Log ind

Panik

#

Premierløjtnant H . Christiansen, Aale, har i denne artikel samlet nogle krigsliistoriske eksempler på panik.

Krigens tilskikkelser kræver, at disciplinen må være hård; thi kun en hær, der er besjælet af den rette disciplin, formår at bære krigens byrder. Den største disciplinære fare, en hær kan komme ud for, er panikken, denne masse-psykose, hvor så mange indbyrdes forskellige individer ligesom smelter sammen til et eneste, mangeleddet væsen, der helt beherskes af den primitive skabnings sanseløse rædsel; så den militære enhed, stor eller lille, som bliver bytte for denne dødvarslende dæmon, forvandles til en skælvende horde, hos hvem al ræson er bandlyst og al vilje lammet, og hvis bevidsthed kun omfatter dette ene: flugten. Der kan være forskellige årsager til panik. Panikken må ses på baggrund af hændelserne, men har sin egen baggrund i den menneskelige naturs begrænsning. Det er således en kendsgerning, at udmattede tropper er disponerede for panik.

Udmattelsen kan komme af ekstraordinær anstrengelse og øges af mangel på søvn og ved den vedvarende spænding på grund af faren. Den kan stige til virkelig lidelse som følge af hårde klimatiske forhold, såsom stærk kulde, frost, snestorm, vedvarende regn, endvidere slet føre, dynd, is, høj sne, som det forekom under felttoget i Rusland. Ligeledes kan mangel på forsyninger, dårligt stabsarbejde, hvorved f. eks. en forgæves omflakken af tropperne med marcher og kontramarcher bliver følgen, medføre, at tropperne bliver overanstrengt og udmattes til ingen nytte. Til den fysiske udmattelse kommer den sjælelige, især hvor tropperne gennem længere tid udsættes for hårde og opslidende kampe. En mand der kæmper dag efter dag, og som nat efter nat må afvise fjenden (Hiirtgen Skoven) uden nogen udsigt til at slippe ud af det på anden måde end ved at blive såret, bliver sløv og ligegyldig og et let bytte for panik, der ved kampudmattelse — combat exhaustion — vil kunne opstå alene ved truslen om angreb (se nedenstående eksempel). E n panik kan endvidere opstå ved overraskelse, og hvor der er tale om almindelig usikkerhed med hensyn til, hvad der egentlig foregår, hvor signalmidlerne er blevet ødelagt, og rygter træder i stedet for reelle efterretninger. Situationen bliver mere og mere mørk, og kun få og ofte modstridende efterretninger når frem (Ardenneme), beslutninger må ofte baseres på formodninger, forbindelserne mellem enhederne går tabt, der gives ordrer, som begivenhederne har gjort umulige, og ordrer udebliver, hvor indgriben var nødvendig. Skønt udmattelse kan bære spiren i sig til panik, er der dog også eksempler på, at udmattede tropper har haft god moral og præsteret gode resultater. Dette må tilskrives erfaring og en god fundamental kvalitet hos tropperne, skabt ved en hård fredsuddannelse. A f særlig betydning er karakteren hos den chef, der, om man så må sige, er fader til deres moral; om han har forstået at stålsætte deres viljestyrke til at overvinde en hård trænings strabadser og savn og derigennem hærde deres karakter, om han har været i stand til at bibringe dem den legemets og åndens fasthed, som er nødvendig for en god soldat. A f afgørende vigtighed er det, om befalingsmændene gør fyldest under vanskelige, måske desperate forhold. De må overvinde deres egen mentale og fysiske træthed og stimulere deres undergivne til at gøre det samme, beherske frygten og udvise ro og fasthed som eksempel til efterfølgelse. Ikke alle er stærke nok. I det følgende skal der gives nogle krigshistoriske eksempler, hvor panik er forekommet.

Oversø 1848

Efter slaget ved Slesvig den 23. april 1848 tiltrådte vor hær næste dags formiddag kl. 0200 tilbagetoget, dels ad Flensborg-chausséen, som hovedstyrken fulgte, og dels ad Mysundevejen, for i stillingen ved Bov at afvente fjendens fremrykning. Tilbagegangen dækkedes af en arrieregarde, som nogle timer senere fulgte efter hovedstyrken. Da de tilbagegående kolonner hen på formiddagen nåede terrænet Oversø— St. Solt, begyndte skæbnen at drive sit spil med den danske hær i form af en fatal skrivelse fra Krigsministeriet, som Overkommandoen modtog, og som gik ud på, at man på grund af diplomatiske forhandlinger måtte formode, at fjenden ikke ville fortsætte fremrykningen. Der hørtes ingen skydning fra arrieregarden, hvilket kunne synes at bestyrke den i skrivelsen fremsatte opfattelse. Overkommandoen lod sig derfor forlede til at træffe mindre heldige dispositioner. Tropperne var meget udmattede og trængte hårdt til hvile, hvorfor man opgav at nå stillingen ved Bov og bestemte, at størstedelen

Skærmbillede 2020-06-03 kl. 10.22.39.png

af hæren skulle marchere til Flensborg og gå i kantonnement der. Arrieregarden skulle opløses, når den nåede Oversø, og til forposttjeneste kun efterlade 2. jægerkorps, 3 eksadroner af 5. D.R. og 2 kanoner. Im idlertid var tyskerne ikke, som man havde ventet, blevet stående men havde fortsat fremrykningen, såvel ad Flensborgvejen som vestligt ad Husumvejen mod Vanderup (6 km V . f. Frørup). En , delvis af friskarer bestående, styrke under major Zastrow var fra Mysunde rykket over Vedelspang mod Flensborg med et frikorps i teten.

Kommandoforholdene ved den danske styrke, der skulle på forpost, var ikke ordnet på betryggende måde. Jægerskorpsets chef, oberstløjtnant Stiirup, havde vel fået at vide, at dragonregimentet skulle deltage i sikringstjenesten, men intet nærmere om regimentets dislocering og dispositioner. Der var ikke udpeget nogen fælles chef for den samlede styrke. Dragonregimentet havde fået ordre til med 3 eskadroner at gå i kantonnement og udstille feltvagter, der skulle sætte sig i forbindelse med 2. jægerkorps. Naturligvis var det meningen, at feltvagterne straks skulle på plads. Over jægerkorpset disponeredes der således: 2 kompagnier (Wolle og Scharffenberg) i Oversø med ]/2 kompagni Scharffenberg detacheret som feltvagt i Frørup, 1 kompagni (Branner) i Barderup (afstand fra Oversø ca. 3 km) og 1 kompagni (Westergaard) i Ågård (afstand fra Oversø ca. 1800 m). Jægerkorpset overspændte således med sine 4 kompagnier ca. 5 km. 5. dragonregiments 3 eskadroner (Leth, Berg og Fenker) under oberst Astrup, der troede sit regiment dækket af fodfolket og derfor mente at kunne opsætte fremsendelse af feltvagteme til kl. 1800, skulle kantonnere som følger:

eskadronen Leth i Julskov,

» Berg i Munkvolstrup og

» Fenker i Jaruplund.

