Efterfølgende artikel er forfattet af major O. A. Hedegaard, til daglig leder af Hærens Militærhistoriske Arbejder.
Hvornår organiseret eller "ordnet" krigsførelse i en form for taktiske rammer begyndte, er utvivlsomt et yderst vanskeligt og diffust spørgsmål at tage konkret stilling til, for det afhænger af, hvad vi definerer som organiseret eller ordnet krigsførelse. Man må ved en sådan vurdering fuldstændig abstrahere fra kendskabet til alle de nyere tiders krigsformer og taktik, tage en helt anden alen i brug, og tolkningen mellem civile og militære fagfolk vil givet være yderst forskellig, ligesom emnet og den deraf flydende problemstilling formodentlig vil være uendelig. Emnet har ikke tidligere va^ret gjort til genstand for en omtale eller drøftelse i dansk krigs- og militærhistorie. Arkæologer og historikere verden over har været tilbøjelige til at sætte begyndelsen til en mere organiseret krigsførelse, hvor man klart kan erkende en form for fastlagt taktik, til de græsk-persiske krige, altså omkring 490 f. Kr. Kriterierne er afgjort forskellige ved vurderingen. Nogle historikere vil vægte synspunktet efter, hvor langt våbenudviklingen har været, fx hævde, at vi skal frem til, at man i hvert fald havde våben og harnisker m.m. af metal. Andre - heriblandt undertegnede - vil lade den daværende taktik være den afgørende for en vurdering. De taktiske former i disse meget tidlige perioder, der her er tale om, må siges at være uden forbindelse med de eksisterende våbens beskaffenhed og ydeevne. Postulatet med perserkrigene eller våben af metal som basis for organiseret krigsførelse er utvivlsomt alt for sent. Vi skal måske gå helt tilbage til tiden før bronze- og jernalderen, til stenalderen og i den de tidspunkter, hvor de kendte hulemalerier i Spanien, Sydfrankrig og Middelhavsområdet skabtes. D.v.s. helt tilbage til tiden omkring 9-10.000 år før vor tidsregning. Det er den periode, vi i Danmark benævner ældre stenalder. Fx kan man i Jeriko i Palæstina, som ofte benævnes verdens ældste by, og hvor de ældste lag stanamer fra ca. 7000 f.Kr., altså ren stenalder, også i dette område, hvor vor kulturs vugge stod, erkende rester af monumentale fæstningsværker, der har bygget på et meget tidligt, men nøje fikseret fortifikationssystem af anseelige dimensioner. At postulere, at organiseret krigsførelse begynder på de tidspunkter, hvor de første konkrete våben, kølle, spyd, bue og pil samt slynge og økse dukker op, vil være forkert. Der har selvfølgelig hersket former for krige eller sanmienstød mellem de første mennesker længe før. Våbenes fremkomst har blot - foruden til jagtbrug - raffineret de krigeriske sammenstød og filtreret en hurtigere nærmelse til en form for krig i vor forstand. Menneskets tidløse drømme, ønsker, frustrationer m.m. har til alle tider krævet - og vil altid kræve - en form for udløsning eller udladning, fysisk som psykisk. Krig er et af de permanente, tidløse svar på denne aggressive udløsning, og krigen eller kamp ligger dybt forvaret i menneskets natur, uanset senere tiders såkaldte civilisation og heraf følgende humanitet. Disse er - dybest set - bølgeskvulp eller overfladefænomener, hvad historien helt frem til skrivende stund er et fuldgyldigt, indiskutabelt bevis på. Selv i forhistorisk tid har diffuse motiver som ære, hævn, ønsker om hævdelse over for guderne eller egne kvinder m.m. været eklatante krigs- eller kampårsager. Ønsket om at vinde hæder i krig er for manden tidløst. Da Napoleon i 1802 havde indstiftet Æreslegionens fornemme orden, der primært blev givet for tapperhed på valpladsen, ytrede en af hans fornemste generaler nøgternt til ham: "Hvordan kan De være interesseret i sådan noget legetøj?”, hvorpå den kommende diktator og allerede nu berømte feltherre lige så nøgternt svarede: ”Mænd kan kontrolleres med sådant legetøj!” Begyndelsen til alt krigsvæsen og dermed egentlig krigsførelse er for stedse hyllet i historiens mørke. Krigen og dens kulturhistorie fortaber sig i historien om de første mennesker, og en kronologi lader sig næppe nogensinde opstille. Krig - selv i større stil - har dog fundet sted allerede i stenalderen, i hvert fald i den nære orient, hvor stenaldersamfundene formodentlig var større, bedre organiserede og stod på et højere kulturelt stade end i Europa. Som bevis kan tjene oldtidsbyen Jeriko, kendt fra bl.a. Det gamle Testamente. Denne by rummer beviser på en høj teknisk og samfundsmæssig standard allerede i