Raketters omtale i militære tidsskrifter og litteratur har næsten altid været helliget deres anvendelse som transportmiddel for A- og B-våben. Det er helt klart, at dette fremføringsmiddel er den væsentligste enkeltfaktor i terrorbalancens regnskab, og derfor ganske naturligt har stra- tegers og taktikeres bevågenhed i kraft af denne anvendelse. Raketter bruges dog også til opsendelse af satelitter, og det er denne udnyttelsesform, der skal omtales i denne artikel for at vise, at også dette felt er særdeles betydningsfuldt for det moderne forsvarsapparat.
Elektronisk udstyr er i dag et uundværligt hjælpemiddel i en militær enhed, og udviklingen i de sidste 25 år har medført et stadigt større arbejdsområde og en stadig større udnyttelse af de forskellige slags apparaturer. Det må derfor synes ganske naturligt at rette opmærksomheden mod satelitters udnyttelse som bærere af elektronisk udstyr. I første omgang vil det ganske naturligt være en opgave for stormagterne, men som medlem af NATO kan også de mindre stater blive direkte impliceret i en del af de projekter, som aRerede er i gang eller som forventes iværksat i dette årti.
Kommunihationssatelitter
Kommunikationens betydning for den moderne krigsførelse er velkendt af alle. De vigtigste signalmidler er TELEFON, RADIO/TELEGRAFI, RADIO/TELEFONI, FJERNSKRIVER og TELEVISION, og kravene til
disse hjælpemidler er med udviklingen på strategiens og taktikkens område blevet skærpet mere og mere. Man skal i dag holde forbindelse over meget store afstande og ønsker samtidig et større antal forbindelseskanaler. Mens man før den anden verdenskrig kunne tale om nationale,
Raketters omtale i militære tidsskrifter og litteratur har næsten altid været helliget deres anvendelse som transportmiddel for A- og B-våben. Det er helt klart, at dette fremføringsmiddel er den væsentligste enkeltfaktor i terrorbalancens regnskab, og derfor ganske naturligt har stra- tegers og taktikeres bevågenhed i kraft af denne anvendelse. Raketter bruges dog også til opsendelse af satelitter, og det er denne udnyttelsesform, der skal omtales i denne artikel for at vise, at også dette felt er særdeles betydningsfuldt for det moderne forsvarsapparat.
Elektronisk udstyr er i dag et uundværligt hjælpemiddel i en militær enhed, og udviklingen i de sidste 25 år har medført et stadigt større arbejdsområde og en stadig større udnyttelse af de forskellige slags apparaturer. Det må derfor synes ganske naturligt at rette opmærksomheden mod satelitters udnyttelse som bærere af elektronisk udstyr. I første omgang vil det ganske naturligt være en opgave for stormagterne, men som medlem af NATO kan også de mindre stater blive direkte impliceret i en del af de projekter, som aRerede er i gang eller som forventes iværksat i dette årti.
Kommunihationssatelitter
Kommunikationens betydning for den moderne krigsførelse er velkendt af alle. De vigtigste signalmidler er TELEFON, RADIO/TELEGRAFI, RADIO/TELEFONI, FJERNSKRIVER og TELEVISION, og kravene til
disse hjælpemidler er med udviklingen på strategiens og taktikkens område blevet skærpet mere og mere. Man skal i dag holde forbindelse over meget store afstande og ønsker samtidig et større antal forbindelseskanaler. Mens man før den anden verdenskrig kunne tale om nationale, begrænsede afstande, fik tnan under krigen brug for kontinentale forbindelser, og i dag er det nok rigtigst at betegne arbejdsafstandene som globale. Situationen er i dag den, at man faktisk skal holde forbindelse indenfor bele det område, NATO-magterne dækker, og her slår de hidtil anvendte signalsystemer og midler ikke til. De to bærere af elektriske signaler, nemlig radio og kabel har en række begrænsninger i deres hidtil anvendte form.
