Det er en god gammel sandhed, at man ofte lærer mest af den besejrede. Den tyske hærs kamp på østfronten er efter STALIN- GRAD-katastrofen formentlig verdenshistoriens interessanteste — og største — eksempel på „den underlegnes“ strategi, på defensiv strategi i det hele taget. Dette så meget mere, som tyskerne i starten mente sig overlegne og startede med en elan, der på få måneder syntes at bringe dem KREMLS løgkupler i sigte. Og vel mærke en élan, der skabtes af de tyske panserenheder.
I alle Ruslandsfelttogets operationer var jo nemlig panservåbnet det væsentligste offensive element og panserværnet dermed det vigtigste defensive problem. Erfaringerne om panserværn skal man derfor ubetinget hente hos den besejrede. I det følgende omtales følgelig overvejenede nogle af EIKE MIDDELDORF’s i „TAKTIK IM RUSSLANDFELDZUG“ nedfældede betragtninger vedrørende panserværn, men det skal udtrykkelig bemærkes, at bogen fortjener at blive læst i sin helhed. Nogle af dens påstande vil forbavse — og ikke mindst i et lille land med en ukrigsvant og materielt set lidet begunstiget hær. Men de spørgsmål, det drejer sig om, er så vigtige, at man ikke har lov at undlade at beskæftige sig med de ubehagelige kendsgerninger.
Er disse den 2. verdenskrigs erfaringer da ikke allerede forældede?
Svaret må blive NEJ ! Ved overvejelser om kampføring i atomalderen vil man heller ikke kunne gå disse erfaringer forbi. På mange måder vil hærens struktur forblive den samme og de taktiske principper uændrede, omend navnlig afstande og de til visse operationers forberedelse og gennemførelse mulige tidsrum vil blive andre end hidtil. Med indlæggelse af de hertil fornødne, enkle korrektioner vil de foreliggende panserværns erfaringer være af direkte, håndgribelig værdi for enhver troppeofficer.
Indledningsvis må derfor konstateres, at medens både Sovjet og Tyskland allerede i fredstid havde lagt tyngden af deres oprustning på kampvognsproduktionen, var panserværnet lios begge parter et stedbarn i planlægning, organisation og produktion. Det er derfor ikke besynderligt, at panserværnet på begge sider i al almindeligbed har svigtet. På russisk side særligt i sommeren 1941 og på tysk side under T-34’ernes stadig stærkere optræden på kamppladsen. I denne sammenhæng vil det være på sin plads forst og fremmest at sammenligne de to parters daværende panserudben.
I begyndelsen af Ruslandsfelttoget rådede den tyske østbær over 3.660 kampvogne, medens man på russisk side allerede da havde det fire eller fem-dobbelte antal. Indtil slutningen af oktober 1941 gik på tysk side ca. 1.900 kampvogne — altså i tyskernes offensive fase halvdelen — tabt, men kunne dog i det væsentlige erstattes af fabriksny tilgang. De russiske tab var i dette tidsrum imidlertid 10 gange så store som de tyske, tilgangen af nye vogne var til gengæld tilsvarende større og med model T-34 også betydeligt bedre i kvalitet. Denne kampvogn var ganske vist i Ruslandsfelttogets første år den tyske standardkampvogn, Panzer IV, underlegen, såvel hvad angik besætningens tekniske og taktiske uddannelse som i henseende til skyts og optik, men i pansertykkelse og i terraingående evne havde den så store fordele, at den for de tyske kampvognsenlieder blev en stærk modstander, for de tyske fodfolksenheder og det. tyske samlede panserværn et sandt spøgelse.
Det tyske panservåben måtte under østfelttoget derhos kæmpe mod det russiske panservåbens stadig stigende både numeriske og relative overlegenhed, forårsaget af flerfrontkrigen, af amerikanske leveringer og af store tab ved de udstrakte tilbagegangsbevægelser. Således var der ved slutningen af katastrofen ved STALINGRAD og de deraf følgende tilbagegangskampe i begyndelsen af maj 1943 kun 1.621 brugbare kampvogne tilbage på den samlede østfront. Heraf var 501 umiddelbart bag fronten under reparation. Kun 100 kampvogne hørte til typen „TIGER“, og resten bestod af lige dele Panzer III og IV. Fire uger senere var antallet af kampvogne ganske vist igen vokset til 3.032, men det nåede i de følgende år ikke noget til de russiske kampvogne gunstigere forhold end ca. 1 : 7. Bemærkelsesværdig er i denne sammenhæng begge modstandernes samlede produktionstal i østfelttoget: Tyskland producerede fra
1. januar 1941 til afslutningen af krigen ca. 25.000 kampvogne, hvorimod 150.000 kampvogne forlod de russiske fabrikkers samlebånd.
Under disse omstændigheder kunne den russiske føring vel tillade sig i det mindste rent materielmæssigt at negligere eget panservæm, da det mest virksomme middel til at afvise fjendtlige kampvogne nu engang er egne kampvogne. Anderledes var det på tysk side. I gennemsnit stod der i de fire år, østfelttoget varede, ca. 30 panser og motoriserede divisioner på østfronten. Havde selv panservåbnet det største besvær med at afvise de russiske kampvognes masseangreb, da er fodfolksdivisionernes kampe på østfronten i samtlige år kendetegnede ved et helt utilstrækkeligt panserværn.
Ved eftersporing af disse panserværnets negative erfaringer finder man hyppigt i efterkrigens militærlitteratur følgende the- sis: „Den anden verdenskrig synes at have bevist, at man behøver en kampvogn for at kunne bekæmpe en anden kampvogn!“
Det er en ubestridelig kendsgerning, at kampvogne normalt er det virksomste middel mod kampvogne. Men det er et kostbart middel! Spørgsmålet er derfor, om det også er det rigtige i alle tilfælde?
Ved enhver offensiv kamphandling imod en panserstærk fjende er kampvogne i dag det eneste tænkelige våben for at kunne opnå et resultat. Men tillige har den anden verdenskrig i alle sine faser vist, at en i stategisk defensiv trængt armé bittert må erkende sig svag, hvis den ikke ved siden af sit eget da normalt underlegne antal kampvogne også råder over et slagkraftigt panserværn.
Panservåbnets anvendelse som panservcerø er altid en bort- ødslen af den værdifuldeste ildkraft, den bevægelige, pansrede ild. Det må være en grundfejl at bruge dette kostelige og bekostelige kampmiddel i rene panserværnsenheder. En armé, der af mangel på tilstrækkelige panserværnsvåben må benytte sit fodfolk mod kampvogne alene ved hjælp af egne kampvogne, må naturnødvendigt i vid udstrækning opdele sine egne panserkræfter og dermed afgive sin i tid og rum mest udpræget operative ildkraft.
En sådan losning af panserværnsspørgsmålet vil altså gå ud over det i mangfoldige taktiske situationer afgørelsesbringende våben.
