Log ind

Organisation — Uddannelse — Føring

#

1. ORGANISATION.

Vigtig for en Hær, for dens Anvendelse og hele Brugbarlied i Alvorstilfæ lde, er dens Organisation — saavel Fredssom Krigsorganisation. Det er umiddelbart indlysende, at jo nærmere Afdelingernes Fredsorganisation slutter sig til K rig sorganisationen (eller omvendt), des lettere sker Overgangen fra Fred til K rig , des hurtigere organiseres Hæren til K rig sanvendelse. T il Organisation hører — foruden Opbygning a f selve A fdelingerne — ogsaa Landets Territorialinddeling, nærmere betegnet Samhørigheden mellem Afdelingen og det Landomraade, der giver Kontingentet til Afdelingen. Jo nærmere Tilknytning mellem Omraade og A fdeling, des bedre. Forholdet mellem Vaabenarternes Styrke er vigtig, og endelig kræves en fo r Krigstilfæ lde fornøden Tildeling a f faglige Myndigheder og faglig t Personel: Teknisk Tjeneste, Fo rplejnings-, Sundheds-, Dyrlæge- og Traintjeneste samt Retspleje. En ideel Hærorganisation -— saavel hvad angaar Hærens Størrelse som Enhedernes Opbygning — ses sjældent. Politiske, økonomiske, territoriale, geografiske og andre Forhold gør sig her gældende og er afgørende fo r den Hærordning, et Land til enhver Tid har. E r den øjeblikkelige Organisation fastsat, Vaabenarternes og disses enkelte Dele — og dermed Hærens Størrelse — bestemt, er det vig tig t fo r hele E ffektiviteten at organisere en Tjenesteomgang, en Uddannelsesturnus fo r Vaabnene. Fo r dennes Ordning er Størrelsen a f den aarlige Rekruttilgang a f Betydning. Endvidere spiller Garnisoneringen og Kaserneringsforholdene, de enkelte Garnisoners Kapacitet, en Rolle.

Ogsaa paa dette Omraade bliver det derfor vanskeligt at skabe den ideelle Ordning. Fordele og Ulemper ved de forskellige Maader at ordne Sagen paa maa nøje afvejes og vurderes, og den Ordning, der fastlægges, faar ofte Form a f et Kompromis, ud af hvilket enhver, der arbejder med Enhedernes Uddannelse og deres Administration, maa gøre sit til at opnaa det bedste Resultat. En ideel Organisation og Tjenesteomgang — om den kunde skabes — volder ingen Vanskelighed at føre ud i Livet; en Kunst er det derimod at faa et tilfredsstillende — ja, et godt — Resultat ud a f det uundgaaelige Kompromis. Og paa denne Kunst maa Kræ fterne til enhver Tid sættes ind.

2. UDDANNELSE.

Det maa staa enhver Fører klart, at al Uddannelse i Fred tager Sigte paa den paagældende Enheds Anvendelse i Krig. Fredsuddannelsen maa derfor først og fremmest tage Henblik  paa feltmæssige Forhold fo r derigennem at opøve Enheden til Feltlivets og dermed Krigens Krav. Opretholdelsen a f den rette Disciplin og Mandstugt er herunder nødvendig, og enhver Fører har P lig t til at uddanne og opøve sin Enhed til — i Situationer, hvor det kræves — at sætte hele sin legemlige og aandelige K ra ft ind paa en Opgaves Løsning. Kun gennem en saadan Opøvelse kommer en Enheds fulde Ydedygtighed til sin Ret, og den enkelte uddannes og opdrages til at indse Nytten og Værdien a f sin Indsats. Uddannelsestiden i vor Hær er kort, saa kort, at man synes, der næppe er Tid nok til at lære Soldaten de manuelle Fæ rdigheder og teoretiske Kundskaber, som er Forudsætning fo r enhver Anvendelse i Felten. Samarbejden a f Enhederne — for. ikke at tale om Samarbejden a f Vaabnene — synes saa godt som fuldstændig henvist og indskrænket til den korte Manøvretid, under hvilken tillig e den væsentligste Uddannelse a f Førerne skal finde Sted. Hvordan skulde man kunne uddanne en Enhed til Feltlivets Krav i en Kantonnementsperiode paa højst en halv Snes Dage? — Og dog kan vi ikke afvise de Fordringer, der ovenfor er an ført til Uddannelsen. Feltlivets, Krigens Krav maa indtage en fremtrædende, ja vel den allerforreste Plads i Uddannelsesproblemet.

