a. Uddannelse af officerer.
Spørgsmålet er for omfattende til her at kunne underkastes en indgående behandling. En skitse, en krigserfaren geledofficer har givet af sine tanker herom, indeholder imidlertid så mange nyttige tanker, at den her bringes i hovedtræk:
„Officeren spiller samme rolle i sin enhed som dirigenten i orkestret. Selv om den enkelte blandt hans undergivne måske er uanseelig af evne, kan helheden under hans ledelse yde impone rende præstationer.
Officeren må følgelig fremfor alt stå højt i karaktermæssig henseende. Han må vinde sine undergivnes tillid og — hvis han besidder den — ikke sætte den over styr.
Officeren har over for mandskabet kun eet privilegium: han bestemmer program og tempo. Ellers har han udelukkende over skud af pligter.
Han skal kræve ubetinget lydighed. Derfor må han være vel overvejet og forudseende i sin befalingsgivelse. At høre de ud førendes mening inden ttdgivelsen af en ordre er tegn på over legenhed og ansvarsbevidsthed og ikke på svaghed.
Han bør ikke give befalinger, hvis udførelse han ikke kan overvåge. Givne befalinger skal ubetinget gennemtrumfes — hvis ikke nye situationer nødvendiggør ophævelse eller ændring. Det er tit anbefalelsesværdigt at forklare en vanskelig befaling.
Men må ikke befale, hvad man ikke selv er parat til at ud udføre til enhver tid. Ved anstrengende marcher bør geledoffice ren således selv marchere og ikke ride eller køre.“
NB. Andre krigserfarne officerer siger herom, at det er nød vendigt, at officeren samler sig et fysisk og psykisk kraftover skud ud over det, som hans førerstilling giver ham. Disse erklærer, at førerne under anstrengende march ofte er nødt til at køre (cykle) frem og tilbage i forskelligt øjemed, og at de derved spa rer kræfter op. Gøres det med rimelighed, har mandskabet fuld forståelse derfor.
„Officeren må kunne orientere sig absolut sikkert i terrainet (kortlæsning, studium af luftfotografier, brug af kompas m. m.). Intet ryster tilliden til ham mere, end hvis hans styrke går for kert. Dette, at man til enhver tid ved, hvor man befinder sig, er en kunst, som desværre kun meget få officerer behersker. Officeren har brug for handlekraftige, initiativrige soldater. Ofte er den gode krigssoldat en dårlig fredssoldat, der også er dårlig eller vanskelig i kamppauser eller i roligere perioder. Of ficeren bør have forståelse for dette forhold. Han bør have for ståelse for småforseelser, der begås i kådhed. Under kampforhold har man hårdt brug for folk, sammen med hvem man kan „stjæle en hest“. Dette må også øves i fredstid.
Officeren må være en mester i brugen af våbnene: den bedste skytte ved de tunge våben, den bedste til afstandsbestemmelse, den bedste og sikreste panser-nærkæmper o. s. v.
Signaltjenesten er den halve krig! At formidle meldinger og befalinger, begge dele hurtigt og sikkert, er ofte af afgørende betydning. — Alle — også de menige — skal opdrages til at mel de: tit, hurtigt, uden overdrivelse.
Hver officer må af egen drift holde forbindelse til sine na boer, også hvor disse er af andre våbenarter.
Officeren hører hjemme- (har sin plads) i terrainet, ikke på kommandostationen. Utrætteligt skal han færdes i sin stilling og kontrollere den, rekognoscere skiftestillinger og stillinger for forstærkninger, veje for til- og afmarch og for forsyningstjene sten. Om fornødent rekognoscerer han for anlæg eller udbedring af veje, forstærkning af broer, vadesteder o. s. v.
Officeren må føre en klog personalepolitik, må have menne skekundskab og anvende den..
Den „dårligste“ underofficer hører hjemme i officerens nær hed, altså i kommandogruppen, den „bedste“ ved trainet (pålide lighed og selvstændighed). Delings- og gruppefører skal helst pas se godt sammen i menneskelig henseende. Kompagnichefen må kende hver enkelt mand godt (bataillonschefen tilsvarende sine kompagnichefer, delings- og gruppeførere) og sammensætte sine delinger sådan, at de menneskeligt og præstationsmæssigt passer sammen (hvilket ofte kan være forbundet med stort hovedbrud). Af officeren må man forlange, at han tager mennesker, som de er, og får det bedste ud af dem. Dette kan ikke ubetinget kræves af feldwebler og underofficerer. Dem må man give de folk, der svarer til deres karakter.
Jeg har haft mange feldwebler, der også uden befaling gjorde, hvad jeg tilsigtede. Men jeg havde også feldwebler, der ganske vist udførte enhver befaling beundringsværdigt punktligt og dyg tigt, men altid anrettede stor skade, når de skulle handle på egen hånd. Når man har erkendt dette, tjener det intet formål at blive utålmodig. Man kan gøre sig den ulejlighed at give en sådan feldwebel detaillerede ordrer, og det vil da ofte være en stor glæde at arbejde sammen med ham.
Man må altså være født til at være officer. Man kan skole en mand til meget, men det er begrænset, hvilke karakteregenskaber der kan bibringes ham.
Officeren må kende sine folk og holde af dem, og ban må kunne begejstre dem og rive dem med sig.
Han må være ubestikkelig retfærdig og indrømme uret — egen såvel som andres — og gøre den god igen.
Mandskabet tilgiver en feldwebel mangen en fejl, som det ikke tilgiver officeren, af hvem det venter ubetinget kvalitet.
Om officerens taktiske uddannelse skal siges, at det er et hovedsærpræg for krigen med russerne, at der ikke gives klart afgrænsede fronter. Under kamp er der altid „russere overalt“.
Den ansvarlige officer må altid være munter og arbejde utrætteligt. Han må uafbrudt opklare, uafbrudt holde forbindelse med naboer og hurtigt opdage, hvis en forbindelse svigter. Han må kunne handle selvstændigt, bevare roen og kunne stole på sine folk, hvilket er tilfældet, hvis disse kan stole på ham). Han må til enhver tid være i stand til at kunne erstatte i det mindste den nærmest højere fører. En vis portion dumdristighed hører med; den håndværksmæssige kunnen er kun en forudsætning. Det vigtigste er almendannelse, menneskekundskab, pålidelighed og sund fornuft.“
b. Uddannelse af mandskab.
Indledningsvis skal på tilsvarende måde gengives den sidst citerede officers skitse vedrørende mandskabsuddannelsen: „Soldaten skal uddannes til grundigt kendskab til våben og materiel og beherske betjeningen perfekt. Enhver må principielt kunne erstatte enhver, også signalfolk, chauffører o. s. v.
Streng konsekvent disciplin: hurtig og pålidelig reaktion på befalinger. Samtidig må hver enkelt være i stand til at kunne gøre det rigtige også uden befaling (en god øvelse for opmærksomhed og disciplin er reaktion på tegn, navnlig under march. Ud- og hjem m arch til øvelsesterrainet bør være en anstrengende fægt ningsuddannelse). Ved siden af den formelle eksercits skal der ske megen uddannelse i terrainet af samlet styrke (deling, kompagni og bataillon). Fægtningseksercitsen må herved ikke for sømmes. Også i terrainet må alle bevægelser være nøjagtige og kontrolleres. Ved uddannelsen i enhed indlægges i muligt omfang enkeltmandsuddannelse (ordonnanstjeneste, patrouillegang, orien teringsøvelser). Man bør altid øve mest muligt samtidig; det op øver opmærksomheden og „smidigheden“ såvel hos soldaterne (der må være forberedt på alt) som hos de foresatte (der må være alsidige, have fantasi og kunne koncentrere sig, da de des uden skal kontrollere enhver befalings udførelse — såvel hoved øvelsen som særopgaverne). Hurtig og rigtig reaktion over for overraskelser (alle kampvogne er fjendtlige, alle flyvere ligeså).
Den vanskeligste øvelse i taktisk samvirke er den udvigende kamp.
