Log ind

Optakten til begivenhederne omkring den 9. april 1940

#

I anledning af 25-års dagen for den tyske besættelse i 1940 bringer tidsskriftet her en artikel af chefen for Forsvarsakademiet, oberst M. Amtrup, der på det tidspunkt var tjenstgørende i Generalstabens Operationssektion. Obersten trækker lin ierne op for dansk sikkerhedspolitik fra 1700-tallet og påviser, hvorledes den førte po litik — trods advarsler — uundgåeligt måtte føre den ulykkelige begivenhed med sig. Obersten konkluderer, at politiske ledere hverken kan eller må føre en sikkerhedspolitik, som er i uoverensstemmelse med befolkningens ønsker, og at de har en pligt t il at skabe forståelse for udenrigs- og statspolitiske forhold.

De suveræne staters alder måles ikke i år, som almindelige menneskers alder, men i årtier eller århundreder. Tor forståelsen af det, der skete den 9. april 1940, bliver det derfor også nødvendigt at gå et godt stykke tilbage i historien for at forsøge at finde årsagen til, at det gik, som det gjorde. Danskerne har ikke siden vikingernes og Valdcmarernes tid været noget krigerfolk, men har kun ønsket at leve i fred og forståelse med sine omgivelser. Nu skal der som bekendt to parter til at holde fred, men kun en part til at begynde ufred, og Danmark har naturligvis som en selvstændig, suveræn stat i en ufredelig verden måttet forsøge at føre en udenrigspolitik, altså en måde at leve sammen med sine nabostater på. Hertil hører også en forsvarspolitik, for det er de væbnede styrker, der betinger alvoren bag den udenrigspolitiske tale. Det, der i særlig grad bar præget Danmarks udenrigspolitik i mange hundrede år, er vor geografiske beliggenhed, idet Jylland og vore mange øer danner en bro fra det europæiske fastland og over til den skandinaviske halvøs sydspids i Skåne, og samtidig danner de en snævring mellem Østersøen og Nordsøen. Det er altså et sted på jorden, hvor geografiske linier og liandelsinteresscr m. m. brydes. I den udstrækning, som andre magter liar været interesseret i at lukke eller åbne for sejladsen mellem Østersøen og Nordsøen, er Danmark derfor kommet i konflikt med eller i afhængighed af andre stater, for man kan ikke åbne eller lukke for den frie sejlads gennem vore sunde og bælter uden samtidig at sidde fast på og at befæste de danske øer. Dette problem er naturligvis særlig galt, når stormagter eller stormagtsgrupper i og uden for Østersøen er i strid med hinanden.

Da mange års strid med Sverige endeligt var sluttet i 1720, og dermed vort sidste håb om nogensinde mere at vinde Skåne tilbage og igen komme til at lierske på begge sider af det ene gennemsejlingsfarvand, Øresund, var bristet, gik Danmark ind for at føre en neutralitetspolitik. De forskellige danske regeringer forsøgte at holde sig fri af andre staters stridigheder, men de afholdt sig ikke fra at slutte forbund med andre magter. Danmark har i 1700-tallet været i alliance med både England, Frankrig og Rusland. Indtil 1807 lykkedes det i alt væsentligt for Danmark at hævde en neutralitetslinie. Men i kampene mellem Napoleon og hans mange fjender kunne Danmark ikke i det lange løb holde sig udenfor. Da Napoleon greb til spærringen af det europæiske fastland, medens England ville sejle og handle med hvem, det ønskede, gik det galt. England overfaldt os, K ø ­ benhavn blev bombarderet, englænderne tog vor flåde, og Danmark blev tvunget over i en alliance med Napoleon og måtte i 1814 tage nederlaget sammen med ham. Norge gik tabt. Danmark stod dengang uden venner og med ødelagte finanser, og vi slog da ind på en alliancefri neutralitetspolitik, som vi stort set fulgte til midten af 1900-tallet. V i har ganske vist to gange i 1800-tallet været i krig i Slesvig-Holsten, men det betød ikke noget brud med neutralitetspolitikken, som kun har betydning for Danmarks stilling til andre magter, der er i krig med h inanden. Noget helt andet foreligger, når det er landets egne livsvigtige interesser, det drejer sig om; så gælder sætningen, at der skal to parter til at holde fred, men kun en part til at begynde ufred, og så kan neutralitetspolitikken enten kapitulere eller prøve at hævde det, vi mener er ret og retfærdighed. Det sidste gjorde vi med vekslende held i de slesvigske krige. Efter den ulykkelige krig i 1864 mistede vi næsten hele den ene kyst af endnu et af vore gennemsejlingsfarvande, L ille Bælt. Danmark var atter blevet mindre, ja mange begyndte endda at tvivle på, om Danmark længere havde nogen berettigelse i det internationale samfund. Men Danmark var nu i højere grad blevet en nationalstat, og vi begyndte på anden måde at gøre os gældende i det internationale samkvem. Efter 1864 og i endnu højere grad efter 1870 er angsten for Tyskland derfor blevet et fast træk i dansk udenrigspolitik. V i blev så små, at vi helst var krøbet i et musehul, hver gang Tyskland hare talte lidt højt, og bedre blev det naturligvis ikke, da H itler kom til magten i 1933, for da blev den dansk-tyske grænse tillige en grænse mellem demokrati og diktatur. Udenrigspolitik er naturligvis som alt andet undergivet udviklingens lov i takt med staternes skiftende interesser, og vi v il nu se lidt på, hvorledes den udenrigspolitiske og forsvarspolitiske udvikling omkring vore gennemsejlingsfarvande har været siden begyndelsen af 1900-tallet. I Øresundstraktaten, som blev indgået mellem verdens søfartsnationer i 1857, gives der regler for den frie gennemfart gennem sundet og bælterne for skibsfarten i fredstid, og Danmark har påtaget sig at sørge for fyr- og lodstjenesten. Men folkeretligt cr der intet, der hindrer Danmark i at spærre farvandene med miner i krig, både som neutral og som krigsførende magt. Denne traktat gælder stadig, og den er det grundlag, hvorpå vi siden har bygget vor udenrigspolitik om gennemsejlingsfarvandene. I 1901 fik Danmark sin første venstreregering, professor Deuntzer blev statsminister, og han var samtidig regeringens udenrigsminister. Regeringens udenrigspolitik var neutralitetspolitikken, men under indtrykket af de forudgående års svære uoverensstemmelser mellem partierne Højre og Venstre om forsvarspolitikken og Københavns befæstning var der ved at vokse en stemning frem for, at vi skulle erklære os for vedvarende neutrale, og at Europas stormagter skulle garantere denne neutralitet, ganske som tilfældet var med Schweiz og Belgien.

