Som enhver anden form for krigsførelse har den psykologi­ske krigsførelse en offensiv og defensiv side. I offensiv henseende sætter den psykologiske krigsførelse sig som mål at undergrave og ødelægge modstanderens moral. Følgelig bliver enhver indsats, som tjener til styrkelse af egen moral — modstandsvilje — et led i det psykologiske forsvar.

Den psykologiske krigsførelses veje.

I en forudgående artikel I i januarnummeret kendetegnedes den psykologiske krigsførelse derved, at dens midler tager direkte sigte på modstanderens eller egen (evt. neutrales) psyke uden forbindelse med nogen form for materiel ødelæggelse. I det føl­gende søges sådanne våbenløse aktioners kanaler påvist.

Parader og ceremonier. Demonstrationer af militær styrke falder ind under vor definition af den psykologiske krigsførelse, eftersom våben og andet militært materiel herunder ikke benyttes i den egentlige hensigt med disse midler.

Parader og militære opvisninger kan have virkning på såvel civile tilskuere som militære deltagere. For begge kategorier af borgeres vedkommende vil virkningen af en parade normalt blive, at der opstår en følelse af styrke og fællesskab, som i truende situationer kan manifestere sig i en Øget moral. Diktaturstaterne har altid haft øjnene åbne for ceremoniers og paraders store be­ tydning, og takket være presse, film og radio lader disse foreteel­ ser sig nu om stunder også udnytte til at imponere udlandet. En ­ hver vil sikkert uden besvær kunne genkalde sig virkningsfulde eksempler på denne fremgangsmåde før som efter 1945.

Ceremonier har betydning i krig som i fred, men de er i før­ste række et militært middel. De forskellige militære ceremonier har mere eller mindre den virkning, at moralen hos de deltagende udbygges, her skal kun nævnes et par af de vigtigste ceremonielle begivenheder, nemlig edsaflæggelser og ceremonier ved national­ symbolet: fanen. En del traditionsprægede begivenheder og hand­ linger ved militære enheder må også henregnes til ceremonier med den virkning, at enheden tømres fastere sammen til styrkelse af moralen.

Traktater og aftaler. En af diplomatiets fornemste opgaver turde være at skabe baggrund for oprettelse af traktater og etable­ring af aftaler, hvor sådanne udenrigspolitisk set er ønskelige. Traktater og aftaler sluttes først og fremmest for at skaffe for­ bundsfæller og holde andre neutrale. Idet disse residtater nås, følger i øvrigt automatisk med, at egen nation får tillid til frem­ tiden i kraft af den øgede styrke, som venskabspagter og bistands­ aftaler forlener med. For eventuelle fjender demonstreres herved sammenhold og kraft, som kan virke kølnende på dem, der nærer agressive hensigter. Atlantpagten er et eksempel på en traktat, som allerede i fredstid knytter et større antal stater sammen i et militært forbund.

At pagter også kan have skjulte hensigter, har vort land fået at mærke, idet den tidligere omtalte ikke-angrebspagt, som Tysk­land fik etableret med os, havde til hensigt at berolige såvel na­tionens ledere som det brede folk — en liensigt, som ikke slog fejl.

Konferencer. Før verdenskrigen samledes statsmændene fra tid til anden til konferencer eller kongresser, hvor særlige statslige forhold trængte sig på til løsning. Som oftest var situationen den, at kongresdeltagerne var opdelt i 2 store blokke og en tredie gruppe, hvorom den diplomatiske kamp stod. Tidligere tiders kon­ ferencevirksomhed lod som oftest befolkningerne temmelig ube­ rørte. Anderledes nu, hvor de moderne meddelelsesmidler lader diplomaterne holde deres taler i den jævne borgers egen stue eller lader referaterne blive hvermands morgenbordslæsning.

Siden verdenskrig I har Folkeforbundet og senere F. N. været en første klasses skueplads for alskens diplomatisk spilfægteri. For ingen tror vel, at de store talere i disse organisationer kun tænker på de tilstedeværende diplomater; deres ord er nok så ofte rettet mod journalistlogerne, hvorfra virkningen spredes prompte og virkningsfuldt — i hvert fald i de nationer, hvor fuld pressefrihed hersker.

Til tider kan den virksomhed, som drives på konferencer, resultere i opråb el. lign. Dette var tilfældet ved Stockholms-apellen sidste år, hvorved det demonstreredes, hvad dygtige folk kan udrette gennem et godt udbygget psykologisk krigsførelsesapparat.