Mange øvelser sammen med andre troppedele! Personlig kon takt mellem underførerne! Kendskab til de forskellige tempi! Kontrol på klarmeldingers ærlighed! Artilleriet behøver i reglen mere tid på kamppladsen end under øvelser.
Øvelser om natten og i uoverskueligt terrain! Russerne er os i begge henseender overlegen. Herved konstaterer man tydeligst den enkelte soldats ærlighed og pålidelighed, fordi han tror sig ubemærket. Man må altid kontrollere ham, hvilket ofte er meget besværligt, men altid lønner sig.
Så meget øvelse som muligt med skarpt (f. eks. indbrud umid delbart efter artilleriild med håndgranatkast og skydning fra hoften). Mandskabet får, hvis der træffes alt for mange sikker hedsforanstaltninger, manglende tillid til sig selv. Efter mine egne erfaringer er den art øvelser overordentlig interessante og for nøjelige; ulykkestilfælde er meget sjældne.
Indbruddet skal øves med megen råben og skrigen (øves eksercermæssigt). Russerne råber „urrah“ eller „hurra“, hvilket sjæl dent forfejler sin virkning.
Ilddisciplin i forsvaret: sen ildåbning, udløses samtidigt ved „ledevåben“, der er udpeget i forvejen.
Pionertjeneste ved alle våben: hver deling må på egen hånd kunne sætte over et vandløb og kunne rydde miner, bygge nød broer, bygge og sprænge hindringer. (Under kamp er der som regel ikke pionertropper til at opfylde de enkelte afdelingers ønsker).
Udholdenhed og sejghed skal øves og øges. Øv natlig alarm med påfølgende heldagsøvelse, alarm mod faldskærmstropper o. lign.
Kamp mod baghold må oves (passivt og aktivt). Læs indianer romaner! Russerne bruger f. eks. ofte dolk mod isolerede (lytte) poster.
Og først og sidst: ubetinget lydighed! Føringen må være be vægelig og smidig, tropperne kunne reagere hurtigt og pålideligt på alle befalinger.“
Disse koncentrerede bemærkninger skal suppleres med føl gende :
En formulering, sont atter og atter går igen, er:
„/Rusland sejrer den part, der bedst forstår at leve primitivt.“
Det uddybes af en forfatter således: „Den, der kender den russiske soldats udrustning, lians udholdenhed og nøjsomhed, hans kraft og tilsyneladende uudtømmelige sundhed fra ungdommen af, ved, hvad der menes hermed. Med samme styrke i divisionerne (som tyskerne) fik russerne omtrent den dobbelte frontstyrke, fordi de ikke havde så megen etapetjeneste, ikke så mange stabe, velfærdsorganer o. s.v. som tyskerne.“
Konklusionen heraf er, at det er afgørende vigtigt at uddan ne soldaten, der ofte fra bylivet er forvænt, uhærdet og uden kendskab til livet i naturen, til primitiv levevis. Langvarige øvelser og uddannelsesperioder i intim forbindelse med naturen un der de forskellige terrain- og vejrforhold, herunder intensiv uddannelse i mørke, anses af alle krigsdeltagere for en nødvendig forudsætning*) for, at man kan klare sig over for russerne, der havde den stærke „Naturverbundenheit“ (et udtryk, der anvendes atter og atter) som særkende.
Jævnsides hermed må gå øvelse i at bo i skyttehul dogn igennem, foruden realistiske fægtningsøvelser med skarp og megen ild, røg og sprængningsammunition**). Det er vigtigt, at sådanne øvelser ikke udføres af friske, udhvilede tropper, men at afde lingen kommer ind i øvelsen i en tilstand af fysisk udmattelse, omend psykisk forberedt til, at det nu gælder om at præstere mak simum. At øvelsen skal omfatte nedgravning, samvirke med tunge våben, helst også slagflyvere o. s. v o. s. v. nævnes kun for en fuld- stændigheds skyld.
*) „Uddan infanteristen dér, hvor han engang skal kæmpe: i naturen, hvor han oplever lys og mørke, sol og måne, skovens hrusen og fuglenes sang...“
**) At være i en (skudsikker) bunker under artilleribeskydning anbefales som ypperlig tilvænningsøvelse under uddannelsen.
Mørkeuddannelse i cirka en trediedel af uddannelsestiden an ses af alle krigserfarne førere for meget ønskelig.
Talmodighedsøvelser (timevis, langsom kryben ad grøft eller langs dige) patrouilletjeneste, passage af hindrings- og reaktions baser i mørke.
Intensiv uddannelse i gravning og sløring er nødvendig. En udtalelse blandt mange lyder:
„Det er ikke let at konkurrere med russernes fortrolighed med jorden, blot ved hjælp af undervisning og gentagne øvelser. Det er ikke gjort med skolemæssig gravning og fantasiløs sløring efter tre—fire forbilleder. Ingen felttjenesteøvelse bør afholdes uden brug af spaden! Der må afholdes øvelser i at snige sig ind på fjenden og konkurrencer i opdagelse af fjender og anlæg, og konkurrencerne bør gennemføres i sportsmæssig form for at sti mulere kappestridsmomentet. Den soldat er fjenden overlegen, der forbinder teknisk forståelse („våbensans“) med naturfølelse (,,jordsans“ ).“
Det slagord, der i denne forbindelse altid citeres, var: „Øst frontsoldaten må være. en blanding af mekaniker og indianer.“
Et par tilfældige citater: „Det er håbløst at lære folk at slås for livet med flip og slips på, med en beværtning inden for synsvidde og med hovedet fuldt af tanker om aftenfrihed“*).
*) ..Hvad der var muligt ved Suonmssalmi, er umuligt med tropper, der rå ber på middagsmad kl. 17.“
„En streng fredsuddannelse er den bedste livsforsikring til krigen“ (også dokumenteret ved gallupundersøgelser blandt amerikanske veteraner).
„Under de særlige fredsmanøvrer får folk deres taktiske un derbevidsthed stærkt påvirket af en række ufeltmæssige synsind tryk. Dette at „fjenden taler samme sprog, bar samme anskuel ser, udrustning, organisation og bevæbning, er så tungtvejende ulemper, at man kan stille spørgsmålet om sådanne manøvrers be rettigelse overhovedet.“
„Den mindreværdsfølelse, som et vestligt tænkende teknisk infanteri før eller senere vil føle i kamp mod russisk infanteri, kan kun overvindes ved at lægge vægt på vestinfanteriets særlige fortrin, nemlig den tekniske, materielmæssige fuldkommenhed og materiellets fuldkomne beherskelse, samt ved at dette infanteri så vidt muligt bliver lige så hårdt skolet (opdraget), ført og ud dannet som det russiske selv.“
En bataillonschef: „Man må spørge sig selv, om ikke freds- nddannelsen i højere grad burde have taget sigte på feltlivets hårdhed, end det var tifældet i den tyske hær. Soldaterne var i det store og hele forvænte ....... De tyske soldater var vant til kaserner med centralvarme og rindende vand, til senge med madrasser og til store lokaler med parketgulv. Omstillingen til Ruslands-krigens vilkår faldt dem ikke let. Det er givet, at en vis komfort i underbringeisen er berettiget under en flerårig tjene stetid. Men det berettigede niveau var i den tyske værnemagt langt overskredet.“
Disse udtalelser kunne suppleres med i tusindvis af lignende. Det udtales ofte, at uddannelsen skal være streng uden at være „krakilsk“. Der tages almindelig afstand fra åndløst eksercitserperi (anbefales derimod som stimulans: enkelte, kortvarige, men intensive eksercitsmomenter i ugens løb).
Vedrørende uddannelsen i panserforsvar („overrulning“ m. m.) henvises til afsnittet om forsvaret.
XI. DEN RUSSISKE SOLDAT.
a. Hans natursans og nøjsomhed.