Radio: Rækkevidde, Kanalantal, Kvalitet og Pålidelighed Kabler: Kanalantal, Kvalitet, (Rækkevidde) og Økonomi Kravene er allerede i dag så store, at de opståede behov ikke kan opfyldes. En del af behovet er løst ved en stadig stigende anvendelse af radiokæde- udstyr, men dette gælder hovedsageligt antallet af kanaler. Med hensyn til afstandene (kontinentale og globale) strækker dette udstyr ikke til, da RK på grund af sit frekvensområde kræver frit sigte, og dertil kommer også økonomiske overvejelser.
Satelitter har her vist sig at være et middel til afhjælpning af de opståede behov. Man plejer at dele kommunikationssalelitter i to hovedtyper
a) passive satelitter
b) aktive satelitter
Passive satelitter
Den amerikanske ECHO-satelit hører lil denne type. Den er opbygget som en stor plastikballon (30 m i diameter), der på ydersiden er belagt med et ganske tyndt aluminiumslag for at give effektiv refleksion af radiobølger. Her kan man anvende både envejs og tovejs-kommunikation med nogenlunde god samtalekvalitet. Da denne type opsendes i relativt lave banehøjder (1600 km) er der ingen tidsforsinkelser. Det vanskeligste ved dette system er retningsantennernes korrekte orientering mod ballonen.
U. S. A. bar indenfor denne gruppe af satelitter forsøgt et projekt (kaldet WEST Ford) som rent teoretisk må betragtes som udmærket. Projektet består i at danne et bælte rundt om Jorden bestående af små dipoler (11/2 cm lange, afstemt til 8000 Mb/.). Refleksionen fra et sådant bælte bliver ganske effektiv, og man skulle så benytte dette bælte på samme måde, som man udnytter ionosfæren. Projektet har imidlertid fremkaldt kraftige protester fra astronomer og radioastronomer, som mener, at dette bælte vil virke katastrofalt på den fremtidige udforskning af rummet.
Aktive satelitter
I denne gruppe findes flere forskellige systemer, og en del af dem skal omtales her.
COURIER (U.S.A.) var den første egentlige kommunikationssatelit. Dens omløbstid var på omkring 100 minutter i en bane på 900—1300 km. Denne satelittype er beregnet til overføring af 20 fjernskriverkanaler. Satelitten arbejder efter det princip, at den fra en jordstation modtager sine informationer så længe den er indenfor rækkevidde (synsvidde), hvilket vil sige ca. 10 minutter. Signalerne modtages på bånd, som så afspilles, når satelitten er indenfor rækkevidde af modtagestationen. Afspilning af informationerne fra 20 kanaler tager 5 minutter og indspilning af nye informationer tager også 5 minutter. Udstyret er dog indrettet således, at man kan foretage samtidig indspilning og afspilning. Satelitten indeholder også reserveudstyr, som kan sættes i drift ved signaler fra jordstationer.
Courier cirkler omkring Jorden 14 gange i døgnet, men vil ikke være synlig for de to i øjeblikket anvendte jordstationer i mere end ca. 8 af de 14 omløb. Systemet har derfor begrænset anvendelse og kun, hvor man vil tolerere forholdsvis lang befordringstid, har denne drabanttype interesse.
TELSTAR typen er et større skridt fremad mod den praktiske anvendelse af kommunikationssatelitter. Denne type kan anvendes til både television og overføring af telefonsamtaler. Drabanten opsendes i en højde af 900—6000 km og bevæger sig i en elliptisk bane med en omløbstid på godt 2Y2 time. Kun i en del af sine omløb vil denne type være synlig i længere tid samtidig fra begge jordstationer. Satelitten vejer ca. 79 kg og arbejder med en modtagefrekvens på 6000 Mhz og en sendefrekvens på ca. 4000 Mhz.
