Nu om stunder stoder man næsten daglig på udtryk som „den kolde krig“ og „det psykologiske forsvar“. Under den anden ver­denskrig nåede propagandaen et hidtil ukendt omfang og blev drevet med stor intensitet; såvel dagspressen som den militære fag­ litteratur berører jævnligt den psykologiske krigsførelses problemer.

Hidtil er på dansk ikke fremkommet nogen samlet og udtøm­ mende redegørelse for den psykologiske krigsførelse, hvorfor det er formålet med nærværende arbejde at søge dette savn afhjulpet. Frem stillingen vil, udover en alm indelig orientering i emnet, navn­ lig søge propagandaens natur, mål og midler belyst. Det vil des­ uden blive forsøgt at klarlægge den lære, som vi bør drage af de foreliggende kendsgerninger — nærmere bestemt at pege på de foranstaltninger, som her til lands bør træffes, for at man kan sige også på dette felt at have bragt forsvaret i orden.

Fremstillingen vil — udover nærværende indledning falde i flg. hovedafsnit.

I. Den psykologiske baggrund.

II. Den psykologiske krigsførelse.

III. Propagandaen, dens mål og midler.

IV . Ledelsen af den psykologiske krigsførelse.

Indledning.

Det psykiske moment i krigen.

Fra tidernes morgen har mennesket stillet ansigt til ansigt med fjenden måttet bekæmpe frygten for et ugunstigt udfald af kam­ pen — lemlæstelse eller død. Det primitive menneske har ingen­ lunde været blind for værdien af at virke skrækindjagende. Et tegn herpå har man bl. a. i de vilde folkeslags anvendelse af frygt­ indgydende krigsmaling. En del endnu brugte uniformseffekter som f. eks. bjørneskindshuen og epauletter viser tilbage til en sådan „imponerende“ funktion. Den slags foranstaltninger har des­ uden den virkning at gøre bæreren mere selvsikker. Tilsvarende hensigt ligger utvivlsomt bag den endnu alm. reglementariske bestemmelse, som foreskriver, at stormangrebet skal foretages un­der hurraråb.

Utallige eksempler fra krigshistorien belyser udnyttelsen af det psykiske moment — såvel overfor fjenden som egne tropper — i krigsførelsen. I det følgende skal omtales nogle typiske eksempler på, at den psykiske virkning bar været det primære eller er ud­ nyttet som et vigtigt sekundært moment i krigsførelsen.

Krigslisten. Under anvendelsen af enhver form for krigslist gør det psykiske moment sig stærkt gældende. Et af de allerældste eksempler fintier man i bibelshistorien, hvor Gideons natlige over­ fald på Midianitterne beskrives således: De var kun 300. Han gav hver af dem en fakkel, en krukke — til at skjule den tændte fak­ kel med — og en basun og delte dem i 3 flokke. Midt om natten listede de sig nu fra tre sider hen til Midianitterlejren, og da de var ganske nær ved den, slog de krukkerne istykker, blæste i ba­ sunerne og råbte: „Herrens sværd og Gideons!“ Midianitterne, som troede, at de blev angrebet af en stor bær, vendte i deres for­ virring deres sværd mod hverandre indbyrdes og styrtede afsted i vild flugt. Gideon og hans mænd forfulgte dem helt over på den anden side af Jordan og dræbte de fleste af dem. —

Fra vor egen krigshistorie kan afslutningen på slaget på Rheden den 2. april 1001 nævnes. Under slaget vendte vinden sig og truede med at sætte flere af Lord Nelsons skibe på grund i det vanskelige farvand. Desuden mødte hans iøvrigt stærkt overlegne flåde sejgere modstand fra vor side end ventet. Da Nelsons situa­tion ud på eftermiddagen blev mindre gunstig, sendte han en par­ lamentær til kronprinsregenten og tilbød våbenhvile af „humani­tære“ grunde. Hvis danskerne ville indstille skydningen, ville Nel­son udlevere sårede og tilfangetagne danske, hvis skæbne ellers ville være beseglet, når ban afbrændte de tagne danske skibe. Stillet overfor denne slet dulgte trusel — og iøvrigt en del påvirket af at se sårede og lemlæstede blive sat i land ved Toldboden — afblæ­ste kronprinsen kampen, hvis afslutning i virkeligheden på det tidspunkt var tvivlsom.

Nye våben. Fremkomsten af nye („hemmelige“ ) kampmidler på krigsskuepladsen har altid øvet betydelig psykisk virkning på den uforberedte fjende. Hannibal havde således utvivlsomt i før­ ste række psykologisk virkning af sine elefanter mod romerne, der aldrig havde set sådanne frygtindgydende bæster før. —

Tyskernes anvendelse af „Stukas“ i begyndelsen af krigen 1939 — 45 havde udover bom bevirkningen betydelig psykisk effekt, og denne virkning øgedes desuden ved benyttelsen af sirener, hvis lyd var højst enerverende.