Under indkvarteringen i Julskov, der viste sig ikke at kunne rumme hele eskadronen, erfarede ritmester Leth, at St. Solt var besat af fjenden (Zastrows friskarer var ankommet hertil kl. ca. 1300). Han averterede Julskov-styrken herom og red derefter til Munkvolstrup og afgav melding til regimentschefen. Han fik af denne ordre til at indkvartere sin resterende styrke i Munkvolstrup og Bilskov kro. Da dette var sket, red Leth til Julskov. Obersten sendte melding til hovedkvarteret og befalede eskadronen Berg at sadle op. Denne ordre angives ikke at være nået eskadronen. K l. 1700 meldtes, at fj. rytteri viste sig S. for byen, og obersten lod blæse til hurtig udrykning; men det var for silde. K l. ca. 1600 var kampen ved chausséen begyndt. General Halkett var med den tyske forbundsdivisions avantgarde, der talte 3 y2 bataillon, 5 eskadroner og 14 kanoner, nået frem til Frørup. Den derstående feltvagt havde sendt melding om fjendens fremrykning og fik af sin kompagnichef befaling til at gå tilbage til Oversø. Ankommen hertil fik den imidlertid af obl. Stiirup ordre til på ny at gå frem, da den ikke var blevet angrebet. Da den kom tilbage til stillingen, blev den angrebet af rytteri og kastet tilbage til Oversø. 1 officer og 5 mand fangedes. General Halkett besluttede straks at sende rytterstyrker frem mod 0 . og V. for at afskære styrken i Oversø, hvor nu kompagnierne Wolle og Scharffenberg var samlede under Stiirups kommando. 1% fj. eskadron sendtes i østlig retning mod Munkvolstrup, og 3 eskadroner gik V . om Sankelmark sø.

Obl. Stiirup havde taget stilling bag Trenen. Han besluttede sig til at gå tilbage og sendte, hvad vel nærmest må betegnes som »Reissaus«-ordre til sit højre fløjkompagni ved Barderup om selv at sørge for sit tilbagetog, og de 2 kanoner fik ordre til at gå til Flensborg. Dermed havde Stiirup ved sin fejlbedømmelse af situationen, der for lians vedkommende måtte kræve kamp og ikke udvigen, givet sit foreløbige bidrag til videreudvikling af den fatalitetens atmosfære, der bele dagen kom til at råde på dansk side. Hvad artilleriet angår, bør det dog erindres, at i hine dage var kanoner foruden at være en taktisk trumf tillige æressymboler, således at tab af dem var dødssynder, der næppe kunne sones med nok så meget soldaterblod. Har Stiirup da formentlig følt ansvaret for kanonerne for tungt at bære, må det dog antages, at ban havde fået dem, for at han skulle bruge dem og ikke for at skille sig af med dem, så snart det tegnede til kamp. Iøvrigt må det nok være at drive princippet om kræfternes økonomi vel vidt før en kamp at berøve sig selv for en fjerdedel af sin styrke og sine tunge våben. Men, sagen var åbenbart den, at Stiirup ikke var til sinds friv illigt at kæmpe, uagtet hans instruks lød på, at han skulle bolde sig i stillingen længst muligt. A t han ved at gå så hovedkulds og navnlig så sent tilbage ikke kunne unddrage sig kamp, måtte dog være indlysende. Ved at sende kompagniet Branner 3 km væk fra Oversø havde Stiirup fra starten så godt som givet det ud af sin hånd. Måske var anledningen til det »svævende« kompagni, at ban havde fået ordre til at observere Husumvejen (ca. 2l/2 km V . f. Barderup); men dette var en fejl, idet den yderste flankesikring burde være tildelt rytteriet, da fodfolkets opgave måtte være at fastholde chausséen; og skulle vejen endelig observeres, kunne det gøres med en mindre styrke, en større patrouille eller højst en deling, således at ban havde beholdt kp. Branners hovedstyrke til sin disposition ved Oversø.

Ikke alene fordi det efter fægtningens forløb kan ses, men også rent dispositionsmæssigt må det siges, at det havde været heldigere at trække dette kp.s hovedstyrke nærmere til Oversø og f. eks. placere det V . f. Sankelmark sø ved det derværende vadested, Søvad, der burde have været bevogtet. Der havde det kunnet sikre mod den snævre omfatten af stillingen, og dér havde der været mulighed for at få hovedparten af det til anvendelse i terrainet ved Bilskov kro, hvilket, som det senere skal ses, måske ville have kunnet forhindre den fuldstændige deroute af rytteriet, som senere fulgte. Kompagniet Westergaard, der stod ved Ågård ved broen over Trenen V . f. Træsø, fik befaling til at støde til hovedstyrken og nåede korpset ved at skrå over markerne. Da, som nævnt, Søvad ikke var bevogtet, var nu på begge fløje vejen fr i for det fjendtlige omgående rytteri, der i den foreliggende situation under den påbegyndte tilbagegang var den farligste modstander; fodfolket kunne man til nød løsgøre sig fra. Dette blev skæbnesvangert for det temmelig sorgløse danske rytteri, så fodfolket kom til at stå alene i kampen mod overmagten.

