Rationaliseringen og materiellet

I MILITÆRT TIDSSKRIFT’s november-nummer ,1958 har oberstløjtnant J. K. S. Schou fremsat en redegørelse betitlet: 5 års rationalisering i forsvaret.

Det er klart, at en redegørelse af denne art nødvendigvis må indeholde mange påstande, som kan ægge til modsigelse eller hvorom meningerne kan være delte. I mange tilfælde hænger det jo ganske sim pelt sammen med, at problem erne kan løses på flere måder.

Alle disse problemer skal imidlertid få lov at ligge i dette indlæg, som ikke befatter sig med en almindelig vurdering af det udførte rationaliseringsarbejde og dets fremtid. Men på et punkt indeholder oplysningen synspunkter som må skønnes at være så afgørende urigtige, at et viderearbejde efter disse synspunkter vil kunne føre til beklagelige resultater.

Efter en gennemgang af tankerne vedrørende etableringen af særlige kommandantskabsorganer siges det, at rationaliseringsudval­ get „ikke under undersøgelserne i garnisonerne har konstateret be­ hov for en krigsmaterielofficer, livis der herved skal forstås en of­ ficer med videregående teknisk uddannelse som overleder af værk­ stedstjeneste, depottjeneste, garagetjeneste m. v. Det må erindres, at alle materielle problemer hvis løsning kræver en særlig teknisk indsigt naturligt er henlagt under de centrale faglige (tekniske) myndigheder og at disse myndigheder gennem nøje forskrifter og specifikationer for materiellets vedligeholdelse og vartning reelt begrænser arbejdet i garnisonen til at være af rent udøvende natur. Ud fra en almindelig driftsøkonomisk vurdering kan virksomheden derfor ikke bære fagligt lederpersonel ud over, hvad der allerede forefindes i form af depotofficerer, ammunitionsofficerer, værk­ stedsledere, garagemestre m. fl.“

Senere i redegørelsen fortæ lles det, at sam ordningen i Odense (hvor forsøget blev gennemført) skete på den måde, at alle værk­ steder blev samlet under en fælles værkstedsleder og denne værk­stedsleder sammen med ammutionsofficeren, depotforvaltere og garnisonsgaragemestre blev underlagt den tidligere depotofficer, der benævntes leder af materieltjenesten.

Den, der bar indsigt i de vanskeligheder, som er forbundet med at bolde moderne krigsmateriel i effektiv stand og virkelig brugsklart og som stadig har lejlighed til at se følgerne af uhen­ sigtsmæssig og utilstrækkelig udnyttelse af materiellet vil ikke kunne undgå overfor disse ret kategoriske udtalelser at blive gre­ bet af forbloffelse.

Når forbløffelsen har sat sig, ser man med et suk i øjnene, at den sælsomme konklusion skyldes, at udvalget har draget generelle slutninger ved et regiment under følgende specielle forhold:

For det første har man som studieobjekt valgt et fodfolksregi­ ment med god gammeldags udrustning, d.v.s. et regiment, hvor materielproblemerne er mindre end ved en række andre regi­ menter.

For det andet bar man studeret forholdene i fred — og glemt eller overset, at materieltjenesten og — især — vedligeholdel­ sestjenesten skal kunne virke også i krig. Den ordning, der er skitseret ved overgangen fra garnisonsforbold til feltforhold, vil sandsynligvis medføre kaos, i bedste fald en fuldstændig svigtende vedligeholdelsestjeneste.

For det tredie forbiser man ganske, at. fodfolksregimentet un­ der feltforhold skal yde faglig støtte til brigadegruppens andre enheder — enheder, hvoraf nogle (f. eks. artillerienhederne) har et relativt kompliceret materiel, og som pludselig løsrives fra eget regiments fredsvedligeholdelsestjeneste.

Blot et. kort besøg under faglig ledelse ved skarpskydning med et (malt med morgendagens alen) så ukompliceret materiel som et tungt luftværnsbatteri ville bave belært rationaliseringsudvalget om, at moderne krigsmaleriel af denne art ganske simpelt ikke kan fungere uden at der kommer et bindeled mellem de taktisk uddan­ nede officerer og de teknisk uddannede håndværkere — og at dette bindeled må være en officer med taktisk-teknisk uddannelse, hvis enheden skal kunne løse sin militære opgave.

Udvalget synes overhovedet ikke at have nogen erkendelse af, at der er andre problemer med moderne krigsmateriel end de for­ valtningsmæssige, som udføres på depotsiden og som groft set be­ står i at bolde rede på materiellets tilstedeværelse, de taktiske, som udføres af regimentsstabene og som groft set består i at sikre, at tingene er på rette sted til rette tid og de reparationsmæssige, som kan lægges i hånden på håndværkerpersonel, der naturligvis støttes af periodevise, men nødvendigvis kortvarige inspektioner af centrale faglige myndigheder, men iøvrigt lever på fjernstyrede anvisninger fra disse.

Men moderne krigsmateriel er ikke noget man kører rundt med indtil det trænger til reparation og som man derefter indleve­ rer på et værksted for at få det lavet. Det er materiel, som kræver en med den daglige tjeneste fuldstændig integreret vedligeholdelses­ tjeneste, som ligger langt ud over, livad der kan gennemføres af håndværkere med en værktøjskasse i hånden og en stak forvalt­ ningsbekendtgørelser under armen.

Denne vedligeholdelse skal gennemføres kontinuerligt, fordi den er uløselig forbundet med beredskab og kampduelighed.

