Log ind

Præsident Truman, General MacArthur og Koreakrigen

#

Lidt mere end en anmeldelse

af oberst W. E. O. Lawaetz.

1. Anmeldelse. John W. Spanier: „The Truman — MacArthur Controversy and the Korean War“. The Belknap Press of Harvard University Press, Cambridge, Massachusetts 1959. 311 sider.

Efterhånden som en krig kommer på afstand, og lidenskaberne viger for nøgterne betragtninger, og ikke mindst efterhånden som forøget og navnlig pålideligt kildemateriale bliver tilgængeligt, bliver det mulig t at udarbejde historisk værdifulde beretninger om begrænsede emner. Fra 2. verdenskrig haves der således adskillige eksempler på, at det er lykkedes militæ rhistoriske forfattere på grunlag af kilder fra alle parter at udarbejde ret dybtgående værker om specielle begrænsede emner, og selv om ofte ikke hermed det sidste ord er sagt, så er det dog lykkedes disse forfattere at skabe værker af blivende historisk værdi. Det samme kan siges om ovennævnte værk om koreakrigen. Forfatteren, M r. Spanier, der er lærer i „political science“ ved Florida Universitet, har benyttet et meget omfattende kildemateriale og skabt en værdifuld frem stilling af et indenfor kategorien „Krigsførelse og politik i begrænset krig“ overordentlig interessant, man kunne fristes til at sige „klassisk“ krigshistorisk eksempel. Bogen er tung læsning, og ikke enhver vil have tid og tålmodighed til at arbejde sig igennem den — men emnet forekommer så interessant, at det formentligt kan lønne sig i det følgende i kondenseret form at forsøge en kort frem stilling af de begivenheder, der knytter sig til det dramatiske sammenstød mellem feltherren og statsoverhovedet.

2. Den kolde krig, Chiang Kai-shek styrets sammenbrud og USA’s udenrigspolitik.

Ved nytårstid 1950 var der i USA megen utilfredshed med landets udenrigspolitik. De Forenede Stater var som fører for en gruppe af nationer (Vestens demokratiske lande) blevet indviklet i en kold krig mod en anden gruppe af nationer I Østens kommunistiske lande mider Ruslands førerskab). Det var en krig, som der ikke syntes at være ende på, noget helt andet end de to verdenskrige. I dem havde man haft — i den første een, i den anden to — lio vedmodstandere, og da disse var slået ned militæ rt, så havde man fred og kunne helt hellige sig fredelige sysler. Det havde slået til efter den første verdenskrig, og det troede man også var tilfæ ldet i de første år efter den anden. Men så kom denne „kolde krig“ , som man ikke kimne undslå sig for, og som ikke syntes at skulle få ende. Amerikas mål i denne krig var jo ikke at ødelægge Rusland og dets forbundsfæller, men at tilvejebringe og opretholde en magtbalance, en barriere mod fortsatte kommunistiske ekspansionsforsøg. Krigen måtte USA føre rent defensivt, og den „kolde“ krig syntes at have den samme egenskab som den „varme“ , at sejren ik ­ ke kan vindes ved den rene defensiv. Man forsøgte at føre russerne til forhandlingsbordet i håbet om her at kimne bilægge, hvad der var Øst og Vest imellem. Men, som USA’s udenrigsminister Dean Acheson sagde, at forhandle med russerne var omtrent som at forhandle med en naturkraft.

„Kort sagt, kun forhandlinger kunne gøre en ende på den kolde krig — og den kolde krig kimne ikke standses, før kommunisterne havde ophørt at være kommunister. Sovjettruselen syntes derfor at være af blivende varighed.“ Den kolde krig havde 2 hovedfronter: Europa og Østasien. Præsident Truman og Acheson anså afgjort den europæiske front for den vigtigste, og her var det netop kort i forvejen ved oprettelsen af N A T O lykkedes at tilvejebringe en slags magtbalance. Denne barriere mod fortsat russisk aggression i Europa måtte for enhver pris holdes I Østasien havde USA allerede fra århundredets begyndelse betragtet Kina som sin specielle myndling. Interessen havde oprindelig ikke været politisk, men rent økonomisk; Kina skulle blive et uhyre marked for amerikanske produkter. Derfor måtte USA bevare Kinas territoriale integritet og politiske uafhængighed — men det amerikanske folk havde aldrig været indstillet på at skulle kæmpe for dette mål. Derfor havde De Forenede Stater svigtet, når det virkelig gjaldt om at beskytte Kina, f. eks. mod de fortsatte japanske invasioner i trediverne. (En undtagelse var dog 2. verdenskrig, hvor USA gennem det japanske fredsbrud blev gjort til Kinas allierede).

