Log ind

RATIONALISERING... EN KOMMENTAR

#

af major M. C. Thygesen, Panserskolen.

Såfremt en uden for forsvaret stående person skulle læse major B. ReesePetersens indlæg i dette tidsskrifts martsnummer, ville han få det indtryk, at rationaliseringsvirksomhed i forsvaret er noget stort og ukendt, som man nu skal til at gå i gang med, idet R.-P. bl. a. skriver: »Som introduktion og inspiration til rationaliseringsvirksomheden i forsvaret kan i øvrigt anbefales...« og »Det må faktisk blive enhver myndighed og enhver medarbejders pligt at medvirke t il...« . Det kan næppe være R.-P.’s mening, at hans indlæg skal opfattes sådan, da sikkert også han ved, at rationaliseringsvirksomheden i forsvaret har stået på i årtier. Hvad kan da være R.-P.’s mening? Formentlig at lægge op til en ny form for rationaliseringsvirksomhed, og det er et udmærket sigte med et sådant indlæg, men disse antydninger af, at der rundt om i forsvaret er en almindelig modstand mod rationalisering, burde nok have været undgået. Det er ikke rationaliseringen som sådan, man er nervøs for, det er snarere uvished om måden, hvorpå rationaliseringsvirksomheden vil blive gennemført, der giver anledning til lidt bekymring. Denne bekymring eller nervøsitet har nok flere årsager, men en af dem er givet den, at gennemførelse af »rationaliseringer« i en virksomhed som forsvaret kan komme til at dække over noget, som i virkeligheden ingen rationalisering er. Når man i en virksomhed, der fremstiller »dippedutter«, gennemfører en ændring, som medfører, at det samme antal »dippedutter« eller flere forlader virksomheden for færre produktionsomkostninger, har man gennemført en rationalisering, en fornuftig forandring, og den er dokumenteret som værende sådan, fordi virksomhedens mål er at fremstille »dippedutter«. Hvis man i samme virksomhed gennemfører en anden ændring, som medfører, at man fremstiller det samme antal eller færre »dippedutter« med større produktionsomkostninger, var forandringen ingen rationalisering, fordi den ikke var i overensstemmelse med virksomhedens mål, og man vil skyndsomst gå tilbage til den oprindelige fremgangsmåde eller finde på noget andet. En sådan dokumentation af, at en forandring er en rationalisering, er ikke altid mulig i forsvaret. En rationalisering i ordets egentlige betydning - en fornuftig ændring - er der vist ingen, heller ikke i forsvaret - der har noget imod, hvilket vel også den kendsgerning viser, at den følte, den erkendte rationalisering fortløbende har fundet og finder sted i forsvaret, og at adskillige forslag til rationalisering er sendt frem »nedefra«. At disse forslag ikke alle er blevet godtaget, er i denne forbindelse uden betydning. Nervøsiteten for, men ikke uviljen imod, rationalisering i forsvaret blandt forsvarets faste personel udspringer ikke af en modstand mod forandringer, heller ikke fortløbende forandringer, den udspringer af frygten for forandringer, der ikke er dokumenterede som værende fornuftige og altså ikke rationaliseringer, men blot forandringer.

De afgørende spørgsmål synes at være følgende:

Hvorledes får man i en stor virksomhed som forsvaret dokumenteret, at en ønsket forandring er en rationalisering - altså en fornuftig ændring? Hvorledes får man dokumenteret, at en gennemført ændring ikke var en rationalisering? Og hvorledes får man en ændring, der er gennemført som en rationalisering, sløjfet, såfremt det af brugeren kan dokumenteres, at den ikke var en rationalisering? De små »husmandsforsøg«, der til stadighed løber ude ved enhederne kan alle godtage, bl. a. fordi det er let at dokumentere, om en foretaget forandring er en rationalisering. Er den ikke det, er det let at tage konse­kvenser heraf. Men denne form for rationalisering er naturligvis ikke tilstrækkelig. Spørgsmålet er, hvorledes får vi gennemført de »store«, de »politiske« rationaliseringer. Skal rationaliseringen virkelig give den ønskede gevinst, må ændringerne formentlig omfatte store dele af forsvaret, og her er en anden årsag til nervøsitet hos brugeren. Det er muligt, at et eller andet system eller en eller anden aktivitet i forsvaret generelt bør rationaliseres, men det er langt fra givet, at det ønskede mål nås ved at indføre de samme forandringer på Holmen som på Flyvestation Karup, og derfor må rationaliseringen gennemføres i snævert samarbejde med brugerne og med disses accept. Gennemførelsen af en rationalisering vil ofte koste penge indledningsvis, fordi de rammer, den ønskede aktivitet eller det ønskede system skal virke i, normalt må ændres. Her må det fra brugerens side være et ufravigeligt krav, at rammerne er i orden samtidigt med, at forandringen befales gennemført. Måske er der også på denne baggrund lidt nervøsitet hos brugerne. Sluttelig kan det spørgsmål stilles, om f. eks. en major i Forsvarsministeriet og en major ved en specialskole kan blive enige om, hvornår en forandring er en rationalisering, og hvad målet med en rationalisering af og i forsvaret er. R.-P. siger lidt truende i sit indlæg: »Hvis ikke forsvaret i lighed med enhver anden virksomhed foretager dybtgående og løbende rationaliseringer med deraf følgende modernisering og ajourføring af organisation, styringssystemer og -metoder etc., vil man ikke være i stand til at holde driftsudgifterne på et niveau, som gør det muligt at finansiere nødvendige materielanskaffelser inden for rammerne af rådige ressourcer«. Her synes hestehoven - den, der er den egentlige anledning til brugerens nervøsitet - at stikke frem. Det må stå helt klart, at aktiviteter i forsvaret, der sigter direkte mod at løse de opgaver, der er pålagt forsvaret som sådant, kun kan rationaliseres under en stadig hensyntagen til effektiviteten, thi er man ikke meget forsigtig, kan man komme til at »bortrationalisere« systemer og aktiviteter i forsvaret, uden at det i fredstid vil lide væsentligt derved, men den dag, forsvaret skal i aktion, vil »rationaliseringen« føles smerteligt.

Hvad jeg har villet sige med min kommentar er

- at der længe har været en rationaliseringsvirksomhed i forsvaret,

- at rationaliseringer i forsvaret - på grund af dettes særlige væsen - skal ske under hensyntagen til effektiviteten i krig, at forsvarets personel ønsker og går ind for en løbende rationalisering,

- at de, der direkte berøres af rationaliseringen, fra starten må tages med på råd, thi derved fjernes nervøsiteten og samarbejdsviljen og motivationen for fortsat rationalisering øges,

- at det i en virksomhed som forsvaret kan være vanskeligt at dokumentere, at en forandring er en rationalisering, og

- at en én gang indført »politisk« forandring kan være vanskelig at ændre.

PS. De norske erfaringer er meget interessante. Tak til R.-P. for dem.