tidlig neolitisk tid. Allerede for ca. 9-10.000 år siden er store dele af byområdet blevet befæstet på en virkningsfuld, fremragende planlagt måde. Dels er byen blevet omgivet med en solid mur, der stadig er bevaret enkelte partier af i en højde af ikke mindre end 6 m. Via de - i vore øjne - simpleste redskaber og sikkert med brug af ild og vand har byens stenaldermennesker præsteret at skabe en over 8 m bred og næsten 3 m dyb rende i klippegrunden. Bag voldgraven og stenmuren er forsvaret yderligere blevet forstærket ved et mægtigt stentåm med et tværmål på ca. 12 m og stadig bevaret i en højde af 9 m. Forsvarssystemet i Jeriko - som næppe har været det eneste i orienten - viser, at man skal være varsom med at antage, at så fjerne tidsrum krigsmæssigt og kulturelt intet af betydning kunne frembringe. Bl.a. siger disse monumentale fæstningsværker, at der har været behov for dem, og at fjemvåbnene spyd, buer og pile samt slynger har været ganske godt udviklede. De siger også, at de styrker, som fra tid til anden belejrede byen, ikke var små, primitive stammer, men større, slagkraftige sammenslutninger af én eller flere stanmier/folkeslag, formentlig under én førers øvers te konmiando. Vi skal altså foreløbig klart revidere de hidtil almindeligt antagne teorier om, hvornår organiseret krigsførelse er opstået. Udtrykt på en anden måde: Vi skal altså skyde udviklingen af en mere raffineret form for taktik betydelig længere tilbage i historien, end man sædvanligvis forestiller sig. Et angreb på en fæstningsby som Jeriko har ikke formet sig som en mere eller mindre planløs og spontan belejring af utilstrækkelige styrker, men har selvfølgelig bygget på en forudgående planlægning og sindrig taktik, udviklet gennem måske årtusinder, med deraf følgende hjælpemidler inden for belej ringskunsten. Blandt primitive folkeslag er de krigeriske grupper hurtigt blevet forøget i både antal og art. Fredelige grupper kunne ikke, uden de militære dyder og uden den følelse af solidaritet inden for samfund(?t, som spontant danner sig af frygten for en ydre fjende, samle sig i organisationer, som var tilstrækkeligt store og udviklede til en omfattende arbejdsdeling. De formåede ej heller at beskytte velstand, dyrehj order eller dyrket land mod krigerisk indstillede naboer, med mindre de selv indførte krigen. En række nyere undersøgelser har resulteret i den antagelse, at primitiv krig fra først af ikke - som man stort set hidtil har antaget - drejede sig om erobringer af fjendens kvæg, kvinder, bopladser etc., men at de første primitive rødder til krig har udgjort elementer som angst og magiske ødelæggelsesideer og en deraf følgende manieret voldsom trang til voldelige, destruktive udladninger. Endnu var på latin i det gamle Rom ordene "fremmed” og "fjende" indeholdt i ordet "hostes". Blodet gjaldt oprindelig som magt- og livsbærer, og man blandede det ikke med fremmede fra andre befolkningsgrupper/stanmier. Der har samtidig i lange perioder eksisteret nogle holdninger om, at slog man en fjendtlig kriger, der havde kæmpet godt og tappert, ihjel, kunne hans ånd og mod - evt. gennem kannibalisme eller drikning af hans blod - overgå til hans banemand. Et voldsomt, tidløst incitament allerede for det primitive menneske, der kæmpede i flok, har været angsten for over for fællerne og førerne at vise frygt, en enorm drivfjeder - positiv eller negativ, som man nu opfatter det - der har spillet en afgørende rolle frem til vore dage (og fortsat gør det!!), og som tydehgst ses dyrket til yderste konsekvens i de senere krigerkulturer, fx vikinger, mamelukker, janitcharer, samuraier m.fl. Skal man mere konkret pege på et tidspunkt eller en periode i historien, hvor man kan sige, at mere organiseret krig opstår, kan dette næppe lade sig gøre. Man kan derimod med ret stor sikkerhed fastslå en meget tidlig periode i menneskets historie, hvor man må sige, at krigsførelsen har løftet sig til niveau over en uordnet, vild kamp eller blodigt slagsmål mellem fx to større eller mindre flok stenaldermænd. Vi vil her definere en mere organiseret og ordnet krigsførelse, baseret på en form for taktiske rammer, hos mennesket fra det øjeblik, mennesket finder på at benytte regelrette, stadigt tilbagevendende formationer i en form for kamp. Det vil igen sige, at første gang vi møder al krigsførelses to tidløse grundopstillinger, nemlig
1) enkeltkolonnen og
2) geleddet