Den anden verdenskrigs erfaringer lærer os derfor, at panserværnsvåben, -materiel og -midler må være så lette og billige som muligt for derved at muliggøre såvel deres massefremstilling uden dybtgående belastning af krigspotentiellet som deres masseindsættelse ved alle enheder uden svækkelse af disses primære kampkraft. Når man betænker, at man på tysk side åbnede krigen mod Rusland med kun lidt mere end 3.500 kampvogne, og at man med disse tilkæmpede sig store operative resultater, bliver panservåbnets kamprolle med den idag angivne kampvognsproduktion endnu mere betydningsfuld. Man bør ikke hefte sig ved panservåbnets svigten i den anden fase af felttoget i Korea, der jo som bekendt er „et land bestående af dale, i hvilke kun een kampvogn ad gangen kan køre frem frontalt“. De europæiske sletter er derimod ideelle indsættelsesrum for panserarméer i et omfang, som ikke terrain eller produktion, men alene de taktiske atomvåben vil kunne begrænse.
Disse den anden verdenskrigs erfaringer — især fra østfelttoget — fordrer derfor netop bydende nødvendigt panserværnsforholdsregler af usædvanlig art og, livor truslen om anvendelse af taktiske atomvåben tvinger til vidtdreven spredning af de angribende kampvogne, i usædvanligt tal.
1. Det russiske panservåbens kampmåde.
Kendskabet til det fjendtlige panservåbens egenart og kamp- måde er grundlaget for alle ens egne panserværnsforanstaltninger. Herved er det nødvendigt, at man bevist gør sig fri af alle grundsætninger for anvendelse af eget panservåben.
Den anden verdenskrigs russiske panservåben — talmæssigt det stærkeste i verden — besad lige fra foråret 1941 i stigende omfang en så klar talmæssig overlegenhed, at man i dets føring kunne tillade sig at trække kampvogne til alle overhovedet mulige formål.
Ganske enkelt drejede det sig om:
— Anvendelse i panserkorps eller panserbrigader,
— fodfolksledsagekampvogne,
— dannelse af skelet i panserspærrelinier eller som
— bevægeligt artilleri.
Trods lejlighedsvis indsættelse af enkelte kampvogne henfaldt russerne dog ikke til den fejl, det er at dele sit panservåben. Blot var deres metoder til føring af store kampvognsenheder indtil ca. 1943 endnu ufuldkomne. Senere, særligt i de store slag i året 1945, var de i operativ henseende fuldt på højde med tyskernes føringskunst. Russerne forstod at overføre det tvske angrebs samarbejde mellem kampvogne og panserskyttevogne på deres egne forhold, idet de — typisk — erstattede de tyske panserskyttevognes kampkraft og hurtighed med russiske menneskemasser. Således førte de kombinerede angreb af kampvogne og fodfolk i fem efter hinanden følgende bølger, inddelt i to kampvogns- og tre fodfolksbølger, som angreb således: Fodfolk — kampvogne — fodfolk — kampvogne — fodfolk. Gennem denne fremgangsmåde fandt de på mønstergyldig måde nøglen til resultaterne og fik tillige angrebet næret i dybden ved det nære samarbejde mellem kampvognene og det ledsagende fodfolk. 'Denne taktik var bl. a. også svar på det indtil 1944 stadigt voksende og stedse virksommere tyske pan- sernærforsvar med „Panzerfaust“ og „Ofenrohr“. Russiske grundsætninger for kampvognsindsættelse skinner også igennem ved fordelingen af kampvognen til de enkelte enheder. Således var ved begyndelsen af 1945 de samlede russiske kampvogne efter det foreliggende fordelt som følgende: Ca. 10.000 kampvogne ved de ca. 70 panserkorps (et russisk panserkorps svarer ca. til en tysk panserdivision) og selvstændige panserenheder samt ca. 20.000 kampvogne ved de 400 skyttedivisioner og panserbrigader.
Medens panserkorps og selvstændige panserenheder udelukkende blev anvendt til operative opgaver, blev skyttedivisionernes kampvogne anvendt til støtte for fodfolket (efter det tyske stormskyts system), til pansertwra og som selvkørende artilleri.
Særligt kendetegnende for den russiske kampvognsindsæt.telse i de to sidste krigsår er det pricipielle samarbejde med snævert tilknyttet fodfolk. Overalt — undtagen i skov og i særligt uoverskueligt terrain — bestræbte russerne sig for først at angribe med en kampvognsbølge omgivet af fodfolk.
Ved forfølgning blev det tildelte fodfolk gruppevis kørt frem på de enkelte kampvogne. Fortsættelse af forfølgningen ved nat var obligatorisk fremgangsmåde.
Særligt ubehagelig var indsættelse af de russiske kampvogne som selvkørende artilleri. Herved nedkæmpede de ofte fra lange og sikre afstande, ved direkte skydning og under dygtig udnyttelse af terraindækninger og hurtige stillingsindtagelser, modstandsrede efter modstandsrede.
2. De „rene“ panserværnsvåben.
De taktiske grundsætninger for panserværn er ved alle enheder i højeste grad afhængig af de rådige våbens teknik. Det er derfor nødvendigt først og fremmest at betragte de våbentekniske erfaringer med panserværnsvåbnene før og under krigen.
a. Våben og midler.
1. De „klassiske“ panserværnsvåben.
Den trukne panserværnskanon.
Førkrigsudviklingen af de første trukne panserværnskanoner med kaliber 3,7 og 5 cm svarede til de daværende fordringer med hensyn til gennemslagsevne, skudvidde, vægt og lav opbygning. Med krigens begyndelse løb kampvognenes udvikling fra panserværnskanonernes. Tiltagende pansertykkelser og skrå flader tvang panserværnskanonerne ind på en udviklingsvej, der endte i en blindgade: Kaliberets stigning fra 3,7 til 8,8 cm bavde en forhøjelse af våbenvægten fra l/2 1 til 4]/2 t til følge, og panserværnskanonen blev hermed et i taktisk henseende næsten ubrugeligt våben.
Begyndelseshastighedens stigning for at forhøje gennemslagsevnen og træfsikkerheden krævede en rørlængde fra 1,5 m til 6,5 m, hvorunder den taktiske brugbarhed ligeledes led.
Hulladningsammunitionens udvikling krævede nedsættelse af flyvehastigheden, hvilket igen påvirkede træfsikkerheden. Dertil kom, at den trukne panserværnskanon med sin store upansrede trækkraft næppe var bevægelig på kamppladsen. Den var sen til ildafgivelse (på- og afprodsning) og krævede mange mands betjening ved flytning i terrainet uden motorkraft, ligesom mandskabet måtte kæmpe uden nogen form for pansret beskyttelse.