Omringningen. Det er en kendt sag, at fjendtligt angreb i ryg­ gen stiller overordentligt store krav til en troppestyrkes moral. Af særlig stærk psykisk virkning er omringningen. Krigshistoriens be­ rømteste omringningsslag er nok slaget ved Cannæ (216 f. Kr.), der kom til at give navn til senere slag af denne art. Hannibal fil- intetgjorde her — med sine kun 40.000 mand — den romerske hær, af hvis 80.000 mand kun 10.000 slap med livet som fanger. —

I vor tid er del kendteste Cannæ-slag kampene i de masuriske sumpe, hvor tyskerne i 1915 tilføjede russerne et knusende nederlag. Den psykiske virkning af omringningen er iøjnefaldende, idet følelsen af at være afskåret og begrænset i bevægelsesfriheden kan knække selv krigsvante troppers kampmod. En følelse af denne art bar form entlig altid gjort sig gældende i større eller mindre grad ved alle belejringer op gennem tiderne, hvor også civilbefolk­ ningen har været inddraget i krigshandlingerne på tilsvarende må­ de, som det nu i den totale krigs tidsalder er almindeligt.

Overraskelsen. Ved anvendelsen af nye våben og angreb i ryg­gen spiller overraskelsen en stor rolle, men det kan iøvrigt gøre sig gældende på mange forskellige måder og bar altid betydelig psykisk virkning. Overraskelse har ofte været tilstræbt ved krigs­ handlingernes indledning. For vort vedkommende bar vi et friskt eksempel i det tyske angreb på Danmark den 9. april 1940, som endda udførtes i ly af ikke-angrebspagt og iøvrigt under udfoldelse af en energisk beroligelseskampagne fra tysk side — også en form for psykologisk krigsførelse. —

Såvel ved japanernes angreb på Pearl Harbor i 19l3 som ved amerikanernes atombombe-angreb på Hiroshima i 1945 var det først og fremmest overraskelsesmomentet, der betingede de store resultater. I Hiroshima var der kun rapporteret en enkelt fjendtlig maskine, hvorfor japanerne ikke blæste luftalarm, og man var til en begyndelse ganske lamslået over den enorme virkning, som en enkelt flyver havde forårsaget. —

Det psvkiske moment kan im idlertid også — og ofte med stor virkning — udnyttes til at styrke egne troppers kampvilje og selv­ tillid. Nogle af de mest typiske veje, der kan benyttes i denne hen­ sigt, frem går af det følgende.

Korstog. Det bar altid kunnet tilføre kæmpende tropper sær­lig ildhu — ja fanatisme — at de kæmpede for en sag, en idé.

Fra middelalderen kendes den efter datidens forhold vældige be- va-gelse, som var grundlaget for langvarige felttog til den nære orient med det formål at erobre det bellige land fra de vantro. —

I den nyere tid kendes adskillige krigeriske foretagender, hvis forudsætning var religiose konflikter, og disse betegnes da også som religionskrige. Det kan i nogen grad være berettiget at betrag­te krigen 1939— 45 under denne synsvinkel. For tyskerne var dette særlig udpræget i forholdet til Sovjet, idet kampen på denne front lik karakter af et korstog mod kommunismen. For de allierede blev kampen meget hurtigt til et felttog mod „diktaturet“.

Forercns indsats. Førerpersonligbeden kan have en overordent­ lig — til tider direkte suggererende — indflydelse og psykisk virk­ning på tropperne. Dette gadder såvel overfor underforerne som den enkelte menige i geleddet. Fra oldtiden kan Hannibals optræ­den i slaget ved Cannæ nævnes, hvor ban havde stvrket sine fløje på centrums bekostning. Hanibal placerede sig selv i det svage centrum, hvor hans nærværelse blev et så stærkt incitament, at romernes alvorlige trusel om gennembrud ikke blev til alvor. —

Men ikke alene gennem fremtræden på valpladsen også ved henvendelse til tropperne kan førerens påvirkning — når ban har det rette format — blive af overordentlig betydning. Napoleon har som få forstået at forme et opråb, der kunne fænge. Et mester­ stykke i så henseende er hans dagsbefaling til de demoraliserede franske tropper i Norditalien. Det lod: „Soldater! I er nøgne, jeres forplejning er slet, regeringen er jer meget skyldig, men den kan ikke give jer noget! Det tålmod, I viser her mellem disse klipp er, er beundringsværdigt, men det skaffer jer ingen berøm­ melse: ingen glans falder tilbage på jer. Men jeg skal fore jer frem til de frugtbareste sletter i verden. Rige provinser skal til­ falde jer. Der vil I finde ære, berømmelse og rigdom. Skulle I, soldater i Italien, mangle mod og udholdenhed — nej!“ — Som bekendt gennemførte franskmændene et sejrrigt felttog på den bombardiske slette.

Dette sidste eksempel er et propagandistisk aktstvkke af stor psykisk virkning, som nærmest må benfores til det, som vi senere vil betegne som „psykologisk krigsførelse“. Og hermed skal frem­ stillingen af visse spredte træk til belysning af det psykiske mo­ments frem tra'den i krigsførelsen afsluttes.

Den psykologiske krigsforelse.

Medens det psykiske moment i krigsførelsen, som foran illu­ streret, gennem århundreder bar spillet sin rolle ofte på en ganske uortodoks og mere tilfældig måde, er den psykologiske krigsførelse først i dette århundrede udviklet i en sådan grad, at den kan be­ tegnes som en selvstændig faktor i krigen, og ikke mindst som et virkningsfuldt led i krigsforberedelsen.

