Log ind

Private militære virksomheder og fredsoperationer i Afrika

#

Bjørn Møller. Forfatteren er Ph.D., Seniorforsker ved Center for Freds- og Konfliktforskning (COPRI).

Private militære virksomheder og fredsoperationer i Afrika af Bjørn Møller, Ph.D., Seniorforsker ved Center for Freds- og Konfliktforskning (COPRI).

Private militære firmaer (herefter PMCs, dvs. private military companies) som den organisatoriske ramme om lejesoldater har været et tilbagevendende fænomen i væbnede konflikter i Afrika. De har f.eks. været anvendt i borgerkrigene i Congo, Angola, og Sierra Leone - både af regeringer og oprørsbevægelser. Af gode grunde har deres brug været (mildest talt) kontroversiel og sædvanligvis fordømt—uden at dette dog har ført til, at fænomenet er forsvundet. Gennem de seneste år har der imidlertid været en stigende interesse for en mulig konstruktiv anvendelse af lejetropper og PMCs, f.eks. til FNs fredsbevarende og -skabende operationer.1 Der skal i denne artikel forsigtigt forsigtigt argumenteres for, at denne mulighed ikke bør udelukkes, men at der bør tænkes konstruktivt over mulighederne for en regulering af anvendelsen af PMCs—ikke kun, men sandsynligvis fortrinsvis i Afrika.

Den historiske baggrund

Vi har idag vænnet os til, at krig er et anliggende for stater, dvs. at stater er de eneste instanser, der fører krig, hovedsageligt mod andre stater, og at de gør det under anvendelse af deres officielle repræsentanter, dvs. statslige hære, bestående af statsborgere, enten i form af en stående milits (som i Schweitz), rekrutteret gennem almindelig værnepligt eller i form af statsansatte professionelle soldater. Et blik på krigens historie viser imidlertid klart, at denne “trinitare” krig (Martin Van Creveld), hvor krige føres af treenigheden stat, folk og hær, blot er et kapitel i krigens historie—endda et ret kort kapitel.2 Gennem det meste af historien har krige været ført af mange forskellige aktører, hvoriblandt statsmagten kun var én. Også kirken, adelen og borgerskabet førte krige ud fra mange forskellige motiver, spændende fra religiøse til privatøkonomiske.

Til denne krigsførelse benyttede de forskellige aktører tropper af meget forskellig karakter, spændende fra riddere med deres væbnere og andet personale, over lokale militser bestående af byernes underklasse (på vegne af deres overklasse), til lokalt rekrutterede bønder—oftest af meget ringe kvalitet og helt uden motivation.3 Så sent som i 1780 skrev den franske krigsminister Grev de Saint-Germain således at,

Det ville utvivlsomt være ønskeligt, om vi kunne skabe en hær af pålidelige og specielt udvalgte mænd af bedste støbning. Men vi kan ikke tillade os at ødelægge nationen for at skabe en hær; og det ville i sandhed spolere nationen, hvis vi berøvede den dens bedste elementer. Dette betyder, at hæren bliver nødt til at bestå af folkets bærme og alle dem, som samfundet ikke har brug for.4

Blandt disse tropper var også lejesoldater at finde, og de udgjorde ofte de bedste (eller måske bedre: de mindst ringe) soldater, idet de om ikke andet havde en vis militær træning.5 Som påpeget af en af deres skarpeste kritikere, Niccolo Machiavelli (1469- 1527), der selv var fortaler for en folke- (dvs. Borgerskabs-) milits, skabte lejehærene dog også problemer:

Lejesoldater er splittede, magtbegærlige, udisciplinerede og illoyale; de er modige blandt deres venner, men krystere i forhold til fjenden; de er ikke gudfrygtige og de er ikke til at stole på; de undgår nederlag ved at undvige slag ... (Fyrsten) Det siger sig selv, at man umuligt kan kalde ham en god mand, der forsørger sig selv gennem et levebrød, der tvinger ham til konstant at være røverisk, svigefuld og grusom, som alle de må være det, der—uanset deres rang—lever af krigen (Krigskunsten).6

Privatiseringens logik

Når vi i de seneste år har set en tilsynelandende opblomstring af brugen af lejesoldater, er der altså på ingen måde tale om noget nyt fænomen. Måske er krigshistorien snarere på vej tilbage mod, hvad der tidligere var det normale, så vi måske om hundrede år næsten vil have glemt den “vestfalske periode”, hvor staten og dens repræsentanter var de eneste, der måtte og kunne føre krig. Man kunne også hævde, at brugen af lejetropper er i overenstemmelse med tidens trend mod privatisering. For det første er andre former for (personlig) sikkerhed mange steder ved at blive privatiseret, idet mange opgaver, der “retteligt“ er statslige politiopgaver, udføres af private selskaber på kontraktlig basis—simpelthen fordi staten er for svag til at kunne yde sine borgere sikkerhed, og politiet ikke er sin opgave voksen. Såvel enkelte borgere som selskaber griber derfor til “selvhjælp” organiseret efter markedsøkonomiske principper.7 Herfra og til en privatisering af den nationale sikkerhed er der måske ikke noget stort spring—især da ikke, når denne også primært handler om intrastatslige konflikter, som det allerede idag er tilfældet over hele verden, men ikke mindst i Afrika.8 Grænserne er meget flydende mellem almindelig voldskriminalitet, politisk vold, interne guerilla-aktiviteter og sådanne, der bliver støttet fra andre lande—hvilket betyder, at også bekæmpelsen af disse trusler bedst kan forstås som et kontinuum. Når staten har tabt sit “monopol på legitim mangtanvendelse” (Max Weber)9, åbnes der plads for private selskaber, der kan levere de efterspørgte ydelser over hele dette kontinuum, og der er f.eks. intet i vejen for, at de samme firmaer kan fungere som både PSC (private security companies) og PMCs. For det andet er én ting at have nationale hære, bestående udelukkende af statsborgere, der opfylder deres pligt til at bidrage til nationens forsvar mod til gengæld at have indflydelse på selvsamme nation.10 Det er noget ganske andet at sende militære styrker ud i opgaver, der ret beset intet (eller meget lidt) har med nationens forsvar at gøre—hvilket f.eks. gælder indsatsen af europæiske styrker i Afrika. Ligesom Frankrig gennem lang tid har gjort brug af ikke-franskmænd til sådanne opgaver (indenfor Fremmedlegionen)11 kunne man med rimelighed argumentere for, at det danske bidrag til fred i Afrika har så lidt med dansk sikkerhed at gøre, at vi lige så godt kunne udsende ikke-danske soldater til sådanne opgaver som f.eks. bevarelsen af freden mellem Ethiopien og Eritrea—eller i den Democratiske Republik Congo (DRC), hvis sidstnævnte nogensinde bliver realiseret. Forfølger man samme logik et skridt længere, bliver der svært at fastholde, at sådanne tropper partout skal være statslige, hvis man har mulighed for at udlicitere opgaven til private entreprenører— nøjagtig som man har gjort m.h.t. rengøring, busdrift og meget andet. Der oven i købet være opgaver, der ikke vil blive udført, medmindre de bliver privatiseret: f.eks. militære missioner, der ganske vist er vigtige, men på den anden side så ubehagelige og/eller farlige, at politikere kun nødigt sender deres egne borgere (og vælgere) ud i dem—især hvis deres løsning er uden nævneværdig betydning for nationens sikkerhed.12 Der er f.eks. ikke den store enthusiasme i de vestlige lande for at sende egne tropper til hverken DRC, Angola eller Sierra Leone (selvom England har gjort det m.h.t. sidstnævnte). Det reelle valg kan derfor komme til at stå mellem intet at gøre, yde (økonomisk og/eller logistisk og lignende) støtte til andre afrikanske landes indsats (evt. under slagordet “regionalisering”) eller udlicitering til private selskaber. Hvorvidt en sådan privatisering er en reel mulighed afhænger naturligvis af, om der er selskaber, der vil påtage sig opgaverne. Iflg. almindelig markeds-økonomisk logik vil dette være et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og man må forvente at en købedygtig efterspørgsel (f.eks. fra de rige vestlige landes side) automatisk vil generere et udbud—og at prisen for ydelsen efterhånden vil komme til at svare til dens faktiske “værdi”. Man må også forvente, at køberen kan diktere “varens” kvalitet, når blot han er villig til at betale, hvad det koster. Iflg. denne logik skulle købedygtige regeringer altså kunne få alle de ydelser, de måtte være interesserede i, når blot prisen er rigtig. Moderne PMC’er Der er både forskelle og ligheder mellem moderne lejesoldater og –firmaer og fortidens. Blandt lighederne er naturligvis, at nutidens lejesoldater også gør jobbet for penge—hvoraf det ofte hørte skældsord “whores of war”, dvs. “krigens ludere”.13 Det samme gælder dog alle professionelle soldater—og de fleste andre erhverv, herunder f.eks. denne artikels forfatters. Til lighederne hører ligeledes det faktum, at lederne, dvs. nutidens PMCs ligesom datidens lejesoldat-kaptajner, i princippet sælger deres varer til højestbydende, dvs. ikke har deres loyalitet (om nogen) knyttet til nogen bestemt nation. I princippet er der intet i vejen for, at de på samme tid kan arbejde for begge sider i en konflikt— som det til en vis grad var tilfældet med britiske lejetropper i Angola inden uafhængigheden, og som det angiveligt har været tilfældet med Executive Outcomes (EO) i samme land efter uafhængigheden.14 En vigtig forskel mellem fortiden og nutiden ligger i de moderne PMC’ers struktur. I lighed med andre større virksomheder er de for det første multi- eller i det mindste transnationale, dvs. de har underafdelinger fordelt på flere lande—hvilket dels gør det vanskeligere for enkelte regeringer at kontrollere, dels gør det let at flytte ressourcer fra land til land. For det andet er deres aktiviteter meget diversificerede, omend hovedparten er militære i ordets bredeste forstand. Blandt de største moderne PMCs finder vi flg.firmaer og koncerner:15

