Log ind

Redning i kritiske Situationer

#

Af Generalløjtnant W. W. Prior.

Til de krigshistoriske Begivenheder, der har gjort det dybeste Indtryk paa enhver Befalingsmand, hører utvivlsomt Troppers Redning i kritiske, ofte fortvivlede Situationer paa Grund af Førerens Snarraadighed i Forbindelse med hans og Troppernes Udholdenhed. Saadanne Bed rifte r vil til alle Tider staa som Forbilleder for enhver Soldat. I det efterfølgende er der givet en Frem stilling af en Række Tilfælde a f den omhandlede A rt, hovedsagelig Situationer fra Bevægelseskrig, hvor der stilles særlige K rav til Føreren. Befrielse af belejrede Fæ stninger udefra er saaledes ikke taget med. Trods deres Forskelligartethed taler alle de frem stillede Begivenheder deres tydelige Sprog om Værdien af ikke at give op, selv i yderst kritiske Situationer. Ofte er Forholdene hos Fjenden vanskeligere, end man tror. I den moderne K rig er der yderligere Mulighed for Hjælp fra Luften, og Radioen har lettet Forbindelsen med U ndsætningsstyrker. Men Energien, Udholdenheden og Dygtigheden hos de indesluttede eller afskaarne er og bliver dog den afgørende Faktor.

Naupactos, Oktober 429 f. Chr. (Den peloponnesiske Krig 431—404 f. Chr.).

Den atheniensiske Flaadefører Phormio vilde med 20 Skibe hindre 47 corinthiske og cicyonske Skibe i at løbe ud af Bugten ved Corinth. Det lykkedes imidlertid 35 af de 47 F artøjer at slippe ud og forene sig med 42 andre peloponnesiske Skibe, der under Flaadeføreren Cnemas laa i Bugten ved Patras. Med sin langt overlegne Flaade sejlede Cnemas derpaa vestfra ind i Snevringen ved Naupactos (mellem Bugterne ved P atras og Corinth) og angreb Phormios 20 Skibe, af hvilke 9 under Kampen blev drevet paa Grund. Med de resterende 11 trak Phormio sig østpaa gennem Snevringen. Hans Skæbne syntes beseglet. I Bugten ved Corinth vilde hans Flaade være fortabt over for den 8-dobbelte Overmagt. Men netop da alt Haab syntes udelukket, reddede en kraftig Beslutning Athenienserne. Phormio vendte pludselig om og angreb Forfølgerne, som i det snevre Farvand ikke kunde udfolde deres Styrke og derfor var ugunstigt grupperet. Athenienserne vandt en fuldstændig Sejr og var derefter i Stand til at bringe 8 af deres grundstødte Skibe flot.

Xenophon og de 10.000 Grækere, 401—400 f. Chr.

I Cyros Tog 401 f. Chr. mod Broderen Kong A rtaxerxes II af Persien deltog bl. a. ca. 13.000 Mand græske Hjælpetropper under Clearch(os). Under det afgørende Slag ved Cunaxa ca. 70 km Nordnordvest for Babylon sejrede Grækerne paa højre Fløj, medens A rtaxerxes drev Resten af den fjendtlige Hær tilbage og dræbte Cyros. Dennes Fald frem kaldte stærk Modløshed blandt hans asiatiske Tropper, der viste Tilbøjelighed til at gaa over til A rtaxerxes. Foreløbig satte de sig dog i March sammen med Grækerne, der havde afslaaet en Opfordring fra A rtaxerxes om a t overgive sig. Kun 340 Grækere deserterede. Situationen var i Virkeligheden yderst vanskelig for Grækerne. Man stod langt inde i Fjendens Land med ringe U dsigt til at skaffe sig F orplejning og en talstæ rk fjendtlig Hær i Nærheden. N aar de græske Tropper desuagtet besluttede at søge hjem, skyldtes det ikke mindst Xenophons personlige Indflydelse. Man bestemte sig til at søge op mod Sortehavet, hvor der var græske Kolonier.