Det, der oftest fremhæves af folk, der har kæmpet mod de russiske tropper, er disses „Naturverbundenheit“, hvilket nærmest må defineres som evnen til at leve ude i naturen, tåle vejrligets påvirkninger, selv langvarig kulde og regn, betragte primitiv levevis — såvel i henseende til underbringelse som til forplejning, hygiejne o. s. v. — som noget selvfølgeligt, kunne orientere sig sikkert i ukendt terrain og mørke, iagttage terrainet og opdage selv de mindste spor af menneskelig virksomhed i dette, samt kunne benytte terrainet til skjul og sløring under enhver form — alt dette parret med stor tålmodighed, udholdenhed og vilje til at nå sine mål, foruden en overordentlig improvisationsevne.
Det er, som andetsteds fremhævet, nødvendigt, at den, der vil kunne måle sig med russerne på slagmarken, i så høj grad som muligt tilegner sig en sådan „Naturverbundenheit“. Kun få af de vesteuropæiske storbyers indbyggere kender naturen i den ud strækning, det her drejer sig om, ja er knap nok i stand til at færdes i mørke. En meget stor del af det russiske fodfolk — og det er jo fodfolket, der mere end nogen anden våbenart skal udstå krigens mangfoldige påvirkninger — er landboere, som allerede fra deres civile tilværelse er indstillet på en lav levestandard, et fordringsløst levesæt og hårdt legem ligt arbejde.
„I brødposen og lommerne havde den russiske soldat alt, hvad han skulle bruge til sit underhold i flere dage, ja undertiden uger — både levnedsmidler og tobak“ .
„Når forsyningerne bagfra udeblev, betød det ikke noget større problem for en russisk afdeling i forplejningsmæssig hen seende. Kunne tropperne ikke finde kartofler, majs og andre grøntsager, klarede de sig med hør, urter og andre ting, som den forvænte vesteuropæer knap ville finde på at ænse selv i de vær ste nødssituationer.“
Russerne var derfor i en for vesteuropæerne forbavsende grad uafhængige af deres forplejningstrain, hvilket i vanskeligt farbart terrain kunne få stor direkte taktisk betydning.
Som hovednæringsmidler for den russiske soldat under primitive forhold nævnes ofte: Tørt brød, sukker og solsikkekærner (meget nærende på grund af olieindholdet).
b. Hans psyke.
De russiske tropper er oftest en blanding af nationaliteter fra det vidtstrakte rige. Nogen fuldgyldig fællesnævner for dis ses psyke kan ikke gives, men af de talrige beretninger fremtræ der dog et helhedsbillede, der ikke varierer meget bos de enkelte forfattere.
Russeren er, hedder det, mere asiat end europæer, og derfor er det vanskeligt at forstå ham. I krigen er det ikke antal og materiel alene, som er afgørende. Moral og sjælelige egenskaber i det hele taget er såre vigtige faktorer, og i så henseende er russeren overordentlig forskellig fra vesteuropæeren. At studere den russiske psyke hjælper en til bedre at forstå og at kunne skønne forud om russernes reaktion på ens dispositioner. Det fremhæves af alle østfrontsoldater, at russeren efter vesteuropæisk målestok er uberegnelig. „Han gør i reglen noget andet, end vi ville gøre i samme situation.“ „Han holder sig ikke til krigskun stens regler“ (jfr. Hitlers ofte citerede udtalelse om russerens „sinnloser Widerstand“ ). Russeren kan både være utrolig tapper og utrolig frygtsom: under „Grosskampf“ kan man se ham forsvare sig til det sidste i sine anlæg og fortsætte kampen selv efter, at han er såret (dette berettes dog også som en højst almindelig foreteelse fra andre hære), medens man kan opleve, at en stor russisk styrke flygter i panik for en lille patrouille.
En kompagnichef skriver: „Vor modstander føler over for døden ikke på samme måde som vi. Disciplineret som han er, forbliver han lydig mod sine ordrer lige til det sidste. Han er, som alle naturmennesker, ukompliceret og naturligt indstillet og opfatter på fremragende måde instinktivt alle forsvarsmuligheder...
For ham er i forsvaret kun få ting afgørende: at hans gevær kan skyde, og at han har nok ammunition, at han opdager fjenden rettidigt og ikke røber sig for tidligt. Over for en teknisk højere stående og bedre uddannet soldat lider den russiske „naturinfanterist“ store tab, men der står jo mængder af erstatningsfolk parat bag ham.“
Det fremhæves af denne forfatter, at de tyske styrker var bedre uddannet, teknisk overlegne og bedre i den taktiske føring, og at de tyske tropper „takket være deres medfødte og erhver vede pligtfølelse og ideelle indstilling kunne modstå selv de hår deste sjælelige belastninger“. (Skildringen stammer fra en officer ved bjergjægere på ishavsfronten).
„Det russiske naturinfanteri klæbede sig ikke til sine maski ner og tekniske udstyr i øvrigt ... Dag og nat, i arktisk kulde og i dræbende snestorme, i sumpterrain, der ansås for impassa- belt — dér sneg russeren sig frem time efter time, lå i dagevis afskåret fra sine egne styrker og skød som snigskytte. Sådan kæmper det russiske infanteri.“ Men:
„Den russiske infanterist var inderst inde passiv og vil altid vedblive med at være det. Men det system, han lever i, og hvori han drives frem af kommissærer og politrukker, fik ham altid til at gå frem, selv om han helst ville blive tilbage. Dette er en del af forklaringen på den russiske soldats fremragende egenska ber i forsvaret og ofte helt vanvittige fremstormen under angre bet.“
Og fra anden kilde: Russerne i masse er ikke nogen bevidst, selvstændigt tænkende og handlende soldat. Han er afhængig af stemninger, som vi ikke kan lodde. Han er mere naturforbundet, har et sikrere instinkt, er fordringsløsere, men er som masse me re afstumpet og påvirkelig af suggestion ... Foragt for menneske liv og døden er andre særkender for den russiske soldat, der er os uforståelige. Han skrider uanfægtet hen over hundreder af kammeraters lig og ser sin egen død i møde med ligegyldighed.“
(En tredie kilde nævner, at en flok russiske soldater, der var dømt til døden for at have begået grusomheder, lejrede sig på en mark, hvorefter de en for en blev kaldt frem til skydning, mens de andre „blev liggende, røg tobak, sagde vittigheder og tyggede på solsikkekerner ... som om det havde drejet sig om udlevering af posten. Russerne regner ikke livet for noget — hver ken sit eget eller andres“ ).
Næsten alle steder fremhæves det stærkt barnlige i den rus siske karakter og det forbløffende i, at de samme tropper, der kunne være uendelig kærlige mod børn og gamle og dyr og ven nesæle i den daglige omgang, under visse omstændigheder kunne begå de frygteligste grusomheder — selv når det erindres, at der også haves talrige eksempler på, at soldater af vesteuropæiske hære i eller efter kampens ophidselse kan begå handlinger, der ligger langt hinsides selv den primitiveste etik. Det må i denne forbindelse nævnes, at den ubarmhjertige partisankrig skærpede krigsførelsen også fra tysk side, og at det stedvis af besættelses tropperne praktiseredes at skyde et antal gidsler straks efter an komsten til en landsby for at fratage dennes beboere lysten til at støtte partisanerne. Det var i øvrigt af hensyn til troppernes moral nødvendigt — og dette er en erfaring, som er gjort i alle bære — at skride hårdhændet ind mod bagholdsangreb fra guerillafolks side.
I krigsfangenskab var den russiske soldat som regel hjælp som, arbejdsvillig og loyal mod sine tilfangetagere. Ofte blev rus siske krigsfanger anvendt ikke alene til civilarbejde, men direkte optaget i tyske afdelinger. De tøede i reglen hurtigt op efter til fangetagelsen og spillede og dansede, uagtet behandlingen i de tyske fangelejre ofte var dårlig.
(I krigens første år var det en uløselig opgave at forpleje de hundredtusinder af krigsfanger, der pludseligt indlob efter de store om ringe] sesslag, og borttransporten fra kam ppladsen fandt sted langsomt og under yderst uheldige former. Beretningerne om de rystende forhold herved var en vigtig faktor ved skabelsen af den voksende russiske modstandsvilje — den fra Hitler stammende ordre om skydning af kommissærerne ligeledes).