Disse erfaringer fra den anden verdenskrig synes at vise, at den trukne panserværnskanon ikke har kunnet følge videreudviklingen af kampvognen. Den svarer næppe til fordringerne ved en nutidig bevægelig kampmåde og borer ikke mere til en moderne enheds udrustning.
2. Dysevåben.
Udvejen fra denne udviklingens blindgade skulle de lette rekylfri kanoner vise. Ved krigens slutning var disse dog endnu ikke feltanvendelige. Også i dag indskrænker den på lang afstand synlige bagflamme, den stærke røgudvikling og det typiske knald dens taktiske brugbarhed. Man har søgt disse ulemper mildnede dels ved påmontering af et 12,7 mm indskydningsgevær og dels ved anbringelse af kanonen på et hurtigt køretøj. Men dette køretøj må være let pansret og have fremragende terraingående egenskaber. Disse sidstnævnte er allerede fundne i jeep’en.
Lykkes det at svække de nævnte uheldige egenskaber og at opnå en tilstrækkelig træfsikkerhed på indtil 1.000 m, er et svar på panserværnsspørgsmålet om de afgørende skudafstande fra 300 til
1.000 m gennem let skyts herigennem givet.
3. Pansernær kampvåben.
Den tyske hærs utallige — ja, forbavsende antal — nedkæmpelser af kampvogne ved pansernærkampmidler i den anden verdenskrig taler deres tydelige sprog. Medens kampvogne kun i ringe omfang ødelagdes med miner, sammenbundtede håndgranater og hulladninger forsynede med spænder eller hægter, tilfaldt den største del af ødelæggelserne „Panzerfaust“, der på grund af det grove visér og den store spredning næppe anvendtes udover 80 m. Ved geværgranaten var derimod de ballistiske og våhentekniske egenskaber mindre heldige og hertil kom, at i modsætning til „Panzerfaust“ var dens virkning i kampvognens indre meget ringe. Dette pansernærkampmiddel blev derfor sjældent anvendt.
Nøgne tal på ødelagte kampvogne viser den tyske soldats tapperhed under pansernærkamp og understreger, at den samlede uddannelse skal ske krigsmæssigt. Fodfolk, der har prøvet overrulning af kampvogne og haft intimt samvirke med pansertropperne under fredstidsuddannelsen, er så at sige altid immunt overfor panserchok. Dette bør dog på ingen måde føre til overvurdering af pansernærbekæmpelse. Beviset herfor er det foruroligende fald i antallet af ødelagte kampvogne fra omkring januar 1945, hvor det russiske panservåben omgav dets kampvogne med et beskyttende bælte af fodfolk i en omkreds af 100 til 200 m. Dersom terrainet ikke frembød særligt gunstige skjulemuligheder for pansernær- kamp-soldaten, blev pansernærkamp herefter næsten umulig.
Heraf fulgte, at man nødvendigvis måtte have et brugbart pan- sernærkampvåben, der ved siden af ringe ildhøjde, tilstrækkelig gennemslagskraft og fornøden indre virkning endog havde træfsikkerhed på afstande fra 200 til 300 m, men på den anden side ikke hæmmedes af en væsentlig forøgelse af våbenvægten.
4. Panserværnskanon på selvkørende lavet.
Stormskyts og panser jager.
Den selvkørende panserværnskanon er en kanon, monteret på et kampvognschassis kun med splintsikkert front- og sidepanser, åben overbygning og ringe sideretningsfrilied. Ved masseoptræden af fjendtlige kampvogne og i løbende kampvognsslag spiller disse højtragende, svagt pansrede og køreteknisk dårlige panserværnskanoner for det meste en ynkelig rolle.
Stormskyts eller panserjagere er fuldt pansrede, terraingående køretøjer med stærkt frontpanser, lukket overbygning uden tårn og forsynet med svære kanoner.
De har bestået deres prøve som bevægelige tyngdepunktsvåben i angreb og forsvar, men hæmmes normalt af ringe sideretningsfrihed (undtagelse M-10) og stærk sårbarhed overfor pansernærbekæmpelse. Da de i omkostninger og fremstillingspris ikke er billigere end kampvogne, kunne med deres hjælp det ugunstige talmæssige forhold til det fjendtlige panservåben ikke væsentligt ud- jævnes. De fandtes trods alle beretninger i for lille et antal til at kunne have haft afgørende indflydelse på panserværnssituationen.
Der manglede for dem det afgørende for, at de på den materielle underlegenheds side skulle blive en virkelig trumf:
Det var ikke noget billigt massepanserværnsmiddel.
5. Artilleri og luftværnsartilleri.
I fredstidsuddannelsen har alle landes artilleri mere eller mindre holdt sig udenfor panserbekæmpelse med undtagelse af Rusland, hvor hovedansvaret for etablering af den såkaldte „Panserværnsfront“ tilfaldt artilleriet.
På tysk side var med afskaffelse af 7,5 cm feltkanonen og indførelse af den lette 10,5 cm felthaubits det afgørende skridt gjort til at anvende artilleriet i det egentlige panserværn. Ved endvidere at indføre hulladningsammunitionen blev artilleriets selvforsvar i egne ildstillinger forbedret, således at artilleriet ved direkte skydning mod fjendens kampvogne ofte opnåede betydelige resultater. For eksempel udtoges 1 piece pr. batteri specielt til panserværn. Disse piecer, der var anbragt i meget omhyggeligt slørede stillinger, opstilledes dybt echelonneret, således at de gensidigt dækkede hinanden og, hvor det var muligt, skød flankerende. Det pansertruede terrain forsynedes med afstandsmærker, og ilden åbnedes fra piecerne, når de fjendtlige kampvogne passerede
1.000 m-linien. Alligevel er artilleriets hovedopgave ved fjendtlige kampvognsangreb simpelthen at adskille det fjendtlige fodfolk fra dets kampvogne, hvilket er den vigtigste forudsætning for egen pansernærkamp.
8,8 cm luftværnskanonen har ligeledes og måske endda i højere grad end feltartilleriets piecer bestået sin prøve som panserværnskanon på grund af sin træfsikkerhed og gennemslagskraft på lange afstande, men dens størrelse kræver et skudfelt på mindst
1.000 m eller mere, hvilket almindeligvis kun findes i åbent, svagt bølget terrain. løvrigt. gælder for kanonen nøjagtigt, hvad der er sagt om den trukne panserværnskanon.
6. Panser bekæmpelse fra luften.
Efter erfaringer fra krigen kunne kampvogne bekæmpes både direkte og indirekte af flyvevåbnet. På tysk side havde i direkte angreb nogle jagerbomberenheder specialiseret sig som „Panzer- knacker“ og fremviste bemærkelsesværdige resultater. Denne form for panserværn stiller store krav til mennesker og maskiner og har almindeligvis i hvert fald lokal luftoverlegenhed til forudsætning.
