Log ind

Principielle Synspunkter i Sverige vedrørende Forsvarets øverste Ledelse

#

Blandt de i den svenske Forsvarskommissions Betænkning indeholdte Udtalelser er Behandlingen af Spørgsmaalet om Forsvarets øverste Ledelse af særlig Interesse ogsaa for danske Læsere. Kommissionen begynder med at fastslaa, at en moderne Krig vil lægge Beslag paa alle Nationens Kræfter. Dette Forhold maa nødvendigvis sætte sit Præg paa Forsvarsordningens Struktur og især paa den øverste militære Ledelses Organisation. Ledelsen af Krigen og Ansvaret for dennes Førelse paahviler Landets Regering. De militære Operationer udgør kun en integrerende Del af Krigsførelsen. Udenrigspolitiske, industrielle, økonomiske, moralske m. fl. Kræfter maa mobiliseres, for at Krigen overhovedet skal kunne føres. Kun ved klart at skelne mellem disse to Begreber, Krigsførelsen og de militære Operationer, synes det muligt at trække Retningslinierne op for den øverste militære Ledelses Opgaver og Funktioner. Hvorledes de forskellige militære Magtmidler skal bringes til effektiv Samvirke, er ud fra Krigsførelsens Synspunkt Detailler, som maa overlades til en militær Sagkundskab. Denne Virksomhed hverken kan eller bør paahvile den for Krigsførelsen i sin Helhed ansvarlige Regering. Operationerne maa ledes af en militær Fagmand, som har Kommandoen over sarrMige Stridskræfter, og som maa raade over de dertil nødvendige Organer sammenfattet i Begrebet Hovedkvarteret (hogkvarteret).

Trods den svenske Konges grundlovsmæssige Befalingsret over Rigets Stridskræfter vil det, i Følge det ovenfor anførte Skel mellem Krigsførelse og militære Operationer, ikke være hverken ønskeligt eller formaalstjenligt, om Kongen personlig ledede de militære Operationer, som jo kun er en Del af den langt større Virksomhed, Krigsførelsen, som Regeringen har Ansvaret for. Det maa endvidere hævdes, at Kongen ikke selv kan udøve en højstbefalendes Myndighed i administrative Sager, naar disse er af en saadan Beskaffenhed^ at de til Slut skal afgøres af Kongen i Statsraadet eller som Kommandosag, eller at Besværinger kan blive forelagt Kongen. Det vil derfor være formaalstjentligt, at Kommandoen i Krig over Rigets samlede Forsvarsgrene under Kongen som „højstbef alende“ udøves af en anden Person, som passende kan kaldes Chefen („overbefalhaveren“) for Forsvarskræf terne. Hvis denne Befalingsmyndighed ikke eksisterer", maatte det nemlig paahvile Regeringen at ordne Samarbejdet ikke blot mellem militære, industrielle m. fl. Omraader, men ogsaa mellem de forskellige Forsvarsgrene, med andre Ord lede de militære Operationer. At dette sidste ikke vil være til Gavn for Krigsførelsen i sin Helhed er indlysende. Med Hensyn til den vigtige industrielle Del af Krigsførelsen er det klart, at Chefen for Forsvarskræfterne har meget store Interesser her. En Fordeling af de til Raadighed værende Hjælpekilder maa altsaa foretages af Regeringen, saaledes at de rent militære Ønsker afvej es mod de Krav, som fra anden Side rejses, for at Landets Næringsliv skal kunne bestaa. Regeringen maa for en vis Periode og i store Træk træffe Bestemmelse med Hensyn til Anvendelsen af saavel militære som industrielle Hjælpekilder; men den gaar aldrig i Detailler, naar det gælder de forskellige Kræfters eller de industrielle Virksomheders Anvendese paa de forskellige Omraader. Chefen for Forsvarskræfteme træffer Afgørelsen angaaende Fordelingen af de fra militære Synspunkter ønskelige Opgaver mellem de forskellige Forsvarsgrene inden for den industrielle Ramme, som af Regeringen er tilmaalt Krigsmagten. I Hovedkvarteret bør indgaa de forskellige Forsvarsgrenes højeste Stabs- og Forvaltningsorganer d. v. s. Hærledelsen, Marineledelsen og Flyveledelsen (se Diagram Bilag I). Til Hjælp for Chefen for Forsvarskræfterne maa selvføl-

