Log ind

Radarbrandrøret

#

De fleste kender Radarbrandrøret af Navn og sætter det normalt kun i Forbindelse med Luftmaalsskydning; men hvor mange har mon egentlig gjort sig klart, hvilken revolutionerende Opfindelse det er, som saa Dagens Lys i Slutningen af sidste Verdenskrig, og hvor mange har gjort sig klart, hvilken Indflydelse Indførelsen af dette Rør ved Feltartilleriet har paa Taktiken? Jeg skal nedenfor søge at gore Rede for Rørets Anvendelsesmuligheder og dets taktiske Anvendelse og slutte med at gengive nogle amerikanske Betragtninger over Rørets Indflydelse paa Vaabnenes Taktik og Udrustning.

Ydre Form og Virkemaade.

Brandrøret bestaar af en Metalkrop med Forpart af Plastic. Dets ydre Form er den samme som de amerikanske mekaniske Tidsrør (Urværksrør) og Perkussionsrør, men Granater, som skal forsynes med Radarrør, maa dog udhules noget for at give Plads for Rørets Bagpart, som er meget lang. Røret kan altsaa anbringes i de almindelige amerikanske Brisantgra- nater, uden at disses Ballistik ændres, hvilket er af meget stor Betydning, da man saa f. Eks. kan indskyde sig med Nedslag og umiddelbart gaa over til Virkningsskydning med Radarrør.

Røret, som ikke er armeret i Skudafgangen, har visse Sikkerhedsanordninger for at undgaa Løbspringere og Mundingsspringere. En Forsinkelsesanordning hindrer iøvrigt Granaten i Sprængning et Antal Sekunder efter Skudafgangen. Denne Forsinkelse i Armeringen varierer med Kaliber, Ladning og Anvendelsesformaal og svarer f. Eks. for en 90 mm Luftværnsgranat med V0 — 800 m/Sek. til en Afstand af ca. 360 m fra Mundingen, for Granater til Feltartilleriet noget mere.

Naar Røret er armeret, virker (tænder) det normalt, naar Projektilet nærmer sig en Masse uanset Arten (Jord, Vand, Fly o. s. v.).

Rørets Følsomheds- eller Paavirkningsomraade har Form som en Kegle med meget stor Topvinkel. Omraadets Diameter er ca. 30 m vinkelret paa Projektilbanen, Dybden er i Banens Retning ca. 5 m. (Se Fig. 1).

Skærmbillede 2020-06-28 kl. 19.44.06.png

Sprænghøjden er ved Skydning mod Jordmaal ca. 10 m; den afhænger bl. a. af Banetangentens Hældning (Nedslagsvinklen). Jordens Fugtighed i Maalets Nærhed indvirker desuden paa Sprænghøjden, idet den bliver højere i fugtigt end i tørt Terrain. Over en Vandflade kan Sprænghøjden undertiden fordobles. Blade, Kviste og Løvværk, som ikke er særlig tæt, indvirker ikke paa Sprænghøjden; men meget tæt Skov kan øge Sprænghøjden med een å to Meter.

Taage, Skyer og Mørke er uden Indflydelse paa Rørets Funktion, men svære Regnbyger kan undertiden øge Antallet af utidige Sprængninger i Banen.

Alt i alt er Højdespredningen betydeligt mindre end ved almindelige Tidsrør, hvor Uregelmæssigheder i Brændetiden jo bevirker en Forskydning i Banen, der ved store Nedslagsvinkler giver store Svingninger i Sprænghøjden og ved meget smaa Nedslagsvinkler (flade Baner) giver stor Længdespredning. Dette i Forbindelse med den Tid, der spares, naar Rørene ikke skal temperes, giver Radarrøret den store Værdi. Bestræbelserne har netop i længere Tid gaaet ud paa at udarbejde sikre Metoder til Skydning med temperede Brisantgra- nater, paa Grund af den langt større Virkning, der opnaas med en Brisantgrant, der springer i Luften, end med Granater, der springer i Nedslaget. (Granater med Øjebliksrør).

Skærmbillede 2020-06-28 kl. 19.45.39.png

I ovenstaaende Fig. 2 er til Sammenligning vist Virkningen af en 75 mm Brisantgranat ved Nedslag og ved Sprængning i Luften. Af Figuren fremgaar, at Virkningsomraadet for udækket Maal er omtrent lige stort i de to Tilfælde; men det er indlysende, at for Tropper i aabne Skyttehuller eller Dækningsgrave er Virkningen af Granaten med Øjebliksrør lig Nul, medens Granaten, der springer i Luften, i den rigtige Højde, faar saa godt som samme Virkningsomraade mod saadant Maal som mod udækket Maal.

Den stærke Trang til luftspringende Brisantgranater har medført, at Ricochetskydning, trods dens Uberegnelighed, har været benyttet i stort Omfang i Krigen 1939—45. Ved Skydning med Radarrør faas alle de Fordele, Ricochetskydning og temperet Skydning har, uden at disse Skydningers Mangler følger med. Radarrørets eneste virkelige Mangel er, at der springer for mange Granater i Banen; dette turde dog være en Børnesygdom, som Røret inden længe vil have overstaaet.