Skærmbillede 2020-06-11 kl. 13.40.54.png

Chiang Kai-sliek styrets sammenbrud i 1949 med evakueringen af hele det kinesiske fastland og regeringens flugt til Formosa (december 1949) kom som et chock for Amerika. De kinesiske nationalisthæres sammenbrud skete på trods af, at USA havde forsynet dem rigeligt. Nationalisthærene tabte ikke et eneste slag som følge af mangel på våben og ammunition. Skylden var alene Chiang Ivai-sheks og hans elendige regerings. Selv var han vel hæderligheden selv, men han havde svigtet, da det gjaldt, om at slå den uhyrlige korruption i styret ned og fjerne de mange udueligheder; nødvendige sociale reformer var ikke gennemført osv. A lt dette havde Chiangs amerikanske rådgiver, general Wedemeyer fortalt den kinesiske generallissimus allerede i 1947 og bl. a. tilføjet, at den kinesiske kommunistbevægelse ik ­ ke kunne standses ved anvendelse af magt alene. Kina blev invaderet af en idé, og denne kunne kun besejres af en anden idé, som fandt mere genklang i det kinesiske folk, og dertil hørte bl. a. fjernelse af uduelighed og korruption, reformer, beskyttelse af borgernes personlige frihed m. v. Men Chiang havde ikke fulgt disse råd. Folket begyndte at sætte sit håb til, at kommunisterne ville befri det fra elendighed ag fattigdom. Soldaterne mistede viljen til at kæmpe. „Nationalisthærene behøvede slet ikke at besejres — de opløste sig selv“ . Og De Forenede Stater, som efter 2. verdenskrig havde regnet med et taknemmeligt kinesisk folk, blev nu af kommunisterne i Peking gjort til genstand for en hadefuld propaganda: USA var „det kinesiske folks uforsonligste fjende, en korrupt im perialistisk nation, verdenscentret for reaktion og forfald“ . Dette kom som et chock for det amerikanske folk, og det medførte for Truman og hans regering en hensynsløs og meget ubehagelig k ritik fra oppositionen (republikanerne). Yar det lykkedes USA og dets allierede at standse kommunismen i Europa, var denne til gengæld for alvor brudt igennem i Østasien. I denne kritiske situation besluttede præsident Truman og udenrigsminister Acheson at lægge USA’s udenrigspolitik overfor Kina radikalt om. Man ville udnytte den omstændighed, at Soviets imperialisme også var en trusel mod Kina. Dette var intet nyt. Allerede i czartiden havde Rusland rakt sin hånd ud mod Kinas nordlige provinser, og det havde kort før århundredskiftet besat Manchuriet med Port Arthur. Denne trusel var også aktuel under sovietstyret. Acheson fremsatte disse tanker i en tale den 12. januar 1950. „K rem l“ stræbte efter at løsrive de nordlige provinser fra Kina for at knytte dem til Sovietunionen; denne proces var afsluttet i Det Ydre Mongoli, næsten komplet i Manchuriet, og også i Det Indre Mongoli og i Øst-Turkistan var sovietagenter på spil. Dette måtte føre til en spænding mellem Rusland og Kina. USA skulle derfor trække sig ud af kinesisk politik for derved at imødegå de antiamerikanske stemninger i det kinesiske folk. T il gengæld ville de russiske bestræbelser efter øget indflydelse i Nordkina støde på modstand i Kommunistkina og der frembringe en liarme, der ville udvikle sig til direkte fjendskab. Forholdet mellem Soviet og Kina ville antage samme karakter som mellem Rusland og Jugoslavien — Mao ville blive en anden Tito. Hvis denne politik skulle føre til resultater, måtte USA selv søge at komme på en god fod med Kommunistkina, og da kunne det ikke fortsætte som Chiangs hjælper og beskytter. USA måtte frigøre sig for Chiang, anerkende Mao’s styre som Kinas lovlige regering og roligt se til, at de kinesiske kommunister erobrede Formosa og gjorde det af med Chiang og hans nationalisthær. Hvis nogen skulle finde, at Chiang var USA’s trofaste våbenfælle fra verdenskrigen, som det var skændigt at svigte, så havde man den beroligende og ikke uberettigede forklaring, at Chiang selv var skyld i sine ulykker. USA’s præsident og regering ønskede faktisk og ventede, at Formosa ville falde i løbet af 1950. I en udtalelse af 5. januar 1950 betonede præsident Truman, at USA ikke havde nogen aggressiv hensigt hverken med hensyn til Formosa eller noget andet kinesisk område, at det ikke ville lade sine væbnede styrker gribe ind i den daværende situation, og at det ikke ville føre en politik , som kunne indvikle det i borgerkrigen i Kina. Dette standpunkt blev im idlertid stærkt angrebet af republikanerne, som støttedes af den tidligere præsident Hoover, der krævede, at USA skulle fortsætte med sin hjælp til Chiang Kai-shek og ikke måtte anerkende Kommunistkina. Det måtte under ingen omstændigheder tillades, at Formosa faldt i hænderne på de kinesiske kommunister. Republikanske politikere rettede stærke angreb på Truman og Acheson, som de gav skylden for Chiangs nederlag. Angrebene var så hårde og fandt så god jordbund i USA, at det ville liave været ensbetydende med „politisk selvmord“ for regeringen, hvis den helt svigtede Chiang og optog forbindelse med Kommunistkina.