Det tør vel siges, at Stiirup havde lidt for travlt med at degagere sig. Med fjenden så nær inde på livet og overfor hans overtallige rytteri var hans muligheder for at slippe tilbage allerede forspildt. Han havde, så snart fj. viste sig, disponeret i den hensigt at unddrage sig kamp, skønt en beslutning herom ikke var i overensstemmelse med hans ordre. Det måtte være klart, at han ikke kunne undgå kamp, og denne burde tages på det mest hensigtsmæssige sted, ved vandløbet; og desuden blottede han ved at fjerne sig fra dette eget rytteri. Selv om det ikke kunne ventes, at Stiirup skulle disponere under særlig hensyntagen til 5. D .R. som han ikke havde noget direkte ansvar overfor udover det gensidige våbenbrødrehensyn, så er det dog et faktum, at hans opgivelse af vandløbet blev årsagen til rytteriets overrumpling og deroute og denne igen indirekte til panikken i Flensborg. Men rytteriets panik kommer selvfølgelig på dets egen kappe. Stiirup gik altså tilbage. Han fulgte chausséen, foreløbig forfulgt af rytteri, hvis attake nord for skoven ved Sankelmark søs nordspids med beundringsværdig ro og ilddisciplin afsloges af jægernes kareer. Men derefter gik det fjendtlige infanteri til angreb, og, trængt sammen på et forholdsvis begrænset rum, heftigt beskudt i front og flanke af 2y2 fj. bataillon, førte de stærkt sammenblandede danske jægerkompagniers mandskab nu i over to timer deres heltemodige kamp mod den store overmagt til uvisnelig hæder for den danske landsoldat. Men den ulige kamp kunne kun ende med jægernes overgivelse. Oberstløjtnant Stiirup faldt, og ca. 200 mand måtte gå i fangenskab. Æ ren var for infanteriets part reddet, hvilket desværre ikke kan siges for rytteriet, der var ved at gå til hvile uden at have fået feltvagtcrne fremsendt og derfor blev overrumplet. A f de to fjendtlige rytterkolonner, der skulle omgå Oversø-stillingen, gik den venstre over vadestedet Søvad og videre til Bilskov kro, hvor 2 eskadroner placeredes ved chausséen, mens den tredie forblev på vejen fra Sankelmark. De danske dragoner i kroen havde ikke afsadlet og undslap. Efter at oberst Astrup, som foran nævnt, havde alarmeret, red lian med den styrke, han tilfældig kunne samle, fra Munkvolstrup mod alarmpladsen nord for Bilskov kro. Snart opdagedes det, at vejen var spærret af fjendtligt rytteri. Man forsøgte at attakere, men fjendens overmagt var for stor. Ekadronens estandart gik tabt, og 5 officerer og godt og vel et halvt hundrede underofficerer og menige blev fangne. Den højre rytterkolonne gik over Aagaard mod Munkvolstrup, hvor det flere steder kom til håndgemæng med danske dragoner, som søgte at redde sig ved flugt. Eskadronen Fenker, der lå nordligst, i Jaruplund, gik tilbage til Flensborg. Ritmester Letli nåede at få samlet sin styrke i Julskov og gik med den og noget af sit mandskab fra Munkvolstrup ad Mysundevejen til Flensborg, ledsaget af en mindre del forsprængt fodfolk. Dels den omstændighed, at Søvad var ubevogte og dels at Treneovergangen ved Aagaard for tidligt blev åbnet, frembragte den ulykkelige situation for rytteriet, at fjenden fik 3 eskadroner frem ved Bilskov kro og samtidig kunne overrumple regimentet ved at trænge ind i dets kantonnementer. Havde kompagniet Branner stået og spærret for Søvad, V. for Sankelmark sø, ville det have kunnet tvinge de 3 fjendtlige eskadroner til at gå længere mod vest. Derved ville det for sit vedkommende have fået mulighed for eventuelt at søge tilbage ad den fra denne standplads naturlige tilbagetogslinie, vejen nord om Sankelmark sø til Bilskov kro. Ankommet her havde det kunnet tjene som repli for rytteriet ved Munkvolstrup, ligesom kompagniet måske foreløbig havde kunnet holde Flensborgvejen åben for Stiirups styrke. Nu endte hans retræte ca. 1800 m N. for Oversø. Læsøes ordre om udstilling af så ufyldestgørende forposter kan formentlig kun være givet ud fra forvisning om, at der, således som krigsministeriets skrivelse havde angivet, ikke kunne ventes noget angreb, thi kun under denne forudsætning kunne man befale så svage forposter. Der var ca. 2 timers fodmarch fra forposterne til hovedstyrken i Flensborg, og forposterne havde ikke noget at falde tilbage på og stod således isolerede. Stiirup havde ordre til at holde sig i stillingen, uden at man havde givet ham tilstrækkeligt at »holde« med. Det måtte være en selvfølge, at disse svage forposter overfor et større angreb i løbet af kort tid kunne blive omgået og oprevet. Wrangel rykkede frem med store styrker. Halkett alene havde 9000 mand, og vest for ham rykkede Bonin frem med en stærk kolonne af Prøjsere og Slesvigholstenere. Den rolle, de svage, isolerede forposter kunne komme til at spille, var på forhånd yderst problematisk, og nu havde Stiirup yderligere frivilligt svækket sig.

Tilfæ ldet, chancen, lykken, skæbnen, eller hvad man nu vil, spiller under visse omstændigheder en afgørende rolle i krig. Tilfæ ldet kan være årsag til sejr eller nederlag eller til, at dette undgås. Desaix kunne være kommen for sent ved Marengo, Grouchy være marcheret på kanontordenen ved Waterloo, og Schepelem have undladt at følge ordren om tilbagegang ved Isted. Ligesom nu tilfældet eller skæbnen gennem krigsministeriets skrivelse, da udmattelsen var nær sin klimax, tilslørede realiteterne og yderligere øgede den apatiens atmosfære af slaphed og uagtsomhed, som allerede forefandtes, og forledte overkommandoen til at befale som novicer i krigskunsten, således sørgede tilfældet, til alt held for den danske hær, dog også for, at dette ikke fik ødelæggende følger for hovedstyrken, idet Wrangel, som havde ventet at træffe vor hær i stillingen mellem Arnholt sø og Langsø, havde givet sig god tid med sin forfølgning og derved, da Danskerne nu stod i Flensborg, kom til at mangle det par timer, som han behøvede for få tag i den danske hær, og som forposternes tapre forsvar berøvede ham. General Halkett begyndte den egentlige fremrykning kl. 1000. Ved A rn ­ holt sø blev der en standsning, idet vejen skulle ryddes for et forhug, og derefter blev der ved Isted kro gjort holdt, for at den venstre kolonne under Bonin, der havde direktion Vanderup, kunne komme forbi. Først efter 1% times forløb kunne marchen fortsættes. For sent opbrud og, som det synes, uheldig tilrettelæggelse af marchen med krydsning af kolonnerne forårsagede, at dagen allerede var på hæld, da man kl. ca. 16 stødte på de danske forposter (solnedgang kl. ca. 19).

