Log ind

Planlægningen af landforsvaret af Jylland i perioden op til april 1940

#

Indledning

Ved Alsing Andersens forelæggelse af forsvarslovene af 1937 udtalte han, at Danmarks militære styrker skulle benyttes til » ... ikke alene afvisning af tilfældige neutralitetskrænkelser, men også en vis beskyttelse mod andre neutralitetskrænkelser, når disse er af en sådan karakter, at der foreligger rimelig mulighed for deres afvisning. . .«1).
Hvis landforsvaret af grænsen skulle bringes i fuld overensstemmelse med denne udtalelse, skulle det planlægges etableret som et relativt tyndt forsvarsbælte, tæt på grænsen. Et noget mere tilbagetrukket forsvar i Sønderjylland, hvor der kunne kæmpes støttet til et udbygget system af hindringer og feltbefæstninger, kunne også siges at ligge inden for rammen af udtalelsen.
Hvis der var rimelig mulighed for at overføre Sjællandske Division og med den samlede hær afvise de indtrængende styrker ved modangreb, kunne en vis bevægelig, henholdende kamp op i Jylland også siges at være inden for rammerne af udtalelsen.
Derimod ville planlægningen af en kamp, der i realiteten opgav Sønderjylland for med de samlede mobiliserede styrker at føre en sej og langvarig forsvarskamp i Nørrejylland eller evt. helt bag Limfjorden eller bag Lille Bælt, klart ligge uden for udtalelsens rammer.

Imidlertid er det således, at landmilitære planlæggere ønsker at planlægge forsvaret sådan, at den sandsynligste angriber får de størst mulige vanskeligheder i et forsøg på at erobre landet. De vil normalt - dog under hensyntagen til politikernes direktiver om at løse mere begrænsede opgaver - på trods af utilstrækkelige ressourcer stadig søge at planlægge det forsvar, der længst muligt udskyder overgivelsen - »eksistensforsvaret«.

I Jylland vil muligheden for at gennemføre et eksistensforsvar afhænge af tre forhold, der her skitseres for at give en baggrund for forståelse af 30’emes jyske forsvarsplanlægning:
Stedet, hvor kampen kan indledes, har afgørende betydning for mulighederne. Syd for Kolding A-Kongeå er halvøen smal, og hvis forsvaret kan forberedes langt syd for disse åer, er behovet for styrker betydeligt mindre end nord for åerne. Med de styrker Danmark normalt selv har kunnet opstille, har det ikke været muligt at etablere et sammenhængende forsvar mellem denne ålinie og Limfjorden. Hvis kampen starter så langt mod syd, at de mod vest kæmpende styrker kan nå Fredericia-området før angriberen, er en tilbagegang til Fyn et muligt alternativ til tilbagegangen til Vendsyssel Thy.
Hvem der har søherredømmet i vore farvande er Ugeledes afgørende. Hvis vi eller allierede har eller kan opnå at sikre søherredømmet i de danske farvande, er en landsætning på Sjælland umulig, og en overførsel af de sjællandske styrker til Jylland mulig.
Det relative styrkeforhold på halvøen er dels afhængigt af mulighederne for at forstærke styrkerne på halvøen fra bl.a. Sjælland - d.v.s. at det er afhængigt af søherredømmet - dels afhænger det af, hvorvidt den angribende stormagt er i krig med andre stormagter således, at de styrker, der kan afses mod Danmark er relativt begrænsede. Det resulterende styrkeforhold er afgørende for mulighederne for at forsvare halvøen.

Efter 1. Verdenskrig var Tysklands hær af beskeden størrelse, og dets flåde afgørende reduceret i forhold til Vestmagternes flåder. Disse forhold gjorde i sig selv, at forsvaret af Jylland nu syntes at være blevet muligt. Hertil kom, at Genforeningen skød landegrænsen et pænt stykke ned ad halvøens smalle del. Medlemskabet af Folkeforbundet sikrede, at Tyskland ved et angreb på Danmark kom i krig med Vestmagterne. Dette sidste betød, at Tyskland ikke ville kunne indsætte hele sin hær mod Danmark, og at truslen mod Sjælland var lille og midlertidig. De sjællandske hærstyrker kunne overføres til kampen i Jylland. Vilkårene for at forsvare Jylland var på alle områder forbedret i forhold til vilkårene i århundredets to første årtier.

Disse ændrede vilkår var den sikkerhedspolitiske baggrund for 1922- ordningens styrkefordeling mellem Jylland og Sjælland, ca. 3:23). De var ligeledes baggrunden for den studie- og øvelsesvirksomhed, der blev gennemført ved »Jydsk-Fynsk Kommando« i 19254), for Chefen for Generalkommandoens vurdering af de militære behov i september samme år5), for »Plan for Jyllands Forsvar«6), og for Chefen for Generalkommandoens og Krigsministeriets direktiver for forberedelserne til forsvar af Jylland-Fyn fra april 1927 og maj 19287). Forsvaret af Jylland skulle indledes ved grænsen af 1. Jydske Division saimt i nogle situationer af lokale landstormsenheder. Hovedkampen skulle om muligt tages i linien Haderslev-Ribe eller eventuelt i linien Kolding Å-Kongeå af dé to jyske divisioner, snarest muligt støttet af den sjællandske. I øvrigt forberedtes såvel Limfjordssom Lille Bælts-forsvaret. Området bag felthæren sikredes af landstormsenheder og enheder opstillet af ældre værnepligtige8.

1 1932-33 ændredes såvel de indre som de ydre forudsætninger for forsvaret af Danmark og derigennem også for forsvaret af den vestlige landsdel. Partiet Venstre åbnede op for en reduktion af forsvaret.
I juni 1932 sattes ved kundgørelse den nye hærlov i kraft, som blev et resultat af den nye indenrigspolitiske situation, en lov, der kun ændredes lidt i 1937, og som således gav det styrkemæssige grundlag for forsvaret i april 1940.

