Jeg har idag givet alle et simplificeret direktiv for krigens forel se. Brug damptromlestrategien; d. v. s. beslut retning og vej for angrebet og hold fast derved. Vær derimod ikke damptromle i taktisk henseende. Angrib de svage steder. Grib fast i na*sen på dem og spark dem bagi.
Italienerne og tyskerne ofrede ulivre anstrengelser i tid, arbejde og penge på at hygge forsvarsstillinger. Jeg er overbevist om, at den kendsgerning, at de — ganske på samme måde som med den trojanske mur og de romerske volde gennem Europa — stolede på deres forsvarsstillinger, reducerede deres kampkraft. Havde de gjort sig en trediedel anstrengelser i kamp, som de gjorde med bygning af forsvarsanlæg, kunne vi aldrig have indtaget stillingerne.
Jeg inspicerede tropperne i na-rheden af Constances den 29. og fandt en panserdivision siddende på en vej, medens dens stab — skjult bag en gammel kirke — var dybt begravet i kortstudier. Jeg spurgte dem, hvorfor de ikke var gået over floden. De fortalte mig, at de netop var i fa*rd med at foretage studie af kortene, men at de ikke kunne finde et sted, hvor man kunne vade over den. Jeg spurgte dem, hvad de havde gjort for at finde et sådant sted, hvortil de svarede, at det netop var med henblik herpå, at de studerede kortet. Så fortalte jeg dem, at jeg lige havde vadet over den, og at den ikke var mere end to fod dyb, og at det eneste forsvar, jeg havde bemærket, var et meget usikkert skydende maskingevær. Jeg repeterede det japanske ordsprog: „E t kig er bedre end hundrede meldinger“ og spurgte dem, hvorfor i helvede de ikke personlig var gået ned til floden. De tog ved lære og blev fra da af en glimrende division.
Jeg prøvede altid at docere, at man ikke skulle lægge planer og derefter forsøge at skabe omstændigheder, der passer til planerne. Man skal få planlægningsarbejdet til at passe til omstændighederne. Jeg tror, at forskellen mellem sejr og nederlag på højere kommandotrin ofte afhænger af evnen — eller manglen herpå — til at gøre netop dette.
For at opmuntre Eddy 1) fortalte jeg ham to historier: for det første, at Grant engang sagde: „I ethvert slag kommer der et tidspunkt, da begge parter tror, at de er slået; den, der derefter bliver ved at angribe, vinder slaget.“ For det andet, at Lee ved Ghancelorsville menes at have sagt: „Jeg var for svag til at gå i forsvar, derfor angreb jeg!“ Derefter generobrede Eddy straks højden.
Jeg tror, at den skik med at befale for langt ned bliver indprentet på skoler og under øvelser. E n general skal i virkeligheden kun befale et led ned og kende stillingen to led ned. En arméchef skal f. eks. kun befale til korps, og lians situationskort skal vise stillingen for korps og divisioner. E n korpschef skal befale til divisioner og på kortet vise grupperingen af kampgrupper2). E n divisionschef skal befale til kampgrupper og på kortet vise disloceringen af batailloner. Regimentschefen skal befale til batailloner og på kortet vise stillingen for kompagnier, på samme måde for bataillons- og kompagnichefer. Det er m in erfaring, at enhver general, som bryder denne lov, og som på f. eks. armétrin interesserer sig for batailloners stilling og begynder at befale dem, mister sin effektivitet.
Communication Zonen fortalte os, at de havde bragt så og så mange tons forsyninger frem. Det lykkedes os at få indført den bestemmelse, at ammunition skulle tilgå kategorivis, og at vi ikke skulle have ordre til, hvad vi skulle skyde, men melding om, livad vi ville få, og at det skulle være os tilladt selv at bedømme, livorledes vi skulle spare op. Det blev endvidere bestemt, at ammunition skulle regnes i skud pr. kanon pr. dag og ikke i skudenheder, fordi ingen vidste, hvad en skudenbed var. V i mente, at 60 skud pr. kanon pr. dag for 10,5 cm’erne og 40 skud for større kalibre var minimum. Dette betød, at forsyningstjenesten kunne bedømme det antal skud, en armé kunne spare op, således al vi på kampdage kunne skyde op til 350 eller 400 skud pr. 10,5 cm’er.
Eddy bad mig om at fastslå, at hans tildeling af granater for den 18. var 9000, men jeg gav ham ordre til at gå på og skyde 20.000, fordi jeg ikke kunne se nogen grund til at samle ammunition til hobe. Enten bruger man den, eller man lader være. Jeg ville miste flere folk ved at skyde 9000 skud om dagen i tre dage end ved at skyede 20.000 på een dag — og sandsynligvis ikke nå så langt. Jeg mener, at man skal slås, til mangel på forsyninger tvinger en til at standse — og derpå grave sig ned. Når man skal vælge en kommandostation, skal man altid sørge for, at den ligger således i forhold til vejnettet, at man skal bevæge sig fremad til enhver del af sine stillinger. Det er uheldigt at vælge en kommandostation, hvorfra man skal bevæge sig bagud. I denne forbindelse skal det nævnes, at det altid — hvor det er muligt — er bedst at køre frem til fronten, så soldaterne kan se, at man går frem, og for at spare tid, flyve tilbage, så man aldrig ses bevæge sig tilbage.
Lad ikke dine bange anelser råde dig.
D isciplin kan kun skabes, når alle officerer er så gennemsyrede af følelse af deres frygtelige forpligtelser overfor deres mandskab og deres land, at de ikke kan tåle efterladenhed.
