I Militært Tidsskrifts martshefte har kaptajn Gotthardsen fremsat nogle bemærkninger til mine betragtninger over befa­ lingsmandsproblemet og trukket nogle forhold frem, som fore­kommer kaptajnen enten at være overset eller tillagt for ringe betydning.

Da kaptajnens bemærkninger former sig som en imødegåelse af de oprindelige betragtninger, medens der ikke er uenighed af betydning i grundlaget for hverken de oprindelige betragtninger eller for kaptajnens bemærkninger, må det vel være hensigtsmæs­ sigt at drøfte de tilsyneladende forskellige resultater, vi kommer til, og så se, om der fortsat vil være så stor meningsforskel om det væsentlige.

Som grundlag for en befalingsmandsordning fremsætter kap­tajnen fem krav, som alle er i fuld overensstemmelse med, hvad der er fremsat og behandlet i de oprindelige betragtninger. Der er derfor næppe grund til at gå nærmere ind på dem udover et par bemærkninger til det første, hvor kaptajnen forlanger, at befalingsmandsordningen frem for alt må være dikteret af og tilgodese militært saglige hensyn, for at forsvarets kampkraft kan blive den størst mulige.

Dette er uomtvisteligt rigtigt, og det ville — rent teoretisk — være løst fortrinligt med skabelsen af et fast underofficers­ korps og et fast officerskorps, begge med en linie af tjenestemænd i livsstillinger og en reserve efter det almindelige reserveprincip.

I praksis må imidlertid skabelsen af en befalingsmandsord­ning altid blive et kompromis mellem de rent militære krav, den samfundsordning, som forsvaret skal tjene, og — ikke mindst — den almindelige samfundsmentalitet.

Har en befalingsmandsordning ikke tilgodeset alle disse krav, vil den ikke blive tilfredsstillende og kunne bolde i en rimelig tid, og alene af den grund vil den heller ikke være „den mili­tært bedste“, thi et dansk forsvar kan aldrig være et mål i sig selv, men må være et integrerende og almindeligt anrekendt led af den øvrige samfundsopbygning.

Den skitse, der blev fremsat i de oprindelige betragtninger, forsøgte at finde et sådant holdbart kompromis, som kunne op­ fylde alle de uomgængelige krav, og når kaptajnen mener, at man ved at følge dets hovedlinier ville komme fra den nuværen­ de utilfredsheds varme aske, hvis eksistens kaptajnen anerkender, over i en almindelig kvalitetsforringelses endnu varmere ild, så fremgår begrundelsen for denne påstand ikke af kaptajnens be­ mærkninger, som konkluderer i, at man hellere bør blive ved den nugældende ordning med mindre tilpasninger.

Det havde været rimeligt, om kaptajnen havde anført, hvad disse „mindre tilpasninger“ skulle gå ud på.

Hæren står i dag overfor løsningen af det vanskelige problem for det første at skulle forøge sit fåtallige officerskorps af både linie og reserve og dernæst at skabe et helt nyt fast underoffi­ cerskorps, som på forsvarlig vis kan aflaste officerskorpset i al den rutineprægede detailtjeneste. Disse to befalingsmandskorps skal have indre tilfredshed og være i indbyrdes harmoni.

Nu må kravet om den „militært saglige“ løsning forliges med følgende kendsgerning:

Medens værnene ønsker officersbegrebet begrænset af uddan­ nelse og anvendelse efter almindelig international, ikke mindst NATO-praksis, så mener samfundsmentaliteten desuden også mel­ lem officerer og andre befalingsmænd at finde et uberettiget skel mellem „fin“ og „ikke så fin“.

Dette forhold gør det umuligt i praksis at løse underofficers­ problemet ved at skabe et underofficerskorps af tjenestemænd i livsstilling, thi så såre dette er gjort, vil man stå overfor et af den almindelige samfundsmentalitet støttet krav om, at disse tje­ nestemænd skal være — eller i hvert fald ret hurtigt blive — officerer.

Hvorfor skal de ikke være ligeså „fine“ som de andre? (Offi- cershovmod!!)