Den jævne russiske soldat stod noget mistænksom over for det kommunistiske parti og dets funktionærer, men partiets ind flydelse var ikke desto mindre meget stor. De holdt gennem tal rige kontrolmidler hele hæren fast i partiets hånd. De stammede ræsten allesammen fra byerne og skabte og håndhævede en jern disciplin, der førtes (og føres) ud i den yderste konsekvens (ret til øjeblikkelig eksekvering af strenge straffe for disciplinære for seelser, fejghed o. s. v.).
Det anføres, at den enkelte russiske soldats handlekraft og initiativ ikke stod på højde med hans øvrige egenskaber, hvilket bl. a. skyldes „den rent mekaniske uddannelse og den overekspo nerede disciplin“. „Det er massen, som giver russeren mod og ryg stød.“ Den særlige russiske psyke giver sig udslag både i enestå ende massetapperhed og i vild panik.
c. Hans militære færdigheder.
En række af de ovenfor beskrevne egenskaber og færdigheder gør russeren til en soldat, man ingenlunde må undervurdere. Af egentlige militære fortrin og færdigheder nævner alle iagtta gere først og fremmest hans evne til at sløre sig og at grave. Sløring og skjul udnyttedes såre fantasirigt og overraskende (træ stubbe, hestekadavere, løvbunker bag den tyske front som skjul for radioudrustet artilleriobservatører o. s. v. o. s. v.). Sløringen af enkeltinandshullerne var så tålmodigt og perfekt udført, at man ofte måtte ind på ti meters afstand for at opdage hullet. Han forstår at grave sig ned med en hastighed, der gør et stærkt ind tryk på vesteuropæiske tropper. (Der siges, at del ser ud, som om „det var en tegnefilm “ ). De nedgravede russiske troppers slø ring gør dem til dobbelt farlige fjender, og „yderste forsigtighed er påkrævet, også hvor man tror, at man har et terrain foran sig, der ikke findes fjender i.“
Foran er omtalt improvisationsevnen eller, med et andet ud tryk, det usædvanlige praktiske håndelag. Dette giver sig udslag i stor færdighed i at fremstille minefælder af forskelligste art, og i at reparere beskadigede våben og køretøjer. Fra konstruktionens side lagde russerne stor vægt på at skabe robust og enkel mekanik, og folkene kunne med små midler udføre endog ret omfat tende reparationer og gøre det hurtigt.
Overalt fremhæves de russiske finskytter, deres sløring, deres tålmodighed og deres evne til at ramme. De gjorde alt for at skyde tyskernes førere og viste oftest stor opofrelse (bandt sig fast i trætoppe, så at de ikke kunne falde ned, når de blev ramt — for at fjenden skulle tro, at de stadig var i live).
Deres tålmodighed var enestående. I dage og uger kunne en finskytte i stillingskrigen ligge skjult for at skyde forplejnings- afhentere eller ammunitionsbærere ned. De nøjedes om dagen med at observere og skød da i halvmørket, så snart de hørte ringeste bevægelse i den tyske stilling. Retningerne havde de fastlagt om dagen, og selv om træfsikkerheden under dårlige belysningsfor hold og specielt i mørke var meget nedsat, virkede de stadige skud meget enerverende og tvang til vedvarende ro og stor for sigtighed. Denne natteskydning, der også kunne ske på længere afstand og med automatiske våben, betegnes som en hård belast ning for de hvilende tropper, specielt da den ofte udførtes med eksjdoderende (bule) projektiler. Den vesteuropæiske soldat bar ikke tålmodighed som disse russiske finskytter. „Det er et spørgs mål om folkementalitet.“
Det tilføjes i denne forbindelse, at det altid betød en stor forringelse af russiske troppers kampkraft, når deres førere faldt eller såredes.
Medens alle udsagn således går ud på, at den russiske soldat på en række punkter er en fremragende og farlig modstander, hævdes det samtidig, at tyskerne i reglen mente at kunne sejre, så længe styrkeforholdet ikke var ugunstigere end 1: 3 mellem de over for hinanden stående tropper. Af mange og nøgterne bedøm mere sættes dette tal til 1:5, i hvert fald når det drejer sig om eliteformationer. Hovedårsager hertil var — idet talangivelser af denne art dog altid må tages med betydelig margin og forbehold — den tyske soldats større initiativ og selvstændighed og den mel lemste førings friere taktiske handlen.
XII. RUSSISK TAKTIK. a. I angrebet.
Indledningsvis skal gengives en kompagnichefs skitsemæssige synspunkter :
„Det russiske angreb følger efter en grundig forberedelse (tit efter øvelse i tilsvarende terrain eller ved terrainbord). Før angrebet foretages opklaring ved patrouiller og stødtropper. Et angreb direkte fra march har jeg aldrig oplevet. Beredskabsstillingen ligger langt fremme, og indrykningen heri sker langsomt og omhyggeligt. Russerne arbejdede sig tit tog så om vinteren ind på 50 meters afstand af vore linier til ikke indsete lavninger — dels om natten, dels ved at de kry bende og glidende tilbagelagde meget store strækninger. Her blev de i givet fald liggende op til et døgn og angreb først derefter. Sådanne angreb (der som regel var af stødtropskarakter) skete ofte uden artilleriforberedelse og på de mest usædvanlige tider af døgnet. Russerne vælger med forkærlig hed de tidspunkter, hvor vi har forplejningsudlevering, befalingsudgivelse eller helligdage og højtider (NB.: Russerne har en anden kalender end vi og spolerer derfor ikke deres egne højtider derved).
Den anden angrebstaktik — fremfor alt i „Grosskampf“ — er det koncentrerede masseangreb. Det indledes med en langvarig, omhvggelig og fuldstændig sløret klarstilling til angreb.
Russerne fældede ved en bestemt lejlighed kampvogns stier i skoven 500 meter foran vor stilling og stillede kamp vognene klar, uden at vi havde kunnet se eller høre det ringeste. 100 meter foran vor lyttepost byggede de en gang en panserbærende undervandsbro, uden at vi havde hørt noget (de foretog dog i begge tilfælde lydsløring ved ildoverfald) eller havde set spor om dagen.
Russernes angrebsmoral kan i almindelighed vanskeligt brydes. De løber sanseløst frem, selv mod den visse død (alkohol og angst for kommissærer). Der forekom angreb med lamniende tæthed af angrebsfodfolket, hvoraf kun hver tredie havde et våben.
Vort forsvar måtte være meget årvågent og kunne reagere meget hurtigt, eftersom beredskabsstillingerne (udgangsstillingerne) ofte lå meget nær på vore linier. Typisk var også deres „indsivning“, d. v. s. den ubemærkede stillen sig klar bag eller i vore linier. Forsvaret må ubetinget kunne skyde alle ned, da russerne ikke vender om selv ved øjensynlige fejlslag. Angrebet kommer i bølger. Skydes den første sammen, følger en ny efter.
Angrebet føres i reglen mod grænsen mellem divisioner eller højere led (forbløffende god opklaring ved spionage, eventuelt partisaner. Disse kendte navne på alle chefer, adjutanter og afdelinger, hvad der kunne konstateres ved radioop klaringstjenesten). Grænser mellem de højere led må derfor sikres med reserver og samarbejde mellem fløjbatterierne, ved telefonforbindelser til naboled, udveksling af ildplaner og samarbejde vedrørende spærreildsopgaver (overgriben!).
Angrebet føres ofte med samme begyndelseskraft på flere steder, men fortsættes kun på det sted, hvor gennembruddet lykkes. Hyppigt er denne art angreb kun skinangreb, som ikke fortsættes, selv om de forløber heldigt for angriberen.
Det gælder om, at man ikke bliver nervøs og spreder sine reserver.
På grund af russernes ringe taktiske smidighed gælder det om at holde forreste linie tyndt besat og i øvrigt vige ud, lade russerne støde ind i det tomme rum, opfange stødet og derefter selv at foretage modstød.