• Executive Outcomes (EO) eksisterede fra 1989, oprindeligt som del af det større SRC (Strategic Resources Corporation, der siden er nedlagt) indtil udgangen af 1998, hvor det blev nedlagt efter en stramning af lovgivningen i Sydafrika (se nedenfor). Opbygningen var en typisk koncernstruktur. De Sydafrika-baserede afdelinger omfattede således både 100 pct.-ejede firmaer og aktieposter i andre selskaber, fordelt over et bredt spektrum af brancher, der også omfattede f.eks. videoproduktion (Gemini Video Productions), turisme (Livingstone Tourists og The Explorer) og luftfart (Ibis Air). I England var EO desuden tæt forbundet med et andet PMC, nemlig Sandline International, samt (både via denne og direkte) med selskaber i f.eks. olie- og diamantbranchen. Blandt EOs kunder har været såvel regeringer (især Angola og Sierra Leone) som multinationale olieselskaber (Gulf Chevron og Sonangol), mens de angiveligt har afslået ordrer fra både algierske og sudanesiske oprørsbevægelser. De vigtigste aktiviteter har været i Angola og Sierra Leone, men EU har også fået (men efter eget udsagn afslået) henvendelser fra f.eks. Mobuto under de afsluttende kampe mod Kabilas oprørere i Zaïre.16

• Sandline International hed tidligere “Plaza 107 Ltd.”, men fik sit nuværende navn i 1996. Det ejes af et holdingselskab, Adson Holdings, og er ræt forbundet (bl.a. gennem fælles aktieposter og bestyrelsesmedlemmer) til bl.a. Heritage Oil & Gas og Diamondworks. Ejerne er en gruppe tidligere officerer med Michael Grunberg i spidsen. Selvom firmaet opererer fra et kontor i London, er det indregistret i Bahamas. Sandline lægger (i hvert fald officielt) vægt på kun at have legitime regeringer og internationale organisationer som kunder. De vigtigste aktiviteter har indtil idag været Papua New Guinea, men selskabet har også været involveret i Sierra Leone, hvor de dog udliciterede opgaven til “Gurkha Security Guards”.17

• Military Professional Resources Inc. (MPRI) har hovedkvarer i USA og er tæt forbundet til den amerikanske regering. MPRI blev grundlagt i 1987 af pensionerede officerer, og dens stab omfatter bl..a. en tidligere stabschef for US Army, Gen. Carl E. Vuono. Selskabet har over 350 ansatte og kan trække på over 2,000 officerer, når behovet skulle vise sig. Dets vigtigste indsatser har været i det tidligere Jugoslavien, hvor det bl.a. har trænet den kroatiske og bosniske (dvs. kroatisk-muslimske) hær.18

Ligesom den ovenfor beskrevne struktur bl.a. er en følge af “globaliseringen”, er sammensætningen af de moderne lejehære det også. Denne globalisering betyder f.eks., at der ikke er samme behov for stående hære som tidlgere, da tropperne kan samles med meget kort varsel fra overalt i verden ligesom deres udstyr ligeledes kan leases fra mange forskellige og spredte leverandører. EO havde f.eks. en database med ca. 2000 lejesoldater, som de kunne trække på, og satsede på transportfly leaset til opgaven. De moderne lejesoldater kommer hovedsageligt fra de regulære styrker, men også fra f.eks. nedkæmpede guerillabevægelser. Paradoksalt nok medfører fredsslutninger derfor ofte en ny tilgang af arbejdskraft til det globale marked for lejetropper, eftersom de oftest følges af en delvis demobilisering og “skrumpning” af de væbnede styrker, som efterlader mange tidligere soldater uden job—i samfund der ofte har en i forvejen desperat beskæftigelsessituation.19

Erfaringer fra Afrika

Selvom lejesoldater langtfra er noget specielt afrikansk fænomen, har det sorte kontinent set flere indsatser end de fleste andre. Heller ikke her er der imidlertid tale om noget nyt fænomen. I virkeligheden var de fleste af de afrikanske tropper, som de europæiske stater hvervede i forbindelse med deres “scramble for Africa” i slutningen af det 19. århundrede, at betegne som lejesoldater.20 Ligeledes benyttede kolonimagterne (enten i denne egenskab eller som repræsentanter for Folkeforbundet i deres “mandatområder”) undertiden lejetropper til bekæmpelsen af de afrikanske befrielsesbevægelserne,21 ligesom CIA angiveligt gjorde det til bekæmpelse af befrielses-bevægelserne i Mozambique og især Angola i 1960erne og 1970erne.22 Også afrikanske regeringer har imidlertid benyttet både afrikanske og andre lejetropper. Under Congo-krisen i begyndelsen af 1960erne benyttede f.eks. især Katanga-oprørerne lejetropper, ligesom præsident Mobuto gjorde ved flere senere lejligheder, bl.a. under sin afsluttende kamp mod Laurent Kabilas (og andres) oprørersstyrker.23 Ligeledes anvendte den oprørske Biafra-provins lejetropper i sin kamp for løsrivelse fra Nigeria i 1967 (angiveligt på fransk initiativ)24 og det sydafrikanske apartheidstyre brugte dem til både undertrykkelsen af den lokale sorte befolkning, til bekæmpelsen af SWAPO-guerillaen i Namibia og til intervention i Angola i form af støtte til UNITA.25 Gennem 1990erne har Afrika set flere indsatser af lejetropper, nu især med ovennævnte PMCs som “entreprenører”.26 Angola har lige siden (i virkeligheden inden) selvstændigheden i 1975 været plaget af borgerkrig mellem to tidligere frihedsbevægelser, nemlig MPLA (nu som regering) og UNITA (nu som oprørsbevægelse, der dog efter manges mening snarere burde betegnet som gangstere),27 og med direkte ekstern inblanding fra bl.a. Cuba, Zaïre og Sydafrika samt indirekte fra både USAs og den daværende Sovjetunions side.28 FNs og andre internationale organisationers indsats har stort set været virkningsløs.29 Dette samt tilstedeværelsen af store rigdomme, især olie og diamanter,30 har “tiltrukket” PMCs.31 Executive Outcomes blev først involveret i 1992 gennem en kontrakt med de multi-nationale olieselskaber Gulf Chevron and Sonangol, der engagerede EO til at beskytte deres installationer—selvom andre versioner af historien har det, at EO skulle generobre installationerne, der allerede var faldet i hænderne på UNITA. Hertil kom, at EU trænede angolanske regeringstropper og – piloter samt, fra omkring 1994, deltog direkte i kampen mod UNITA. Omfanget af indsatsen er uklar, idet EO har benægtet, at der på noget tidspunkt var flere end 500 af dets ansatte i Angola. Ikke desto mindre vurderes deres indsats af nogle til at have ydet et vigtigt bidrag til at tvinge UNITA til forhandlingsborder, og hermed til underskrivelsen af Lusaka Protokollen i november 1994. Angiveligt efter amerikansk pres ophørte indsatsen imidlertid i januar 1996 med regeringens opsigelse af kontrakten med EU. I Sierra Leone hyrede Strassers regering i marts 1995 EO til at bekæmpe oprørsbevægelsen, RUF(P)s, dvs. Revolutionary United Front (Party), der af næsten alle iagttagere betragtes som rene banditter med ry for en særdeles bestialsk form for krigsførelse (afhugning af lemmer mm. på civile).32 Det operative mål for EOs indsats var at generobre titanium og bauxit-miner, der var faldet i hænderne på RUF, og hvis produktion stod for over halvdelen af Sierre Leones eksportindtægter. I første omgang skulle EO kun levere træning samt teknisk støtte til regeringsstyrkerne, men efter RUFs erobring af vigtige diamantminer, blev EOs tropper også involveret i direkte kamphandlinger. Den samlede personnelstyrke oversteg på intet tidspunkt 250 mand, iflg. EOs egne oplysninger. Resultaterne vurderes generelt som en (begrænset) succes, idet det efter 10 måneder var lykkedes at skabe tilstrækkeligt fredelige tilstande til afholdelse af præsidentvalg (marts 1996). Selve indsatsen vurderes også som hovedsageligt positivt, idet EOs personale samarbejdede tilfredsstillende med både regeringen og internationale hjælpe-organisationer. En medvirkende faktor til denne lokale accept var måske, at næsten alle de indsatte tropper var sorte. Freden varede dog ikke ved, og i 1996 afsløredes et forsøg på indsættelse af (andre og i dette tilfælde hvide) lejetropper, formentlig på RUFs lønningsliste, til at erobre kontrollen over en diamantmine, der bevogtedes af EO—formentlig mod betaling i form af diamantkoncessioner, der siden solgtes til BE. 33 Efter ophøret af EOs kontrakt i januar 1997 fandt et militærkup sted (maj 1997), der styrtede den i 1996 valgte regering. Siden har der hersket intens borgerkrig, hvor FN-tropper (under UNAMSIL) er blevet taget som gidsler af RUF mm. Sandline har ligeledes været involveret i Sierra Leone, idet de dog udliciterede opgaven (træning af regeringstropperne) til et andet firma, nemlig Gurka Security Guards.34 Lejetropper har ligeledes optårdt i forbindelse med borgerkrigen i Liberia, ligesom de har benyttet landet som operationsbase for indfald (på vegne af RUF) i Sierra Leone.35 Det store billede, der kan stykkes sammen af disse mange “snapshots” er et af en ret udbredt, og tilsyneladende nogenlunde konstant, men altid ad hoc og aldrig permanent, tilstedeværelse af lejetropper og PMCs i Afrika—fortrinsvis der, hvor intrastatslige konflikter er blevet blodige, og med en klar koncentration i lande (og dele af lande) med store ressourcer som f.eks. olie, guld eller diamanter.36