Da samfundsmentaliteten på baggrund af fortidens opfattelse af og indstilling til et dansk forsvars opgaver og nødvendighed ej heller — endnu — har nogen større respekt for eller forståelse af, hvad en officersuddannelse virkelig er — de går jo bare og råber på en eksercerplads og leger krig en gang imellem, sikke noget pjat for voksne mennesker! — så forstår samfundsmentalite­ten heller ikke — endnu — kravet om ordentlig uddannelse for at få anerkendelse som officer.

Hvad højere uddannelse skulle vel være fornøden „i militæ­ ret“?

Til denne opfattelse har det sikkert også været ulykkeligt medvirkende, at hærens opbygning efter krigen medførte, at så mange af vore kvalificerede kompagnichefer, om hvilke der tid­ ligere stod megen agtelse, måtte til tjeneste i stabene, medens of­ficerskorpsets repræsentation over for menigmand — den værne­ pligtige ungdom — overlodes til officerer, som ikke repræsente­ rede det danske officerskorps’ gennemsnitskvalitet.

Det har heller ikke været heldigt, at reserveofficerer på lang­ tidskontrakt ikke fik forøget officersuddannelse, inden de kom i virksomhed på lige fod med linieofficerer og med fenrikker som undermænd.

På alle andre områder i det danske samfundsliv anerkendes uddannelseskravet som „skel“ : faglært og ufaglært arbejder — in­geniør og civilingeniør — arkitekt og konduktør o. s. v., o. s. v., men disse skel er bare ikke på langt nær behæftede med dette idiotiske „finhedskompleks“ som det tilsvarende skel mellem offi­ cerer og andre befalingsmænd.

Vil man altså skabe et fast imderofficerskorps samtidig med, at man undgår den traditionelle utilfredshed, må man for det første lade være at have underofficerer i livsstilling, for det andet hele tiden under deres tjeneste holde dem adgangen åben til at blive officerer, ved at den fornødne uddannelse stadig er fri for den, der har evner til at gennemgå den.

Man må altså for at få samfundet og samfundsmentaliteten til at anerkende et militært sagligt krav om uddannelse for at blive officer også imødekomme samfundsmentaliteten ved at holde ad­ gangen til denne uddannelse helt fri og åben for enhver egnet i endnu videre grad, end samfundet gør det på andre områder. — Men man kan selvfølgelig ikke slå af på kravet om egnethed.

Jeg kan ikke se rettere, end at kaptajnen giver mig ret i disse betragtninger, når kaptajnen skriver, at „det er et utaknem­ligt hverv at påtage sig at slå koldt vand i blodet, når feberen jaser, for vore fenrikker m. fl. kan måske — i deres forståelige stræben efter højnelse af deres position — vanskeligt tro, at den, der skriver som her, agter dem !“

Kaptajnen vil sikkert gøre den erfaring, at det ikke alene er et utaknemligt hverv — det er et håbløst hverv!

Det må også bemærkes, at kaptajnen skriver „....... i deres forståelige stræben .......!“

Når denne stræben er forståelig — og det er den efter dansk samfundsmentalitet — så må den vel også imødekommes, men i akceptabelt forlig med de militære krav kan dette kun ske gen­ nem øget uddannelse og normal officersplacering. Der er næppe nogen tvivl om, at man i 1951 med skabelsen af fenrikgruppen tænkte sig, at man fik et moderne og tidssvarende befalings­ mandskorps med tjenestemænd i livsstilling til varetagelse af den uomgængeligt nødvendige underofficersgerning, men allerede nu i 1954 er fenrikkemes krav om officersplacering uomgængeligt — selv kaptajnen anerkender det som forståeligt.

Denne udvikling turde i sig selv være tilstrækkeligt bevis for, at det i en dansk hær er umuligt at have et fast underofficerskorps af tjenestemænd i livsstilling.

