Log ind

P. Wenck: Videant consules — !

#

(Levin & Munksgaards Forlag 1987).

Forfatteren angiver at have som eventuel Mission at bane Vej for en Nyorientering om Forsvarets Forudsætninger og Opgave og fremsætter med dette for Øje et Forslag til en Militærordning, som han mener, at alle Partier med mere eller mindre Resignation maa kunne samle sig om. Det eneste Parti, der sikkert ikke behøver at resignere, er det radikale Parti, eftersom hele Bogen er Udtryk for den radikale Militærdoktrin i Renkultur lige fra den overdrevne Forestilling om udenrigsministerielle Evner til at redde Danmark og til den lille hvervede Hær med de mange ejendommelige Navne.

Det maa nu straks fastslaas, at der aldeles ingen Trang foreligger til en Nyorientering, d. v. s. Omkalfatring af de Principper, paa hvilke saavel dansk som udenlandsk Forsvarsordning i Aarhundreder har været opbygget. For saa vidt kunde man lade hele dette Produkt ligge. Men da det er forste Gang, man faar en udførligere Forklaring paa hele den radikale Tankegang, saaledes at Bogen kan opfattes som en Slags Evangelium for rettroende danske Vagtkorpstilhængere, lønner det sig alligevel gaa lidt nærmere ind paa den.

Den militære Sag kundskabs Umyndiggørelse.

Det siger sig selv, at de i Bogen fremsatte Synspunkter staar i den skarpeste Modstrid til de af den militære Sagkundskab hævdede. Noget af det forste, Forfatteren beskæftiger sig med, er derfor ogsaa at frakende de militære sagkyndige — navnlig Hærens — Evnen til at bedømme Forsvarets Formaal og Opgaver. De beskyldes for at optræde som udenrigspolitiske Skolelærere og operere med udenrigspolitiske Forudsætninger, som de selv har formuleret. Der sigtes her bl. a. til forskellige Artikler i „Militært Tidsskrift“ 1931—1934 af Kaptajn Hoffmann og undertegnede. Ukyndige Læsere af Bogen vil formentlig finde det i sin Orden, naar Forfatteren erklærer, at de militære sagkyndige ikke i Egenskab af deres Stilling har særlige Forudsætninger for at formulere Forudsætninger og Opgaver for Forsvaret. De nævnte sagkyndige beskyldes for Mangel paa Evne til at forudse. Med en vis Overbærenhed erklærer Forfatteren, „at den militære Sagkundskab først og fremmest er menneskelig og derfor meget vel kan tage fejl.“ Nu er den Egenskab ikke at kunne forudse Udviklingen af Begivenhederne ikke noget specielt for militære sagkyndige. Udenrigspolitikere har baade her og i Udlandet i mange Tilfælde taget fejl af Udviklingen og navnlig været tilbøjelige til at tro, at den vilde forme sig mere efter deres Ønsker end naturligt og sandsynligt var. Ogsaa de er derfor blevet overraskede af Begivenhederne. Det er kun en ringe Trøst at minde om, at Udenrigspolitikere er Mennesker, der kan fejle. Forfatteren erklærer, at „Udenrigspolitiken“ har haft vanskeligt ved at formulere en klar Forsvarsopgave for Landet. Det kunde roligt tilføjes, „og det har den da heller ikke gjort“.