Krigsførelsens mål — og det gælder for såvel rent militære som andre forholdsregler — er så at sige at skabe en sindelags­ ændring lios modstanderen, at nedbryde hans sjælelige modstands­ kraft. Medens modet som oftest er aktivt, må den sjælelige mod­ standskraft karakteriseres som mere passiv og repræsenterende en højere, mere udviklet form for mod.

Soldatens sjælelige modstandskraft og selvbeherskelse sættes på prøve under den knugende venten og under fjendens ild. Hos civilbefolkningen betinger den sjælelige modstandskraft den disci­plin, som under svære bombardementer udvises på gader og i til­ flugtsrum. Den ligger også til grund for evnen til at udholde en nerveopslidende venten på, at en fjendtlig krigsmagt skal slippe et lynangreb løs. Den sjælelige modstandskraft er en forudsæt­ ning for evnen til en kritisk indstilling overfor den fjendtlige op­ løsnings- eller skrækpropaganda, og den betinger evnen til at bære savn og levnedsmiddelknaphed med resignation. Den sjælelige mod­ standskraft er derfor alle former for sjælelig styrke, der kan mo­ biliseres m od enhver af fjendens foranstaltninger.

Hvis man nærmere skal præcisere, hvad begrebet „psykologisk krigsførelse“ indeholder, må det blive „foranstaltninger, hvorved krigsmæssige mål søges opnået udelukkende ved hjælp af psykologiske midler“. Herved er udtrykt to vigtige kendetegn for den psykologiske krigsførelse, nemlig:

1) at dens midler tager direkte sigte på modstanderens psyke — uden forbindelse med nogen form for materiel ødelæg­gelse, og

2) at den som en våbenløs aktion ledet af specialister finder anvendelse i såvel angrebsmæssig som forsvarsmæssig hen­sigt.

I den forløbne del af dette århundrede har den psykologiske krigsførelse udviklet sig til en integrerende og selvstændig del af krigsførelsen på linie med de operative, økonomiske og politiske foranstaltninger.

Efter denne definition vil det ses, at diplomaterne indtil for få år siden var næsten enerådende med hensyn til den psykolo­ giske krigs førelse, og deres hovedvåben var noteudvekslingen og traktaterne. Nu om stimder er den psykologiske krigsførelse en sag, der i lige høj grad angår diplomater, politikere, militære, blad- og radiofolk samt skolefolk — ja alle, som ønsker at gøre en vir­kelig indsats for at styrke nationens sjælelige modstandskraft. Noteudvekslingen er im idlertid ingenlunde gået af mode, og det efter­ følgende eksempel viser, at foruden notens indhold kan de nær­ mere omstændigheder ved dens overrækkelse gøre sin virkning.

I de danske morgenaviser den 5/4 1949 kunne man se flg. over­ skrift med centimeterhøje typer: SOVJET-NOTE OVERRAKT DANMARK KL. 2.50 NAT. Meddelelsen til offentligheden kan resu­ meres således: Det tidspunkt, det russiske gesandtskab havde valgt til at overrække den danske regering noten, måtte vække overra­ skelse. Kl. 10 minutter i 3 blev den vagthavende sekretær alarme­ ret i ministeriet med besked om, at to herrer fra det russiske ge­ sandtskab havde indfundet sig. Såvel note som følgeskrivelse var affattet på russisk, og følgeskrivelsen var stilet til statsministeren, og der skulle kvitteres for en hastende note. Medens oversættelsen stod på, underrettedes kongen, og forsvarsministeren anmodedes om at sætte sig i forbindelse med værnscheferne.

Ud på morgenen forelå oversættelsen, og det viste sig da, at den hastende note var ligelydende med den note, som var tilstillet de oprindelige 7 atlantpagtmagter nogle dage før — indholdet var således forlængst kendt! løvrigt fremkom en pressemeddelelse i samme dags avis, hvori oplystes, at Danmarks udenrigsminister i Washington havde underskrevet Atlantpagten på Danmarks vegne. Hensigten med den valgte form for aflevering af den russiske note er åbenbar — der tilstræbtes en form, som kunne sætte sindene i Danmark i bevægelse, og hvorpå der evt. senere kunne bygges vide­ re. Den refererede foreteelse kommer nærmest ind under begrebet „kold krig“. Noteafleveringen var arrangeret med god sans for det effektfulde, men effekten kan næppe siges at være afpasset efter dansk psyke, og derfor blev virkningen i den danske befolkning så ringe.

Regivenhederne omkring og forud for den tyske besættelse af Danmark afgiver som foran nævnt flere eksempler på, hvad man i spændte perioder kan forvente nu om stunder. Set under syns­ vinklen „psykologisk krigsførelse“ er den tyske benyttelse af det berygtede „oprop“ den 9. april om morgenen et rendyrket eksem­ pel. Løbesedlerne nedkastedes, som det huskes, fra flyvemaskiner over de største danske byer. Formålet var at påvirke dansk psyke direkte, aktionen var våbenløs og — selvom opråbet stilistisk set var mindre vellykket — har utvivlsomt tyske propagandafolk stået for udformningen.