Der findes kun en slags disciplin — ABSOLUT DISCIPLIN.
Det besværlige med luftbårne arméer er, at de er for tunge i deres anvendelsesmuligheder. Med det nuværende udviklingstrin vil — efter m in mening — et luftbårent regiment pr. division, som kan gå i aktion med 12 timers varsel, være af større værdi end adskillige luftbårne divisioner, som det i almindelighed tager flere uger at forberede indsættelsen af. Under vor fremrykning gennem Frankrig blev der tre gange lavet planer for indsættelse af luftbårne divisioner, men vi var altid nået frem til det påtænkte nedkastningsområde, for de var klar til nedkastning.
Høj fysisk kondition er af afgørende betydning for sejren.
Mænd med fin kondition bliver ikke trætte.
Jeg har altid hadet observationsposter i huse, fordi jeg føler mig så udsat i de øvre etager — især når der bliver skudt på en.
Officerer har altid tjeneste.
Gombat Command „B “ blev tvunget flere miles tilbage med tabet af adskillige kampvogne. Det var sandsynligvis m in fejl, fordi jeg havde insisteret på et dagangrebs fortsættelse ind i natten. Sådan et angreb går i reglen godt den første nat og muligvis den anden nat under et slag, men derefter er mandskabet for træt. Endvidere er kampvognsslag om natten af tvivlsom værdi, medmindre man har klart måneskin og overskueligt terrain. Jeg husker, at jeg ved den lejlighed blev overrasket over, hvor længe jeg var om at lære at føre krig. Jeg burde liave vidst det på forhånd.
God kampdisciplin og dårlig administrativ disciplin kan ikke forekomme samtidig ved samme afdeling.
På vejen passerede vi skuepladsen for kampvognsslaget under det første tyske gennembrud. Jeg talte mere end hundrede amerikanske pansrede køretøjer langs vejen og gav som følge heraf ordre til, at hver havareret kampvogn skulle undersøges, og retning, kaliber og type for den træffer, som satte den ud af spil, skulle opnoteres, således at vi kunne få data, på grundlag af hvilke vi kunne konstruere en bedre kampvogn.
Jeg har aldrig været i stand til at afgøre, om mine taktiske idéer er resultat af inspiration eller søvnløshed, men næsten alle de taktiske idéer, som jeg har fået, er født fuldbårne i mit hoved, næsten på samme måde som Minerva fra Jupiters pande.
I skov er virkningen af radarbrandrør (proximity fuses) bemærkelsesværdig. Man kan se de nøjagtige anslagsretninger for samtlige projektiler, som er detoneret omkring 10 m over de højeste trætoppe. Efter detonationen skærer sprængstykkerne træerne ned i en vinkel på omkring 40 0 i nærheden af jorden. Det synes mig dog, at granater med radarbrandrør ikke er virksomme i storskove, fordi de tykke tra-er opfanger sprængstykkerne. I sådanne skove må man foretrække brandrør med forsinkelse, som først detonerer, når de rammer svære træer i nærheden af jorden. Man bliver ved med at lære om krig ved at føre krig.
Jeg bliver altid gal i hovedet, når jeg må tigge om lejlighed til at vinde slag.
Når en mand har fået en høj dekoration for tapperhed, bør han ikke mere sendes til fronten, fordi det er m in nlykkelige erfaring, at når en mand har fået Medal of Honor eller Distinguislied Service Cross, vil han i reglen forsøge at overgå sig selv og bliver dræbt, og sådanne folk må netop holdes i live for at fremelske en mandig slægt.
Pacifister har godt af at studere Siegfried og Maginot linierne og huske på, at disse forsvarslinier blev gennembrudt, at Tro ja faldt, at Hadrians volde bukkede under, at Kinas store mur var forgæves, og at — på samme måde — de mægtige have, som formodes at forsvare os, også kan overskrides af en resolut og dygtig fjende. I krig er angreb det eneste sikre forsvar, og angrebets effektivitet er afhængig af kampviljen hos dem, som skal gennemføre det.
Jeg opdagede, at næsten hvert eneste medlem af lægekorpset havde taget en civil motorvogn eller motorcykel, med det resultat, at vi spildte benzin i stor målestok, og at der skabtes forvirring på vejene med transportmidler, som den tyske civilbefolkning senere skulle bruge til landets genopbygning. Jeg gav derfor ordre til at konfiskere disse køretøjer.
Jeg lagde mærke til, at overholdelsen af uniformsreglementet var ved at gå ad helvede til. I den meget kolde lid havde det været tilladt — og endog nødvendigt — at tolerere visse afvigelser, men med sommerens komme gav jeg ordre til at indskærpe overholdelse af påk 1 ædningsbestemmeiserne.
Senere udviklede vi et system, som blev kendt under navnet ..Tredie armés krigsmindesmærkeprojekt“, efter hvilket vi altid sendte nogle få lag ind i enhver by, vi nærmede os, endog før vi krævede overgivelse. Hensigten hermed var at give indbyggerne noget at vise kommende tyske generationer som bevis på, at her var tredie armé rykket frem.
Hvis jeg nogen sinde skulle i krig igen, ville jeg gøre det til en ufravigelig regel, at intet civilt køretøj af nogen art, ingen hest eller ko måtte vise sig på en vej, der bruges som kommunikationsakse, og jeg vil gennemføre det ved at skyde dyrene og ødelægge køretøjerne. For mig er skoleridning bestemt en større nydelse end malerkunst og musik.
Udvalgt af L. M. K. Skern.