Som en Slags Undskyldning for den udenrigsministerielle Passivitet paa det her nævnte Omraade anfører Forfatteren, at „den udenrigspolitiske Opgave“ (der menes formentlig Udenrigsministeren) hovedsagelig beskæftiger sig med de forøgede Muligheder for Fi edens Bevarelse, medens den militære Sagkundskab mest beskæftiger sig med Mulighederne for Modstand, naar Freden er brudt. Dette sidste svarer nu ikke ganske til den forudgaaende Beklagelse over, at de militære sagkyndige beskæftiger sig for meget med Forudsætningerne for Forsvaret. Men er det forøvrigt ikke ganske naturligt, dersom Udenrigspolitikeren tænker mest paa de diplomatiske og Hærledelsen paa de militære Midler. Heraf at ville konstruere et Slags Modsætningsforhold er imidlertid urigtigt. De vil begge, to Fredens Bevarelse. Ingen, der har læst de forskellge militære Indlæg i Forsvarsdebatten i de sidste 40 Aar, vil i mindste Maade kunne være i Tvivl om, at Hovedformaalet for den militære Sagkundskab er og har altid været at holde Landet uden for en Krig. Netop det stærke Værn skal være det bedste Middel hertil. Og hvem skulde vel være bedre egnet til at belyse Forsvarsmulighederne end de Mænd, der har gjort selve Forsvarets Organisation til deres Livs Studium? Gennem et snevert Samarbejde vilde Udenrigspolitikeren og den militære sagkyndge netop kunne supplere hinanden. Dette er imidlertid øjensynligt ikke Hr. Wencks Mening. Efter hans Opfattelse er det først, naar dansk Udenrigspolitik „af i Dag“ har klarlagt, i hvilken Udstrækning den forudsætter og har Nytte af et Forsvarsberedskab, samt formuleret dettes Forudsætning og Nytteopgave, først saa har den militære Sagkundskab Ordet. En højst bekvem Maade at give anderledes tænkende Mundkurv paa. Saa let gaar det nu heller ikke at eliminere den militære Sagkundskabs Opfattelse angaaende Landets Forsvar. Hærens Befalingsmænd maa have samme Ret som Hr. Wenek til at udtale sig offentligt om Danmarks militærpolitiske Stilling. Vi lever jo dog i et frit demokratisk Land, hvor enhver mener sig kompetent til at taksere dansk Forsvarsmulighed under enhver tænkelig udenrigspolitisk Konflikt. At militære i alle Lande i udpræget Grad tager Del i Debatten er kun naturligt i Kraft af deres dybe Interesse for Forsvaret. Man behøver kun at minde om den svenske Oberst Bratt, hvis militærpolitiske Bøger har vundet almindelig Anerkendelse — ogsaa hos Forfatteren. Det gaar overhovedet ikke an at eliminere den militære Bedømmelse. Den Interesse, Udlandet kan have i dansk Territorium, Arten og Omfanget af de Farer, vi kan blive udsat for, samt Mulighederne for at afværge dem er Spørgsmaal af saa udpræget militær Karakter, at de kræver en dybtgaaende Udredning af Personer, der har erhvervet sig et indgaaende Kendskab til alle herhenhørende Forhold, ikke mindst Luftvaabnets Virkemuligheder.

Forfatteren synes mere eller mindre frivilligt at sammenblande to Ting:

— Ledelsen af Udenrigspolitiken i de konkrete Tilfælde og

— Den mere grundlæggende Klarlæggelse af Landets militærpolitiske Situation og Stilling.

Den første maa kunne skifte med kaleidoskopisk Hurtighed — balancere — og beskæftiger sig med Anvendelsen af de foreliggende Forsvarsmidler i den givne Situation. Den sidste er derimod et grundlæggende Arbejde paa langt Sigt. Den bør ikke være et Døgnprodukt, men Resultatet af indgaaende Overvejelser ikke blot vedrørende den udenrigspolitiske Stilling, men ogsaa angaaende Udlandets militære Organisation og Ydeevne, alt under nøje Hensyntagen til Danmarks militærgeografiske Stilling. Ingen af de militære sagkyndige blander sig i den konkrete Ledelse af Landets Udenrigspolitik. Derimod er det deres Pligt at foreslaa eller udtale sig om militære Forsigtighedsforanstaltninger, selv om disse kan faa en vidtrækkende politisk Betydning. Og ved Klarlæggelsen af Grundlaget for en Forsvarsordning bør deres Ord have en betydelig Vægt. Det maa holdes for Øje, at det gaar hurtigt og let at nedbryde en Forsvarsorganisation, men at det kræver mange Aar at bygge den op. For at undgaa enhver Misforstaaelse skal der blot mindes om, at det selvfølgelig hverken er Udenrigspolitikeren eller den militære sagkyndige, men Regeringen, der med Støtte af Rigsdagen træffer Bestemmelse om og derfor ogsaa har Ansvaret for den Forsvarsordning, der gennemføres. Hr. Wencks Anker mod den militære Sagkundskab indskrænker sig nu ikke til dens upaakrævede Formulering af udenrigspolitiske Forudsætninger. Værre end det: Den har ligefrem paatvunget Udenrigspolitikken uheldige Hjælpemidler. Meningen hermed er aabenbart: en Militærordning med noget saa forfærdeligt som almindelig Værnepligt med tilhørende Indkaldelse af en Sikringsstyrke og Mobilisering. Saadanne „Rangeringer“ ødelægger efter Forfatterens Opfattelse al Udenrigspolitik.

