlingsleder Joffe indledede meget elskværdigt med at meddele, at man havde opgivet kravet om Polens afvæbning! Rusland ville garantere Polen en grænse mod øst, der var gunstigere for dette land end Curzonlinien; man ville anerkende Polens suverænitet mod, at Polen anerkendte de sovjetiske regeringsinstitutioner. Disse tilbud stod ved magt til 5.10. Moskvaregeringen ønskede sandsynligvis 1) at undgå et vinterfelttog, 2) at få frie hænder mod den sidste »hvide« general, Wrangél, som for tiden udvidede sin magt i Sydrusland. 3) Man ville dog lige se, om de russiske reserver, der skulle føres frem til Niemenfronten, skulle kunne ændre situationen. - Yåbenlykken tilsmilede dog stadig polakkerne, og Pilsudski kunne den 4.10. udsende en sejrsbulletin, der meddelte tilintetgørelsen af 16 russiske divisioner og de øvriges tilbagetog. — I harmoni med den militære udvikling underskrev forhandlingsledeme d. 5.10. en erklæring om, at de ville underskrive en traktat angående betingelserne for en våbenstilstand og præliminærfred mellem Rusland/Ukraine og Polen. Dette skete 12.10.1920. Det er bemærkelsesværdigt, at polakkerne frivilligt gav afkald på de erobrede byer Minsk og Sluck, skønt sovjetdelegationen var villig til at opgive dem.
Rigafreden
Den endelige fredstraktat forhandlede Polen, Sovjet-Rusland og Ukraine (Sovjetrepublik) så om i de følgende måneder. Parterne enedes om en grænse, der hverken var trukket efter historiske eller etnografiske synspunkter. Det blev en kompromisgrænse, der løb fra grænsefloden Dzwina ved den lettiske grænse over Rokitnosumpene til Zbrucz/Dniester i syd. Grænsen gik ca. 150-200 km øst for Curzonlinien, men langt vest for 1772- grænsen. Også vest for den grænse, Sovjetmagten selv havde foreslået i januar 1920. Pilsudskis føderalisme havde tabt sin tiltrækning for polakkerne. Nationaldemokrateme - meget højreorienterede - der altid havde bekæmpet føderationsideen og i øvrigt var i hård opposition til Pilsudski, kunne notere en indenrigspolitisk sejr. Det var også den rådende opfattelse i Sejmen, at den polsk-russiske grænse ville være mere politisk sikker, hvis polakkerne modererede deres krav trods den militære sejr. Polen fik store hvide-ruthenske og ukrainske folkegrupper inden for grænsen; men på den anden side var det kulturelt førende lag i disse områder faktisk polsk. Det er også ubestrideligt, at sovjetmagten fik en betragtelig polsk minoritet inden for sine grænser. De kontraherende parter forpligtede sig til at respektere hinandens og Hviderutheniens uafhængighed. RSFSR5) og Ukraine gav afkald på alle krav på området vest for denne grænse. Desuden var territoriale stridsspørgsmål mellem Polen og Litauen dem uvedkommende. Parterne forpligtede sig endvidere til at lade være med at blande sig i hinandens indre forhold, herunder også afholde sig fra enhver form for agitation rettet mod hinanden. Mindretalsrettigheder på begge sider af grænsen garanteredes. Begge parter gav afkald på krigsskadeserstatninger, men Polen skulle have 30 millioner guldrubler som afløsning for sine økonomiske interesser i det gamle zarrige, ligesom det ikke skulle have noget andel i zarrigets gældsforpligtelser. Polske arkiver og kunstsamlinger, der i tidens løb var bortført af russerne, skulle så vidt muligt leveres tilbage. Traktaten blev underskrevet d. 18. marts 1921 i Riga og udfærdiget i 3 originaldokumenter: Polsk, russisk og ukrainsk. De diplomatiske forbindelser skulle først optages efter ratifikationen. Ratifikationsdokumenteme blev udvekslet 30. april 1921 i Minsk. Dermed var denne fredstraktat, der stabiliserede forholdene i Østeuropa i 18 år, i hus. I 1923 fik den international anerkendelse på ambassadørkonferencen 15. marts. U.S.A. anerkendte Polens suverænitet over de omstridte østområder d. 5. april samme år.