I 1903 fik Deuntzer en anledning til ar. gøre noget mere ved disse tanker. Men omkring ved årsskiftet 1903— 04 skete der im idlertid også noget, som rystede de danske ministre. Det var den gang mere almindeligt, at monarkerne talte sammen om udenrigspolitik, og kejser W ilhelm , zar N ikolaj og kong Christian IX havde ved den tid nogle samtaler og nogen brevveksling om Danmarks neutralitet, som i korthed gik ud på, at Rusland og Tyskland i fællesskab skulle garantere Danmarks neutralitet, men hvorved de i virkeligheden ville få et påskud til at besætte Danmark i tilfælde af en krig med England. E n såd an krig var vel ikke helt utænkelig den gang, idet det trak op til cn krig mellem Rusland og Japan i det fjerne østen, og England havde en aftale med Japan om at hjælpe dette land, hvis Rusland fik hjælp fra anden side. Im idlertid var ingen af de ansvarlige statsmænd i nogen af landene rigtig interesseret i, hvad monarkerne havde talt om. Herhjemme var man helt klar over, at en sådan ordning ikke havde noget som helst med neutralitet at gøre, i Tyskland var man bange for England, og i Rusland svandt interessen også, da man mente at have fået vished for, at Tyskland ville gå imod en engelsk indtrængen i Østersøen. Udbruddet af den russisk-japanske krig i 1904 gav dog anledning til nogen nervøsitet, som hurtigt svandt bort, da det viste sig, at japanerne var overlegne, og at England ikke greb ind i krigen. Deuntzcr benyttede dog alligevel lejligheden til i marts 1904 at lade de danske gesandter i Tyskland, England, Rusland og Frankrig lufte tanken om Danmarks eventuelle permanente neutralisering. Rusland var velvillig stemt, men de andre tre svarede enten undvigende eller slet ikke. Hen på efteråret 1904 ændrede situationen sig, nu var der ikke længere tale om at spærre Østersøen, men nu ønskede det krigsførende Rusland fri passage gennem Store Bæ lt for sin Østersøflåde. Danmark var i overensstemmelse med Øresundstraktaten meget imødekommende, man satte danske, lodser om bord i de russiske krigsskibe i Libau, og danske torpedobåde viste vej gennem de danske farvande. Det gav naturligvis anledning til protest fra japansk side, og den engelske regering lod sige, at den gik ud fra, at den samme politik ville blive anvendt over for andre nationer under tilsvarende omstændigheder, og at engelske krigsskibe i givet fald ville få en lignende behandling. Det gav også anledning til en del avisskriveri i England, og et engelsk blad kom med det forslag, at man nu, mens den russiske Østersøflåde var borte, skulle gøre ved den tyske flåde, hvad man havde gjort ved den danske i 1807. Da blev Tyskland alvorligt bange og traf forberedelser til at imødegå et engelsk angreb gennem vore farvande, idet det nu blev opfattet som en tysk opgave. Efter Ruslands nederlag i 1905 følte Danmark sig helt udleveret til Tysklands nåde. Deuntzers neutralitetspolitik var brudt sammen, og Danmark måtte — som så ofte før og siden — klare sig, som det kunne. I begyndelsen af 1905 var Deuntzcr blevet afløst af Venstres stærke mand, J. C. Christensen, lians udenrigspolitik var også neutralitet, men ikke nogen barnlig tro på, at man kunne få nogen til at garantere den, så vi bare kunne sidde og bygge os i lænestolene. Han ville gøre vor neutralitet troværdig for Tyskland, og i den anledning lod han krigsministeriets direktør, kaptajn Liitken, føre nog_o samtaler med den tyske generalstabschef, inden han gennem forsvarslovene af 1909 skabte de magtmidler, som skulle til for at understøtte den udenrigspolitik, som regeringen agtede at føre. I tiden, der fulgte op til den første verdenskrig, var der, både herhjemme og i udlandet, megen tale om vore gennemsejlingsfarvande, hvoraf nu Store Bælt på grund af skibenes udvikling især var kommet i forgrunden. V i erklærede klart og bestemt og i overensstemmelse med Øresundstraktaten, at vi ikke ville spærre passagerne.