Skærmbillede 2020-06-29 kl. 10.21.39.png

Foreløbig søgte Grækerne a t ordne sig i Mindelighed med A rtaxerxes, hvis Sendebud Tissaphernes gik ind paa at stille Vejvisere og Forplejning til Raadighed under Marchen, hvis Grækerne vilde afholde sig fra at plyndre. Selv fulgte Tissaphernes med og slog med en persisk Styrke hver N at L ejr i Nærheden af de græske Tropper. Man marcherede i Retning af Tigris. Inden Grækerne naaede denne Flod, var Cyros asiatiske Tropper gaaet over til Fjenden. E fter at have passeret Tigris fulgte man i 14 Dage langs med dennes venstre (østlige) Bred indtil (Bi)floden Zabatus. Her dræbte Tissaphernes under en Forhandling Clearch, 4 andre græske Førere og 200 Soldater. Dermed kom det til et aabent Brud med Perserne, og Grækerne m aatte fra nu af klare sig selv, uden Vejvisere, med usikre Forplejningsforhold og en overlegen fjendtlig Styrke i Hælene. Xenophon overtog Arriéregarden og Chirisophus A vantgarden; der var altsaa ingen græsk Overgeneral. E fter at have afslaaet en Opfordring til Overgivelse fra Tissaphernes U nderfører M ithridates satte Grækerne over den 130 m brede Zabatus. K ort efter angreb M ithridates med 200 R yttere og 400 Mand let Fodfolk. Xenophon afslog Angrebet og søgte forgæves at indhente de flygtende med sit sværtbevæbnede Fodfolk. Derpaa fortsatte man M archen. Begge P a rte r gik sam tidig over en mindre Flod, og Grækerne m aatte umiddelbart derefter afslaa et nyt Angreb af M ithridates Styrke, denne Gang 5000 Mand. Kampen havde øjensynligt sinket Grækerne saa meget, at de nogle Dage efter blev indhentet af Tissaphernes Hovedstyrke, medens dennes lette Tropper ilede forud og besatte Højder paa Marchvejen. Ved alle Sammenstød flygtede Perserne dog hurtigt. Det blev Grækernes Redning, ellers vilde de uvægerligt være blevet omringet. De stadige M anøvrer og Angreb træ ttede im idlertid Grækerne meget, og deres Kam pstyrke formindskedes stadig foruden ved Tabene desuden ved Afgivelse af Folk til at bære de Saarede og disses Vaaben. Perserne brændte Byerne af foran den græske Hær, og da denne ikke havde Midler til a t overskride Tigris med, m aatte den gaa et Stykke tilbage for at fouragere, inden man overskred det Bjergland, hvor den fjendtligt sindede Folkestamme Carducherne boede. H er standsede Tissophernes til alt Held Forfølgelsen. Fjenden besatte forskellige Højder paa Siden a f Marchvejen og rullede store Sten ned over de forbipasserende, navnlig A rriéregarden. Det lykkedes dog Grækerne at slippe igennem ved at besætte nogle dominerende Bjergtoppe før Daggry. Gennem Hovedpasset kom de i Taage. Ved den 70 m brede Centritesflod naaede man Armeniens Grænse. Medens Chirisophus med Avantgarden gik over et Vadested under Kamp med fjendtligt Rytteri, m aatte Xenophon dække bagud mod et Angreb a f Carducherne paa A rriéregarden. Da dette var afslaaet, fulgte Xenophons Tropper efter. 1 Nærheden af Tigris Kilder forhandlede man med den persiske Statholder i Vestarmenien Teribazus, som lovede Grækerne fri Gennemmarch, men alligevel samlede en Styrke i Nærheden af dem. Da en Fange meddelte, at Teribazus vilde overfalde Grækerne i Bj ergsnevringerne, rykkede de straks mod den fjendtlige L ejr og splittede Teribazus Styrke. Derpaa passerede man uhindret de vigtigste Bjergpas i Vinterkulde og indtil 2 m dyb Sne, som Solen af og til gjorde blændende. E uphrats øvre Løb blev overskredet ved Vadning- i Nærheden af Udspringet. 30 Mand døde a f Kulde. Da Carducherne endelig opgav Forfølgelsen, holdt man 1 Uges Rast og naaede nu Chaiybernes, Taochernes og Phasianernes Land. Disse Folkestammer havde besat et Bjergpas, der førte til Sletten. Grækerne sendte en Styrke over Bjergene i Flanken paa Fjenden og aabnede derved Passet. 16 Dage efter saa man fra B jerget Techen for første Gang Sortehavet, men inden man naaede Trapezunt, m aatte man i Colchernes (Skythernes) ? Bjerge endnu engang fordrive en fjendtlig Folkestamme (M akronerne), der paa en Højde spærrede Vejen. E fter Xenophons Raad angreb Grækerne ikke paa Linie, men i 80 smaa Kolonner å 100 Mand, hvad der gjorde det muligt at udvide Fronten, saa man kunde overfløje Fjendens Opstilling. Da M akronerne nu samlede deres Styrke mod Fløjene, gennembrød Grækerne deres Centrum. 2 Dage efter, i M arts 400 f„ Chr., naaede man Trapezunt og hvilede der i 30 Dage. De værste Trængsler v ar overstaaet. A f den oprindelige Styrke var der 8600 Mand tilbage. Det var nu Hensigten at fortsæ tte til Søs, men det lykkedes kun at skaffe Skibe til de Saarede, de Syge og de gamle. Hærens Hovedstyrke m aatte til Fods fortsæ tte langs Sydkysten af Sortehavet til Cotyora. Inden Afmarchen blev Grækerne nødsaget til under en Fouragering a t kæmpe med de krigerske Driler, og i Nærheden af Cherosunt blev Mosynoecerne slaaet af Xenophon, der nu førte Kommandoen. F ra Sinope sejlede hele Hæren til Heraclea, hvor Uenighed frem kaldte en Deling i o Dele, af hvilke den ene (Arcadier) ad Søvejen naaede Havnebyen Calpes i det asiatiske Thrakien, medens Chirisophus og Xenophon hver med sin Styrke drog frem til Lands ad forskellige Veje. Areadierne blev overfaldet af Bithyniere, en Del hugget ned og andre omringet. Kun Xenophons Ankomst reddede de sidstnævnte. Endnu engang m aatte der kæmpes, før Vejen hjem var fri. Bithynierne, der var blevet forstæ rket med Landshøvdingen Pharnabazus Rytteri, havde taget Stilling bag et Morads, men Grækerne fordrev dem. H erefter kunde H jem farten foregaa uden større Vanskelighed. Xenophons og de 10.000 Grækeres Tog gennem et udstrakt fjendtligt B jergterrain hører til K rigshistoriens mest enestaaende Bedrifter.