Radioudstyret i TS bar en båndbredde som tillader overføring af enten een TV-kanal eller 600 envejs telefonkanaler eller 60 tovejskanaler. Dei findes desuden radioudstyr til betjenings og kontrolformål. Den nødvendige strøm fås fra solceller, men når udstyret arbejder trækkes der mere strøm end solbatterierne kan levere, hvorfor satelittens udstyr må slukkes i de tidsrum, hvor satelitten ikke står i forbindelse med jordstationerne. Akkumulatorerne kan da nå at opsamle tilstrækkelig energi. Tænding og slukning af radioudstyret sker ved signaler fra jorden. De tekniske funktioner sker efter samme principper som mikrobølgeforbindelser mellem fjernsynsstationer på Jorden. Det mest komplicerede ved dette system er de kæmpestore og komplicerede antenneanlæg (på jordstationerne), der skal være indrettet således, at de automatisk følger satelitten.
SYNCOM. Det tredie og sidste system blandt de aktive satelitter, som skal omtales her, er de synkroniserede satelitter, som sendes op i en banehøjde på ca. 36000 km. Omløbstiden bliver 24 timer, altså det samme som Jorden bruger til en omdrejning om sin egen akse. Dette forhold bevirker, at drabanten synes at stå stille over et bestemt område af jordoverfladen, og heri ligger dette systems store fordel. Opsendes tre drabanter i samme bane og forskudt 120° i forhold til hinanden får man dækket hele den beboede del af jordkloden. Systemet er tænkt anvendt på den måde, at man foruden de tre i brug værende satelitter opsender tre reservesatelitter, som placeres i nogen afstand fra hovedsatelitten. Opstår der fejl i hoved- satelitten, som ikke kan rettes, starter man nogle små hjælperaketter og bringer drabanten væk fra banen og bringer den til sprængning med den i forvejen anbragte sprængladning. Reservesatelitten bringes nu ved sine hjælperaketer på plads i banen, og en ny reservesatelit kan opsendes. Den elektroniske omskiftning mellem hoved- og reservedrabant sker ved signaler fra jordstationen og uden mærkbare forstyrrelser for anvendelsen.
Satelitten vejer ca. 75 kg og tænkes udstyret med et radiosystem, der kan give enten 4 TV-kanaler eller 2400 telefonkanaler. Problemerne ved dette system er tidsforsinkelserne, som man prøver at finde udveje for. Jordstationerne er meget simplere end ved de øvrige systemer, da man altid har frit sigte, og man undgår derved de komplicerede orienteringsorganer.
Sammenligning mellem aktive og passive satelitter
Spørgsmålet om, hvilket system der er bedst, kan ikke besvares entydigt. Begge systemer har fordele og mangler, og man må sikkert regne med, at der vil være behov for både passive og aktive kommunikationssatelitter. De passive er de simpleste, og der kræves ikke noget elektronisk udstyr med mindre man vil udstyre dem med et lille radiofyr til brug ved pejlingen. Ved brugen af passive satelitter kræves der store sendeeffekter, men man har den fordel, at samme drabant kan benyttes som relæstation for et ubegrænset antal forbindelser. Der er endvidere den fordel, at der ikke optræder tidsforsinkelser. Militært set giver dette system yderligere en fordel, idet frekvensskifte er muligt.
De aktive satelitter kræver ikke så store sendeeffekter, men til gengæld må de udstyres med kompliceret radioudstyr. Strømforsyningen er et problem, der kan volde en del vanskeligheder, men lier synes man at have fundet en løsning ved brug af de såkaldte atombatterier. Ved de aktive satelitter er der også stor forskel på, hvilket system man ønsker at gøre brug af. SYNCOM-systemet har problemer med hensyn til tidsforsinkelser og kræver en ret høj sendeeffekt, men har fordelen af et stort dækningsområde med kun tre drabanter og samtidig benyttelse af et stort antal kanaler. Jordstationerne er både billigere og simplere at bygge, end ved de øvrige systemer. De øvrige aktive systemer kræver mindre sendeeffekt, men dækningsområdet er ringe og jordstationernes udstyr er ret kompliceret og tilmed meget kostbart. Ved aktive systemer er man bundet af de i udstyret fastlagte frekvenser, hvilket ved klassificeret trafik kræver anvendelse af kryptoudstyr.