Problemer med PMCs

På “makroplanet” er hovedproblemet i forbindelse med PMCer formentlig, at de som nævnt opererer efter markedsøkonomiske, dvs. kapitalistiske, principper—nøjagtig som alle andre private firmaer. De vil derfor kun blive indsat, hvis der er betalingsdygtige kunder, der hyrer dem til det, og hvis det lykkes at finde den “rigtige” pris, enten i form af kontant betaling eller undertiden (som nævnt overfor) i form af koncessioner. Disse kunder kan principielt være enten de pågældende landes egne regeringer, oprørsbevægelser, andre firmaer eller evt. fremmede regeringer (som f.eks. den amerikanske regerings udlicitering af opgaver i det tidligere Jugoslavien til MPRI). Bagsiden af denne regulering efter kapitalistiske kriterier er naturligvis, at PMCer aldrig vil påtage sig opgaver, som ingen vil betale for at få udført. Der kan imidlertid være mange forskellige grunde til, at nogle “kunder” vil være villige til at betale. Hvis de er private virksomheder, er deres motiv utvivlsomt økonomisk vinding, hvilket sågar også kan være tilfældet for stater—i hvert fald, når det gælder ressourcerige områder som Sierra Leone, Angola eller DRC. Situationen stiller sig helt anderledes for ressourcesvage lande som f.eks. Rwanda eller Somalia, hvor der næppe er rent økonomiske grunde, der kunne få eksterne aktører til at stille midlerne til rådighed til en kontrakt med en PMC. Selv i disse tilfælde kunne man dog forestille sig andre grunde, herunder humanitære motiver. Hele “verdenssamfundet” var vitterligt pinligt berørt over folkemordet i Rwanda i 1994, og ville måske være villige til at “skillinge sammen” til at forhindre en gentagelse, enten i Rwanda eller andetsteds—og måske i endnu højere grad, hvis det ikke ville kræve en indsættelse af egne tropper “in harm’s way”. På “mikroplanet” er der også problemer forbundet med anvendelsen af PMCs.

Hovedparten af disse har tilsyneladende at gøre med den “gråzone”, hvori PMCer opererer. Det er meget vanskeligt at kontrollere deres aktiviteter, sålænge selve deres anvendelse strider mod internationale konventioner, og lejesoldaterne opererer derfor i et “juridisk ingenmandsland”, uden hverken rettigheder eller pligter, og det kan derfor ikke undre, at der forekommer både voldtægter, grusomheder o.lign.—hvilket dog også forekommer ved indsættelsen af regulære, og statsligt kontrollerede, styrker. Hertil kommer, at selve jobbet som lejesoldat utivlsomt (i endnu højere grad end jobbet som almindelig professionel soldat) appelerer til bestemte mennesketyper, der næppe er de ideelle til alle indsatser. Et job, der både lover høje lønninger og spænding, til gengæld for en ret høj risiko, ringe jobsikkerhed og betydelige problemer for et evt. familieliv, vil formentlig appellere bl.a. til den “bærme”, som den franske krigsminister omtalte i citatet i første afsnit, og til personer af den støbning, Macciavelli så indstændigt advarede mod (sammested).

Alternativer til PMCs

Eftersom anvendelsen af PMCs således er langtfra uproblematisk, må man anstændigvis nøje vurdere, hvilke alternativer der foreligger, førend man plæderer for brug af PMCs. Indledningsvis må man imidlertid opstille nogle realistiske forudsætninger om de konflikt-scenarier, der kunne føre til enten PMCer eller andre tropper, i Afrika eller andetsteds. Her foreligger to hovedkategorier, nemlig internationale væbnede konflikter og intra-statslige konflikter.

Scenarier

De fleste internationale konflikter er relativt enkle at håndtere, idet de indledes med én parts brud på freden, f.eks. ved et angreb på den anden—hvilket allerede klarer den folkeretslige og juridiske side af sagen. De afsluttes sædvandligvis med en våbenstilstand med en klart demarkeret adskillelse mellem parterne. Langs denne demarkationslinje deployeres der herefter (sædvanligvis med et klart mandat fra FNs Sikkerhedsråd) FN- eller evt. andre tropper til at sikre den varige adskillelse af de allerede adskilte tidligere krigsførende parter. Den vigtigste spilleregel er upartiskhed, hovedopgaven er observation, og våbenmagt benyttes kun undtagelsesvis og kun i selvforsvar. Risikoen for tropperne er meget begrænset og kravene til udstyr beskedne. Dette er f.eks. nogenlunde situationen omkring deployeringen mellem Ethiopien og Eritrea (UNMEE),37 der i næsten alle henseender er en “traditionel” fredsbevarende operation. Langt vanskeligere er situationen efter en intrastatslig konflikt, dvs. enten en “regulær” borgerkrig eller en reel opløsning af en stat i kaos, der som allerede nævnt udgør størstedelen af de seneste års konflikter. Her har der ofte været tale om mange stridende grupper, og konfliktens afslutning markeres som regel kun af en våbenstilstandsaftale, som måske ikke alle parter er tiltrådt—og som de underskrivende parter måske er uden magt til at håndhæve. “Freden” er altså meget skrøbelig, hvortil kommer, at der kun sjældent er nogen klar demarkationslinje mellem parterne, der kan patruljeres. I stedet må hele området derfor patruljeres, ofte under betydelig risiko for at komme under beskydning. Reglen om upartiskhed er vanskelig at applicere på sådanne situationer, hvor det er uklart, hvem konfliktens parter er—og der er en konstant risiko for såkaldt “mission creep”, dvs. for at en mission udvikler sig uforudsigeligt, så det oprindelige mandat måske bliver klart utilstrækkeligt. Til sådanne indsatser kræves der derfor både noget mere “muskuløs” udrustning og bevæbning, og der må realistisk påregnes tab af menneskeliv.38 I denne kategori falder f.eks. indsatser som den ovennævnte i Sierre Leone (siden september 1999 UNAMSIL som afløser for UNOMSIL, juli 1998-september 1999) og Angola (UNAVEM I-III, december 1988-juni 1997, efterfulgt af MONUA, juli 1997-februar 1999)39 såvel som de tidligere i f.eks. Somalia (UNOSOM I-II, april 1992-marts 1995),40, Rwanda (UNAMIR, oktober 1993-marts 1996)41 og Liberia (UNOMIL, september 1993-september 1997).42 Det samme vil utvivlsomt også gælde den måske forestående,dvs. allerede mandaterede, men endnu ikke iværksatte, i DRC (MONUC).43 Andre indsatser, som f.eks. i Mozambique, har dog været mindre krævende militært såvel som mere politisk vellykkede.44

Militære alternativer

De foreliggende alternativer kan med fordel rubriceres i tre kategorier, hvortil kommer en meget lidt tillokkende “kategori nul”, nemlig slet intet at gøre, selv i tilfælde af folkemord, kaos, nød og elendighed—eller evt. nøjes med at yde nødhjælp og andre ikke-militære bidrag. Enten kan opgaverne løses af militære styrker fra “Nord”, dvs. den industrialiserede verden, eller fra “Syd”, dvs. den tredje verden, eller af lokale tropper. Regulære tropper fra “Nord” ville utvivlsomt være de bedst egnede til alle disse opgaver, simpelthen fordi de generelt er veluddannede og kan trække på en enorm støttestruktur i hjemlandene. Visse af dem (de amerikanske f.eks.) har ganske vist hverken megen erfaring med komplekse fredsoperationer eller den store vilje til at lære af andres erfaringer. Andre (og ikke mindst små og mellemstore stater som Danmark og de andre nordiske lande, Holland Canada m.fl.) har derimod flere årtiers erfaring med denne type opgaver. Der ville ydermere være en betydelig rimelighed i, at lade “de bredeste skuldre bære de tungeste byrder”, dvs. i at “Nord” med sine ca. 87 procent af verdens samlede militærudgifter45 påtog sig hovedparten af opgaverne. Intet tyder dog på, at de rige lande er villlige til dette, og da slet ikke i Afrika. Dels er en meget stor del af deres indsatsklare styrket bundet i Balkan, dels er den generelle interesse i Afrika dalet mærkbart.46 Regulære tropper fra “Syd” er det oplagte alternativ, hvilket forklarer den megen tale om “regionalisering”, der vil tillade Nord at overlade opgaverne til Syd.47 Dette er dog ikke uden problemer, og regionale troppers fordele m.h.t. “lokal”-kendskab og fælles kultur mm. opvejes måske af mistanker om skjulte motiver, der sommetider endda er berettigede. Visse 3.-verdens lande tegner sig for forbløffende store troppekontingenter til FNs forskellige fredsbevarende indsatser, herunder f.eks.Bangladesh (3.258 mand), Fiji (843), Guinea (793), Jordan (1.848), Kenya (1.241), Nepal (1.030), Nigeria (3.525), Thailand (765) og Zambia (862). Til sammenligning var f.eks. Danmark registreret for 306 mand og USA for blot 594.48 Selvom der ikke her skal rejses tvivl om hverken disse landes kosmopolitiske indstilling eller kvaliteten af deres tropper, kunne man måske få den mistanke, at i hvert fald nogle af disse bidrag også er økonomisk motiveret. I så tilfælde kunne man næsten fristes til at betegne deres indsats som helt anolog med PMCers. Lokale tropper ville naturligvis være det allermest nærliggende alternativ, hvis ikke det var fordi der oftest er tale om intrastatslige konflikter, hvor disse tropper som regel har været en blandt flere krigsførende parter. Dels er de lokale tropper derfor ofte en del af problemet, der derfor kun vanskeligt kan bruges som en dels af dets løsning. Dels er de ofte af meget ringe kvalitet og deres udrustning er helt utilstrækkelig til opgaven—med mindre de da udrustes og trænes behørigt, enten af andre lande eller (som nævnt ovenfor) af PMCer. Alle disse problemer har fået nogle forfattere til at plædere for anvendelsen af PMCs til internationale fredsbevarende (og evt. også –skabende) indsatser.49 Man kunne enten forestille sig en fortsættelse af den nuværende praksis, hvor PMCer undertiden hyres til opgaver, der med lidt god vilje kan betegnes som fredsbevarelse—eller en mere formaliseret praksis.