Kulturelle midler. For en umiddelbar betragtning kan det måske synes overraskende, at kulturelle midler kan bringes i an­vendelse i den psykologiske krigsførelse; sådanne fremgangsmåder er også af nyere dato, men vort århundrede kan opvise en del eks­ empler herpå. Den good-will og anerkendelse, som kan opnås gen­nem spredning af kendskab til et lands indsats på det sociale om­ råde, med hensyn til samfærdsmidler, industri, kunst og kultur, skaber en gunstig indstilling fra andre nationers side, som kan vise sig nyttig, om krigstilstand indtræder.

Under denne synsvinkel må kulturelle afdelinger ved gesandt­ skaber også siges at opfylde en mission i den psykologiske krigs­ førelse. Sådanne institutioner afholder kursus i samfundslære, sprog og kunst, og de arrangerer foredrag med de forskelligste emner; ofte benyttes en ret veludbygget filmstjeneste med såvel alminde­lige spillefilm som dokumentarfilm.

I besatte områder kan arbejdet videreføres af kulturorgani­ sationer med samarbejdstendens. Et nærliggende eksempel herpå er for os den dansk-tyske forening, som under besættelsen havde til opgave at åbne vore øjne for de store kulturelle værdier, som det tredie rige ville bringe Danmark; samtidig hermed lokkede man ikke så få fremtrædende danske til at slutte sig til forenings­ arbejdet ved at foregive, at også Danmark havde noget at bringe Tyskland.

Den totale krig har også gjort det såkaldte kulturforsvar ak­tuelt. Dette kan føre til illusionen om, at et samfund, der lever på et tilstrækkeligt højt kulturtrin, alene i kraft heraf ejer en selv­ hævdende og selvbevarende kraft over for ydre vold. På den anden side må det medgives, at en nation, hvis kulturelle stade er højt, heri ejer et vist forsvar mod den psykologiske krigsførelses simpleste midler. Et psykologisk angreb mod en gammel kulturstat kræ­ver langt mere med hensyn til forberedelse og udførelse end et angreb på kulturelt uudviklede områder. Under denne synsvinkel bliver såvel de Forenede Nationers som Sovjetunionens levende in­ teresse for kulturens højnelse i de såkaldte underudviklede områ­der end mere forståelig.

Oplysning og orientering. Kendskab til faren og dens natur mindsker som bekendt på forhånd farens omfang, og hertil kom­mer, at det moderne menneske kræver, at det klarlægges ham, at han har noget, der er værd at forsvare. Det kan dreje sig om såvel materielle som kulturelle goder og ikke mindst den „frihed“, som i demokratierne anses for en livsbetingelse for den enkelte borger. I vort land, hvor propaganda-slagordet „Hvad kan det nytte“ i en menneskealder satte sig dybe spor, har ikke mindst oplysning om de foreliggende forsvarsm uligheder stor m oralsk betydning. Et så­ dant oplysningsarbejde vil vel navnlig være påkrævet for de små nationer, for hvilke den moderne krig let kommer til at stå som så kompliceret og så krævende, at modstand på forhånd kan fore­ komme hensigtslos.

I fredstid spiller orientering om den moderne krigs kampformer stor rolle, ikke mindst gælder dette de psykologiske kamp­ midler, der kan ramme civilbefolkningen, længe inden krigen står for døren. Den seneste krig har gjort den såkaldte 5. kolonnevirk­somhed særlig aktuel; også her gælder det, at oplysning om denne virksomheds natur og midler allerede er et godt skridt på vejen mod neutralisering af dens virkning.

Et særlig område for oplysningsvirksomheden finder man i de forholdsordrer, som nu om stunder er påkrævet allerede i freds­ tid. Et eksempel herpå foreligger i den svenske pjece „Om kriget kommer“, som udsendtes af Statens informationsstyrelse i 19411. Pjecen fastslår, at „modstand skal ydes i enhver situation, og at enhver meddelelse om modstandens indstilling er falsk.“ i øvrigt angives de forholdsregler, der skal tra-ffes ved krigsudbrud og under krigen af såvel militært uddannede som civile — også i evt. af fjenden besatte områder. Endvidere offentliggøres de instruk­tioner, som skal være gældende for civile myndigheder i områder, som er truet af besættelsen eller allerede besatte. Den moralske virkning af sådanne forholdsordrer er indlysende og en følge af, at den totale krig kræver det totale forsvar — heri indbefattet det psykologiske forsvar.