må det med føje påstås, at en mere organiseret og højerestående form for krigsførelse har holdt sit indtog i menneskets historie. Man har nu definitivt forladt det primitive stadium, hvor to flokke uden orden - formodentlig under høje råb og hyl - brasede ind i hinanden, enhver form for kommandoføring gik tabt, og hver mands modstander var den, der tilfældigvis viste sig Hge foran ham. Af disse to formationer må enkeltkolonnen givet være langt den ældste. Den har været kendt til jagtbrug for jægere, der skulle igennem fx højt, stridt græs og krat, længe før geleddet opstår i krigsførelsen. Selv flere dyrearter kender til at bevæge sig i enkeltkolonne. Enkeltkolonnen og geleddet er begyndelsen til alle senere kampformationer frem til vore dage. De er opstået i en uhyre fjern fortid, måske tilfældigt, måske på basis af erfaringer fra krigeriske sammenstød. Enkeltkolonnen er formodentlig opstået først som en praktisk fremrykkemåde for jægere - senere krigere - gennem bevoksning og uvejsomt terræn, og geleddet er måske opstået i jagten ved indkredsning af større byttedyr. Godtager man disse teser, er det forbavsende at konstatere, at man allerede på hulemalerier tilsyneladende kan iagttage såvel kolonne som geled hos kæmpende krigere. Vi skal ganske sikkert flytte vort observationsfeit helt tilbage til stenalderen for at finde den første brug af kolonne og geled i krig. En del taler for, at vi møder de første former for bevidst taktik efter et nærmere fikseret system i begyndelsen af neolitisk stenalders Cro-magnon folk, d.v.s. ca. 30.000 år f. Kr. Noget peger på, at taktik på slagmarken i en højere form er udviklet af menneskenes mere organiserede jagt på større byttedyr, en jagt, der ubetinget krævede planlægning, virksomme våben og nøje samarbejde under én leder, noget, der stadig kan ses hos vor klodes sidste naturfolk. Disse tidlige former forjagt og nogle scener, der klart er krigeriske sammenstød mellem mennesker med spændte buer, er med stor dygtighed og kunstnerisk indfølingsevne blevet afbildet fx i hulerne ved Altamira i Spanien, Dordogne og Lascaux i Sydfrankrig. Man har allerede dengang kendt til camouflage, idet man på disse malerier kan se jægerne med okkergule kroppe (kan også være til pynt eller af rituelle årsager) eller med kroppen hyllet i dyreskind for at kunne komme så tæt ind på vildtet som muligt. Det centrale ved malerierne er, at vi her tydeligt kan se både enkeltkolonne og et geled i kamp. De taktiske fordele ved enkeltkolonnen og geleddet var, at via enkeltkolonne kunne man - udnyttende terrænets og bevoksningens muligheder - føre en styrke relativt tæt ind på fjenden, før man blev opdaget, hgesom føreren under fremrykningen havde overblik over styrk(m, og via geleddet evnede man at komme frem samtidig med en større styrke og derved bringe alle fjemvåbnene (spyd, pile, sten) til at virke på én gang som ved et moderne ”ildoverfald”. Man har utvivlsomt allerede dengang kendt til "samlet ildåbning" med bue og pil samt spyd og slyngesten mod dyr og mennesker for at få optimal virkning i kampens indledende fase. Med udviklingen af enkeltkolonnen og geleddet står vi ved menneskets allerførste spæde spire til en taktik i krigskunsten. Alle senere taktiske formationer - uanset våbenarter - er udviklet fra disse to grundformer. Gennem årtusinder er geleddet blevet brugt og videreudviklet, fx over falanks og karré, Epaminondas "skæve" slagorden, legion, kile, svinefylking, 100-års krigens og religionskrigenes massive pikenérhobe, Frederik den Stores og Napoleonskrigenes mobile bataljons-, regiments- og brigadekarréer o.s.v., helt op til vore dages infanteri- og panserformationer i ørkenkrigen i Kuwait og Iraq i 1991. Alle disse mere eller mindre avancerede formationer, udviklet af højt intelligente, videnskabeligt prægede hærførere (hvoraf mange af de første hverken kunne læse eller skrive, hvilket intet gør til sagen), er i den sidste ende udbygninger af enkeltkolonnen og geleddet, en tankevækkende, militærfaglig brobygning med en rækkevidde, der spænder over årtusinders kj-igsførelse. Senest med indførelse af de første spinkle former for taktik er samtidig udviklet en begyndende differentiering mellem de almindelige krigere og de, der "bestemte" ud fra den tidløse kendsgerning, at der til alle tider i alle samfund af mennesker, fx skoler, stammer, slægter, foreminger, arbejdspladser, selv fængsler etc., altid har eksisteret "førerskikkelser", der enten valgtes til eller blot - via deres eminente personlighed