Det russiske indbrud finder sted med megen råben og skrigen (russisk „Urråh“, til vildledning også „Hurra“) og stor tumult. Russerne er bestialske nærkæmpere. De angriber uden hensyn til forbindelse med naboenheder (i modsætning til os, der også i angrebet lægger vægt på en front uden huller). De frygter ikke for omfatning. Typisk for det russiske angreb er, at der er russere overalt .......“
De omtalte „Urråh“-råb virker stærkt på forsvareren, med mindre ban allerede fra fredsuddannelsen er vænnet til det. En af de mest effektive metoder til at afreagere sin skræk på er, siges det, selv at råbe. Råben af denne art for at skræmme mod standeren har i 2000 år været anset for et vigtigt kampmiddel.
Russerne frygter ikke at løbe ganske nær ind på deres egen støtteild. Under denne er det derfor ganske nødvendigt, at der i hvert fald er observation i de beskudte stillinger (eventuelt pe riskopobservation), fordi intervallet mellem støtteildens ophør (for- læggelse) og stormen er så kort. Samarbejdet mellem fodfolk og kampvogne var i reglen dårligt, hvilket kunne udnyttes effektivt af forsvareren. Bekæmpelse af det fodfolk, som ledsager kamp vognene, ansås for en overordentlig nyttig foranstaltning.
En tysk general skriver om det russiske angreb:
„I eet nu er terrainet sort af soldater foran fronten — de synes at vokse op af jorden. Det er som en frembrusende flod, der ikke synes at kunne standses, men det sker allige vel, og de udtyndede masser strømmer tilbage (se modsat på stand ovenfor). Men hvor tit kommer ikke masserne igen! Det var forbavsende, hvordan de kunne skubbe sig frem trods den kraftige forsvarsild. At afslå et sådant angreb, der i reg len støttes i rigt mål af panser og artilleri, er ikke blot et spørgsmål om materielt forsvar, men i første linie et spørgs mål om nerver.“
Om den mange steder i nærværende fremstilling omtalte „indsivning“ siger samme forfatter, at den er en typisk russisk metode, der næsten altid praktiseres inden et angreb. Den ligger ganske særlig for russerne, og de er mestre i den. Trods „skarpeste observation af forterrainet sidder russerne pludselig midt i det, uden at nogen ved, livor de er kommet fra, eller hvor længe de har været der“. Sådanne foretagender blev „gennemført med utrolig behændighed, fuldkommen lydløst og næsten altid uden kamp“. Der er andetsteds omtalt, hvorledes der på denne måde undertiden kunne stå hele russiske afdelinger i ryggen på en tysk front ved dagens frembrud. Midlet mod metoden er årvågenhed, passive hindringer i stort tal (miner), belysning af terrainet, god pa- trouilletjeneste og beredskab til modstød ved daggry, foruden i det hele taget dybde i stillingerne. Han skriver videre, at hvis det er lykkedes russerne at oprette et sådant støttepunkt eller ..brohoved“ bag forsvarerens front, „har det stedse vist sig skæbnesvangert, hvis man af en eller anden grund affandt sig med tilstedeværelsen af sådanne fare- centrer og udsatte likvideringen til senere. Blot et sådant brohoved har bestået et døgn, er det vokset med dødelig sikkerhed og vil nu udgøre en fare, som man måske ikke kan mestre. Var der om aftenen kun eet kompagni i det nydan nede støttepunkt, er det næsten morgen måske besat med et regiment, spækket med tunge våben, og blevet en uindtagelig fæstning. ... Ethvert russisk brohoved af denne art, hvor nok så lille fremskudt stilling, skal og må ufortøvet angribes og kvæles i fødslen. Venter man blot nogle timer, kan det alle rede være for sent, og næste morgen kan man da enten ikke opnå noget resultat, eller også koster rensningen uforholdsmæssigt store tab. Selv hvis der kun er svage kræfter til ens rådighed, skal de ufortøvet sættes ind; endnu er sovjetsolda ten ikke i jorden, endnu kan man se ham og ramme ham, endnu har han ikke organiseret forsvarsild og har ikke tunge våben i stillingen — men få timer efter og med sikkerhed efter en nats forløb er alle disse mangler hos ham afhjulpet. Enhver tøven volder her ulykker, og kun det øjeblikkelige angreb fører til resultat.“
Angreb om natten med begrænset mål angives at være et russisk speciale. Derimod skyede russerne i almindelighed natangreb i større stil, vistnok på grund af soldaternes og underforernes util strækkelige selvstændighed. Natten udnyttede de specielt til at udligne fordele, tyskerne havde vundet i dagens løb, og i det hele taget ved lokale modstod at tilbageerobre tabt terrain.
Om den russiske slørings- og indsivningstaklik i angrebet skal tilføjes, at der kendes lejligheder, ved hvilke en hel artilleri afdeling i ly af kunstige træer nat for nat har arbejdet sig ind på en virksom skudafstand. Når de tyske tropper opdagede, at russerne brugte sådanne metoder, skete det ofte, at der blev skudt urimeligt mod hver sten og hver busk, og at nerverne blev stærkt belastede. Derefter kunne der indtræde en reaktion, så at trop perne blev uopmærksomme, og det blev muligt for russiske patrouiller at bryde ind med mindre besvær.
Selv om russerne som ovenfor nævnt anvendte masseindsats af tropper i angrebet, havde de, som det vil ses, også forståelse for „den tomme slagmarks taktik“ og dennes chokerende virkning på forsvareren (skildret indgående af S. L. A. Marsliall i „Men Against Fire“).
Efter en russisk kilde skal vedrørende en russisk bataillons planlagte angreb i stillingskrig mod et tysk støttepunkt, der sik rede en divisions flanke, refereres følgende (resumé) :
Parterne havde ligget over for hinanden i flere måneder. Støttepunktet sikredes dels af formentlig impassable vandhindringer, dels af grave, minefelter og andre panserhindrin ger. Observatørerne havde underjordiske dækningsrum. A lle delingers stillinger var forbundet med solide løbegrave. Den tyske besætning androg 1 let kompagni, 8 tunge maskingeværer, 6 morterer og 2 panserværnskanoner. Hertil kom artilleri observatører og flankerende ild fra et nabokompagni. Til støtte for støttepunktet kunne der indsættes ild fra 10 bat terier og 6— 7 morterdelinger. Den russiske angrebsplan byg gede, henset til punktets store naturlige forsvarsmuligheder, på overraskelse og koncentration af stærk tung ild og ind sats af et minimum af fodfolk, nemlig 1 let kompagni fron talt, 1 deling omfattende mod støttepunktets anden flanke.
1 let kompagni var i reserve. Angrebskompagniet havde til delt en del kampvogne. Som ildstøtte til foretagendet blev udpeget:
— Forberedelse og støtte med 3 artilleriafdelinger, 2 batterier 12,2 cm morterer og 4 delinger 81 mm morterer.
— Direkte støtteild mod lønnende enkeltmål med 3 stk. 12,2 cm haubitser, 8 stk. 76 mm kanoner og 10 stk. 45 mm fodfolkskanoner.
Det tyske støttepunkt blev rekonstrueret bag fronten (som af tyskerne i sin tid Eben Emael). I 5 dage og nætter blev angrebet indekserceret, og divisionsgeneralen opholdt sig selv i de „fjendtlige“ stillinger til kontrol og befalede straks ret telser og gentagelse, livis noget glippede, indtil fodfolket kunne forcere hindringerne uden ringeste støj. Der blev lagt særlige øvelser i skyttegravskamp, i natlig transport af miner og i samarbejde mellem fodfolk og panser. Der blev navnlig lagt vægt på, at fodfolket hurtigt kunne melde til kampvog nene om opdukkende mål. Desuden øvedes skydning under bevægelse om natten, natlig orientering og minerydning samt, specielt for mortererne, skydning i mørke.
