Log ind

Reserven

#

Under de Forhandlinger, som i de senere A a r har fundet Sted angaaende en ny Hærlov, er det fra forskellig Side blevet fremhævet som en Mangel ved den nugældende Hærlov, at den i meget høj Grad bygger paa Reserveformationer fø rt a f Reservebefalingsmænd. E fte r Hærloven a f 1909 holdt man et betydelig større A n ­ tal Befalingsmænd til Tjeneste Aaret rundt, end Hensynet til den daglige Tjeneste egentlig krævede, og man havde derfor en ret stor Styrke a f veluddannede Befalingsmænd a f Linien til Raadighed ved Indkaldelserne og ved en Mobilisering. Da de aarlige U dgifter til Hæren i 1922 blev skaaret ned med ca. 33 %, opnaaedes dette, soo bekendt, hovedsagelig ved at man afskedigede i hundredevis a f Hærens faste Liniebefalingsmænd, idet man kun beholdt saa mange, at Mandskabsuddannelsen og den daglige Fredstjeneste med Nød og næppe kunde bestrides. Det har siden 1922 ikke skortet paa K ritik — indenfor ogv udenfor Hæren — a f vor nugældende Hærlov; men, naar K ritikken rettes mod Princippet „de faste Reservebefalingsmænd“ , forveksler man i nogen Grad Anlæg med Udførelse. P rin cip ­ pet er godt nok, men Gennemførelsen har været mangelfuld. Selvfølgelig er Hæren — i al Almindelighed — bedre tjent med en Befalingsmand, der er til Tjeneste i alle Aarets 12 Maaneder, end med en, der kun er til Tjeneste i en enkelt Maaned, herom kan ingen Diskussion opstaa, men da det økonomiske Moment spiller en meget fremtrædende Rolle ved enhver Hærordning, og da der foreløbig ikke er nogen som helst Udsigt til, at de aarlige U dgifter til Hæren vil kunne bringes i Vejret, saa vilde det være en Fejl nu at gaa bort fra en Ordning, der baade er billig og hensigtsmæssig. En Konvertering a f Reservebefalingsmænd til Liniebefalingsmænd kan ikke betale sig og bør ikke finde Sted. Den Tanke at knytte et stort Antal Befalingsmænd fast til Hæren ved at indkalde dem hvert A a r i en Maaned er god og praktisk og giver fo r en meget ringe Bekostning Hæren et Rygstød, som den ikke kan undvære. Tanken er ogsaa logisk, fo rdi der i en enkelt Maaned a f Aaret — Indkaldelsesmaaneden —- er Brug fo r et betydelig større Antal Befalingsmænd end i de andre 11 Maaneder, og Reservebefalingsmændene giver desuden Hæren en Tilkn y tning, som er a f ikke ringe Betydning, til den civile Befolkning. Erfaringerne siden 1922 har vist, at der kan opnaas gode Resultater, og at det ikke er en nødvendig Betingelse fo r at være en dygtig Chef, at man har gennemgaaet Officersklassen paa Frederiksberg Slot; men Erfaringerne har ogsaa vist, at der maa foretages Æ ndringer i mange Retninger, hvis man vil have den rette N yttevirkning a f Reservebefalingsmændene. De 10 forløbne A a r bør betragtes som Forsøgsaar, i h vilke man er blevet klar over en Del a f Begyndermanglerne, men Forsøget er langt fra fæ rdigt endnu, fordi Ordningen endnu ikke er gennemført, som den var tilsigtet. Hverken Regering, Rigsdag eller Hærens Myndigheder har endnu fuld t ud taget Konsekvenserne af Loven a f 1922. Ordningen er aldrig blevet gennem ført efter Lovens Aand, og ingen er derfor i Stand til at dømme om, hvad Reserveformationerne kunde præstere, hvis de havde faaet den Uddannelse, som Loven har tilsigtet. Ordningen er blevet saboteret i ikke ringe G rad; Gang paa Gang har man undladt at formere