I januar 1933 blev Hitler rigskansler.

Jeg vil i denne artikel give en første redegørelse for, hvorledes de nye forhold påvirkede planlægningen af det jyske landforsvar i årene op til besættelsen. Redegørelsen vil bygge på indtil nu ubenyttet arkivmateriale fra Generalstabens primære sektioners og Jydske Divisions arkiver. I disse arkiver fandtes ikke operationsplaneme for den sammendragne hær, kun de mindre centrale dele af plankomplekset. At operationsplaner er destruerede, og således ikke findes i arkiverne, er - set fra militærhistorikerens synsvinkel - beklageligt, men det er normen snarere end undtagelsen. I dette konkrete tilfælde skyldes det sandsynligvis, at der den 9. april blev givet ordre til at brænde alle papirer » ... med front mod syd« (se note 45). Det fundne materiale giver dog et rimeligt godt grundlag for såvel en rekonstruktion af operationsplanemes hovedlinier som en beskrivelse af de detaljerede forberedelser, der fandt sted på grundlag af planerne.

Rigsarkivets 3. Afdeling, tidligere »Hærens Arkiv«, nu »Forsvarets Arkiver«, har i de senere årtier primært leveret materiale til slægtsforskning og afdelingshistorier. Et formål med artiklen er også - om muligt - at inspirere til en mere omfattende anvendelse af vore militære arkiver.
Det var oprindeligt hensigten også at støtte redegørelsen på eksisterende beskrivelser. Disse er imidlertid enten - på dette område - så generelle, at de ikke giver noget væsentligt bidrag, eller også er de ukorrekte. Der har været en - perioden taget i betragtning - forbløffende mangel på interesse, såvel fra civile historikeres som officerers side. Forbløffende, ikke mindst set i sammenhæng med den intensive forskning, der har fundet sted i de vesteuropæiske lande, herunder de andre nordiske lande, inden for hvad man kunne kalde den militære side af grænseområdet mellem politisk historie og militærhistorie. Jeg har derfor valgt at gennemføre min undersøgelse uafhængigt af de tidligere beskrivelser og kun - som afslutning - sammenholde disse med resultatet af undersøgelsen, som i øvrigt er begrænset til at omfatte den ene af de to hovedlandsdele. Af disse er Jylland valgt, fordi det var denne landsdel - som fremskudt flybaseområde og som fremskudt udskibningsområde - der var det egentlige mål i Danmark den 9. april. Sjælland med København havde kun betydning som en mulig genvej til en dansk opgivelse af modstanden.

Det første par år: Loven - Truslen mod Sønderjylland - De første direktiver

Virkningerne af 1932-loven på mulighederne for et jysk landsforsvar var, at det nu ikke mere, på grund af at antallet af felthærsenheder halveredes, var muligt at etablere en blot nogenlunde sammenhængende forsvarslinie, hvor man kunne opfange et angreb og skabe tid til en overførsel og sydlig indsættelse af sjællandske styrker. I takt med den tyske flådeopbygning og specielt efter den engelsk-tyske flådeaftale midt i årtiet, blev en overførsel også mindre og mindre realistisk. Nedlæggelsen af landstormen betød en væsentlig begrænsning af mulighederne for etablering af en bevogtning af området bag felthæren, der således fik endnu et problem under og efter en koncentration til Sønderjylland. Den lavere udskrivning af værnepligtige betød, at der i løbet af de næste år ville blive færre og færre ældre værnepligtige til løsning af begrænsede opgaver som f. eks. forberedelse af et Limfjordsforsvar.

I begyndelsen af januar 1933, dvs. før Hitlers magtovertagelse, fulgte Chefen for Generalkommandoen loven op med et direktiv til afløsning af det i indledningen nævnte 1927-direktiv9). Krigsministeriet, hvis 1928- direktiv indtil videre ignoreredes, fik en kopi. Chefen for Jydske Division måtte forudse, at man ville forsøge at trække op til halvdelen af hans linieregimenter til Sjælland, men han skulle dog planlægge ud fra den forudsætning, at han havde alle sine enheder undtagen det fynske regiment til rådighed. Jydske Division skulle ved mobilisering sammendrage til Sønderjylland og her være rede til»... at hindre en fjendtlig indtrængen med svage kræfter over landgrænsen og om muligt at slå dem afgørende efter deres indtrængelse«10).

Om et overlegent fjendtligt angreb anførtes: » ... lader (man) muligheden for a t. . , kæmpe en isoleret, afgørende kamp i Sønderjylland. . . ude af betragtning, kan det på forhånd ses, at følgende alternativer vil kommme til at foreligge: En tilbagegang til Fyn eller en udvigen nord på gennem Jylland«11). Af de to alternativer pegedes på det andet, da en overgang til Fyn skulle ses i sammenhæng med en vestmagtsintervention, som således implicit vurderedes som mindre sandsynlig. Hovedstyrken måtte ikke sammendrages sydligere end Haderslev, og den jyske styrke skulle etablere sin base nord for Limfjorden. Ved forberedelsen af feltbefæstninger skulle Limfjordsforsvaret prioriteres i forhold til Lille Bælt. Limfjordsforsvaret skulle dog ikke forberedes i samme detaljeringsgrad, som det var sket i Haderslev-Ribe-stillingen. Der skulle ikke foretages nye detaljerede forberedelser i Haderslev- og Kolding-stillingeme. Sådanne ville også have tilbøjelighed til at binde styrkerne til stillinger, der ikke kunne holdes. Linier, som kunne støtte kampen op igennem Jylland, skulle studeres, og deres udbygning i store træk forberedes. Jydske Division tildeltes ansvaret for at udarbejde og ajourføre planer for Jylland-Fyn, og dette arbejde gik i gang12).
Dette direktiv var præget af rent militære hensyn, dvs. at det var udtryk for ønsket om et »eksistensforsvar«. Det ville vare godt tre år, før et politisk direktiv forelå. Udviklingen i Tyskland betød dog snart, at truslen mod Sønderjylland føltes så akut af Generalkommandoen, at den - som beskrevet i det følgende - selv ændrede direktivet. Vejen til dette ændrede direktiv var dog opdelt i faser.