Man kan have unge og yngre underofficerer, som er tilfredse med deres gerning, når man byder dem gode og rimelige kår og yder dem fuld anerkendelse for godt arbejde, men når de når den alder, hvor utilfredsheden med placeringen erfaringsmæssigt melder sig, må de kunne finde en anden livsgerning end under­ officerens, og de må, når de så forlader underofficersgerningen, også anerkende, at den eneste grund til, at de ikke nåede office­rens placering, var, at de forsømte eller ikke evnede at benytte den samme adgang til den frie uddannelse, som de af deres kam­ merater, der havde evner og energi til at blive officerer, opnåede.

At kaptajnen nærer betænkelighed ved en sådan ordning og ikke kan kende dens praktiske fremkommelighed er vel natur­ ligt, men det er ingen grund til at afvise den, thi den vil sikkert vise sig som den bedst opnåelige og sikkert som den eneste va­ rige og bør derfor undersøges til bunds med velvilje og ikke med skepsis.

Hvor der er vilje, er der som bekendt vej.

Når kaptajnen frygter, at en indledningsvis fælles uddannelse af alle befalingsmænd skulle betyde en urimelig retardering af dem, der har såvel langt større forudsætninger som stof i sig til noget mere, og at dette forhold skulle medføre en svækkelse af forsvaret, så er denne frygt ubegrundet overfor den ordning, som skitseredes i de oprindelige betragtninger.

Det kan ikke være nogen retardering, men kun en gavnlig udvikling, at en officerselev, således som oprindelig foreslået, ud­ vælges af en fælles stamme af underofficerer ca. halvandet år efter sit mode ved hæren.

For underofficerernes vedkommende standser fællesuddannel­ sen med afgangen fra sergentskolen, og deres videre uddannelse sker på specialkurser på våbnenes skoler, hvorved kaptajnens krav om at undgå overkvalificeret uddannelse af underofficerer er sket fyldest.

Det kan ej heller medfore nogen retardering af de storre mu­ ligheders udvikling, at de gennemgår den praktiske .,kompagni­ officersuddannelse“, som de skal have, sammen med reserveoffi­ cerselever, som har behov for samme uddannelse, når de blot ikke skal vente på, at de, der ikke har den forlangte adgangsbetingelse, realeksamen, tager denne på forsvarsgymnasiet. De skal ej heller, hvis de har studentereksamen, vente på, at andre tager denne ad­ gangseksamen på forsvarsgymnasiet, inden de kommer i den fore­ slåede addste officersklasse.

Når kaptajnen mener, at forslaget er beregnet på en fremtid, hvor de fleste danskere har en forhåndsviden, som svaler til real­ eller studentereksamen, så er dette ikke rigtigt, men det passer til en tid, hvor samfundets krav om lige adgang for gode evner til fri uddannelse er sket fyldest, og på dette område er forslaget, således som værnene iøvrigt hele tiden har været det, langt forud for den øvrige samfundsudvikling.

Jeg er ganske enig med kaptajnen i — og finder det også særdeles heldigt — at der findes unge mænd uden eksamen, men med sundt omdømme og megen fornuft, og der er hårdt brug for dem i det uundværlige fasle underofficerskorps, men jeg tror ikke, de vil finde sig tilfreds med placeringen her undtagen på de skitserede vilkår.

At en videre uddannelse af enhver, nårsomhelst og uden hen­ syn til grad, påbegyndt gerning og levealder, vil være at gå for vidt, er selvfølgelig rigtigt, men det har heller ingenlunde væ­ ret tilsigtet og vil ej heller på nogen måde blive konsekvensen.

For det første var betingelsen, at manden skulle ønske uddan­ nelsen, for det andet skulle han være egnet. Disse to betingelser sætter en væsentlig begrænsning af begrebet „enhver“. Endelig vil det ikke være tænkeligt, at antallet af kandidater, som har forpasset den naturlige chance, som bestemmes af deres levealder, vil være særlig højt, men det er hensigtsmæssigt overfor kritik og utilfredshed, at de stadig har muligheden.

Dernæst stiller kaptajnen en række spørgsmål til overvejelse som argumenter, der taler imod „kompagniofficererne“.