Reserveformationerne, og der er en ikke ringe Bitterhed blandt Reservebefalingsmændene over, at der fra oven har manglet Interesse for og Vilje til at sætte Reservebefalingsmændenes og Reserveformationernes Uddannelse grundigt og ordentligt i System. Principet burde være det, at alle Hensyn til Liniebefalingsmændenes Uddannelse blev sat tilside i Indkaldelsesmaaneden; Befalingsmændene a f Linien skal have deres Uddannelse i de 11 Maaneder a f Aaret, den 12. bør være helliget Reservebefalingsmændene. Mange Steder hyldes det omvendte P rin cip i Indkaldelsesmaaneden: først og fremmest sørger man fo r Liniebefalingsmændenes Uddannelse, og kan der saa blive lid t Tjeneste til nogle Reservebefalingsmænd, er det godt, kan der ikke, maa de vente til næste Aar. Dette er forkert, det er ikke efter Hærlovens Aand. Fo r Hærens Frem tids Skyld vilde det være ønskeligt, om Ordningen med de faste Reservebefalingsmænd blev fuld t ud „akcepteret“ a f Hærens Myndigheder. Reserveofficererne har selv søgt at bøde paa den manglende Uddannelse ved gennem en Aarrække hvert A a r at oprette „ friv illig e Kursus“ udenfor Indkaldelsestiden. I de fø rste Aar var Tilgangen til disse Kursus meget ringe, men ogsaa paa dette Omraade skulde der nogle Forsøgsaar til, inden man fandt den rette Form. De forskellige Kursus tilrettelægges nu a f Udvalg ved Vaabnene, og i de senere A a r har Deltagernes Antal ved Fodfolket ofte været om kring hundrede. Ved Felta rtille rie t er man i A a r forsøgsvis — ved Siden a f K u rsus — begyndt paa at udsende lette Smaaopgaver, som tvinger Eleverne til at gennemgaa forskellige Bestemmelser og Reglementer. Forsøget er faldet særdeles heldigt ud, idet der ialt a f de paa Sjælland boende Reserveofficerer a f Feltartillerie t har deltaget ca. 83 %. Der er saaledes indenfor Reserveofficererne en stærkt stigende Trang og V ilje til at skaffe sig den nødvendige Uddannelse, og hvis hele Organisationen blev tilrettelagt paa en mere praktisk Maade, vilde der kunne opnaas et fo r Hæren fortræ ffelig t Resultat — fo r en meget b illig Penge. I store Dele a f Befolkningen er der, trods alt, en varm Interesse fo r Hæren og fo r vort Forsvar. Gennem de faste Befalingsmænd a f Reserven er Hæren begyndt at udnytte denne Interesse. V i er inde paa den rigtige Vej og bør ikke bryde af, fo rdi der viser sig nogle Vanskeligheder. Naar Hæren maa tage saa meget Hensyn til det økonomiske, som den nu engang maa, er det ogsaa nødvendigt, at den til det yderste søger at udnytte den Uddannelse, som den kan bruge, og som findes rundt om i det civile Liv. Tidligere begyndte man at uddanne O fficerer og Underofficerer fra de var Drenge; det blev fo r dyrt, nu lader man det civile Liv om Uddannelsen til 19— 20 Aars Alderen; men, var Hæren i Besiddelse a f lid t mere Smidighed, kunde den i langt højere Grad end nu drage Nytte a f den Uddannelse, som mange unge Mennesker modtager i 19— 24 Aars Alderen. Der kan eksempelvis nævnes den Nytte, A rtille rie t og Ingeniørerne kunde have a f Polyteknikere. I den sidste Menneskealder har der aarligt fra A rtille rie ts Side været rejst K rav om at faa et betydelig Antal polytekniske Kandidater eller Studerende til hvert Rekruthold, og der gaar næppe et Aar, hvor A rtilleristerne ikke klager over, at de næsten ingen Polyteknikere faar. I de indkaldte