Her skal ikke gives nogen Anvisning paa Uddannelsen a f vore Rekrutenheder; Vaabnenes Uddannelsesprogrammer og andre Uddannelsesbestemmelser giver i saa Henseende den nødvendige Vejledning, samtidig med at de overlader til Cheferne — inden fo r de givne Rammer — at anlægge og planlægge Uddannelsen. A t vænne Soldaten — og Enheden — til at klare sig i Felten under alle Forhold maa være Uddannelsens vigtigste Form aal. Det vil sige, at Soldaten ikke alene maa kunne bruge sine Vaaben og vide, hvorledes han skal benytte Terrainet, at Enheden (Føreren) ikke alene maa forstaa at optræde paa taktisk fyldestgørende Maade i de stærkt varierende Situationer, som Krigen byder paa, mm Soldaten, Føreren, Enheden maa ogsaa — og maaske fø rst og fremmest — være vænnet til at leve og arbejde under Feltlivets Kaar og Vilhaar. H erved forstaas, at Enheden maa være saadan indøvet, saadan moralsk opdraget, at den — uden Knurren — han udstaa Feltlivets Savn, Anstrengelser og Lidelser, han arbejde lige godt ved N at som ved Dag, han bevare sin Kampværdi •—- ja, og Kampglæde — , selv om Forplejningen ikke indtræ ffer saaledes, at M aaltidem e kan indtages til „norm al“ Tid, ja, selv om den helt skulde udeblive en Dag, han bevare Kræ fterne og Humøret, selv om Anstrengelserne øges saavel aandeligt (moralsk) som legemligt, kort sagt til enhver Tid han være det Instrument, som dens Fører (og han er selv en vig tig Del a f Enheden) uden Vanskelighed kan anvende til Løsningen a f enhver forefaldende Opgave. Det turde være en Kendsgerning, at Størsteparten a f U ddannelsestiden tilbringes paa Eksercerpladsen og i dennes nærmeste Omegn, saaledes at Rekrutenheden rykker ud om M orgenen, kommer hjem til Middag, rykker igen ud ved 15-Tiden og vender atter tilbage til Kasernen ved 18-Tiden, hvis da ikke Øvelserne (Uddannelsen) i disse faa Eftermiddagstim er foregaar inden fo r Kasernens Mure i Gymnastikhus eller paa en mindre og til Form aalet lidet egnet Eksercerplads. Kun naar Marchtræ ning eller nødvendige, lid t længere udgaaende Felttjenesteøvelser bryder Dagliglivets Ensformighed, kommer Uregelmæssigheden (Feltlivets Særpræg) ind i Rekruttens Tilværelse, men kun fo r Dagen derpaa atter at lade ham vende tilbage til Regelmæssigheden.

Intet i Uddannelsesprogrammernes Bestemmelser hindrer en Planlæggelse a f Uddannelsen, der tager Feltlivets K rav — i højere G rad end Tilfæ ldet maaske ofte er — i Betragtning. Ja, der findes endda en direkte O p fordring i Fodfolkets Uddannelsesprogram, Punkt 17, hvor der tales om den daglige Øvelsestids Længde. Denne angives til højst 81 / 2 Time, indbefattet Ud- og Hjemmarch samt korte Hviletider. Men — tilføjes der — , „herfra wndtages de Dage, som anvendes til Udrykning i Terrainet“ . Tilsvarende Bestemmelser er givet i de øvrige Vaabens Uddannelsesprogrammer. Og her er vi ved Sagens Kæ rne: Udrykninger i Terrainet. Saadanne kan ikke finde Sted fo r ofte. Saasnart Eksercitsens og Fægtningens Grundregler og -principper er indøvet skematisk og form elt paa Eksercerpladsen, er Grundlaget skabt for Udrykninger i Terrainet, nærmere eller fjernere, alt efter Mulighederne fo r at finde tilgæ ngeligt og egnet Terrain. Den formelle Indøvelse a f Fæ gtning og navnlig Felttjeneste kan i de fleste Tilfæ lde foregaa og fortsættes i Terrainet under saadanne Udrykninger. Men fo r at Udrykningerne skal svare til Formaalet: at vænne Rekrutten (Enheden) til Feltlivet, er det ikke nok at rykke ud om Morgenen og komme hjem samme Eftermiddag. Udrykningerne maa mindst vare Natten over, i hvilken Tid Enheden lever paa Feltfod, hviler under aaben Himmel (i Bivuak, under Sikring), forplejes feltmæssig, afholder Øvelse ved Dag og ved N a t i vekslende Situationer og i al Slags Vejr. I hvert Fald i Sommerhalvaaret kan saadanne Udrykninger tilrettelægges og gennemføres, til at begynde med tinderafdelingsvis, senere under Afdelingens Ledelse. En Betingelse for at høste Udbytte er det, at saadanne Udrykninger anlægges og planlægges saa grundigt som m uligt og saa feltmæssigt som muligt. Det skal ikke være Skovture e. lign., men Øvelser anlagt i Overensstemmelse med hele Planen fo r Rekrutholdets Uddannelse. H a r en Rekrutenhed deltaget i — skal vi sige ind til 10 — Udrykninger a f den A rt, inden Kantonnementsperiodens Begyndelse, v il Enheden være godt rustet til at staa Efteraarsøvelseme igennem — og med godt Udbytte. Og kunde saa selve Kantonnementsperioden i de 8— 10 Dage, Øvelserne varer, anlægges fuld t ud feltmæssig, d. v. s. saaledes, at Enhederne kontinuerlig — Dag og N at -— er under Øvelse, vilde samtlige E n ­ heder, Rekrutter og Genindkaldte, opnaa at have „været i Felten“ , i saa høj Grad som Feltlivets Særpræg nu engang lader sig frem stille under Uddannelsen i Fredstid. Der vil naturligvis kunne indvendes, at saadanne Udrykninger under Rekrutuddannelsen vanskeligt lader sig praktisere a f Hensyn til Besaaningsforholdene paa private Ejendomme. H e rtil kan kun svares, at Bestemmelserne i Love og Bestemmelser fo r Hæren, 9. Hefte, naturligvis maa overholdes, men ved Imødekommenhed og gensidig Forstaaelse mellem En ­ hed og Lodsejer kan i mange Tilfæ lde opnaas store Resultater. Forplejning under Udrykningerne i Rekruttiden vil kunne leveres fra de eksisterende Kostforplejninger og udbringes ved Hjælp a f de til Garnisonernes Raadighed værende Køretøjer.