I april 1933 konstaterede Chefen for Generalkommandoen, generalløjtnant E. With i et brev til Forsvarsministeren, a t» ... i 1931-32, sad der i Tyskland en socialistisk regering, hvis sindelag og politik måtte forudsættes at være af fredelig art, og hvis politiske relationer til den siddende danske regering gav håb om, at denne med styrke kunne gøre sin indflydelse gældende over for mulige tyske chauvinistiske anslag på den ved folkeafstemningen i 1920 fastlagte grænse i Sønderjylland.

Forudsætningerne i dag er andre. . . thi den nusiddende naziregering, der målbevidst synes at stræbe mod at kuldkaste retten til de grænser, der blev fastlagt ved Versailles-traktaten, vil næppe. . . kunne forventes at blive nogen pålidelig modvægt«13). Som januar-direktivet antydede med sit afsnit om »svage kræfter«, oplyser citatet, at det ikke betragtedes som noget nyt, at chauvinistiske kredse i Tyskland truede Sønderjylland14). Det nye var, at der nu var øget sandsynlighed for, at den tyske regering - i gunstigste tilfælde - blot ville lade det ske. De øgede problemer omkring Sønderjylland havde allerede i november 1932 ført til udsendelse af »Bestemmelser for formering af en sikringsstyrke ved grænsen15). At planlægningen herefter - som vi skal se - understregede forsvaret af Sønderjylland på bekostning af hensynet til »eksistensforsvaret«, vurderes bl.a. at være et resultat af officerskorpsets, og ikke mindst Erik Withs, følelsesmæssige bindinger i Sønderjyllandsspørgsmålet (jævnfør hans rolle op tål Påskekrisen 1920).

I samme måned, april 1933, anmodede Generalkommandoen således Jydske Division om at stille forslag til foranstaltninger til sikring af Sønderjylland mod kup gennem vejspærringer og en alarmeringsordning16). Divisionen svarede ved at henvise til sit forslag fra 1929, der dannede oplæg til bevogtningsstyrkens oprettelse tre år senere. Man mente ikke, at der var et væsentligt udækket behov17). Divisionens svar forhindrede dog ikke, at With indledte en langvarig kampagne rettet mod at få forøget fredsstyrken i Jylland, eventuelt ved at få etableret en permanent beredskabsstyrke, et »grænsekommando«. Forsøget medførte i første omgang kun en forøget bevæbning af grænsegendarmeriet og opstilling af grænsebomme, men det har nok været baggrunden for 1937-lovens etablering af Fodfolkspionerkommandoet18).

I januar 1934 startede en anden sag vedrørende grænsesikringen. En sag, der på trods af utallige henvendelser i årene op til besættelsen forblev uløst. Jydske Division anmodedes om at fremsætte forslag til placeringen af mindre, permanente befæstningsanlæg, der skulle dække vejspærringer i Sønderjylland:

- i en linie tæt ved grænsen,
- i Haderslev-Gram-Ribe-stillingen og
- i en linie mellem disse to19).

Divisionens svar forelå to måneder senere20). Det fremsendtes til Krigsministeriet koblet sammen med »grænsekommando«-sagen, idet disse anlæg jo skulle bemandes af kommandoet21).

Den forøgede trussel mod Sønderjylland medførte så endeligt, i december 1934, at Generalkommandoen udsendte et nyt, »supplerende« direktiv til divisionen22). Medens 1933-direktivet i realiteten ved et overlegent angreb opgav forsvaret af Sønderjylland, understregede det nye, at hovedideen var: »at yde den stærkest mulige modstand så sydligt som muligt...« Man erkendte dog: »At en gradsforskel - endda af væsentlig betydning - vil kunne og bør gøre sig gældende . . . , eftersom forholdene tillader eller dog åbner udsigt til en overførelse af yderligere tropper til Jylland, eller ikke lader en sådan mulighed åben...« Man fastholdte formelt 1933- direktivet, men reelt blev divisionen her givet direktiv om at være klar til at kæmpe afgørende i Sønderjylland, hvilket var nærmere hensigten i ministeriets 1928-direktiv23.

Perioden 1935-37: De endelige direktiver og planerne

I januar 1935 anmodede Generalkommandoen Krigsministeriet om, at der udstedtes direktiver, der gav større handlefrihed i Jylland24). Medens man ventede på svar, fortsatte man dog forberedelserne, dvs. udarbejdelsen af planer, på det hidtidige grundlag25). Chefen for divisionen var dog - ikke unaturligt - noget usikker med hensyn til, hvorledes kampen skulle forberedes. Derfor gav With - uden at afvente Krigsministeriets svar - i marts 1936 et nyt direktiv. Den handlefrihed, Generalkommandoen ønskede, var udtrykt i dette direktiv. I hvilken retning, ønsket om handlefrihed gik, kan i øvrigt siges at være antydet af, at Generalstabsøvelsen i 1935 omfattede Jydske Divisions tilbagegang over Limfjorden.26). With understregede i dette nye direktiv, at man måtte forvente, at regeringen i påkommende tilfælde ville udarbejde en forholdsordre samt et endeligt direktiv, der var afpasset den konkrete situation. Men ved et overlegent tysk angreb skulle man, hvis divisionen ikke kunne vente hjælp, gennemføre en »Afgørende kamp uden hensyn til følgerne for styrken«. Dette var i overensstemmelse med 1934-direktivet. Der fortsattes imidlertid: »Det må dog forventes, at kortvarige tilbagetrækninger for at unddrage sig truende omklamring (og kapitulation i åben mark) kan blive nødvendige«. Dette skabte dog ikke tvivl om, at man i denne situation skulle udkæmpe en forsvarskamp i Sønderjylland. Hvis divisionen kunne vente hjælp betød dette: »Den afgørende kamp må da ikke tages, før betingelserne er gunstigst. Jydske Divisions opgave er i så fald en avantgardeopgave. Det vil sikkert dreje sig om at vinde tid og derfor begynde med at opholde fjenden så nær grænsen som muligt. Giver han sig blottelser, bør disse udnyttes til mere eller mindre lokale angreb fra dansk side«. I begge tilfælde betød det, at »ved en sådan optræden kan man roligt gå ud fra, at der vil flyde ikke så lidt blod i selve Sønderjylland«27).