Den russiske rekognoscering var uhyre grundig og skete dagen igennem fra stillinger, der var sløret om natten. Efter nogle dages rekognoscering (observation) var bl. a. alle 8 tunge maskingeværers stilling stedfæstet. Panserførere og de enkelte vognkommandører gennemrekognoscerede terrainet med særligt henblik på overvindelse af vandhindringerne om kring støttepunktet.
Hver fodfolkskanon fik anvist een stilling og to skiftestillinger, samt en række særligt udpegede mål. Pionererne sneg sig om natten frem og ryddede miner og forberedte sprængning af de kunstige hindringer. Samtlige våben blev bragt i stilling om natten og sløret. Om dagen skete der in gen bevægelser i den russiske stilling. Kun kampvognene kørte i stilling ved dagslys, men larmen herfra sløredes ved artilleri, som man — for at undgå, at kampvognene skulle blive opdaget — havde ladet udføre tilsvarende skydninger i de foregående dage.
Ved fodfolksangrebet, der begyndte en tidlig morgen, måtte reserven sættes ind til erstatning af tab og afværgning af en række tyske modstød. Vægten af den koncentrerede, store ildmængde mod det begrænsede støttepunktsområde tvang dog i løbet af nogle timer tyskerne til at opgive stillingen.
De russiske morterbatailloner betragtedes af tyskerne som en så frygtelig ildkraft, at det næsten for enhver pris var nødven digt at neutralisere dem, hvis man ville gøre sig håb om at holde forsvarsstillingerne.
Det russiske artilleri i angrebet var — som russisk artilleri var det allerede under den første krig — et førsteklasses våben. En ret almindelig skydemetode var nedkæmpelse af bunkers ved direkte, sigtet skud, en metode, der også er kendt fra andre hære.
b. I forsvaret.
Både naturlige anlæg og den overordentlige færdighed i hur tig gravning og ypperlig sløring gør russeren til en anseelig mod stander, når han ligger i forsvar. Hans passivitet bevirker, at for svaret i grunden ligger ham nærmere end angrebet. I forsvaret kommer hans store tålmodighed og resignationsevne til udfoldelse. Det anføres dog, at russiske tropper har megen respekt for et re gulært, enkadreret angreb, der føres frem med stor ildstøtte, og undertiden opgiver forsvaret. Tyskerne valgte dog ifølge deres tradition og i øvrigt sagens natur principielt altid angreb, hvori omfatning indgik under en eller anden form. Russernes ilddisciplin i forsvaret er særdeles god. De åbner først ilden på et meget sent tidspunkt og fra „mesterligt slørede stillinger'4. Udvalgte folk bliver, selv efter at hovedstyrken eventuelt er gået tilbage, i området bag den tyske angrebsfront og kæmper til det sidste som snigskytter.
En kompagnichef skriver:
„En fejl, som vi gang på gang begik, var at undervurdere den russiske styrke. Hvis et stødtropsforetagende var lykke des for russerne, til hvilket vi ville have brugt et kompagni, kunne man med sikkerhed regne med, at de forsvarede indbrudsstedet med en bataillon. Tilsvarende blev vore modfor holdsregler som oftest iværksat med for svage kræfter og strandede. Russernes fremragende sløring var en yderligere grund til, at vi undervurderede deres antal. Som regel har russerne tre gange så mange folk, som man anslår tallet til.
De russiske gennemsnitstropper er ret følsomme over for artilleriild. Jeg har lejlighedsvis oplevet, at enkelte russere holdt stand, selv når granater sprang i umiddelbar nærhed af dem, men dette var ualmindeligt.“
Denne sidste udtalelse bekræftes af en del andre udsagn, men andre hævder dog, at russerne kunne holde til stærk artilleribe skydning. På grund af den som regel ringe ammunitionsmængde, tyskerne rådede over i de senere krigsår, er erfaringsmaterialet imidlertid ringere på dette område, som i det hele taget vedrørende russisk forsvar i denne vigtige periode, omend det tør an ses for givet, jfr. den andetsteds refererede episode med den tyske artilleriflyver, som fik russerne til at forblive i deres dækninger, tyder i nævnte retning.
Om den russiske modstødstaktik se foran.
XIII. OPLYSNINGER OM VIRKNING AF ENKELTE VÅBENTYPER.
1. Russisk tungt maskingevær M. 15 betegnes som dårligt, der imod russisk let maskingevær som meget effektivt.
2. Det russiske salveraketskyts („Stalinorgel“ eller „Katuscha“) kunne lægge stærk ild mod flader, men ansås af tyskerne for at have langt ringere virkning end 12,2 cm morteren. Hoved virkningen var den stærke larm ved nedslagene. I lange pe rioder var ammunitionen dårlig og sønderdeltes ved nedslaget kun i få sprængstykker. Det var dog yderst effektivt mod landsbyer, der derfor skal undgås som kommandostationer, til skjul af motorkolonner o. lign. Det anføres, at der siden kri gens slutning indførtes virksommere skyts af disse typer. Be kæmpelsen af salveskytset var vanskelig, fordi dette var mon teret på motorlavetter og straks skiftede stilling efter hver ildafgivelse. Dette karakteriseres som et krav til alle tunge våben, navnlig med de nu stærkt forbedrede lokaliserings- (pejlings-) metoder.
3. Den russiske 12,2 cm morter skildres som et uovertruffet og af tyskerne meget frygtet, utroligt præcist skydende våben. 3 nedslag sås jævnligt så tæt ved hinanden, at de rørte ved hinanden. Tyskerne (og finnerne) benyttede meget gerne ero brede piecer af denne type i deres tunge morterformationer.
4. Russisk 76 mm feltkanon M. 42 viste sig meget anvendelig i panserværnet.
5. Angreb fra de russiske slagflyvere mod nedgravet fodfolk hav de oftest kun ringe virkning.
6. En lydsvag pistol, der anvendtes af tyskerne, skal have været særdeles nyttig for patrouiller trods dens ringere træfsikker hed og gennemslagskraft. Så vidt vides, blev våbnet kun anvendt i ringe udstrækning, hvilket kritiseres.
7. Det tyske stormgevær model 1944 karakteriseres af samtlige, der har brugt det, som et fremragende våben.
8. Tysk maskingevær 42 er genstand for enstemmig anerkendelse.
9. Mod jordmål (og levende mål) var den 20 mm kanon (bort set fra, at den var vanskelig at sløre) et meget effektivt og af russerne i bøj grad frygtet våben. Det var meget vanskeligt at opdage, hvorfra dens ild kom, på grund af de tre forskel lige lyde („smæld“, detonation og affyringsknald). Lysspor projektilerne havde stor moralsk virkning på russiske tropper.
10. Den lille delingsmorter (50 mm) var anset som lidet effektiv undtagen til røgskydning. De tyske tropper foretrak i høj grad at anvende erobrede amerikanske 60 mm morterer, der betegnes som et ypperligt våben. Dets fosforgranater er meget effektive. Våbnet skyder præcist efter 1 å 2 sætteskud.
11. 20 mm luftværnskanon i firlinglavet og 88 mm luftva’rnska- nons meget store effektivitet er omtalt i anden forbindelse, for sidstnævntes vedkommende også som panservæmskanon på afstande til og med 2000 meter.
12. Tysk „Nebelwerfer“ (flerløbet morter, fortrinsvis til røgskydning, men stedse mere anvendt også til brisantild) var et præ cisere og langt effektivere våben end „Stalinorglet“. Sættes dog i virkning efter 12,2 cm morterer.
13. 10,5 cm hauhits’s gode virkning mod kampvogne på afstande under 1000 meter er omtalt andetsteds.
14. Den 21 cm morter (morser), der normalt er beregnet til at virke mod stærkt udbyggede stillinger, anvendtes ved en lej lighed med øjebliksbrandrør mod en stærk fjendtlig stilling i en skov. Efter en times beskydning med sådanne svære „Baum krepierer“ rykkede det tyske angrebsfodfolk frem. Samtlige fjender var enten ukampdygtiggjort eller flygtet.