Hvor stærkt flyvevåbnet indirekte kan lamme fjendens kampvogne ved at forhindre enhver forskydning i dagslys og liindre de vitale drivmiddelforsyninger i at nå frem, viste invasionens forlob i vesten meget tydeligt, når der fandtes luftoverlegenhed.
Flyvevåbnet er således den „lange arm“ i panserværnet og under passende forudsætninger endda et vigtigt led i dette.
7. Hindringer og miner.
Panserhindringer af alle arter (pansergrave, opdæmninger, vejspærringer, minefelter o. m. a.) blev i den anden verdenskrig sædvanligvis betegnede som „forbiere“ eller det rene kraftspild. Årsagen hertil er vel, at en række permanente fæstninger eller lette feltbefæstninger, anlagt i løbet af lang tid, ikke har svaret til forventningerne, fordi den øjeblikkelige angriber var overlegen i antal og materiel. I hvert fald blev hverken Maginot-linien eller Vestvolden tilstrækkeligt forsvaret. Deres åbenbare utilstrækkelighed er vel begrundet mindre i taktik og teknisk svaghed end i forsvarerens direkte svigten, thi „Stillinger forsvarer sig ikke af sig selv, men må være besat“.
At hindringer kan nytte, vistes i de russiske forsvarsstillinger i KURSK-buen, hvor vel udrustede tyske kampvognsenheder i juli 1943 lob fast. En stor rolle spillede nemlig her de russiske pansergrave og minefelter.
Man kan fornuftigvis kun forvente en forstærkning og lettelse af panserværnet som helhed gennem panserhindringer. Meget er allerede herigennem nået, og resultatet står i positivt forhold til indsatsen, hvis det fjendtlige kampvognsangreb ledes ind i en bestemt retning, kanaliseres eller i det mindste tvinges til en langsommere og forsigtigere fremrykning.
KONKLUSION
aa) Våbentekniske fordringer.
Krigens erfaringer medfører følgende videreudvikling af panservåbnene :
Afgørende er deres taktiske brugbarhed. Er denne tilsidesat, forbliver en endog nok så virkningsfuld teknisk løsning i praksis ubrugelig. At ville forlange alt af een våbenkonstruktion er tåbeligt. Kun med bevidst afkald på bestemte ydelser til gunst for et anvendelsestyngdepunkt nås den mulige losning. Således bliver man f. eks. nødt til ved et panserværnsvåben at tage en begrænset rækkevidde med i købet for at kunne holde ildhøjde og våbenvægt tilsvarende lavt nede. Ligeledes må man for at undgå for store krav til gennemslagsevne give afkald på på forhånd at. gennem- slå særligt svært pansrede steder, hvis disse kun udgør en brøkdel af måloverfladen, og den ideelle tekniske løsning derfor vil medføre uforholdsmæssig stigning i størrelse, vægt og andre betydelige ulemper.
Når man tager foranstående grundsætninger i betragtning, kan tre grundtyper af panserbrydende våben foreslås:
1. Panserværnskanon.
Til indsættelse i den foreste del af stillingen ved fodfolksba- taillonen og ved divisionens panserværnsbataillon. Træf sikkerhed indtil 1.000 m overfor fjendtlige standardkampvogne. Bevægelig- gjort på letpansrede køretøjer med lav opbygning. Samlet vægt med den lette kanon ikke over 3 t. Anvendelsesmuligheder såvel umiddelbart fra køretøjet i skjulte ildstillinger som ved indsættelse fra jorden, d. v. s. efter kanonens frigørelse fra køretøjet. Kanonens bygning må være så lav og let, at den er „mandskabsbevægelig“ i ethvert terrain. (Efter passende videreudvikling kan den lette kanon erstattes af fjernstyrede raketter som „SS 10“ og „EN- TAC“). Vælges en dysekanon, bør denne ikke vise forræderiske af skydningssymptomer.
2. Panser jager.
Til indsættelse som tyngdepunktsvåben ved mobil kampvogns- bekæmpelse. Der kræves en særlig stærk bevæbning, der gennem- slår de sværeste fjendtlige kampvognes panser endog udenfor disses rækkevidde. Stærkt frontpanser på bekostning af tårnkonstruktion og i nødsfald med en svækkelse af sidepansret. Som chassis kan der kun blive tale om kampvognschassis, der i sig selv meget vel kan være forældet, men fartteknisk stadigt fuldt egnet.
3. Pansernærkampvåben.
Raketstyrtypen: Alle enheders normalvåben til panser-selvforsvar. Træfsikkerhed på sidekørende mål indtil 150 m og mod alle andre pansermål indtil 300 m. Våbenstørrelsen må på ingen måde være fremtrædende og ildhøjden holdes lavest muligt.
Gevær granater: Udrustning for så mange geværudrustede som muligt i alle enheder som let og ubemærket massenærkampmiddel. Skudvidde om muligt indtil 200 m med virkning i hvert fald i kampvognens indre. Ved passende videreudvikling ville geværgranaten være at foretrække fremfor en upraktisk, i anslagsstilling og ildafgivelse „indiskret“ „Bazooka“-type.
bb) Våbenbehov og organisation.
Panserværnskanon:
Man må ved beregning af det nødvendige antal våben og disses indpasning i den pågældende organisation basere sig på
— Afsnitsbredde som en bestemt enhed normalt må forsvare,
— Det antal kampvogne, som en angribende fjende på grundlag af sin kampmåde normalt vil indsætte mod et sådant afsnit.
Hvis man går ud fra, at en panserværnkanons gennemsnitlige effektive skudvidde i europæisk terrain er fra 500 til 700 m, og at i det mindste ilden fra 3 panserværnskanoner skal være såvel gensidigt flankerende som overgribende i dybden, udgør mindste- behovet for panserværnskanoner under hensyn til begrænsninger i skudfeltet ca. 20 panserværnskanoner pr. frontkilometer. Ved en divisions frontbredde af 10 km ville det betyde 200 panserværnskanoner. Korrigerer man dernæst for de fjendtlige kampvognes antal, reduceres dette vældige behov for panserværnskanoner, ligesom det er imod sund militær økonomi at tildele en enhed så mange panserværnsvåben, at den ved egen kraft skidle kunne afslå ethvert større kampvognsangreb. På ikke angrebne frontafsnit ville da stå hundreder af ubenyttede panserværnsvåben, som måtte mangle på afgørende steder.
I praksis viser da de to sidste krigsår, at en russisk masseret indsættelse af 200 kampvogne i et tyngdepunkt, 1 km bredt, meget vel kan anses for normal, hvor 3 skyttedivisioner, der tilsammen råder over ca. 200 kampvogne, angriber enkadreret over en samlet front af 10 km bredde.