Trods høj Teknik er i K rig den enkelte Mands Væ rdi a fgørende, og hans Betydning er vokset under Anvendelsen a f de spredte Kampformationer. Uddannelsen til Deltagelse i moderne Kamp kan derfor ikke i fo r høj Grad tage Henblik paa Opdragelse til selvstændig Tænken og beslutsom Handling under Feltforhold. Det maa gøres klart fo r enhver, at Kampens Ud fald er afhængig a f hans Medvirken. Førerens og den enkelte Mands Duelighed er afgørende fo r en Enheds Kampværdi. Denne forøges selvsagt i samme Grad som Bevæbning, Udrustning og Uddannelse er paa H ø jde med Tidens K rav og i des højere Grad jo større Omsorg og Omhu, der fra Førerens Side vises Enheden — fø rst og frem ­ mest under Uddannelsen — og da specielt den Del a f Uddannelsen, der tager Henblik paa Opøvelsen til Feltlivets Krav.

3. FØRING.

Krig kræver Handling, og enhver — fra Føreren til den menige Soldat — skal forstaa, at selv en mindre rig tig Løsning a f de forefaldende Opgaver er bedre end Uvirksomhed. Det hævdes, at Fø ring er Kunst, og det er sagt, at Fø rin g er mere end en Videnskab. Man kan maaske sige, at Føring er Kunst paa videnskabeligt Grundlag. Og da Føring finder A n ­ vendelse i K rig , og K rig kræver Handling, bliver Fø ring en Handlingens Kunst. Udøvelsen a f denne Kunst, der finder Sted under Krigens vanskelige Betingelser, stiller selvsagt de største K rav navnlig til Personligheden hos enhver Fører. Nu kan man maaske sige, at den megen Tale om, at Føring er en Kunst, er noget overdreven, eller at det i hvert Fald kun kan gælde den højere Føring. Ja, man kan vel endda mene, at var Fø ring paa alle Kommandotrin en Kunst, vilde enhver Hær være ilde faren, thi det er en Umulighed at fostre saa mange „Kunstnere“ paa dette specielle Omraade. En saa fremragende Kapacitet paa Krigskunstens Omraade som G ra f Schlieffen siger i sit Væ rk „D er Feltherr“ : „I Spidsen fo r en Hær sættes en Øverstkommanderende, en Højstbefalende, en Generalissimus, en Général en chef. Suverænen, Statschefen, som foretager Udnævnelsen, tror i den udnævnte at have en Feltherre. Ikke sjældent v il han blive skuffet, thi til Feltherre bliver man ikke udnævnt, men født eller forudbestemt.“ Her taler G ra f Schlieffen om den fødte Feltherre, men tænker sam tidig aabenbart udelukkende paa den højeste Fører. Og skal man tro G ra f Schlieffen, gælder Sammenligningen: Feltherre -— Kunstner, Fø rin g — Kunst i hvert Fald fo r den højere Føring. Det er utvivlsom t rig tig t, at til Kunstner i egentlig Forstand — hvad A r t Kunsten end er — fødes man. Ofte hører man Udtalelser som: Han er født Kunstner (Maler, Digter o. s. v.) og vel ogsaa: Han er født Soldat (Befalingsmand, O fficer). Skulde man tage dette „fø d t“ bogstaveligt, maatte man fristes til at mene, at den fødte Kunstner, fødte Feltherre, allerede fra den tidligste Ungdom var i Stand til at frem stille sit M aleri som et Kunstværk, Digteren til at frem stille sit Digt fuldkomment, saavel hvad Form som Indhold og Emne angaar, O fficeren til at føre og kommandere selv de største Enheder til Fuldkommenhed. H eri vilde man dog vist som Regel tage Fe jl, blive skuffet. Det er dog sikkert saaledes, at man nok fødes som Kunstner, O fficer, Feltherre, d. v. s. med de specielle Evner nedlagt i sig, men disse Evner udvikles, øges, gennem Arbejdet med og Studiet a f den paagældende Kunstart, saaledes at Kunstneren, O fficeren, Feltherren paa et eller andet Tidspunkt — det kommer fø r eller senere — naar Højdepunktet a f sin Kunst, sin Føringsevne. Gennem Arbejdet med Kunsten, Føringen (Uddannelsen) lægges efterhaanden Sten paa Sten til de medfødte Evner fo r Kunstarten; Erfaringer, rig tig t udnyttede, øger Evnerne og bringer stadig Kunstneren, Føreren, fremad og opad. Det mere eller mindre videnskabelige Studium a f Kunstarten udvikler Udøveren og bringer ham frem til et Stadium, der vel staar i Forhold til de medfødte Anlæg, men især til den Flid , der gennem Udviklingen lægges fo r Dagen. Herved faar saa godt som enhver, der beskæftiger sig med Kunst, med Føring, en Chance fo r at naa fremad mod den fuldkomne Kunst, fo r O fficerens Vedkommende