I tilslutning til hr. J.-R. Lunds artikel i dette blads april­ nummer skal jeg som daværende formand for det af forsvarsmini­steriet nedsatte film udvalg, der havde ansvaret for film serien „ Mili­tær undervisning“, bede om plads til et par bemærkninger.

Det er ikke det tidligere udvalgs eller min hensigt at an­ fægte nogens ret til at have sin egen mening om det foreliggende film arbejde; men der må efter min opfattelse stilles visse krav til kritikken med hensyn til tid, sted, form og indhold, når det som her drejer sig om et af de højeste militære instanser gennem­ arbejdet og godkendt arbejde, der nu faktisk foreligger som for­ svarsministeriets direktiv til samtlige tjenestesteder.

Når hr. Lund angriber filmen for at være „autoritær“, synes det at være undgået hans opmærksomhed — til trods for at han er ansat ved forsvaret (dog ikke som filmkonsulent) — at al mi­ litær undervisning principielt og uomgængelig nødvendigt, med­ deles autoritativt, en vending, jeg ville foretrække for ordet „autoritært“.

Overskriften til hr. Lunds artikel — Filmen, der spildte en chance — synes især at være møntet på det forhold, at filmud- valget efter kritikerens mening har undladt at gå stærkt ind for film som undervisningsmiddel i almindelighed. Det har imidlertid ikke været udvalgets opgave at fremstille en film om film. Film som undervisningshjælpemiddel er behandlet på linie med andre undervisningsmidler.

løvrigt finder jeg ikke nogen anledning til at komme nærme­ re ind på hr. Lunds anmeldelse. Den består af en del selvfølge­ ligheder, nogle pseudovidenskabelige betragtninger samt en del misforståelser, der viser, at hr. Lund ikke har ønsket eller evnet at sætte sig ind i de betingelser, der gjaldt for filmens produk­ tion, og ej heller i dens mål og midler.

Hr. Lunds opfattelse af filmen deles ikke af tjenestestederne, fra hvis chefer der foreligger en række udtalelser gående ud på, at filmen dækker et behov og fungerer godt efter sin bestemmelse.

Orla Nielsen.