Opråbet fik næppe nogen som helst indflydelse på de afgø­ relser, som konge og regering måtte træffe den skæbnesvangre morgen, dertil var den situation, hvori regeringen havde bragt lan­ det, for klar. På et andet punkt opnåede tyskerne dog nogen virk­ ning, idet opråbet medvirkede til, at store dele af den danske be­ folkning bibragtes et fejlagtigt indtryk af grunden til, at Dan­ mark var besat.

Forinden den psykologiske krigsførelses ovennævnte kende­ tegn — dens mål og midler — tages op til nøjere behandling, skal forudsætningerne for, at denne faktor i krigsførelsen liar kunnet udvikles til et krigsmiddel af stor slagkraft og byggende på egne doktriner, belyses lidt nærmere.

Efter enhver krig vil hidtil gældende strategiske og taktiske principper blive taget op til prøvelse og evt. modernisering. Så­ ledes er det også gået efter den seneste krig, men overvejelserne gælder i denne efterkrigstid også de psykologiske betingelser for krigsførelsen.

Den menneskelige natur er ganske vist forblevet uforandret — menneskets åndelige og legemlige resourcer har ikke forandret sig væsentligt i årtusinder — men menneskets reaktioner overfor kri­gen som fænomen er kommet til at frembyde andre trak end tid­ ligere. Som biologisk væsen har mennesket kun forandret sig yderst lidt, men de ydre betingelser har bevirket, at mennesket som kul­turvæsen frembyder et nyt ansigt. For at klarlægge denne foran­dring er det nødvendigt at se nærmere på, hvad det er, der præger det moderne menneskes tilværelse.

Tiden fra midten af forrige århundrede er kendetegnet ved storartede tekniske fremskridt. Begrebet udvikling er som oftest gjort ensbetydende med mere og mere forfinet teknik. Men efter­ hånden som de tekniske fremskridt omkalfatrede samfundet, med­ førte de også tilpasningsproblemer af social og psykologisk art i en hidtil ukendt målestok, som krævede at blive løst. De plud­ selige og ofte gennemgribende forandringer i samfundsstrukturen har stillet menneske overfor kravet om indpasning i den ramme, som m askinkulturen efterhånden stak af. Til disse forandrede livs­ betingelser er kommet, at de, moderne kommunikationsmidler hver eneste dag hober et uhyre nyhedsstof op i ethvert menneskes be­ vidsthed. De forestillingsmasser, der takket være bl. a. rotationspresse og radio kastes ind over det moderne menneske, truer med at forplumre sund eftertanke, som kræver afstand og ro. Det er en af forklaringerne på, at propagandaen — især som den arter sig i krigstid — liar kunnet vinde øget indpas og indflydelse.

Slagord og fraser bearbejder som piskeslag den enkelte, og gentagelsen er som bekendt et vigtigt moment i den proces, som kaldes suggestion. I det moderne samfund er der yderligere et par omstændigheder, som gor mennesket mindre modstandsdygtigt og mere påvirkeligt overfor suggestionerne. For det forste er sammen­ stuvningen af folk i store byer som et drivhus for massepåvirkning. 1 en psykologisk masse finder let en gensidig påvirkning af affek­ter og følelser sted, et fænomen, som afgiver en meget gunstig gro­ bund for panikken.

Et andet moment er vor tidsalders mangel på en helstøbt livs­ stil som f. eks. middelalderens. Forben var mennesket placeret i et relativt fast system af sæder og skikke, af tanker bl. a. om liv og død. Tilværelsen indebar ingen større problemer for de fleste, og den hvilede på en fast grund, som betvivledes af få. Denne grundvold er raseret til bunds, og dette har selvfølgelig bidraget til at gøre mennesket til et siv for tidens kastevinde. Yderligere skaber enhver ny opfindelse nye arbejdsformer og erhverv. Det enkelte menneske føler sig mere og mere degraderet til et lille tand­ hjul i et uhyre kompliceret maskineri, som det ikke kan overskue og derfor ofte frygter. Problemet tilpasning mellem menneske og arbejde har fået stedse større aktualitet i de sidste årtier, og spe­ cialisering er tidens løsen. Processen kan iagttages på snart sagt alle områder i samfundet. Det mest typiske socialpsykologiske træk er måske, at allehånde foreninger og organisationer nu er kom­ met til at danne samlingspunkter, som har reduceret hjemmets og fam iliens betydning.

Den mest gennemgribende af alle socialpsykologiske forete­ elser, krigen, bar også forandret karakter sammen med det sam­fund, som forudsætter dens opståen og måden, hvorpå den bliver ført. Alt, hvad vi regner for den moderne kulturs fornemste tilbe­ hør: vor raffinerede og stærkt specialiserede teknik, vor abstrakte og rationaliserede lænken, vore indviklede organisationsformer, vort merkantile liv, alt dette indgår som momenter i vore dages krig. Hvis man vil sammenfatte det væsentlige, det, som fremfor noget præger krigsførelsen af idag, i en formel, kan man sige, at det intellektuelle moment i modsætning til det blindt instinktmæs­ sige mere og mere er kommet til at dominere den rent tekniske anvendelse af krigsinstrum entet.

