Log ind

Panserslaget ved Charkow

#

Den 12.—29. Maj 1942.

Det, der ikke lykkedes for de russiske Hære i Foraaret 1942: Tilbageerobringen af Charkow —, naaede de i Februar 1948. Om sidstnævnte Operation har man indtil videre kun Avisernes lidet fyldestgørende Oplysninger, men om det russiske Nederlag foran Charkows Mure 1942 i Historiens hidtil største Panserslag foreligger der idag svenske Publikationer, der — med alt muligt Forbehold paa Grund af utilstrækkeligt Kildemateriale — dog i store Træk giver et godt Billede af et moderne Slag af hidtil ukendte Dimensioner.

Opstillingen af det tyske Panservaaben ses af følgende Udvikling, der kun har til Hensigt at give Omridset. Under Kampene i Polen i Efteraaret indgik som Regel i hver af de tyske Arméer en Panserdivision (ca. 400 Kampvogne). Disse Panserdivisioner samledes under Fremstødet i Flandern og Nordfrankrig i 4 selvstændige, „hurtige Korps“, som hvert bestod af 2 Panserdivisioner (ca. 800 Kampvogne) med tilhørende motoriserede Tropper m. m. Før Mødet med det stærke, russiske Panservaaben sammensatte Tyskerne sine Panserstridskræfter til endnu større Enheder, nemlig Panserarméer. En saadan menes at have bestaaet af omkring 4 Panserdivisioner; altsaa 15—1600 Kampvogne. Da Felttoget tog sin Begyndelse, raadede Tyskerne over 3 saadanne Panserarméer, som fordeltes med 1 til hver af de tre Armégrupper. Senere tilkom yderligere 2, saaledes at Styrken af det tyske Panservaaben hen paa Efteraaret 1941 har talt omkring 8000 Kampvogne. Stort set anvendtes disse Panserarméer som Stødtropper grupperede paa begge Fløje af de respektive Armégrupper med Opgave: først at bryde den overfor staaende frontale Modstand for efter Gennembruddet at angribe de Styrker i Flanke og Ryg, der spærrede Armégruppens Vej. Altsaa samme Opgaver, som tidligere tilfaldt Rytteriet. Det russiske Panservaaben opstilledes ikke i saa store Enheder som det tyske. Russerne havde ganske vist efter den første finske Krig, hvor de kun indsatte Kampvognene i meget smaa Formationer (helt ned til 3—4 Vogne) til umiddelbar Støtte for Fodfolket, lært Nødvendigheden af Kraftsamling og Anvendelse i Masse, men Vaabnets største Enheder formeredes dog kun som Brigader (ca. 300 Kampvogne) og Divisioner (å 2 Brigader). De mod Tyskerne i Sommeren 1941 opmarcherede Panserenheder regnes efter tilgængelige Kilder til at have omfattet 3 Panserdivisioner og 39 Panserbrigader, rundt regnet ca. 13.500 Kampvogne. Den kvantitative Overlegenhed var saaledes markant paa Russernes Side. Den Rolle, som Panservaabnet kom til at spille under Kampene i Sommeren 1941, bevirkede, at man fra begge Sider i Vinterens Løb satte alt ind paa ikke blot at erstatte de lidte Tab, men ogsaa yderligere at udbygge Vaabnet. Det totale Antal af tyske Panserdivisioner ved Foraarets Begyndelse 1942 regnes af neutrale Kilder til 45—50, hvilket vil sige en Forøgelse med over 100 %. Fra russisk Side foreligger ingen konkrete Tal, men i Vinterens Løb var der kommet en ikke ubetydelig Import igang af engelske og amerikanske Kampvogne, ligesom den indenlandske Produktion menes at være steget stærkt. Fra tysk Side regnede man stadig med russisk Overlegenhed i kvantitativ Henseende.

Efter Tyskernes Fremgang i Sommeren og Efteraaret 1941 og den russiske Modoffensiv i November samme Aar var Fronten i Sydrusland i alt væsentligt stabiliseret i en Linie fra Øvre Donets over Stalino til Taganrog, men i Januar 1942 satte Russerne en Offensiv ind Syd for Charkow og trængte Tyskerne tilbage til Øvre Orel. Frontlinien paa dette Afsnit kom derefter til at gaa i en stor Bue fra Balakleja til Lichatsjevo, langs Oreis øvre Løb, Sydvest om Losovaja, mod Øst og Syd om Jernbanen Losovaja—Slovjansk frem til Majaki (se Skitse 1). Medens denne Bues vestre Side mellem Donetsbuen mod Nord og Bøjningen Syd om Losovaja var ca. 100 km, .var Aabningen mellem Balakleja og Majaki kun 80 km bred. Den kan saaledes næppe betegnes som en gunstig Basis for Gennembrydningsoperationer fra russisk Side, men indbød snarere Tyskerne til Omringnings- og Afsnøringsforsøg.