Hvad skal det nytte“-Princippet.

Efter at have nedsablet den militære Sagkundskabs Autoritet gaar Forfatteren over til at forkaste alle egentlige Nytteopgaver for et dansk Forsvar. Det rent følelsesbetonede — Trangen til Selvhævdelse — er lettest at eliminere, skønt det dog maaske i det givne Øjeblik kan komme til at spille en større Rolle, end Forfatteren tror (Carthago 146 f. Chr., Nederlandenes Frihedskamp, Københavns Forsvar 1659). De internationale Forpligtelser, Hensynet til Folkeforbundet, er ligeledes hurtigt nedsablet. Her har Forfatteren den almindelig udbredte Skepsis, der ogsaa kommer til Orde i Kaptajn Hoffmanns Pjece 1934, til Forbundsfælle. En Krig med en jævnbyrdig Modstander forkastes som ganske usandsynlig: Stormagterne vil simpelthen ikke tillade en saadan. Dernæst elimineres al Tanke om Hjælp. Skandinavismen kræver „Klarhed“ (maaske mest fra dansk Side ), før den kan give haandgribelige Resultater. Understøttelser fra en Stormagt kan ikke ventes. Det er farligt at tro paa „Mirakler“ (1864!) o. s. v. o. s. v. Paa den Maade gøres dej' rent Bord for den Situation, som Forfatteren øjensynligt alene ønsker lagt til Grund for en Militærordning: Danmark alene mod en Stormagt. Med Hassing Jørgensens flotte Bemærkning om, at en Stormagt altid vil sætte tilstrækkelige Stridskræfter ind til en Okkupation af Landet, indstilles Læseren paa det nytteløse i alt dansk Forsvar. Der synes dog at have indsneget sig en lille Tvivl hos Forfatteren om Fjendens Mulighed for at okkupere Sjælland overfor en stærk dansk Koncentration paa denne 0. Med en paafaldende skarp Indignation vender han sig nemlig mod den Situation, at Hæren staar intakt paa Sjælland. Han skriver saaledes: ,,I deres militærpolitiske Opbygning er disse Forsvarslove (d. v. s. fra 1932) faktisk saa sataniske, at det ligefrem er en Forudsætning for Effektiviteten af det danske Forsvar, at Fyn og Jylland er fjendtligt besat, Farvandene af spærret af fjendtlige Flaadestyrker, Københavns Luftbombardement — men Hæren intakt paa Sjælland — rede til at afslaa et fjendtligt Landgangsforsøg“. Denne ualmindelige stærke Udtryksmaade synes snarere at dække over en Urigtighed og Svaghed i Argumentationen. Som almindelig bekendt fastsætter Forsvarslovene Styrken Øst og Vest for Store Bælt til omtrent Halvdelen hvert Sted. Men selv en stærkere Koncentration til den ene Hovedlandsdel vilde ingenlunde kunne kaldes satanisk. Den, der forsvarer alt, forsvarer som bekendt intet. I Almindelighed vil man sikkert være tilbøjelig til at mene, at det under en Krig ikke er nogen ugunstig Situation, at Regeringen, en Hovedlandsdel og Hæren endnu er intakte. Hverken i Belgien eller Rumænien har man opfattet det som „satanisk“, at man under Verdenskrigen i lang Tid kun holdt en Plet af Fædrelandets Jord. Da hele Forfatterens Argumentation staar og falder med det nytteløse i et egentligt dansk Forsvar, trygler han næsten Forsvarsvennerne om dog at indrømme, at i Situationen Danmark alene mod en Stormagt „foreligger