Direktivet var en balancegang mellem ønsket om at kæmpe for Sønderjylland og ønsket om et »eksistensforsvar«. Hvis det var usandsynligt, at man kunne overføre forstærkninger til Jylland, kunne man lige så godt tage den afgørende kamp i Sønderjylland. Hvis man kunne overføre styrker, var en længere kamp mere realistisk, hvorfor den burde forsøges. I øvrigt var en overførsel vel kun realistisk, hvis Vestmagternes flåder greb ind, og så var »eksistensforsvaret« samtidig et »brohovedforsvar«. Da Chefen for Jydske Division i april 1936 - under indtryk af muligheden for en ny hærlov - kom med sin opfattelse af behovet for styrker i Jylland, begrundede han dette behov med, at det med udviklingen af Tysklands væbnede styrker var udelukket at overføre styrker fra Sjælland. Han konstaterede endvidere,» ... at Folkeforbundet har vist sin afmagt, således at de små stater i virkeligheden er henvist til selvhjælp«. Han konstaterede, at opgaven for det jyske forsvar »må præciseres«; der var modstrid mellem Forsvarsministerens udtalelse om, at hæren kun havde bevogtningsopgaver, og de af ministeriet og Generalkommandoen udsendte direktiver. Hvis opgaven kun var bevogtning, kunne hæren i øvrigt reduceres«28). I øvrigt var det jyske landforsvars behov: Tre divisioner med i alt 36 bataljoner - tre gange 32-lovens styrke29) - befæstninger i grænselandet og andetsteds i Sønderjylland, minespærringer i Lille Bælt sikret af permanente batteristillinger samt luftforsvar bl.a. ved Lillebæltsbroen29).

Krigsministeriets direktiv kom i juni 1936. Det gav ikke den ønskede handlefrihed: Ministeriet» ... ønsker. . . ikke at binde sig ved på forhånd at give direktiver for hærens optræden...« Vedrørende forberedelserne i Jylland skulle de tage sigte på »at imødegå neutralitetskrænkelser ved landegrænsen så sydligt som muligt på dansk grund«30). I Generalkommandoens påtegning på direktivet tilføjedes den tekst, som man i 1935 havde anbefalet, at Krigsministeriet anvendte i sit direktiv (mine udhævninger), at divisionens forberedelser » ... i første række må tage sigte på imødegåelse åf eventuelle neutralitetskrænkelser fra den sandsynlige modstanders (Tysklands) side, og således i Jylland omfatte forberedelser til en første sammendragning af Jydske Division til Sønderjylland med det nordlige Jylland som basis. Det må herved påregnes, at indfald over landegrænsen af underlegne kræfter under alle forhold skal afvises.. .« Det ville i den pågældende situation blive bestemt» ... hvorvidt divisionen over for overlegne kræfter skal tage en afgørelse på søndeijysk grund eller søge tid vundet for en tilførsel af forstærkninger ved en tilbagevigende kamp, begyndt så sydligt som muligt«31). Ud over klart at give den forskel i opfattelsen af hærens rolle mellem regeringen og de militære planlæggere, som jeg omtalte i indledningen, var Generalkommandoens tilføjelse interessant ved at åbne op for en senere sammendragning til et andet sted end Søndeijylland.

I den følgende tid skete der det, at Jydske Division begyndte at arbejde med nordligere sammendragningsmuligheder, der specielt var ønskelige i situationer, hvor divisionen - på grund af en sen mobilisering - ikke var sammendraget og på plads i Sønderjylland. Samtidig var man i en situation, hvor de forudsætninger, man i 1936- direktivet opstillede for den henholdende kamp, dvs. overførsel af sjællandske styrker, blev mindre og mindre realistiske. Dette svækkede dog ikke arbejdet med denne mulighed, der ud fra et militært »eksistensforsvarssynspunkt« var mere sund fornuft end en afgørende forsvarskamp i Sønderjylland. Et tegn på dette var Generalstabens Operationssektions forslag til »Det krigsvidenskabelige Selskabs« prisopgaveemner for 1937. Sådanne forslag afspejler jo normalt emner, som myndigheden finder centrale, men som den ikke har ressourcer til selv at dække. To af de foreslåede emner var: »Et studium over en jysk - en modstander underlegen - hærstyrkes operationer og muligheder under undvigende kamp op gennem Jylland«, og »angivelse af og redegørelse for eventuelle af den danske overkommando ikke udnyttede taktiske og operative muligheder under felttoget i 1864 efter rømningen af Dannevirkestillingen«32). I januar-februar 1937 fremsendte Jydske Division sin »Plan for JyllandFyns forsvar«33). Planen må have været på linie med Withs direktiver, fordi den eneste af de for denne artikel relevante dele af planen, som kommenteredes, var delplanen vedrørende Limfjordsforsvaret, hvor man rettede en materielmæssig fejl34.