• Lande i “Nord” kunne således betjene sig af PMCer til fredsoperationer i “Syd” (f.eks. i Afrika) i stedet for at udsende egne tropper eller at benytte sig af regulære tropper fra “Syd”som “kanonføde”. Sidstnævnte (der ofte omfatter indsats af andre landes værnepligtige) er næppe mere etisk forsvarligt end brugen af egentlige lejesoldater, der trods alt er frivillige og som behørigt kompenseres for risiko og ulemper, både økonomisk og på anden vis. Staterne i Nord kunne herved opfylde, hvad der trods alt er deres forpligtelse som FN-medlemer, uden at skulle yde andet end penge, der blot bruges til at “dial an army”.

• Man kunne også forestille sig, at FN selv betjente sig af PMCer, enten ad hoc eller på en mere permanent basis. Herved kunne man måske sikre verdensorganisationen den “permanente” (eller i det mindste “on-call”) militære kapacitet, som den oprindeligt var tiltænkt.50

I mange scenarier ville en hurtig indsættelse af selv små styrker kunne gøre en afgørende forskel. Det har f.eks. været hævdet, at en styrke på kun 5,000 mand (andre har talt om 2,500) kunne have forhindret folkemordet i Rwanda i 1994 med et anslået antal ofre på måske 800,000 døde.51 Set i bagklogskabens klare lys kunne man have ønsket, at de vestlige regeringer havde udliciteret denne opgave til PMCer, der formentlig sagtens ville have kunnet mønstre den krævede styrke. Prisen for en så begrænset indsats ville vel i høj grad have været pengene værd.

Udnyttelsen af disse muligheder vanskeliggøres dog af det stigma, der stadig knytter sig til begrebet “lejesoldater”. Dette rejser spørgsmålet, hvorvidt man kunne regulere anvendelsen af lejesoldater og PMCs i en sådan grad, at de kunne blive opfattet som legitime militære instrumenter. Afslutningsvis skal nogle tiltag i denne retning foreslås, men forinden er det vigtigt at kende det eksisterede normsæt. Det eksisterende lovgrundlag Man kan i høj grad diskutere, om det er rigtigt at regulere anvendelsen af PMC, idet en sådan regulering naturligvis implicerer en principiel legalisering såvel som en etisk legitimering af aktiviteter og foretagender, der måske ikke fortjener det. På den anden side er der hidtil ingen som helst tegn til, at en fordømmelse alene får fænomenet til at forsvinde, hvilke taler for at forsøge en regulering. Ud fra en konsekvens-etik, der lægger vægt på handlingers konsekvenser (til forskel fra en deontologisk etik, der mener, handlingerne har en positiv eller negativ værdi uafhængigt af deres virkninger)52 skulle man derfor undersøge mulighederne for regulering. Der foreligger allerede et vist folkeretsligt og andet internationalt juridisk grundlag for behandlingen af lejesoldater, der dog stort set består i en fordømmelse uden større effekt i praksis.

• FNs Generalforsamling vedtog i 1969 en resolution (nr. 2548), der fordømte af brugen af lejesoldater, specielt m.h.p. kolonimagternes anvendelse af disse imod befrielsesbevægelser.

• FNs Sikkerhedsråd vedtog i 1977 en resolution, der fordømte anvendelsen af lejetropper til et styrte regeringer i medlemsstaterne. • I 1989 vedtog FNs Generalforsamling en “International Konvention mod Rekrutteringen, Brugen, Financieringen og Træningen af Lejesoldater” (GA Res. 44/34, 1989), der dog kun er blevet ratificeret af ganske få stater, og som derfor endnu ikke er trådt i kraft.

• I 1976 blev Genevekonventionen af 1949 genforhandlet, hvilket bl.a. førte til undertegnelsen af to tillægsprotokoller. Tillægsprotokol I fastslog, at lejetropper ikke er berettiget til status som kombattanter eller krigsfanger (art..47) og definerede desuden, hvad der skall forstås ved lejesoldater (art.75), en definition, der efterhånden har fået status som autoritativ:

“En lejesoldat er enhver person, der a) lokalt eller i udlandet er specielt hvervet m.h.p. at deltage i kamphandlinger under en væbnet konflikt; b) rent faktisk tager direkte del i kamphandlingerne; c) er motiveret til at deltage i kamphandlilngerne i alt væsentligt ud fra ønsket om at opnå personlig vinding, og som af eller på vegne af en stridende Part rent faktisk har fået tilsagn om et betydeligt vederlag, der væsentligt overskrider det, der udloves eller betales til kombattanter med tilsvarende rang og funktion i den pågældende Parts væbnede styrker; d) hverken er statsborger hos en stridende part eller bosiddende i et territorium, der kontrolleres af en stridende Part; e) ikke er medlem af en stridende parts væbnede styrker; f) ikke er blevet udsendt af en Stat, der ikke deltager i konflikten, til tjenstlige opgaver som medlem af denne væbnede styrker”.53

• I 1977 vedtog OAU (som opfølgning på resolutioner fra hhv. 1967 og 1971 samt en ret kort og vagt formuleret konvention fra 1972) en “Konvention om Elimineringen af Lejesoldat-uvæsen i Afrika”, der dog først trådte ikraft i 1985. Den pålagde bl.a. landene såvel at afstå fra brug af lejetropper som at forbyde deres borgere at lade sig hverve som sådanne samt at straffe lejesoldater med “den strengeste straf, dens lovgivning åbner mulighed for, herunder dødsstraf” (art. 7).54

I tillæg hertil kan enkelte stater naturligvis lovgive på området, dels som implementering af ovenstående regler, dels med andre formål. Som nævnt vedtog Sydafrika derfor f.eks. i 1998 en lovgivning (Regulation of Foreign Military Assistance Act), der forbød landets borgere at lade sig hverve som, eller deltage i hvervningen af andre som lejesoldater med en straframme på op til 10 års fængsel eller bøder på op til 1 million Rand.55 Omend de i første omgang lod sig registrere i overensstemmelse med loven, valgte Executive Outcomes efter et par måneder at nedlægge sit kontor i Pretoria.56 Som en illustration af problemerne med national regulering er der dog meget, der tyder på, at aktiviteterne reelt blot et blevet flyttet (især til Sandline i London) snarere end indstillet.

Forbedret regulering? Som allerede nævnt har den eksisterende regulering ikke just været effektiv m.h.t. at forhindre brugen af lejesoldater og PMCs—selvom man naturligvis ikke med sikkerhed kan vide, hvor udstrakt brugen ville have været uden ovennævnte regulering. Dette rejser spørgsmålet om reguleringen kunne forbedres, hvilket ugen kan deles op i tre underspørgsmål: Hvilken regulering er ønskværdig, dvs. hvilke forbud og påbud skal den indeholde? Hvem skal gennemføre den? Og hvilke instrumenter kan benyttes hertil?

Hvilke forbud og påbud?

Dette spørgsmål kan igen splittes op i en række underpunkter. For det første er der spørgsmålet, hvilke kunder, der er er acceptable, hvilket er noget mere kompliceret end man skulle tro:

• Et oplagt og forjættende enkelt kriterie kunne være ”kun internationalt anerkendte regeringer”, men dette er måske for liberalt. Selv regeringer som Milosivic’s i Jugoslavien og Mobutos i Zaïre nød f.eks. formel international anerkendelse (hvilket er noget helt andet end f.eks. respekt eller sympati). Det samme gælder f.eks. Saddams Husseins Irak og oberst Gadaffis Libyen.

• Et alternativ kunne være at reducere kundekredsen til en undergruppe af de anerkendte stater, f.eks. defineret ved deres overholdelse af internationale konventioner, herunder f.eks. dem om menneskerettigheder? Men også her rejser der sig et væld af spørgsmål som f.eks. hvorvidt kun alvorlige og systematiske overtrædelser skulle udelukke stater fra den ”legitime kundekreds”, eller om også mindre forsyndelser skulle tælle med—samt om hvem der skulle afgøre, om der er tale om det ene eller det andet.

• Man kunne også argumentere for, at befrielsesbevægelser, der kæmper mod regeringer, som ikke opfylder disse kriterier skulle kunne accepteres som kunder. Dette kunne f.eks. have været anvendt på ANC i deres kamp mod apartheidstyret (der dog aldrig ytrede interesse for noget sådant) eller på Kabilas oprørere mod Mobuto-regimes i Zaïre.

• Man kunne også forestille sig private firmaer som kunder, således som vi allerede har set det i f.eks. Angola, hvis blot de kan godtgøre, at der blot er tale om beskyttelse af legale økonomiske aktiviteter og faciliteter.

• Endelig måtte naturligvis FN og dens underorganer tilhøre den legitime kundekreds.

Mere realistisk end sådanne (diskutable) “objektive” kriterier kunne være en slags “positivliste“, dvs. en liste over aceptable kunder, der evt. kunne omfatte både stater, frihedsbevægelser, regionale og subregionale organisationer som f.eks. OAU, SADC og ECOWAS (eller NATO for den sags skyld) samt FN og dens underorganisationer. Beslutningen om optagelse i (og evt. sletning fra) positivlisten kunne f.eks. tages af FNs Sikkerhedsråd. Det vil dog være vigtigt at sikre åbne forhandlinger og offentligt tilgængelige beslutninger, så også f.eks. NGOer kan give deres besyv med. For det andet er der spørgsmålet, hvilke aktiviteter, der skulle anerkendes som acceptable. Igen er der flere alternative muligheder:

• Den mest restriktive kriterie ville være ”Kun træning af (og eventuelt anden støtte til) lokale styrker”, men dette kunne let udelukke muligheder, man kunne ønske at holde åbne. F.eks. ville PMCer ikke kunne være anvendt i Rwanda, hvor de lokale styrker jo netop var problemet.