Imidlertid gik det som bekendt helt anderledes, den gang krigen først var en kendsgerning. Da England erklærede Tyskland krig den 4. august 1914, stillede Tyskland den 5. august krav om, at Danmark skulle spærre Store Bælt effektivt med miner imod begge krigsførende parter. Nu er en suveræn stat naturligvis ikke mere bundet af sine egne bestemmelser end, at den kan lave dem om, når forholdene skifter, og da der under drøftelserne i regeringen var enighed om, at hvis vi ikke udlagde minerne, ville tyskerne selv gøre det, og at dette ville betyde krig, gik den danske regering ind på det tyske krav. Englænderne fik bagefter meddelelse herom, og de svarede, at de syntes, det var en udmærket foranstaltning. Det har været en almindelig tro både under den første verdenskrig og senere, at den radikale regering Zalile med E r ik Scavenius som udenrigsminister og P. Munch som forsvarsminister ved deres udenrigspolitik med spærringen af gennemsejlingsfarvandene var årsagen til, at vi ikke blev blandet ind i krigen. Årsagen skal nok snarere søges i den europæiske storpolitik, fordi det ved krigsudbruddet overhovedet ikke indgik i Englands planer at trænge igennem vore stræder. Det var altså ikke mineudlægningen, der hindrede, at vore farvande blev krigsskueplads, og at landet dermed blev draget ind i krigens hvirvelstrøm. Det var simpelthen Englands passive Østersøstrategi i forbindelse med tyskernes manglende forståelse af søkrigen, der frelste os. Krigen på søen er helt forskellig fra krigen på landjorden, for søen kan ikke — som landet — erobres og besættes i småstykker. Søherredømme er alt eller intet, og da England havde alt det søherredømme, det kunne ønske sig, hvorfor så angribe den tyske flåde. Når tyskerne så tilmed spærrede sin flåde inde i de to små kravlegårde, Helgolandsbugten og Østersøen, hvorunder vore minespærringer i virkeligheden hjalp englænderne, idet de faktisk skød den engelske blokade frem næsten helt til Kiels port, så var der endnu mindre grund til at angribe. Krigen var da heller ikke blevet ret gammel, før den tyske flådeledelse var klar over fejltagelsen, men da lå minerne der, og de blev liggende hele krigen. Den tyske flåde skulle i stedet for have liaft mulighed for at kunne komme ud på verdenshavene, så den kunne liave udfordret den engelske flåde til en kamp om hele søherredømmet, men i 1914 tænkte man landmilitært i den tyske flådestab. Efter den første verdenskrig skiftede forholdene omkring Østersøen fuldstændigt. Rusland var trængt bort fra Østersøens kyster. Fin land, de tre baltiske stater samt Polen var opstået som selvstændige stater ved Østersøen. Tyskland var slået og gennem Versaillestraktaten mere eller mindre afrustet. Der var altså absolut intet, der kunne true Danmarks stilling inde fra Østersøen, og stormagterne uden for Østersøen nærede heller ingen ønsker om at ændre forholdene ved Østersøens udløb. Tilmed var Folkenes Forbund, der skulle forhindre enhver krig, blevet oprettet. Det kan derfor heller ikke undre, at vi herhjemme fulgte den radikale neutralistiske linie i udenrigspolitikken kun understøttet af et meget svagt forsvar. Forsvarsordningen af 1922 reducerede vort forsvar meget væsentligt, og efter at Stauning var blevet statsminister med P. M unch som udenrigsminister fortsatte nedbrydningen af forsvaret med ordningerne af 1932 og 1937, således at der til sidst næsten ingen magtmidler var til at give den udenrigspolitiske tale eftertryk. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 og Tysklands påbegyndte oprustning i 1935 var vi tilbage i vor gamle frygt for Tyskland, inden for hvis magtområde vi nu mere end nogensinde lå isoleret. I Socialdemokratiet, som jo er et livskraftigt parti, begyndte man at indse farerne ved at have en diktaturstat ved vor sydgrænse, ligesom man begyndte at føle det suveræne ansvar for at beskytte landet og dets borgere. Men man var alligevel mest optaget af sognepolitikken for at vinde billige indenrigspolitiske laurbær, så man lod P. Muncb passe udenrigspolitikken, og først da det var for sent, kom man til sandheds erkendelse. Kriserne før det store uvejr brød løs, slap vi lykkeligt igennem. Striden om Sudeterlandet, som endte med, at konferencen i München i slutningen af september 1938 tvang Czekoslovakiet til at afstå det til Tyskland, traf os så heldigt, at vi netop havde et par årgange indkaldt til de årlige efterårsmanøvrer, så vi dog ikke stod helt uden forsvarsstyrker, hvis krigen skulle være begyndt den gang. I de følgende måneder drev man så fra krise til krise, og ønsket om at gøre noget alvorligt for at sikre Danmarks fred og frihed begyndte at vokse i befolkningen. E t kraftigt udslag gav dette sig i Socialdemokratiets kongresmanifest af 10. januar 1939, hvori det hed:

»Kongressen anerkender, at Danmark må opfylde sin nationale pligt som neutral stat. Enhver nation må, under de herskende forhold, alene regne med sin egen indsats. A lle fortidens kandestøberier, alle forhåbninger om assistance, når farens stund er inde, er kun egnede til at medføre skuffelser, tlii de er, ligesom alliance- og forhundsplaner for vort land uden forbindelse med den virkelighed, vi kender, og derfor uden aktualitet. Den danske nation må have den militære styrke, der er betingelsen for at kunne opfylde den neutrale stats forpligtelser både på havet og på landet. Det vil aldrig være opgaven for den danske hær eller flåde at deltage i noget angreb på noget andet land. Det v il derimod være opgaven, livis forviklinger opstår mellem andre, at konstatere, at Danmark holder sig uden for sådanne opgør. Danmarks militære styrker må benyttes — således som det også var formålet under krigen 1914— 18 — til bevogtning af land- og søområdet og til opfyldelse af de landet påhvilende forpligtelser som neutral stat. Det er en pligt at afvise både tilfældige og bevidste neutralitetskrænkelser, så længe disse er af en sådan karakter, at der foreligger mulighed for afvisning, thi det er den neutrale stats første pligt at søge afværget, at dens territorium udnyttes af krigsførende parter.« Endnu kraftigere lød det fra ungdommen, således skrev nuværende finansminister Poul Hansen i »Rød Ungdom« (juni 1939) bl. a. følgende:

»Vi skal have et sådant militærapparat, at vi kan bide fra os, hvis man — tilfældigt eller ej — v il trænge ind på dansk område. Der er ikke megen bund i talen om landets frihed og selvstændighed, hvis den første den hedste trussel og tilfældighed kan bringe Danmark og dansk demokrati til underkastelse. Det ville vidne om en beskæmmende ringe livsvilje i vort land — og dermed også i arbejderbevægelsen -— hvis en trussel om 20 bombeflyverc over København eller en opmarch af et par tusind mand i et nazistisk friskarekorps skulle være nok til at fremtvinge en kapitulation ...«

Desværre blev det ved ordene, og vi drev nærmere og nærmere mod afgrunden. Efter at H itler havde brudt Miinchen-aftalen og i april 1939 havde besat hele Czekoslovakiet, forsøgte ban ved tilbud om en række Ikke-angrebspagter at give de nordiske og baltiske småstater et yderligere indtryk af sin urokkelige fredskærlighed. A f de nordiske stater lod kun Danmark sig friste, og den 31. maj 1939 undertegnede vi en Ikke-angrebspagt, gældende for 10 år, i Berlin.