Den clausewitzske definition af krigen som en fysisk volds­ handling er nu alt for snæver. Tiden har gjort begrebet krig, de­ fineret fra et taktisk, moralsk eller juridisk stade, betydelig mere vidtrækkende. Fysisk vold bebover aldeles ikke at være det domi­ nerende moment; den psykologiske krigsførelse, nervekrigen, som snart arbejder med trusler snart med lokkemidler og dyssen i søvn, ganske vist med den fysiske vold som baggrund, kan have lige så stor virkning som indsatsen af bele arméer. Heller ikke den øko­nomiske krigsførelse indebærer altid, uagtet den arbejder med vold som baggrund, en direkte anvendelse af fysisk vold. Målet, at betvinge fjendens vilje lader sig — efter at de moderne kommu­nikationsmidler er kommet til — opnå på andre måder end gen­ nem den rent materielle vold.

Det psykiske moment („the human factor“) har i vor tids krigsførelse fået forstærket betydning i to henseender. For det før­ste lader kampmoralen nu til dags sig desorganisere ved andre end de rent materielle våben, og der stilles stedse større krav til den psy­ kiske modstandskraft. For det andet kræver selve den tekniske side af krigsførelsen en indsats af delvis helt andre psykiske funktioner end for blot 100 år siden. Som følge af fremfor alt den forøgede mekanisering er det instinktmæssige moment under udøvelsen af selve krigshåndværket blevet trængt mere og mere i baggrunden.

Blinde, irrationelle drifter er idag som oftest et afgjort minus; deres virkning, og den er til visse stadig stærk, må kanaliseres af en disciplineret bevidsthed, en vilje og et intellekt, som formår at tage den væsentlige del af denne driftsenergi i sin tjeneste.

Udviklingen bar medført en kolossal differentiering i bevæb­ ningen, der atter bar ført til to vigtige forandringer. De sluttede form ationer er blevet afløst af en så at sige formationsløs kamp­form, hermed er fidgt øgede krav til den enkeltes initiativ, hans evne til at overse de givne faktorer i hver enkelt situation og hand­le derefter — krav til intellektuel præstation, som selvsagt veksler stærkt efter grad, ansvar og situation.

Den stærkt udviklede specialisering og differentiering på nær sagt alle krigsførelsens områder har medført, at planlæggelsesarbej­ det, det organisatoriske moment, har fået en umådelig betydning. En højere enhed i felten udgør nu et samfund for sig med alle et samfunds specielle funktioner, hvilket stiller stedse større krav til cheferne og deres nærmeste hjælpere, idet stabene så at sige ud­ gør chefernes „forlængede“ sanseorganer.

Erfaringerne fra den seneste krig fører til en omvurdering af tidligere gældende psykologiske betingelser for krigsførelsen. Denne omvurdering har ikke blot teoretisk interesse; den fører til visse slutninger ni. h. t. uddannelsen, der endnu — af naturlige grunde — indeholder visse momenter af såvel formel som indholds­ mæssig art, som tager sigte på krigsførelse af ældre model. Også på det militære område har man måttet gøre samme erfaringer som på det civile, nemlig, at jo mere kompliceret maskineriet bli­ver, jo mere specialiseret funktionerne er, desto større bliver til­ pasningsvanskelighederne.

Bevidst stræben efter tilpasning ligesom bevidst pædagogisk påvirkning forudsætter kendskab til mennesket både som indivi­ duelt og kollektivt væsen. Denne kundskab anvendt på militære forhold benævnes militærpsykologi; herved forstås anvendelsen af den psykologiske videnskab med det formål at opnå den mest ef­ fektive virkning og den størst mulige nytte af såvel de menneske­ lige som de materielle hjælpekilder, der indsættes i forsvarets tje­ neste.

Den totale krig.

Sidst i 20erne udformede den italienske general Douhet sin krigslære, en doktrin, der omfattede såvel operative som organi­ satoriske og tekniske teorier. Efter Douhets mening skulle luftvåb­ net straks erobre herredømmet i luften under udfoldelse af den uindskrænkede luftkrig. Dennes hovedprincip er, at man skal ram­me de mest sårbare steder hos fjenden — det være sig økonomiske som industrielle centrer eller i almindelighed blot den civile be­folkning i det fjendtlige land.

Formålet er således i første række at virke direkte på den fjendtlige nations moral, hvilket bedst sker ved at bibringe dens befolkning sådanne forandringer i levevilkår, at den herved op­ståede terror kan virke som et tryk på regeringen og fremtvinge tilbøjelighed til fredsslutning for enhver pris. Allerede inden den anden verdenskrigs udbrud var det imidlertid klart, at den etiske og praktiske hovedmotivering for Douhets krigslære var uholdbar; på den anden side er det ganske klart, at Doulietisinen har øvet en betydelig indflydelse på organisation og påtænkt anvendelse af visse stormagters stridskræfter op til 2. verdenskrig.

Denne douhetske, den totale krigs første teori fulgtes af et ar­ bejde på linie hermed eller måske rettere i fortsættelse heraf, idet Ludendorffs bog „Der totale Krieg “udkom i 1935. Med udgangs­ punkt i det tyske nederlags antagne og virkelige årsager søgtes her skitseret en strategi afpasset efter den moderne krigs struktur, hvi­lende på den totale mobilisering og udnyttende den totale krigsfø­relse.

De indrepolitiske, næringspolitiske og diplomatiske foranstalt­ninger måtte efter Ludendorff ledes mod samme fælles mål, na­tionen måtte fysisk såvel som åndeligt opfostres til den totale krigs krav — den totale krig krævede kort sagt den totale stat.