Som jeg nævnte ovenfor, begyndte Jydske Division at arbejde med nordligere sammendragningsmuligheder. Således indgik der under den stabsøvelse, som divisionskommandoen gennemførte i sommeren 1937, og hvor »Plan for Jylland-Fyns forsvar« afprøvedes, en sammendragning til det sydlige Himmerland. I øvelsesoplægget angreb tyskerne før sammendragningen til Sønderjylland var afsluttet. Man vendte sammendragningstransporteme og efterlod kun bevægelige styrker i føling med tyskerne. I øvelsesrapporten anførtes det, at dette alternativ ville blive indarbejdet i planen35). Det vil sige, at man nu påbegyndte en konkret planlægning af alternativer, der på ingen måde var i overensstemmelse med ministeriets direktiv eller med den i indledningen citerede ministerudtalelse. Ved ikke at kommentere denne del af rapporten i sin svarskrivelse fra september 1937, må man sige, at Generalkommandoen godkendte dette36). At den sønderjyske option mistede en del af sin troværdighed kan man også se af en skrivelse fra Generalkommandoen fra juli 1937, hvor man omtalte udpegningen af byer til lazaretområder:» ... man (måtte) efter de__foreliggende planer.. . foretrække byer i Vendsyssel«37).

Ud over »Plan for Jylland-Fyns forsvar« afsluttede divisionen i vinteren og foråret 1937 også arbejdet på andre dele af plankomplekset. Bl.a. på »Særlige befalinger for Formering af bevogtningsstyrken i Sønderjylland, Formering af sikringsstyrken ved samtlige afdelinger og for Mobilisering m.m. i Jylland-Fyn«38), der fastlagde de praktiske foranstaltninger i forbindelse med de tre niveauer af indkaldelser, man umiddelbart forestillede sig. Blandt de færdiggjorte planer var også »Plan for sikringsstyrke ved samtlige afdelinger af Jydske Division«39). Disse planer gør det muligt at skitsere den primære option for Jydske Division, som senere benævntes »Plan I«. Ved uroligheder skulle der ved hjælp af den tjenstgørende styrke i Sønderjylland etableres en »beredskabsstyrke«, der skulle indsættes i overensstemmelse med en plan for beredskabsstyrken i Sønderjylland. En plan, som fik sin endelige udformning i slutningen af februar 1940.

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 13.53.37.png

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 13.55.47.png

Derefter kunne ved indkaldelser primært til de syd- og sønderjyske afdelinger »Bevogtningsstyrken for Sønderjylland« etableres. Bevogtningsstyrken ville efter omstændighederne enten blive indsat i »grænseforsvar« eller i Haderslev-Ribe-stillingen40). Ved »Sikringsstyrke ved samtlige afdelinger« blev også de dele af sikringsstyrken, der ikke indgik i »bevogtriingsstyrken«, sammendraget til Sønderjylland. Når divisionen var sammendraget, kunne man eventuelt afløse bevogtriingsstyrken med rytteri og motoriseret fodfolk. Divisionen kunne dog også vælge at iværksætte eller opretholde indsættelsen af den del af styrken, der indgik i bevogtningsstyrken, jævnfør planen for denne41). Indsættelsen af sikringsstyrken på de forskellige indkaldelsesniveauer har sandsynligvis været uafhængig af, hvilken »Plan for Jylland-Fyns forsvar« - »Plan I« eller andre - der var tale om, idet disse sandsynligvis først og fremmest varierede med hensyn til sammendragningsområde og anvendelse af den mobiliserede hær, ikke m.h.t. anvendelsen af sikringsstyrken. Ved mobilisering og sammendragning i overensstemmelse med »Plan I« koncentreredes den jyske felthær ved transporter til områderne ved Vejle, Kolding og Grindsted, Limfjordsforsvaret etableredes, og det samme skete med »Artillerikommandoet ved Lille Bælt«42). Man må formode, at den i overensstemmelse med »Plan I« sammendragne felthær, som styrken ved »Plan for sikringsstyrken ved samtlige afdelinger« enten kunne iværksætte eller opretholde en indsættelse af »bevogtningstyrke«-enhedeme i »grænseforsvar« eller anvende en bevægelig styrke, fremskudt til grænsen. Det må betragtes som givet, at divisionens hovedstyrke - om muligt - ville blive indsat i Haderslev-Ribe-stillingen m.h.p. at indlede kampen her.

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 13.57.13.png

Vedrørende de andre planer »Plan II« og »Plan IH« for Jyllands forsvar, giver de anvendte arkivalier meget lidt. De var under udarbejdelse i begyndelsen af 1939. Da Generalkommandoen fik kendskab til planerne meddelte den divisionen » ... at den ikke finder det ønskeligt, at der ved de divisionen underlagte led beror bestemmelser vedrørende disse planer, hvorfor den skal anmode divisionen om ved første lejlighed at inddrage det herom. . . udsendte«. Generalkommandoen undlader ikke samtidig at fremhæve, at den herved ingenlunde vil indskrænke divisionens bestemmelsesret med hensyn til, hvilke planer eller studier divisionen måtte ønske gennemarbejdet og have liggende inden for divisionskommandoen«43). Én af de to planer er efter al sandsynlighed lig med den under divisionskommandoøvelsen i 1937 øvede option. Da denne - som påpeget - var i modsætning til ministeriets direktiv, var Generalkommandoens reaktion på fordelingen forståelig. Hvis den ene af de to planer indebar en sammendragning til Himmerland, har det andet sammendragningsområde efter al sandsynlighed ligget sydligere. Den 9. april beordrede Jydske Division sammendragning til »Vejleåstillingen«44). Man improviserer ikke jernbanetransporter, hvis det er muligt at undgå, og der er intet i rapporterne, der tyder på, at det var nødvendigt for at iværksætte denne sammendragning. Det var således efter al sandsynlighed den mellemste sammendragningsoption, man iværksatte, dvs. sammendragning til området nord og vest for Vejle. Men da man, som nævnt i indledningen, den 9. april gav ordre til at brænde alle papirer »med front mod syd«45), er den umiddelbare mulighed for at bekræfte disse vurderinger begrænset.

