Log ind

Redning i kritiske Situationer (Fortsat)

#

Af Generalløjtnant W. W. Prior. (Fortsat)*).

Blanquetaque, den 23/8 1346 (Hundredaarskrigen mellem England og Frankrig 1337—1453).

3 Dage før Slaget ved Crécy var Kong Edward III med den engelske Hær under Tilbagegang mod Nord i Retning af Blanquetaque ved Sommes brede nedre Løb. Kong Philippe VI fulgte efter med den fra n ­ ske Hovedhær. Samtidig sendte han M arskal Godefroy du Fay med 12.000 franske Riddere afsted for at spærre Vejen for Englænderne ved Somme. M arskallen naaede frem i rette Tid. Der var for Kong Edw ard ikke andet at gøre end a t forsøge at bane sig Vej gennem den mindre franske Styrke ved Somme, inden den franske Hovedstyrke kom til og angreb ham. Ved Ebbetid v ar det muligt a t passere Floden ved Vadning. Om N atten gik den engelske Hær over Somme, kastede M arskallens Styrke tilbage og paaførte den et Tab paa 2000 Mand. 3 Dage efter tilføjede Kong Edward Fjenden et alvorligt Nederlag ved Crécy, hvor Englænderne blev angrebet af den franske Hovedstyrke.

Czaslau, den 25/12 1421 (Hussiterkrigene 1419—36).

Kejser Siegmund af Tyskland havde i December 1421 med 60.000 Mand (Tyskere og U ngarere) omringet Hussiternes Fører Jan Zizka paa Højden Kanka (Tauerkank) ved K uttenberg i Nærheden af Byen Czaslau 72 km Sydøst for Prag. Hussiterne havde forskanset sig bag en Vognborg. Zizka dannede da med sammenkædede Vogne en Slags bevægelig Kampvognsfront. Paa Vognene anbragte han Folk med jernbeslaaede Plejle. Ved at skubbe Vognene ned ad Skraaningen lykkedes det Hussiterne at bryde ind i den fjendtlige Forsvarslinie og aabne en Vej, gennem hvilken man kunde undslippe. Det skete med forholdsvis ringe Tab.

Szent Inire (St. Emerich), den 18/3 1442.

Sultan Murad II’s Hærfører Mesid Beg var med en overlegen ty rkisk Hær rykket ind i Transsilvanien (Ø stungarn), hvis Woiwode Johann v. Hunyadi (Greve af Ternes og Banus af Szoreny) søgte a t imødegaa den overlegne Fjende.

*) Rettelse til Side 10: Ruspina (47 f. Chr.) ligger lidt SV. f. Monastir ved Tunis Østkyst. Af Pom pejanerne var højst 5000 svært bevæbnede.

I Nærheden af Szent Imre, 90 km Øst for Cluj (Kolozsvar, Klausenburg) stødte Hærene sammen. Ved a t lade sin Hovedstyrke i Centrum gaa et Stykke tilbage og sam tidig fremsende sine lette Tropper paa Fløjene lykkedes det Meid Beg a t omringe Ungarerne. Saasnart Hunyadi blev Idar over den farlige Situation, hvori hans Styrke befandt sig, gav han Ordre til Tilbagegang, og det lykkedes ham at slaa sig igennem. Kort Tid efter overvandt han Fjenden i et afgørende Slag ved Sibiu (H erm annstadt).

Fornovo, den 6/7 1495.

Kong Charles V III af Frankrig var i Begyndelsen af Juli 1495 med 8000 Franskm ænd og Schweizere under Tilbagegang i Italien fra Napoli mod Piemont i Norditalien. H er stod den italienske H ærfører Franciseo de Gonzaga fra Mantova med en Hær paa 84.000 Mand fra Milano (herunder H jælpetropper fra Albanien) for at spærre Tilbagevejen for og om m uligt a t tilintetgøre den fransk-schweiziske Styrke. Gonzaga stillede sin Hær p a ra t Sydvest for Parm a i den Hensigt at overfalde Fjenden baade fo rfra og bagfra, naar han nærmede sig. Da Charles havde overskredet Apenninerne og vilde passere Pos Biflod Taro ved Fornovo, ca. 20 km Sydvest for Parm a, angreb Gonzaga samtidig hans A vantgarde og A rriéregarde med overlegne Styrker. Franskmændene og Schweizerne afslog alle Angrebene, der synes at have formet sig som en Række usammenhængende Forsøg. De franske Riddere drev de italienske paa Flugt, vistnok fordi disse sidste blev svigtet af det lette albaniske Rytteri, der gav sig til at plyndre Fjendens Tros. Italienerne mistede ialt 3500 Døde og Saarede. Kong Charles kunde derpaa uhindret fortsæ tte Tilbagemarchen.