Coronea, sidst i August 394 f. Chr.

Kong Agesilaos II var i A aret 394 f. Chr. med en spartansk Hær, forstæ rket med Jonier, Æ olier og Hellespontiere, paa March sydpaa gennem Thessalien og Bootien for at naa Peloponnes. De allierede Atheniensere, Thebaner, Bbotier, Argiver, Corinthier, Ønianer, Euboer og Locrier søgte at modsætte sig denne Bevægelse. Ved Coronea i Bootien Sydvest for Copaissøen nær Cutumula kom det til en Mødekamp paa Sletten mellem Cephisus og Helikon. Med de paa højre Fløj staaende Spartanere drev Agesilaos hurtigt de lige overfor staaende Argiver paa Flugt. Ogsaa hans Centrum, der bl. a. omfattede Veteraher fra Perserfelttoget under Cyros, sejrede. Derimod kastede Thebanerne paa de allieredes højre Fløj Tropperne (fra Arehomenos) paa Agesilaos venstre Fløj og træ ngte derefter frem til Fjendens Tros. Først da opdagede Thebanerne, at Resten af den allierede Hær var flygtet, og at Fjendens Hovedstyrke havde afskaaret dem. I denne fortvivlede Situation søgte de Redning ved i en tæ tsluttet Falanks at bane sig Vej tilbage tværs gennem de sejrrige fjendtlige Styrker. Det lykkedes. Agesilaos blev under Kampen saaret. Han delte efter Slaget sin Hær og lod hvert Bykontingent for sig søge tilbage til Peloponnes over Bugten ved Corinth for at undgaa Kamp med fjendtlige Friskarer.

Saticula, 316 f. Chr.