1937 til krigens udbrud: En ny hærlov

Den nye hærlov bétød ingen væsentlige ændringer i forudsætningerne for det jyske forsvar. Den eneste nyhed, der blev betalt med en reduktion, forklædt som en ændret organisation, af det fynske fodfolksregiment, var oprettelsen af »Fodfolkspionerkommandoet« med to bataljoner, hvis primære opgave skulle være at etablere og forsvare vejspærringer i grænselandet46). Det blev senere besluttet at ændre kommandoets bevæbning og uddannelse således, at det kunne anvendes som bevægelig panservæmsenhed47). Det forhold, at hærloven blev gennemført umiddelbart før den udenrigspolitiske situation forværredes, betød, at loven ikke skabte ro, men blev signalet til serier af forslag til udbygning af forsvaret, såvel beredskabssom styrkemæssigt. I forbindelse hermed udarbejdedes i væmene vurderinger af Danmarks militærpolitiske stilling. Disse er behandlet andetsteds, og ønskerne om forbedringer af hærordningen er ikke umiddelbart relevante for denne artikels emne48). Det eneste, som jeg mener bør trækkes frem her, er den i vurderingerne udtrykte generelle forståelse for, at Danmark nu igen - i hvert tilfælde i begyndelsen af en konflikt - lå inden for Tysklands magtområde. Endvidere bør her nævnes den forståelse, som specielt hæren viste for Vendsyssel-Thys strategiske betydning i en konflikt mellem Tyskland og Storbritannien. En forståelse, som også blev udtrykt i kaptajnløjtnant Gotke-Hansens studier fra 193649).

At den nye hærlov ikke gav væsentlige ændringer i de styrkemæssige forudsætninger, forklarer det faktum, at man ikke kan finde andet end uvæsentlige justeringer i den eksisterende og igangværende planlægning. Man justerede kim for de skete, mindre strukturændringer.

Den udenrigspolitiske situation i september 1938 fik With til over for Forsvarsministeren at anmode om en forholdsordre til Jydske Division vedrørende forholdene ved et eventuel krigsudbrud samt om et direktiv for, om hærens tyngde skulle lægges i Jylland eller på Sjælland,» ... idet den nuværende ligelige fordeling på landsdelene .. .ikke kan betragtes som militær rigtig«50). Forholdsordren blev givet ved krigsudbruddet et år efter. Direktivet kom aldrig, en naturlig konsekvens af regeringens opfattelse af hærens opgave. Kun, hvis regeringen havde accepteret tanken om et »eksistensforsvar«, ville det have været rimeligt at imødekomme Withs ønske.

Krigens udbrud til 9. april: Forholdsordre - Alarmering - Konkrete forberedelser

Krigsministeriets forholdsordre af 6. september 1939 dækkede - i overensstemmelse med regeringens opfattelse af hærens opgave - kun, hvorledes kampen skulle indledes. Det blev dog fastlagt, at »styrkens fordeling sker således, at der derved i første række tages sigte på at lette eventuelle yderligere indkaldelser eller mobilisering«. Endvidere bestemtes, at en bataljon skulle placeres i terrænet nord for Limfjorden med et kompagni i Frederikshavn, og at et kompagni skulle sendes til Esbjerg61).

Den forholdsordre Generalkommandoen videresendte til Jydske Division afveg på enkelte områder fra ministeriets. I følge Generalkommandoens kunne divisionen disponere således, at »...handlefrihed, sikkerhed og videre fornøden indgriben (efter en neutralitetskrænkelse) sikres«. Det bestemtes endvidere, at fordelingen (min udhævning) »... indtil videre (skal) ske således, at der i første række tages sigte på at lette en mobilisering«52). Uden at være illoyal mod ministeriets forholdsordre åbnede Generalkommandoen op for muligheder for at fortsætte forberedelserne til den kamp, der ville følge efter neutralitetskrænkelsen.

Ministeriets disponering af enhederne til Vendsyssel og Esbjerg kan meget vel skyldes, at man som forlæg for forholdsordren anvendte forholdsordren og »Direktiver for neutralitetsforanstaltninger i 2. Generalkommandodistrikt« fra 2. august 1914, hvor en sådan detachering fandt sted for at signalere ligelig neutralitet. Generalkommandoens befaling til divisionen vedrørende Vendsysselstyrken udtiykte dette formål, men var lidt mere konkret. Formålet med forlæggelsen var »... at have en styrke ved hånden til eventuel indgriben over for neutralitetsstridige fore­ teelser i Ålborg lufthavn og i havne eller andetsteds nord for Limfjorden« (min udhævning)53). At dette ikke medførte, at bataljonen udskildte en styrke til bevogtning af lufthavnen, skyldtes sandsynligvis den valgte »bevogtningspolicy«, der gik ud på ikke at udsende detachementer, men holde styrken samlet, klar til indsættelse ved en neutralitetskrænkelse i et af ansvarsområderne, en policy, der var et resultat af de disciplinære problemer i 1. Verdenskrigs sikringsstyrke54). Bataljonen lå indledningsvis i Nørre Sundby, men flyttedes senere til området sydøst for Brønderslev55).

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 14.01.10.png

Den alarmering, der gennemførtes i januar 1940 som følge af formodede tyske troppeforlægninger til Slesvig-Holsten, medførte, at Jydske Division gav et direktiv for beredskabet, der pålagde Gamisonskommandanten i Sønderborg indledningsvis - på divisionschefens vegne - at tage kommandoen over de i Sønderjylland garnisonerede styrker. Direktivet tildelte i øvrigt opgaver til de andre garnisons- og lejrkommandanter i Sønderjylland således, at ansvarsfordelingen i tilfælde af et tysk overfald var klarlagt. Opgaven for styrkerne var primært» ... tilkendegivelsen af viljen til forsvar uanset styrkeforholdene - i anden række at skabe gunstige forhold for en senere kamp for nord fra tililende styrker.