15. Den terraingående mandskabstransportvogn („Schützenpanzer“) anerkendes som et ypperligt taktisk og operativt trans portmiddel, som dog havde den fejl, at det var en „half-track“ (forhjul og bånd). Anvendtes fortrinsvis i panser- og grenaderdivisioner.
XIV. DIVERSE FORHOLD.
Sanitetstjenesten.
De særlige østfronterfaringer har på dette område hovedsagelig relation til de lange transportafstande og den ringe bebyggelse og de deraf følgende dårlige vilkår for underbringelse af de forskellige sanitetsinstitutioner. Vedrørende behandlingen af sårede synes de amerikanske erfaringer og metoder at va're det værdifuldeste materiale fra krigen. Vedrørende østfrontkampene skal blot fremhæves, at den ofte relativt lange tid, der kun ne hengå, før de sårede kom under lægebehandling, gjorde det absolut nødvendigt, at lægesoldaterne („sygehjælperne“ ) kunne give smertestillende indsprøjtninger. Ikke alene har selve synet af de såredes lidelser en betydelig moralsk virkning på kamme raterne, men det er også af stor vigtighed for moralen, at en hver ved, at hans smerter straks vil blive stillet, selv om egent lig lægehjælp skulle lade vente på sig.
Frostskader og „Trenehfoot“ er indgående behandlet i ame rikansk militærmedicinsk litteratur. Dog skal en enkelt tysk er faring anføres:
Efter russisk forbillede blev der ved nogle tyske enheder ind ført den bestemmelse, at enhver, der ramtes af sådanne lidelser, og hans nærmeste foresatte skulle stilles for en krigsret, hvis der kunne konstateres blot den mindste efterladenhed i overholdelsen af forebyggelsesforskrifterne, og det bevirkede med eet slag, at disse skaders antal faldt til et minimum. „Man kunne klare sig i vinterkrigen mod russerne, hvis man benyttede deres egne metoder, så vidt da vi ifølge vor natur overhovedet var i stand til det. Dertil hørte der stor selvfornægtelse hos førerne, og at disse viste lige så stor hårdhed mod sig selv som mod deres un dergivne.“
Det var en almindelig opfattelse, at man ikke burde spise i de sidste 6 timer før kamp på grund af bugskuds store farlig hed, når mavesækken var fuld!
Aldersforhold.
Medens særlige forhold gør sig gældende ved tropper i etapen, ved forsyningsinstitutioner og reserveanstalter, hjemmeværn og depotstyrker, gælder, at mandskab, der skal føre den egentlige frontfcamp, som gennemsnit ikke bør være over 35 år.
Såvel vedrørende dette tal som de i det følgende nævnte må det udtrykkelig fastslås, at veltrænede og robuste folk vil kunne honorere kravene, selv om de er ældre.
Af de fleste krigserfarne krigsførere udtales, at alderen 25— 35 er den bedste for underafdelingschefer, alderen indtil ca. 45 for afdelingschefer, i begge tilfælde ved frontenheder. Chefer for forsyningsenheder m. v. kan være ældre. I øvrigt regulerer spørgsmålet sig hurtigt, fordi afgangen af chefer ved fronten erfaringsmæssigt er meget betydeligt, og deres gennemsnitsalder derfor stedse bliver lavere, jo længere krigen varer.
Det fremhæves i denne forbindelse, at tropperne naturligvis skal se et forbillede i deres foresatte, men at de ikke ønsker, at disse udsætter sig unødvendigt (alle er klar over de store ulem per ved hyppige chefskifter). Til trods for, at personlig rekognoscering i talrige tilfælde er nødvendig, indskærpes det derfor altid, specielt under østfrontens kampformer, at sådanne rekog nosceringer måtte foretages med varsomhed eller under fornøden sikring, og at det kunne være katastrofalt, hvis nøglepersonellet 1il en forestående aktion (chef, næstkommanderende, artilleriob servatør, ildleder for tunge våben o. s. v.) under fællesrekognoscering blev likvideret ved ildoverfald.
Regiments- og højere chefer havde bedre mulighed for at tilrettelægge tjenesten inden for deres stabe i afløsninger, og aldersspørgsmålet var derfor ikke så aktuelt for disse tjeneste stillinger.
Hovedårsagen til kravet om relativt unge chefer er ikke de legemlige anstrengelser (der normalt kan klares ved en god kondition, selv i en alder over den nævnte), men dels det stærke psykiske tryk i kamplinien, dels mangelen på søvn med de deraf følgende nervemæssige virkninger.
„Sonderkommandos“.
Ved talrige lejligheder anvendte tyskerne såkaldte „Sonder kommandos“ til løsning af visse vigtige opgaver, navnlig besæt telse i ryggen på den fjendtlige front af broer (hindre fjenden i at sprænge disse) eller vigtige terrainpunkter, udførelse af sabotageopgaver af særlig vigtig karakter o. lign. Hvor det var muligt, løstes sådanne opgaver af almindelige, hurtige „Voraus abteilungen“, men var dette ikke muligt, indsatte man (eventuelt luftbårne) småstyrker, der var iført russiske uniformer. Mand skabet hertil var altid frivilligt og bestod enten af udlandstyskere med særlige sprogkundskaber eller folk af den pågældende eller beslægtet nationalitet (f. eks. royalistiske patrioter, flygtninge fra randstaterne), eller endelig af frivillige tyskere med særlig lyst til farefulde foretagender. Alle var nøje underrettet om, at de måtte være forberedt på dødsstraf, hvis de blev taget til fange. I de senere faser af krigen anvendte russerne i udstrakt grad tilsvarende metoder; det bemærkes i denne forbindelse, at russerne, der ofte har stort sprognemme, i ikke ringe tal talte godt tysk.
Motortjeneste.
De tyske motorkøretøjers svigten i den russiske vinter på grund af utilstrækkelig virksom kølervædske og stivnende olie vil være kendt. Der spørges ofte, hvorfor man ikke ved anvendelse af små varmelamper under motorhjelmen kunne holde motoren opvarmet til en vis, ikke alt for lav temperatur. Der svares her til, at det var ikke mindre nødvendigt at holde gearkasse og differentiale opvarmet, og at dette kun med vanskelighed lod sig gøre ved almindelige motorkøretøjer.
Sliddet på fjedre og koblingsbelægninger var enormt på de ujævne og mudrede veje, og de nævnte effekter stod højest på listen over ønskede reservedele.
Det kritiseres almindeligvis, at der ved den tyske hær var alt for mange forskellige køretøjstyper. Dette bevirkede, at for syningen med reservedele blev yderst besværlig, således at man ofte på grund af mangelen på måske blot små reservedele måtte opgive eller efterlade køretøjet.
Det fremhæves, at russerne i langt højere grad end tyskerne havde gennemført standardisering af deres motorparker. De hav de kun få typer, og disse var robuste og simple. De russiske mo torføreres gode uddannelse og store improvisationsevne i forbin delse med de nævnte forhold bevirkede, at russernes bjergnings procent lå meget højt, og at de kunne udføre langt effektivere og hurtigere feltmæssige reparationer end tyskerne.
Kommandostationer.
Kommandostationer bør vælges sådan, at de er dækket for fjendens observation og mod hans fladbaneild. De er nervecentrer for deres enheder, og telefonlinier og ordonnansruter skal, så vidt det er muligt, kunne fungere sikkert.
Chefen eller en af ham dertil udpeget kompetent stedfortræder opholder sig — når han ikke er på rekognoscering eller inspektion — fortrinsvis (i hvert fald under kamp) på kampstadet, hvorfra der skal haves overblik over en så stor del som muligt af enhedens område og forterrain (og eventuelt også til siderne og bagud), og i hvert fald da over det mest aktive (under) - afsnit eller område. Chefen vil ofte være ved tyngdepunktsunder enheden, eller i det vanskeligste terrain, eller i det hele taget i nærheden af det punkt, ved hvilket lian mener, at der i kampens lob kan opstå særlige vanskeligheder.