• At give PMCer fuld frihed til alle direkte kampopgaver (med en implicit ”licence to kill”) ville på den anden side være for liberalt, i hvert fald sålænge lejetropper ikke er underlagt krigens love, ejheller er omfattet af den (endnu ikke ikrafttrådte) internationale domstol for bl.a. folkemord, “forbrydelser mod menneskeheden” og krigsforbrydelser.57

Indtil det tidspunkt, hvor PMCer evt. får en status svarende til staters som krigsførende parter, vil der derfor sandsynligvis være behov for en art “særlovgivning“, der dog kan lægge sig meget tæt op ad det for stater gældende regelsæt—dvs. man kan tilstræbe, at der for ansatte i PMCs gælder de samme rettigheder og pligter, forbud og påbud som for regulære tropper: Ret til (noget der ligner) status som krigsfange til gengæld for de samme pligter og samme mulighed for retsforfølgelse i tilfælde af overtrædelse af reglerne. Eftersom den ovennævnte International Criminal Court (til forskel fra Den Internationale Domstol, der kun dømmer stater) vil have jurisdiktion over individer, omend kun sådanne, som står i staters tjeneste, ville det kun kræve en mindre tillempning af eksisterende lovgivning. Man kunne oven i købet forestille sig et noget strengere regelsæt for PMCernes mandskab end det, der gælder for regulære nationale styrker—f. eks. i form af obligatoriske kurser i genevekonventionerme eller årlige AIDS-tests.

Hvilke aktører? Der er mange forskellige aktører, der kunne spille en rolle i reguleringen af PMCer.

• Eftersom der er tale om et iflg. sin natur internationalt (eller i det mindste transnationalt) fænomen, er den mest oplagte instans til regulering heraf “det internationale samfund”, ”personificeret” i FN og dets forskellige underorganer- —ikke mindst den ovennævnte internationale krigsforbryderdomstol. En oplagt arbejdsdeling kunne være, at FNs General-forsamling “lovgav” (bl.a. gennem vedtagelse af resolutioner), mens Sikkerhedsrådet håndhævede, og ICC dømyte efter såvel som fortolkede ”lovgivningen”

• Regionale aktører ville ligeledes kunne spille en rolle, således som f.eks. OAU allerede har giort det med ovennævnte konventioner.

• Staterne ville være vigtige mellemled mellem de overnationale instanser og såvel deres borgere (der evt. lader sig hverve som lejesoldater) og de PMCer, der er indregistreret på deres grund og derfor underlagt deres lovgivning.

• “Verdensopinionen” er heller ikke uden betydning, personificeret både i en (forhåbentlig vågen og kritisk) presse og i et utal af NGOer, der typisk opererer i netop de konfliktområder, hvor PMCer ville blive anvendt—og som derfor kunne rapportere om eventuelle overtrædelser af reglerne.

Nogle af disse instanser vil både optræde i rollen som mulige “kunder“ og som kontrollanter, hvilket aldrig er uproblematisk. Det vil selvsagt også være vanskeligt at sikre et gnidningsfrit samarbejde mellem disse forskellige instanser. Under forudsætning af den fornødne politiske vilje, er det dog ikke nødvendigvis umuligt.

Hvilke instrumenter?

Afhængigt af, hvilken regulering hvilken instans måtte ønske at gennemføre, vil forskellige instrumenter kunne benyttes. Disse kan med fordel underopdeles i juridiske og økonomiske, i begge tilfælde fordelt på regler på to kategorier, nemlig regler gældende for selskaberne og for de enkelte ansatte, dvs. lejesoldaterne.

Hvad selskaberne angår, må man for det første kræve, at de faktisk er underlagt loven, dvs. forhindre, at de lader sig indregistrere i stater, hvor lovgivningen er lemfældig, men faktisk operere fra steder som London (hvilket som nævnt er tilfældet med Sandline) Dette krav kunne simpelthen nedfældes i kriterierne for den “certificering”, der ville gøre et PMC til en legitim “leverandør”. Andre relevante kriterier for en sådan certificering kunne være et krav om løbende statslig kontrol af kontrakter, regnskaber, personalelister o.lign. samt om ret til inspektion af selskabets aktiviteter i andre lande. Selvom sådanne inspektioner strengt taget ville ligge udenfor den pågældende stats jurisdiktion, kunne det simpelthen gøres til en ufravigelig forudsætning for at opnå certificering. Overtrædelse af reglerne ville skulle kunne føre til retsforfølgelse i hjemlandet efter dettes love samt til, at selskabet ville miste sin certificering. Eftersom selskaberne er drevet af rene profitmotiver (ligesom alle andre private virksomheder) ville de mest virkningsfulde instrumenter til kontrol af selskaberne dog utvivlsomt være økonomiske. Her sidder regeringerne med meget stærke kort på hånden, eftersom de utvivlsomt vil være de vigtigste kunder. Selvom det naturligvis kan være fristende at skrive under på en kontrakt med f.eks. RUF eller UNITA, vil udsigten til herved at miste fremtidige kontrakter med “ordentlige” stater have en betydelig afskrækkende effekt. Hertil kommer, at der faktisk er mange fordele forbundet med at kunne operere legalt og fra storbyer som London—sammenlignet med udsigterne til at operere i en “gråzone” fra et kontor på Bahamas eller i Freetown. Et besøg på f.eks. Sandlines eller MPRIs hjemmesider viser da også et klart billede af firmaer, der lægger vægt på både legalitet, legitimitet og respektabilitet. Selvom de måske endnu ikke har gjort sig fortjent til denne respektabilitet, giver selve ønsket om den de kontrollerende instanser gode muligheder for at udøve kontrol, bistået af presse, NGOer osv. der kan rapportere om ethvert fejltrin. Hvad personalet (dvs. lejesoldaterne) angår, har man for det første mulighed for at forhindre selskaberne i at ansætte “uønskede elementer”, f.eks. ved at stille krav om, at de kun ansætter folk med uplettede straffeattester. Man kunne evt. også indføre obligatoriske ”skudsmålsbøger”, der både ville udgøre en kontrol af selskaberne og deres ansatte. Heri kunne alle (eller i hvert fald alvorlige) tjenstlige forseelser noteres, hvortil også overtrædelser af f.eks. genevekonventionerne kunne regnes. Man kunne på denne måde skabe en slags register over, hvilke soldater der har ret til at udøve erhvervet indenfor registrerede og certificerede PMCs. Et andet virkningsfuldt instrument ville være staternes kontrol med anciennitets- og pensionsreglerne. Som situationen er idag de fleste steder (f.eks. i Sydafrika) mister medlemmer af de regulære styrker, der lader sig hverve som lejesoldater, retten til at vende tilbage. I kombination med ovennævnte skudsmålsbøger kunne staterne imidlertid give deres soldater ret til at vende tilbage og til at bevare optjent anciennitet og pensionsret efter tjeneste i et PMC—under forudsætning af en tilfredsstillende skudsmålsbog.

Konklusion

Det ville naturligvis være naivt at tro, at man med ovennævnte midler helt ville kunne komme det “snavs” til livs, der idag kendetegner både lejesoldater og PMCs. Dette er dog et svagt argument imod en sådan regulering. Valget synes at stå mellem enten en fuldstændig “liberalisering af markedet”, hvilket ville være helt uantageligt, eller en fortsat fordømmelse, der måske giver en moralsk tilfredsstillelse, men som ikke har nogen påvislig virkning. Med en regulering som den skitserede ville man forhåbentlig kunne gøre hovedparten af PMCernes aktiviteter mere acceptable og kontrollerbare. Der vil utvivlsomt stadig være firmaer, der unddrager sig kontrol, men næppe flere end det allerede er tilfældet. Der vil ligeledes uundgåeligt være uheldige elementer, der slipper gennem “nåleøjet”, men forhåbentlig færre end idag, der derfor kan begå færre forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser, end de har gjort indtil dato. Hertil kommer, at en kombineret legalisering og regulering af PMCs måske kan give både “verdenssamfundet” og de enkelte stater nogle midler i hænde, der vil kunne bringe borgerkrige som den i Sierre Leone til afslutning og/eller forhindre gentagelser af folkemordet i Rwanda.

Noter

1. En god indikator for denne interesse er to e-mail diskussionslister med en meget hektisk “trafik”. “PMC-list” havde således 229 messages i løbet af januar 2001, mens “AMPM-list” (der står for “Anonymous Mercenaries and Private Militaries”) havde 212. Se hhv. www.egroups.com/group/AMPMlist og www.egroups.com/ group/pmcs.

2. Van Creveld, Martin: The Transformation of War (New York: The Free Press, 1991), s. 35-42. Se også Snow, Donald M.: UnCivil Wars: International Security and the New Pattern of Internal War (Boulder: Lynne Rienner, 1996); idem: Distant Thunder. Patterns of Conflict in the Developing World. 2nd Ed. (Armonk, NY: M.E. Sharpe, 1997); Kaldor, Mary: New and Old Wars. Organized Violence in a Global Era (Oxford: Polity Press, 1999); Holsti, Kalevi J.: The State, War, and the State of War (Cambridge: Cambridge University Press, 1996), s. 19-40, 123-149.

3. Om middelalderens krigsførelse se Ayton, Andrew & J.L. Price: “Introduction: The Military Revolution from a Medieval Perspective”, i idem & idem (red.): The Medieval Military Revolution. State, Society and Military Change in Medieval and Early Modern Europe (London: I.B. Tauris, 1995), s. 1-22; Prestwich, Michael: Armies and Warfare in the Middle Ages. The English Experience (New Haven: Yale University Press, 1996), s. 12- 157; Howard, Michael: War in European History (Oxford: Oxford University Press, 1976), s. 1-53. Om begyndelsen af nyere tid se Tallett, Frank: War and Society in EarlyModern Europe, 1494-1715 (London: Routledge, 1992), s. 69-104; Ropp, Theodore: War in the Modern World, 2. udg. (New York: Collier Books, 1962), s. 19-40.