I løbet af sommeren 1939 blev situationen mere og mere mørk, og det blev ganske åbenbart, at Europa drev mod en stor krig. I august sluttede Tyskland en Ikke-angrebspagt med Sovjetunionen, og nu var det Polen, det gjaldt. Polen havde ved Versailles-traktatcn i 1919 fået adgang til Østersøen gennem en landkorridor, der skilte Øst- og Vestpreussen fra hinanden, og grænsende op til Østpreussen lå tillige fristaten Danzig. Nu ville H itler have Danzig hjem til Riget og have ret til at bygge en autostrada, hvor lian havde de suveræne rettigheder, tværs over den polske korridor for at forbinde Østpreussen med Riget. Dette kunne den polske regering overhovedet ikke gå med til, og trods mange forsøg i sidste øjeb lik på at afværge en krig, overfaldt H itler Polen om morgenen den 1. september 1939.

To dage senere erklærede først England og derefter Frankrig, at de ville stå ved deres løfter om hjælp til Polen, og hvis H itler ikke straks standsede fjendtlighederne og trak sine tropper ud af Polen, ville de betragte sig som værende i krig med Tyskland. Da H itler naturligvis ikke kunne tænke sig at gøre dette, var den anden verdenskrig dermed en kendsgerning. Herhjemme var der i de sidste dage af august en voldsom spænding, og ikke mange troede rigtigt på værdien af vor egen Ikke-angrebspagt med Tyskland. Forsvarets ledelse havde gentagne gange forlangt indkaldelse af en sikringsstyrke, men regeringen ville »ligge død« for ikke at virke udfordrende på Tyskland og for ikke at skræmme befolkningen, så der skete intet, før krigen var en kendsgerning. Efterretningen om Tysklands overfald på Polen virkede både befriende og dybt foruroligende. Befriende fordi en næsten uudholdelig spænding dermed var udløst, og dybt foruroligende fordi ingen kunne vide, hvorledes Danmarks stilling ville blive. Y i afgav straks de sædvanlige neutralitetserklæringer, først over for Tyskland og Polen, og senere over for England og Frankrig. Der kom ikke noget tysk krav om udlægning af miner i vore gennemsejlingsfarvande som i 1914, for denne gang var tyskerne offensivt interesseret i vore gennemsejlingsfarvande og derfor interesseret i, at farvandene var åbne, så de kunne komme ud, og de mente, at det tyske luftvåben var i stand til at dække en sådan holdning. I løbet af den 1. september bestemte regeringen, at hærens årgange 1936 og 1937 skulle indkaldes til uopholdeligt at give møde, og at årgangene 1934, 1935 og 1938 en af de følgende dage skulle stille til en mønstring på ca. 2 uger, hvorefter deres mandskab ville blive hjemsendt med uniform, men uden våben. Ialt drejede det sig for hærens vedkommende om en beredskabsstyrke, sammen med rekrutterne af årgang 1939, på 36.200 mand og 2— 3000 befalingsmænd. Søværnet indkaldte personel til bemanding af de enheder, der udgjorde sikringsstyrken, og som omfattede 1 artilleriskib, 6 torpedobåde, 7 undervandsbåde, 4 værksteds-, inspektionsog opmålingsskibe samt 3 mineskibe og minefartøjer. Søforterne bemandedes med årgangene 1934, 1935 og 1936, således at søværnet ialt rådede over ca. 4.300 mand.

Efter krigsministeriets bestemmelse fik bærens beredskabsstyrke den 6. september en forholdsordre, som havde haft svære fødselsveer (over 20 korrekturtryk), før udenrigsministeren endeligt kunne godkende den. Det hed heri:

»Ved eventuelle nautralitetskrænkelser — såvel når disse skønnes at være tilsigtede, som hvis de synes tilfældige — skal så vidt muligt krigsministeriets forholdsordre uopholdeligt indhentes gennem generalkommandoen, og i intet tilfælde må der skrides til angreb uden krigsministeriets ordre, med mindre det sker som forsvar. Det er ikke tilladt fremmede luftfartøjer at overflyve dansk søeller landterritorium, bortset fra Sundet og Bælterne. Angående håndhævelse af dette forbud vil særlig ordre tilgå. Sker direkte angreb på dansk område, skal sådanne handlinger, når fjendtlig hensigt er utvivlsom, uden nærmere ordre imødegås med alle til rådighed stående m idler — dog under fornøden hensyntagen til de foreliggende omstændigheder. Gør fremmed magts fartøj eller styrke brug af magt på dansk territorium over for tredie nations interesser, person eller fartøj, skrides ufortøvet ind om fornødent med våbenmagt.«

Med denne svage militære beredskabsstyrke og med denne floromvundne forholdsordre, for det var næsten lige meget, livad man gjorde eller ikke gjorde, så kunne regeringen altid drage den militære kommanderende til ansvar, gik Danmark så den anden verdenskrig i møde, som et uforberedt, sorgløst og stærkt nedrustet land.