Var forbundstropperne ankommen til Frørup nogenlunde samtidig med Zastrows friskarer til St. Solt ca. kl. 1300, hvilket havde været muligt ved en mere energisk forfølgning, og iøvrigt kampens forløb havde udviklet sig på samme måde, hvad vel er sandsynligt, havde Wrangel haft tid til at fortsætte forfølgningen og ’«'ed først at skyde et stærkt rytteri frem fra begge sine kolonner kunnet tiræffe den danske hær i en højst miserabel forfatning. Men nu var solen ved at gå ned og dermed den store chance for Wrangel tabt, og den danske hær forsvandt i det skærmende mulm. I den hele atmosfære på danske side, som her er søgt antydet, lå der latent noget skæbnesvangert, som snart skulle komme til kulmination. Da hærens hovedstyrke havde nået Flensborg gav udmattelsesletsindigheden sig nu til kende dervec, at man gik i kvarter uden at give sig tid til de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Der var således hverken fastsat alarmpladser eller udstillet kantonnementsvagter, og indkvarteringen foregik uden noget som helst taktisk hensyn. I dette sorgløshedens dormitorium lød der nu pludselig rappe hovslag af galoperende heste, og danske dragoner af 5. D. R. kom i strakt karriere sprængende ind i byen på sadlede og usadlede heste og i mere eller mindre fuldført påklædning, råbende at fjenden var i hælene på dem. Dette gav anledning til den vildeste forvirring og en meget alvorlig panik. De halvsovende og fortumlede soldater styrtede ud af husene og tog flugten ud af byen, efterladende eller under flugten kastende deres udrustning fra sig, så gaderne flød med henslængte våben, tornystre og andre munderingssager. Wrangels rytteri ville her liave haft fantastiske muligheder, om det nu virkelig havde været i hælene på de danske dragoner. Der skal afstås fra en vider?, udpensling af panikkens forløb, men blot tilføjes, at da det endelig var lykkedes at få hold på hovedmassen af tropperne, og efter at disse, der var stærkt sammenblandede, ved en besværlig og langsommelig march, som hindredes af vejenes belemring med trainkøretøjer, var kommen til stillingen ved Bov i meget opløst tilstand, så overkommandoen sig tvungen til at opgive yderligere frontalforsvar på halvøen og gå tilbage til Als. Derved fik panikken direkte indflydelse på overkommandoens dispositioner. Efter at det nu er forsøgt at give en forestilling om »tilfældets« rolle, skæbnespillcts indflydelse gcimem krigsministeriets skrivelse og følgerne heraf, skal det bemærkes, at sagen kun kan ses i den rette belysning, hvis man husker, at affæren udspiJcdes efter et hårdt og opslidende slag, der krævede store ofre, og som naturligvis havde taget stærkt såvel på de fysiske kræfter som også, ved spændingen på grund af faren, på nerverne. De danske tropper var endnu ikke krigstrænede, og krigens væsen måtte endnu stå som det store ukendte, uventede og overraskende, som stillede dem overfor den stærkeste åndelige belastning. Da slaget ved Slesvig var endt, tilbragtes natten, efter en nødtørftig forplejning ved reserveportion, i bivuak. Det var koldt, og, da der skulle brydes op til afmarch allerede kl. 0200, har det vel trods trætheden, med nerverne oprevne, været så som så med søvnen og hvilen. Indtræffende regn, der faldt i byger til næste dags formiddag, øgede ubehaget. Tropperne, der havde været under våben fra den 23. april om formiddagen, var meget udmattede, hvilket tilstrækkeligt bevidnes ved den for tilbagegående tropper, der ellers nærmest får vinger for at unddrage sig faren, påfaldende ringe ydeevne ved marchen nordpå. Såfremt oberst N. P. Jensens ovenangivne klokkeslet for marchens påbegyndelse og senere anførte tider passer, tyder den ringe marchhastighed på, at tropperne var nået til grænsen af deres præstationsevne. Fra bivuaken mellem Am ho lt sø og Langsø og til Oversø— St. Solt er der ca. 17 km, hvilken strækning, når der regnes 15 minutter pr. km, skulle kunne tilbagelægges på ca. 4^4 time. Oberst N. P. Jensen angiver, at tropperne nåede sidst anførte linie mellem kl. 0900 og 1000, altså henved 8 timer efter marchens påbegyndelse, hvorefter der gjordes et længere holdt. Der er formentlig før hvilet foretaget en vis opmarch; men selv om man trækker et par timer fra de otte, har marchen alligevel taget urimelig lang tid. En så langsom retræte ville være et særsyn for tropper, der følte sig slagne og kan vel derfor tages som bevis på, at dette ingenlunde har været tilfældet for den danske hær, men trods alt tyder den på, at tropperne har været endog særdeles udmattede og været nær ved at nå det ligegyldighedens og sløvhedens stade, som ofte indtræder sammen med den helt store udmattelse, der mange gange skyldes i højere grad åndelig end fysisk træthed, altså en art chokvirkning fra kampen. For stærkt udmattede tropper er det en erfaren kendsgerning, at sikrings- og opklaringstjenesten ofte forsømmes. Denne tendens kommer tydeligst frem gennem rytteriets forhold; men den lammende virkning, som enhver legemlig og åndelig udmattelse har på menneskers bevidste tænken og handlen har vel også været medvirkende ved overkommandoens mangelfulde bestemmelser for sikringstjenesten. For modstanderens vedkommende giver den psykiske reaktion efter slaget sig udslag i den lidet effektive forfølgning, som er et almindeligt adfærdsmønster for sejrende tropper. Krigshistoricn kender kun få eksempler på forfølgning, som har haft den slagne fjendes hovedstridskræfters ødelæggelse til følge. I det almindelige åndelige klima under retræten, formodentlig karakteriseret ved udmatteisens til sløvhed grænsende forstemthed, nervereaktionen fra indtrykkene af kampene, skuffelsen ved bevidstheden om at være på tilbagetog under truende forfølgning af en overmægtig fjende, som man vel pligttro under store ofre havde kæmpet tappert imod, men desuagtet måttet vige for, målte meddelelsen fra krigsministeriet øjensynligt komme som en befrielse og medføre en vis lettelse, en vis sjælelig aflastning, som var forståelig; men som det var i høj grad skæbnesvangert at give efter for. Der synes at have bredt sig en psykisk slappelse i hæren, såvel i stabe som geled, der foreløbig gav sig udslag i, at overkommandoen for sikringstjenesten traf dispositioner, der var præget af forhastelse og overfladiskhed, men som iøvrigt spores gennem adskillige af de dispositioner, der dagen igennem blev truffet både ved Oversø og i Flensborg, og måske nok så meget viser sig ved manglende dispositioner, der burde være truffet. Det kunne se ud, som om man virkelig er gået ud fra, at fjenden ville blive stående og ikke fortsætte sin fremrykning, og da han så pludselig og overraskende viste sig, blev det ved Oversø årsag til overrumpling og panik for rytteriet, medens Stiirup vel må formodes i nogen grad at have handlet under overraskelsens tryk gennem den noget overilede tilbagegangsordre, der havde tendens i retning af et sauve-qui-peut. Gennem denne ordre kom forposterne til at spille ouverturen til derouten i Flensborg. Fjendens tilsynekomst forårsagede en regulær overraskelse, der forstærkedes ved den manglende forberedelse, som havde sin årsag i krigsministeriets skrivelse. Oberst Astrup nåede overhovedet ikke at disponere, medens Stiirup nok disponerede, men gjorde det under pres og greb fejl ved straks at åbne for flankerne; tildels formentlig som følge af, at han åbenbart ikke forud havde indrettet sig på at kæmpe, skønt det måtte kunne forudses, at man med eller mod sin vilje ville blive nødsaget dertil, først på grund af den meget fremskudte position, men også fordi tilbagegangsforholdcne var uheldige, idet terrainet mellem Oversø og Flensborg var forholdsvis fladt og en egnet tumleplads for det stærke fjendtlige rytteri. Stiirup havde ordre til at bolde sig i stillingen så længe som muligt, og selv om det nu kan være omtvisteligt, hvor vidt en sådan ordre rækker, er den dog ikke forenelig med absentering ved første syn af fjenden. Den rolle, der var tildelt Sliirup, var at være skjold for den medtagne og overfor fjendtlig indgriben højst ømfindtlige danske hovedstyrke, og denne rolle måtte i den givne situation kræve en »Leonidas«- beslutning, som han ikke levede op til. Som tidligere anført var dagen allerede på hæld, da Tyskerne ankom, og en nøjere betragtning af tidsfaktoren kunne måske have givet anledning til et forsøg på at drage sig denne til nytte derved, at man med en henholdende kamp prøvede at indvinde dagens sidste timer for ved mørkets indtræden, som i hovedsagen ville neutralisere det fjendtlige rytteri, at få mulighed for at redde så meget som muligt af sin styrke. Men, en sådan handlemåde krævede visse betingelser opfyldt. For det første en beslutning om at ville kæmpe, frivilligt og ikke blot tvungent, og dernæst nødvendige forberedelser, omfattende dels spærringer og dels styrkernes placering til effektivt forsvar, og endelig forbindelse og samarbejde med rytteriet. Der fandtes broer over Trenen ved (i) Oversø og ved Aagaard. De burde have været ødelagt, eventuelt sikkert spærrede og forsvaret, og vadestedet V . f. Sankelmark sø bevogtet. Med styrkerne hensigtsmæssigt anbragt i terrainet, camouflerede i så vid udstrækning som muligt og passende spredt langs vandløbet, dog med tyngden af fodfolket plus kanonerne om chaussécn, måske med indretning af nogle huse og gårde til forsvar, så vidt tiden ville tillade det, ville man næppe have haft dårligere chancer for at vildlede og standse fjenden, der var lidet energisk, end man havde efter at have tilladt ham passage over broerne og vadestedet, og kampen ville da måske have fået et for føringen mere værdigt præg med undgåelse af rytteriets flugt og således, at det ikke alene var infanteriets dødskamp, som reddede æren.