4. Citeret i Anderson, M.S.: War and Society in Europe of the Old Regime 1618-1789 (Phoenix Mill: Sutton Publishing, 1998), s. 163. Egen oversættelse.

5. Hale, J.R.: War and Society in Renaissance Europe 1450-1620 (Phoenix Mill: Sutton Publishing, 1998), s. 75-99, 127-152; Anderson: op. cit. (note 3), s. 45-63, 111-130.

6. Niccolò Machiavelli: The Prince (Harmondsworth: Penguin Classics, 1999), s. 39-40; idem: The Art of War (New York: Da Capo Press, 1965), s. 14-16. Egen oversættelse.

7 Lock, Peter: “Africa., Millitary Downsizing and the Growth in the Security Industry”, i Jakkie Cilliers & Peggy Mason (red.): Peace, Profit or Plunder? The Privatisation of Security in War-Torn African Societies (Halfway House: Institute for Security Studies, 1999), s. 11-36; Cock, Jacklyn: “The Cultural and Social Challenge of Demilitarization”, i Gavin Cawthra & Bjørn Møller (red.): Defensive Restructuring of the Armed Forces in Southern Africa (Aldershot: Ashgate, 1997), pp. 117-144; Chetty, Robert (ed.): Firearm Use and Distribution in South Africa (Pretoria: National Crime Prevention Centre, 2000). Om forbindelsen mellem privatisering af individuel og national sikkerhed se Mills, Greg & John Stremlau: “The Privatisation of Security in Africa: An Introduction”, i idem & idem (red.): The Privatisation of Security in Africa (Braamfontein: South African Institute of International Affairs, 1999), s. 1-21.

8 Om den globale trend se Wallensteen, Peter & Margareta Sollenberg: “Armed Conflict, 1989-99”, Journal of Peace Research, vol. 37, nr. 5 (September 2000), s. 635-650. Om “den afrikanske stats krise” se f.eks. Clapham, Christopher: Africa and the International System. The Politics of State Survival (Cambridge: Cambridge University Press, 1996); Ayittey, George B.N.: Africa in Chaos (New York: St. Martin's Press, 1998); Ayoob, Mohammed: The Third World Security Predicament. State Making, Regional Conflict, and the International System (Boulder: Lynne Rienner, 1995); Zartmann, William I. (ed.): Collapsed States. The Disintegration and Restoration of Legitimate Authority (Boulder: Lynne Rienner, 1995); Reno, William: Warlord Politics and African States (Boulder: Lynne Rienner, 1998); Mazrui, Ali A.: “The Failed State and Political Collapse in Africa”, i Olara A. Otunnu & Michael W. Doyle (red.): Peacemaking and Peacekeeping for the New Century (Lanham: Rowman & Littlefield, 1998), s. 233-244.

9 Weber, Max: “Politics as Vocation” (1918), i H.H. Gerth & C. Wright Mills (red.): From Max Weber: Essays in Sociology (New York: Galaxy Books, 1958), s. 77-128, citat fra s. 78.

10 Posen, Barry R.: “Nationalism, the Mass Army, and Military Power”, International Security, vol. 18, nr. 2 (efterår 1993), s. 80-124; Janowitz, Morris: “Military Institutions and Citizenship in Western Societies”, Armed Forces and Society, vol. 2, no. 2 (februar 1976), pp. 185-204; Grazia, Sebastian de: “Political Equality and Military Participation”, ibid., vol. 7, nr. 2 (vinter 1981), pp. 181-186; Giller, Joachim: Demokratie und Wehrpflicht (Wien: Landesverteidigungsakademie, 1992).

11 Om den historiske baggrund se Aldrich, Robert: Greater France. A History of French Overseas Expansion (New York: St. Martin’s Press, 1996), s. 133-134. Om anvendelsen af Fremmedlegionen i nyere tid se f.eks. Chuter, David: Humanity’s Soldier. France and International Security, 1919-2001 (Providence: Berghahn Books, 1996), s. 276, 301; Porch, Douglas: The French Foreign Legion : A Complete History of the Legendary Fighting Force (London: Harper, 1992), passim.

12 Om USAs (i sammenligning med andre lande) ret ekstreme “casualty-scaredness”, se Luttwak, Edward N.: “A Post-Heroic Military Policy”, Foreign Affairs, vol. 75, nr. 4 (juli-august 1996), s. 33-44; Gentry, John A.: “Military Force in an Age of National Cowardice”, The Washington Quarterly, vol. 21, nr. 4 (efterår 1998), s. 179-191.

13 Se f.eks. Burchett, Wilfred G.: The Whores of War: Mercenaries Today (Harmondsworth: Penguin, 1977); Botha, Chris: “Soldiers of Fortune or Whores of War? The Legal Position of Mercenaries with Specific Reference to South Africa”, Strategic Review for Southern Africa, vol. 15, nr. 2 (1993), pp. 75-91.

14 Dempster, Chris & Dave Tompkins: Firepower (New York: St. Martin’s Press, 1980). Se også Fayemi, J. ’Kayode: “Africa in Search of Security: Mercenaries and Conflicts”, i Musah, Abdel-Fatau & J. 'Kayode Fayemi (eds.): Mercenaries. An African Security Dilemma (London: Pluto Press, 2000), s. 13-42.

15 Bygger især på Isenberg., David: “Soldiers of Fortune Ltd.: A Profile of Today's Private Sector Corporate Mercenary Firms”, Center for Defense Information Monograph, November 1997, www.cdi.org/ issues/mercenaries/report.html Se også Shearer, David: “Private Armies and Military Intervention”, Adelphi Papers, no. 316 (1998), s. 23-37.

16 Pech, Khareen: “Executive Outcomes—A Corporate Conquest”, i Cilliers & Mason (red.): op.cit.. (note 7), s. 81-110; Shearer: op.cit.. (note 15), s. 39-55 Se også Peleman, Johan: “Mining for Serious Trouble: Jean-Raymong Boulle and His Corporate Empire Project”, i Musah & Fayemi (red.): op.cit.. (note 14), s. 155-168; Pech, Khareen: “The Hands of War: Mercenaries in the Former Zaïre”, ibid., s. 117-154; Vines, Alex: “Mercenaries and the Privatisation of Security in Africa in the 1990s”, i Mills & Stremlau (red.), op.cit.. (note 7) , s. 47-80.

17 Isenberg: op.cit.. (note 15). Se også Sandlines egen webside: www.sandline.com.

18 Isenberg: op.cit.. (note 15); Shearer: op.cit.. (note 15), s. 56-63. For MPRIs egen version, se deres hjemmeside: www.mpri.com.

19 Se f.eks. Kingma, Kees (red.): Demobilization in Sub-Saharan Africa. The Development and Security Impacts (Houndsmills, Basingstoke: Macmillan, 2000), passim.

20 Vandervort, Bruce: Wars of Imperial Conquest in Africa, 1830-1914 (London: UCL Press, 1998), s. 42-45 & passim; Davis, Shelby Cullom: Reservoirs of Men: A History of the Black Troops of French West Africa. Doktorafhandling, Université de Geneve, 1934 (Chambéry: Imprimeries Réunis, 1934), s. 16-19.

21 Om mandatperioden se Callahan, Michael D.: Mandates and Empire. The League of Nations and Africa (Brighton: Sussex Academic Press, 1999), specielt s. 92-98 om den britiske og s. 113-117 om den franske anvendelse af afrikanske tropper udenfor de respektive mandatområders grænser,

22 Moorcraft, Paul L.: African Nemesis. War and Revolution in Southern Africa 1945-2010 (London: Brassey’s, 1994), s. 89. Se også Ranelagh, John: The Agency. The Rise and Decline of the CIA (New York: Touchstone, 1986), s. 608-609; Woodward, Bob: Veil: The Secret Wars of the CIA 1981-1987 (New York: Simon & Schuster, 1987), s. 426; Schraeder, Peter J.: “Paramilitary Intervention”, i idem (red.): Intervention into the 1990s. U.S. Foreign Policy in the Third World. 2nd Edition (Boulder: Lynne Rienner, 1992), s. 131-151.

23 Se f..eks. Hoare, Mike: Mercenary (New York: Bantam Books, 1979); idem: The Road to Kalamata: a Congo Mercenary’s Personal Memoir (Lexington, MA: Lexington Books, 1989); Logan, David: The Bloody Congo (Downsview, Canada: Unit Nine Publishing, 1978). Om selve FN-operationen se Durch, William J.: “The UN Operation in the Congo: 1960-1964”, i idem (red.): The Evolution of UN Peacekeeping: Case Studies and Comparative Analysis (New York: St. Martin's Press, 1993), s. 315-352; Pruden, Caroline: Conditional Partners. Eisenhower, the United Nations, and the Search for a Permanent Peace (Baton Rouge: Louisiana University Press, 1998), s. 286-303; Miller, Richard I.: Dag Hammerskjold and Crisis Diplomacy (New York: Oceana Publications, 1961), s. 266-318; Isenberg: op.cit.. (note 15); Reno: op.cit.. (note 8), s. 147-181

24 Musah & Fayemi (red.): op.cit.. (note 14), s. 266. Se også Forsyth, Frederick. The Biafra Story (Harmondworth: Penguin Books, 1969); og Moorcraft: op.cit.. (note 22), s. 331 om Sydafrikas rolle.

25 Cawthra, Gavin: Brutal Force. The Apartheid War Machine (London: International Defence and Aid Fund for Southern Africa, 1986), s. 76-80; idem: Policing South Africa (London: Zed Books, 1993).

