I „Militært Tidsskrift“ Nr. 1 og 5/1917 har Kaptajn 11. Jessen anført nogle Eksempler paa Rekylgeværernes taktiske Anvendelse og fremsat nogle almindelige Bestemmelser herom.
Som det fremgaar baade af Eksemplerne og af Bestemmelserne, er Kaptajnen en afgjort Tilhænger af, at Rekylgeværerne i alt væsentligt skal føres af Rekylgeværkompagniernes Belalingsmænd, saaledes at den Indflydelse, som andre Fodfolksførere faar paa Rekylgeværernes Optræden, bliver meget ringe.
Jeg kan ikke se rettere, end at Kaptajnens Opfattelse af Kommandoforholdet er saaledes, at den praktiske Udførelse deraf vil fremkalde mindre holdbare Forhold.
I det følgende skal jeg anføre nogle af de Punkter, paa hvilke jeg anser Kaptajnens Anskuelser for ret yderliggaaende.
I Spalte 11, Pkt. 3, skriver Kaptajnen: „Kompagniets Delinger vil ofte blive udstykket til Bataillonerne med Ordre til at følge de paagældende Bataillonen under Angreb eller deltage i Forsvaret af Bataillonernes Forsvarsafsnit, men Delingerne staar vedblivende under Kompagnichefens Ko m niando og kan af denne helt eller delvis trækkes ud af en Bataillons Afsnit til Anvendelse andre Steder. Fodfolkets Befalingsmænd har ingen Befalingsret over Rekylgeværerne, med mindre disse udtrykkeligt er beordret afgivne til Disposition for de paagældende Fodfolkschefer.“
Det synes heraf at fremgaa, at Kaptajnen mener, at det vil høre til Undtagelsestilfældene, naar Rekylgeværstyrker underlægges Fodfolkschefer, medens Hovedreglen vil være, at de „følger“ Bataillonerne, d. v. s. er ganske udenfor den paagældende Bataillonschefs Kommandomyndighed.
Man kan ikke antage, at den Bataillonschef, i hvis Bataillon der er sat nogle Rekylgeværsektioner ind, vil føle sig vel tilmode, naar Rekylgeværkompagniets Chef pludselig trækker Rekylgeværerne bort for at anvende dem et andet Sted, og man kan ikke se bort fra, at der ved en saadan Manøvre kan forvoldes ubodelig Skade, idel Kompagnichefen ikke, selv med Hjælp af den Næstkommanderende, vil kunne overse et Regiments Kampomraade saaledes, at han ikke griller forstyrrende ind i Bataillonernes Dispositioner.
Til Sammenligning med del ovenfor citerede skal jeg anføre § 1 i „Rekylgeværernes taktiske Anvendelse, Ildledelsen, Personalets Forhold under Fægtning":
„Bataillons- og Kompagnichefer vil saaledes ofte kunne faa Lejlighed til at disponere over Rekylgeværer; disses Tilknytning til Fodfolket gør det i det hele nødvendigt, at samtlige Fodfolksofficerer er fortrolige med dette Hjælpevaabens Væsen og med Grundsætningerne for dets Anvendelse, og at de er øvede i Samvirken med det.
Rekylgeværerne skal nemlig paa den inderligste Maade samarbejde med Fodfolket. Dette Formaal opnaas i Reglen ved, at Chefen for den Styrke, hvortil de er afgivne, angiver den Zone, inden for hvilken Rekylgeværerne skal virke, og anviser det Maal, der skal naas, og eventuelt hvilke fjendtlige Maal, Rekylgeværerne skal beskyde, men Ildledelsen ligger iøvrigt ganske under Føreren for Rekylgeværerne."
Reglementets Mening er her tydelig nok; der skal paa den inderligste Maade samarbejdes med Fodfolket, og dette skal ske ved, at Bataillonschefer og Kompagnichefer kender Anvendelsen af Rekylgeværerne og derfor faar dem tildelt for at kunne disponere over dem, og man har sikkert ikke tænkt sig, at Samarbejdet skulde bestaa i, at Fodfolksføreren fører sit Fodfolk og Rekylgeværføreren sine Rekylgeværer frem uafhængig af hinanden gennem samme Terrain.
I Spalte 6 lader Kaptajnen Føreren for den med
20. Bataillon værende Rekylgeværdeling være „fremme i I. Linie for at rekognoscere Stillinger for Rekylgeværerne og bestemme Tid og Sted, hvor Rekylgeværerne skal sættes ind i Skyttekædernes forreste Linie“.
Mon man ikke faar et bedre Samarbejde ved at lade Chefen for 20. Bataillon bestemme dette Tidspunkt, navnlig da han som ældste Fører i det paagældende Afsnit er den, der har de bedste Betingelser for al kunne overse Situationen.
I Eksempel B. (Spalte 7) træder Forholdet om muligt endnu tydeligere frem.
En Bataillons første Linie er gaaet i Staa, og en Rekylgeværdeling er inddubleret i anden Linie.