Skærmbillede 2020-09-18 kl. 11.33.39.png

gelig forefindes en Stab, Forsvarsstaben, fælles for alle 3 Forsvarsgrene, til Behandling af Sager vedrørende de fælles Operationer, Efterretnings- og Meddelelsestjenesten, Transporttjenesten samt Luftforsvaret. Med Hensyn til den højeste Ledelses Fredsorganisation er det naturligvis bedst, at den adskiller sig saa lidt som muligt fra Krigsorganisationen. Allerede i Fredstid bør der altsaa forefindes en Chef for Forsvarskræfterne og en Forsvarsstab, ligesom ogsaa de enkelte Forsvarsgrene med deres Forvaltningsorganer bør underlægges hver sin Chef. Hvorledes dette er tænkt for Hærens Vedkommende fremgaar af Diagrammet (Bilag II). De enkelte Forsvarsgrenes Chefer skal særlig behandle Uddannelses-, Organisations- og Udrustnings- samt Personalespørgsmaal. Denne Virksomhed har foruden den militære Side ogsaa en teknisk og økonomisk, som nødvendiggør den paa Diagrammet viste Tildeling af et centralt Stabsorgan, samtlige Vaabeninspektorater, Cheferne for Tjenestegrenene samt Materieltilvirkningsmyndigheden (Generalfelttøjmesteren). I den nuværende Forsvarsorganisation er Ansvaret for Samarbejdet mellem de 3 Forsvarsgrene paalagt en Myndighed indenfor hver Forsvarsgren. Cheferne for Generalstaben og Marinestaben i Samarbejde med Chefen for Flyvevaabnet er ansvarlige for dette Forberedelsesarbejde og skal i denne Henseende samarbejde med og understøtte hverandre. Det er klart, at denne Ordning kan medføre betydelig Friktion. Det ligger nemlig nær, at de forskellige Forsvarsgrenes Talsmænd paa Grund af hver Forsvarsgrens Egenart i Spørgsmaal, der angaar det operative Krigsforberedelsesarbejde, kan have saa forskellig Opfattelse, at den Enhed i Arbejdet, som Kommissionen mener er en Forudsætning for, at Forsvarsvæsenet skal kunne gøre Fyldest i Farens Stund, kompromitteres. Enhedsledelse er derfor nødvendig allerede i Fredstid. I Øjeblikket bestaar den eneste Fællesmyndighed under Kongen af Forsvarsministeren, som jo i Reglen savner den rent militære Uddannelse, som maa fordres for at kunne tage Stilling til de Spørgsmaal af strategisk Art, hvor Repræsentanterne for de enkelte Forsvarsgrene er af forskellig Mening. Et Forsvarsraad, som allerede blev foreslaaet i 1926, og som kun kan have en ren konsultativ Opgave, kan efter Kom-

Skærmbillede 2020-09-18 kl. 11.34.06.png

missionens Mening ikké bortfjerne den Svaghed, der ligger i, at hele det operative Forberedelsesarbejde er opstillet paa flere Hænder. Ansvaret kan kun ligge hos een Mand, den Mand, som ogsaa i Krig skal bære Ansvaret som Chef for Forsvarskræfterne. Forsvarsstaben, hans fornemste Hjælper i Krig, bør derfor heller ikke være en Mobiliseringsformation, men organiseres allerede i Fredstid. Spørgsmaalet om Krigs- og Fredsorganisation paa Industriens Omraade er noget vanskeligere. I Krig antager den industrielle Virksomhed i mangt og meget Form af et under Statsledelse udført Arbejde, hvis Formaal hverken privat- eller samfundsøkonomisk er det samme som i Fred. Paa samme Maade vil det sikkert forholde sig paa mange andre Omraader af det økonomiske Liv. Man maa sikkert her nøjes med en Fredsorganisation, som tillader et rationelt og effektivt Forberedelsesarbejde og samtidig muliggør en smidig Overgang til Krigsorganisationen. Sveriges nuværende „Rigskommission for økonomisk Forsvarsberedskab“ menes ikke at have en formaalstjenlig Sammensætning og ikke heller Magtmidler, der svarer til Virksomhedens Beskaffenhed og omfattende Karakter. Kommissionen foreslaar, at „Rigskommissionen for økonomisk Forsvarsberedskab“ erstattes af et nyt centralt Organ, Forsvarsberedskabsnævnet. Denne Centralledelse af det industrielle Krigsforberedelsesarbejde bør ikke gaa i Detailler med Hensyn til Tilvirkning af Krigsmateriel. Det Arbejde tilkommer rettelig de militære Myndigheders teknisk-økonomiske Organer. En grundlæggende Forudsætning for den rette Drift af al teknisk Virksomhed er, at der optages et særligt teknisk-videnskabeligt Forsknings- og Forsøgsarbejde. Dette Krav fremtræder med særlig Styrke i Krig, hvor Industrien i stor Udstrækning maa anvende Erstatningsemner. En saadan Forskningsvirksomhed, som skal muliggøre Tilvirkning af alle de for Krigsførelsen uundværlige Fornødenheder, strækker sig imidlertid saa dybt ned paa Industriens Omraade, at der ikke kan findes nogen Kontakt mellem de rent militære Myndigheder og Industrien, tilmed da Spørgsmaal og Problemer ofte ikke er af speciel militær Natur.