Overfor disse 200 til 250 fjendtlige kampvogne kunne tyskerne tilsvarende ved en i hver enkelt situation foretagen sammendragning af materiel sædvanligvis præstere 200 panserværnskanoner og ca. 70 til 80 kampvogne. Et styrkeforhold, der i alle østfrontens heldigt førte forsvarsslag har vist sig som tilstrækkelig.
En sådan panserværnskanon (erstattes måske af fjernstyrede raketter) må nødvendigvis være et relativt billigt massekampmiddel, med en fremstillingspris på ikke over 5 % af en kampvogn! Enhver besparelse i antallet af panserværnkanoner vil herefter være en fejl.
Pansernærkampvåben :
Raketstyret er tyngdepunktsvåbnet i fodfolkets pansernærbe- kæmpelse. I hver deling bor der være mindst 2 (bedre 3) raketstyr; derudover må enhver stabsdeling og andet føringsorgan organisatorisk have raketstyr.
Geværgranaten er nødvendig som let massepanserværnsmiddel, særligt for alle enheder, der opholder sig i fodfolkets områder. Det bør tilstræbes, at der også derudover ved stabe, artilleri, luftværnskanoner og forsyningsenheder findes et rigeligt antal af disse våben for til enhver tid at garantere en rent lokal beskyttelse.
cc) Taktiske erfaringer.
I Grundsætninger.
Om den moderne forsvarskamp må med EIKE M1DDELD0RF allerførst bemærkes, at den primært er en kamp om ildoverlegen- hed, en ildkamp. At fore den er en opgave for artilleriet og de øvrige tunge våben, men ikke for fodfolket i snævrere forstand. Af denne grund kan der altså gives afkald på et langt skudfelt for skytterne. MIDDELDORF sammenfatter de moderne krav til stillingsvalget sådan:
1. Pansersikkerheden er vigtigst. Den skal søges i tilslutning til naturlige hindringer.
2. De forreste forsvarsanlæg skal ligge således, først at fodfolket beskyttes mod jordobservation og fra jorden observeret ild, dernæst at panserværnet begunstiges. De skal, hvor lerrainet tillader det, ligge på bagskråninger. Forterrainet må overvåges af stærke forposter ikke blot fra selve kretestillingen, men også fra højder til siden for og bagved denne, ved artilleriflyvere og ved lejlighedvis inddragning af kretestillinger i forsvaret.
Dernæst må det — og nu taler ikke blot MIDDELDORF — erindres, at kampvogne er et våben, livori tre væsentlige aktiver forener sig:
-— De angriber hurtigere og mere kraftfuldt end fodfolket og forbliver dog bevægelige fæstninger. Men de er værgeløse, når de uden egen fodfolksbeskyttelse står overfor nutidige pansernær- kampvåben.
— De kan bekæmpe forsvarerens enkelte fodfolksmål og panserværnsvåben, som artilleriet også kan det, men de har en stærkt hæmmet ammunitionserstatning, og deres forsyningsproblem er i det hele ved hurtige i dybden førte angreb meget besværligt.
— De kan som panserværnsvåben odelægge kampvogne og panserjagere. De frembyder altid et stort mål og tiltrækker sig al forsvarerens ild, ikke mindst fra hans fly.
Det drejer sig herefter om, udfra på den ene side kampvognens ovennævnte svagheder og udfra på den anden side dens tre hovedmodstandere, fodfolks, artilleris og panserværns individuelle styrke at udvikle en panserværnsdoktrin, der også er aktuelle kampvognsangrebsmetoder overlegen.
Der må primært være en klart defineret opgave — et mål — for enhver type panserværn, da det ikke mere blot drejer sig om at afvise det fjendtlige kampvognsangreb og forsvare sig selv, men nok så meget om at beskytte de omkringliggende enheder. Dette overfladisk set enkle at holde et kampvognsangreb bort fra fodfolket, var imidlertid en tilsyneladende uløselig opgave for pan- serværnvåbnene i den anden verdenskrig.
Som det er blevet påvist i det foregående afsnit, er de i dag rådige panserværnsvåben stort set fyldestgørende egnede til at løse denne opgave.
Fjendtlige kampvognsangreb blev — særligt mod slutningen af krigen — for det meste gennemført ved kombineret angreb af kampvogne og ledsagefodfolk; forsvaret herimod må have en tilsvarende smidighed og tvegrenet virkning.
Nutidig forsvarsværdi ligger i den forreste linies afvisende ihl- virkning fra alle våben. Men denne virkning er kun kampafgø- rende, hvis den koordineres i tid og rum og derved rammer fjenden på et svagt punkt i et svagt øjeblik. Det karakteristiske for de fleste afslåede angreb i den anden verdenskrig var, at de allerede blev afvist fra 200 til 400 m før de forreste forsvarsanlæg. Den afgørende andel heri havde for det meste artilleriet. Ganske vist har artilleriild forstyrrende virkning mod det fjendtlige kampvognsangreb, men den har, endog nok så stærk koncentreret, ingen ødelæggende virkning. Som erfaringerne viser os særligt fra de sidste krigsår, nytter det på ingen måde mere blot at adskille kampvogne og fodfolk. Det gælder i langt højere grad om at ødelægge begge det fjendtlige angrebs kombinerede kræfter, nemlig kampvogne og fodfolk, på samme sted og på samme tid i koncentreret tilintetgørelsesild. Enhver anden løsning betyder spredning af ilden og modvirker derved den samlede tilintetgørelse. Det ønskelige bliver da en kamp i flere af hinanden adskilte momenter:
1. Artillerikampen på mellemstore og store afstande foran stillingen,
2. Fodfolkskampen i og kort foran de foreste forsvarsanlæg,
3. Panserværnskampen i stillingens indre.
Da teknikken idag har muliggjort en virksom skudafstand på 1.000 m for panser værnskanonen — uden vægtens og størrelsens indskrænkning af den taktiske brugbarhed — kazi disse panserværnskanoner sættes ind tilstrækkeligt langt tilbage (fra 200 til 500 m bag de forreste forsvarsanlæg), idet man må kræve en effektiv skudafstand fra 500 til 700 m foran de forreste støttepunkter. Ved passende valg af de forreste forsvarsanlægs beliggenhed
— hvor muligt bagskråningsstillinger, derimod nødigt randstillinger (kretestillinger) eller forskråningsstillinger — bliver panserværnet til gengæld fritaget for at skulle dække et meget vidt skudfelt. Den panserbeskyttelse, panservænet ved opfyldelse af disse betingelser herved vil yde fodfolket, er da i grove træk:
— Sikring mod overrulning og
— beskyttelse mod direkte kampvognsild fra afstande på 300 til 500 m mod egne støttepunkter og modstandsreder ved den forreste kant af stillingen.
Begge opgaver er uadskilleligt forbundne, tbi angribende fjendtligt panser, hvis to bølger gensidigt skyder sig frem med fodfolk foran og bagved, vil på denne måde splitte panserværnet og sønderrive det samlede forsvar.