Der var opstået den besynderlige situation, at kun de kinesiske kommunister kunne hjælpe USA’s præsident og udenrigsminister ud af deres dilemma, nemlig ved omgående at invadere Formosa og gøre det af med Chiang Kai-shek. Uheldigvis valgte kommunisterne en helt. anden, ganske uforudset fremgangsmåde: De angreb ikke Formosa, men i Korea.

3. Korea og USA’s „Dejense Perimeter“ i Østasien.

De Forenede Staters udenrigspolitik i Østasien var naturligvis i væsentlig grad dikteret af deres militære magtmidler, af behovet for disse magtmidler andetsteds, især i Europa, samt af de strategiske doktriner. Efter verdenskrigen skulle der spares, og som sædvanligt var det oppositionen (i dette tilfælde republikanerne), der råbte højest om spareforanstaltninger. I de første år efter krigen, da man endnu troede på en lykkelig og fredelig frem tid, da „kold krig“ endnu var et ukendt begreb, gik det ikke mindst ud over de militæ re budgetter — og som så ofte var det først og fremmest landstyrkerne (hæren), der måtte holde for. Ifølge general Marshall var det i årene før Koreakrigen så galt fat, at der i USA selv kun stod U/s division. Hovedstyrkerne stod i Europa og i Japan, men sidstnævnte sted talte de kun 60 % af normal styrke. „V i havde bogstavelig talt næsten ingen militære styrker ud over flåden og et effektivt, men alt for stort luftvåben“ . Dette sidste var vel nok en følge af den dengang fremherskende strategiske doktrin. Joint Chiefs of Staff forudså ikke, at der kunne blive lale om „begrænset krig“ . Tankegangen var helt indstillet på „totalitæ r krig“ , og her anså man luftvåbnet for det ene afgørende. USA var dengang enerådende på atomkrigens område. E t kommunistisk fredsbrud skulle besvares med „massive retaliation“ . Den strategiske lu ftkrig med anvendelse af atomvåbnet ville hurtigt afgøre krigen til USA’s fordel — og til denne krigsførelse behøvede man kun luftvåbnet, hvilket passede udmærket til kravene om besparelser, eftersom det er billigere at nøjes med eet værn end at skulle holde tre. Derfor havde man først og fremmest skåret hæren ned — men man skulle snart erfare, at det var sket langt under lavmålet, samt at det er let og hurtigt at rive ned, men svært og langsommeligt at bygge op.