Med Hensyn til Rørets Anvendelse kan kort slaas fast:

Skydning med Radargranater giver fortrinlige Resultater mod ubeskyttede Tropper og mod Tropper i aabne Skyttehuller og Grave. Naar det er muligt, bør Radarrør foretrækkes frem for Skydning med Nedslag og temperet Ild. Paa Grund af den ringe Spredning faas større Virkning, og Undgaaelse af Højdeindskydning muliggør hurtig Indgriben, ligesom Skudhastigheden kan være den størst mulige. Rørene muliggør endog virksom Beskyttelsesild og Ødelæggelsesild om Natten.

For Artilleristen vil det af ovenstaaende klart fremgaa, hvorledes den taktiske Anvendelse af disse Rør former sig; men derudover maa han tage yderligere Hensyn til, at paa Grund af det unormalt store Antal Sprængninger i Banen, han indtil videre maa regne med, maa et større eller mindre Omraade under Banen være frit for egne Tropper, ligesom han maa regne med, at Banen skal gaa fri af nære Terrain- genstande, som ellers vilde bringe Granaten til Eksplosion. Ved Beregning af mindste Elevation og den deraf afhængige mindste Skudafstand maa regnes med, at Sikkerhedsafstanden mellem Banen og en fast Masse skal være mindst 50 m.

Med Hensyn til de Modforholdsregler, der skal træffes for at formindske Virkningen af Artilleriild med Granater med Radarrør (Radargranater), skal jeg tillade mig at gengive en Artikel: »New Weapons — New Tactics« af Lieute- nant-Colonel F. P. Henderson, U. S. M. G., i Coast Artillery Journal November-December 1947.

Amerikansk Videnskab og Industri i Forening skabte to nye og revolutionerende Vaaben i den II Verdenskrig, Atombomben og Radarbrandrøret. Begge har ganske overordentlig stor Indflydelse paa de væbnede Styrkers Organisation- og Udrustning og paa Fremtidens Krigsførelse.

Civile og militære Skribenter har skænket os en Mangfoldighed af Litteratur vedrørende Bombens Virkninger paa Nationens væbnede Styrker og om den civile Økonomis Nødvendighed for Frembringelsen af saadanne; men hvad med Radarrøret?

Siden det korte Popularitetens Pust, der ledsagede Oplysningerne om det nye Rør, synes dette at have fort en Mørketilværelse, fuldstændig overskygget af den mere dramatiske Atombombes verdenssensationelle Omtale. Dette til Trods for, at Radarrøret skaber lige saa vanskelige Problemer for de militære Feltstyrker som Bomben, Problemer, som skal løses. Ydermere er Radarrøret et Vaaben af i Dag og vil være I Brug paa Fremtidens Slagmarker, hvadenten Atombomben er der eller ej. Det synes derfor logisk, at vi fortrinsvis løser nogle af de Vanskeligheder, som allerede foreligger, frem for de, der tilhører Atomfremtiden.

Det stadige Krav paa mere effektive, mere dødbringende Vaaben og Teknik følges altid af Higen efter effektive Modforanstaltninger. En af de ældste og mest krævende militære Fejder har staaet mellem Artilleriet og det levende Maal »Individet«, hvad enten dette var en Skytte, en Mand i Gruppen eller en Stabsmand, Artilleristen har altid været hans største Fjende.

Modforanstaltninger.

I Begyndelsen af første Verdenskrig naaede Artilleriet og de tekniske Hjælpemidler et Udviklingstrin, hvor de dominerede Slagmarken. Individets Modforanstaltninger ændrede Krigsførelsens Natur mere end nogen tidligere Udvikling i Krigskunstens Historie.

For det første fik Individet en Spade og gravede et Hul i Jorden, hvor han levede og kæmpede; han forlod kun dette Hul, naar det var strengt nødvendigt og vendte tilbage til det ved det første Tegn paa Fare. For det andet opgav han den sluttede Formation, som han med meget faa Ændringer havde benyttet siden Cæsars Tid, og han gav Luft mellem sig og Naboen.

Hvad havde Soldaten lært? Han havde lært, at naar han ikke ragede op over Jordoverfladen, var han i relativ Sikkerhed undtagen for en Fuldtræffer. Han lærte ogsaa, at dersom han var tvunget til at bevæge sig i indset Terrain, havde Beskydning meget mindre Virkning, naar en Gruppe Mænd færdedes spredt, end naar de færdedes samlet. Saaledes fødtes Feltbefæstningen, og den moderne Krigsførelse tog Form.

Trangen til et nyt Brandrør.

For at tilintetgøre disse Beskyttelsesforanstaltninger behøvede Artilleriet kun een eneste liile Ting — et Brandrør, som ufejlbarligt fik en Granat til at eksplodere netop i rette Højde over Maalet. Et saadant Rør vilde gøre de aabne Skyttehullers Beskyttelse lig Nul ved at slynge Granatsplinter ned i dem. Det vilde ydermere give større Tab ved udækkede Maal end Øjebliksrøret.