26 For en oversigt se Musah, Abdel-Fatau & J. ’Kayode Fayemi: “Appendix I: Mercenaries: Africa’s Experience 1950-1990”, i idem & idem (red.): op.cit.. (note 14), s. 265-274.

27 En god oversigt over konflikten er Vine, Alex: “Angola: 40 Years of War”, Track Two, vol. 9, no. 2 (Cape Town: Centre for Conflict Resolution, June 2000), s. 1-32..

28 Om supermagternes rivalisering i det sydlige Afrika se f.eks. Berridge, Geoff R.: “The Superpowers and Southern Africa”, i Roy Allison & Phil Williams (red.): Superpower Conpetition and Crisis Prevention in the Third World (Cambridge: Cambridge University Press, 1990), s. 206-226; Zacarias, Agostinho: Security and the State in Southern Africa (London: I.B. Tauris, 1999), s. 62-92; Davis, R. Hunt Jr. & Peter J. Schraeder: “South Africa”, i Schraeder (red.): op.cit.. (note 22), s. 247-267; Rodman, Peter W.: More Precious Than Peace. The Cold War and the Struggle for the Third World (New York: Charles Scribner's Sons, 1994), pp. 163-182, 358-399; Hopf, Ted: Peripheral Visions. Deterrence Theory and American Foreign Policy in the Third World, 1965-1990 (Ann Arbor: University of Michigan Press, 1994), pp. 61-116; Scott, James M.: Deciding to Intervene. The Reagan Doctrine and American Foreign Policy (Durham, NC: Duke University Press, 1996), s. 112-151. Om Sovjetunionens rolle se Krassin, Yuri: “The USSR and the Third World: A Historical Perspective”, i Mohiaddin Mesbahi (red.): Russia and the Third World in the Post-Soviet Era (Gainesville: University Press of Florida, 1994), s. 109-124; MacFarlane, Stephen Neil: “Russia, Africa, and the End of the Cold War”, ibid., pp. 225-249. 29 Fortna, Virginia Page: “United Nations Angola Verification Mission I”, i Durch (red.): op.cit.. (note 23), s. 376-387; ida: “United Nations Angopla Verification Mission II”, ibid., s. 388-405; Lodico, Yvonne C.: “Peace that Fell Apart: The United Nations and the War in Angola”, i William J. Durch (red.): UN Peacekeeping, American Politics and the Uncivil Wars of the 1990s (New York: St. Martin's Press, 1996), s. 103-133; Hare, Paul: Angola's Last Best Chance for Peace. An Indsider's Account of the Peace Process (Washington, D.C.: United States Institute of Peace Press, 1998); Hampson, Fen Osler: Nurturing Peace. Why Peace Settlements Succeed or Fail (Washington, DC: Unites States Institute of Peace Press, 1996), s. 87-128. En komparativ analyse af de forskellige aftaler, ikke blot m.h.t. Angola, men også f.eks. Mozambique er Ohlson, Thomas: Power Politics and Peace Politics. Intra-State Conflict Resolution in Southern Africa. Report nr. 50 (Uppsala: Afd. for Freds- och konfliktforskning, Uppsala Universitet, 1998); idem & Stephen John Stedman: The New Is Not Yet Born. Conflict Resolution in Southern Africa (Washington, D.C.: The Brookings Institution, 1994).

30 Cilliers, Jakkie & Christian Dietrich (red.): Angola’s War Economy. The Role of Oil and Diamonds (Pretoria: Institute for Security Studies, 2000), passim;

31 Isenberg: op.cit.. (note 15).; Shearer: op.cit.. (note 15), s. 46-48, Cleary, Sean: “Angola—A Case Study of Private Military Involvement”, i Cilliers & Mason (red.): op. cit (note 7), s. 141-174.; Reno: op.cit.. (note 8), s. 61-67; Hare: op.cit.. (note 29), s. 67.

32 Nøjagtig samtidig (sic!) med skrivningen af netop disse linjer indløb der på forfatterens computer en e-mail med addressen på RUFs hjemmeside. Selvom der utvivlsomt er tale om en ren tilfældighed, og selvom RUFs troværdighed er næsten så tæt på nul, som man kan komme, videregives den hermed, hvis nogle læsere skulle have lyst til at sætte sig ind i RUFs selvforståelse: http://www.rufp.org/. Om RUF se iøvrigt Abdullah, Ibrahim & Patrick Muana: “The Revolutionary United Front of Sierra Leone. A Revolt of the Lumpenproletariat”, i Christopher Clapham (red.): African Guerillas (Oxford: James Currey, 1998), s. 172-193. Om konflikten iøvrigt se Zark-Williams, Alfred B.: “Sierra Leone: The Political Economy of Civil War, 1991- 98”, Third World Quarterly, vol. 20, no. 1 (February 1999), pp. 143-162.

33 Isenberg: op.cit.. (note 15); Shearer: op.cit.. (note 15), s. 49-53 Douglas, Ian: ‘Fighting for Diamonds—Private Military Companies in Sierra Leone’, i Cilliers & Mason (red.): op. cit. (note 7), s. 175-200; Reno: op.cit.. (note 8), s. 113-146..

34 Facts om UNAMSIL kan findes på adressen www.un.org/Depts/dpko /unamsil/body_unamsil.htm.

35 Reno: op.cit.. (note 8), s. 79-111. Om konflikten og dens historiske baggrund se iøvrigt see Sawyer, Amos: The Emergence of Autocracy in Liberia. Tragedy and Challenge (San Francisco: ICS Press, 1992); Huband, Mark: The Liberian Civil War (London: Frank Cass, 1998); Alao, Abiodun, John Mackinlay & ‘Funni Olonisakin: Peacekeepers, Politicians, and Warlords: The Liberian Peace Peace Process (Tokyo: UN University Press, 1999).

36 Om den økonomiske baggrund for disse krige se Jean, Francois & Jean-Christophe Rufin (red.): Économie des guerres civiles (Paris: Hachette, 1996), passim, men især Rufin, Jean-Christope: “Les économies des guerre dans les conflilts internes” (s. 19-60); de Montclos, Marc-Antoine: “Libéria: des prédateurs aux ramasseurs de miettes” (s. 269- 298); Weissman, Fabrice: “Mozambique: la ‘guerre du ventre’” (s. 299-340).

37 Facts om UNMEE kan findes på adressen www.un.org/Depts/dpko/unmee/body_unmee.htm.

38 Om udviklingen fra traditionelle til udvidede fredsbevarende operationer se f.eks. Ratner, Steven R.: The New UN Peacekeeping. Building Peace in Lands of Conflict After the Cold War (New York: St. Martin's Press and Council of Foreign Relations, 1995); Hill, Stephen & Shahin P. Malik: Peacekeeping and the United Nations (Aldershot: Dartmouth, 1996); Warner, Daniel (ed.): New Dimensions of Peacekeeping (Dordrecht, the Netherlands: Martinus Nijhoff Publishers, 1995); Whitman, Jim (red.): Peacekeeping and the UN Agencies (London: Frank Cass, 1999); Berdal, Mats R.: “Whither UN Peacekeeping. An Analysis of the Chganging Military Requirements of UN Peacekeeping With Proposals for Its Enhancement“, Adelphi Papers, no. 281 (London: IISS/Brassey's, 1993); Kühne, Winrich: Blauhelme in einer Turbulenten Welt. Beiträge internationaler Experten zur Fortentwicklung des Völkerrechts und der Vereinten Nationen (Baden-Baden: Nomos Verlagsgesellschaft, 1993). Om personnelkravene til disse operationer se Däniker, Gustav: “The Guardian Soldier: On the Nature and Use of Future Armed Forces“, Research Paper, no. 36 (New York & Geneva: UNIDIR, 1995, UNIDIR/95/28); Bellamy, Christopher: Knights in White Armour. The New Art of War and Peace (London: Hutchinson, 1996); Battistelli, Fabrizio: ‘Peacekeeping and the Postmodern Soldier’, Armed Forces and Society, vol. 23, nr. 3 (forår 1997), s. 467-484.

39 Om UNAVEM se note 29. Data om alle operationerne kan findes på adressen www.un.org/Depts/ dpko/dpko/co_mission/ co_miss.htm. Se også Peter Viggo Jakobsens glimrende artikel i dette nummer. 40 Sahnoun, Mohamed: Somalia. The Missed Opportunities (Washington, DC: United States Institute for Peace, 1994); Lyons, Terrence & Ahmed I. Samatar: Somalia. State Collapse, Multilateral Intervention, and Strategies for Political Reconstruction (Washington, DC: The Brookings Institution, 1995); Hirsch, John L. & Robert B. Oakley: Somalia and Operation Restore Hope. Reflections on Peacemaking and Peacekeeping (Washington, DC: United States Institute for Peace Press, 1995); Heinreich, Wolfgang: Building the Peace. Experiences of Collaborative Peacebuilding in Somalia 1993-1996 (Uppsala: Life and Peace Institute, 1998); Baynham, Simon: “Somalia—UN at the Crossroads”, African Defence Review.A Working Paper Series, no. 15 (Halfway House: Institute for Defence Policy, 1994); Clark, Jeffrey: “Debacle in Somalia: Failure of Collective Response”, in Lori Fisler Damrosch (ed.): Enforcing Restraint. Collective Intervention in International Conflicts (New York: Council of Foreign Relations Press, 1994), s. 205-240; Lewis, Ioan & James Mayall: “Somalia”, i James Mayall (ed.): The New Interventionism 1991-1994. United Nations Experience in Cambodia, former Yugoslavia and Somalia (Cambridge: Cambridge University Press, 1996), s. 94-126; Durch, William J.: “Introduction to Anarchy: Humanitarian Intervention and ‘State-Building’ in Somalia”, i idem (red.): op.cit. 1996 (note 29), s. 311-366; Donald C.F. Daniel, Brad Hayes & Chantall de Jonge Ouddraat: Coercive Inducement and the Containment of International Crises (Washington, DC: United States Institute of Peace Press, 1999), s. 79-112; Ahmed, Ismail I. & Reginald Herbold Green: “The Heritage of War and State Collapse in Somalia and Somaliland; Local-level Effects, External Interventions and Reconstruction”, Third World Quarterly, vol. 20, nr. 1 (februar 1999), s. 113-128.