Paa Slutningen af Vinteren og i Begyndelsen af Foraaret havde Russerne koncentreret betydelige Kræfter til Fronter-

Skærmbillede 2020-07-17 kl. 13.39.27.png

ne i Sydrusland — baade til Halvøen Kertj, hvor det var* klart, at en tysk Offensiv forestod med det Formaal: at kaste Russerne ud i Strædet — og til Terrainet Øst om Charkow. Sidstnævnte Sted talte den russiske Styrke ikke mindre end ca. 30 Infanteridivisioner, 6—8 Rytterdivisioner og omkring 20 Panserbrigader; iait ca. i/o Milion Mand med 6000 Kampvogne. Fra Aksemagterne forelgger ingen Oplysninger om Styrkeforhold paa deres Side, men hele Frontafsnittet fra Donetsbuen til det asovske Hav, der stod under Generalfeltmarskal von Bock’s Kommando, opgives af svenske Kilder til at have omfattet ca. 20 Infanteridivisioner og 3—4 Panserdivisioner (12—1600 Kampvogne), v. Bock havde dog allerede paa nærværende Tidspunkt med den kommende Kertjoffensiv for Øje maattet afgive ikke uvæsentlige Dele af sin Styrke til Krim, og Russerne var derfor meget overlegne, hvad baade Materiel og Tropper angaar, og da ganske særligt paa Charkowafsnittet, hvor den tyske Besættelse kun opretholdtes med svage Infanteri-, Artilleri- og Flyverstyrker.

Opmarch og Indledning af Kampen.

Den russiske Operationsplan har sikkert haft en Offensiv i stor Stil mod Ukraine til Maal, men Forberedelserne til denne var endnu ikke færdige, da Tyskerne den 8. Maj satte deres Angreb ind mod Kertjstillingen. Dette har sandsynligvis været medvirkende til, at Russerne 4 Dage senere, den 12. Maj, aabnede Offensiven mod Charkow i den Hensigt at aflaste Trykket paa Kertj, endnu inden deres Opmarch til Ukraineoffensiven var helt tilendebragt. I operativ Henseende synes den russiske Plan at være gaaet ud paa en Gennembrvdning af de tyske Stillinger ved Øvre Orel og mellem Staryj Saltov og Voltjansk, hvorefter der — efter tysk Mønster — ved Kiler fra Syd og Øst skulde indledes en Omringningsoperation mod Omraadet ved og Vest om Charkow. Angrebsstyrken opstilledes i to store Stødgrupper. Den ved Øvre Orel bestod (efter tyske Oplysninger) af 6., 9. og 57. Armé omfattende 20 Infanteridivisioner, 7 Rytterdivisioner og 14 Panserbrigader (ca. 4200 Kampvogne). Gruppen var opstillet i 3 Kolonner som følger:

Venstre Kolonne ud langs Jernbanen mod Krasnograd; mellemste Kolonne mod Staroverovka, der ligger ca. 60 km Sydvest for Charkow, og liojre Kolonne (Hovedkolonnen) ud langs Jernbanen Losovaja—Charkow. Stødgruppen mellem Staryj Saltov og Voltsjansk menes at have været paa 8—10 Infanteridivisioner, 1—2 Rytterdivisioner og 5—6 Panserbrigader (15—1800 Kampvogne). Den var grupperet i 2 Kolonner. Venstre — sandsynligvis Hovedkolonnen — skulde fra Egnen om Staryj Saltov gaa direkte paa Charkow; hojre skulde fra Omraader umiddelbart Syd for Voltsjansk trænge frem stik Vest paa. (Skitse 2).