der ikke nogen militær Opgave for det danske Forsvar“. Da den omtalte Situation efter hans Mening aabenbart er den eneste sandsynlige, vilde en saadan Indrømmelse være ensbetydende med en Dødsdom for Forsvaret. Saa simpelt, som det her fremsættes, er Problemet nu langt fra. Hvis den stærke altid slog den svage, vilde Tyskland have vundet og Belgien, Serbien og Rumænien have tabt Verdenskrigen. Netop et Stormagtsangreb paa en lille Stat kan fremkalde en Verdensbrand (Serbien og Belgien 1914). Det er i Virkeligheden ganske umuligt at forudse Resultatet af en Krig, der slippes løs i Europa. Derimod er det givet, at Interessen for dansk Territorium bliver akut ved Udbruddet af en Stormagtskrig. Men i dette Tilfælde kan Danmark, hvis det indblandes i Konflikten, ikke komme til at føre en isoleret Krig. Det gaar sandelig ikke an at se bort fra en saadan Situation og kun ville skabe en Ordning, der passer til den mere usandsynlige. Man bør i det hele taget aldrig udelukkende lægge den ugunstigste Situation til Grund ved Afgørelsen af et Lands Forsvarsmuligheder. Det vilde dog være for beskæmmende, hvis man paa Forhaand opgav Ævred, og det saa bagefter viste sig, at der ingen Grund havde været til det. Bygger man sin Militærordning op saaledes, at den ligefrem forudsætter en kortvarig Modstand og hurtig Kapitulation, udelukker man i al Fald enhver Mulighed for Hjælp. Nej, Løsningen er den saare simple: Enhver — ogsaa den lille Stat — bør indrette sig paa at bide fra sig efter bedste Evne saa længe som muligt. Alene Hensynet til Solidariteten kræver, at man ikke vælter Byrden over paa andre. Det gælder om at indgyde Udlandet saa megen Tillid til vor Forsvarsvilje og -evne, at det skønner os i Stand til at yde en tilstrækkelig Førstemodstand. Det er den bedste Maade til at undgaa at blive inddraget i en Verdenskonflikt. Om Muligheden for en hurtig Afgørelse nutildags kan man kun paa Grundlag af et indgaaende Studium og Kendskab til Forholdene udtale sig og aldrig med fuld Sikkerhed. De nyeste Begivenheder, Krigen i Spanien, viser en allerede i Verdenskrigen kendelig Tendens til Stilstand og langtrukne Operationer. Det er de automatiske Vaaben, der har givet Forsvaret en tidligere ukendt Styrke. Vi har tilmed den Fordel, at vor Hovedlandsdel kun kan tages af Tropper, der føres over Søen. Ved Landgangsforetagender truer imidlertid foruden Luftbomben ogsaa Minen og Torpedoen Angriberen (Transportskibene). Bedømmelsen af Forsvarsevnen kan derfor nutildags ikke afgøres summarisk som et Regnestykke.

Militærordningens Indflydelse paa Krigsfaren.

Forfatteren hævder, at Forsvarslovene af 1909 ved Verdenskrigens Begyndelse blev anvendt paa en Maade, der overhovedet ikke var forudsat. For saa vidt der hermed er tænkt paa, at Mineudlægningen i Store Bælt mere tjente Udlandets Interesser end vore egne, er dette rigtigt. Derimod var Indkaldelsen af Sikringsstyrken netop forudsat i Hærloven; det var et af General Kuhnels Hovedprincipper, der ogsaa stod sin Prøve i 1914.