Svaret var simpelt, men Løsningen af Problemet rent teknisk var vanskeligt. Det tog næsten 30 Aar at faa Svaret skruet i Spidsen af Granaten og at lære, hvor umaadelig effektivt det var.

Da vor sidste Fjende til alt Held ikke havde Radarrøret, blev vi ikke tvunget til at finde paa Modforanstaltninger. Imidlertid maa vi regne med, at enhver fremtidig Fjende vil have det, saa nu er det nødvendigt at finde ud af dets Virk ning og finde Forholdsregler imod det.

Vi maa nødvendigvis skaffe en fuldstændig splintsikker Beskyttelse til alle Dele af de militære Styrker, hvad enten de er under Angreb eller i Forsvar, mod Radargranatild fra Artilleri, Morterer, Skibskanoner eller nærangribende Fly. At opnaa denne Beskyttelse uden at hemme vore Troppers Bevægelighed vil blive et af de sværeste Problemer, Videnskab, Industri og Værn vil blive stillet overfor at skulle løse i Aar fremover.

De første og vanskeligste Styrker, der skal skaffes Beskyttelse til, er Infanteriet, det primære Maal for de fleste Granater, som affyres i Slaget. Skytten er nu blevet halet ud af sit Rævehul eller den Terrainfold, der gav ham Beskyttelse; han er nu i større Fare end nogen Sinde før, naar han bevæger sig i aabent Terrain. Imidlertid kan han ikke personligt belæsses med ret megen splintsikker Beskyttelse. Som Enkeltperson kan vi formentlig kun give ham et ultraletvægts Legemspanser ( ikke nødvendigvis af Metal), som beskytter saa meget af ham, som Vægtgrænsen tillader.

Geværskyttens Beskyttelse.

Som Medlem af Gruppen synes Geværskyttens Beskyttelse at ligge i den splintsikre »troop carrier«. I Angrebet maa han køres til eller ind i Fjendens Stilling i saadanne Køretøjer. Derved undgaas, at han i aabent Terrain udsættes for observeret Artilleri- og Morterild, og tillige elimineres Nødvendigheden af yderligere Spredning af Tropper til Fods for at undgaa voldsomme Tab. Til Infanteriets tunge Hjælpevaaben som Morterer, Maskingeværer, rekylfri Kanoner etc. synes et selvbærende Skjold at være Løsningen. Skjoldet skal være tilstrækkelig stort til at dække en aaben Stilling i Standardformat.

Radarrøret har forøget Kontrabatteriskydningens Virkning betydeligt, og den konventionelle Kanonstilling er ganske forældet, da den ikke længere yder Beskyttelse hverken for Mandskab eller Materiel. Den første Modforanstaltning vil formentlig blive selvkorende Feltartilleri med fuldstændig splintsikker Beskyttelse for baade Kanon og Mandskab.

Luftværnsartilleriet har hidtil været relativt godt sikret mod Luftangreb i sine dybe, sprængstyksikrede Stillinger. Denne Sikkerhed forsvinder imidlertid, naar de angribende Fly er udrustede med Bomber og Raketter med Radarbrand- ror. Fuldstændig splintsikker Beskyttelse, af den Art som benyttes ved Marineskyts, er nu nødvendig. Let automatisk Luftværnsartilleri maa monteres i selvkørende splintsikre Affute- ringer.

Voksende Brug af Ingeniørtropper med Gravemaskiner og færdigfabrikerede Overdækninger er af livsvigtig Betydning for Anlægget af Forsvarsstillinger, selv for saadanne som er af midlertidig Art. De gamle hurtigt etablerede feltbefæstede Forsvarsstillinger, Skyttehuller og aabne Skytsstillinger yder ikke længere Forsvareren nogen Beskyttelse.

Amfibieoperationer og Luftlandeforetagender stilles overfor særlige Problemer med Hensyn til splintsikker Beskyttelse. I første Tilfælde er Flydeevnen et kritisk Problem, i sidste Tilfælde Vægt og Transporterbarhed. Stormtroppernes Lan- dingsbaade maa have virkelig splintsikker Beskyttelse.

Ved Luftlandeoperationer frembyder den Vægtforøgelse, en splintsikker Beskyttelse vil medføre, vanskelige Beregningsproblemer.

Kun dersom vi er i Stand til hurtigt og nøjagtigt at lokalisere Fjendens Vaaben, vil vi være i Stand til at yde fuldstændig Beskyttelse mod Radargranatild for alle vore Tropper.

For at sikre vore Felthære Succes i Fremtiden maa vi begynde i Dag med at beskytte dem mod Radargranatilden. Muligvis vil Atombomben ligesom Krigsgassen ikke mere vise sig paa Krigsskuepladsen, men Radarrøret er der for at blive.

Forhaabentlig staar det nu Læseren klart, at Radarbrand- røret er en Faktor, vi maa regne med, ikke alene ved de taktiske Overvejelser, men ogsaa i Overvejelserne vedrørende den kommende Hærordning, ikke mindst med Hensyn til Hærens Udrustning.