Rygter. Det er en gammel erfaring, at vi beredvilligt lader meddelelser gå videre til andre, selvom sandheden i meddelelsen ikke altid er lige klart bestyrket. Den personlige forfængelighed får os tit til at ønske at blive midtpunkt for omgivelsernes interesse. Men også andre momenter spiller ind, bl .a. at man frygter det, som rygtet just behandler, eller blot at rygtet går i retning af noget ønskværdigt. Det bedste modmiddel overfor rygtespred­ ningen er udsendelse af faktiske oplysninger og i det hele taget information i videst mulig udstrækning.

Visse rygter spredes helt åbent gennem presse og radio og er berved ærligt erkendt af sprederne som rygter; sådanne lader sig forholdsvis let bringe under kontrol. Langt farligere er de rygter, som florerer i det skjulte, som hviskes fra mand til mand. Så­ danne rygter bringes i omlob for at skabe mistillid og sætte splid. Ofte forventer rygtesmeden ikke øjeblikkelig virkning af sin virk­ somhed, men dette kan være tilfældet, især når det drejer sig om panikrygter. Fjendtlige agenter kan slippe rygter løs om, at egne tropper er på flugt, og at fjenden strømmer ind over grænserne o. s. v. Herved påvirkes civilbefolkningen til panik og til at gribe til flugt for at undrage sig den truende fare. Situationen fra Frank­rigs sammenbrud i 1940 er typisk med vejenes blokering af skræk­ slagne flygtningeskarer, hvorved bl. a. troppebevægelserne ind­ skrænkes eller umuliggøres.

Rygtet er et instrument, ved livis hjælp den sjælelige mod­ standskraft eller moral bos en befolkning eller en militær styrke lader sig måle. Er rygtefloraen rig, haves vidnesbyrd om, at mo­ralen er svag. Såvel civile som militære ledere bør derfor kontrol­lere rygterne og deres karakter for i tide at blive i stand til at træffe nødvendige forholdsregler.

Propaganda. Sprogbrugen kan være noget vaklende, således at propaganda benyttes i flæng med betegnelsen psykologisk krigsførelse. I denne fremstilling bruges det sidstnævnte udtryk som betegnelse for den virksomhed, der i videste forstand kan bringes i anvendelse med formålene at nedbryde henholdsvis styrke den psykiske modstandskraft.

Ordet propaganda vil blive benyttet som omfattende de mid­ler, man anvender udelukkende for i bestemt ojemed at påvirke en opinion — for at udbrede visse forestillinger og tankemåder, Propagandaen og dens midler vil blive gjort til genstand for ind­ gående omtale i et senere afsnit: propagandaen som våben.

Det psykologiske angreb.

Det er betegnende, at præsident Roosevelt, premierminister Ohurchill og de højeste militære førere, da de mødtes første gang efter Amerikas indtræden i verdenskrig II, anså propagandaen for det våben, der kunne bringes i anvendelse mod aksemagterne, længe inden de allierede nationers militære, økonomiske og industrielle styrke kunne gøre sig gældende. Der skulle imidlertid en lang og omfattende udvikling til for at nå fra en sådan principiel be­ tragtning til en virkningsfuld og systematisk psykologisk krigs­ førelse.

Det er ikke nogen ny opdagelse, at militære styrker kan be­ tvinges på anden måde end ved direkte våbenmæssig ødelæggelse. Sygdom og mangel på livsvigtige fornødenheder er nogle af de mere almindelige „måder“. En anden fremgangsmåde er ødelæg­ gelse af fjendens moral, og den er blevet benyttet talrige gange fra Jerikos fald til katastrofen i Frankrig 1940.

Med hvilke midler denne ødelæggelse af moral skal tilstræ­bes, har opfattelsen været skiftende gennem tiderne. Gjinghis Kalin og Attila mente, at „det frygtelige og rappe sværd“ anvendt med voldsomhed og uden barmhjertighed var vejen. Hitler og Gbbbels anså terror-taktik og nervekrig for bedst egnede til at ødelægge deres naboers moral. En anden teori går ud på, at øde­læggelse af moralen lettest opnås ved at overbevise fjenden om, at ban kæmper en håbløs eller meningsløs kamp for en uværdig sag.

