I „Kungl. Krigsvetenskapsakadeniiens Handlingar och Tid skrift“ nr. 8/1956 har den kendte svenske militærskribent överste löjtnant Rickard Nilsson i en artikel „Vor okände soldat“ frem sat synspunkter, som ikke bør være ukendte her til lands.
Som en mundsmag på oberstløjtnantens problemstilling og særlige form gengives lier et uddrag af artiklen. Efter at have nævnt bl. a. svenske officerers mangel på krigserfaring, vanskelig heder ved at uddanne en række årgange ensartet og den ofte be tydelige tid, som det må tage at uddrage erfaringer efter en krig og tillempe dem i fredsuddannelsen, fortsætter forfatteren således:
„De civile reformatorer, som kastede sig over disciplinen i den svenske hær efter våbenstilstanden i 1945 handlede derimod med rosværdig hurtighed. Der har aldrig eksisteret så mange sagkyndige indenfor eet og samme område i gamle Sverige. „Krigs erfaringerne“ var man næsten helt enige om, og de fleste vidste helt sikkert, livad der burde reformeres for at bevare „enigheden om forsvaret“ .
Ingen havde skygge af tvivl om, at man var i god tro og handlede i hedste mening. Demokratierne havde jo vundet kri gen og besejret Hitlers veleksercerede armeer.
Med skødesløs holdning, blusen over armen og huen i nakken var den frie verdens soldat kommet fra USA til det hærtagne Europa og havde befriet dets befolkninger.
Disciplinen var blevet erstattet med godt kammeratskab, ånden havde korstogets patos, og verden følte sig befriet for alt tryk — selv kadaverdisciplinens og eksercitsens besværlige former. Sejrskransede orlovssoldater besøgte de store byer og frembar syn for sagn. De var i sandlied meget lidt stramme. Behøvede man andet bevis?
Nu gjaldt det om hurtigt at få renset alle relikter fra svundne tider ud, alle konservative militære fordomme, og erstatte det fallerede med moderne, rationel hensigtsmæssighed. Soldaten skulle have det hyggeligt — om ikke med krigen, så dog med tilværelsen i fredstid.
Det var mange reformer, som blev påtvunget værnene i den bedste hensigt for at øge effektiviteten. Først og fremmest drejede det sig om at forbedre forholdet mellem befalingsmænd og menige ved at afskaffe alt, som kunne irritere de menige.
Orlov, som forhen var en belønning, blev til en ret. Tjenesten på en kaserne burde ordnes som på en fabrik med garanteret frihed og uniform i overall-facon. Befalingsmændenes ret til at tilrettevise begrænsedes.
Straffelov for krigsmagten og de ekspedit fungerende militære domstole blev afskaffet. Geledbefalingsmanden berøvedes mulig heden for umiddelbart at forhindre forsøg på udbryden „fra det disciplinære system“ — og tilsvarende muligheder for prompte at belønne.
Den såkaldte „hilsepligt“ afskaffedes. Denne pligt, som egent lig kun indebar en stadfæstelse af en indlysende høflighedsregel, betragtes stadigvæk i udlandet som et meget naturligt middel i disciplinkontrollen.
Nu blev det naturlige og indlysende erstattet med nogle fler tydige bestemmelser, som placerede befalingsuiændene udenfor sædvanlige høfligbedsregler. Det praktiske resultat heraf er, at den værnepligtige skal hilse på folk, som han kender, med den militære honnør. Men ban behøver ikke at hilse på folk, som han kender, hvis det skulle være befalingsmænd. Og ban gør det da heller ikke.
Hilsen mellem militære betragtedes før i tiden ikke som et underdanighedstegn af den sort, som den livegne viste, når han bøjede ryg for herremanden. Det var forben et tegn på samhørig hed og fællesskab inden for samme hær, en enkelt gestus for at vise, at man hørte sammen og ville blive ved hermed trods al friktion og slid i det hårde soldaterliv. Soldaten skulle ikke bøje sig, men tværtimod stå rank over for sin „foranstående“ med et frimodigt blik. Han skulle ikke blotte sit hoved for øvrigheden, men føre hånden til hjelmkanten. Når man ikke længere behøvede samhørighed og fællesskab for at kæmpe, og at hilsen selv i det civile liv var ved at gå af brug, så var det kun en logisk foran staltning at afskaffe hilsningen også i forsvaret. Den var en anakronisme.
I USA, hvor man i reglen ikke letter på hatten, var det let tere nogle år efter krigen at indføre den militære hilsen og give den det rette indhold, uden at nogen følte sig besværet af at vise høflighed over for større alder og faglig indsigt.
Ingen af disse „reformer“ betød i og for sig nogen trussel mod den militære disciplin. De skadelige virkninger viste sig som en direkte følge af den måde, hvorpå reformerne blev drevet igennem. Under beredskabsperioden havde man taget sig visse friheder, der var symptomer på disciplinær opløsning. Man dæk kede over symptomerne ved at godkende de selvtagne rettigheder.
En sådan fremgangsmåde kaldes ikke profylaktisk, men symptomatisk og kunne kun vanskeliggøre helbredelse. Man til lagde de værnepligtige den store ære at have tilsvunget sig re former „gennem deres repræsentanter i rigsdagen“.