Krigen i Polen varede kun et par uger. Den 17. september brød Sovjetunionen ind i Polen fra øst, og ved forhandlinger i Moskva i slutningen af september blev Polens fjerde deling fuldbyrdet, samtidig med at Sovjetunionen fik frie hænder over for de baltiske stater og Finland. På vestfronten var der ingen operationer, man lå over for hinanden i Maginot- og Siegfriedlinieme, og man udførte kun patruljevirksomhed. Tyskland var optaget af at »fordøje« Polen, og H itler forsøgte i en stor tale i den tyske rigsdag den 6. oktober at få vestmagterne til at godkende, hvad der var sket i Polen, og at slutte fred, hvad England ikke under nogen omstændigheder ville børe tale om. H itler sagde også i sin tale, at Tysklands krigsmål ikke omfattede krav om grænserevision over for Danmark, men at der tværtimod var et uforanderligt og loyalt samvirke med Danmark. Dette forhindrede dog ikke på nogen måde H itler i at forberede sit skridt mod Danmark og Norge. Den tyske flådeledelse var forlængst på grundlag af erfaringerne fra den første verdenskrig kommet til den overbevisning, at i en fremtidig krig med England måtte Tyskland søge at vinde baser i Norge. Derved ville den engelske blokadelinie over Nordsøen blive omgået, oceanet blive åbnet for tyske skibe og u-både, ja, der ville endda byde sig en lejlighed til at vende billedet om og iværksætte en effektiv blokade af de britiske øer. Desværre ligger Danmark jo på vejen til Norge, og derved kom vi ind i det strategiske billede, for man kan ikke besætte og holde Norge uden samtidig at sikre sig de forbindelseslinier, der fører til Norge. Allerede i begyndelsen af oktober omtalte den tyske flådechef, storadmiral Raeder, problemet om Skandinavien og transporterne af jernmalm fra Nordsverige til Tyskland over for H itler, som godt kunne se Norges strategiske betydning, men som på det tidspunkt var mere optaget af at komme i gang med forberedelserne til sit angreb mod vest. Spørgsmålet blev derfor udskudt. E t par måneder senere havde Sovjetunionen stille og roligt besat de tre baltiske stater en efter en, og turen var nu kommet til Finland, som im idlertid ikke ville give sig, hvorefter Sovjetunionen overfaldt Finland den 30. november, og den finsk-russiske vinterkrig var i gang. Dermed var Skandinavien for alvor kommet i søgelyset, og bedre blev det ikke, da vinterkrigen trak ud i over tre måneder, og der var mulighed for, at England og Frankrig ville hjælpe F in land over Nordskandinavien. Der kom nu rigtig gang i planerne for operation »Weseriibung«, som var kodenavnet for det tyske angreb på Danmark og Norge, og den 1. marts 1940 udsendte H itler det endelige formelle direktiv for denne operation. Herhjemme var sindene faldet lidt til ro efter afslutningen af det polske felttog. Man var slået med forbavselse over den hurtige afvikling af de moderne operationer. V i havde vore forskellige små episoder, således kastede englænderne ved en fejltagelse en af krigens første dage nogle bomber over Esbjerg, og krigen var ikke blevet ret gammel, før vor skibsfart havde vanskeligheder med opbringninger, minesprængninger og torpederinger. Hærledelsen stillede gang på gang forslag om forbedringer af beredskabet ved indkaldelser og ved forstærkningsarbejder, men uden resultat. Således indstillede den kommanderende general, generalløjtnant W . W. Prior, i november, at man i foråret 1940 ombyttede de nu indkaldte årgange med andre, således at andet mandskab kunne få uddannelse, og således at man med vinterrekrutteme til foråret kunne have 20.000 uddannede mand, 10.000 rekrutter samt 30.000 mand hjemsendt med un iform. Men alligevel bestemte regeringen, at årgang 1936 skulle hjemsendes den 15. december, og at årgang 1937 skulle hjemsendes den 31. januar 1940, således at hærens brugbare feltstyrke til hele landets forsvar til foråret ville være 6— 7000 mand plus vinterrekrutteme. End ikke udbruddet af den finsk-russiske vinterkrig eller meldinger om opmarch af tyske tropper på over 100.000 mand ved de tyske Østersøhavne fra Lübeck mod øst kunne få regeringen til at ændre bestemmelsen om hjemsendelse af væsentlige dele af beredskabsstyrken.

Nytårsdag 1940 holdt statsminister Stauning sin sørgeligt berømte nytårstale i radioen, hvor han bl. a. sagde:

»Vi kunne på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forbindelse med den uvilje til krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektivt kampberedskab. Vort land er indrettet på at udøve en bevogtning for vor neutralitet, men krigsførelse i egentlig forstand er udelukket af de geografiske forhold, ligesom befolkningens ringe størrelse også udelukker tilstedeværelsen af en hær, der kan tage kampen op imod magter, som kan tænkes at stå kampberedt over for Danmark. For krigens udfald er vor stilling uden betydning, men for vor nation er der kun udsigt til undergang, hvis neutraliteten blev opgivet. Man skal forholde sig passiv over for krig, man skal fortsætte i det spor, der er fulgt i fredstid, man må ikke unddrage den ene part varer, som man sædvanligvis afsætter til denne, for at forøge afsætningen hos den anden part. Man skal være udrustet således, at man kan liindre parterne fra at benytte neutralt område i krigsøjemed, og man skal derfor udøve kontrol og bevogtning både af land- og søområder.«

Det var landets ansvarlige statsminister, som herved i virkeligheden gav signalet til kapitulation, selv om han den gang havde Finlands lysende eksempel på en lille nations ensomme kamp mod en overmægtig modstander for øje. Som forholdene lå dengang, kunne han im idlertid nok have ret i noget af det, for det var to generationers nedbrydning af viljen til at forsvare frihed og selvstændighed, som nu var ved at hævne sig. Talen rejste da også både herhjemme og i udlandet en voldsom storm, for der var trods alt store dele af befolkningen, der var parat til »at bide fra sig«, selv om modstandsånden, som senere skulle fejre så store triumfer, endnu slumrede dybt. I begyndelsen af januar meldte efterretningstjenesten, at et tysk regiment var samlet tæt syd for grænsen, og generalkommandoen alarmerede styrkerne i Sønderjylland. Forsvarsminister Alsing Andersen tilkendegav general Prior, at han ønskede at høres, forinden sådanne foranstaltninger blev foretaget. Dette i forbindelse med statsministerens nytårstale bevirkede, at humøret sank langt ned i de væbnede styrker, så regeringen blev nødt til at slå hak, og den 19. januar 1940 traf folketinget enstemmigt følgende beslutning:

»Folketinget beslutter at udtale, at man fra alle sider i det danske folk er enige om, at landets neutralitet skal opretholdes, og at de midler, der rådes over, om fornødent skal anvendes for at hævde og værne rigets fred og uafhængighed, og tilsiger ministeriet sin støtte i arbejdet herfor.«

Men det var som tidligere kun tomme ord, der heller ikke forhindrede soldaternes hjemsendelse den 31. januar. Man sørgede således omhyggeligt for, at man ikke rådede over midler, der kunne anvendes til at hævde og værne rigets fred og uafhængighed, og dermed havde folketingets beslutning i virkeligheden mistet sin betydning. Ganske vist bevilgede man omtrent samtidig 65 m ili. kr. til indkøb af materiel til værnene, hvad der dog kom for sent; der var ingen forretninger, der var leveringsdygtige. Marts måned gik til ende, og den skæbnesvangre april oprandt. Danmark lå hen som et m ilitært tomrum med meget svage beredskabsstyrker, som var bundet på hænder og fødder af regeringens tvetydige forholdsordre, og som var uden de simpleste forstærkningsarbejder ved grænsen eller på kysterne. Regeringen havde lagt op til kapitulation og besættelse, og den havde end ikke givet de fornødne oplysninger om vore udenrigspolitiske forhold til partiformændene i rigsdagen eller hærledelsen, så den var alene om handlingen og skammen.