Der er mange måder, hvorpå man kan arbejde på modstan­ derens vilje og moral. Begivenheder kan være mere virkningsfulde end ord. Bombeangrebene på Japan og Tyskland under sidste verdenskrig var selvsagt såvel psykologisk som våbenkrigsførelse. Rommels, Montgomerys og Pattons mesterlige taktik havde natur­ligvis også sine psykologiske virkninger. Nogle giver op overfor eksplosioner, andre for bajonetter og atter andre slås endeligt ud ved anvendelsen af det skrevne eller talte ord. Som oftest er der tale om en vekselvirkning mellem disse forskellige „moralødelæg- gere“. Det er im idlertid således, at „ord som våben“ — ligesom ethvert andet våben — bar sine taktiske principper og nu betrag­ tes som en integrerende del af den samlede krigsførelse.

Det var tidligere almindeligt at henføre enhver aktion, der medvirkede til at reducere fjendens vilje til modstand, til psyko­logisk krigsførelse. Det anses dog nu almindeligvis, at denne defi­nition er for vid. Udtrykket psykologisk krigsførelse kom under sidste krig til at dække operationer, der udelukkende og direkte tog sigte på modstanderens psyke, og hvor mental og moralsk overlegenhed kom til at gøre udslaget.

Lenin forfægtede i sin tid, at om et halvt århundrede ville der ikke være større mening i at bolde væbnede stvrker. Kommu­nisterne ville da (1950) have undermineret modstandernes vilje tilstrækkeligt, for fjendtlighederne i gammeldags forstand begyn­der; de militære organisationer, som fjenden evt. råder over, vil være uegnede til brug, når det er påkrævet. Trotsky byggede vi­ dere på de leninske tanker vedrørende den psykologiske krigsfø­relse; han definerede krig som en kontinuert proces, som først ville slutte, når alverdens folk var inkorporeret i det kommuni­stiske samfund.

I denne kamp havde Sovjets væbnede styrker to opgaver, nemlig:

1) at understotte den psykologiske krigsforelse ved enhver tænke­lig form for vold og

2) at besegle — hvis det var nødvendigt efter en kort kamp — sejren, som allerede var forberedt og vundet gennem den psy­kologiske krigsførelse.

Indtil den kommunistiske sejr var fiddstændig og verdensom­ spændende, ville Sovjets psykologiske krigsførelse ikke standse et øjeblik. Trotskv drømte således om den røde bærs sejrsmarch mod modstandere, der allerede var svækket indtil oplosning gen­nemm ålbevidst virksomhed af Sovjets psykologiske eksperter.

I mellemkrigstiden overtog nazisterne Trolskys teorier. Rigs­ ministeriet for propaganda og folkeoplysning rådede snart over en stor og højt kvalificeret medarbejderstab. Intet var for stort og intet var for småt for denne institution. Dens net bredte sig ud over hele kloden i alle samfundslag, i forste omgang gik bestræbelsen navnlig ud på at skabe tillid til, at Tyskland liavde fredelige hensigter. Ikke-angrebspagter var et af midlerne. I øv­ rigt udvikledes den sa-rlige propagandametode, at personer, som ikke havde mindste tilknytning til det nazistiske parti eller Tysk­ land i det hele taget, blev propagandaspredere. Mange mennesker bragtes til at nære den ønskede indstilling overfor Tyskland, f. eks. gennem kærlighed til agner-musik, studier af tysk kunst, litteratur og videnskab. Velskrevne magasinartikler og fremragende dokumentarfilm hjalp med til at vise, hvilket storslået og beun­ dringsværdigt værk Tyskland var ved at fuldføre.

Tiden efter verdenskrig II har i Østeuropa medfort en ud­vikling, som i bøj grad er resultat af en virkningsfuld psykolo­gisk krigsforelse. Åbne aktioner er, når alt kommer til alt, de mindst farlige. Det grundlæggende og ofte afgørende arbejde sker under overfladen, hvor midlerne i første række er: tilfæ ldige ud­talelser, egentlige samtaler, litteratur, studiekreds og dokumentari­ske film . I realiteten gives ingen grænser for, hvilke midler der kan bringes i anvendelse.

Det psykologiske angreb kan have politisk karakter eller være af militær natur. Når lord Haw Haw og andre folk fra det tyske propagandaministerium i sin tid fyldte luften med lovprisninger af det tredie riges velsignelser, når de truede eller smigrede na­boerne eller proklamerede de tyske styrkers overlegenhed, var de sat ind i det psykologiske angreb på den politiske front. Denne virksomhed var rettet mod individet i dets egenskab af borger; det karakteristiske lier er altså, at det politiske angreb tager sigte på alle borgere og udvikles ofte længe inden, de egentlige fjendtlig­ heder tager deres begyndelse som et led i den kolde krig.