Skærmbillede 2020-07-17 kl. 13.40.26.png

Det fremgaar formentlig efter Styrkefordelingen at dømme, at Tyngden var forlagt til den sydlige Stødgruppe, og at det operative nærmeste Maal for begge Gruppers Vedkommende har været Charkow, den tyske Hovedforsyningsbase for Ukraineomraadet. Ved Opstillingen af store, samlede Panserstyrker paa en smal Front viser Russerne, at de har draget nyttig Lære af tysk Pansertaktik, idet det aabenbart har været Hensigen, efter en pludselig og voldsom Gennembrydning, at støde frem med Panserenhederne mod fjernere Maal. For at sikre Samarbejdet mellem Stødgrupperne var der tildelt rigelige og stærke Luftstridskræfter. Forberedelserne til Angrebet var efter alt at dømme gjort med den største Omhu; særlig Overraskelsesmomentet var der lagt megen Vægt paa, og det lykkedes da ogsaa Russerne lige til sidste Øjeblik at skjule Hovedparten af deres omfattende Panserstyrker. Kun i Egnen om Alexejevka kunde de tyske Flyvere fastslaa en større Panserstyrke, og det først saa sent som paa Aftenen umiddelbart før Angrebets Igangsættelse.

Den 12. Maj Kl. 3 om Morgenen indledtes Kampen med et yderst kraftigt Artillerioverfald mod hele Charkowafsnittet, hvorefter Stødgrupperne satte sig i Bevægelse. Det tyske Forsvar vaklede, men ved behændigt ledede, tilbagegaaende Bevægelser kunde til en Begyndelse imidlertid de russiske Stød opfanges, og Gennembrud forhindres. Særlig sejgt førtes Forsvaret Vest om Staryj Saltov og langs Jernbanen Losovaja—Charkow trods den russiske Tyngde i disse Retninger. Nordøst om Charkow udgjordes Forsvaret hovedsagelig af Infanteri. Langsomt vigende formanede dette til en Begyndelse at opholde Russerne. Den 13. Maj lykkedes det dem dog at gennembryde de tyske Stillinger Vest om Staryj Saltov, men ikke uden betydelige Tab for Angriberen, idet 80 Kampvogne blev sat ud af Spil. Det opnaaede Resultat kunde dog ikke længe hævdes. Allerede samme Dag blev Russerne kastede tilbage af en nylig ankommet tysk Panserstyrke, som fra Egnen Øst om Charkow stødte frem i nordøstlig Retning. Paa Jernbanen Losovaja—Charkow stod kun en tysk Bataillon og en mindre Artilleristyrke i Stilling ved og Sydvest om Licliatsjevo. Disse blev snart saa godt som omringede, men det lykkedes dog for en Tid at standse det voldsomme russiske Angreb. En ungarsk Bataillon og nogle tunge Panserværnsog 88 mm Luftværnspjecer blev i Hast fremsendt til Hjælp og gik i Stilling paa Højde med Bereka Jernbanestation den 12. Maj om Aftenen. Da en mindre Afdeling Cyklister, lidt Rytteri og nogle Stykker „Sturmgeschütz“ yderligere indtraf, kunde man binde Angriberen foran denne Stilling indtil den 14. Maj, da Tyskerne her maatte trække deres Stilling ca. 10 km tilbage under voldsomme, russiske Panser- og Flyverangreb. Længere mod Syd havde Russerne haft større Fremgang. Den 14. Maj lykkedes det begge de sydlige Kolonner indenfor den sydlige Stødgruppe at gennembryde de tyske Stillinger ved Orel og den følgende Dag trænge frem til det umiddelbare Nabolag af Krasnograd og Staroverovka. Stillingen blev derved yderst kritisk for Tyskerne, særlig da Russerne den 16. Maj øgede deres Tryk mod Omraadet Nordøst om Charkow og ved Jernbanen Losovaja—Charkow, hvor Tyskerne Natten til den 17. Maj nødsagedes til at gaa tilbage til nye Stillinger lige Nord for Taranovka. I Løbet af den 15. og 16. ankom efterhaanden tyske Forstærkninger; bl. a. Bombeflyvere og Pansertropper. Da disse var blevet indsat til Modstød paa de mest truede Punkter, kunde de russiske Angreb overalt afværges og Situationen stabiliseres. Syd om Charkow gik Fronten derefter fra Balakleja Nordvest ad til Donbuen, derfra omtrent Vest ud til Staroverovka, videre Sydvest til Krasnograd, hvorefter den svingede mod Sydøst for mellem Omraadet Sydvest om Losovaja og Slovjansk stort set at følge sin tidligere Retning. Ved Majaki var det dog lykkedes Russerne at presse de tyske Tropper et ubetydeligt Stykke tilbage. Vest om Staryj Sal tov havde den nordlige Stødgruppe presset en ca. 20 km dyb Indbugtning i det tyske Forsvar. Russerne stod her kun ca. 30 km fra Charkow.

Slaget anden Fase.