Selve dagen den 9. april kom som et overvældende kølleslag for næsten hele den danske befolkning, selv om de store blades korrespondenter i Berlin gennem nogle fortrinlige artikler den 6., 7. og 8. april havde forsøgt at alarmere befolkningen. Ingen ville dog rigtig tro på farerne, man lu llede sig i søvn i troen på folketingets erklæring af 19. januar, Ikke-angrebspagten og manglende underretning fra regeringen. Men for regeringen kom dagen absolut ikke som nogen overraskelse, den var blevet advaret mange gange, men havde ikke villet tro på advarslerne. Allerede i december 1939 havde regeringen sendt daværende kommandørkaptajn F . H . Kjølsen til Berlin som forsvarsattaché ved det danske gesandtskab. Nogle få uger efter hans ankomst til Berlin, sendte han den første melding hjem. Det var de første svage tegn på krigens udvidelse, som senere viste sig at passe ret godt. De gik ud på, at den militære situation ville forblive nogenlunde uforandret indtil foråret 1940. Derefter skulle et angreb finde sted på Holland, samtidig med at Tyskland ved et tryk på Danmark ville tvinge os til at tillade oprettelse af tyske lufthaser i Jylland, så den nordlige del af Nordsøen med forbindelseslinier til norske havne i højere grad kunne komme under tysk kontrol. E n måned senere gik meldingen ud på, at angrebet nu gjaldt både Belgien og Holland, og at Tyskland ønskede militære støttepunkter i Jylland samt på den norske vestkyst. Således fortsatte meldingerne i de første måneder af 1940, uden at de tilsyneladende nåede længere end til udenrigsministerens og marineministeriets direktørs skrivebordsskuffer.

Den 2. april var kommandørkaptajn Kjølsen selv i København for nærmere at kommentere og uddybe de fremsendte indberetninger. Efter sin tilbagekomst til Berlin fik han endnu mere alarmerende oplysninger, som var tilgået ham gennem den hollandske militærattaché direkte fra den tyske efterretningstjeneste. Det hed heri:

»Der forestod en tysk aggression mod Danmark, som skulle finde sted i næste uge, og dette angreb skulle også udstrækkes til Norge, som Tyskland havde til hensigt at besætte; derimod forelå der intet om fjendtlige liensigter mod Sverige, men sandsynligvis forberedtes noget senere et angreb mod Holland og Belgien. Der forelå desuden oplysninger om, at der var sammendraget troppetransportskibe på ialt ca. 115.000 tons i Swinemiinde, og visse troppestyrker hertil skulle allerede delvis være indladet, men endnu ikke afgået. Endvidere blev der drevet forceret uddannelse i gasangreb inden for visse alpejægerregimenter, og at dette i flere tilfælde havde gjort de tropper, der lå i kantonnement omkring Berlin, bl. a. i Naucn, urolige, og endelig måtte man forvente, at gennemførelsen af denne operation mod Danmark-Norge ville blive udført med hensynsløs indsættelse af alle midler.«

Disse oplysninger blev den 4. april om eftermiddagen hjemsendt pr. kurer med flyvemaskine. Nu skulle man have troet, at tiden til handling fra dansk side havde været inde, men regeringen nøjedes med at holde ministermøde næste formiddag kl. 11.00, hvor indberetnigerne blev oplæst, i øvrigt fæstede man ikke lid til rygterne fra Berlin, og senere samme dag afviste man dem i udenrigsministeriet som »noget vrøvl«. Menneskene har en forbavsende evne til at indpasse modtagne efterretninger i et forventningsbillede. Historisk har man mange eksempler på, at mange og klare efterretninger er blevet afvist, slet og ret fordi den situation, de beskrev, forekom usandsynlig. Rigsdagen eller partiformændene eller general Prior fik intet at vide hverken den 4. eller den 5. april. Både den 5., 6. og 8. april kom der nye alarmerende og meget pessimistiske indberetninger fra gesandtskabet i Berlin. Efter et ministermøde den 6. april tilkaldtes den kommanderende general og cheferne for generalstaben og marinestaben samt krigs- og marineministeriets direktører til en orientering bos forsvarsministeren, som med sine egne ord gav meddelelse om indberetningerne fra Berlin, uden at de originale dokumenter blev forevist. General Prior foreslog, at man gjorde sig visse overvejelser om, hvorledes man ville forholde sig, hvis man blev stillet over for ultimative krav, ligesom ban foreslog indkaldelser, og forsvarsministeren lovede at overveje sagen. Den 7. april gik til ende, uden at der var afholdt ministermøde eller givet yderligere oplysninger til de militære chefer eller til rigsdagen. Visse lygter fra Berlin den dag fortalte, at en transportflåde var afsejlet fra Tyskland. Natten mellem den 7.— 8. april udlagde engelske og franske krigsskibe miner tre steder i norske territorialfarvande, altså indenskærs, for at hindre de tyske malmtransporter fra Narvik. Denne oplysning forelå på et ministermøde den 8. april kl. 10.00, og samtidig var der melding fra marineministeriet om, at flere tyske krigsskibe og mange m indre skibe havde passeret vore farvande og nu var i Kattegat omkring Læsø. Efter ministermødet tilkaldte forsvarsministeren de militære chefer og gav meddelelse om de tyske skibe; samtidig kunne generalstahscliefen meddele, at der umiddelbart før mødet var indløbet efterretning om, at en ca. 50— 60 km lang motorkolonne var på vej fra Rendsborg mod Flensborg. General Prior stillede nu krav om:

— at den fulde sikringsstyrke ufortøvet blev indkaldt,

— at hærens afdelinger øjeblikkelig blev sat i alarmberedskab,

—  at der foretoges flyveropklaring langs grænsen for at se, hvad der blev af motorkolonnen, og

— at der også indkaldtes en sikringsstyrke til kystdefensionen.