Naar Forfatteren derfor om Forsvarslovene af 1932 siger, at de har paatvunget Udenrigspolitiken uheldige Hjælpemidler („Rangeringer“), kan han i hvert Fald ikke paaberaabe sig Begivenhederne i 1914 som Bevis. Skønt man ved den Lejlighed indkaldte ca. 60.000 Mand og bragte samtlige Linieafdelinger paa Krigsstyrke, hændte der intet. Vi gjorde forøvrigt heller ikke andet, end hvad de andre Nabostater til de krigsførende Magter (Holland, Schweiz) foretog sig. Det fremgaar ikke af den militære Litteratur om Verdenskrigen, at disse Sikringsforanstaltninger af de krigsførende er opfattet som en Trusel eller et Tegn paa forestaaende Angreb. Efter Forfatterens Mening gaar det ikke an først at skulle skabe Værnet, naar det skal bruges. Saa risikerer man, at det er sat ud af Funktion, inden det endnu er stillet paa Benene. Det er ubestrideligt en Ulempe, at dansk Forsvar først skal skabes kort før eller ved Krigsudbrud. Men det er ikke noget, særligt for Danmark. Saadan er det i alle Lande, og man kan roligt tilføje, at det nødvendigvis maa være saadan. Ingen Stat kan holde sin Krigsstyrke inde i Fredstid; det er simpelthen uoverkommeligt, baade af Hensyn til det voldsomme Indgreb i Befolkningens Liv, det vilde repræsentere, og af Hensyn til Udgifterne. Langt alvorligere er imidlertid Forfatterens Paastand om, at Rangeringer udgør et Faremoment: ,yl 1914 repræsenterede dansk Forsvar et Faremoment for dansk Udenrigspolitik.“ Hertil er først og fremmest at bemærke, at der er en Væsensforskel paa Mobilisering og iSikringsindkaldelse. Den førstnævnte iværksættes kun, naar Krig skønnes uundgaaelig. Det er derfor inkonsekvent at betegne Mobilisering som Foranledning til Krig. Det kunde i hvert Fald kun tænkes imellem Stormagter, hvor Forspring i Mobiliseringshurtigheden skønnes af afgørende Betydning (Rusland 1914). Men det maa erindres, at Mobilisering griber saa voldsomt ind i Nationens Liv, at en Mobilisering uden Sikkerhed for paafølgende Krig ikke ret vel kan tænkes gennemført. Anderledes med en Sikringsstyrkeformering. En saadan spænder over alle Arter af Foranstaltninger lige fra Tilbageholdelse af hjemsendelsesberettigede Rekrutter og Ophævelse af Skoler, Kursus o. 1. til Indkaldelse af en betydelig Styrke som vore 60.000 Mand i 1914. Disse Forsigtighedsforanstaltninger kan hos en lille Stat absolut ikke betegnes som en Trusel mod en Stormagt. Hvis saa var, maatte Indkaldelsen i 1914 betegnes som halsløs Gerning. Har et lille Land allerede i Fredstid tilkendegivet sin faste Vilje til Neutralitet, kan Indkaldelse af en Sikringsstyrke ikke opfattes som andet end et Udtryk for Ønsket om ikke ved sin øjeblikkelige Værgeløshed at friste til Overfald. Det er altsaa tværtimod en Forstærkning og Understregning af Neutralitetsviljen. Intet Land vil være saa taabeligt at give Afkald paa at planlægge eller i Nødsfald iværksætte Sikringsstyrkeformering og Mobilisering, blot fordi de muligvis kunde vække Anstød i Udlandet. Ingen vil mistænke dansk Udenrigspolitik for at lade sig friste tii at true eller med Magt gennemtrumfe visse Fordringer. Der blev heller ikke i 1914 protesteret mod den danske Sikringsstyrke eller forlangt dens Reduktion. Det er hverken reelt eller formelt rigtigt, at den militære Sagkundskab i 1932 har „paatvunget“ Landet uheldige Hjælpemidler. Reelt har den foreslaaet en Hær af samme Karakter som Udlandets (bortset fra Kolonitropper o. 1.) og derfor lige saa lidt ødelæggende for Udenrigspolitiken som disses, formelt er det Regering og Rigsdag, der træffer Bestemmelse baade om Indførelse af en ny Forsvarsorganisation og om dens eventuelle Anvendelse under truende Forhold. Ingen kan tvinge dem. De bærer derfor ogsaa det fulde Ansvar. Hvis en Stormagt af særlige — politiske eller militære — Grunde absolut vil gennemtvinge uantagelige Fordringer, er naturligvis alle forebyggende Midler, ogsaa de diplomatiske, omsonst. Men i Tvivlstilfælde er Risikoen det afgørende. Kan Afgørelsen trække ud, eller skønnes Resultatet tvivlsomt, vil Forsøget maaske ikke blive gjort. Jo mindre Hær, des kortvarigere Modstand og des mindre Risiko for Angriberen, des større Udsigt til Overfald. Derfor skaber den større Hær, Opbydelsen af Folkets samlede Værnekraft, den største Chance, for at Udenrigspolitiken kan komme til at virke uforstyrret.