Styrker findes der i alt Fald saa at sige aldrig en Polytekniker. F o rholdet er det, at næsten alle de nybagte polytekniske Kandidater — som rim eligt er — helst hurtigst m uligt vil i S tilling og ser med Rædsel paa den Mulighed at komme ind som Soldat med paafølgende Befalingsmandsskole o. s. v.. Denne Rædsel paavirker ofte deres H jerter i den Grad, at de opnaar en Lægeerklæring, som medfører Kassation. Naar man im idlertid betænker, at der ved hvert a f Feltartilleriets Batterier er meget stærkt Brug fo r Polyteknikere, og at man paa et Par Maaneder kunde uddanne disse Folk til brugelige Hjælpere fo r Batterichefen, og paa 6— 8 Maaneder kunde gøre dem til brugelige O fficerer, er det forbavsende, at man ikke har søgt at lempe Hærens K rav efter Forholdene, saaledes at man har g jort det m uligt fo r de polytekniske Studerende at aftjene Værnepligten i Studietiden. De har hvert A a r nogle Maaneders Sommerferie, og Studiet kunde sikkert lempes derhen, at det blev m uligt i Studieaarene at give dem en saadan militæ r Uddannelse, f. Eks. 3— 4 Gange å 2 Maaneder, at de, der ønskede det og var egnede, blev O fficerer sam tidig med, at de blev Kandidater. Naar saa Eksamen var overstaaet, kunde de, der havde Lyst, gøre Tjeneste i de Maaneder, der som Regel forløber, inden de faar en civil Stilling. Det er et enkelt Eksempel, men der er mange lignende, og naar der skal udarbejdes en ny Hærlov, bør det overvejes, om man ikke i langt højere Grad end hid til skal bøje Hærens K rav efter det civile Livs, saaledes at Hæren i saa stor en Udstrækning som m uligt kan smelte sammen med Befolkningen. Man har hid til fra Hærens Side opstillet faste og ubøjelige V ilkaa r uden egentlig nogensinde at forsøge paa at bøje Vilkaarerne efter civile Hensyn. V il man im idlertid sikre sig den bedst mulige Tilgang til Hæren, er det nødvendigt at gøre det let og tillokkende fo r de egnede Folk at blive Befalingsmænd. Der skal ikke slaas a f paa de militære Krav, tværtimod, men der skal langt mere end hid til arbejdes Haand i Haand med de civile Uddannelsesanstalter: Universitetet, Polyteknisk Læreanstalt, Handelsskolerne, Landbohøjskolen o. s. v. o. s. v. Naar en ung Mand har en 3— 6-aarig civil Uddannelsesperiode, vil han have særdeles godt a f et Par Gange at faa den a fbrudt a f et Pa r Maaneders Soldatertjeneste, og fo r manges Vedkommende var der i og fo r sig intet som helst i Vejen for, at de, der havde Lyst og egnede sig, ogsaa udenfor de egentlige Indkaldelsesmaaneder kunde faa en stadig Uddannelse i nogle tidlige Morgentimer, saaledes at deres militære Uddannelse gik Haand i Haand med den civile.

Det fører for vidt at komme ind paa alle de Omraader, hvor Ændringer i Systemet var ønskelige, men der skal blot peges paa tre fundamentale Fejl, som bevirker, at mange egnede Folk undlader at gaa ind i Reserven:

1. Navnet „Reserven,, er uheldigt og dækker ikke Begrebet.

2. Det er en pædagogisk Fejl, at Sergentstillingen ingen som helst Avancementsmuligheder byder.

3. Løjtnantstillingen er vanskelig og i Grunden meget lid t tillokkende. I de ganske unge Aar kan det til Nød gaa, men Stillingen er ligefrem afskrækkende for Folk, der i det civile Liv indtager ledende Stillinger, og det er netop den Slags Folk, Hæren skal have fat i. Kaptajnløjtnantstillingen bør indføres.

Winkel.