Den er også uløseligt forbundet med sund driftsøkonomi så vist som en effektiv forebyggende vedligeholdelse er afgørende for driftsøkonomien. Men sådan vedligeholdelse skabes ikke uden at materielvedligeholdelsen klart og utvetydigt gøres til et kommando­ anliggende for enhver chef.

Det har naturligvis altid været et chefansvar på alle komman­ dotrin at sikre, at enheden også materielt set var kampduelig.

Så længe dette ansvar begrænser sig til at sikre, at der bliver afsat nødvendig tid til relativt ukomplicerede vedligeholdelsespro­ cesser, som ikke går meget længere end til rengøring og smøring, samt til et tilsyn,som enhver kan lære og en kontrol af, at defekte dele leveres til reparation og brugelige modtages i stedet er dette ansvar ikke noget større problem.

Men så simple er forholdene nu kun for de færreste materiel­ grupper bortset fra mundering.

For det enkleste materiel er sagen naturligvis lettest at overse — men det kan ikke undskylde, at udvalget har centreret sin op­ mærksomhed mod dette.

Situationen er i dag den, at spørgsmålet om at holde materi­ ellet på fuld ydedygtighed for mange chefer er (eller burde være) hovedproblemet af den simple grund, at det er materiellets tilstand mere end noget andet, som begrænser eller hindrer effektiv tak-

tisk indsats. Situationen er endvidere den, at tilsynet med materi­ ellets rette funktion og brug kræver en teknisk indsigt i et om­ fang, som det bliver vanskeligt at få alle linieofficerer til at til­ svare.

Det er nødvendigt, at enhver chef i lige så høj grad føler sig ansvarlig for, at hans materiel virker, som at hans folk lystrer.

Der er (enkelte områder undtaget) langt til, at vi bar nået denne tilstand.

Den nås næppe for regimentscheferne bliver udstyret med en kvalificeret militært og teknisk uddannet hjælper, som kan bistå ham i kontrollen af, at de lavere chefer virkelig lever op til dette krav — og sætte dem i stand til omgående reaktion, hvis officerer eller teknisk personel ikke gor alt, hvad de skal på dette område.

Den nås i hvert fald ikke ved at skabe en ordning som den af udvalget skitserede, som forudsætter regimentet blottet for enhver teknisk indsigt højere end felthåndværkerens.

Nogen tanke om, hvordan der skal kunne føres kommando (noget, der aldrig kan gøres uden faglig viden) på det tekniske område har udvalget åbenbart ikke gjort sig.
Udvalget mener ikke, at virksomheden udfra almindelig drifts­ økonomisk vurdering kan bære en krigsmaterielofficer.
Udfra almindelig driftsøkonomisk vurdering kan fremtidens regiment ikke undvære ham — så vist som opretholdelsen af en­heder, der ikke kan bringes til virkning mod fjenden med mak­ simal effektivitet er stridende mod de simpleste økonomiske regler. Krigsmaterielofficeren kan ikke løse sin opgave uden også at have hånd i hanke med værkstedstjenesten. Hvilken organisatorisk placering han skal have (om han skal være værkstedskompagnichef eller ikke) er et spørgsmål, som falder uden for dette indlægs ramme.
Rationaliseringsudvalget har på det område, der her er tale om, gjort omtrent det værste, man kan gøre ved rationalisering. Det har draget generelle slutninger efter studium på et område, hvor problemerne er særligt simple og det har tabt af sigte, hvad formålet med hele virksomheden egentlig er.

Derfor er resultatet blevet et forslag, som måske kan virke ved et fodfolksregiment i fred, men langtfra ved alle regimenter, et forslag, som ikke tager sigte på krigens forhold og som med fuld sikkerhed om få år er ubrugeligt ved alle regimenter — fod­ folksregim enter på fredsfod inklusive.

Udvalget har undervurderet vanskelighederne ved under dag­ lig brug at holde moderne krigsmateriel driftsklart.

Derfor er resultatet blevet et forslag til indramning af mate­ rieltjenesten med nøglepersonel, hvis uddannelse står i klart mis­ forhold til foreliggende opgavers vanskelighed.

Udvalget har overhovedet ikke opdaget de problemer, der fo­ religger med hensyn til at oplære tropperne til rigtig brug og be­ handling af moderne materiel.

Derfor er man endt med en løsning, som aldrig vil komme til at modsvare fremtidens krav — og hvis udarbejdelse desværre har sinket det arbejde, der burde være gjort på at møde fremtidens krav.

Det haster at få arbejdet med tilvejebringelse af krigsmateriel­ officerer i gang. De skal gennem en lang uddannelse inden de kan løse opgaverne. Det lader sig næppe benægte, at vi på dette om­ råde allerede er alt for sent ude.

Dette kan siges at være hårde ord.

I betragtning af, hvad sagen gælder — hærens kampkraft — kan de ikke blive mildere.

Fjenden lader sig ikke narre af en radar, som nok kan lyse grønt indeni og hvis antenne kan dreje rundt, men hvis ydeevne ikke er, som den skal være — og er det hele tiden. Vore egne sol­ dater lader sig heller ikke narre. De mister troen — og dermed efterhånden kam pvilje og disciplin.

Derimod viser bedrøvelige fakta, at der er andre, der kan lade sig narre af og derfor nøjes med materiel, som gør indtryk af at være i orden. Det gælder ikke bare på radarområdet, men på tal­ løse andre materielområder.

H. C. Engell.