Under verdenskrig 11 sendte B. B. C. og andre radiostationer i stor udstrækning krigsnyheder til besatte områder — ofte un­ der fremlnevelse af de „dekadente“ demokratiers tiltagende styrke. I radioudsendelser til modstandsstyrker i besatte lande gaves ikke sjældent opmuntrende budskaber, og man slog også på gengæl­ delsen, f. eks. ved at love afstraffelse af de ledere, der havde an­ svaret for angrebskrigen, der betegnedes som meningslos, håbløs o. s. v.

Det militære psykologiske angreb tager udelukkende sigte på de væbnede styrker. Denne form for angreb kan gå ud på, at troppernes kamp er håbløs, at den sag, de kæmper for, er uværdig, at ledelsen er uduelig eller forråder manden i geleddet. Man kan også udnytte en evt. kløft mellem civilbefolkningen og de væb­ nede styrker, eller man kan i almindelighed spille på soldatens hjemvé og de afsavn og lidelser, som er hans lod.

Det psykologiske angreb ved fronterne kan ofte antage form af lokkende tilbud om de fordele, som overgivelse vil medføre — bedre forplejning, mindre chance for lemlæstelse o. s. v. Men i øvrigt kan også den militære form for det psykologiske angreb være ført langt frem allerede i fredstid. Blandt 5. kolonnefolkenes forberedende opgaver er måske en af de vigtigste at sprede mis­tillid og utilfredshed blandt den værnepligtige ungdom under ud­dannelsen.

Det psykologiske forsvar.

„Forsvaret bag voldene er mindst lige så vigtigt som forsvaret på voldene“ er en erkendelse, som nu er ved at trænge igennem overalt. Eftersom den psvkologiske krigsførelse er en kendsger­ning allerede i fredstid — ofte betegnet som den kolde krig — og iøvrigt også efter krigsudbrudrettes mod neutrale eller ikke- krigsførende lande, er det klart, at denne form for krigsførelse angår enhver nation i krig som i fred.

Den leninske doktrin om, at den psykologiske krigsførelse må udvikles således, at den er det primære moment i bestræbelserne for at knække modstanderens kampkraft, har nu ved det 20. år­ hundredes midte ført til et ændret syn på forsvarsforberedelserne i det hele taget. Medens disse for et halvt århundrede siden i alt væsentlig var af økonomisk, politisk og ren militær art, er forholdet i dag det, at den enkelte borger allerede, inden krigen i gammeldags forstand er erklæret, befinder sig ved den psykologiske front. Ja, det er endda således, at den forreste psykologiske forsvarslinie under de nuværende forhold ikke ligger på det poli­tiske område eller det meddelelsesmæssige område (presse og radio), men er i hjemmet og den enkeltes omgangskreds.

Helt fundamentalt turde det være, at der mellem en befolk­nings ønsker og den pågældende regerings udenrigspolitik er prin­cipiel overensstemmelse. Tilstedeværelsen af en kløft her vil gøre en regerings afgørelser temmelig problematiske. Det påhviler der­ for en regering ved et omfattende oplysningsarbejde at klarlægge den politiske og ideologiske situation således, at befolkningen ind­ stiller sig på at betale den pris, uden hvilken ingen fordele i uden­ rigspolitisk henseende vindes.

Gennem et sådant grundlæggende oplysningsarbejde skabes fundamentet for et forsvars styrkelse og altså også for etablerin­ gen af et effektivt psykologisk forsvar. Men der kræves langt mere vidtgående foranstaltninger og velkoordineret indsats, før den psy­kologiske front er sikret. Ingen nation og intet menneske tør be­tegne sig som immunt overfor propaganda. Enhver ved nu om­ stunder, at penge givet ud til god reklame altid betaler sig, og det er ligeledes en kendsgerning, at den „psykologiske am m unition“ er billigere end nogen anden ammunition.