fremad mod Evnen : at kunne føre. Men denne Evne er ikke alene attraaværdig fo r Feltherren, den øverste Fører, men i lige saa høj Grad paakrævet fo r de lavere og laveste Førere. Ingen Fører behersker til Fuldkommenhed Føringen a f en Enhed — selv den mindste — , den Dag Føringen a f Enheden betros ham. De medfødte Evner skal udvikles gennem Arbejde, Studium, Flid og Erfaring . Ingen Føringsopgave — den være sig nok saa lille og omfattende selv den mindste Enhed — løser sig selv, og det &r ikke ligegyldigt, paa hvad Maade Opgaven løses. Men Opgaven løses ikke — og kan ikke løses — som en matematisk Opgave, der giver det rigtige Resultat, naar blot man udfører de rig ­ tige Beregninger, bruger de rette Formler. Der hører mere til. Det skal indrømmes, at der til en Føringsopgaves Løsning kræves visse Beregninger i Rum og Tid — selv fo r Føring af smaa Led. Men det er ikke alt. I Felten spiller mange andre Faktorer ind, Faktorer som ikke alle er lige haandgribelige, men som dog spiller den allerstørste Rolle fo r Opgavens Løsning. Her ,hvor Matematikens Beregninger hører op, begynder Kunstnerens Virkefelt. Jeg behøver blot at nævne enkelte Omraader fo r at klarlægge dette: Udnyttelse a f Enhedens Kampværdi (Uddannelse, Kampglæde, Moral, specielle Bevæbning), Udnyttelse a f Kendskabet til Underføreres, Hjælperes, ofte den enkelte Mands, særlige Egenskaber og Kvalifikationer, Bedømmelse a f Modstanderens Muligheder og egne Foranstaltninger herimod, Vurdering a f Terrainets Rolle og Betydning, Organisering a f de underlagte Enheders og Vaabens Samarbejde fo r det specielle Tilfælde, Udform ning a f den hele Tanke, Idé, med den forestaaende Manøvre, Evnen til at klargøre sig, hvorom det drejer sig o. s. v., o. s. v. Og som Baggrund eller Forudsæ tning fo r det hele — eller som en rød Ledetraad — Førerens (hvad enten han er høj eller lav) Vilje til at gennemføre Aktionen, til at løse Opgaven, Førerens Initia tiv og Handlekraft, moralske Mod, legemlige og sjælelige K ra ft og Styrke. Paa alle Kommandotrin, fo r Førere a f alle Grader, er der et saadant Virke felt, fo r hvilket der ikke gives nogen Normalformel, intet Skema eller Trylleform ular, hvorpaa Føreren kan støtte sig. A lle har de Anledning til Udøvelsen a f deres Kunst, alle har de B rug fo r at opøve sig i denne Kunst og ved Arbejde og F lid at udvikle sig fremad og opad til at udøve den største Kunst: Handlingens Kunst under de vanskeligste Betingelser. Men under alt dette er det vig tig t — og nødvendigt — , at der ikke syndes mod Føringens Principper. Fo r at undgaa dette er det nødvendigt, at der i Reglementer og Vejledninger gøres Rede fo r disse Prinripper, som selvsagt er formet og dannet a f K rigen selv. Krigshistorien, Studiet a f Foreteelserne under Folkenes store Opgør, er derfor den bedste Vejleder og Læremester fo r enhver, der har B rug fo r at udøve Krigskunsten. H e rtil hører ogsaa Studiet a f K rigshistoriens Førere (saavel høje som lave), deres Egenskaber, Karakter og hele Personlighed. Ogsaa Krigens Væsen kan udforskes, og maaske danner Kendskabet til dette Grundlaget fo r al Organisation, Uddannelse og Føring. De taktiske Fremgangsmaader er under stadig Udvikling; nye Krigsm idlers Frem kom st forandrer stadig Taktikkens Form er. Det er derfor Førerens Kunst til enhver Tid at være paa Højde med denne Udvikling , saaledes at han under alle Forhold er i Stand til at bringe de raadige M idler til Anvendelse og Samarbejde paa den mest hensigtsmæssige Maade til Opnaaelse a f et gunstigt Resultat. I K rig er Situationen ofte usikker. Kun Forholdene paa egen Side kan være fuld t opklaret, medens Oplysning om Situationen hos Modstanderen oftest vil være mangelfuld. Men en viljekra ftig Føring afventer ikke uvirksomt Opklaring sresultateme. Opklaring iværksættes sam tidig med og udføres under Paabegyndelsen a f Opgavens Løsning, der straks fra Begyndelsen lægges ind i en fast Plan med Opnaaelsen a f det fastsatte M aal fo r Øje. Gennem Opklaring og Sikring bevarer Føreren sin Handlefrihed, gennem Opklaring og Kamp skaffer han sig de nødvendige Oplysninger om Modstanderen.