Spiondrabanter
Blandt de satelitter, man ikke hører så meget om i pressen og i udsendt litteratur, er de såkaldte spiondrabanter. Trods navnet og den hemmelighed de omgives med, kan man dog give en del oplysninger om dem. Disse satelitter er begyndt at spille en stor rolle i den kolde krig og i de tekniske diskussioner på nedrustningskonferencerne. For disse drabanter eksisterer de lukkede grænser ikke, og om få år vil de have overflødiggjort spionfly. Det er faktisk fantastisk, hvad man er i stand til at konstatere ved hjælp af udstyret i disse satelitter. Til denne type hører:
FERRET: Opsendes med en Tlior-Agena raket i en bane 200—400 km oppe. Satelitten er udstyret med apparatur til at opfange impulser fra radar og radiostationer, hvorved det bliver muligt at lokalisere disse. En af de ting man specielt er interesseret i at benytte denne drabant til, er aflytning af samtaler på mikrobølgebåndet. Mikrobølger går i lige linier, og da de ikke reflekteres af ionosfæren, kan de kun høres i et begrænset område. Ferret opfanger mikrobølgerne på deres vej ud i rummet.
SAMOS: Opsendes med en Atlas-Agena raket i baner 180—250 km oppe. Drabanten indeholder TV-kameraer og film, som bliver returneret til jorden i en kapsel. For øjeblikket opsendes en satelit ca. hver 6. uge. Det påstås, at man kan se så små ting som en jeep fra disse satelitter.
MIDAS: Opsendes som den foregående af en Atlas-Agena i en cirkulær bane 3600 km oppe. Den benyttes til at varsle raketaffyringer ved at spore deres infrarøde varmestråling under opsendelsen. Systemet er under afprøvning, men man har aUerede haft et par veUykkede forsøg, og der regnes med, at systemet kan være færdigt og fuldt brugbart i 1966.
Alle de her nævnte typer er amerikanske. Man ved ikke så meget om tilsvarende russiske satelitter, men det må formodes, at en del af deres drabanter indeholder tilsvarende udstyr og med samme formål. Der er dog i forbindelse med spionsatelitter grund til at nævne, at U.S.A. sikkert er foran Sovjet med hensyn til elektronisk udstyr, og det er også en kendsgerning, at U.S.A. har opscndt langt flere satelitter end Sovjet.
Navigationssatelitter
Nøjagtighed spiller en stor rolle for navigation, ikke mindst i dag, hvor operationsafstandene er så store. Her tænkes blandt andet på skibs-, fly- og ubådsnavigation. Specielt sidstnævnte spiller en stor rolle. Den nøjagtige stedsbestemmelse er af vital betydning for Polarisubådene, idet korrektion af afsendte raketter sker fra ubåden. Ved hjælp af navigationssatelitter kan man navigere med en nøjagtighed på 150 m.
Disse satelitter vejer omkring 100 kg og strømsystemet i dem er atombatterier, der vejer ca. 12 kg og som kan levere strøm (25 watt) i 5 år. Det her omtalte projekt hedder TRANSIT, men man har flere forskellige systemer, hvor princippet er det samme, men med forskelligt udstyr, idet man søger at finde frem til det mest driftssikre apparatur.
Udover de her nævnte satelittyper findes en række forskningssatelitter med meget specielle opgaver samt de såkaldte vejrsatelitter, der jo også har en militær betydning.
Ser man bort fra spionsatelitterne kan der om samtlige andre typer siges, at de selvfølgelig er lige så anvendelige til rent civile kommercielle formål, og at man vel fra alle sider håber, at deres anvendelse vil falde på dette felt. Formålet med at nævne satelitterne i et militært tidsskrift er den samme som for enhver anden opfindelse, nemlig at påvise anvendelighed og derefter gennem de forskellige anvendelsesmuligheder at vurdere en sådan enkelttings betydning for helheden.
Ser man på den udvikling, der har fundet sted i de sidste fem år, og på de planer og projekter man er på vej til at gennemføre, må konklusionen blive, at alle forbindelser mellem kontinenterne om få år vil blive etableret via satelitter. NATO’s kommunikationsnet vil med en sådan udvikling blive større, både i omfang og kapacitet, samt mere pålidelig, idet kvaliteten vil stige ganske væsentlig.
F. Pedersen.
