Den tekniske udvikling bringer stadigt nye kampmidler på markedet og ændrer dermed de vilkår, hvorunder enhederne må løse deres kampopgaver. Det må i den forbindelse ikke overses, at de midler og kamp- metoder, den ene part kan bringe i anvendelse, ganske selvfølgeligt får indflydelse på modpartens vilkår og muligheder; dette gælder ikke mindst, livis sidstnævnte ikke råder over tilsvarende midler eller kun behersker mindre effektive kampmetoder.
Betydningen af at følge med i den tekniske udvikling og fortløbende skaffe sig rådighed over moderne kampmidler må bestemt ikke undervurderes. Det ville imidlertid være en alvorlig fejl, hvis man så bort fra den kendsgerning, at enhedernes kampværdi også — og i betydelig grad — afhænger af deres evne til at anvende de rådige midler og til at beherske tidssvarende kampmetoder.
Uddannelsen af enkeltmand og enheder vil fortsat være af væsentlig betydning for forsvarets effektivitet; det er derfor nødvendigt, at dens mål og resultater samt de midler og metoder, der anvendes under uddannelsen, til stadig er genstand for en indgående og nøgtern analyse, for kun derigennem kan de effektive uddannelsesresultater opnås.
Til de faktorer, der indgår i uddannelsen, hører blandt andet: Målsætning for uddannelsen.
Udvælgelsen af personel.
Uddannelsesmetoder.
Uddannelsesmidler.
Målsætning for uddannelsen.
De opgaver, som enkeltmand og enheder skal kunne løse under kamp, samt nødvendigheden af at overleve under feltforhold bør være bestemmende for den uddannelse, der skal gennemføres.
Såfremt denne påstand er rigtig, må der — før en hensigtsmæssig målsætning for uddannelsen kan udformes — ske en analyse af de enkelte opgaver og de vilkår, hvorunder de skal kunne løses. Denne målsætning bør være de for uddannelsen ansvarlige chefer bekendt, idet den medvirker til forståelsen af uddannelseskravene.
I de taktiske reglementer gives der anvisninger på enhedernes opgaver og optræden under forskellige forhold, inen der er næppe tilstrækkelig overensstemmelse mellem disse anvisninger og målsætningen for uddannelsen.
Med udgangspunkt i den ovenfor omtalte analyse vil det utvivlsomt være muligt at nå væsentlige skridt frem mod en tidssvarende målsætning for uddannelsen og at opstille uddannelseskrav, der svarer til målsætningen. Det vil imidlertid også vane muligt at foretage en prioritering af uddannelsesstoffet og derved sikre, at tyngden i uddannelsen lægges på de vigtigste emner.
For uddannelsen af såvel enkeltmand som enheder vil en sådan prioritering af uddannelsesstoffet kunne ske ved, at hvert emne vurderes og derefter placeres i en af følgende grupper:
1. Ubetinget nødvendigt for varetagelsen af en bestemt funktion eller for løsningen af en bestemt opgavetype.
2. Betinget nødvendigt for varetagelsen af en bestemt funktion eller for løsningen af en bestemt opgavetype.
3. Ønskelig, men ikke nødvendigt for varetagelsen af en bestemt funktion eller for løsningen af en bestemt opgavetype.
Hvor der er tale om uddannelsen af enkeltmand, bør uddannelsen fastlægges og prioriteres på grundlag af en funktionsbeskrivelse, der giver klare oplysninger om
— de uddannelsesmål der skal nås, og
— de åndelige og fysiske kvalifikationer der er en forudsætning for varetagelsen af den enkelte funktion samt for at gennemføre den nødvendige uddannelse.
Endelig må det erkendes, at uddannelsen spænder over vidt forskellige emner, hvor kravene om ensartet og eksercerntæssig sikkerhed i udførelsen ikke nødvendigvis behøver at være lige store. Der vil således være naturlige forskelle mellem udførelsen af formel eksercits, adskillelse og samling af våben og enkeltmands optræden under skyttetjeneste.
En vurdering af de krav, der skal stilles for hver enkelt disciplin — eller type af discipliner — vil fremme det rette valg af uddannelsesmetode og inspirationen til selvstændig optræden, hvor en sådan er tilsigtet.
Udvælgelsen af personel.
I samme grad som enhedernes personelstyrke reduceres, får den enkelte mand — befalingsmand og menig — større betydning for enhedens kampkraft; dette medfører øgede krav om at bringe rette mand på rette plads samt større behov for uddannelse og for at kunne modstå de påvirkninger, der fremkommer under kampforhold.
Udvælgelsen af personel må således antages at få øget betydning fremover. I det civile samfund ofres der megen tid og mange penge på at anbringe personellet på netop de pladser, hvor den enkelte bedst kan udnytte sine evner og anlæg; der ses ikke at være nogen billigere vej for forsvaret til en effektiv udnyttelse af det rådige personel.
Den tidligere omtalte funktionsbeskrivelse bør under alle forhold være en del af grundlaget for personeludvælgelsen; den vil formentligt også på længere sigt kunne bidrage til en effektivisering af befalingsmandsuddannelsen.