Lynkrigen, der iværksattes uden formel krigserklæring og med masseindsats af flyverstyrker og pansrede styrker, blev det faktiske resultat af disse teorier. Allerede efter få timers forløb skulle græn­ seforsvaret være knust og muligheder for hurtig og dyb indtræn­ gen på og over fjendens territorium være tilvejebragt. De forste slag skulle helst falde ved daggry og sættes ind med en kraft og talmæssig overlegenhed, som sikrede hurtige afgørelser. Samtidig skulle luftangreb sættes ind mod alle vigtigere punkter bag fron­ ten, og faldskærmstropper eller luftlandetropper landsættes på stra­ tegisk vigtige punkter for at ødelægge kraftværker og vigtige kom­ munikationsmidler og samtidig søge at desorganisere den civile ad­ ministration. Forudsætningen for, at alt dette skulle lykkes, måtte være absolut overraskelse og en fuldkommen klarlæggelse og koordination af alle kampmidler samt tilstrækkelige reserver.

Ifølge sin karakter forudsætter lynkrigen imidlertid en hurtig og fuldstændig afgørelse — opnås den ikke, spilles der op til den totale anspændelse på længere sigt af de kæmpende magters m ili­ tære, politiske, økonomiske og psykiske kræfter.

Den moderne krig er for det første total med hensyn til de kæmpende, idet alle — mænd som kvinder og børn som voksne — er implicerede i striden. De rent militære styrker tjener nu snarere som en slags forposter, der skal tage imod de første angreb og søge at gå til modangreb. Der tales med fuld ret nu om en ydre og en indre front, der anses for lige vigtige for kampens udfald.

Også med hensyn til krigsskueplads er krigen blevet total. Kampen føres ikke som tidligere på nogle bestemte, geografisk af­ grænsede slagmarker, den finder sted praktisk taget overalt på jorden, i luften, på havets overflade og under den, herved har den nået sin globale karakter.

Krigen er desuden total med hensyn til kampmidler. Det er ikke længere kun de våben, der så at sige betjenes med hænder, der spiller den alt dominerende rolle. Den økonomiske krigsfø­relse og den psykologiske krigsførelse er fronter, der nu er lige så vigtige som selve våbenfronten.

Det er den moderne teknik, som er årsagen til, at krigen har udviklet sig i total retning. Samfundet er i så høj grad blevet spe­ cialiseret og udviklet i teknisk retning, at alt nu står i et indbyr­ des afhængighedsforhold. Integreringen er større end i naturaløkonomiens tid, hvor hver bonde- eller håndværkerhusholdning var en produktionsenhed. Falder et led i det moderne samfundsmaskineri ud, får dette straks — og ofte vidtrækkende — følger. Hvis en fabrik, som tilvirker visse dele til flyvemaskiner, bombes, på­ virker det hele landets luftstyrke. De moderne kommunikations­ midler, presse, film og radio skaber m ulighed for, at alle kan komme i berøring med næsten alt, hvad der sker. Når man tidligere stred med kampskrifter og skandskrifter, i hvilke man efter bedste evne smædede modstanderen og forherligede sin egen sag, så var det kun de mere dannede, d. v. s. det læsekyndige publikum , man kunne nå. Nu kan man via presse og radio nå praktisk talt alle. Hver dag ophobes masser af propagandabaciller i alle menneskers bevidsthed — og ofte endda ubevidst. Mulighederne for åndeligt at forvirre modstanderen er på sin vis nu meget større end før.

Som det er berørt i indledningen, er det den mere udviklede form for mod — den sjælelige modstandskraft — som spiller den afgørende rolle i den moderne krig. Gennem de forandrede tekni­ske betingelser bar krigen i en utrolig grad fjernet sig fra den pri­ mitive batalje mand mod mand, hvor det mere aktive hensynsløse mod kunne være på sin plads. De moderne våben har en meget kraftigere chokvirkning end tidligere tiders og ejer hermed langt større muligheder for at påvirke os sjæleligt, for at fremkalde frygt og panik. Men det civiliserede menneske ejer et betydelig større mål af sjælelig modstandskraft, som gør, at det kan udholde situationer, i hvilke den mere primitive ville have givet op og være styrtet afsted i vild flugt. Dermed er naturligvis ikke sagt, at det mere aktive mod ved visse lejligheder (stormangreb etc.) ikke spiller en meget betydelig rolle. Men i almindelighed er det så­ ledes, at de kolde nerver hos instrumentpasseren spiller større rolle end kamplysten hos den hensynsløst fremstyrtende nærkæmper. Gennem mere og mere indviklede skydemetoder og bombekastnings­ teknik m. v. har krigen udviklet sig til at få et stærkt præg af intel­ lektualisme. Der er så meget, som skal ske med koldt, behersket overlæg, at det uoverlagte og forhastede er direkte virkningsløst og kan koste masser af mennesker livet. Alt må ske med vel afba­lanceret beregning og præcision.

Massepsykologiske fænomener.