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 14.02.24.png

I forlængelse af dette direktiv udarbejdede Gamisonskommandanten i Sønderborg i februar 1940 en mere detaljeret plan for beredskabsstyrken i Sønderjylland, der tildelte opgaver til kommandanterne i Søgård, Tønder og Haderslev samt til de i Sønderborg garnisonerede enheder. Det var denne plan, styrkerne den 9. april søgte at føre ud i livet, men kun Søgårdstyrkerne og i meget begrænset omfang Tønder-styrken kom på plads67).

Af mere konkrete forberedelser til Jyllands forsvar skal til slut kort beskrives

- planlægningen af (felt)befæstninger og hindringer (oversvømmelser og vejspærringer),
- planlægningen af jembaneødelæggelser og
- planlægningen af havne-og fjordspærringer.

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 14.04.07.png

Som det allerede har været nævnt, rejste man tidligt sagen om udbygning af permanente befæstningsanlæg til dækning af vejspærringer tæt ved grænsen og i to zoner nord herfor. Denne sag blev rejst igen og igen igennem hele perioden af Generalkommandoen, men forgæves. With betragtede det som helt nødvendigt med sådanne anlæg for at kunne opfange og sinke motoriserede angreb op i Jylland således, at der kunne skabes tid og rum til mobilisering og sammendragning. Men alle forsøgene forblev uden resultat68). Den ændring af fodfolkspionerkommandoets opgaver og organisation, der skete i periodens sidste år, var sandsynligvis bl.å. et resultat af disse forgæves forsøg på at få etableret et fast grænseforsvar. Et mobilt panserværn i stedet for et stationært. De faste anlæg skulle indgå i det system af feltbefæstninger, vej- og vejbrosprængninger, vejspærringer og oversvømmelser, man planlagde at udføre i området fra grænsen og i første omgang op til og med Kolding AKongeå-linien. Tyngden i anstrengelserne skulle lægges i Haderslev-Ribe- stillingen. Man kunne ikke påregne nord for Kolding Å at etablere sammenhængende linier (før Limfjorden), men man planlagde ved hindringer at vanskeliggøre, at angriberen »overfløjede« Jydske Division under denne henholdende kamp69).

Planlægningen for sprængning af jernbanebroer og større vejbroer var ved slutningen af 30’eme rutinearbejde i Generalstabens Forsynings- og Trafiksektion. Denne udarbejdede instruktioner til det ansvarlige DSBdistrikt o.a. Senest i 1933 var de forberedelser, der i årene før 1920 var gennemført i det centrale og sydlige Nørrejylland, udstrakt til Sønderjylland, hvor de ødelæggelser, som der var udarbejdet sprængningsinstruktioner for, lå tæt. Sprængammunitionen var fordelt på magasiner på jernbanestationer i Midt-, Syd- og Sønderjylland. Det Generalkommandoen anmodede om i januar 1940, var således blot en spredning af sprængammunitionen til flere stationer60).

Limfjorden havde siden begyndelsen af århundredet været forberedt spærret i begge ender. Mariager og Randers Fjorde var ligeledes forberedt spærret fra før 1. Verdenskrig. I Mellemkrigstiden var tilsvarende planlagt for Horsens, Vejle, Kolding og Haderslev Fjorde samt for Als Sund. Havnespærringer havde ligeledes været forberedt siden 1. Verdenskrig .Imidlertid var der - sandsynligvis på grund af udbygning af havnene i Mellemkrigstiden - et behov for revision af instruktionerne til de ansvarlige havnemyndigheder o.a. Denne revision fandt sted i månederne op til det tyske angreb. Spærringerne, der var tænkt som hindringer mod landgang, var planlagt udført ved sænkning af skibe ved sprængning. Kun for enkelte af de jyske havne manglede - ved tyskernes angreb - spærringsinstruktionen, og kun én af de nordjyske havne, Sæby, var ikke planlagt spærret61).

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 14.07.06.png

De hidtidige beskrivelser

Hidtidige beskrivelser har i hovedsagen bygget på Den parlamentariske Kommissions rapporter og dokumentation og på i privatarkiver fundne eksemplarer af værnenes opfattelser af Danmarks militærpolitiske stilling m.m. Materialet har været så tyndt, at man, bortset fra et par undtagelser, som jeg vil behandle nedenfor, har undlagt at vurdere planlægningen.

Undtagelserne er Bjørn Svensson: »Derfor gik det sådan den 9. april« (Kbh. 1965), og især A. R. Jørgensen: »9. april. De spildte muligheders dag« (Kbh. 1980).

Både Svensson og Jørgensen kritiserer den manglende planlægning. Jørgensen konkluderer generelt, at de ansvarlige officerer var »urealistiske, grænsende til det naive«, »overså betydningen af krigsplanlægning« og »ikke besad den fornødne faglige viden«62). Svensson påstår mere specifikt, at Generalkommandoen »...havde forsømt at forberede de ønskelige troppeforskydninger«63). Såvel den generelle som den mere specifikke kritik mod planlægningen må siges at være ukorrekt. Planlægningen var omfattende og detaljeret, og Jydske Divisions planlægning af andet end en sammendragning til Sønderjylland ville, hvis de politiske og de militære (bevogtriingsstyrken på plads fra krigens start) forudsætninger havde været til stede, have bibragt forsvaret en meget betydelig fleksibilitet. Men som bekendt, og her nævnt, var disse forudsætninger ikke til stede. Hermed er ikke sagt, at en kamp ville have haft andet end sinkende virkning på den tyske erobring af landet.