Den romerske D iktator Lucius Æ milius Mamercinus belejrede i A aret 316 f. Chr. den samnitiske By Saticula. En stærk Hær af Sam niter næ rmede sig for at befri den. Da Hjælpestyrken var i Nærheden, foretog de belejrede et Udfald for a t samvirke med den. Diktatoren vendte sig først mod Udfaldsstyrken og drev den tilbage. D erefter tog han F ront mod Undsætningsstyrken og slog ogsaa denne.

Callicula, 217 f. Chr. (Den 2. puniske Krig 218—201 1. Chr.).

Konsulen Quintus Fabius Maximus (Cunctator) spærrede med en romersk Hær Tilbagevejen for Hannibal ved Højdedraget Callicula 8 km NØ. f. Teano (45 km N. f. Napoli). Den romerske Hovedstyrke havde besat det Pas, gennem hvilket Hannibal skulde marchere. F or at lokke Fjenden bort fra Passet sendte Hannibal en mindre Styrke, der m edførte 2000 Okser, til hvis Horn der v ar bundet Risknipper, frem ad en Bjergsti ud til Siden. Ved at stikke Ild paa Risknip 

Skærmbillede 2020-06-29 kl. 10.22.53.png

perne fik man Romerne til at tro, a t Hannibal var i Fæ rd med at omgaa Passet. Konsulen rykkede da med sin Hovedstyrke afsted fo r at standse Fjenden. H eraf benyttede Hannibal sig til at forcere Passet overfor den svæk- • kede romerske Besætning. Da han saaledes var kommet i Sikkerhed, gjorde han Holdt og hjalp den Styrke, der havde drevet Okserne over B jergene. Hele den carthageniensiske H ærstyrke blev paa den Maade reddet.

Vesuv, 74 f. Chr. (Den 3’ romerske Slavekrig 73—71 f. Chr.).

Prætoren Claudius Pulcher havde engang i 74 f. Chr. med en romersk Styrke paa 3000 Mand om ringet Oprøreren Spartacus, der med 200 Gladiatorer havde sat sig fast paa en stejl Højde ved Vesuv. Højden havde 3 b ratte Sider. Ud for den fjerde lejrede Prætoren sig med sin Hovedstyrke. Spartacus lod V inranker binde sammen og lod med dem om N atten sig og sine Folk hejse ned ad en a f de b ratte Sider. D erpaa overfaldt han ved D aggry den romerske Hovedstyrkes L ejr bagfra og huggede Størstedelen af Fjenderne ned.

Apenninerne, 73 f. Chr. (Den 3’ romerske Slavekrig 73—71 f. Chr.).

Romerne havde i 73 f. Chr. udsendt Konsulerne L. Lentulus og Gellius mod Spartacus, der med en Styrke Gladiatorer var paa Vej mod Nord. Konsulerne skulde ved en Knibtangsmanøvre tilintetgøre Fjenden.

Lentulus tog Stilling i Apenninerne (i Picentumegnen) paa Spartacus M arehvej, Gellius fulgte i Hælene paa Fjenden. I denne vanskelige Situation opholdt Spartacus Gellius med en mindre Styrke, der anvendte Forhug og Grave. Med sin Hovedstyrke rykkede Spartacus mod Lentulus, der var saa uforsigtig at bryde frem fra sin Stilling. Han blev slaaet, hvorefter Spartacus vendte sig mod Gellius og ligeledes tilføjede ham et Nederlag.

Octodurus, 57 f. Chr. (Cæsars Gallerkrige).

Cæsars Legat Servius Galba laa i A aret 57 f. Chr. med en romersk Legion (ca. 5000 Mand) i en befæstet Lejr ved Octodurus (ved det nuværende M artinach i Nærheden af Rhoneknæet Nord for Lyon). Han blev omringet af 30.000 N antuater, V eragrer og Seduner, der beskød Lejren med Pile og smed Kastespyd ind i den. Galba reddede sig ud af denne vanskelige Situation ved at foretage et pludseligt Angreb ud af Lejren. Han tilføjede Fjenden et afgørende Nederlag og paaførte ham et Tab af ca. 10.000 Mand.

Alesia, 52 f. Chr. (Cæsars Gallerkrige).