Menneskets opførsel kan kun forstås, hvis man tager hensyn til den sociale sammenhæng (ordet „social“ taget i dets mest vidt­ rækkende betydning), i hvilket individet dels er vokset op og dels virker. Vore vurderinger, vort sprog, vor måde at tænke og handle på er på en afgørende måde bestemt af ydre sociale indflydelser. Spørgsmålet om soldaten og krigen er for en stor del et socialpsy­kologisk anliggende, eftersom det militære kollektiv måske mere end nogen anden social struktur øver indflydelse på gruppemedlem­mernes opførsel.

Forinden begreber som korpsånd og moral behandles nærme­re, kan der være grund til at omtale arten af den sociale struktur, som den militære enhed — fremfor alt under feltforhold — ud­ gør. Socialpsykologien har længe skelnet mellem den elementære masse og den organiserede gruppe. Begge er naturligvis rendyrkede idealtypiske begreber repræsenterende de yderste modsatte poler. Alle sociale strukturer ligger et eller andet sted mellem disse, nær­mere den ene eller den anden.

For at en psykologisk masse skal opstå, kræves først og frem­ mest, at en større eller mindre masse mennesker skal være til stede, men denne betingelse er ikke tilstrækkelig. To fundamen­ tale forudsætninger for en psykologisk masses opståen er I) en fælles genstand for opmærksomheden og 2) en fælles følelse for individerne i massen, disse er desuden særlig modtagelige for gen­ sidig påvirkning af suggestiv art. Særlig stærk bliver suggestionen — den psykiske smitte — hvis genstanden for opmærksomheden kan hensætte masseindividerne i en stærk følelsestilstand. For at kunne gribes af de samme følelser overfor en konkret ting, der vækker opmærksomhed, må individerne føle og tænke på nogen­ lunde samme måde. Nysgerrighed er et eksempel på en følelse, som ret let skaber en psykologisk masse, men frygten er måske den mest primære og massedannende af alle sindsbevægelser.

I massen — f. eks. en folkemasse i panik — kan man iagttage, hvordan de følelser eller reaktioner, som kendetegner mennesket som individ betragtet, forstærkes. Dette beror dels på, at psykologi­ ske masser gerne opstår, livor atmosfæren er stærkt ladet med op­ rindelige affekter: vrede, had, frygt og dels — hvad der er vig­ tigere — sker der gennem den gensidige suggestion en opladning af disse affekter — en følelsesakkumulation. Massens affekter er desuden ofte rå, det er primitive følelser, som dominerer. Den en­ keltes ansvarsbevidsthed har en tendens til at udslettes, han lader sig mere eller mindre passivt opsluge i den kollektive følelsesrus. Visse tidsperioder er mere end andre prægede af massedannelser; således formår perioder med sociale og politiske modsætninger at sætte følelserne i oprør, men intet formår at skabe sådanne betin­ gelser for psykologiske massedannelser som krigstider, hvor had og frygt fylder menneskesindene.

I modsætning til massen er gruppen organiseret, der råder visse bestemte normer og regler for medlemmernes handlemåde. Følgende 5 faktorer kendetegner iøvrigt den organiserede gruppe: 1) Relativt langt samvær i modsætning til massen, der opstår hur­ tigt og ofte opløses lige så hurtigt, når de ydre betingelser ikke længere er til stede. 2) Gruppens gøren og laden står under indfly­ delse af en vis eller visse førende idéer; man kæmper for noget, man samarbejder for at nå et vist mål, og der findes en følelse for gruppen, dens opgave og mål. 3) Modsætningsforhold til og rivali­ tet overfor andre grupper begunstiger en gruppes opståen og styr­ ker dens sammenhold. 4) Et andet vilkår for konsolideringen af gruppens ånd er, at der foreligger et sæt traditioner og vaner. 5) Gruppen kendetegnes af specialisering og differentiering; der råder en bestemt arbejdsfordeling og en over- respektive underord­ nen sig m. h. t. kompetence.

De normer, som er gældende for gruppen, har til hensigt at skabe samvirke og samarbejde, og i den udstrækning, hvor dette normsystem virkelig følges, har man et indicium på gruppens mo­ral. Det er moralen, der sammen med en formålstjenlig uddannelse og udrustning skaber effektivitet bos den måske bedst organise­rede af alle grupper, den militære enhed.

Moral kan defineres som villigheden til at følge førerne under et hårdt ydre pres og stor fare og at opfylde den individuelle pligt, selvom man ikke står under umiddelbar kontrol af de overordnede. Man kan simpelthen definere moral hos en militær gruppe som evnen til under enerverende omstændigheder at holde følelserne, fremfor alt frygten, under en vis kontrol.

To massepsykologiske fænomener — mytteriet og panikken — kan medføre en forbigående eller permanent opløsning af moralen. Mytteriet er en særlig militær foreteelse, medens panikken kan opstå i den civile del af samfundet såvel som i den militære enhed. Mytteriet adskiller sig fra panikken i to henseender; for det for­ ste er mytteriet forberedt længe gennem en snigende opløsning af moralen, medens panikken opstår pludseligt — undertiden også i enheder med relativ god moral og disciplin. For det andet er det væsentlig andre oplevelser, som dominerer bevidstheden under mytteri end under panik. Mytteriet er betinget af almindelig lede undertiden grænsende til apati; endvidere går mistillid til lederne ofte forud. Der indgår iøvrigt altid en portion vrede eller ligefrem had i mytteristernes bevidsthed.

