Log ind

Overraskelse og sejr

#

Leo Heiman beskriver i denne artikel, der er oversat fra det amerikanske tidsskrift Armor, juli-august 1964, den nye israelske doktrin om »den konstant flydende aktion«, der lægger afgørende vægt på utraditionelle metoder i m ilitær tænkning, på den mest fuldkomne udnyttelse af mobilitet og på fremelskelse af ansvarsbevidsthed og in itiativ hos alle førere.

I Israel er en ny strategi og taktisc doktrin ved at blive udviklet. Når de for tiden løbende reorganiseringsprocesser er afsluttede vil den israelske bær være den første militære styrke i verden, der er fuldstændig frigjort fra enhver form for stillingskrig, taktisk forsvar, løbegrave, skyttehuller og den slags. Israelske tropper er nu uddannede til at leve, reorganisere og kæmpe under bevægelse og at bevæge sig med stadig voksende hastigheder. Den nye doktrin forudsætter, at der er sikkerhed i stadig bevægelse, fare i stilstand. Den er blevet kaldt »Doktrinen for den konstant flydende aktion«, og indeholder alle de fif, krigspuds og ukonventionelle metoder, der blev udviklet af de militære enheder lige fra modstandskampen mod englænderne og til uafhængigliedskrigen i 1948 mod seks arabiske stater. Den israelske strategi forudsætter, at alle fremtidige krige der føres af eller imod Israel i det mellemøstlige operationsområde v il blive kortvarige, forbitrede, drastiske og afgørende. Den israelske bær er ved at blive reorganiseret i overensstemmelse med denne antagelse. A lle jordstyrker bliver opdelt i strategiske formationer til langtudgående knibtangsbevægelser, dybe indtrængninger og afgørende gennembrud, og taktiske enheder til begrænsede kampe, pludselige slag, raids og overraskelsesaktioner. På regiments-, brigade- og divisionstrin er der mulighed for at danne kampgrupper og strategiske gennemtrængningsstyrker, hvis sammensætning og organisation ændres efter den opgave de skal løse i enhver given operation.

Topprioritering er i alle henseender givet til pansertropper, faldskærmstropper og commandoslyrker i nævnte rækkefølge. De eneste styrker som ikke er berørt er de konventionelle lokalforsvarsenlieder, som består af bønder og nybyggere fra grænselandsbyer, støttepunkter, ørkenkolonier og den slags. Ethvert samfund og landsby er led i lokalforsvarssystemet og omfatter alle mænd og kvinder (undtagen gravide og ammende) i stand til at bære våben. Børn under 16 år uddannes til at bære ammunition til skyttehullerne og yde første hjælp. Kvinder over 40 gør tjeneste som sygeplejersker, forsyningspersonel og kogersker. Hvis den nye israelske doktrin im idlertid viser sig at virke lige så godt i kamppraksis som i teorien vil de tilbageværende skytteanlæg for lokalforsvaret ikke få nogen anvendelse. Israels strategi er beregnet på at føre krigen ind på fjendens territorium og fremtvinge en øjeblikkelig afgørelse gennem en række overraskelsesaktioner. I virkeligheden er overraskelse hovedhjørnestenen i den israelske doktrin. Men der er tre forskellige former for overraskelse, og deres værdi varierer betydeligt. Fornylig i en forelæsning for generalstabsofficerer forkastede Israels fremragende gcneralstabschcf, generalmajor Isaac Rabin de mest anerkendte og værdsatte overraskclsesteorier. Israelerne er mestre i pludselige angreb, uventede overfald, baghold, skinangreb og natlige raids. Til trods for hele dens blændende, glorværdige og øjeblikkelige resultater er værdien af lokal taktisk overraskelse blevet uhyre overvurderet, hævder general Rabin. Det at løbe en fremskudt fjendtlig post overende, at overraske og ødelægge en garnison, at nedkæmpe en bataljon eller endog et regiment og samtidig bolde egne tab på et minimum, kan synes vedkommende chefer meget betydningsfuldt og ikke mindst for de menige soldater, der deltager i en sådan operation. Men hvis den taktiske overraskelse ikke øjeblikkeligt udnyttes til noget større er dens almene betydning og virkning begrænset. I virkeligheden er ikke en gang en strategisk overraskelse særlig betyningsfuld efter general Rabins mening. Den kan i begyndelsen notere beldige resultater, men hvis fjenden er stærk og har rigelige forsyninger, vil hans militære øverste ledelse snart overvinde det overraskende chok, han vil fremtvinge en standsning og udløse et smerteligt modangreb.