Hvad nu Korea angik, så var USA og U N utvivlsomt moralsk forpligtede til at beskytte Sydkorea mod kommunistiske angreb. Her havde man naturligvis haft et russisk angreb for øje, men russerne havde selv trukket deres tropper tilbage fra Nordkorea. Kineserne var der ingen grund til at frygte, sålænge Cliiang herskede på fastlandet, og derefter mente man, at Kominunistkina havde rettet blikket mod Formosa. A t nordkoreanerne alene skulle kunne blive farlige, syntes en fjern tanke. (Korea havde visselig ikke nogen berømmelig krigshistorie, for blot at nævne den ynkelige rolle, landet havde spillet under den kinesisk-japanske krig 1894— 95 og i den russisk— japanske krig 1904— 05). H ertil kom, at USA hverken kunne eller ville indlade sig på en større landkrig i Østasien. Den smule landhær, man i første omgang kunne stille op, var der mere end brug nok for i Europa. I den totale krig, man regnede med, var Korea af underordnet betydning. Krigen ville blive afgjort på den europæiske front, og da hovedsagelig gennem den strategiske luftkrig. Ved at sætte noget ind på et landforsvar af Korea ville man til ingen nytte binde tropper, som der var hårdt brug for på hovedfronten. Joint Chiefs of Staff havde derfor allerede i 1947 anbefalet, at de 45.000 mand, som da var stationeret i Sydkorea, skulle evakueres. General Mac Arthur, der fra sit hovedkvarter i Tokio havde kommandoen over alle USA’s væbnede styrker af alle tre værn i Østasien, sluttede sig hertil, skønt lian siden ikke kunne huske, om han havde anbefalet tilbagetrækningen eller bare indvilliget i den. Således var til Sydkoreas landforsvar i første omgang kun den sydkoreanske hær til rådighed. De nærmeste forstærkninger var de ret fåtallige amerikanske tropper i Japan. Ja, så havde man jo flåden og især luftvåbnet, hvis virkning man utvivlsomt overvurderede. Forøvrigt anså man en kommunistisk militæ r aktion mod Sydkorea for ganske usandsynlig. Også Mac A rthur delte denne anskuelse. Kom ­ munisterne havde i nogen tid, og ikke uden held, ført en psykologisk krig mod den i selve Sydkorea upopulære Syngman Rhee’s regering, og man ventede, at de foreløbig ville holde sig til denne art af krigsførelse. A t nordkoreanerne selv skulle være i stand til at møde op med en så slagkraftig hær, som det viste sig at være tilfældet, havde man åbenbart ikke anelse om. Her har den amerikanske efterretningstjeneste totalt svigtet.

Altså, man ville forbistret nødig slås i Korea, som ikke var en totalkrig værd, og man ville absolut ikke slås for Formosa. Hvor i Østasien ville USA da optage kampen, hvis det da endelig skulle være?

Dette gav Acheson oplysning om i sin tale af 12. januar 1950, i hvilken han definerede Amerikas „Dejense Perimeter“ i Stillehavet. Denne forsvarslinie forløb fra Aleuterne uden om Kurilerne, gennem Japan, Riukiuøerne og Philippinerne. Vest for denne „Defense Perimeter“ havde USA, sagde udenrigsministeren, ingen „særlige forpligtelser“ , og man kunne derfor ikke garantere områder, der lå uden for denne amerikanske kæde, mod militære angreb. Men uden for denne forsvarslinie lå netop både Sydkorea og Formosa. Idet Acheson således næsten fortalte både venner og fjender, at USA ikke agtede at gå i krig hverken for Koreas eller for Formosas skyld, fø jede han dog til, at områder uden for defense perimeter ved at yde modstand mod angreb ville ,,spark the commitment“ af hele den civ iliserede verden „acting under the Charter of the United Nations“ — og dette Charter havde ikke vist sig at være nogen dårlig støtte for et folk, der var besluttet på at forsvare sin uafhængighed mod fremmed agression. Achesons tale var et forsøg på på een gang at forsikre først og fremmest Kommunistkina om USA’s fredelige hensigter, men samtidig en erkendelse af, at USA og de andre U N tilsluttede nationer havde moralske forpligtelser overfor Sydkorea. Naturligvis blev Acheson angrebet for at have opmuntret kommunisterne til at tro, at USA ikke ville gøre noget for at forsvare hverken Sydkorea eller Formosa.