Opgaven vil i K rig i Reglen være stillet a f en højere M yndighed. Undertiden er den begrænset i Tid og Rum. Oftest drejer det sig om en bestemt Rolle inden fo r en Helhedsoperation. Naar Opgaven ikke er stille t a f en højere Myndighed, er det Førerens ;Sag at udlede den a f den hele Situation, det vil sige, at Situationen eller Føreren selv stiller Opgaven. A t føre Enheden, at løse Opgaven, under Udfoldelse a f den største K ra ft i Handlingen — i Angreb som i Forsvar — med Modstanderens Tilintetgørelse som Resultat, men med færrest mulige Tab fo r egen Enhed, d. v. s. Bevarelsen a f egne K ræ fter (legemlige og moralske), det er Førerens største Kunst. Uddannelse i og Opøvelse til denne Kunst er P lig t fo r os alle. Ogsaa vi danske O fficerer kan en skønne Dag, i Alvorstilfælde, faa Brug fo r at kunne udøve Føringens Kunst, og da maa enhver kunne staa med den moralske Støtte, som ligger i Bevidstheden om gennem Initiativ, F lid og Interesse at have arbejdet a f alle K ræ fter paa at dygtiggøre sig selv og andre til Føringens, til Handlingens vanskelige Kunst.

Der kan skrives, og der er ofte skrevet vægtige Ting om Organisation, om Uddannelse og om Føring. Indholdet a f disse Spalter gør ikke K rav paa at være andet, end hvad de er: en Eners Tanke om visse a f Forsvarets Problemer, som antagelig ligger enhver O ffice r paa Sinde, og som det i hvert Fald kun kan gavne at beskæftige sig med. Kun gennem Arbejde med sin Kunst naar O fficeren frem til at kunne udfylde sin Plads som Fører fo r den Enhed, han bliver overdraget Ansvaret for, eller som han maaske er fo rudbestemt til at skulle føre under Udøvelsen a f Handlingens Kunst under de vanskeligste Betingelser: under K rig i Felten, med de raadige Midler, som en øjeblikkelig Organisation og de forudgaaende Uddannelsesmuligheder byder.

C. Kaalund-Jørgensen.