Inden besvarelsen af disse spørgsmål må det imidlertid fast­ slås, hvad også blev fremhævet overfor oberstløjtnant Engelis be­ tænkeligheder i oberstløjtnantens indlæg i januarhæftet, at „kom­pagniofficerer“ ikke er tilstræbt som nogen særlig talstærk gruppe. Det må tværtimod tilstræbes, at den linieofficer, som nøjes med uddannelsen i yngste klasse, er en undtagelse og ikke en alminde­ lighed. Dette må opnås dels ved udvælgelsen af officerseleverne i almindelighed, dels ved at adgangen til den videre uddannelse er helt åben for de egnede.

Kaptajnen spørger:
— Mener man, at der i dag er råd til at sænke kravene til kva­litet og uddannelse af underafdelingschefer og næstkomman­ derende under uddannelsen i fredstid og hele deres dermed forbundne virksomhed — også udadtil mod befolkningen?

Nej, det er der ikke råd til, men det vil heller ikke ske.

Uddannelsen i „kompagnitjenesten“ på en etårig skole med en realeksamen som adgangseksamen kan give den for­ nødne kvalitet, og når det er reglen og ikke undtagelsen, at en ung linieofficer efter bestået yngste klasse fortsætter sin officersuddannelse, så betyder forslaget ingenlunde nogen al­ m indelig kvalitetsforringelse.

— Kan chefer og næstkommanderende med en meget kortere uddannelsestid og et langsomere tempo under denne og føl­gelig betydelig mindre militær viden røgte deres føringsop­ gave?

Chefer og næstkommanderende med den i skitsen fore­ slåede „kompagniofficersuddannelse“ vil være fuldt forsvarligt uddannede til deres førerhverv.

Om problemet „føring“ henviser jeg iøvrigt til min be­mærkning til kaptajn Hvidt i februarheftet, side 53.

Til og med underafdelingsstadet er den taktiske føring ren eksercits, præget af refleks og nøjagtighed som al anden eksercits, og færdighed heri afhænger af kendskab til kamp­ eksercits og af rutine.

Når kaptajnen imidlertid taler om „en meget kortere ud­ dannelsestid“, så er dette ikke berettiget.

Et års skoleuddannelse i kompagnitjeneste efterfulgt af mange års praktisk troppetjeneste under kyndige chefer, og specialkursus heri vil sikkert vise sig at have givet en både grundigere og mere langvarig uddannelse i kompagniføring, end f. eks. den kompagnichef møder med, som i dag har for- rettet et par års løjtnantstjeneste i geleddet og derefter er forsvundet ind i en stab, hvorfra han lejlighedsvis vender tilbage til geleddet i kortere tidsrum.

Når kaptajnen også taler om „et langsommere tempo“ under uddannelsestiden, så er dette ej heller berettiget. Hvor­ for i alverden skulle tempoet ikke være det uddannelsesmæs­ sigt naturlige? De, der ikke kan følge med, opfylder jo ikke kravet om at være kvalificerede og bør følgelig ikke være udtaget.

Hvor mange af krigsstyrkens underafdelinger, tror kap­ tajnen, vil blive enkadreret med reserveofficerer i dag og langt ud i både fremtid og evighed? Tror kaptajnen, at disses ud­ dannelseskvalitet er højere eller lavere end de foreslåede kompagniofficerer“, og hvorledes tænker kaptajnen sig kra­ vet til føringen opfyldt af reserveofficererne, hvis man vil kassere „kompagniofficererne“. Man må gøre sig klart, at helt uanset den øjeblikkelige mangel på linieofficerer så vil for­ holdet mellem fredstjenestens og krigstjenestens behov for linieofficerer tvinge en værnepligtig kadrehær til at anvende reserveofficerer i langt det største antal af krigsstyrkens un­ derafdelinger, derfor er reserveofficerens forsvarlige uddan­ nelse lige så vigtig for samfundet som linieofficerens.