Cæsar belejrede i 52 f. Chr. med en romersk Hær paa 75.000 Mand Vercingetorix med 80.000 Galler i Alesia (nu Alise St. Reine) i Cote d ’Or. Kommius vilde med en 248.000 M and(?) stærk Gallerhær undsætte Vercingetorix. Han m aatte under denne Operation dele Kommandoen med flere andre galliske Førere, hvad der næppe har virket gavnligt paa Foretagendet. Cæsar opgav ikke Belejringen, men modtog Undsætningsstyrkens Angreb i sin befæstede Stilling uden om Byen, idet han gjorde F ront til begge Sider. I tre Hage forsøgte Kommius vestfra at bryde igennem uden at opnaa en Afgørelse. D erpaa sendte han en N at Vergasillaunus med 55.000 Mand afsted for at angribe Cæsars Linier fra Nordvest. Det lykkedes

Skærmbillede 2020-06-29 kl. 10.24.00.png

denne Styrke at besætte en Højde (Mont Réa), der dominerede Cæsars Stilling. I denne vanskelige Situation, der forværredes ved et sam tidigt Udfald fra Alesia, afviste de romerske Tropper Angrebene fra 2 Sider, hvorefter Cæsar lod sit Rytteri bryde frem og angribe Vergasillunus’ Styrke i venstre Flanke og Ryggen. Kampen endte med en fuldstændig romersk Sejr, der foranledigede Kommius til at opgive Undsætningen af Alesia. K ort efter overgav Vercingétorix sig.

Dyrrhachium, 24/5 48 f. Chr. (3’ romerske Borgerkrig 49—45 f. Chr.).

Pompejus stod med sin Hær i en befæstet L ejrstilling med Ryggen til Adriaterhavet Syd for Dyrrhachium (det nuværende Durazzo) i Albanien. Frontudstræ kning 26 km.

Skærmbillede 2020-06-29 kl. 10.24.40.png

Cæsar, der var sejlet over A driaterhavet for at opsøge og slaa Pompejus, indesluttede dennes Stilling fra Landsiden og afskar ham fra Forbindelsen med Dyrrhachium. Indeslutningslinien blev befæstet. Den sydlige Del af begge P arters Stilling laa Syd fo r Apsusfloden og var saaledes adskilt fra den øvrige Del, hvor Hovedstyrkerne stod. E fter nogen Tids Forhandling og gensidige Smaaforsøg paa at træ nge Modstanderens Forsvarslinie tilbage besluttede Pompejus tilsidt at søge en Afgørelse, da hans Forplejning var ved a t slippe op. Angrebet, der blev udført den 24/5, rettedes mod Cæsars venstre Fløj Syd for Apsus, hvor Lentulus førte Befalingen. Medens 60 Cohorter ved D aggry brød frem fra Pompejus højre Fløj, foretog en anden Styrke en Landgang paa Kysten bag Fjendens F ront paa et Sted, hvor Forsvarsanlægene ikke var fuldendt. Lentulus Tropper blev kastet ved dette dobbelte Angreb. Cæsar sendte 12 Cohorter til Hjælp og foretog sam tidig et Angreb med sin Hovedstyrke mod Pompejus Lejr. E fte r en haard Kamp drev Pom pejanerne imidlertid overalt Fjenden paa Flugt. F ørst det senere Slag ved Pharsalos beseglede Pompejus Skæbne.

Ruspina, 4/1 46 f. Chr., 17/10 47 f. Chr. efter julanske Kalender (3’ romerske Borgerkrig 49—45 f. Chr.).

Cæsar var med 30 Cohorter (22.000 Mand) under Tilbagegang fra et Fourageringstogt i Nærheden a f Byen Ruspina paa Spaniens Østkyst. Labienus forfulgte Cæsar med en Styrke paa 21.000 sværtbevæbnede Pom pejanere (Numidier, Romere, Germanere og Galler) og en Del letbevæbnet Fodfolk.

Skærmbillede 2020-06-29 kl. 10.25.08.png

Det lykkedes Labienus under Forfølgelsen helt at omringe Cæsars Styrke, der v ar form eret paa Linie med R ytteriet paa Fløjene. Labienus og Cæsars sydligste Styrke støttede sig til en Højderyg. I denne vanskelige Situation lod Cæsar under Dækning af R ytteriet 7 Cohorter opmarchere til højre Flanke og 8 til venstre, hvorefter han foretog et almindeligt Angreb, der tvang Labienus Styrke tilbage mod Højdedraget. Cæsar fortsatte derpaa Tilbagegangen, men m aatte gentage Manøvren endnu en Gang, idet Labienus efter at have modtaget Forstærkninger paany omringede ham. Først da var Faren afværget, og Cæsar kunde uhindret naa Ruspina.