Vicenza, den 7/10 1513.

Vicekongen i Napoli Raimund af Cordona rykkede i 1513 med en spansk Hær vestfra mod Venezia, der forsvaredes af en venetiansk S tyrke under Alviano. Det lykkedes denne sidste ved et Fremstød Syd om Fjendens Hovedstyrke at naa om i Ryggen paa den og ved at besætte Overgangene over B renta og Baccinglione at afskære dens Tilbagegangslinle. For at undslippe søgte Raimund først mod Nordvest i Retning af Vicenza, der ligger ved Foden af Alperne. Han fandt im idlertid Strækningen mellem denne By og det sydligere liggende Monti Berici saa stæ rkt besat, at han opgav at angribe og i Stedet vendte sig mod Nord i Retning af Bassano for ad Omvejen over Trient at søge tilbage mod Vest. Da Alviano opdagede dette, lod han sin Hovedstyrke gaa frem til Forfølgning over B renta og Baccinglione. Næppe havde Raimund erkendt dette, før han gjorde omkring og tilføjede de forfølgende Venetianere et Nederlag. Han kunde derefter uden større Vanskelighed bane sig Vej over Vicenza.

Otumba, den 7/7 1520.

Under Spaniernes Togt i Mexico i Sommeren 1520 var Hernando Cortez af en overlegen Styrke Mexicanere blevet tvunget til at forlade Hovedstaden Mexico og gaa tilbage tilbage mod Kysten. Paa denne Tilbagemarch blev Cortez, der kun raadede over 200 Spaniere og nogle Tusinde Tlascanere (Indfødte), indhentet af ca. 200.000 Mexicanere og tvunget til Kamp. Et Nederlag syntes uundgaaeligt. Da satte Cortez sig i Spidsen for sin lille spanske R ytterstyrke og foretog med den et Angreb, d er frem kaldte Panik og Flugt hos Fjenden. Spanierne huggede 20.000 Mexicanere ned. Cortez kunde efter denne Sejr uhindret fortsæ tte Tilbagemarchen.

Axtorna, den 20/10 1565 (Den nordiske Syvaarskrig 1563—70).

Daniel Rantzau belejrede i Efteraaret 1565 med den danske Hær den svenske Fæstning W arberg, der ligger paa Sveriges Vestkyst.

Skærmbillede 2020-06-29 kl. 11.37.48.png

Jakob Henriksson Hastsko rykkede fra Nordøst frem for at undsætte Fæstningen og søgte herunder at afskære Rantzaus Tilbagegang mod Syd over Falkenberg. F or ikke at kæmpe med F ront mod Syd og Fæstningen i Ryggen afbrød Daniel Rantzau Belejringen og marcherede sydpaa. Ved Falkenberg havde Svenskerne allerede afbrudt Broen over A tran. Rantzau rykkede da mod Nordøst paa Nordsiden af Å tran og Hogvadsaaen til et Vadested 0 . f. Axtorna. Nu var im idlertid den svenske Hovedhær kommet saa nær, a t Rantzau foretrak en Kamp frem for en Overgang over Vadestedet i Fjendens Paasyn.