Den ideelle Ordning“.

Læseren vil efter Bogens Nedsabling af de hidtidige militære Anskuelser og Ordninger med Nysgerrighed vende sig til Forfatterens Militærordning, der, som det siges, skal skabe forøgede Muligheder for Fredens Bevarelse og forlænget Levetid for Ikke-Indblandingsprincippet. Det gælder efter Forfatterens Mening om at naa frem til den militære Ordning, som „mindst skaber Mulighed for uønskede Komplikationer“. Midlet er det simple: Man tager blot Udlandets Interesse for Danmarks Stilling militært væk. Til den Ende skal dansk Forsvarsberedskab have en kortvang, men effektiv Kampkraft. Hæren skal derfor have en Sammensætning, der kun tillader „kortvarige“ Kampopgaver. Dette søges opnaaet gennem en lille hvervet Hær paa 14.000 Mand, fordelt med

10.600 Mand til Landforsvaret (5300 i hver Hovedlandsdel)

800         —    -   Luftforsvaret,

1.400      —    -    Søforsvaret,

1.200      —    -   særlige Rammer og Korps.

Tjenestetiden er 5 Aar aktivt og 5 Aar i Forstærkningen (hjemsendt). Lønningen er 1 Kr. (stigende til 9 Kr. i 5’ Aar) pr. Uge, Tobak, Undertøj og Toiletsager. Af Beløbet hensættes \/y til Hjemsendelsen, hvor der skal sørges for „en fast Stilling i Samfundet“ til den menige. 1/5 af Styrken fornyes altsaa aarligt. Den egentlige Kampstyrke er i hver Hovedlandsdel ca. 600 faste Befalingsmænd og ca. 3600 Mand (-r- syge), ialt godt 4000. Desuden haves et Folkeforsvar, hvortil udskrives 16,000 Mand aarligt. Disse værnepligtige uddannes i 80 Dage (!) af særlige Rammer (350 Mand). De gøres ikke særligt marchdygtige, indøves ikke i „større taktiske Formationer“ og skal kun betjene Rekylgeværer og Feltkanoner „i Stilling“, men ikke indøve deres (?) „Føring eller Transport i Terrainet“. De skal ikke anvendes i „aaben Mark“, men kun i defensive Stillinger. Under Sikringsberedskab kan Folkeforsvarets Rekrutter holdes indtil 9 Maaneder inde til Melde-, Arbejds-, Etape-, Depot- og Vagttjeneste. Under Kampberedskab (Mobilisering) indkaldes 5 Aargange af den hvervede Hær (d. v. s. efter Dekrementafregning ca. 4000 Mand til Landforsvaret i hver Hovedlandsdel) samt 4—5 Aargange af Folkeforsvaret (d. v. s. ca. 30,000 Mand i hver Hovedlandsdel). Ved fjendtligt Angreb skal den lille hvervede Styrke ofre sig, „dø i Geled og Formation“. Folkeforsvaret afventer Fjenden i forud udpegede Stillinger. For Fuldstændighedens Skyld skal blot nævnes, at alle militære Betegnelser saavidt muligt er udryddede. I Spidsen for Rigsværnet staar saaledes en Hovedkvartermester, der udtages enten af Værnet eller blandt Diplomater med militære Forudsætninger, der har betjent Hovedposter for Landet eller blandt Udenrigsministeriets Embedsmænd (!). Generalstab kaldes Raad, Division Leding, Regiment „Samling“ og Kompagni (eller Deling?) „Styrke“. Alle disse originale Paahit kaster i militære Øjne et Latterlighedens Skær over det hele. Mon det nu ogsaa er Meningen? Det aarlige Budget er paa 66 Miil. Kr., hvortil kommer et „Opbygningsbudget“ paa 100 Miil. Kr., fordelt paa 5 Aar. Det er et rent Kunststykke, der er gjort, at faa saa lidt ud af saa mange Penge. For den samme Sum kan der antagelig skabes et 6—5 Gange saa stærkt Forsvar. En Ordning, der kun maa yde en „kortvarig“ Modstand, kan i hvert Fald tilvejebringes for en betydelig mindre Sum.