Sellerich 1944

Under 5. amerikanske korps’ angreb*) mod terrainet ved Schnee-Eifel havde dets 4. divisions 22. infanteriregiment med sin 1. Bn. om eftermiddagen den 16. september stødt frem fra skoven V. for Sellerich for at tage et højdepunkt, der beherskede vejen B leialf— Priim på nogle få hundrede meter V . for byen Sellerich, der holdtes af Tyskerne. Det kostede 8 faldne, deriblandt bataillonschefen, og nogle og tredive sårede. Regimentschefen beordrede, at angrebet den næste dag skulle fortsættes og føres gennem Sellerich til besættelse af højdedraget 0 . for Mon-bækken på vejen til Priim. Bataillonen, der nu kommanderedes af major L., stod overfor terrain, som tenderede farligt mod at kanalisere dens angreb. I bataillonens front lå 3 byer: Hontbeim mod nord, Herscheid mod syd, der begge lå på højdedrag, og Scllerich langs hovedvejen i en lavning, udsat for det dominerende terrain på begge flanker. Da major L. bedømte sin styrke til at være utilstrækkelig til at tage højderne, så ban ingen anden udvej end at angribe direkte ned gennem dalen. I erkendelse af faren ved dette,

Skærmbillede 2020-06-03 kl. 10.25.06.png

forlangte ban artilleriild mod det høje terrain og sendte til at begynde med kun et kompagni mod angrebsmålet. Kompagni A skulle tage objektet, kompagni B skulle hurtigt følge efter med tildelte tanks og tankdestroyers for at hjælpe med til at fastholde objektet, og kompagni C skulle besætte udgangsstillingen V . for Sellerich. Endnu før angrebet begyndte, ramtes bataillonen af modgang. Ud på morgenen den 17. September rystede den fjendtlige granatild i den grad nerverne på flere officerer, deriblandt føreren for den tildelte tankdeling, at de måtte evakueres på grund af »combat exhaustion«. Ved 0830-tiden, da kompagni A rykkede til udgangsstillingen, overvældede ny, hård granatbeskydning kompagnichefen, så også han måtte evakueres. Ist Lt. E. Marcum tog kommandoen over kompagniet. Stadig under tysk granatild rykkede kompagni A hurtigt ned ad vejen og ind i Sellerich. De fandt ikke en eneste tysker i byen og fortsatte uden modstand over Monbækken. Ca. kl. 1100 havde de besat højde 520. Da kompagni B , kampvognene og TD-erne startede for at følge efter, stødte en af sidstnævnte på en mine i den dybt indskårae hulvej ved bækken. Næsten øjeblikkelig reagerede tyskerne. Idet de åbnede ild med antitankvåben fra både nord og syd tvang de panserkøretøjerne til at søge dækning i Sellerich. Med krydsild fra maskingeværer og lettere luftværnsvåben spærrede de retrætevejen. Morter- og artilleriild regnede ned på de fangne tropper. Øst for bækken begyndte ca. liundrede tyskere modangreb på kp. A fra 2 retninger. Kompagni B og kampvognene kunne ikke passere hulvejen for at komme løjtnant Marcum til hjælp. Bataillonskommandøren, som var bange for at miste det højdepunkt, hvorfra angrebet var startet, og som holdtes besat af kp. C, tøvede med at sætte dette ind, og da foranstaltninger fra regimentets side havde muliggjort dette, havde situationen ved Sellerich på den anden side bækken forværret sig så meget, at forstærkning syntes frugtesløs. Først minutter inden Lt. Marcum blev såret forlangte han tilladelse til at gå tilbage. Så ophørte hans radio at virke. Da major L. fra regimentet fik bemyndigelse til tilbagegang, havde han ingen forbindelse med kompagni A . Han sendte 2 ordonnanser frem, men mente ikke der var nogen sandsynlighed for, at de nåede kompagniet. Da bataillonens S-3 prøvede på at gå frem, blev han såret 5 gange. Hvorvidt kp. A nogensinde modtog ordren til tilbagegang blev forsåvidt uden betydning; thi da løjtnant Marcum blev såret, mistede de andre officerer åbenbart al kontrol. Mandskabet begyndte at gå tilbage enkeltvis og i små grupper. Nogle få sluttede sig til kp. B ; men de fleste af dem, der overlevede aktionen på den anden side bækken, nåede ikke bataillonens linier før efter mørkets indtræden. En optælling viste senere, at kun 2 officerer og 66 mand var undsluppet, et tab på mere end 50 °/o. I dette tilfælde synes det altså — uhyggeligt nok — at have været officererne, der betalte den største told til panikkens dæmon. Dette eksempel må indskærpe betydningen af, at officererne er deres stilling voksne og tilstrækkelig »hårde« til at gå foran. Det ses, at mandskabet følger officerer, det har tillid til. Da Lt. Marcum fik kommandoen, fulgte folkene ham, og da han blev ukampdygtig, smuldrede det bele hen, idet de øvrige officerer ikke havde fornøden autoritet til at opretholde ordnet kommando. For mandskabets vedkommende kan der vel næppe tales om egentlig panik, idet føringen jo svigtede i kampens sidste fase.