Den danske Hær talte ca. 2000 Mand danske R yttere og ca. 6000 Mand mest lejet tysk Fodfolk med 21 Kanoner, den svenske ca. 12.000 Mand, deraf ca. 1200 Mand lejede tyske Ryttere, med 47 Kanoner. I den paafølgende Kamp træ ngte det svenske Fodfolk paa den østlige Fløj (nærmest Hogvadsaaen) frem , erobrede det danske A rtilleri og sprængte Rantzaus tyske Fodfolk. Dermed v ar Danskerne afskaaret fra Vadestedet. Paa den modsatte, vestlige Fløj havde David Rantzau personlig i Spidsen for sit Rytteri kastet det overlegne svenske R ytteri og kunde derved med en Del a f sin sejrrige Fløj vende sig mod det svenske Fodfolk og tvinge det tilbage over Vadestedet. Med sit tilbageerobrede A rtilleri hindrede Rantzau Fjenden i at tage Stilling Øst for Vadestedet og kunde nu selv uhindret gaa over dette og søge V interkvarter i Skaane. Det danske Tab, 3000 Mand, var større end det svenske, ca. 2000, men Hæren var frelst. , Slaget ved Axtorna er en af den danske Hærs smukkeste Sejre.

Holaveden, den 23—25/1 1568 (Den nordiske Syvaarskrig 1563—70).

Daniel Rantzau var i Begyndelsen af 1568 med den danske Hær under Tilbagegang mod Syd fra Østergotland. De svenske H ærførere Hogenskield Bjelke og Sten Axel s son Baner vilde spærre Vejen for ham og havde besat det ufremkommelige Skovparti Holaveden (Holavidh) mellem Søerne V ettem (i Vest) og Sommen (i Øst) paa Rantzaus Tilbagegangslinie. Der førte kun to farbare Skovveje (Hulveje) igennem. De blev spæ rret med talrige Forhug (b råtar), der skulde forsvares. De to svenske Førere tog K varter Syd for Holaveden. En anden svensk Styrke forfulgte den danske Hær. Inden Rantzau naaede Skovterrainet, blev hans Tros, der var bagest, angrebet af F o rfølgerne, men det lykkedes at afslaa Angrebet. Rantzau forsøgte derefter at bryde igennem Forhuggene paa den østlige Skovvej, men det tog megen Tid at bane sig Vej. Da kom der pludselig Melding om, at Isen paa Sommen kunde bære. Ad en Sidevej naaede man ud paa Isen, omgik der hele Holaveden og naaede uhindret Sæby, hvor man fangede de to svenske Førere. Den danske Hær var frelst.

Kalmar, den 17/7 1611 (Kalmarkrigen 1611—13).

Under Kalm arkrigen havde Kong K ristian IV med en dansk Hær den 27/5 1611 storm et Byen Kalmar. Slottet, der var forbundet med Fastlandet ved en Dæmning, holdt dog Stand. Til Dækning mod Undsætningsforsøg fra svensk Side anlagde Kongen en befæstet Linie med Skanser udenom Byen. Den danske Styrke udgjorde ca. 8000 Mand. I Juni indtraf den svenske Konge K arl IX med en Hær paa ca. 10.000 Mand for at undsætte Slottet. En midlertidig svensk Overlegenhed tilsøs gjorde det muligt at forstærke Slotsbesætningen med 1500 Mand. Den 17/7 foretog den svenske Hovedstyrke et frontalt Angreb paa Dækningslinien, samtidig med a t de 1500 Mand over Dæmningen brød ind i Byen og tog Danskerne i Ryggen. Frontalangrebet slog fejl i Centrum,

Skærmbillede 2020-06-29 kl. 11.38.40.png

men det lykketies Svenskerne langs Kysten Nordøst for Kalm ar at gennembryde det danske Forsvar og sammen med Udfaldsstyrken at bemægtige sig Byen. E fter et m idlertidigt Tilbageslag rykkede Svenskerne ud ad den mod Vest vendende Port for at bemægtige sig den uden for liggende danske L ejr og tage den danske Hovedstyrke i Ryggen. I denne kritiske Situation samlede Kong K ristian 3 (adelige) Rytterfaner (3—400 Mand) og 3 Kompagnier (8—900 Mand) og foretog personlig med dem et afgørende Modangreb, der tvang Svenskerne tilbage til Byen. Denne stod i Brand, saa de ogsaa m aatte opgive den. Den 18/7 blev den besat af Danskerne, som den 3/8 tvang Slottet til at overgive sig. Sejren skyldtes i første Linie Kong K ristians Beslutsomhed og H andlekraft.

(Fortsættes).