4. Nordkoreanernes angreb — USA’s og UN’s reaktioner.

Den nordkoreanske demokratiske folkearmé overskred den 25. juni 1950 den 38. breddegrad (grænsen til Sydkorea). Nordkoreanerne overraskede ved deres kampkraft, sydkoreanerne ved deres mangel på modstandskraft. Det stod straks klart, at hurtig hjælp til Sydkorea var nødvendig, hvis ikke hele landet skulle falde i nordkoreanernes hænder. Hverken russiske eller kinesiske tropper deltog i angrebet, men dette opfattedes dog som inspireret af Soviet. Det var en trusel mod Japan, hvis genopbygning som industriel og militæ r magt i forbund med USA man ville forhindre. Sakhalin tæt nord for Japan var på russiske hænder, Korea lå ud for de sydligste japanske øer. Japan ville således blive placeret „mellem den øverste og den nederste af den russiske bjørns kløer“ . Således udtrykte Foster Dulles det, og således så man også på det i Mac Arthurs hovedkvarter i Tokio.

USA var, som det turde fremgå af det foranstående, strategisk uforberedt på angrebet, der kom som et chock. Im idlertid var USA jo forpligtet overfor Sydkorea. Endvidere så præsident Truman og hans rådgivere i Sydkoreas eventuelle erobring begyndelsen til en serie af overgreb, der tilsidst måtte føre til global krig. Man mindedes de nazistiske og fascistiske aggressioner i trediverne, der var endt med 2. verdenskrig. Kommunistangrebet var en prøve på, hvor langt man kunne tillade sig at gå, og det ville, hvis det kunne gennemføres, uden at USA skred ind, blive fulgt af andre tilsvarende aktioner. Alene af den grund burde det stoppes, ligesom efter M r. Spaniers mening Rhinlandbesættelsen 1936 (efter undertegnedes opfattelse bedre angrebet på Abessinien 1935) burde have været stoppet. Angrebet på Sydkorea var tillige en prøve på USA’s og U N ’s ordholdenhed. En undladelse af at ile Sydkorea til hjælp ville ikke blot være en demonstration af amerikansk fejghed og upålidelighed, men samtidig en demonstration af Soviets styrke. Indtrvkket heraf måtte virke nedslående på alle små frie nationer.

Præsident Truman besluttede derfor straks at gribe ind med våbenmagt på Sydkoreas side. General Mac A rthur fik ordre til at sætte luftog søstridskræfter ind til støtte for den sydkoreanske hær, idet operationerne dog skulle begrænses til Korea syd for den 38. breddegrad, d. v. s. Sydkorea. Man lægger mærke til, at der ikke skulle sættes hærstyrker ind. Disse ville, da der skulle handles omgående, kun kunne tages fra besættelsesstyrken i Japan, og denne var så svag, at man nærede betænkeligheder ved at svække den. Men det skyldtes også en overvurdering af luftvåbnets muligheder. Teorien om luftkrigens afgørende betydning forudsatte anvendelse af atombomber, og dem kunne man ikke sætte ind, hvis krigen skulle være begrænset. Det er her betegnende, at såvel flådechefen adm iral Sherman som luftvåbnets stabschef general Vandenberg begge mente, at opgaven kunne løses med sø- og luftstridskræ fter alene, medens hærens stabschef general Collins holdt på, at det ville være nødvendigt at sætte landstyrker ind. Det viste sig hurtigt, at general Collins havde ret. De rådige flyverstyrker var ikke i stand til at stoppe nordkoreanerne, hvad flåden naturligvis heller ikke kunne. General Mac Arthur påpegede så nødvendigheden af også at sætte amerikanske landstyrker ind i Korea, og præsident Truman gav den 30. juni bemyndigelse til indsættelse af „visse landstyrker“ . Mac A rthur havde først forlangt 2 divisioner, men fik snart tilladelse til frit at disponere over alle d Japan stationerede tropper. USA havde sat hårdt mod hårdt. Man havde håbet, at dette ville gøre Rusland betænkeligt, således at Soviet ville lægge pres på nordkoreanerne for at få dem til at opgive forehavendet. Dette skete ikke. Soviet kastede skylden for krigen på „de sydkoreanske myndigheder og dem, der stod bag dem“ . Soviet betegnede iøvrigt kampen som et indre koreansk anliggende, som andre nationer ikke skulle blande sig i. Heraf sluttede udenrigsminister Acheson dog, at Rusland ikke ville intervenere i Korea, hvad der naturligvis var beroligende. Derimod frygtede man for sovietrussiske aktioner i andre dele af verden (Jugoslavien, Iran, Tyskland m. v.). Det gjaldt da om ikke at blive mere bundet i K orea end højst nødvendigt, og operationerne skulle derfor begrænses til at drive nordkoreanerne tilbage bag den 38. breddegrad.

