I tilslutning til oberstløjtnant Schou’s artikel i NOV.-nr. om ovennævnte emne finder jeg det nødvendigt som direkte berørt af dette forsøg og som omtalt i artiklen at fremkomme med et par bemærkninger:
Selve forsøgets resultater og regimentets syn på dette skal jeg ikke kom mentere, al den stund regimentet endnu ikke er affordret nogen rapport. Som følge heraf må jeg også have lov til at protestere mod at blive taget til indtægt for det forslag, som udvalget bar fremsendt omhandlende såvel ét-regimentsgarnisoner som flere-regimentsgarnisoner, idet et sådant forslag aldrig er forelagt mig, og jeg i øvrigt heller ikke har nogen adkomst til at stille mig officielt bag det uden om kommandomyndighederne. Tværtimod har jeg i drøftelserne om ordningen udtrykkeligt taget forbehold over for flere- regimentsgarnisoner.
Det har været ganske overordentlig interessant for mig at læse artiklen — om end det havde været nyttigt for forsøget,, om jeg havde kendt dens indhold ved starten af forsøgsperioden. Oberstløjtnanten skriver nemlig (side 461—62) og på den anden side en nyorganisation, bestående af en kom- mandantskabsrhef med en administrativ stab. Fordelene ved denne opdeling skulle være:
at kommandantskabet kunne virke uforstyrret af de hyppige omskift ninger af personel på den taktiske side.
Realiteterne har imidlertid været disse:
1) Den stab, der har været tale om, er i det første år en kaptajn og en officer af specialgruppen og derefter en oberstløjtnant, som samtidig har været chef for en — ganske vist død — bataillon, og en officer af spe cialgruppen, hvilket vil sige, at målsætningen allerede i forsøgstiden har været tilsidesat.
2) Et uforstyrret virke må vel formodes også at være betinget af en vis stabilitet, hvad angår det medvirkende forsøgspersonel. Her tegner bil ledet sig således:
1/9 55-30/6 56 en kaptajn som forsøgsleder, udlånt af FMN.
1/7 56- 15/11 56 afløst af en anden kaptajn, udlånt af FMN.
15/11 56- 31/12 57 blev regimentet henvist til selv at skaffe en forsøgs leder, hvilket altså resulterede i, at regimentet, som i forvejen var underenkadreret med O L og K N , måtte tage en OL, som tillige havde en anden chefstilling. 1/1 58 — dato på grund af sygdom måtte pågældende OL udskiftes med en anden af regimentets bataillonschefer.
De ovennævnte forhold kan ikke på nogen måde lastes udvalget, men skal man vurdere resultatet af forsøget, vil det give et falsk billede, hvis ovennævnte forhold ikke tages med i vurderingen.
Jeg kan derfor ganske tilslutte mig oberstløjtnantens slutbemærkning, at „resultatet af en rationaliseringsindsats efter alle foreliggende erfaringer vil være stærkt afhængig af, i hvilket omfang ganske bestemte forudsætninger kan blive opfyldt“.
E. F. Frigast.
