Log ind

Quemay - er et centrum for den psykologiske krigsførelse i Kina

#

I fortsættelse af en tidligere artikel om indtryk fra Taiwan beretter journalist Niels R. Laugesen her om et besøg på Quemay.

- Min familie er fra fastlandet, men det lykkedes os at flygte, og nu bor vi i Taiwan. Jeg meldte mig til dette job for at hjælpe mine landsmænd i Kommunist-Kina til at få nyheder fra Den frie Verden. Den kønne 23-årige studine fra universitetet i Taipei, Sugar Fan Fan, sidder i sin uniform i en underjordisk højttalerstation på Quemoy. Sammen med en værnepligtig soldat fortæller hun om livet i republikken Kina (Taiwan), læser lokale nyheder, vejrrapporter for fiskere, kritik af Maos ideologi. Kun afbrudt af den traditionelle kinesiske musik opfordrer Sugar Fan Fan og andre »sirener« Maos soldater til at desertere. 18 timer daglig benyttes øens fire højttalerstationer i den psykologiske krig mellem de to kinesiske regeringer: Kommunisterne i Peking og natinalistemes eksilstyre i Taipei. Ved hjælp af vældige forstærkere når meddelelser fra højttalerne mere end 50.000 kinesere - heraf 20.000 soldater - bag »Bambustæppet«. Men denne måde til at skaffe Maos kinesere informationer på, kan kun benyttes de ni måneder om året, hvor vinden bærer mod fastlandet. I vintermånederne vender vinden, og kommunisternes højttalere svarer igen.

De bombarderes med propaganda

Begge parter har radiostationer vendt mod hinanden. Fra Quemoy sender to mellembølgestationer med en rækkevidde på 800 km både nyhedsprogrammer og kritik af Maos teser. Selv flaskepost tages i brug i informationsarbej det.

Otte steder rundt på Quemoy findes stationer, hvor man opsender balloner, der kan nå frem til alle steder i Kina - helt til Tibet. Ballonerne bærer tøj, fødevarer og løbesedler med tekster som »Præsident Chiang er bekymret over, hvordan det går Jer« og »Hvis I gør oprør, kommer der hjælp i løbet af seks timer«. Kommunisterne på fastlandet fylder tilsvarende propagandamateriale - med modsat fortegn - i 122 og 152 mm raketter, som affyres mod Quemoy hveranden dag. Og lige så regelmæssigt svarer nationalisterne igen med propaganda i 105 og 155 mm raketter.

Var udsat for blodige angreb

Quemoy er hovedøen i en gruppe på 12 småøer, der ligger som en torn i siden på Maos styre. Kun 2.310 meter skiller Chiang Kai-sheks forpost fra fastlandet, der omgiver øerne mod vest, nord og øst. Da kommunisterne i 1949 havde løbet fastlandet over ende, og nationalisterne flygtede til Taiwan, lykkedes det Chiang Kai-sheks tropper at sætte sig fast på Quemoy og Matsu - en anden lille øgruppe længere mod nord. Den røde Hær indledte en storoffensiv mod Quemoy i oktober 1949, da to divisioner blev landsat. Men forsvarerne holdt stand. Kommunisterne måtte trække sig tilbage efterladende 13.000 dræbte og 7.000 tilfangetagne soldater. De fortsatte beskydninger kulminerede ti år senere med et nyt blodigt angreb: Næsten en halv million granater regnede ned over øen og dræbte 400 civile. Og under præsident Eisenhowers besøg på Taiwan i 1960 gennemførtes det hidtil mest intensive bombardement, som atter bragte Quemoy på alles læber. 175.000 granater faldt i løbet af kun to dage.

Alle er med i civilforsvaret

Selv om krigen mellem de to kinesiske regeringer nu er blevet mere afdæmpet og kun udkæmpes verbalt, er Quemoy alligevel væbnet til tænderne. Garnisonens størrelse er hemmelig, men den menes at være på mindst 30.000 mand. Og der er tilstrækkelig ammunition, vand og fødevarer til at liolde ud i flere måneder uden tilførsel af forsyninger. Alle civile mænd mellem 18 og 45 år og kvinder mellem 20 og 37 år har fået udleveret et gevær og er med i civilforsvaret. De er med til at sikre berettigelsen af øens kinesiske navn: Kimmen - den uovervindelige fæstning.