Her ligger det afgørende problem for enliver moderne form for panserværn, thi det af fjenden tilstræbte forløb af et kombineret panser- og fodfolksangrcb bliver nemlig folgende, når der i denne forbindelse ses bort fra irrelevante forberedelser (opmarcli, kontrabatteriskydninger etc.)
1. fase: Der dannes et ildforhæng af artilleri-, morter- og kamp
vognsild.
2. fase: Fremførelse af første kampvognsbølge med største ha
stighed mod de forreste forsvarsanlæg. Ildbeskyttelse af anden kampvognsbølge ved ødelæggelse af de enkelte støttepunkter ved punktild. Det samlede artilleris tilintetgørelsesild over forsvarerens panserværnsvåben.
3. fase: Stød ind i dybden ved hjælp af forreste kampvognsbølge, oprulning og nedkøring af de forreste forsvarsanlæg ved hjælp af den anden kampvognsbølge. Indbrud ved hjælp af første kampvognsbølge for at hjælpe anden kampvognsbølge med ødelæggelse af støttepunkterne.
Mangler forsvareren nu et panserværn, hvis kampføring er bygget op på en aktiv doktrin, bliver enhederne og kampmidlerne i tid som i rum stykvis nedkæmpet; det ubeskyttede fodfolk er det første offer; derefter slås det af fodfolk ikke, mere beskyttede panserværn, hvorpå endelig det for forsvareren materielt værdifuldeste, nemlig artilleriet, bliver ødelagt i en eensidig kamp.
PANSERVÆRN FOR ALLE ENHEDER er derfor en forpligtelse til for alle våben i uselvisk samarbejde forenet at slå for ikke enkeltvis at blive slået.
PANSERVÆRN FOR ALLE ENHEDER er dernæst et ægte føringsproblem, en fællesnævner for alle typer enheder. Men hvilke fordringer må den taktiske fører da stille til de implicerede enheder for at holde dem klar af det fjendtlige pansers trussel:
1. Fodfolket:
a) NÆRFORSVAR. Fodfolket må ikke kun betragte deres pansemærkampvåben som nødværgemidler, men skal se et aktivt kampmiddel i raketstyr og geværgranat.
Disse krav har ikke blot psykologisk værdi, men er også af overordentlig, praktisk betydning. Meget er allerede nået, når det fjendtlige kampvognsangreb bliver tvunget til forsigtighed og til stadigt at gøre holdt for at føle sig frem med det til fods langsommere følgende fodfolk. Meget vigtigt er dette aktive nærforsvar overfor den første kampvognsbølge, der for det meste momentant angriber lige foran sit eget ledsagefodfolk og dermed indeholder stærke svaghedsmomenter. At lade denne første bølge passere for først at bekæmpe den bagfra, vil være selvmord, thi fjenden ruller allerede frem med anden angrebsbølge, ligeledes bestående af af kampvogne og fodfolk, mod hvilke eget fodfolk må forsvare sig. En sådan „fjenden hele vejen rundt“ situation har altid været begyndelsen til enden, et rent tidsspørgsmål uanset udløsningen af egen panserværns-, morter- og artilleriild fra våben i stillingens dybde.
Nu kan pansemærkampvåben ikke umiddelbart kaste fjenden tilbage, men de kan (som regel i flankerende stillinger) skjule sig og frembyder herved ikke noget direkte mål for fjendens fodfolksvåben, men kan, da en kampvogn under kørsel som regel først kan erkende mål på 100 m afstand, tage fjendens indbrudte kampvogne under ild muligvis allerede på 200 m afstand. I stærkt kuperet terrain vil en senere ildåbning hyppigt være gunstigere og vil ved anvendelse af talrige bagskråningsstillinger måske endda være reglen.
Raketstyr indsættes logisk i delings- og kompagniområder til opgaver, hvor virkningsmulighederne for panserværnskanoner, panserjagere og egne kampvogne ville være begrænsede, normalt da i uoverskuelige og kuperede dele af afsnittet.
b) FODFOLKETS PANSER V ÆRN SKAN OIVER: Fodfolkets panserværnskanoner er en del af det samlede tunge panserværn. Dets indsættelse forberedes i vedkommende enheds — normalt divisions, brigadegruppes eller brigades panserværnsplan.
c) ALMINDELIGE FORHOLD: Størstedelen af fodfolket afventer øjeblikkeligt kampklart og i bel dækning fjendens ankomst indtil fra 300 til 100 m eller endnu nærmere. Undtaget herfra er enkelte maskingeværer, der tidligt åbner ildkampen for at tvinge fjenden i dækning og for at vildlede ham. Morterer bekæmper det i dækning således tvungne fjendtlige fodfolk og forhindrer herved samarbejdet mellem de forreste — farligste — enheder af fjendens kampvogne og fodfolk.
2. Artilleriet:
Det er for den her beskrevne forsvarskamp artilleriets hovedopgave at skille de fjendtlige kampvogne og fodfolksbølger fra hverandre. Herved må det fjendtlige fodfolk ikke alene tvinges til jorden, men hindres i enhver aktiv indvirkning mod de forreste støttepunkter og mod disses pansernærkampvåben, for sluttelig at tilintetgøres i koncentreret ild.
Dernæst kan artilleriet have en effektiv moralsk og fysisk virkning.
Men endelig må ej heller bekæmpelse af det fjendtlige artilleri afbrydes under kampvognsangrebet. Det russiske angrebs hensynsløshed, dets kampvogne og endog dets fodfolk, der selv nyder umiddelbar artilleristøtte endog, når det allerede befinder sig i nærkamp, må i denne fase stadigvæk imødegås ved at holde det fjendtlige artilleri nede.
3. Øvrige panserværnselementer:
I samarbejde med fodfolkets panserværnskanoner og artilleriet er divisionens panserjagerbataillon, suppleret med anviste panserjagere fra reserven og med tyngden på tildelte egne kampvogne det bevægelige panserværns bærende kraft. Med det krævende samarbejde mellem disse tre så forskellige elementer står og falder det aktive panserværn. Forudsat at disse panser værnsvåben er bevægelige i fjendens fodfolks- og artilleriild, kan fjendens masserede kampvognsangreb gennem livlig føring imødegås, når man vel at mærke herved søger tyngedannelse. Enhver imødegåelse, der sigter mod åbent kampvognsslag, er ligeså forkert som en afventen i liniær eller skakbrætagtig opstilling. Kampvognsangreb er „HAMMERSLAG“ mod bestemte punkter i egen „front“, de må imødegås på netop disse steder med modslag, hvor man tilstræber en afgørelse. For det meste erkendes kampvognsangrebs virkelige tyngdepunkter først, når enkelte panserkiler allerede står i nærkamp. Det taktiske panserværn må derfor til stadighed råde over STÆRKE RESERVER eller i påkommende situation snarest muligt skaffe sig sådanne. Hertil udnyttes de langs hele stillingen forberedte ildstillinger, således at det fjendtlige kampvognsangreb imødegås allerede på afstande indtil 1.000 m foran de forreste støttepunkter. Længere tilbage valgte ildstillinger skal i det mindste give de forreste støttepunkter umiddelbar ildbeskyttelse og skal kunne opfange kampvognsangreb i stillingens dybde foran artilleriet.