Selv om man ganske kan tiltræde den i Eksemplet anførte Manøvre med Rekylgeværdelingen, er der dog næppe Tvivl om, at Ordren til at udføre den bør udgaa fra Bataillonscliefen. Man kan her blot tænke sig, at Bataillonscliefen ved den sydlige Kant af Slugten har fundet et Sted, hvorfra Rekylgeværerne kan skyde over Hovedet paa Linie A3—A2 (Skitse 2), og maaske paa Grund af Fægtningssituationen ikke anser det for forsvarligt at trække Geværerne helt frem til At—Av.
Det samme gælder i Opgave 2 (Spalte 9). Her drejer det sig i Virkeligheden om en meget betydningsfuld Afgørelse, nemlig om Modangrebet skal imødegaas med Rekylgeværerne fra Ax—A1; eller om Geværerne skal sættes i Stilling Syd for Slugten, idet man muligt anser Modangrebet for saa alvorligt, at man maa regne med, at Ax—A1 bliver trykket tilbage. Ogsaa her mener jeg ganske afgjort, at det er Bataillonscliefen, som den ansvarlige for Afsnittet, der skal disponere, og ikke den betydelig mere ansvarsløse Delingsfører.
I Eksemplet i Spalte 86, Skitse 4, følger 2 Rekyl- geværsektioner 14. Bataillons 2. Linie rede til at imøde- gaa fjendtligt Modangreb.
Kaptajnen anfører ikke, hvorledes Kommandoforholdet er ordnet, men efter de andre Eksempler tør man formode, at det er den paagældende Delingsfører, der skal sætte Rekylgeværerne ind. Her, hvor hele Ansvaret for Regimentets venstre Fløj kan komme til at paahvile Chefen for 14. Bataillon, kan jeg ikke se rettere, end at han maa forbyde Delingsføreren at disponere over Geværerne og forbeholde sig selv Retten til at sætte dem ind i det Øjeblik, hvor han anser det for paakrævet.
Jeg skal endelig henlede Opmærksomheden paa de af Kaptajnen i Spalte 88 anførte almindelige Bestemmelser 2, hvorefter Fodfolksføreren skal tvinges til at afvente Rekylgeværernes Melding, inden han maa rykke frem. Det er formentlig farligt at stille et bestemt Forlangende i den Retning, thi en af Fordelene ved Rekylgeværerne skulde jo netop være, at de kan følge Fodfolket, og det maa opnaas ved, at de følger frem sammen med Fodfolket og ikke ved, at Fodfolket venter paa Rekylgeværerne, for i saa Fakler det ingen Kunst for disse at følge Fodfolket.
Kan de ikke være klar til Fremrykning sammen med Fodfolket, maa de følge med, saa hurtigt de kan, eventuelt saaledes, at Rekylgeværskytten straks følger med Fodfolket, og Hjælperne samler sammen, hvad de ikke kan lade ligge, og derefter i Spring søger frem i Kæden igen. Det vil sikkert være en altfor stor Klods om Benet paa Fodfolksføreren, hvis han skulde lade gunstige Momenter for et Fremløb gaa tabt, fordi Rekylgeværskytterne og Hjælperne ikke havde faaet samlet Magasinerne sammen.
Efter den foran citerede § 4 skal Samarbejdet
mellem Fodfolk og Rekylgeværformationerne efter min Mening først og fremmest tilvejebringes ved, at de Førere, der disponerer over Rekylgeværerne, nøje kender disses Virken og Anvendelse saaledes, at disse Befalingsmænd „fører“ Rekylgeværerne lige til det Øjeblik, da de skal i Stilling, og først da er det Rekylgeværkompagniernes Befalingsmænd, der er raadende.
Det er det Resultat, man maa komme til ved at sammenholde den sidste Sætning i den nævnte § med § 20 i samme Reglement, idet Ildledelsen, „som ganske ligger under Føreren for Rekylgeværerne“, efter denne omfatter:
Brug eller ikke Brug af Kolbestøtten,
Valg og Udpegning af Maal,
Afstandsbestemmelse ved Brug af Afstandsmaaler eller paa anden Maade,
Valg og Regulering af Viser,
Angivelse af Sideretning (Retningspunkt),
Valg og Vekslen af Ildmaade,
Ildens Aabning,
Iagttagelse af Ildvirkningen,
Ildens Regulering og Erstatning af Ammunitionen.
Disse Arbejder vil forøvrigt sikkert lægge saa stærkt Beslag paa alle Rekvlgeværkompagniels Befalingsmænd, at de bar nok dermed og gerne i Hovedsagen overlader den øvrige taktiske Føring til de Fodfolksførere, som de underlægges.
Vil man lade Rekylgeværformationerne danne en „Stat i Staten", kan det ikke andet end fremkalde Gnidninger og Uorden, og det vil snarere virke hæmmende paa Samarbejdet med Fodfolket end fremme dette.