Det er altsaa dette Unikum af en Militærordning, der prætenderer at skabe forøgede Fredsmuligheder. Man ser, hvori Systemet bestaar: den permanente Sikringsstyrke gennem en staaende Hær. I Tilfælde af Angreb en Opvisningskamp uden Henblik paa et Nytteresultat. Og dog skal den virke forebyggende, „skabe Tvivl om virkelig Fordel ved en Besættelse“ ! Forstaa det, hvo der kan. Nu maa man ikke tro, at Hæren i Princippet er Modstander af en hvervet Styrke til permanent Sikring. Men Forholdene har hertillands altid ligget saaledes, at man har opereret med et Maksimumsbudget, der aldrig var saa stort, at hele den værnepligtige Ungdom kunde uddannes i vel indrammede og udstyrede Enheder. Naar man med et begrænset Budget har Valget mellem 10 værnepligtige og 1 hvervet, er Resultatet givet. Da Tyskland sagde sig fri af Versaillestraktaten, gik det øjeblikkelig over fra hvervet Hær til Værnepligtssystemet. Østrig, Ungam og Bulgarien følger efter. Hensynet til Faren for en Militærrevolution kan i denne Forbindelse lades ude af Betragtning. Forfatteren skriver: „Det er vist Dr. Munch selv, der har fremhævet, at i Lande med hvervet Hær har der været mindre Militærrevolution end i Lande med værnepligtige Hære“. Med al Respekt for Dr. Munchs historiske Viden gør man dog vel i ikke at glemme, at ogsaa Lejetropperne har beredt svære Skuffelser i disciplinær Henseende (Prætorianernes Militærrevolutioner, danske og udenlandske Lejetroppers Krav om højere Sold for at fortsætte Operationerne). De foreslaaede Lommepenge paa 11 Øre om Dagen ligefrem udfordrer til Protest. Den paatænkte Ansættelse i faste Stillinger ved Hjemsendelsen vil sikkert volde Vanskelighed. Hvis Staten efter den foreslaaede Ordning aarligt kunde skaffe 2400 menige ind i faste civile Stillinger, hvorfor skaffer den saa under de nuværende Forhold kun et Par Underofficerer om Aaret Stillinger som Tilsynsofficiant el. lign.? Spørgsmaalet om en permanent Sikringsstyrke er først og fremmest et økonomisk Spørgsmaal. Dette fremgaar bedst deraf, at Forfatteren til Trods for en aarlig Udgift paa 66 Mili. efter militær Opfattelse alligevel ikke har løst Problemet. En Styrke paa 4000 Mand, d. v. s. knebent et Fodfolksregiment med tilhørende Specialtropper, er en ganske utilstrækkelig Sikringsstyrke i en Hovedlandsdel under faretruende Forhold, hvor man med den nuværende Ordning vilde indkalde en langt større Styrke. De 4000 Mand vil blive takseret til det, de er. Afskrække fra Angreb gør en saa lille Styrke ikke. Kommer Angrebet, er der Grund til at tro, at disse betalte Slagtofre vil betragte sig som ladt i Stikken af Folkets passive Flertal og hurtigt kapitulere i Stedet for at „dø i Geled og Formation“. „Folkeforsvaret“ sætter sig ved sin passive Optræden ganske ud af Spillet. Over for en manøvredygtig Modstander er det hjælpeløst fortabt. Fjenden kan ignorere det under Kampen med den hvervede Styrke og bag efter gaa uden om dets Fløje om i Ryggen paa det. Forfatteren har her vovet sig ud i noget, hvor han ikke kan bunde. Maaske det mest overraskende ved hele Forslaget er, at det bygger paa Mobiliseringsprincippet. Efter at Forfatteren har fordømt „Rangeringer“ som faretruende for Udenrigspolitiken, kunde man have ventet, at han i det mindste selv havde undgaaet denne „Krigstrusel“. Herefter kan man ikke tage hans Indignation over de paatvungne Hærordninger af 1909, 1922 og 1932 alt for alvorlig.