Fra den Røde Hær kendes i denne forbindelse „bygningen“ af en såkaldt „Panserværnsfront“ — nærmest svarende til vor danske panserspærrelinie — der indrettes 1—2 km bag forreste linie og omfatter panserværnsskyts af alle kalibre samt luftværn og feltartilleri. Denne måde, der ikke er foreskrevet i de russiske reglementer, er opstået i den sidste halvdel af verdenskrigen. Formålet hermed er åbenbart at fremkalde en forenkling af panserværnet ved at forene panserværnskanoner med artilleri og luftværnsartilleri — sidstnævnte to våben anbragt i stillingens dybde — i en samlet tyngdepunktsdannende front.
Hertil kom, at kampvogne mange steder ofte var nedgravet til tårnkransen og hermed gav panserværnsfronten et afgørende rygstød. I adskillige tilfælde forløb panserværnsfronten ikke parallelt med den egentlig frontlinie, men på skrå eller i en bagudtrukket stærkt bølget bue for så hurtigt som muligt at kunne angribe fjendtlige kampvogne i flanken eller lokke dem i en såkaldt „ildsæk“ — ganske svarende til den engelske „killing ground“ — for så at beskyde dem overraskende fra tre sider på samme tid. Kanonerne stod for det meste i fuld dækning, fremragende sløret og uden muligheder for at blive observeret fra hverken jord eller luft. Ved ildåbning, der som regel fandt sted på meget korte afstande, når angriberen ikke længere kunne omgå stillingen eller rydde den i rette tid med fodfolksangreb, blev kanonerne skubbet frem fra deres dækninger. Panserværnsfronten var sikret af fodfolk, der ligeledes var indsat i dybden.
4. Panserva’rnsplanen:
Panserværnsplanen er som pendant til ildplan og hindreplan den koordinerede og forberedte indsættelse af alle våben og midler, der skal forhindre de fjendtlige kampvognes indbrud i stillingen, i givet fald endda deres gennembrud.
På ethvert føringstrin vil der være behov for en panserværnsplan, i hvilket omfang den udformes, og om den nedfældes på kortet, er et spørgsmål om temperament og tid — ikke om princippet.
Ved panserværnsplanen skal følgende bemærkes:
— Terrainvurdering af mulige (farlige) fremrykkeveje,
— terrainforstærkning,
— indsættelse af rådige panserværnsvåben og -midler af enhver art,
— opklarings- og andre efterretningsresultater samt -— panservarslingstjenestens ordning.
Panserværnsplanen må opbygges simpelt, svarende til sund fornuft og ikke til taktiske kunstlerier eller kønt papir.
aa) Valg af terrain.
På eentydig måde og i modsætning til alle førkrigsreglementer fra de store landmagter fastlægger en russisk retningslinie fra 1936 PANSERVÆRNETS FORTRINSRET: „Det moderne forsvar er for alle først og fremmest et panserværn, bestående af et ildsystem mellem fodfolk, panserværn og artilleri, alt i forbindelse med et system af naturlige og kunstige hindringer, hurtigt fremstillede miner og andre kunstige spærringer................... for at til
vejebringe forudsætningen for den sikre ødelæggelse af det angribende fodfolk og dettes adskillelse fra dets ledsagekampvogne“.
Senere fastsættes, at bovedforsvarslinie, beredskabsrum og artilleristillinger skal vælges med henblik på panserværn.
Aktuelle tyske grundsætninger for valg af forsvarsstilling er:
1. For valget af en stilling er i første linie pansersikkerheden bestemmende. Den skal søges i tilslutning til naturlige hindringer.
2. De forreste forsvarsanlæg må ligge således, at fodfolket er beskyttet mod jordobservation og observeret ild samt således, at panserværnet begunstiges.
Stillingen skal, hvor terrainet tillader det, vælges på en bagskråning. Forterrainet må overvåges ved stedligt fremskudte, stærke forposter, ved observationsstader ude til siden og bagude, ved artilleriflyvere og gennem lejlighedsvis indtagelse af kretestillinger.
Forskråninger er kun rigtigt valgt, dersom de ligger bag virkeligt panserhindrende terrain (bred flod eller sump) eller i et stærkt gennemskåret og uoverskueligt terrain, således at de for fjenden ikke er til at opdage på lang afstand.
Rekognoscering for en naturlig panserhindring er det primære. Sekundært rekognosceres for supplerende kunstige hindringer, af hvilke i åbent terrain pansergraven har bestået sin prøve (2,5 m dyb og 3,5 m bred foroven). Disse rekognosceringer skal ske hurtigt, for at den øvrige stillingsrekognoscering kan komme igang. Såsnart panserværnsrekognosceringen er overstået, må udarbejdelsen af en panservæmsplan snarest følge efter, før stillingens beliggenhed bliver bestemt i enkeltheder. Hvis man undlader dette, vil det rettidige og rigtige valg af terrain mangle det afgørende stykke. Herefter samt på grundlag af en stillingsrekognoscering i de groveste træk, sker den videre rekognoscering iøvrigt efter trangfølgen:
— Ildstillinger for panserværn,
— observationsstader for artilleri og (andre) tunge våben,
— ildstillinger for maskingeværer,
— spærringers forløb (pigtråd, minefelter og grave), der må graves som led i støttepunkters ringforsvar),
— artilleristillinger,
— kommandostationer og
— forbindelsesgrave.
Terrainvalget må ofte ske uden egentlig forudgående terrain- vurdering. De i fredstidskrigsspil så behagelige „terrainbedømmel- ser for kampvogne“ med inddeling i pansersikkert og pansergunstigt terrain har ikke altid kunnet holde stik i krigens praksis. Der findes kun een væsentlig terrainhindring, der er egnet til at holde store kampvognsbevægelser tilbage: Brede og dybe vandløb. Afgørende panseroffensiver blev i krigen gentagne gange bevidst foretrukket gennem et terrain, der efter fredtidsteorien gjaldt for at være „pansersikkert“, jfr. det klassiske eksempel fra tyskernes offensiv gennem ARDENNERNE i maj 1940. Selv udstrakte strækninger, mindre bjerge, søer og sumpet terrain mister med et slag deres panserhæmmende virkning, hvis angriberen kan tilkæmpe sig enkelte overgange, veje, snævringer eller pas.
