Log ind

Paasikiv i vidner. En anmeldelse

#

Præsident Paasikivis memoirer bar unægtelig deres selvfølgelige plads i den finske litteratur om Finlands rolle i den anden verdenskrig. T b i hvordan man end stiller sig med hensyn til visse sider af den politik, der går under navnet Paasikivi-linjen, så er dog forfatteren sammen med Marskal Mannerheim en af de finner, der har gjort den største indsats for at bevare Finland blandt de suveræne stater. „Paasikivis Minnen“ (Ilonniers), der bygger på officielle rapporter samt på forfatterens og hans kollegers dagbogsoptegnelser, er derfor uden tvivl et af de senere års vigtigste nordiske memoireværker og et historisk dokument af rang. Den nu på svensk foreliggende anden del — første del udkom for benved halvandet år siden — skildrer forfatterens virksomhed som sit lands gesandt i den russiske hovedstad fra vinterkrigens afslutning til krigsudbruddet i juni 1941. Det var den 12. marts 1940, at Paasikivi som Finlands repræsentant underskrev freden med Rusland. Efter et kort besøg i hjemlandet, vendte han tilbage til Moskva for at udveksle ratifikationsdokumenterne. Medens han var der, modtog han et telegram fra sin regering, der anmodede ham om at påtage sig gesandtposten i Moskva. Efter først at have sagt nej tak akcepterede Paasikivi den uhyre vanskelige opgave for tre måneder — i virkeligheden blev det til hele mellemkrigstidens 15 måneder, og Paasikivi rejste først hjem 18 dage, før krigen mellem Tyskland og Sovjetunionen brod ud. Valget af denne gesandt var uden tvivl heldigt. Paasikivi havde siden efteråret 1939 være persona grata i Moskva, men lian måtte arbejde under vderst tunge og vanskelige forhold. Det ledende princip i Paasikivis politik var at søge at forjage den store mistro mod Finland, der herskede i Sovjetunionens ledende kredse, og at få tilvejebragt et godt naboforhold mellem de to lande. Han gik herunder så vidt, at han fra visse sider er blevet stemplet som en eftergivende mand. I et brev til den daværende udenrigsminister W itting skrev forfatteren, at det gjaldt om at føre en forsigtigere politik end nogensinde før for at undgå en gentagelse af historien, da freden i Nystad 1721 blev fulgt af de ulykkelige krige 1741 — 43 og 1808^09. Det gjaldt med andre ord om at forhindre, at freden i Moskva blev efterfulgt af nye krigeriske forviklinger, der kun kunne føre til eet resultat: Fin ­ lands undergang som selvstændig stat.

Paasikivi havde i løbet af sommeren 1940 så rig anledning til at konstatere, at Sovjet ikke behandlede Finland som en helt suveræn stat men snarere som en delvis vasalstat, at han nogle måneder senere betroede sin dagbog „vi er en halvfri stat ... Sidste sommer var vi ved at miste resten af vor frihed“ . Russerne fremførte krav og ønsker, der indebar en direkte indblanding i Finlands indre anliggender. Så angreb de flere gange Tanner og erklærede, at så længe han var medlem af den finske regering, kunne der ikke blive noget godt forhold mellem de to lande. Og før præsidentvalget i december 1940 erklærede den russiske udenrigsminister Molotov helt åbent „at hvis Tanner, Kivim äki, Mannerheim eller Svinhufvud bliver valgt til præsident, drager vi den slutning, at Finland ikke ønsker at opfylde fredstraktaten med Sovjetunionen“ . Når forhandlingerne fandt sled, var det ofte ikke forhandlinger i ordets egentlige forstand; der var nærmest tale om diktat fra russisk side. Hvad der gjorde et særlig ulykkesvarslende indtryk på enhver, der var vidne til de baltiske staters tragiske skæbne, var Sovjets forsøg på ved hjælp af de finske kommunister og „Selskabet for fred og venskab med Sovjetunionen“ (der bestod af venstresocialister og kommunistiske elementer) at undergrave regeringens stilling. T hi også i de baltiske lande havde hjemmekommunisterne haft en lig ­ nende rolle betroet. Sovjetledernes åbenlyse mistro mod Finland og de stadige indgreb i Finlands suverænitet gjorde også Paasikivis arbejde ekstra vanskeligt og tungt. Han måtte næsten hver gang, han blev kaldt til M olotov, være forberedt på mere eller mindre ultimative krav fra russisk side.

Sovjet, der efter den tysk-russiske overenskomst i 1939 tydeligvis regnede Finland til sit interesseområde, som ingen anden stat havde ret til at skabe politisk kontakt med, gjorde også alt for at isolere Finland. Således modsatte Sovjet sig bestemt og i ultimative vendinger et i løbet af foråret og sommeren 1940 diskuteret forsvarsforbund mellem Finland og Sverige. M olotov kaldte Paasikivi til sig midt om natten og hævdede, at et forsvarsforbund ville gøre Finland til en svensk vasalstat. Hvis forbundet kom i stand, indebar det, „at fredstraktaten af 12/3 1940 mellem Sovjetunionen og Finland blev lik v ideret“ . Rusland skulle med andre ord i så fald have frie hænder over for Finland. „Man (Paasikivi) kunne ikke undgå at konstatere, at sovjetregeringen stræbte efter at svække Finlands stilling, tvinge vort folk til at leve isoleret, kun afhængigt af Sovjet, og fjerne Sverige fra vort interesseområde. Fin ­ lands statslige uafhængiglied ville Sovjetunionen fortolke på sin egen måde Paasikivi vender i forskellige forbindelser tilbage til stormagternes forhold til de mindre og svagere naboer. Han konstaterer, at stormagternes politik altid prægedes af junglens lov, „righ t or wrong, my country“ , og siger om dette, at. denne indstilling dækker enhver voldshandling og befrier statslederne for at anstille betragtninger over, hvad der er ret eller uret. Han drager heraf den slutning, at Finland — i lighed med andre små og svage stater — for at undgå krig altid må forsøge at komme til et positivt resultat gennem forhandlinger med og indrømmelser over for sin store nabo — dog uden at sætte landets nationale suverænitet på spil. Modus vivendisituationen bør opnås gennem indrømmelser, for en krigerisk kon flikt fører altid til den svageres kapitulation. Stormagternes imperialisme og hensynsløshed viser sig ofte i deres bestræbelser for at bruge deres små naboer som et skjold. De mindre landes sikkerhed og forsikringer om neutralitet betyder i den forbindelse intet for dem. Sovjets optræden over for Finland og satellitstaterne er slående eksempler på denne teses rigtighed. Paasikivis Minnen illustrerer på en skræmmende måde Sovjets opfattelse af, hvorledes små stater bør forholde sig, og hvad små stater kan vente sig, når Sovjets interesser står på spil. De udgør også en påmindelse om lovens og rettens afmagt og mindskede betydning i de mellem folkelige forbindelser. Man bar derfor al mulig grund til at lægge sig forfatterens oplevelser og erfaringer på sinde.

Gerald Hamilton.