Stækket eller stærkt Forsvar.

Udtrykt i en Nøddeskal lyder Bogens radikalt prægede Militærdoktrin : Værnet maa endelig ikke være for stort — ikke saa stort, at det har Udsigt til at opnaa et militært Nytteresultat, d. v. s. har Krigsevne. Saa bliver Udlandet bange for, at vi misbruger det, og saa repræsenterer det Krigsfare. Er dette da de vises Sten? Nu har i Aartusinder Menneskeheden søgt sin Redning mod fjendtlige Anslag i Tilvejebringelsen af en saa stor og stærk Forsvarsstyrke, at den kunde afholde fra Angreb. O, hellige Enfold! Disse kloge danske radikale Hoveder har nu fundet ud af, at det netop gælder om ikke at være for stærk. Kampen skal være kortvarig. Det er Historien med de afkortede Geværer paa en anden Maade. Nok gøre Fjenden Skade, men endelig ikke for meget. Svaghed er altsaa netop Trumf. Hvis dette virkelig er Løsenet paa Problemet om et Lands Beskyttelse, saa har alle Statsmænd i alle Lande til alle Tider været Taaber, og saa har Regering og Rigsdag herhjemme begaaet en skæbnesvanger Fejl ved i Maj 1937 at gennemføre Forsvarslove, der forudsætter Mobilisering af en værnepligtig Styrke paa henved 100,000 Mand. Forfatterens Paastand om, at en dansk Hær af den nuværende Struktur udgør en Krigstrusel for en Stormagt, hvilket dog synes at maatte forudsætte en ikke helt ringe Angrebsværdi af Hæren, er i Modstrid med hans Paastand om, at den samme Hær ikke engang kan bruges til et Forsvar af Landet. Men det er i Virkeligheden heller ikke den danske Hær, men det danske Territorium (Gennemsejlingsfarvandene, Nærheden ved nordtyske Flyvercentrer o. l.), der repræsenterer det farlige Moment. Og de geografiske Forhold kan vi ikke ændre.

Nu forstaar man, hvorfor den militære Sagkundskab ikke maa udtale sig om Principperne for Ordningen af Landets Forsvar. Den er nemlig saa formastelig at mene, at man skal tilstræbe en langvarig og ikke en kortvarig Modstand, samt at Chancerne for ikke at blive indviklet i Krig vokser med Nationens Offervilje lige til den yderste personlige og økonomiske Grænse. Et Skinforsvar er det farligste af alt. Netop et saadant udelukker Hjælp, frister til en Række af Krav fra en Stormagts Side og fører skridtvis og ufejlbarligt til Underkastelse. Langt fra at forbedre Udenrigspolitikens Vilkaar indsnevrer det dem. Mellem Tilhængerne af de korte Geværer og det korte Forsvar og dem, der vil gøre Forsvaret saa stærkt som muligt, gaber et uoverstigeligt Svælg. Det maa forekomme besynderligt, at Forsvarsligaen har villet lægge Navn og Penge til en Bog som den foreliggende.

W. W. P.