Trods moderne kampvognes terraingående evne er terrainets taktiske indflydelse stor for kampvogne og panserværn. Åbne, dækningsløse terrainafsnit er ideelle kamppladser for store kampvognsmasser. Terrain med et observationsfelt på ikke over 800 til 1.000 m begunstiger derimod i almindelighed allerede panserværnet. Re- vokset, gennemskåret terrain er yderligere fordelagtigt for panserværnet.
bb) Forstærkning af terrainet.
Forstærkning af terrainet er næst efter terrainvalg panserværnsplanens vigtigste punkt, især hvor indsættelse af panserværnsvåben er vanskelig på grund af terrainet, for eksempel i dækningsløst terrain eller i enkelte vanskeligt indsete sænkninger. De vigtigste midler er pansergrave, stejle skråninger og miner.
Særligt gunstige i virkning og anlæg er stejle skråninger, hvad enten de vender mod eller fra fjenden.
Kampvogne er yderst følsomme overfor miner. For enhver kampvognsenhed betyder en udtrakt minering kamp til fods, bygning af et brohovede og en gennemslusning. Derved opstår i det mindste et stort tidstab. Ved brug af miner skal om sommeren sænkninger foretrækkes, om vinteren højdedrag. En russisk regel lyder: „Foretræk sænkninger, for at du ikke skal blive set, og for at du ikke skal tiltrække dig ilden fra de raserende våben. Hold dig borte fra sænkninger om vinteren, fordi sneen fyger sammen dér og ligger væsentlig højere end på højdedragene. Du vil muligvis blive siddende fast dér“.
Miner er især effektive, når de udlægges i sporene af gennembrudte kampvogne, thi efterfølgende kampvognsbølger kører netop af frygt for miner hyppigt i gamle spor!
cc) Indsættelse af panserværnsvåben.
Ved indsættelse af panserværnsvåben skal kampvognsangreb om muligt tilintetgøres foran og senest inde i stillingen. Når talrige frontberetninger angiver, at fodmanden af moralske årsager må have kanonerne ved siden af sig, må dette i fodfolkets egen interesse imødegås: Fodfolket skal forlange virkningen af alle panserværnskanoner foran sig, thi for det første trækker panserværnskanonen ilden på egne fodfolksstillinger, for det andet vil de blive slået ud for tidligt.
For ethvert panserværnsvåben er skudfeltet af stor betydning. Foran hver kampvogn findes en zone, om hvilken kampvognskommandoren med rette kan sige: „Den, der står dér, kan ikke ødelægge mig, men jeg ham!“ Dette betyder, at kampvogne kan træffe og ødelægge den upansrede eller svagere pansrede forsvarer allerede på nogen afstand, skønt denne i bedste fald kan ramme, men dog ikke ødelægge kampvognen. Kampvogne vil altså altid forsøge at føre ildkampen mod panserværns våbnene på den afstand, der giver dem denne gunstige stilling. Forsvareren må på sin side fratage kampvognen denne fordel. Det ideelle skudfelt er altså begrænset til panserværnsvåbnets effektive skudafstand. Ved at fordre for stort skudfelt står panserværnskanonen — selvom den ikke bliver erkendt og ydermere venter med ildåbning til effektiv skudafstand — efter første skud i rampelys for alle kampvogne, der opholder sig i skudfeltet og venter netop på dette! Denne regel gælder ethvert panservåben, panserkanon, panserjager eller raketstyr. Anvendes reglen konsekvent, opstår dybden i panserværnet af sig selv.
Kampvogne angriber aldrig alene. Følgelig må ingen panserværnskanon indsættes alene. Sammensætningen til „panserværns- kanonkampgrupper“ (støttepunkter) med mindst 3 til 5 panserværnskanoner bar vist sig gunstig.
Af afgørende betydning er den samlede føring af alle panserværnsvåben. Som erfaringerne har vist, blev i panserværnets brændpunkt alle kalibre af panserværnskanoner trukket sammen. Yderligere blev her kampvogne, stormskyts, panserjagere og trukne panserværnskanoner sat ind, uden at den ene kendte til den andens indsættelse. Følgen heraf var:
— Manglende samvirke og dermed manglende udnyttelse af pan- serværnskraf ten,
— unødig sammenklumpen og
— gensidig hindring af ildkampens gennemførelse, tab forårsaget af egen ild m. v.
Dette kan kun forhindres, hvis opstilling og gennemførelse af panserværnsplanen såvel som den samlede kampføring ligger i een hånd. I en division vil således eksempelvis chefen for panserværns- bataillonen være den naturlige faglige primus motor og vil da indenfor den samlede panserværnsplans rammer være ansvarlig for:
— koordination af alle panserværnsvåben og — indsættelse af hvert af disse, hvert svarende til dets egenart, dets ydelse og dets rigtige anvendelse i det givne terrain og den givne taktiske situation, primært således at den rette tyngde opnås.
Særligt vigtigt er koordinationen af panservæmsvåbnene med pansernærforsvaret på den ene side og artilleriets stillinger på den anden. Kun således kan det samlede terrain med udsigt til held spærres med panserværnsild.
Trods alle erfaringer bor man vogte sig for at overvurdere kampvognes muligheder i en kommende krig, først og fremmest på grund af de taktiske atomvåbens trussel, dernæst og ikke at forglemme det bevægelige panserværnsskyts stærke udvikling i de senere år.
dd) Opklarings- og andre efterretningsresultater.
På grundlag af løbende opklarings- og andre efterretningsresultater suppleres og forbedres panserværnsplanen.
Hertil hører:
— Udnyttelse af luf topklaring, særlig luftfotos,
— udnyttelse af patruljevirksomhed,
— udnyttelse af de fjendtlige signalmidlers aflytning,
—- iværksættelse af jamming på fjendens kampvognsradioer.
ee) Panservarslingstjenesten.
Panservarslingstjenestens tilrettelæggelse hører ligeledes ind under panserværnsplanen. I den anden verdenskrig har den kun sjældent arbejdet tilfredsstillende. Fjernledninger var for det meste skudt itu allerede før kampvognsangrebet og radioforbindelserne ofte forstyrret. Lyssignaler var det mest pålidelige middel, hvis de udelukkende blev anvendt på ordre fra delingsfører og opefter.
II Konklusion.
Panserværnet påhviler ikke alene een enkelt våbenenhed eller een til denne opgave særlig organiseret og udrustet enhed, men kræver samarbejde mellem alle rådige midler og kræfter, der overhovedet er egnede til at deltage i opgavens losning.
Kommer alle disse kræfter til indsættelse og da i planlagt samarbejde, bliver det muligt at frigøre eget panservåben til dets egentlige opgave.
Så omskiftelige panserværnets metoder end må være, så uforanderligt forbliver dog dets mål:
Udelukkelse af det fjendtlige panservåben som kampafgørende våben“.
J. Lyndorff-Hansen.