Tyskerne blev efterhaanden klar over det russiske Angrebs Farlighed. Det var ikke tilstrækkeligt at spæde Smaastyrker til Frontens Opretholdelse; dertil var det vedvarende Tryk for stærkt. Kun beslutsomme Angreb med store Styrker vilde have Udsigt til at dæmme op for Flodbølgen. Man var ikke sen til at iværksætte de nødvendige Forholdsregler. Af de Styrker, der hurtigt kunde indsættes, var den noget længere mod Syd staaende Panserarmé under von Kleist straks til Raadighed, og da Kertj nu var erobret, kunde der frigøres Tropper og — hvad der navnlig var vigtigt — Luftstridskræfter. Panserarméen Paulus, der hidtil var indgaaet i den midterste Armégruppe, blev ligeledes gjort disponibel for von Bock, og der blev fra andre Dele af Fronten yderligere trukket Tropper til. Russerne vurderer de Styrker, som det til dette Formaal lykkedes Tyskerne at stille paa Benene, til bl. a. mere end 6 Panserdivisioner (ca. 2400 Kampvogne), men den russiske Overlegenhed i Pansertropper var dog stadig dobbelt saa stor, og man tør vel ogsaa regne med betydelig Overvægt, hvad andre Tropper angaar. Generalfeltmarskal von Bock’s Plan for Modangrebet gik ud paa, at Hovedkræfterne skulde indlede en Omringningsoperation mod den sydlige russiske Stødgruppe, hvorved til en Begyndelse Omraadet fra Balakleja til Slovjansk — „Flaskehalsen“ — skulde snøres af ved Hjælp af Panserstød sat ind langs Donets højre Bred fra baade Nord og Syd. Samtidig skulde mindre Styrker angribe den nordlige russiske Stødgruppe fra tre Sider: fra Bjelgorod, Charkow og Tjugujev. Med dette Formaal for Øje opstilledes Panseraméen von Kleist Sydøst for Linien Alexandrovka—Slovjansk for herfra at støde frem mod Nordvest, medens Hovedmassen af Panserarméen Paulus opstilledes i Donbuen Syd om Andrejevka. Den skulde herfra støde mod Syd. Paa de øvrige Dele af Fronten Syd om Charkow skulde man indtil videre kun hævde Stillingen ved haardnakket Forsvar. En mindre Del af Panserarméen Paulus synes dog at have været afgivet til Hjælp for de Styrker, der skulde angribe den nordlige russiske Stødgruppe. Luftstridskræfterne sattes med Hovedmassen til en Begyndelse ind for at skaffe Herredømme i Luften, medens Resten blev afgivet til Forbindelse med Marktropperne, først og fremmest Panserkræfterne. Angrebet indledtes den 17. Maj med, at Luftstyrkerne allerede samme Dag tilkæmpede sig Herredømmet i Luften. Samtidig gik Nordøst om Charkow Markstridskræfterne til Angreb. Her udviklede der sig i Løbet af kort Tid et voldsomt Panserslag, hvori Russerne allerede første Dag mistede 60 af 150 indsatte Kampvogne. Efter to Dages haardnakket Modstand paa dette Afsnit tiltraadte de russiske Styrker den 19. Maj Tilbagetoget og drog sig i de næste Dage tilbage til sine tidligere Stillinger bag ved Donets. Panserarméen von Kleist satte først sit Angreb igang den 18. Maj. Meget hurtigt blev Modstanden brudt i Linien Alexan-

Skærmbillede 2020-07-17 kl. 13.42.03.png

drovka—Slovjansk, og Stødet førtes hastigt videre frem. Først i Linien Barvenkovo—Isjum synes Tyskerne at have mødt stærkere Modstand. Under Dækning af særligt detacherede Styrker havde Russerne, paa Grund af det truende Panserstød, allerede begyndt at trække Dele af den sydlige Stødgruppe tilbage mod Donets. Denne Bevægelse blev nu vanskeliggjort og forhalet af de tyske Luftstridskræfter, som kastede sig over Russernes Markstyrker og afbrød Overgangsstederne over Donets mellem Isjum og Balakleja. Efter meget haarde Kampe brød Panserarméen von Kleist i Løbet af kort Tid Modstanden i Linien Barvenkovo—Isjum og fortsatte derefter hurtigt mod Nord. Allerede den 22. Maj naaede den med sin højre Fløj Balakleja, og dermed var Ringen sluttet om den sydlige russiske Stødgruppe. (Skitse 3). I denne Kamp havde Panserarméen Paulus hidtil kun deltaget med mindre Dele af sine Kræfter. Hovedstyrken stod endnu Nord om Donets, Syd for Andrejevka.