Militære talsmænd hævder, at Quemoy er »næsten uindtagelig« med konventionelle våben. Og skulle det blive forsøgt, vil det med garanti føre til et frygteligt blodbad. - Quemoy har stor strategisk betydning. Vi kan følge Den røde Hærs bevægelser på fastlandet og forudse eventuelle invasionsforsøg mod Taiwan. Samtidig er øen en nøglepost for psykologisk krig og sikrer, at vi kan viderebringe nyheder fra Den frie Verden til vore landsmænd, siger to unge løjtnanter, Pan Yu-an og Charlie Chen.

Er blevet til et mønstersamfund

Naturligvis sætter de mange soldater deres præg på Quemoy. Overalt ser man dem i færd med at gøre den lille ø, der kun er på 132 kvadratkilometer, til et mønstersamfund. De ældste indbyggere mindes endnu, hvordan Quemoy tidligere lignede en gold ørken uden nogen form for træbevoksning. Nu flankeres de moderne landeveje af grønne marker og frugtplantager. Man har været nødt til at grave mange brønde og vandreservoirer, for de findes ingen naturlige vandløb på øen. 61.000 civile lever nu en tilsyneladende sikker tilværelse på Quemoy. De fleste af dem arbejder som landmænd og fiskere. Hele 18.000 af indbyggerne er skoleelever, som i deres uniformer minder om små soldater. De kan tage studentereksamen her, men må så rejse til Taiwan for at studere videre. Quemoy er også kendt viden om for det enestående smukke porcelæn, der laves. Nogle af porcelænsfabrikkens produkter er kopier af de berømte kunstskatte i Det nationale Paladsmuseum i Teipei, andre er til dagligdags brug: Porcelænsflasker fyldt med en form for snaps, Kaoliang, er efterspurgt i store dele af Asien.

En ufattelig grusomhed

De fleste kinesere er buddhister, men kristne kirker gør et stor missionsarbejde under ledelse af den belgiske præst Alfons van Buggenhout. Han lyser op ved mødet med en europæer: - Jeres kendskab til forholdene i Maos Kina er alt for ringe, siger han. Jeg sar selv levet på fastlandet i 20 år og ved, hvad kommunisternes styre betyder. Fra 1932 til 1952 var jeg katolsk missionær i Tatung, en by på ca. 80.000 indbyggere kun 45 km syd for Den store Mur. Maos tropper tog magten i området i 1948, og vi mærkede straks forskellen: Alle var bange, det var ikke muligt at tale frit, og økonomien blev stadig dårligere. Alfons van Buggenhout fortæller, at han blev holdt som kommunisternes fange i de sidste 11 måneder, før han udvistes. Og han beretter om mange grusomheder. - 30 af Tatungs indbyggere dræbtes ved offentlige henrettelser hver eneste dag i måneden, før jeg blev fængslet.

Betragter Taiwan som en håbets ø

- Jeg var selv heldig og blev udvist med besked om aldrig mere at komme tilbage til Kina. Da jeg via Hongkong var kommet hjem til Europa, tog jeg på foredragsturneer for at oplyse om forholdene. Men jeg opdagede snart, at folk vægrede sig ved at tro på, at kommunismen virkelig er så grufuld. Skuffet vendte den belgiske præst tilbage til det andet Kina - Taiwan. Efter 14 år i hovedstaden Taipei er han nu leder af missionsstationen på Matsu og Quemoy. Alfons van Buggenhout mener ikke, at forsoldene i Maos Kina er blevet bedre i de forløbne år. - Jeg tror fuldt og fast på rapporterne om, at mere end 50 millioner mennesker er blevet myrdet siden Maos magtovertagelse, og at man stadig har de uhyggelige arbejdslejre. Det er ikke muligt at leve under et kommunistisk regime. Jo længere det varer, des mere utålmodig bliver befolkningen. Åbenbart har mange europæere et romantisk indtryk af forholdene på fastlandet, men hvorfor tror I, at fire millioner mennesker er flygtet fra diktaturet med livet som indsats. Rygterne om Det frie Kina er trængt ind i Rød-Kina, hvor uroen gærer - og den forstærkes af kampagnen mod den gamle kinesiske filosof Confucius. Der er ingen tvivl om, at Taiwan i dag er en håbets ø for kineserne bag »Bambustæppet«, siger missionæren.