Log ind

Respekt for Ilden

#

Ingen fast Befalingsmand i Hæren er i Tvivl om Ildvaabnenes enorme Virkning og Forsvarets deraf følgende store Overlegenhed overfor Angriberen. Vi gentager det Gang paa Gang og bestræber os for at give de værnepligtige fuld Tillid til de fortræffelige Vaaben, vor Hær besidder. Imidlertid, eet er Teori, et andet Praksis. Ofte gør der sig i Anlæget af vore Fægtnings- og Felttjenesteøvelser gældende en Mangel paa Respekt for Ilden, der faar mig til at fremkomme med følgende Bemærkninger: Der øves f. Eks. i Fægtning en Gruppe i Ildangrebet. Dette bestaar som bekendt af en Vekselvirkning mellem Ild og Bevægelse. En af Øvelserne bestaar i, a t Rekylgeværet gaar i Stilling og „holder den fjendtlige Gruppe nede“, medens Geværskytterne arbejder sig frem til en Ildstilling længere fremme for herfra at hjælpe Rekylgeværet frem. Hvor ofte er det under denne Øvelse tilstrækkelig skarpt pointeret, at denne Løsning absolut kun kan lade sig anvende, n aar Forsvareren har lidt saa store Tab, a t praktisk talt kun et P ar Mand er kampdygtige? E t andet Eksempel.*) Der øves Ildangreb med en Styrke paa tre Grupper. (En Deling under Rekrutskolen). Som Fjende optræder eller er m arkeret to Grupper. To af de angribende Grupper er i Stilling, medens den tredie arbejder sig frem til en ny Ildstilling. Der gælder nøjagtig det samme her som ovenfor.

I bedste Fald angriber to Grupper een fjendtlig Gruppe under gensidig Ildbeskyttelse. Jeg nævner her en ikke ukendt Forspidsøvelse. Forpatrouillen er beskudt og standset a f to fjendtlige Grupper, der vel slørede og dækkede fra Skovkanten eller et levende Hegn h ar aabnet Ilden. Forspidsen udvikler med alle fire Grupper paa een Linie og angriber. Der er to mod een. Saa maa Fjenden da gaa, og Grupperne kastes tilbage. E r dette rigtigt? Vil det virkelig være muligt for to Grupper under Fremrykning gennem middel dansk Terrain, dvs. naar en stor Del af Fremrykningen maa foregaa i Spring med Enkeltmand over aaben Mark, at kaste en fjendtlig Gruppe, der skyder fra Skjul og Dækning? Jeg mener Nej. A t en Forsvarer, der h ar valgt sig den fordelagtigste Stilling i Skjul og Dækning og udbedret den med Spaden — jeg ser helt bort fra en feltbefæstet Stilling — kan holde Stand mod en jævnbyrdig Modstander, turde være indlysende, men har han da ikke ogsaa en Chance mod en overlegen Modstander? Hvis ikke, hvor bliver da den store, altovervældende Ildvirkning af, hvilken Fordel h ar man da haft af at være først paa Pladsen, have indrettet sig bedst muligt og først og sidst a t have Skjul og Dækning, medens Fjenden maa stille sin Krop blot? Lad være, a t Fjenden, med Tab, naar ind paa 400 m., men saa begynder ogsaa Geværskytteme at deltage i IldkampenDisse vel slørede og skjulte — tildels dækkede — Geværskytter (i det førnævnte Forspidseksempel anbragt med saa store Mellemrum, at Ild mod en enkelt ikke vil genere de andre) maa netop ved deres Stilling have en Mulighed for a t genere en Gruppe betydeligt, naar denne springer frem, medens Rekylgeværet — Forsvarerens — tager Angriberens skydende automatiske Vaaben under Behandling, ja endog en Mulighed for at tilføje Angriberen saadanne Tab, at Frem rykning umuliggøres. Dette er ogsaa efter alle Krigserfaringer, der viser, at Angriberen maa være mindst 3— 4 Gange saa stærk som Forsvareren for at kunne føre Angrebet igennem. Og dog, hvor ofte ser man ved vore Fredsøvelser en Deling med hele sin Styrke sat ind mod „kun“ een Gruppe. Næsten aldrig. For en Fuldstændigheds Skyld skal tilføjes, a t Løsningen paa den oftomtalte Forspidsøvelse efter undertegnedes Mening maa være, at Fortroppen udvikler een eller to Delinger efter den foreliggende Situation og manøvrerer Fjenden bort. Jeg tror ikke, at en „ærlig“ Undervisning paa dette Punkt paa nogen Maade vil skade Angrebsviljen og -modet hos Mandskabet og de værnepligtige Befalingsmænd eller indvirke paa Fremdriften. Derimod vil den førnævnte Negligering af Ilden efter min Overbevisning have en meget uheldig Følge — bortset fra, at det under virkelige Forhold, hvor netop en Del af disse værnepligtige Befalingsmænd er Delingsførere, kan give Tab af uforsvarlig Størrelse — nemlig den, at det fuldkommen slaar Benene bort under den Tillid, det er vor Opgave at give Manden til sit Vaaben. Det vil næppe under virkelige Forhold være muligt at faa Mandskabet og de værnepligtige Førere til at holde Stand mod en overlegen Angriber, naar man ved alle Fredsøvelser med Flid har lært dem, at er der flest paa den anden Side, saa har man tabt paa Forhaand. Det vil ikke ved Fredsøvelserne være muligt a t fremstille det krigsmæssige med Hensyn til Tid. Fremrykning og Begivenheder i det hele taget maa spilles af adskilligt hurtigere, end det vil være muligt i Krig, men jeg tror, a t „ærlige“ Øvelser med Hensyn til Styrke i høj Grad vil underbygge Tilliden til de Vaaben, vi dog daglig roser i saa høje Toner. Disse Udgydelser er naturligvis hverken frem sat eller tænkt som Belæring for et Auditorium som „M ilitært Tidsskrift“s Læsere, men som Tanker, i hvilke der, uden a t de gør Krav paa at være særlig originale, dog maaske kunde findes Ting af Værdi.

E. B.