Forsvarsministeren lovede at forelægge disse forslag i et møde, der skulle afholdes hos kongen kl. 11.00. I dette møde bar det hos ministrene været den udtalte mening, at det ikke var rigtigt at foretage store indkaldelser i dette øjeblik, men det blev dog bestemt, at alarmberedskab og luftopklaring kunne iværksættes, og at indkaldelser til »Niels Juel« kunne ske. Dette blev iværksat ved middagstid, og skarp ammunition blev udleveret, men styrkerne måtte ikke flyttes, og Københavns luftforsvar kunne ikke etableres, når der ikke måtte indkaldes. Om eftermiddagen fik generalstaben at vide, at det af finansministeren var blevet forlangt, at der blev udsendt ordre til grænsegendarmeriet om ikke at skyde i tilfælde af grænseoverskridelse, men kun at underrette de militære myndigheder. Samtidig modtog udenrigsministeren den tyske gesandt, Renthe-Fink, til den normale, ugentlige rutinemodtagelse. Gesandten sagde, at han ingen instrukser havde fra sin regering og derfor ikke kunne fremsætte nogen meddelelse. Gesandten var meget bevæget og præciserede, at man ikke måtte foretage foranstaltninger, der kunne få udseende af at være rettet mod Tyskland; det ville være farligt. Han sagde som sin mening, at det ville være katastrofalt, hvis det kom til sammenstød mellem tyske og danske stridskræfter. Denne udtalelse kom til at spille en ganske væsentlig rolle for regeringen i dens overvejelser og beslutninger i løbet af aftenen den 8. og morgenen den 9. april. Men en suveræn regering burde have truffet sine beslutninger ud fra sine egne og sine danske rådgiveres vurdering af situationen.

K l. 17.00 var de militære chefer atter til møde lios forsvarsministeren, hvor man redegjorde for de nyeste efterretninger om de tyske styrker og skibspassagerer, og hvor general Prior stillede forslag om:

— bemyndigelse for de jyske styrker til at forskyde tropperne efter behov,

— samling af tropperne fra nogle af de spredte garnisoner,

— fremrykning af styrkerne til 1 km fra grænsen til støtte for grænsegendarmeriet og

— etablering af luftmeldetjenesten.

Endelig henstillede generalen påny indtrængende, at man indkaldte sikringsstyrken, idet han tilføjede, at det kunne blive endnu vanskeligere at gøre det senere. Bagefter kan man jo nok sige, at det allerede på dette tidspunkt var for sent. Terningerne om Danmarks skæbne var kastet. Da det senere blev klart, at den tyske styrke syd for grænsen ville gå i kvarter for natten og ikke overskride grænsen den dag, bestemte generalkommandoen, dels over for pres fra styrkerne, som var indkvarteret med bespisning hos beboerne, og som derfor intet køkkentrain havde, dels for også at give de danske tropper mest mulig hvile, at »alarmberedskabet« kunne nedsættes til »forhøjet beredskab«, idet dog beredskabet for styrkerne i Sønderjylland kunne fastsættes af Jyske Division, som fastholdt »alarmberedskabet« i Sønderjylland. Om aftenen kl. 20.00 blev rigsdagen for første gang officielt orienteret ved et møde mellem nogle ministre og partiformændene. Her indledte statsministeren, hvorefter udenrigs- og forsvarsministrene gjorde rede for den politiske og den militære situation. Der blev stillet nogle spørgsmål, men regeringen fortav det væsentlige og manede til forsigtighed i overensstemmelse med den tyske gesandts udtalelse. Hele mødet havde nærmest præg af en orienterende meddelelse fra regeringen, som gik ud på at berolige, og at intet skulle foretages. Som den eneste forudså Hartvig Frisch, hvad der ville blive vort store problem, hvis Tyskland besatte Danmark uden at møde modstand, idet han udtrykte sin frygt for, at vi var kommet ind i det hele uden at tage standpunkt, således at vi i verdens øjne ville komme til at stå som deltagere på tysk side. Så langt var vi nu kommet ud. Der var ikke længere nogen mulighed for en ærefuld løsning på problemet, og der skulle gå flere år, før modstandsånden virkelig vågnede og fik Danmark til at vise sit sande ansigt i overensstemmelse med befolkningens sindelag. Efter partiformandsmødet var der igen ministermøde, og kl. ca. 22.30 blev de militære chefer gjort bekendt med regeringens afgørelse om, at der hverken skulle indkaldes sikringsstyrke eller foretages forskydning eller sammendragning af tropperne. A lt var således fra dansk side lagt til rette til kapitulation og besættelse. Om morgenen den 9. april kl. 3.30 indløb den første melding til generalstaben om stærk motorlarm langs grænsen, og kl. 4.25 kom der melding om, at tyske tropper havde overskredet grænsen ved Kruså kl. 4.15. Her var tre danske grænsegendarmer brutalt blevet myrdet af tyske SS-folk. Kort efter meldte søværnet, at tyske tropper var gået i land i M iddelfart og Nyborg samt lidt senere også i Korsør og Gedser. Fra nu af strømmede meldingerne ind om det tyske overfald. Faldskærmstropper var landsat på Ålborg flyveplads og ved Storstrømsbroen, og to tyske dampere sejlede lige så stille ind til Langeliniekajen og landsatte en bataljon m idt i Københavns hjerte; den rykkede hurtigt frem mod Kastellet og Amalienborg Slot. Værløse flyveplads blev bombarderet og beskudt fra luften, inden det var lykkedes at få maskinerne på vingerne for at sende dem til de forberedte krigsflyvepladser i Midtsjælland. Samtidig med grænseoverskridelsen var udenrigsministeren blevet ringet op af den tyske gesandt, der bad om, han måtte komme hjem til dr. Munch, da ban havde fået ordre til at overrække en note fra den tyske rigsregering. Meningen bar nok været, at vi skulle have haft et ultimatum på en time. Tyskland havde sommertid, og det er vel mest sandsynligt, at gesandten skulle have overrakt sin note en time, før grænseovergangen skulle ske, men denne lille ting havde man glemt at regne med i den store tyske generalstab. K l. fem samledes ministrene og den militære ledelse hos kongen på Amalienborg, og mens man ventede på kongen, oplæste udenrigsministeren den tyske note, hvori det indledende udvikledes, at vestmagterne, hvad den tyske regering havde skaffet sig »uigendrivelige beviser« for, agtede at gøre de nordiske stater til krigsskueplads for at kunne angribe Tyskland i flanken fra Norden, og derefter fulgte en række af de senere så kendte vendinger og postulater. Men ligegyldig hvilke ord, den tyske rigsregering dækkede sig bagved, kan der aldrig blive nogen folkeretlig basis for besættelsen. Danmark havde erklæret sin neutralitet og havde intet gjort, der kunne få Tyskland til at tvivle på regeringens neutrale vilje, tilmed havde vi året iforvejen afsluttet en Ikke-angrebspagt med Tyskland. T i l akkompagnement af skydningen på Amalienborg Slotsplads og de tyske bombeflyveres flyvning over København samledes man kl. ca. 5.45 hos kongen, der var dybt grebet af situationen. Man forhandlede ganske kort under et ovennenneskcligt tryk, hvoraf der — mange års forudgående politik taget i betragtning — næsten ikke på det tidspunkt kunne komme anden afgørelse end kapitulation. Selv Winston Churcliill havde talt om umuligheden af at forsvare Danmark, da England ikke havde m idler til at hjælpe. K l. seks bestemte kongen stærkt bevæget, at modstanden skulle indstilles, og i tiden indtil kl. syv blev ordren udtelefoneret til alle hærens afdelinger; det skete under store vanskeligheder, for rigstelefonen var helt blokeret, og hæren havde intet fjernnet dengang. Flåden havde allerede kl. 5.30 på viceadmiral Rechnitzers eget initiativ fået befaling til, at der ikke måtte skydes før på nærmere ordre.