Ledelsen af Forskningsvirksomheden, som maa fortsættes ogsaa under Krig, bør underlægges Forsvarsberedskabsnævnet. Af det fremførte skulde Forsvarskommissionens Anskuelser med Hensyn til Forsvarets højeste Ledelse i Fred fremgaa nf Diagrammet Bilag III.

Under Regeringen bør findes

1) dels en Chef for Forsvarskræfterne med en Forsvarsstab, som leder det militære Krigsforbsredelsesarbejde (Se Diagrammet Bilag IV).

2) dels Forsvarsberedskabsnævnet, som udfører det krigsindustrielle og administrative Planlæggelses- og Forberedelsesarbejde.

Som tidligere fremført beskæftiger Chefen i Krig sig kun med Industrien i den Henseende, at han sørger for Samarbejdet mellem den og den operative Virksomhed. Han maa aldrig belemres med Forvaltningsvirksomhed (Administration) i egentlig Forstand. Saa vidt muligt gælder det ogsaa i Fred, saa han helt kan hellige sig den operative Krigsforberedelse. Helt uden Indflydelse paa det økonomiske Omraade inden for Forsvarsvæsenet kan og bør dog Chefen ikke være, dertil er Økonomien og Forsvarsberedskabets Krav altfor afhængig af hinanden. Chefen bør derfor have Indflydelse paa Budgetfordelingen inden for hele Forsvarsvæsenet, saaledes at han afgiver Betænkning over de enkelte Forsvarsgrenes Budgetforslag, som dtsaa bør gaa gennem ham til Kongen. Desuden bør han have en bestemmende Indflydelse paa Fordelingen af den industrielle Kapacitet til Forsvarsgrenene. Hvad Forvaltningsorganisationen angaar, maa det Krav stilles, at Virksomheden skal kunne drives paa rationel Maade efter militære, tekniske og økonomiske Synspunkter. De tekniske og økonomiske Synspunkter er ikke tilstrækkelige; man maa huske, at Forvaltningen er et Middel blandt andre til at forlene Krigsmagten med Effektivitet og Krigsberedskab. De 3 Hensyn maa afvejes i Forhold til hinanden. Ved Konstruktion og Anskaffelse af Vaaben bliver de militære og tekniske Synspunkter de overvejende, medens den økonomiske Side spiller Hovedrollen ved f. Eks. Vedligeholdelse af Kaserner, Boliger m. m. Forvaltningsorganisationen inden for de forskellige For-

Skærmbillede 2020-09-18 kl. 11.35.05.png

Skærmbillede 2020-09-18 kl. 11.35.22.png

svarsgrene behøver ikke at være ensartet; specielle Forhold og Krav kan betinge en forskellig Organisation. Saaledes har f. Eks. Forsyningstjenesten baade i Fred og — navnlig — i Krig en helt anden omfattende Karakter og udføres paa en anden Maade ved Land- end ved Søstridskræfterne. Hvad den Del af Forvaltningen angaar, som har med Materielanskaffelser at gøre, bør den Omstændighed, at et vist Materiel anvendes i en bestemt Vaabenart eller Tjenestegren, ikke i og for sig udøve nogen Indflydelse paa Forvaltningens. Organisation. Materiellets formaalstjenlige Tildeling til og Anvendelse inden for Troppeenheden bestemmes udelukkende af militære Faktorer og er uafhængig af, hvilken Myndighed der fremskaffer Materiellet.

Som et sammenfaldende Resultat af Undersøgelserne vedrorende. Forvaltningsvirksomhedens organisatoriske Fordeling foreslaar Kommissionen:

— under de enkelte Forsvarsgrene henlægges:

Forvaltning af krigsteknisk Materiel,

Intendanturforvaltning,

Sanitets- og Veterinærforvaltning samt

Kasse- og Regnskabsvæsen (Civilforvaltning);

— under en for Forsvarsvæsenet fælles Myndighed henlægges r Ejendomsforvaltningen (Bygningstjenesten m. m.).

Hvis den svenske Forsvarskommissions Forslag angaaende den højeste Forsvarsledelse bliver til Lov, kan man kun lykønske Sverige til, at det er lykkedes at opnaa en Ordning paa dette vanskelige Felt, hvor hidtil kun Lande som Tyskland og Italien har fundet en tilsvarende Løsning.

A. E. G. Klein.