Fra Chiang Kai-shek kom der tilbud om at stille 33.000 mand til rådighed i Korea. Dette kunne man af politiske grunde ikke modtage — det ville jo have placeret Nationalistkina som USA’s allierede. Acheson hævdede, at tropperne ikke kunne undværes ved Formosas forsvar, Joint Chiefs erklærede, at Chiangs tropper havde for ringe kampværdi til at kunne bruges i Korea.

Formosaproblemet løste man foreløbig ved at „neutralisere“ øen, d. v. s. man lod den 7. amerikanske flåde spærre af mellem Formosa og fastlandet. Derved dækkede man Chiang Kai-shek mod de kinesiske kommunisthære — men, hævdede Truman, samtidig beskyttede man Kommunistkina mod angreb fra nationalisthæren på Formosa. I betragtning af den påståede ringe værdi af Chiangs tropper turde det sidste have været temmelig betydningsløst, men forklaringen gav dog „Formosas neutralisering“ et skin af at være en neutral handling.

United Nations begyndte med at opfordre begge parter til at standse fjendtlighederne og genoprette status quo. Da nordkoreanerne naturligvis ikke fulgte denne henstilling, tog U N den 27. juni det „logiske næste skridt“ og anbefalede alle medlemmer af U N „at yde den hjælp til Sydkorea, som var nødvendig for at tilbageslå det væbnede angreb“ .

Sovietruslands repræsentant var fraværende og kunne således ikke nedlægge veto. Opfordringen blev efterhånden fulgt af 14 stater, der alle inden udgangen af 1950 sendte større eller mindre kontingenter til deltagelse i kampen på USA’s og Sydkoreas side. Sovietblokken nøjedes med at fordømme Amerikas indgriben (der var sket inden resolutionen af 27. juni), som aggression, en illegal indblanding i Koreas interne anliggender. Betød dette nu, at United Nations var i krig med Nordkorea? Nej, thi i så fald ville også Rusland have været det. U N ’s rolle bestod i at anbefale og bemyndige sine medlemsstater til i U N ’s navn at gribe ind i kampen til hjælp for det angrebne Sydkorea. Den hær, der efterhånden sammensattes af tropper fra de 14 lande, fik ganske vist navn af „U N Force“ , den måtte føre U N ’s flag, og general Mac A rthur blev den første „U N Commander“ , men det blev ikke UN , der førte krigen. USA var og blev førernationen, den øverste p olitiske og militære ledelse var i hænderne på præsident Truman og hans hjælpere — de andre landes kontingenter var hjælpekontingenter under amerikansk kommando.

I begyndelsen af ju li satte Mac A rthur 3 af de amerikanske divisioner fra Japan ind i Sydkorea. Den første, 24. division, blev ilde medtataget, men bidrog i høj grad til at tage det værste stød af. Ofret var ik ­ ke forgæves, det gjorde det muligt fo r de to senere divisioner i forbindelse med resterne af den sydkoreanske hær at opfange og standse nordkoreanerne i brohovedet ved Pusan — og allerede den 19. ju li kunne Mac A rthur meddele, at faren for at blive kastet i havet var afværget.