Hvad der blev af Lt. Marcum, forlyder der intet om; men han findes ikke på den liste i The Siegfried L ine Campaign, hvorfra dette er refereret, der opregner dem, der — eventuelt postliumous — dekoreredes med Distinguised Service Cross.

Vossenach 1944

Da dagen brød frem over den nøgne, nordøstlige spids af Vossenachhøjdedraget, bevægede begivenhederne sig mod climax. De dødtrætte kompagnichefer af 112. regiments 2. bataillon var ængstelige for, hvad dagen, den 6. november, kunne bringe, da deres folk var gjort modløse gennem 3 dages og 4 nætters ubarmhjertig granatild, under trusel fra Brandenberg-Bergstein højderne. De havde meldt til oberst H ., at deres

Skærmbillede 2020-06-03 kl. 10.25.47.png

folks nerver var rystede, at de havde måttet befale nogle til at spise, og at mange græd uden at skamme sig, når de fik ordre til at blive i deres skyttehuller. Men ingen havde gjort noget ved det. BataiUonschefen selv sad i sin kælder-kommandostation med hovedet støttet i sine hænder. Ingen af folkene på Vossenach-højdcn kunne forstå, hvorfor tyskerne undlod at hilse daggryet med deres sædvanlige artilleri-koncentrationer. Den usædvanlige stilhed fostrede hange anelser. Så lød der skydning fra mindre kalibre. En eller anden udstødte et gennemtrængende skrig — så stilhed igen. En halv time senere, da dagslyset tog til, talte de tyske kanoner. Allerede fortumlede til sløvheds grænse kunne folkene ikke tage mere. Som forrykte, panikslagne, rev folk af et kompagni deres udrustning til sig og forsvandt bagud. Chefen for et andet kompagni, som så sin stilling kompromitteret ved sin nabos flugt, beordrede sine delinger til at falde tilbage på balaillonsrcserven. Impulsen til løb var smitsom. Så snart folkene kom i gang, ville de ikke standse. Også reservekompagniet drog af (pulled out). Skønt ingen foregav at liave set nogen fjendtlige soldater, tvivlede ingen om, at tyskerne var lige i hadene på dem. Stødende, skubbende, kastende udrustning fra sig rasede folkene med vilde øjne gennem Vossenach. Omstændigheden havde kaldt på en af krigens frygteligste kræfter, som formår at tildele tapre mænd rollen som kujoner. Styrtende frem fra bataillonens kommandopost nær ved kirken i Vossenaclis centrum forsøgte bataillonsstaben med magt (frantically) at standse retræten. Det var en umulig opgave. De fleste soldater tænkte kun på et eller andet tåget tilflugtssted, kaldet »the rear«. Ved 1030-tiden havde officererne ikke desto mindre etableret noget, der lignede en modstandslinie, som vod kirken strakte sig gennem landsbyen, men der var ikke mere end 70 mand i linien. Just da retræten var begyndt, var en deling tankdestroyers og en deling tanks ankommen til den nordøstlige udkant af Vossenach. Skønt begge opholdt sig der mere end ]A lune efter, at infanteriet retirerede, så ingen af mandskabet i nogen af delingerne noget tysk fodfolk, som enten var under angreb eller gjorde forsøg på at besætte de tidligere amerikanske stillinger. De første meldinger om flugten bragte endnu 4 tankdelinger i hurtigt tempo frem fra Germeter ind i landsbyen til støtte for den tynde fodfolkslinie. Tyskerne havde planlagt angreb på Vossenach kl. 4 om morgenen, men angrebet blev forsinket, og der kom ikke til at foreligge melding om tyske tropper i byen før middag. Det må således antages, at den amerikanske deroute ikke var forårsaget af virkeligt angreb, men af den fjendtlige ild og truslen om angreb.

La Parachutite - en panikskabende krigslist

Kan man skabe panik bos fjenden, er det, siger man, at ligestille med et vundet slag, og siden tidernes morgen bar det va^ret forsøgt at bringe fjenden ud af balance ved at forårsage panik blandt lians tropper. Der er ved panik bl. a. det typiske, at den kan opstå ved den blotte indbildning om fare, når der sker noget uventet, ikke umiddelbart forståeligt, som opfattes som øjeblikkeligt truende. Et meget talende eksempel på, hvad en behændig anvendelse af krigslist, netop baseret på erkendelse heraf, kan afstedkomme af forvirring blandt regulære tropper, finder man i de foreteelser, der manifesterede sig på vestfronten ved tyskernes angreb i maj 1940, og som benævnes Parachutite.