Da det antal punkter, der er velegnede til kampstader, un dertiden vil være ringe, må al aktivitet på disse ske med stor forsigtighed (sløring og skjul), og bemandingen af staderne ind skrænkes til et absolut minimum , således at kun ganske enkelte folk observerer derfra, medens resten er skjult eller dækket lidt bagude (radiofolk, ordonnanser).
Udrustning.
Trods teknikkens og motoriseringens fremskridt har fodfolket på østfronten 1941—45 marcheret mere end noget andet fodfolk i historisk tid. I erkendelse heraf trænodes både det russiske og det tyske fodfolk til lange marcher — indtil 82 km på et døgn. Af denne grund og på grund af, at soldaten, navnlig infanteri sten, ofte marcherer i vand og mudder og ofte skal bo i huller med mudder i slud og kulde, er støvleproblemet i vore dage vig tigere end nogen sinde før. Intet bør undlades i henseende til bekostning og indgående forsøg på at fremstille så gode støvler som muligt til fodfolket. Soldatens velbefindende (moral) er over ordentlig afhængig af fodtøjet. Marchtab og navnlig frosttab (både egentlige forfrysninger og trenelifoot), der kan decimere divisioner værre end den fjendtlige ild, kan reduceres til et minimum, hvis tropperne har den rette, fodbeklædning: solid, varm og vandtæt. De tyske skaftestøvler („Knobelbecher“) anbefales af nogle, mens andre mener, at de var stive og gav for mange fodskader. Skitroppemes snørestøvler med gamacher anerkendes, men selv ikke den tyske hær havde fundet nogen ideal løsning af støvlespørgsmålet.
Af de mange forslag vedrørende beklædningen, der er frem kommet, skal et enkelt kort refereres, fordi det utvivlsomt dækker frontsoldatens ønsker:
Våbenfrakken („kampjakken“) skal være rummelig og til lade bæring af et vekslende antal uldne undertøjsstykker, alt efter årstiden — nærmest anorakform. Indersiden bør være hvid, så at jakken kan vendes og benyttes som sløringsdragt om vin teren. Dens ydre farve bør være som de motoriserede troppers sløringsdragt, d. v. s. plettet i gråt, brunt og grønt. Stoffet bør være anorakstof (dunlærred). Den skal være forsynet med store lommer, også på ryggen. Ved håndleddene bør den kunne snøres til, i halsen ligeledes, for at regn ikke skal sive ind. Vandtætte albuebeskyttere, ventiler under armhulerne.
Benklæderne bør være forsynet med fast påmonterede seler (uden knapper) og vandtætte knæbeskyttere.
Støvlerne vandtætte, højskaftede, vide og må yde beskyttelse for skinnebenet. En sådan vid støvle kan hurtigt smyges af og tages på, hvilket er nyttigt for beredskabet (intet at snøre og knappe) og letter fodplejen. Fodsvøb bedre end sokker.
Om hjelmen anføres der fra en enkelt kilde, at den ikke bør liave hagerem, men nakkerem, fordi førstnævnte kan forvolde skade på ansigtet ved trykbølge fra detonationer. Påstanden verifi ceret af amerikanske erfaringer.
Halsbeskytter af blødt uldent stof. Uldne skjorter og under trøjer, eventuelt efter finsk brynjemodel.
Om vinteren ønskes kort skindfpels)vest og langt, uldent halstørklæde.
Teltflage uundværlig, bl. a. til bivuak og til at spænde over skyttehullet.
Tæpper og kapper bør, om det ønskes, kunne føres på trainet (eventuelt standardstørrelse for kapper til at tage over udrustningen, af dunlærred, efter årstiden forsynet med for).
Øvrige synspunkter falder stort set sammen med de af oberst S. L. A. Marshall i „The Soldier’s Load“ (1950) fremsatte.
Eksercitsuddannelse.
Det meget diskuterede spørgsmål om de ydre formers nød vendighed er også jævnlig blevet berørt af krigserfarne soldater og førere. En besvarelse af spørgsmålet under eet er meget van skelig, men følgende antydninger kan gives:
På kamppladsen kræves der som bekendt alt andet end stiv hed og mekanisk ydre optræden af soldaten. „Honnør og hæle smæk“ falder væk af sig selv. Her marcheres heller ikke i sluttet formation.
Derimod er på kamppladsen lydighed, ubetinget lydighed, hvorfra der kun afviges efter begrundet og ansvarsfuldt skøn, når ændrede omstændigheder gør det nødvendigt, den afgørende for udsætning for, at en afdeling kan kæmpe.
Denne evne til lydighed må opøves under fredsuddannelsen, så at det på kamppladsen er gået enhver i blodet, at givne or drer skal adlydes. Hvorledes dette så opøves under fredsuddan nelsen, er ikke i sig selv afgørende. Man har ment, at den stramme, formelle eksercits var et velegnet middel hertil, men fronterfarne folk er tilbøjelige til at mene, at det bedre (og for den civile bevidsthed mere naturligt og mindre stødende) opnås ved eksercitsen i våbenbetjening, hvis direkte værdi enhver umid delbart kan indse, f. eks. ladningsgreb, eksercermæssigt udført skydning, betjening af tunge våben o. s. v.
Flertallet af dem, der har udtalt sig om spørgsmålet, me ner, at en vis mængde formel eksercits (der dog skal drives med megen forstand, friskhed og kun i begrænsede perioder) har betydning, dels fordi den lærer soldaten at tage ordentligt fat på våbnet, dels fordi den — som en art gymnastik — er formgi vende, så at soldaten kommer til at føle sig friere og sikrere i sin færden. Endelig er visse eksercermæssige øvelser — vendinger, march — ønskelige som støtte for de ordnende faktorer i freds uddannelsen, således når en styrke hurtigt skal flyttes fra et sted til et andet. Nogen kampmæssig værdi eller nogen støtte for kampen bar eksercitsen i den sidst beskrevne form derim od ikke — udover at den, fornuftigt ledet, bidrager til at automatisere lydigheden.
Det understreges, at den forkert drevne eksercits, med over dreven læggen vægt på ydre form, overdreven tidsanvendelse her til på bekostning af skydning, legemlig træning og fægtning, kan skade mere, end den gavner.
Enkelttkæmpere.
Fra alle krigserfarne hære foreligger der talrige udtalelser om, at det i enhver underafdeling er et vist begrænset antal folk, som „bærer“ kampen: afgiver ild på de rigtige tidspunkter, griber initiativet (standser panik, nedkæmper kampvogne og fjendtlige tunge våben o. s. v.) i kritiske eller farlige momenter, river kammeraterne eller de undergivne med sig o. s. v. Det må være en skønssag, i hvilken grad man vil slide på disse folk, der gerne melder sig frivilligt til deltagelse i farlige opgaver, ved at anvende dem hertil, men kompagnichefen bør være nøje klar over, hvad ban eventuelt mister. Disse folk, der, som det fremgår af det foran flere steder sagte, til daglig ofte er stilfærdige og måske endda uanseelige soldater, bør enhver chef hurtigt lære at kende, sørge for, at de får den dem tilkommende del af aner kendelse og belønning (dekorationer spiller, som et blik på samt lige krigsdeltagende hære vil vise, stedse en stor rolle), deri blandt orlov, og at der skaffes dem hvile og rekreation i så vid udstrækning, som det er gørligt.
SLUTNING.
Siden 1945 er der ganske vist sket ændringer i taktikken under indflydelse af bl. a. atomvåbnene. Der er dog al mulig grund til at tro, at taktikken på underafdelingsplanet vil frembyde væsentlig mindre forandringer end på de højere planer. Af Koreakrigens erfaringer med denne krigs højst særegne politiske og terrainmæssige forhold bør der ikke drages for vidtgående slutninger; øst fronten 1941— 45 er en væsentlig frugtbarere mark for studier.
Den fremstilling, der hermed afsluttes, er der bevidst tilstræbt givet en køligt refererende og analyserende tendens, men det bør ikke glemmes, at et af verdenshistoriens mest opslidende og blodige felttog er dens baggrund.
Måtte denne artikelrække give impulser til ikke mindst underafdelingernes officerer.
Mogens Boisen.
