Kampreglement for Fodfolket siger i Pkt. 63 bl. a. : „Maskingeværerne skyder over Hovedet paa Kompagnierne i 1’ Linie“, idet der her nævnes en af Maaderne, hvorpaa Bataillonen kan støtte sit Angreb med Ild. Om denne Overskydning — eller rettere om Skydning over eget Fodfolks forreste Linie — har Kaptajn O. C. T. D. Wagn i Militært Tidsskrift Nr. 3 af F Marts 1936, Side 84—87 skrevet en udmærket og meget lærerig Artikel, men som Supplement hertil synes det mig at have sin store Interesse — navnlig da Reglementet hertil ikke nærmere udtaler sig herom — tillige at undersøge, hvorledes de samme Maskingeværer kan undgaa at træffe de Styrker af egne Tropper, der befinder sig mellem forreste Linie og Maskingeværerne ; idet den angribende Bataillons Fodfolk jo praktisk talt er spredt over hele Terrainet — omend grupperet med visse Afstande og Mellemrum -— i en Dybde, der som Reglementet siger „nødig gøres over 2000 m“, og midt i staar Maskingeværerne og passeres stadig af de fremrykkende Tropper. For at gøre sig Forholdene klare kan man tænke sig Terrainet under Maskingeværernes Ildstraale delt i 3 Zoner:
1. En Zone bestemt ved „Maskingeværgrænsen“ (jfr. Kaptajn Wagn).
2. „Overskydningszonen“ d. v. s. den Zone, hvori Overskydning kan finde Sted.
3. „Farezonen“ d. v. s. den Zone nærmest Maskingeværerne, hvori Overskydning ikke kan finde Sted.
Idet jeg gaar ud fra det ugunstige og i Praksis heldigvis sjældne Tilfælde, at Maskingeværerne, egne Tropper og det beskudte fjendtlige Maal ligger i samme vandrette Plan, faar man direkte af Tabellen for Sikkerhedsviserhøjder og Sikkerhedsvinkler, idet dog de Tal, foran hvilke der staar „ca.“, er taget som en Differensrække mellem de i Tabellen opførte Værdier, — hvilket i Praksis giver en tilstrækkelig god Tilnærmelse:
Skemaet viser, at man ved Skudafstand 1200 m har en stor Farezone (400 m) og en lille Overskydningszone (200 m), medens Forholdene med Skudafstand 1300 m er 300 m’s Farezone og 500 m’s Overskydningszone, hvorefter Farezonen aftager og Overskydningszonen vokser og ved Skudafstand 2000 m bliver henholdsvis 100 m og 1400 m.
(Naar jeg ikke har medtaget Skudafstande over 2200 m, er det dels fordi disse vel hører til Undtagelserne, idet de jo som oftest kræver et uforholdsmæssigt stort Ammunitionsforbrug, dels fordi Zonen bestemt ved Maskingeværgrænsen her er voksende, og derfor skønnes at være af mindre Interesse).
Heraf kan man lære, at Over skydning i fladt Terrai/n under Angreb ikke kan finde Sted pcoa kortere Skudafstande end 1300 m, samt at 'der foran Maskingeværerne er en Farezone paa fra 300 m til cu. 100 ni’s Dybde. Hvis denne Farezone ikke respekteres, maa Maskingeværerne holde inde, og Angrebsfodfolket mister sin Ildbasis. Skydningen over O ver skydningszonen maa altsaa kombineres med Mellemrumsskydning i Farezonen, idet det stadig erindres, at hele Batailonens Omraade praktisk talt er trafikeret. Vil man nu danne sig et Billede af, hvorledes et Angreb i fladt Terrain støttet af overskydende Maskingeværer bør forme sig, mener jeg — idet jeg ser bort fra alt, der ikke har Interesse for det her behandlede Emne — at det kommer til at se saaledes ud:
Udgangsstilling.
Maskingeværerne bringes i Stilling mindst 800 m bag eget forreste Fodfolks Udgangsstilling — men helst heller ikke ret meget længere tilbage af Hensyn til, at de skal kunne støtte det fremadskridende Fodfolk længst muligt uden Stillingsskifte — og de vil saa kunne beskyde Maal paa alle Afstande fra ca. 1300 m til ca. 2200 m, idet Ilden dog stadig skal ligge mindst 500 m foran egen forreste Linie. Det Fodfolk, der i Udgangsstillingen ikke kan være i Overskydningszonen, anbringes enten bag Farezonen eller saaledes i denne, at Mellemrumsskydning kan finde Sted.
Fremrykningen.
Fremrykningen bør foregaa i Spring paa højst 900 m, idet Maskingeværerne højst kan støtte saa langt uden at skifte Stilling, og uden at Maskingeværgrænsen forøges (se ovenfor samt Kaptajn Wagn). Befalingen for 1’ Spring maa oplyse de i og bag Farezonen værende Tropper om
1. Maskingeværernes Standplads (evt. Standpladser).
2. Farezonens Dybde (bedst angivet ved Terrainlinier).
3. De Bælter af Farezonen, der ikke maa betrædes (eller maaske de Bælter, der skal betrædes).
Endvidere maa Maskingeværerne have at vide, hvor omtrent de skal søge deres næste Standplads, saaledes at de kan begynde en echelonvis Fremrykning i saa god Tid, at de hurligt efter 1’ Springs Fuldførelse kan være klar til at støtte næste Spring. De følgende Spring maa i Principet foregaa paa samme Maade som 1’ Spring. I Praksis vil man som oftest kunne opnaa noget gunstigere Forhold end i foranstaaende Eksempel, hvor jo, som alt gentagne Gange bemærket, Terrainet er tænkt ganske plant, men en Farezone vil der altid være, naar der ses bort fra de Undtagelsestilfælde, i hvilke de overskydende Maskingeværer kan anbringes saa langt ud til Siderne, at Farezonen falder udenfor Troppernes Fremrykningsterrain.
H. Buch.