5. General Mac Arthur — The Eagle has two Heads. Den 70-årige general Mac Arthur, der den 8. ju li 1950 af præsident Truman blev udpeget som historiens første „United Nations Commander“ , havde et godt navn som feltherre. Sejrsløbet fra Guadalcanar til Philippinerne var hans værk. Hans kommandovej forløb som hid til gennem Joint Chiefs of Staff til præsident Truman, der i henhold til USA’s forfatning var „Commander in Chief of the Arm y and Navy m. v.“ . Således havde også i 2. verdenskrig USA’s „Grand Strategy“ været, udøvet af præsident Roosevelt med de daværende Chiefs of Staff (Marshall, Kång, Arnold) som hjælpere. Derved sikredes, at krigsførelsen ikke kom i strid med udenrigspolitikken. Inden udnævnelsen til U N Commander havde Mac Arthur i forvejen følgende hverv: Han var „Supreme Commander for A llied Powers in Japan“ . I denne egenskab var han ikke blot chef for okkupationsstyrken, men også leder af udøvelsen af den allierede okkupationspolitik i det besatte land, d. v. s. han var den virkelige regent over 83 m illioner japanere, en stilling der bedst kan sammenlignes med de engelske vicekongers i Indien. Desuden var Mac A rthur „Commander in Chief Far East“ , d. v. s. han havde kommandoen over alle amerikanske styrker af hær, flåde og flyvevåben i Japan, på Philippinerne, Riukiuøerne, Marianerne og andre øer og øgrupper i Stillehavet. Endelig var lian „Commanding General United States Arm y Far East“ , en stilling der tildels var sammenfaldende med den sidst nævnte. Derimod havde Korea h id til ligget uden for hans kommandoområde. General Mac A rthur var ikke nogen almindelig general, som simpelt hen udførte de befalinger, lian fik fra sine foresatte. Men forøvrigt var det ikke udelukkende feltherreegenskaber, der nu krævedes af ham. Betegnende skrev New York Times: „General Douglas Mac Arthur, der er 70 år, skal nu begynde på den mest delikate politiske mission i hans berømmelige løbebane. Der kræves af ham ikke blot at være en stor soldat, men en stor statsmand. Ikke alene skal han lede krigsførelsen, men han skal tilfredsstille Pentagon, regeringen og United Nations........ Diplom ati og dyb forståelse for andres meninger og følelser er de politiske egenskaber, som kræves i denne nye stilling — og det er nøjagtig de egenskaber, man har beskyldt general Mac A rthur for h id til at have manglet“ . Spanier tilfø jer her: „Ø jensynligt manglede Mac Arthur dem stadig“ .

Uheldigvis var også generalens politiske indstilling på afgørende punkter i skarpeste modstrid med hans foresattes, præsidentens. Truman var valgt af demokraterne, Mac A rthur var nær knyttet til oppositionen (republikanerne) og stod her i høj anseelse. I den anden verdenskrig havde general Mac A rthur energisk opponeret mod den af præsident Roosevelt godkendte strategi, hvorefter afgørelsen først skulle søges i Europa. Han havde støttet af mange republikanere arbejdet på, at USA skulle lægge sin strategi an på først at besejre Japan. Mac Arthur var en svoren fjende af al kommunisme og følgelig også af Kommunistkina. Det sidste skyldtes utvivlsomt i nogen grad hans ønske om at genrejse Japan både økonomisk og militæ rt (Han synes at have været ret populær i Japan). Men Japans 83 m illioner mennesker var afhængige af Kinas fødevarer og råmaterialer. E t kommunistisk Kina ville derfor kunne tvinge det materielt afhængige Japan til selv at „gå ind bag jerntæppet“ . Derfor var Mao’s kommunistiske styre en ulykke. A t USA roligt havde set til, at Mao styrtede Chiang Kai-sheks nationalistregering, ville efter generalens mening vise sig at være den største dumhed i USA’s h istorie. Truman og Acheson holdt på, at Europa var hovedfronten mod kommunismen. Mac A rthur var af den modsatte mening. Allerede under 2. verdenskrig havde han udtalt: „Europa er et døende system. Det er slidt op, løbet træt og vil komme under økonomisk og industrielt hegemoni af Søvietrusland“ . „De lande, der støder op til Stillehavet, med deres billioner (!) af indbyggere vil være bestemmende for historiens forløb i de næste ti tusinde år“ . Generalen hørte ikke til dem, der vejede deres ord på en guldvægt -— men meningen var tydelig nok. Jo vist var der grundlag for gnidninger mellem generalen og hans foresatte, præsidenten — og det skulle ikke vare længe, før de gjorde sig gældende.