Den eneste form for overraskelse, som er værd at stræbe efter, i general Rabins øjne, er den overraskelse som forvirrer og vildleder den øverste fjendtlige ledelse til afslutningen af operationen. General Rabin understreger, at moderne militær planlægning må begrænses til sådanne operationer, som slår fødderne væk under den lierskende militære tankegang, dens teorier og filosofi. »Hver gang du planlægger et angreb må du smide bøgerne væk og prøve noget nyt«, siger den israelske generalstabschcf. Dette betyder, at de operationer som har vist sig vellykkede i fortiden ikke må prøves igen, selv under de samme betingelser. Hvert enkelt fremstød må planlægges efter nogle helt nye og uprøvede retningslinier. A f denne grund udskiftes den øverste israelske forsvarsledelse hvert andet eller tredje år. Uanset livor strålende de israelske generaler end måtte være, må de gå af og give plads for yngre afløsere med nye ideer, nye koncepter og tankegange. På visse felter må det anføres, uden frygt for overdrivelse, at Israel militært, er mere fremskredent end sådanne giganter som Rødkina. Israelske ledere betragter den jødiske stat som et moderne Sparta — en befæstet lejr — uden den samlede spartanske civilbefolknings bårdførhed. Israels befolkning er kun 2,3 m illioner og 10 % er arabere, der er fjendtligt indstillet overfor staten. Men selv med kun 2 m illioner israelitiske jøder, kan Israels hærs udrustning, uddannelse, føring, effektivitet og kampevne kun sammenlignes med de stormagter, livis befolkning er 50 til 150 gange større end Israels. Derfor kan den isarelitiske liær udmærket tjene som et forsøgslaboratorium for afprøvning af nye koncepter og ideer også gældende for større hære. En anden af Israels militære førerskikkelser, brigadegeneral Avraham Jaffe, som nu er chef for Israels nordlige militærdistrikt, ledede den berømte 9. mekaniserede infanteribrigade under dens fremstød gennem ørkenen i Sinaifclttoget 1956. Med ordre til at erobre og ødelægge to vigtige ægyptiske støttepunkter på den sydligste spids af Sinai-halvøen sendte Jaffe sine kolonner tværs over terræn som selv de kamelridenlc beduiner ikke turde krydse. Med dynamit, pneumatiske bor, bulldozers og stålmåtter klarede Jaffes ingeniørtropper en 300 miles vej på 3 dage, hvilket tillod brigaden at storme tværs over Sinais vilde natur med 100 miles om dagen. Da den forreste bataljon trængte ind i det første ægyptiske støttepunkt gennem den åbne bagdør, overgav fjenden sig efter en kort kamp.

Teoretisk var Jaffes togt umuligt, men den liøje, kraftige general tror på, at intet cr umuligt. E 11 nærmere undersøgelse af Avraliam Jaffes metode resulterede i Israels nye »Constant-Flow« teori. Bortset fra overraskelse er dets vigtigste grundsætninger:

a. Ukonventionel og uortodoks tænkning, planlægning og udførelse.

b. At følge to alternativer så den fjendtlige overkommando ikke vil være i stand til at afgøre, før det endelige og afgørende slag, livad der er de virkelige strategiske hensigter med de angribende styrker.

c. At forberede to eller flere alternative sæt planer, således at hvis noget går galt eller offensiven er ved at gå i stå kan de angribende styrker dirigeres over til en af de andre alternative planer uden nogen forsinkelse eller forvirring.

Andre betydningsfulde punkter, nogle nye andre fornyede, er: a. Værdifulde mål. Det forudsættes at det eneste virkelig værdifulde mål, der er værd at tragte efter for enhver pris, er den endelige splittelse af de fjendtlige styrker. Denne splittelse kan opnås ved fysisk og/eller moralsk skade der påføres den fjendtlige hær. Moralske angreb (panik, forvirring, kaos, en rystet og chokeret sindstilstand) anses lige så vigtige som fysiske angreb på slagmarken. Erobring af landområder betragtes ikke som attråværdige mål. b. Indirekte aktioner. A ldrig angribe frontalt, altid infiltrere på flankerne og angribe bagfra. Tæt knyttet til den nye »Konstant beva;gelse«-doktrin er den israelske hærs koncept vedrørende »Flydende bevægelighed«. Det betyder at den angribende styrke må være som en strøm af flydende kviksølv. Kolonner af forskellig størrelse og stadig skiftende sammensætning skal overfløje fjenden og rykke videre frem uden at lade sig drage ind i et langvarigt slag. A lle moderne hære i dag er mobile og råder over tilstrækkelige transportmuligheder til at holde deres styrker konstant i bevægelse, hvis det ønskes. Meget mere betydningsfuld end legemets bevægelse er sindets bevægelighed — d. v. s. evnen til at tænke adskillige træk forud for fjenden, reagere øjeblikkelig og løbe risiko hele tiden. Efter den nye doktrin begynder bevægeliglieden den dag der mobiliseres. Den israelske hærs kampstyrke består for størstedelen af reserver. De regulære styrker udfører en tredobbelt rolle, som den hårde kerne af professionelle, uddannelses-kadrer for de værnepligtige og en dækningsstyrke klar til indsættelse nårsomhelst. Men de er kun spydspidsen af Israels uhyre folkehær af organiserede lokalforsvarsstyrker. Signalforbindelser er uhyre vigtige for at gøre den nye doktrin til en sukccs. Men israelske generaler ønsker ikke at overbebyrde deres enheder med udstrakt radiotrafik. Chefer for udsendte styrker vil kun få generelle direktiver og det forventes så at de udfører deres tildelte opgave ved at bruge egen dømmekraft og initiativ. Denne ledetråd for uafhængig optræden er udbredt hele vejen lige fra delingsniveau. De sekondløjtnanter der er chefer for infanteridelinger forventes at tage de afgørelser på slagmarken som tidligere regiments- og brigadechefer måtte afveje og træffe. Nogle fejltagelser må ske på denne måde, men sandsynligheden for forbløffende heltebedrifter og strålende sejre hvis de unge føreres selvstændige initiativ gives frie tøjler opvejer langt muligheden for alvorlige nederlag. I stedet for en stærkt centraliseret kommando som hindrer hurtig bevægelse, ødelægger fuldstændig handlingsfrihed og lammer de unge føreres kampinitiativ, foretrækker israelerne at udøve kommando gennem koordinering. De betragter det som langt vigtigere at alle de hurtigtbevægelige og vidt spredte »flydende kolonner« og strejfgrupper optræder med anden klasses præcision for at opnå 100 % koordinering. De får daglige eller endog fra time til time opgivne mål som skal nås. Men hvordan de gør det bliver deres egen sag.

V. N. J.