Svensson kritiserer disponeringen af beredskabsstyrken til Sønderjylland og peger på, at man i stedet burde have sammendraget bagud64). Som det er blevet påvist, var en sådan tanke ikke fremmed for Jydske Division, og det er korrekt, at i en »eksistensforsvars«-sammenhæng ville det være en korrekt disposition. Men man må sige, at en tilbagetrækning af styrkerne før angrebet, og således at have undladt en kamp for Sønderjylland, hhv. imødegåelse af neutralitetskrænkelsen, val* imod såvel Generalkommandoens som regeringens direktiver og forholdsordrer. Jørgensens krrtik af dispositionerne er betydelig mere omfattende, idet han påpeger - idet han ser Danmark og Norge som en forsvarsmæssig enhed - at de rådige styrker ville have været bedre anvendt i en sabotage af kommunikationsnettet suppleret med en kamp ved Limfjoden. For det første indebærer dette en alliancetankegang, som man på grundlag af bl.a. Ole Karup Petersens og Viggo Sjøqvists undersøgelser kan betegne som irrelevant for datidens danske og norske beslutningstagere efter 30’emes sonderinger vedrørende et nordisk forsvarssamarbejde65). Det eneste »nordiske« forsvarssamarbejde, der var forberedt, var et luftvarslingseller evt. luftforsvarssamårbejde med svenskerne over Sundet66). For det andet var - som påvist - de konkrete forberedelser, som Jørgensen kritiserer mangelen af: brosprængninger og havnespærringer, planlagt og i betydelig grad også forberedt udført ved detailinstruktioner.

Det Limfjordsforsvar, som Jørgensen påpeger hensigtsmæssigheden af, var planlagt, og vi kan med stor sikkerhed sige det samme om den sammendragning til Himmerland, som ville være den hurtigste vej til dette forsvars etablering. En henholdende kamp fra Sønderjylland mod nord var forberedt, men den forudsatte en ikke gennemført mobilisering og sammendragning før angrebet. Under 1. Verdenskrig forudså man en kamp, der indledtes et stykke oppe i Nørrejylland, idet man sinkede den tyske fremrykning i området syd herfor ved brosprængninger67). Hvis den sammendragning mod nord, som Jydske Division planlagde som alternativ til sammendragningen til Sønderjylland, var blevet iværksat, ville resultatet efter al sandsynlighed have været den »kommunikationskrig«, som Jørgensen anbefaler. Antallet af planlagte ødelæggelser - se den vedlagte skitse - overgik i øvrigt det antal, som Jørgensen anbefaler68). De havne, som Jørgensen anbefaler spærrede, var - med undtagelse af Sæby, som man vurderede var for lille til at have betydning - planlagt spærrede. De planlægningsmæssige forudsætninger for de forsinkelser, som Jørgensen - af hensyn til Norges forsvar - finder nødvendige, var til stede. Men indkaldelser og kamp i overensstemmelse med disse planer var ikke en reel option, for disse ville som forudsætning have haft politisk accept af en kamp, som ud fra de daværende politiske beslutningstageres synspunkt ville være formålsløs og i strid med danske interesser.

Da denne artikel ikke som formål har at være en detaljeret anmeldelse af Jørgensens bog, vil jeg slutte behandlingen af hans beskrivelse her.

Som afslutning vil jeg tage spørgsmålet om bataljonen i Vendsyssel op. På grundlag af Alsing Andersens vidneudsagn til Den parlamentariske Kommission69), hvor han beskriver årsagen til bataljonens placering som hensynet til ligelig neutralitet og hensynet til, at der også skulle være en militær tilstedeværelse i det nordligste Jylland, har tidligere beskrivelser konkluderet70), at den så ikke havde nogen opgave på Ålborg lufthavn. Som jeg har påvist, havde bataljonen imødegåelse af »neutralitetsstridige foreteelser« som første opgave. Alsing Andersens redegørelse for regeringens motiver er efter al sandsynlighed korrekt. Jeg nævnte som støttende herfor parallen til 1914- direktivet. Men man sender ikke en militær enhed til et område uden at give den en opgave. Da Generalkommandoen fik direktiv om at sende en bataljon til Vendsyssel, og da den væsentligste havn var dækket, har det været naturligt - i forlængelse af Generalstabens militærpolitiske vurdering - at give bataljonen en vagt formuleret opgave i tilknytning til den største af de to flyvepladser ved Alborg. Det forhold, at man senere flyttede bataljonen væk fra Nørre Sundby til et kantonnement ved Brønderslev, og det forhold, at den pågældende bataljon i sin 9. april-rapport ikke nævner, at det var på grund af, at den ikke løste sin opgave, at lufthavnen blev erobret71), gør, at man må vurdere, at hverken Generalkommandoen eller Jydske Division, og derigennem bataljonen, havde nogen forestilling om, hvor umiddelbar og alvorlig truslen mod lufthavnen var.

Fra 1932-lovens gennemførelse til april 1940 planlagdes forsvaret af Jylland af Jydske Division. Planlægningen var professionel og dybtgående, og gav i sin endelige udformning et fuldt sæt af militærpolitiske optioner også sådanne, som lå langt ud over rammerne for, hvad periodens politiske beslutningstagere betragtede som realistisk og ønskeligt. Da den udenrigspolitiske krise skærpedes og endte i krig søgte With, Gørtz og senere Prior at få forbedret det styrke- og beredskabsmæssige grundlag for planernes gennemførelse. Men i en periode, hvor det er de politiske beslutningstageres opfattelse, at en stormagt altid kan afse de styrker, der skal til for at nedkæmpe en lille nabostat, uanset hvad denne lille stat måtte gøre for at forsvare sig, er det politiske grundlag for et militært forsvar ikke til stede. Bevogtningsstyrken i Søndeijylland indkaldtes ikke ved krigens start, og senere ønsker om væsentlige forbedringer af forsvarsmulighedeme forblev uop­ fyldte. Som i perioden før den 9. april måtte det danske folks sikkerhed også efter denne dato bygge på dygtige forhandlere og ikke på nationale militære magtmidler.