For en nation, der satte en ære i den kortest mulige ud dannelsestid, måtte det være af interesse at studere, hvorledes man i USA ekspresuddannede soldater. Kun lidet af det hjem bragte var nyt, og begejstringen var i almindelighed mindre i militære kredse, end i civile. Men befalingsmændene fulgte loyalt de nye signaler.
Den svenske soldat skulle blot være „den individuelt tæn kende soldat, som skulle vise initiativ og handle på grund af sin selvdisciplin“. Forhen havde dette kun været noget ønskeligt udover den disciplinerende virksomhed, som ansås for nødvendig som en forudsætning for den individuelle handlen. Den svenske soldat var dog ikke mere amerikaner end før. Man godkendte blot en populær indstilling, som allerede var knæsat af et tone angivende mindretal.
Når det gjaldt soldaterne i geleddet blev de ikke værre end tidligere. Men „amerikaniseringen“ førte til alvorlige menings forskelle i officerskorpset. Der opstod forskellige anskuelser med hensyn til disciplinbegrebet, og „den frie disciplin“ vandt mange tilhængere og udøvere. Men beklageligvis kunne ikke alle, ja ikke engang majoriteten, vindes for den moderne disciplin.
Efterhånden som tiden gik og de amerikanske efterkrigstids- forfattere fremlagde deres iagttagelser, blev „den frie disciplins“ tilhængere færre og færre. Meningerne er dog stadig delte. Nogle mener, at man lige så godt kan betragte situationen som håbløs og i loyalitetens navn ikke bør gøre en sag svagere ved at lægge den blot — f. eks. ved at skrive artikler som denne!
Forfatteren er imidlertid overbevist om, at det netop nu må og skal siges, efter at den svenske hær har vokset sig stærk trods den hurtigtvirkende kromosomkur. Netop nu kan det siges uden skade, fordi der er geliør for „umoderne“ tanke blandt de værne pligtige og ikke mindst blandt de værnepligtige befalingsmænd. Og det er navnlig disse befalingsmænd, der har ret til at kræve hårdere midler og mere disciplinerende anvisninger.
To forskellige synspunkter på de vigtigste veje til at nå kampeffektiviteten kan ikke fremme enhed i direktiver m. v. Det er muligt at begge synspunkter er forkerte og at et tredie er det rette, men begge kan aldrig være rigtige.
USA vandt ikke krigen takket være de ekspresuddannede soldaters ydre optræden. Det lykkedes ikke engang i USA at for vandle det holdningsløse til det individuelt handlingskraftige. Man kunne ikke nå selvdisciplinens høje idealmål direkte fra disciplinløshed ved at springe det disciplinerende moment over.
USA vandt krigen — trods eksprestiddannelsen — takket være folkets energi, sejghed, pionerånd, nationalstolthed og vilje til at lære af fejl. USA vandt krigen takket være, at 15% af soldaternes og millioner af arbejderes indsats opvejede improvisationens brist. Men sejren havde også andre årsager.
Og til disse borte ikke noget af alt det, som blev påtvunget forsvaret i årene lige efter 1945 af usagkyndige og amatører. Man lod sig imponere af en optræden, som var efter den kategori af ungdommens hoved, der volder problemer i forsvaret, som i det civile liv.
„At være i trøjen“ er en mentalitet — ikke et påklædnings spørgsmål. Og mentaliteten er skabt af en minoritet, som vel har forstået at tolke værnepligtsloven. Loven tvinger alle „basser“ til at møde frem, til at sove og spise på kasernen, at hænge på ved øvelserne — og ellers vente på hjemsendelsen. Til gengæld tvin ger loven samfundet til at underholde soldaten med mad, klæder, logis og familiebidrag.
Uddannelsen ryster man af sig i samme øjeblik, man er hjemsendt. Samfundet stiller ingen krav til soldaten, kun til befalingsmanden. For at kunne gennemleve soldatens tilværelse, skal man helst ikke være særlig intilligent. Kun den discipline rede og intilligente unge lider af „trøjementalitet“. De ville fore trække en anden mentalitet, men altfor mange ordner tilværelsen på den sædvanlige måde — og de kan gøre det.
„Mig får de ikke til at blive krigsliderlig“ siger man hånligt til de „liderlige“ og stolt til pigen og kammeraterne, som endnu ikke har været „i trøjen“. „De“ er befalingsmændene, og „krigs liderlig“ er den, som forsøger at interessere sig for en beskæftigelse, som han efter lov er forpligtet til.
Det er givet vanskeligere at beskrive den ånd, som skaber de kamppsykologiske forudsætninger, end at beskrive den ånd, som umuliggør den. Den sidste kan man sammenfatte i begrebet „trøjem entalitet“ .
Den store fejl, som man begik efter 2. verdenskrig, var en fejlbedømmelse af to nationers soldater. Den svenske soldat ville ikke blive amerikaner. Han ville blive ved med at være svensk — og mange skammer sig over „trøjementaliteten“.
Det er samfundets indstilling til den militære uddannelse, som må blive en anden. Villigheden til at ofre milliarder på for svaret må modsvares af krav om praktisk anvendelig valuta. Det er samfundet, som må kræve en anden ånd og angive en an den tone.
Vi har ikke tid til at vente på det vesttyske eksperiment med „fri disciplin efter svensk model“. Dette eksperiment sker af politiske grunde og på trods af praktiske erfaringer.
Det er på høje tid at søge tilbage til det svenske for at kunne se fremad som svenske med mod og tillid.“
H.