Ved udvælgelsen af personel til bestemte enheder synes det naturligt at pege på betydningen af at tildele disse personel, som er i stand til at fremme deres kampkraft. For kampenhedemes vedkommende er der således et klart behov for personel med de åndelige og fysiske egenskaber, der er en forudsætning for aktiv optræden tæt inde på livet af fjenden. Under Koreakrigen liar man i USA foretaget en analyse for at finde frem til de kvalifikationer, der mest sandsynligt kendetegner »en kæmper«. Det er uøkonomisk og — under kampforhold — moralnedbrydende at anbringe »ikke-kæmpcre« i en kampenhed.
Værdien af de omtalte funktionsbeskrivelser vil øges, såfremt der gennemføres sådanne prøver med personellet, at man har rimelig sikkerhed for at få anbragt hver enkelt mand på en plads, hvor hans evner og anlæg kan udnyttes effektivt, men også hvor hans eventuelle mangler vil være af mindre betydning.
Uddannelsesmetoder.
Den militære uddannelse spænder over mangfoldige emner og de færdigheder, der skal opnås, varierer fra disciplin til disciplin. Disse forhold gør det naturligt at antage, at der er Lehov for mere end nogle enkelte uddannelsesmetoder.
For at finde frem til den for hver enkelt disciplin hedst egnede metode, hør samtlige uddannelsescmner vurderes med hensyn til deres art og den færdighed, der skal opnås. Resultatet heraf kunne blive en god vejledning for de mange instruktører, der — af helt naturlige grunde — ikke har tilstrækkelig erfaring til selv at vælge de mest hensigtsmæssige metoder.
I discipliner, hvor en ensartet og eksercermæssig udførelse er nødvendig, vil den hidtil mest anvendte metode fortsat kunne anvendes. Derimod forekommer det sandsynligt, at der må benyttes lielt andre metoder, når det drejer sig om emner, livor der tilsigtes en aktiv og selvstændig optræden fra elevens side. Måske bør man her lægge vægt på, allerede på et tidligt tidspunkt af uddannelsen, at oplære den enkelte til at se opgaven og selv vælge den måde, lian vil løse den på. Det kan jo nemlig ikke nægtes, at valget af forkert uddannelsesmetode ikke sjældent laminer elevernes lyst til selvstændig optræden.
Uddannelsesmetoderne hør beskrives i en vejledning for instruktører. Det vil imidlertid nok være vanskeligt at give en sådan vejledning et indhold, der dækker alle væsentlige problemer; den bør da også kun betragtes som et af flere midler, hvor kompagnichefens indgående kendskab til den enkelte instruktør og hans evner samt den stadige vejledning er et andet væsentligt middel. Der hør derfor også tages fornødne skridt til, at kompagnichefen i højere grad kan frigøres for andre opgaver for i stedet at bruge tiden til det væsentligste, uddannelsen af enkeltmand og enheder.
Uddannelsesmidler.
Moderne hjælpemidler letter indlæringen, ofte er de helt nødvendige for at afbøde manglerne på tilstrækkelig fantasi. I det civile samfund sker der i disse år en rivende udvikling med hensyn til anvendelsen af hjælpe- midler af mange slags. Del vil skade den militære uddannelses effektivitet, livis ikke forsvaret sættes i stand til at benytte tilsvarende hjælpemidler og i samme omfang som det civile liv. På den anden side må det ikke overses, at sådanne hjælpemidler altid hør vælges og anvendes under hensyn til emnets art og instruktørens duelighed. Der består imidlertid den fare, at en i øvrigt god instruktion med anvendelsen af mange og forskellige lijæpemidler bliver en levende underholdning, men er uden uddannelsesmæssig værdi, fordi eleverne lades passive. Aktiviseringen af eleverne og opnåelsen af de tilsigtede færdigheder skal altid være målet for instruktøren.
Et nyttigt middel til fremme af uddannelsen må være, at såvel instruktøren som eleverne allerede ved uddannelsens begyndelse — og for en passende lang periode — på en klar og overskuelig måde gøres bekendt med de færdigheder, der skal opnås. Det vil nok være en yderligere stimulans, livis en ældre befalingsmand end instruktøren — og helst underafdelings- chefen — gav eleverne disse oplysninger. For mange — og vel ikke de dårligste — kan det virke som en vandring i blinde, når de ikke på forhånd kan se målet for deres indsats.
Et andet middel til at fremme indlæringen er uddannelsesprøver, der ofte vil kunne indgå som et naturligt led i uddannelsen. For den gode og la'revilligc elev betyder sådanne prøver — når de ikke overdrives — som regel en inspiration, mens de for den mindre lærevillige betyder en stimulans, fordi han normalt ikke vil være ringere end de, ban lever og arbejder sammen med.
Der kunne have været anført andre emner af betydning for uddannelsen; de nævnte må dog henregnes til de mere væsentlige.
En effektiv uddannelse vil ret hurtigt sætte sine spor i form af øget arbejdsglæde og stigende tillid til enhedernes evne til at løse de opgaver, som skal forudses. Der er således god brug for en positiv indsats på dette område.
A. H. Rude