På trods af faldskærmstroppers i forhold til de øvrige våben temmelig begrænsede antal og deres, dels som følge heraf og dels på grund af den langvarige uddannelse og optræning, udprægede karakter af »kostbare« tropper, for hvem Guderians »Nicht kleckem, klotzen« i hovedsagen også må gælde, havde der før krigen bredt sig en forestilling om sandsynligheden for disse troppers allestedsnærværelse. Dette gav tyskerne anledning til ved udnyttelse af denne almindelige antagelse at iværksætte et formidabelt bluff, nok et af krigshistoriens største. La Parachutite var en psykose i lighed med den, frygten for de franske Franc-Tireurs frembragte hos tyskerne i 1870 og 1914, og som man genfinder i 1940 under benævnelsen Heckenschusspsychose. Betegnelsen er afledt af parachute. På dansk må det vel hedde faldskærmsjægerskræk, hvilket im idlertid ikke ligger godt på tungen. Psykosen greb store dele af de belgiske og franske tropper ved fjendtlighedernes udbrud den 10. maj 1940. Den belgiske kommandant G. Hautecler, som i »L’Armée — La Nation« 1957, idet han specielt benytter krigsdagbøgerne for Ardennerjægemes 6. rgt. og 13. inf. div. af V korps, har behandlet dette emne i en artikel, hvortil der kan henvises for nærmere detailler, hævder, at der ialt i Be lgien af tyskerne blev nedkastet af egentlige falskærmstropper 1 officer og 72 mand, hvoraf hovedparten ved broerne over A lbert kanalen, medens der næsten overalt i den belgiske hærs bagland blev nedkastet dukker. Mærkelig nok svækkede opdagelsen af dukker ikke troen på faldskærmsjægerne. E n belgisk oberst skriver: »Min chauffør havde bragt en dukke med tilbage, som vakte sensation, idet den beviser realiteten af tilstedeværelsen af tyskere, landet i omegnen.« Det var nok snarere det modsatte, den beviste. E n division i egnen ved Tongres var den 10. maj blevet angrebet af faldskærmstropper. Dette anbreb blev hurtigt kendt af alle belgiske enheder og af den civile befolkning. Radio og presse udbredte frygten for faldskærmsjægerne, og mellem de sjældne nyheder angående operationerne udsendtes der talrige advarsler mod parachutister og sabotører. Forsvarsministeren i egen person appellerede til befolkningen om samarbejde for at finde mistænkelige personer, medens indenrigsministeren beordrede fjernelse af radioapparater, installerede i biler. Skrækken for »jægerne« bredte sig overalt. Ligesom på det civile område de højere instanser gik i spidsen med at »puste til ilden«, således gav indenfor hæren de højere led til at begynde med tonen an gennem de advarende ordrer og instruktioner, de udsendte. Ardennerjægernes 6. regiment, der havde en speciel anti-paras-mission, idet den stod i et terrain, der var anset som særlig gunstigt for nedspring, fik fra divisionen underretning om landede faldskærmsjægere, udsendte straks et kompagni mod det formodede landingssted og adviserede batailloneme: »Årvågenhed, klar til at skyde (fusil armé). Faldskærmsjægere går ned.« Og så begyndte meldingerne at komme. Annoncerede på en så formel måde af de højere led, kunne man være sikker på, at faldskærmsjægerne ikke ville tøve med at vise sig. Miseren var blot, at det foreløbig var umuligt at få fat på dem. De viste sig kun i form af lyssignaler. Men, man tvivlede ikke om, at de var der.

»— E n gruppe faldskærmsjægere i skoven ved X.« »— E n falskærmsjæger synes landet i skoven Y.« Divisionen kommer igen: »Yær overordentlig agtpågivende overfor udspring af faldskærmsjægere, som v il kunne blive endnu talrigere.« Meldingerne fortsætter: »— E n faldskærmsjæger går ned over A. eller Y.« Nærmere: »Den meldte Para er et meget stærkt lys, som holder sig svævende over A.« Stadig kommer der meldinger om lys. Ved midnat kundgør divisionen: »5 km nord for C.-W. oplyser en lysende ballon faldskærmsjægeres nedspring.« Hertil bemærker commandant Hautecler: »Denne meddelelse er vigtig. Man ser, at medens observationsposterne redeligt melder, hvad de ser, så forklarer divisionen disse lys og giver dem en betydning, de ikke har. Man kan ligeledes bemærke, at alarmeringerne kommer fra divisionen og straks følges af efterretninger om faldskærmstropper.« I de følgende dage fortsætter det tyske flyvevåbens lyssignaler at sprede uro blandt tropperne. Der blev stadig meldt om lysfænomener; men der kom også meldinger om formodede spioner. Løjtnant S. melder: »Kl. 14, da patrouillen gennemsøgte skoven oven for B.-A., så vi fra vor stilling en civil, der så ud som om han flygtede. Jeg udsendte 2 mand på cykel, som skulle få fat på ham, hvilket også skete. Jeg begav mig selv hen til ham og fandt ham bærende på en jagtbøsse, der kunne skilles ad. Jeg tog hans identitet og lod ham under eskorte føre til gendarmeriet.« Det forholdt sig sådan, at indenrigsministeriet havde givet ordre til ejere af jagtbøsser om at deponere disse på rådhuset. Talrige civile, sikkert med lange støvler på, gik altså omkring bevæbnet med jagtgevær. Blev de bemærket af posterne, identificeredes de straks med disse faldskærmsfolk, man ikke kunne få fat på. En anden løjtnant sendte følgende melding: »En mand, klædt som belgisk officer og fulgt af en gendarmeriunderofficer har spurgt vore poster om afstanden herfra til PC/13 DI i M.« Den mistænkelige, der var nævnt i denne melding, var i virkeligheden den løjtnant af gendarmeriet, der var designeret som chef for divisionens polititjeneste (la prévôté), og som var på vej til sin post. Da man havde deklareret, at faldskærmsfolkene forklædte sig som gendarmer, var disse sidste meget mistænkelige. Således hændte det ved en division, at indskriden af en officer fra generalstabskvarteret var nødvendig for at befri hele politimandskahet (toute la prévôté), som var omringet af et grenaderkompagni og antaget for en gruppe faldskærmssoldater. (Under krigen afgav gendarmeriet detachementer, benævnt prévôtés, til opretholdelse af orden og polititjeneste ved hærstyrkerne. Hvert prévôté stod under kommando af en prévôt, officer af gendarmeriet). Den 12/5 var der en alvorlig alarmering i Antwerpen. Som følge af de nyheder, man havde modtaget fra Holland, ventede man der et luftangreb. E t batteri åbnede ilden mod nogle lysraketter og bad om hurtigt hjælp til modangreb mod faldskærmsjægerne. Fra m ilitær og civil øvrighed underrettedes chefen for et armékorps, der stod N. f. byen, om, at en flod-tunnel, posthuset og forskellige offentlige etablissementer blev angrebet, og at man skød i gaderne. Vedkommende korpschef troede, der var tale om et alvorligt angreb og sendte tropper afsted til byen, samtidig med at han alarmerede hovedkvarteret. Dette sendte skyndsomst et regiment, der stod i arméreserve, til forstærkning. Da disse tropper ankom til Antwerpen, traf de ingen fjender. Byen var rolig. Faldskærmstropperne var imaginære, og det hele b lind alarm. Den 13/5 var utvivlsomt den dag, da parachutiten var på sit højeste. Ved 6. ardenncrregiment fik man melding fra kommandanten på fortet M., at faldskærmssoldater syntes at være landet i R-skoven og G.-S. skoven.