Betydning
Rigafreden, der tilsyneladende af begge parter betragtedes som en fair afgørelse, var i tre henseender et kompromis. For det første var den et kompromis mellem begge delegationers forhandlingsoplæg; men da begge ønskede at opnå fred, var kompromis muligt og uundgåeligt. For det andet var den territoriale afgørelse et kompromis. Hverken Curzons demarkationslinie eller 1772-grænsen blev resultatet. Rusland beholdt, hvad det havde taget ved de 2 første delinger - ca. 350.000 km2 -, fordi det politiske flertal i Polen indså, at det tabte Var tabt nationalt, og nøjedes med at skyde grænsen frem til et kulturskel, hvad der kunne kombineres med et sikkerhedssynspunkt: Rokitnosumpenes inddragelse i et polsk grænseforsvarssystem. Andre stater f.eks. Tjekkoslovakiet og Italien fik lov at anlægge strategiske synspunkter på deres grænser, hvorfor så egentlig ikke Polen? Et aktuelt eksempel er Israels politik, hvor det primære krav er: sikkerhed. For det tredie var traktaten et kompromis i forhold til ukrainerne og hviderutheneme. Set i et videre perspektiv kunne begge parter betragte resultatet som et nederlag. Sovjetmagten nåede ikke Mellemeuropa. Polen blev anstødsstenen; man forestille sig et øjeblik, hvad konsekvenserne af de revolutionære troppers evt. sejr ville have været i et Europa, hvor Bayern og Ungam temporært var sovjetrepublikker, hvor Berlin m.fl. byer var var plaget af blodige opstande. - Polen havde ikke kraft eller tiltrækningskraft nok til at skabe et »Commonwealth« i Østeuropa. Betydningen af Polens kamp og sejr var umådelig, ikke blot for Mellemeuropa, men også for Balticum. Bemærk, at de baltiske stater og Finland opnåede deres fredstraktater med Sovjetrusland i 1920. Overse ikke, at de baltiske staters selvstændighed var forbi, da Sovjet, på trods af sin underskrift på fredstraktaten og ikke-angrebspagten med Polen af 1932, der jo logisk må forudsætte Rigafredens gyldighed, faldt Polen i ryggen d. 17.9. 1939 i dets fortvivlede kamp med Tyskland. Ved den tysk-sovjetiske pagt af 23.8.1939 var der opstået den værst tænkelige situation for Polen: De to stormagter, hvis antagonisme betingede den balancestilling, Polen indtog, var gået i kompagniskab. Ved hjælp af Tyskland og senere indirekte vestmagterne nåede Sovjetunionen sit mellemfaldende mål: Sovjet-Polen. Måske har den tanke da strejfet nogle politisk interesserede: Mon ikke en østeuropæisk union med fra 75-85 mill. mennesker kunne have sparet verdenen for mange lidelser? Det er hypotetisk, men sikkert er, at Pilsudski og den polske nation udskød de baltiske og mellemeuropæiske folks sovjetisering i over 18 år. Det var dog af værdi. - Sovjetunionens politik under og efter 2. verdenskrig med sin farlige blanding af imperialisme og mission har givet vor tid mulighed for at bedømme den historiske betydning af Polens sejr i 1920 og Rigafreden i 1921 for 50 år siden; omvendt kan indsigt i, hvad der hændte i Østeuropa dengang, måske hjælpe os til at forstå noget af sammenhængen i det storpolitiske spil i vor egen epoke.
Emil Ashøj
Benyttet litteratur:
- Kan en tredie verdenskrig forhindres? af Vagner Jensen, H. Reitzel, København 1960.
- Grundlinjerne i Sovjetunionens udenrigspolitik 1917-1941, af AD. Stender-Petersen, udg. af Institutet f. Historie og Samfundsøkonomi. I kommission Gyldendal, København 1946.
- Foreign Policy of Poland, af Roman Debicki. Frederick A. Praeger, New York 1962.
- Rebirth of the Polish Republic, by Titus Komamicki. W. Heinemann, London 1956.
- Josef Pilsudski, von Dr. A. Loessner. S. Hirzel in Leipzig 1935.
- Geschichte der Polnischen Nation 1916-1960, von Hans Roos, W. Kohlhammer, Stuttgart 1961.
- Konferenzen und Vertrage, von H. Ronnefarth u. H. Euler, Ploetz, Wurzburg 1959. Band 4A.
- Raunkjærs Konversationsleksikon, bd. 10, sp. 1245-1248, sign. K. J., Det Danske Forlag, København 1952. Tidsskrifter:
- THE POLISH REVIEW 4/1969. The Polish Institute of Arts and Sciences in America.
Fodnoter:
1) Kan en tredie verdenskrig forhindres? S. 12.
2) Pilsudski: Pisma, Mowy, Rozkazy, tom. II, s. 11 ff. Cit. efter A. Loessner, S.24.
3) Se: Rebirth of The Polish Republic, p. 433 m.
4) Geschichte d. Poln. Nation, S. 83.
5) Russiske Socialistiske Forenede Sovjetrepublikker.