Et land kan blive offer for ord. Dette var tilfældet med Frankrig i 1940. Den tyske ordoffensiv drejede sig navnlig om for­ holdet Frankrig— England og bar god frugt. Medens franskmændene sad i Maginotlinien og tyskerne i Siegfriedlinien, fodredes den franske befolkning med alskens propaganda. Undermineringen var gennemført blandt andet ved køb af franske aviser, bestikkel­ ser og rygtespredning; således hviskedes „hvor er de engelske stvr- ker egentlig henne?“ i en uendelighed. Intet svar! Millioner af løbesedler gav det: de viste en snavset og uplejet fransk soldat i et granathid, medens en fransk pige lå i armene på en engelsk soldat. Det franske folk forstod ikke, før det var for sent, at ty­skerne først ville starte det militære felttog, når det psykologiske havde blødgjort Frankrig tilpas. Resultatet blev, at sejren i Frankrig blev vundet så hurtigt, at den tyske overkommando var ufor­ beredt på det næste træk: — invasionen.

På den anden side kan en psykologisk modoffensiv afbøde virkningen af et nederlag. De britiske styrkers evakuering ved Dunkerque satte den britiske propagandamaskine i fuldt sving. Det var ikke mindst dens skyld, at katastrofen blev vendt til en stor bedrift. Næppe havde de sidste tropper forladt fastlandet, før B. B. C. fortalte den tyske civilbefolkning og værnemagt, at ,.vi vil komme igen, og vi vil befri jer for naziåget“. Strømmen af opråb i den britiske radio byggede så at sige den allierede moral op, gav tyskerne vanskeligheder og de okkuperede lande håb; heri lå inspirationen for de modstandsbevægelser, som siden kom til at yde de allierede så værdifuld hjælp.

Forsvaret mod den psykologiske aggression er i første linie oplysning og opdragelse af befolkningen til propagandabevidsthed, men i øvrigt er enhver indsats af psykiske midler, som tjener til styrkelse af moralen — modstandsviljen — et led i det psykologi­ ske forsvar. Grundlæggende for et sådant forsvars planlæggelse og opbygning er et indgående studium af egen og eventuelle fjendt­ lige befolkningers særpræg — hvad man kunne kalde nationalka­ rakteren. Hertil må føje sig undersøgelser af forhold, som kan have indflydelse på moral og sammenhold og iøvrigt svagheder i eget samfund, som kan udnyttes i det psykologiske angreb; eksempelvis skal lier nævnes forholdet: arbejder— arbejdsgiver, overdrevne krav til komfort og luksus samt hele det kulturelle stade.

Tidligere er forholdet: regering— folk omtalt, men også det forhold, som hersker mellem forsvarsmagt og folk, er af overordent­ lig betydning. Savnes gensidig tillid og respekt på dette område, kan kløften yderligere udvides gennem fjendtlig virksomhed. Under denne synsvinkel får en folk og værn-bevægelse el. institution sin dybt alvorlige baggrund.

I visse lande kommer det psykologiske forsvar til udtryk i en mere eller mindre militaristisk eller chauvinistisk propaganda. For­svaret i et demokratisk land kan selvsagt ikke baseres på noget, som er uden rod i befolkningen. Den følelsesmæssige appel må derfor først og fremmest ligge deri, at de samfundsnurssige værdier, som engang er skabt, er værd at bevare for kommende slægter.

Der er næppe tvivl om, at et sta:rkt psykologisk forsvar i visse henseender lettere lader sig etablere i en diktaturstat end i en demokratisk stat; et andet spørgsmål er holdbarheden i det lange løb. Det psykologiske forsvar må forberedes i god tid, og det kræ­ ver effektive og vel samarbejdede organer; propaganda har ikke altfor god klang i demokratiske ører, men det er nu engang an­ grebsvåbnet, der bestemmer forsvarsforanstaltningerne. Psykolo­ gisk neutralitet er en utopi, og improvisationer loser ikke sagen på betryggende vis. På forhånd må fyldestgørende orientering om de fremgangsmåder, som fjenden kan forventes at benytte, med­deles, en effektiv mentalhygiejne må skabes, og der bor drages omsorg for, at folk i nøglestillinger er pladsen voksen.

Det psykologiske forsvar er nuomstunder så betydningsfuldt, at det må forberedes og føres med alle til rådighed værende m id­ ler, men det er et absolut krav, at egen oplysningsvirksomhed hol­ der sig strengt til sandheden. Uforberedt er det imidlertid mere end uvist, om tilstrækkelig mange tåler at høre sandheden. Churchill var under verdenskrig II en mester i at tolke sandheden, som da han f. eks. kun kunne love: „blod, sved og tårer“ — og det engelske folk tålte at høre sandheden.

Helge Klint.