41 Vacarro, J. Matthew: “The Politics of Genocide: Peacekeeping and Disaster Relief in Rwanda”, i Durch (red.): op.cit.. 1996 (note 29) , s. 367-407; Jones, Bruce D.: “Military Intervention in Rwanda’s ‘Two Wars’: Partisanship and Indifference”, i Barbara F. Walter & Jack Snyder (red).: Civil Wars, Insecurity, and Intervention (New York: Columbia University Press, 1999), s. 116-145. Se også rapporten (15 december 1999) fra den uafhængige undersøgelseskommission under Ingvar Karlssons formandsskab: Report of the Independent Inquiry into the Actions of the United Nations during the 1994 Genocide in Rwanda på adressen www.un.org/News/ossg/rwanda_report.htm.

42. Om Liberia, se www.un.org/Depts/dpko/dpko/co_mission/unomil.htm. Om ECOWAS’s rolle (via ECOMOG) se Howe, Herbert: “Lessons of Liberia. ECOMOG and Regional Peacekeeping”, International Security, vol. 21, nr. 3 (vinter 1996/97), s. 145-17; Wippman, David: “Enforcing the Peace: ECOWAS and the Liberian Civil War”, i Damrosch (red.): op.cit.. (note 40), s. 157-204; Sesay, Max Ahmadu: “Collective Security or Collective Disaster? Regional Peace-keeping in West Africa”, Security Dialogue, vol. 26, nr. 2 (juni 1995), s. 205-222; Kwesi-Aning, Emmanuel: Security in the West-African Subregion. An Analysis of ECOWAS's Policies in Liberia (København: Institut for Statskundskab, Kbh. Universitet, 1999).

43 Mandatet, i form af sikkerhedsråds-resolution 1291 (24 februar 2000) kan findes på adressen www.un.org/Depts/dpko/monuc/monucM.htm Om konflikten se f.eks.Shearer, David: “Africa's Great War”, Survival, vol. 41, no. 2 (Summer 1999), s. 89- 106; Seybolt, Taylor B.: “The War in the Democratic Republic of Congo”, SIPRI Yearbook 2000 (Oxford: Oxford University Press, 2000), s. 59-76; Baregu, Mwesiga (red.): Crisis in the Democratic Republic of Congo (Harare: SAPES Books, 1999); Mandaza, Ibbo (red.): Reflection on the Crisis in the Democratic Republic of Congo (Harare: Sapes Books, 1999).

44 Hume, Cameron: Ending Mozambique's War. The Role of Mediation and Good Offices (Washington, DC: United States Institute for Peace Press, 1994); Synge, Richard: Mozambique. UN Peacekeeping in Action, 1992-94 (Washington, DC: United States Institute of Peace Press, 1997); Msabaha, Ibrahim: “Negotiating an End to Mozambique's Murderous Rebellion”, i I. William Zartman (red.): Elusive Peace. Negotiating an End to Civil Wars (Washington, D.C.: The Brookings Institution, 1995), s. 204-230; Schiedman, Witney W.: “Conflict Resolution in Mozambique”, i David R. Smock (red.): Making War and Waging Peace. Foreign Intervention in Africa (Washington, DC: United States Institute for Peace, 1993), s. 219-238; Reed, Pamela L.: “The Politics of Reconciliation: The United Nations Operation in Mozambique”, i Durch (red.): op.cit.. 1996 (note 29) , s. 275-310; Turner, J. Michael, Sue Nelson & Kimberley Mahlling-Clark: “Mozambique's Vote for Democratic Governance”, i Krishna Kumar (red.): Postconflict Elections, Democratization, and International Assistance (Boulder, CO: Lynne Rienner, 1998), s. 153-175.

45 “Nord” er her defineret som NATO plus andre lande med traktatfæstede bånd til NATO-lande, dvs. Japan, Sydkorea, Australien, New Zealand og Israel. Tallet er beregnet på grundlag af Sköns, Elisabeth & al.: “Tables of Military Expenditure”, SIPRI Yearbook 1998 (Oxford: Oxford University Press, 1998), s. 222-227..

46 Se f.eks. Thomas, Scott: “Africa and the End of the Cold War: an Overview of Impacts”, in Sola Akinrinade & Amadu Sesay (eds.): Africa in the Post-Cold War International System (London: Pinter, 1998), pp. 5-27; Wright, Stephen: “Africa and Global Society: Marginality, Conditionality and Conjuncture”, ibid., pp. 133-146.

47 Se f.eks. Adenji, Oluyemi: “Regionalism in Africa”, Security Dialogue, vol. 24, nr. 2 (1993), s. 211-220; Ayafor, Chungong & Jean-Pelé Fomete: “Towards a Subregional Agenda for Peace in Central Africa”, Disarmament, vol. 19, nr. 1 (1996), pp. 73-94; Keller, Edmond J.: “Rethinking African Regional Security”, i David A. Lake & Patrick M. Morgan (red.): Regional Orders. Building Security in a New World (University Park: Pennsylvania State University Press, 1997), s. 296-317; Salim, Salim Ahmed: “The OAU Role in Conflict Management”, in Otunnu & Doyle (eds.): op. cit. (note 8), pp. 233-244; Sur, Serge: “Vers la marginalisation de l'ONU dans le domaine du maintien de la paix?”, Arés, vol. 17, no. 1 (October 1998), pp. 11-24; May, Roy & Simon Massay: “The OAU Interventions in Chad: Mission Impossible or Mission Evaded?”, International Peacekeeping, vol. 5, no. 1 (Spring 1998), pp. 46-65; Kiplagat, B.A.: “The African Role in Conflict Management and Resolution”, i David R. Smock & Chester A. Crocker (red.): African Conflict Resolution. The U.S. Role in Peacemaking (Washington, D.C.: United States Institute for Peace Press, 1995), s. 27-38; Cohen, Herman J: “African Capabilities for Managing Conflicts”, ibid., pp. 77-94.

48 Tallene er for december 2000, og stammer fra FNs afdeling for fredsbevarende operationer, på adressen www.un.org/Depts/dpko/dpko/ contributors/dec.htm.

49 Se f.eks. O’Brien, Kevin: “Military-Advisory Groups and African Security: Privatized Peacekeeping?,” International Peacekeeping, vol. 5, nr. 3 (efterår 1998), s. 78- 105; idem: “PMCs, Myths and Mercenaries: The Debate on Private Military Companies,” RUSI Journal, vol. 145, nr. 1 (februar 2000), s. 59-64.

50 Langsommeligheden m.h.t. udsendelse af FN-styrker var også et af de vigtigste kritikpunkter i den såkaldte “Brahimirapport“ fra august 2000: Report of the Panel on UN Peace Operations, (A/55/305, S/2000/809) på adressen www.un.org/peace/reports/peace_operations/.

51 Tallet 5,000 stammer fra Feil, Scott R. (oberst, US Army): Preventing Genocide. How the Early Use of Force Might Have Succeeded in Rwanda (Washington, DC: Carnegie Commission on Preventing Deadly Conflict, 1998). OAUs rapport om Rwanda, der tilsluttter sig vurderingen, findes på adressen www.oau-oua.org/Document/ipep/report/Rwanda-e/EN-III-T.htm. FNs uafhængige Rwanda-rapport (note 41) taler om 2.,500.

52 Om denne skelnen se f.eks. Boyle, Joseph: “Natural Law and International Ethics”, i Terry Nardin & David R. Mapel (red.): Traditions of International Ethics (Cambridge: Cambridge University Press, 1992), pp. 112-135 (specielt s. 116-121); Smith, Michael Joseph: “Liberalism and International Reform”, ibid. s. 201-224 (specielt s. 207-209); Mapel, David R. & Terry Nardin: “Convergence and Divergence in International Ethics”, ibid. s. 297-322.

53 Regeringens Røde Kors-udvalg: Humanitær Folkeret (Kbh.: Udenrigsministeriet, 1985), s. 292-293. Se også De Lupis, Ingrid Detter: The Law of War (Cambridge: Cambridge University Press, 1987), s. 118; Green, L.C.: The Contemporary Law of Armed Conflict (Manchester: Manchester University Press, 1993), s. 111-114; McCoubrey, H. & N.D. White: International Law and Armed Conflict (Aldershot: Dartmouth, 1992), s. 269-270; Rubin, Elizabeth: “Mercenaries”, i Roy Gutman & David Rieff (red.): Crimes of War. What the Public Should Know (New York: W.W. Norton, 1999), s. 248-250.

54 Abraham, Graham: “The Contemporary Legal Environment”, i Mills & Stemlau (red.): op.cit.. (note 7), s. 81-106; Kufuour, Kofi Oteng: “The OAU Convention for the Elimination of Mercenarism and Civil Conflicts”, i Musah & Fayemi (red.). op.cit.. (note 14), s. 198-209; Olonisakin, ‘Fummi: “Arresting the Tide of Mercenaries: Prospects for Regional Control”, ibid., pp. 233-256. De vigtigste konventioner er aftrykt ibid., s. 275-288. En vurdering af deres effekt er at finde i “The Report by the UN Special Rapporteur on the Use of Mercenaries” fra 1998, ibid., s. 289-320.

55 Loven er tilgængelig på www.parliament.gov.za/acts/1998/act-15.pdf.

56 Cilliers, Jakkie & Richard Cornwell: “Africa—From the Privatisation of Security to the Privatisation of War”, i Cilliers & Mason (red.): op.cit.. (note 7), s. 227-245, især s. 236.-240.

57 Se Rome Statute of the International Criminal Court, på adressen www.un.org/law/icc/statute/ romefra.htm.