Kan der — forudsat samme militære uddannelse — påregnes at være samme føreregenskaber til stede hos fenrikker som hos officerer, eller må evnen til kombination, fantasi og lo­gisk tænkning fremdeles tillægges så stor betydning, at denne evne forbliver et af kriterierne for udvælgelsen af officerer?

Ja, disse evner må selvfølgelig stadig være betingelsen for udvælgelsen til officer, og hvor en mand, som i dag ville være i fenrikgruppen, findes i besiddelse heraf, bør adgangen til officersuddannelsen være ham åben.

Jeg tror ikke, disse evner som naturligt medfødte vil være nogen undtagelse blandt de soldater, der i dag udgør fenrik­ gruppen, snarere ligeså normale som blandt officerer, og forudsat samme militære uddannelse utvivlsomt. Ellers vil de heller ikke få adgang til denne samme militære uddannelse.

Vil kravene til officerernes virksom hed i afdelings- og regi­ mentsstabe være forsvarligt tilgodeset?

Ja, de ville.

Eksempelvis en bataillonsstab vil være velenkadreret med en rådighedskaptajn og en O-officer med fuld linieofficers- uddannelse.

E.-officeren kan være reserveofficer med E-tjenesten som speciale. T-officerens og A-officerens hverv kan, hvis disse hverv i det konkrete tilfælde ikke foretrækkes besat med an­ dre officerer, udmærket være tilfredsstillende bestridt med rutinerede geledofficerer med „yngste klasses“ uddannelse og specialuddannelse i A- og T-tjeneste indenfor afdelingen.

En regimentsstab vil være forsvarligt enkadreret med en stabschef, en O-chef og en T-chef med fuld linieofficersuddan­ nelse. E-chefen kan være reserveofficer med specialuddannel­ se, og A-chefen kan — alt under hensyn til det konkrete til­ fældes udvælgelsesmuligheder — have yngste klasses uddan­ nelse og derefter praktisk tjeneste og rutine, dels i geleddet, dels i afdelings- og regiments A-tjeneste.

Hvorledes tror kaptajnen, at en bataillonsstab og en regi­ mentsstab på krigsfod vil være enkadreret i dag og langt ud i frem tiden — faktisk i hele vor m ilitæ re levetid?

Der er i krigskunsten en gammel praktisk læresætning, som siger: „Man slås med det, man har.“ Man må så se at få det bedst mulige ud af det.

Det bedste er det godes fjende!

Hvorledes bliver forholdet mellem disse „konipagniofficerer“ og dem, der går gennem „ældste klasse“, idet de sidstnævnte for at få uddannelse og erfaring ofte må skubbe de først­ nævnte ud af stillingerne, som vil være knappe til så mange?

Jeg tror, at forholdet indenfor det skitserede officers­ korps vil være godt og naturligt både kammeratligt og tjenst­ ligt og i hvert fald langt bedre, end det er blandt fenrikker og officerer i dag, og yderligere langt bedre, end det vil være i et officerskorps, som har måttet absorbere fenrikgruppen uden officersuddannelse og officerstjeneste.

Har kaptajnen nogen betænkeligheder ved forholdet in­ denfor officerskorpset mellem linieofficerer og reserveoffice­ rer, såvel tjenstgørende som hjem kom m anderede?

Jeg kan slet ikke se, at der skulle blive noget „skubberi“.

For det første vil en afdelingschef vel fortsat anvende sine officerer i overensstemmelse med tjenestereglementets bestemmelser om grad og aldersorden — og det måtte være en ringe afdelingschef, som tolererede noget „skubberi“ indenfor sit officerskorps, for det andet vil tilgangen til skolerne vel blive afpasset efter behovet, men foreløbig er der dog vist „stillinger“ nok til alle; for det tredie vil antallet af „kom­ pagniofficerer“ være forholdsvis ringe.

— Hvad siger vore officersskoler og fenrikskoler om elevernes muligheder for at følge og få udbytte af en sådan uddannel­ se? Kan først og fremmest fenrikeleverne klare det?

Dette spørgsmål må vel skolerne svare på, men forinden der svares, må det erindres, at kravet om adgang til den frie uddannelse også var de fornødne evner.