I panikken optræder frygten som et kollektivt fænomen. Fryg­ten er en reaktionsform, der er dybt forankret i det biologiske liv; dens opgave er at signalere til bevidstheden, at en ydre trusel fore­ ligger, og den er lige så oprindelig og lige så intim t forbundet med vort aniinale liv som f. eks. snit og trætbed. Men mennesket hæver sig over dyrene ved sin evne til at kunne tage stilling til omverde­ nens indtryk, til at kunne hæmme instinktive reaktioner til fordel for en forstandsmæssig overvejelse. Hos mennesket kan i hvert fald en tankeproces skydes ind mellem indtryk og reaktion.

Mennesket adskiller sig desuden fra dyret derved, at det kan foregribe faren; i dets fantasi kan faremomentet vokse, især hvis det har megen fantasi. Hvis individet i længere tid venter på, at en vis fare skal indtræffe, kan denne angsttilstand lære sådan på dets psykiske energi, at individet bryder sammen. Men mennesket adskiller sig i endnu en henseende fra dyrene. Det kan tillige „være bange for at blive bange“.

Frygten er en oprindelig affekt, og den omfatter en aktiv komponent, nemlig den lige så elementære frygtinstinkl: man sø­ger at fjerne sig fra farezonen. Man kan næppe undertrykke fryg­ ten som sådan, men det normale menneske kan forhindre den ten­ dens til flugt, der rummes i frygt-affekten, i at udvikle sig, betin­get af vedkommende menneskes muligheder for forstandsmæssigt at overse og klare situationen.

Krigstider bærer altid præg af uvished, og den yder den bed­ste grobund for frygten. Det middel, der fremfor noget kan besejre frygten, er kundskab og oplysning — ikke alene om farens ind­ hold, men også om, hvordan man skal begrænse faren og beherske frygten. I farens stund vil desuden oplæringen til automatiske hand­lingsvaner være en vej til frygtens beherskelse; endvidere er man, når man svæver i en mellemtilstand mellem ønsket om at handle og viden om, hvad faren betyder, særlig tilgængelig for frygten. Passiviteten er farlig, hvorfor beskæftigelse får særlig værdi i fare­ fulde tider.

Korpstmden. følelsen af „en for alle og alle for en“, bidrager også til at hjælpe den enkelte til at få bugt med sin rædsel. Der findes en oprindelig trang bos mennesket til at være en del af et kollektiv. Kollektivet giver trygbed. I en enhed med god korpsånd oplever hver mand, at ban har en vigtig funktion at udføre til gavn for helheden. Dette forhindrer ham i at forfalde til anony­mitet og det fællesansvar, som kendetegner massen.

Panikken opviser visse grundtræk. Den er for det første en ty­ pisk skrækreaktion, som ikke nødvendigvis behøver al opstå i, hvad man kalder en psykologisk masse. Den kan endda opstå hos et menneske, der er alene, dog med den forskel, at den først i massesituationen får sit helt typiske præg.

M an kan stort set skelne mellem umiddelbar og middelbar panik. Ved den umiddelbare panik udløses affekten gennem en påvirkning, som samtidig opleves af alle i massen, f. eks. en eks­ plosion. Resultatet kan enten blive vilde skrig og planløs frygt eller i visse tilfælde fuldstændig lammelse (man er „naglet til stedet“ ).

I den umiddelbare panik er der ikke tale om en akut begi­ venhed som udløser, men om en i fantasien forstørret frygt. Man tager på forskud af kommende skrækindjagende begivenheder. I dette sidste tilfælde spiller rygterne ofte en dominerende rolle som panikbefordrende faktor.

Årsagerne til den umiddelbare panik — de kraftige ydre på­ virkninger — kan man ikke rydde af vejen. Derimod har man visse muligheder for at forhindre, at de udløser paniktendenserne. Eet af m idlerne er disciplinen, der betyder en skoling af de højere personligbedslag, en skoling af individets vilje til at have kontrol over sig selv. For den militære enhed er eksercitsen et andet virk­somt middel, her taget i sin videste betydning som optræning til at udføre visse bevægelser og håndgreb ubevidst og automatisk ved lejligheder, hvor bevidstheden indsnævres som følge af de ydre, fremstormende indtryk. Bevidstheden om at være under førerskab af stærke og tillidvækkende personligheder er endvidere et godt værn for såvel den militære som den civile, og endelig er kamme­ratskabet og fælles idealer en styrke, når krævende situationer be­ laster den menneskelige psyke.

Den middelbare panik adskiller sig som ovenfor anført fra den umiddelbare m. b. t. sin opståen. Det er især civilbefolkningen, som kan blive offer for denne form for panik, idet den opliidses ved alarmerende rygter eller ved den fjendtlige skrækpropaganda. Civilbefolkningen er normalt ikke militært disciplineret, er ikke organiseret i fasttømrede grupper som soldaterne, og den kan dog let i den moderne krig blive udsat for lige så hårde nerveprøver som disse. Civilforsvaret og andre organisationer kan kun blive et surrogat — om end yderst vigtigt — for den militære afdelings grundfæstede fællesfølelse. Informationstjeneste og oplysning vil derfor være undværlige og vigtige midler under fremtidige spændte situationer for at styrke de civile borgeres moral og modstandskraft.

Helge Klint.