Det drejede sig om en bataillon, som havde taget stilling i de to skove. Som følge af fortets melding blev en bataillon sendt frem for at angribe »faldskærmsjægerne«, og de to batailloncr (af samme regiment!) var på nippet til at begynde kampen, da officererne opdagede fejltagelsen. Det var heldigvis om dagen. Som følge af sammenhobningen af tropper i den befæstede stilling ved Namur blev natten særlig bevæget, og la parachutite udfoldede sig i hele sin fylde. Grebet af faldskærmsjægernes mareridt skyder enhederne på hinanden, vilde skud rikochetterer og bliver tilskrevet nye faldskærmsjægere. Skydningen synes at komme fra alle retninger. Radioen i Bruxelles bekendtgør officielt, at fjendtlige agenter, klædt i lysebrun uniform med knapper med hagekorset og initialerne D .A.P. gentagne gange har angrebet politiet; og sikkerhedstjenesten udgiver ordre til at fjerne rcklameskiltene for Pacha-Cikorie, der under farven skal bære instruktioneer for faldskærmsjægerne, medens regeringen erklærer, at faldskærmsjægerne forklæder sig som »arbejdere, præster og belgiske soldater« og tilføjer, at kvinder ligeledes af fjenden anvendes til spionage og sabotage. Som følge af radionyhederne når ophidselsen mod faldskærmsjægerne en vanvittig højde i Bruxelles. Man skyder i gaderne; menneskejagten går lige til tagene, og der er ulykkeligvis ofre, deriblandt en ukendt, som blev lynchet. I en anden by blev general G. og hans chauffør — begge i uniform — antaget for faldskærmsjægere og overfaldet af en hylende folkemasse, civile, belgiske og franske soldater. Dette overfald på en officer af generalsklassen var formentlig den dråbe, som fik bægeret til at flyde over. Man blev nu klar over, at bremserne måtte slås i. Chefen for den division, hvortil ovennævnte general hørte, reagerede kraftigt mod de utidige alarmeringer ved udsendte befalinger, hvori det bl. a. hed: Om aftenen den 14.— 15. maj bar latterlige skyderier fundet sted som følge af lyssignaler fra flyvere. Der bar endog været ofre blandt civilbefolkningen at beklage. Endvidere er stabsofficerer tåbeligt blevet hindret i udførelsen af deres tjeneste, og, endnu værre, vigtig forsyningstjeneste (ammunition) er bogstaveligt blevet standset. Jeg forbyder udtrykkeligt, at sådanne kendsgerninger fremtidig tolereres, spøgelsesfrygten for faldskærmsjægerne må straks bremses. Jeg hører desuden, at i visse egne var de foregivne faldskærmsjægere dukker, klædt som belgiske soldater. Man bør heller ikke forveksle faldskærmsjægere med lyssignaler, der kun kræver ubevægelighed og skjuL Desuden må man undertrykke flotheden med poster af alle slags, der har så mange opgaver, at de bliver en ren sabotage af den normale udførelse af tjenesten. Endvidere udtaler generalen: Det synes som om landingen af faldskærmstropper og skydningerne med maskingeværer kun er et mægtigt bluff, bestemt til at gøre tropperne forvirrede i hovedet og fremkalde panik blandt dem. Fremgangsmåden er følgende: Flyvemaskiner flyver lavt, når aftenen falder på, og lader som om de landsætter en faldskærmsmand. Nogle timer efter udkaster en flyver, der flyver højt, en raket og sandsynligvis sprænglegemer, som, idet de sprænges i alle retninger, gør folkene tossede og skaber panik. Armekorpset udsender følgende: De lysende raketter, som man ser om natten, og som får folk til at tro, at der landsættes faldskærmsjægere, er ikke andet end en fjendtlig krigslist. Disse raketter, fastgjort til en faldskærm, daler langsomt ned og bærer en sprængbøsse. Når den når jorden, sprænges denne bøsse, som om det var geværild, og skaber lios folk indtrykket af at være angrebet bagfra. Det er nødvendigt straks at sætte tropperne ind i disse kendsgerninger og sige dem, at siden krigsudbruddet er ingen faldskærmsjægere gået ned bag vore linier. Det er absolut forbudt at skyde på disse raketter. Hovedkvarteret begynder ligeledes at reagere, og den 15/5 udsendes en skrivelse, hvori det hedder: »Visse militære, blottet for koldblodighed, har troet at se faldskærmsjægere, der betjente sig af maskingeværer under nedstigningen. Dette fænomen, den rene fantasi, bar uden grund givet anledning til uordnet skydning fra nogle af vore poster. Det er klart, at ingen faldskærmsmand ville på en så støjende måde bekendtgøre sin nedstigning med skydning uden nogen mulig virkning. I henhold til grundige iagttagelser var de detonationer, der er antaget for maskingeværskydning, i virkeligheden fremkaldt af detonatorer eller rækker af sådanne, udkastet af flyvere, og som eksploderede enten i luften eller ved kontakt med jorden. Bestemt til at forårsage forvirring omkring det sted, hvor de falder, udgør disse detonatorer i sig selv ingen fare. Følgelig bør tropperne vogte sig for at lade sig påvirke af denne fremgangsmåde fra fjendens side. « Har nu disse detonatorer virkelig eksisteret, eller drejer det sig også her om en frugt af fantasien?

I sit arbejde: »Albert Kanal— Eben-Emael« skriver den tyske general Walther Melzer, at de tyske flyvere havde som opgave i det belgiske bagland at nedkaste »Knallkörpern m it automatischer Auslösung«. Deres eksistens kan derfor ikke betvivles; og den tyske ledelse kunne være tilfreds med resultatet af sin krigslist. Den gjorde den fj. hær megen skade ved den forårsagede panik og désorganisation, krævede ikke ubetydelige ofre i den fj. lejr og holdt ikke-angrebne tropper i alarm dag og nat, hvorved de udmattedes, inden de skulle gribe ind i kampene.

H . Christiansen