Derefter må svaret vel blive positivt.

Skulle en sergent, som i dag ville have været fenrikelev, men som nu har taget sin real- og studentereksamen som ad­ gangseksamen til henholdsvis yngste og ældste officersklasse, have ringere muligheder end en anden elev?

— Hvorledes kan en sådan personelordning praktiseres i alle tre værn, og vil den i princippet kunne godkendes overalt?

Det må officerer fra de respektive værn svare på, men det kan ikke være sagligt rim eligt at beholde en uheldig ord­ ning i hæren, fordi de andre værn ikke i princippet kan god­ kende en for hæren ønskværdig ordning.

At kaptajnen kan fremføre mange betænkeligheder er kun naturligt, det kan man almindeligvis overfor alle nye tanker, og jeg har selvfølgelig selv haft de samme betænkeligheder, men jeg har ment, at de måtte besvares positivt.

At betænkelighederne fremsættes til drøftelse er kun såre heldigt for hele problemets behandling, men det havde været endnu mere værdifuldt, om den negative besvarelse, som ligger latent i den måde, de er stillet op på, havde været begrundet og sammenholdt med de faktiske forhold og de praktiske udviklings­ muligheder, kort sagt, at der havde været skitseret og begrundet et „modforslag“ eller blot antydet, hvad de „mindre tilpasnin­ger“ af den gældende ordning skulle gå ud på.

De forslag om „mindre tilpasninger“, som kan ventes sat frem til drøftelse, vil ligge mellem to yderpunkter:

Det ene, at fenrikgruppen på en eller anden måde får be­ sked på at være tilfreds med sine vilkår og anerkende, at dens opgave er underofficersgerningen. Det andet, at fenrikkerne kal­des løjtnanter og automatisk bliver officerer uden officersuddan­nelse og uden officerstjeneste.

Den første løsning er praktisk mulig, den anden er rent sag­ligt kompromitterende for et officerskorps’ faglige kvalitet.

Står man overfor et ukendt terrain, som man skal igennem, vil jeg ligesom kaptajnen mene, at det er klogt, at man oriente­ rer sig godt, men jeg vil tro, at det er væsentligt klogere at rekognoscere det terrain, man selv skal igennem, fremfor at sen­ de sin opklaring ud i naboernes terrain, som har sit eget sær­ præg. Man får intet brugeligt løsningsgrundlag for sin egen op­gave, hvis man viger udenom at opklare sine egne forhold, fordi man finder ubehagelige terrainhindringer, som man ikke kan lide at erkende.

Er disse terrainhindringer tilm ed særprægede for ens eget terrain, er det selvbedrag at tro, at man kan klare den ved at se, hvordan ens naboer klarer andre hindringer.

Skulle man virkelig være så uselvstændig og have så ringe selvtillid, at man overfor et dansk problem opgiver at finde en dansk løsning, som kan skabe respekt både indadtil og udadtil for dansk saglighed?

Principperne i det skitserede forslag må vel kunne finde godkendelse hos de interesserede parter.

Samfundet må vel kunne finde forslaget i samklang med de almindelige krav om fri adgang til uddannelse til lederstillinger for alle egnede og til kravet om forsvarlig faglig kvalitet i føring og ledelse af den værnepligtige ungdom i krig, hvor livet bliver indsatsen.

Officerskorpset må vel kunne finde forslaget tilstrækkeligt konsekvent i kravet om officersuddannelse som anerkendelse for officersgrad — og gerning.

Fenrikgruppen må vel finde, at forslaget imødekommer dens krav om forøget civil og militær uddannelse og ubestridt offi­cersplacering både tjenstligt og kammeratligt, thi forslaget inde­ holder jo i realiteten blot, at samtlige linieofficerer og reserve­ kaptajner skal gennemgå den samme praktiske kompagniuddan­ nelse som en fenrikklasse med den af fenrikgruppen ønskede øge­ de uddannelse ville komme til at give — men uden normal offi­ cersplacering og anerkendelse som resultat.

M. L. Lauesen.