Jerusalem, 132.

Under Jødernes Opstand mod Romerne i Palæstina i A aret 132 lykkedes det „den falske Messias" B ar Kochba med en stor Styrke Jøder a t omringe den romerske Garnison i Jerusalem . Den bestod a f 1 Cohorte (ca. 1000 Mand) af den 10’ Legion, et P ar Hundrede R yttere og nogle H jælpetropper under Publicus. De nærm este romerske Tropper stod ved Cæsarea ved Middelhavskysten Nord for Jaffa. Garnisonens Skæbne syntes beseglet, men Publius opgav ikke Æ vred. H an satte 2 Infanterister op paa Hesten bag hver R ytter og rykkede med denne Styrke om N atten ud ad Damaskusporten mod Nord. Det lykkedes ham virkeligt at komme igennem Jødernes Indeslutningslinie og naa Cæsarea, hvor man havde opgivet ethvert Haab om hans Redning. Den tilbageblevne romerske Styrke i Jerusalem søgte paa egen H aand ud ad Zionsporten mod Syd. Mange blev hugget ned, men ikke faa undslap dog til en romersk Garnison i Petra Syd for det døde Hav.

Amasia, 860.

Den græske (østromerske) Kejser Michael III førte i A aret 860 K rig med Saracenerne. Det kom til et Slag ved Amasia 220 km V. f. Trapezunt ved Irisfloden mellem 45.000 Grækere og 30.000 Saracenere under Em ir Omar af Melitene. Paa græsk Side ledede Kejseren selv Slaget med Hærføreren Manuel som Raadgiver. R esultatet blev en fuldstændig Sejr for Saracenerne. Manuel samlede Resterne a f den græske Hær paa en Højde et Stykke fra Kamppladsen. Kejseren, der nu havde opgivet Ledelsen af Tropperne, fulgte med. Saracenerne omringede Grækerne og angreb dem, men blev afvist. For at redde Kejseren brød Manuel derpaa med 500 Mand ud gennem den fjendtlige Styrke. Michael turde imidlertid, da det kom til Stykket, ikke følge med. Manuel klarede alligevel Situationen ved at foretage et Modangreb og kaste Fjenden saa meget tilbage, a t Resten a f den græske Hær sammen med Kejseren kunde undslippe. Ved sin Energi og H andlekraft havde Manuel reddet alle.

Antiochia, 1098 (1' Korstog).

E fter a t K orsfarerhæ ren under Gotfred af Bouillon den 3/6 1098 havde erobret Antiochia i Lilleasien som Følge a f en langvarig Belejring, blev den selv indesluttet i Byen af Em ir Kerboga a f Mosul med en overlegen Styrke Saracenere. Gotfred af Bouillon besluttede a t søge en Afgørelse ved et Udfald mod Angrebsstyrken. En Sejr var i Virkeligheden den eneste Redning i den kritiske Situation, hvori man befandt sig. Den 28/6 rykkede K orsfarerhæ ren over den Vest for Antiochia løbende Orontesflod og opmarcherede til Slag med F ront mod Nord og højre Fløj støttet til Floden. Fodfolket stod, form eret i K arréer, i 1’ Træfning, R ytteriet (Ridderne) i 2’. Em iren samlede sin Hovedstyrke lige over for de K ristne og omgik derpaa med sit R ytteri disses venstre Fløj, der ikke havde Støtte i Terrainet. Samtidig søgte han paa den m odsatte Fløj at trænge K orsfarerhæren bort fra Antiochia. Gotfred af Bouillon lod nu 1’ Træfning rykke frem. Den kastede ved et frontalt Angreb den fjendtlige Hovedstyrke tilbage, sam tidig med a t Ridderne afværgede Truslen mod Flanke og Ryg. Em iren opgav da Kampen og gik tilbage. Korsfarerhæ ren v ar frelst og kunde fortsæ tte sit Tog mod Jerusalem.

(Fortsættes).