Slagets tredje Fase.

Der var nu skabt Udgangsgrundlag for de Tilintetgørelsesoperationer, som von Bock straks iværksatte mod den sydlige russiske Stødgruppe. Planen for disse Operationer lagdes med særligt Henblik paa, at de russiske Pansermasser nu var paa almindeligt Tilbagetog mod Øst, og at Hovedparten af dem endnu befandt sig Vest for Floden Bereka. Panserarméen von Kleist blev derfor sat til Angreb langs med nævnte Flod samt fra Omraadet Nord om dennes nedre Løb i vestlig Retning, medens Panserarméen Paulus angreb lige mod Syd med Hovedretning mod Losovenka i den Hensigt at spærre Vejen for de russiske Panserkræfter og afskære deres Tilbagetogmod Øst. Den Del af den tyske Front, indenfor hvilken Afdelingerne hidtil kun skulde hævde Forsvaret, blev samtidig med Panserarméernes Stød sat an til et koncentrisk Angreb.

De to tyske Panserarméer indledte Operationerne den 23. Maj, men mødte snart meget haard Modstand. Langs med hele Berekas mellemste og øverste Løb tørnede de to Modstanderes Panserstyrker sammen i Krigshistoriens hidtil største Panserslag. Angrebene var yderst heftige fra begge Sider. Paa Grund af det overlegne Sammenspil mellem de tyske Panserstyrker, Luftstridskræfterne og Panserværnet blev de russiske Angreb imidlertid tilbagevist overalt. For de tyske Styrker mellem Tugujev og Balakleja tog Fremrykningen først Fart den 24. Maj paa Grund af den russiske Modstand, som flere Steder — f. Eks. ved Taranovka -— var meget betydelig, men de omringede Styrker pressedes nu hurtigt sammen, og den 26. Maj stod de sammentrængt ved og om Øvre Bereka indenfor et Omraade af kun 40 km i Længden og 25 i Bredden uden Bevægelsesfrihed i nogen Retning og med alt sit Materiel — et ualmindelig taknemmeligt Maal for det tyske Luftvaaben, der heller ikke lod Lejligheden gaa fra sig. De omringede russiske Arméers Angrebskraft var imidlertid endnu ikke brudt. De gjorde gentagne, voldsomme Forsøg paa at bryde ud mod Øst. Syd om Losovenka stødte en Styrke halvvejs frem til Donets, inden den blev standset og kastet tilbage. For at undsætte de omringede Styrker havde Russerne sammendraget en ny Angrebsgruppe indenfor Omraadet Nordøst om Majaki—Balakleja, i hvilken bl. a. Dele af den tidligere, nordlige Stødgruppe indgik, og denne angreb nu yderst heftigt mellem de to nysnævnte Steder med Tyngden lagt mod Isjum. Tyske Styrker var imidlertid blevet grupperet til Forsvar ud langs med Donets, efterhaanden som Panserarméen von Kleist rykkede frem mod Balakleja, og paa disses Modstand strandede ethvert Forsøg fra russisk Side paa at overskride Floden. Den 26. Maj blev den omringede russiske Styrke spaltet i to Dele af fra Nord og fra Sydvest mod Losovenka indsatte tyske Panserkolonner. De derved opstaaede „Lommer“ blev i de nærmest derpaa følgende Dage kløvet i endnu mindre Dele, som successivt tilintetgjordes. Forsvareren blev Skridt for Skridt presset tilbage til stadig snævrere Omraader, og den 29. Maj brød hele Modstanden endelig sammen. Betydelige russiske Styrker var dermed tilintetgjort og med dem den største Panserarmé, der nogensinde har vist sig paa en Slagmark. Tyskerne opgiver sine Fanger og sit materielle Bytte til 240.000 Mand, 1291 Kampvogne, 2026 Artilleripjecer og 538 Flyvemaskiner.

Timoshenko naaede ikke i Foraaret 1942 sin Hensigt: at befri Ukraine. Panserslaget ved Charkow aabnede Vejen for den længe annoncerede Akseoffensiv mod Volga og Kaukasusomraderne, men det var uden Tvivl Aarsagen til, at Tidspunktet for Igangsættelsen af denne Offensiv blev udskudt til et mindre gunstigt Øjeblik. Om de russiske Ofre ved Charkow var dette værd, vil først Efterkrigstidens militære Studier kunne give Svaret paa.

G. L. Nørgaard.