Den første kon flikt opstod om Formosa og forholdet til Chiang Kaisheks regering. Truman og Acheson ønskede at holde fingrene mest muligt væk fra Formosa og Chiang, der ved sine fe jl og forsyndelser havde forskertset sympatien i de brede lag af det kinesiske folk. Man frygtede derfor, at man ved at hjælpe Chiang ville fremkalde en bitter antiamerikansk stemning i Kina. Det ville være en hindring for den nye politik, der jo gik ud på at skille Kommunistkina fra Sovjet og gøre Mao Tsetung til „M ao Tse-Tito“ . Mac Arthur, hvis hele indstilling var i modstrid med præsidentens og udenrigsministerens anskuelser og nye politik, aflagde den 31. ju li besøg på Formosa. Ved sin hjemkomst til Tokio fremsatte han nogle udtalelser om sine forhandlinger med Chiang Ivai-shek. Disse havde, sagde han, drejet sig om samarbejde mellem nationalistkinesiske og amerikanske styrker i tilfælde af angreb på Formosa. Mac A rthur roste i høje toner Chiang, hvis „ubøjelige vilje til at modstå kommunistherredømmet vækker min dybeste beundring. Hans vilje er i overensstemmelse med amerikanernes almindelige interesser og mål: at alle folk,ved Stillehavet skal være frie og ikke slaver“ . Naturligvis vakte disse udtalelser pinlig opsigt i Washington, hvor man sammenholdt dem med en 3 måneder tidligere af Chiang Kai-shek fremsat erklæring, i hvilken han på sin side priste Mac A rthur for „hans beslutsomme føring i den fælles kamp mod diktatur i Asien og for hans dybe forståelse for den trusel, som lå i kommunismen. Nu, da vi igen kan arbejde sammen med vor gamle våbenfælle, er sejren sikker“ . Præsident Truman, som med rette følte sig foruroliget, sendte en af sine undergivne, Averell Harriman, til Mac Arthur, der i den påfølgende samtale i nogen grad bortforklarede sine udtalelser og forsikrede, at han som soldat ville støtte præsidentens politik overfor Formosa. Naturligvis følte hverken Harrim an eller Truman sig overbevist, og det gjorde det ikke bedre, da Mac Arthur udsendte en ny erklæring, i hvilken han vendte sig mod de folk, der „på ondsindet måde“ havde bekendtgjort hans besøg på Formosa og propaganderede for en defaitistisk politik i Stillehavet. Han håbede, at det amerikanske folk ikke ville lade sig vildlede af snedige insinuationer fremsat af folk, der opholdt sig 10.000 miles fra de virkelige begivenheder osv. Næppe var der begyndt at falde ro over affæren, før Mac Arthur den 28. august lod offentliggøre et budskab til veteranerne fra „Foreign Wars“, i hvilket han fremhævede den strategiske betydning af Formosa, der i en fjendtlig magts besiddelse kunne blive et usænkeligt hangarskib og moderskib for undervandsbåde, samt vendte sig mod den tanke, at amerikansk deltagelse i Formosas forsvar ville forskertse de asiatiske folks sympati. Regeringen i Washington var chokeret og med grund. Truman har senere oplyst, at han allerede på dette tidspunkt havde alvorligt under overvejelse at fratage Mac A rthur kommandoen, men havde betænkt sig, da han ikke ville såre generalen personligt. Meget karakteristisk blev på dette tidspunkt uoverensstemmelserne mellem præsident og general anskueliggjort i den vidunderlige tegning „The Eagle has two Heads“ , den amerikanske dobbeltørn, hvis ene hoved var den noget forsagt udseende Truman, det andet den martialske Mac Arthur.

(fortsættes)