og indiskutable dygtighed - tog føringen, og uden hvilke skikkelser al udvikling ville stagnere. Efter fremkomsten af enkeltkolonnen og geleddet skrider udviklingen i taktisk henseende langsomt fremad. Næste fase i taktikken - som måske er konmiet hurtigt eller har varet århundreder eller mere at nå frem til - var optræden på to, senere flere geledder og kolonner med mere end én mand i roden. Ved optræden på to geledder er der opstået en taktisk nyskabelse, nemlig den, at man har fundet ud af, at bueskytterne, spyd- eller slyngekasteme i 2. geled har lært at træde et skridt til højre eller venstre for formanden for kunne afgive deres skud, uden at manden i 1. geled stod i vejen, en foreteelse, der vedblev i brug til helt op omkring den nordamerikanske borgerkrig 1861-65. Herved opnåede man, at hvis begge geledder skød samtidig en stor virkning eller, hvis 1. geled skød først, kunne man med 2. geleds skud følge 1. geleds resultater op, et system, der vedbliver til helt op efter Napoleonskrigene. Det må antages, at disse tidlige hærstyrker - hvor store de så har været - indledningsvis ikke var opdelt i særlige våbenarter. Hver kriger har været bevæbnet med våben, han selv eller stammen havde fremstillet og foretrukket. Selv om man har kendt til forskellighed i bevæbningen, fx bueskytte og spydkaster, er det ikke rimeligt at antage, at man så tidligt i krigshistorien har kendt til at opdele de forskellige former for bevæbning i egentlige våbenarter og benytte dem taktisk. Efterhånden - over meget lang tid - har der tegnet sig et mønster i denne primitive krigsførelse, og man har fundet frem til mere hensigtsmæssige måder at indsætte sin styrke på, altsammen noget, der måske har strakt sig over århundreder eller måske årtusinder. Hvornår en begyndende opdeling i egentlige våbenarter, altså bueskytter, slyngekastere etc. og taktisk brug af samme i formationer, er sket, og hvor det er sket, haves ingen oplysninger om, og det lader sig ikke udforske. Måske er det allerede sket engang i den yngre stenalder de steder, hvor større samfund eksisterede og havde ro og kraft til at udvikle sig. Ved slutningen af yngre stenalder - ca. 1.600 f. Kr. - og ved overgangen til metalteknikken, foreløbig med fremkomsten af kobberet, senere bronze og jern, står vi stort set ved historiens morgen og begynder at kunne skimte de første vage omrids af Europas kommende folkeslag. I den nære orient er udviklingen på dette tidspunkt meget længere fremme, og herfra breder de kulturelle og tekniske fremskridt sig som ringe på vandet, foreløbig kun til den beboede verdens yderdistrikter. Fremkomsten af metallerne får altafgørende betydning. Den medfører, at hærene med metalvåben hæver sig op til hidtil ukendte niveauer og ydeevner og en mere differentieret og raffineret udbygning af taktikken, herunder udviklingen af enkeltkolonnen og geleddet til mere højtstående former for kampformationer, som vi kender i vore dage.
Bibliografi
Ardrey, Robert: The Hunting Hypothesis. A Personal Conclusion Concerning the Evolutionary Nature of Man (London 1976) Breasted, James Henry: The Battle of Kadesh. A Study in the Earliest Known Military Strategy (Chicago 1903) Bruun, Daniel: Krig gennem Aartusinder, Oldtidens Krigshistorie, bd. 1 (Kbh. 1908) Buchholtz, Hans Günther/Joseph Wiesmer: Kriegswesen, Teil 1 und 2, tr. i Archaelogica Homerica (Göttingen 1977) Ceram, C.W.: Fund, Forskere og Fortids Gaader (Kbh. 1955) Delbrück, Hans: Geschichte der Kriegskunst, I (Berlin 1907) Ferrill, Arthur: The Origins of War. From the stone age to Alexander the Great (London 1985) Fuchs, Theodor: Geschichte des europäischen Kriegswesens. Teil 1: Vom Altertum bis zur Aufstellung der stehende Heere (München 1972) Gabe, Niels: Kulturhistorien på tværs, bd. 1 (Kbh. 1974) Hadingham, Evan: Secrets of the Ice Age. The World of the Cave Artists (London 1980) Hoffman, Michael A.: Egypt before The Pharaohs (New York 1984) Humble, Richard: Warfare in the Ancient World (London 1980) Keith, Arthur: A new Theory of Human E volution (London 1948) Mercher, S.A.B.: The Tell El-Amarna Tablets (Toronto 1939) Montagu, Ashley: The Nature of Human Aggression (New York 1976) Petersen, Kai: Verdenshistoriens Hvornår skete det, bd. 1 (Kbh. 1968) Tumey-High, Harry Holbert: Primitive War. Its Practice and Concepts (University of South Carolina Press 1971) Yadin, Yigael: The Art of Warfare in Biblical Lands in the light of archaeological Discovery (London 1963)