Mens disse forhandlinger stod på, var der blevet kæmpet 2— 3 timer i Sønderjylland. De danske tropper på Søgård og i Tønder, hovedsagelig cyklist- og motorcykliststyrker, ialt nogle få hundrede mand, havde hvilet i fuld feltmæssig påklædning på sengene og var straks ved den tyske grænseoverskridelse rykket ud til de udpegede stillinger, livor de dog ikke iforvejen havde måttet tage et eneste spadestik i jorden. De nåede frem til stillingerne omtrent samtidig med, at tyskerne kom kørende fra syd, og sammenstød fandt nu sted ved næsten alle indfaldsveje over grænsen. Særlig kraftige var træfningerne langs hovedvej 10, hvor de danske styrker efterhånden veg mod nord og først sluttede kampen i sydkanten af Haderslev. Jyske Division havde på samme tid beordret alle jyske beredskabsstyrker, undt. 1 B N i Vendsyssel, til at koncentrere i terrainet om Vejledalen. Der faldt ialt for Danmarks sag den morgen i Sønderjylland 11 mand, og 20 blev såret.

I København kom det til skudveksling i Kastellet og ved Amalienborg, uden at der skete alvorligere, bortset fra tre sårede gardere ved Amalienborg. De øvrige steder i landet, hvor tyskerne var trængt ind, fik man ikke kontakt med hinanden, før ordren om at indstille modstanden nåede frem. I Roskilde brød garnisonen op for at forene sig med styrkerne i Nordsjælland. Da regimentschefen, oberst II. Bennike, kom til Helsingør, havde han den opfattelse, at Sverige også var i krig, og da han troede, at Danmark havde opgivet at gøre modstand, besluttede han at føre så store styrker som muligt over til Sverige for at kæmpe videre der, hvorfor han afgik med sin stab og et kompagni med færgen fra Helsingør kl. 10.05. Senere afgik opmålingsskibet »Freja« med yderligere en deling.

På Værløse flyveplads faldt to flyvere, som blev skudt ned med deres maskine kort efter, at de var kommet i luften. Tyskerne blev flere steder hjulpet af 5. kolonne-folk, som var placeret og rede til indsats. Disse greb direkte ind flere steder som f. eks. ved landsætning fra færgen i Gedser, ved grænsen over for grænsegendarmeriet, som vejvisere for de tyske tropper samt som fangevogtere over danske soldater i Sønderjylland.

For flådens vedkommende var næsten alle skibe på Holmen, fordi isen efter den strenge vinter endnu ikke ganske liavde sluppet sit tag i farvandene. Der var ikke befalet alarmberedskab. Intet af kystdefensionens værker var krigsbemandet, men liavde kun små styrker til vagt- og arbejdstjeneste. Minespærringeme i de indre danske farvande var ikke armeret, fordi felterne var i uorden efter isvinteren. Flåden havde dog enkelte skibe i Store Bælt og L ille Bælt, hvor det ganske vist ikke kom til episoder, men hvor inspektionsskibet »Ingolf« fik forelagt visse u ltimative krav af en tysk admiral. Disse blev forelagt søværnskommandoen i København, og kl. ca. 6.30 blev følgende ordre udsendt til alle flådens enheder: »Efter regeringens ordre sikringstjeneste 1. Ikke skyde.« Skibene gik derefter i bavn. Det eneste sted, hvor flådens skibe kom til skud, var i Esbjerg havn, hvor inspektionsskibet »Beskytteren« kl. 5.30 beskød tyske flyvemaskiner, dog uden træfning. Medens alt dette stod på, sværmede tyske flyvere over det meste af landet og nedkastede et opråb i et mærkeligt ubehjælpsomt germansk, blandet dansk-norsk sprog. Dette mærkelige dokument, som siges at være forfattet af H itler selv, viste tyskernes mangel på forståelse af danske borgeres modenhed og evne til selv at vurdere begivenhederne. Selv om danskerne på ingen måde var trænet i at vurdere udenrigspolitiske begivenheder, sagde deres retfærdighedssans dem, at her var noget, der ikke hang rigtigt sammen. Det blev da også modtaget med et berettiget smil og af de fleste kastet i papirkurven. I løbet af dagen den 9. april fortsatte de tyske tropper deres fremrykning, hele landet blev besat, og den mest ydmygende kapitulation i Danmarks tusindårige historie havde fundet sted. Samtidig med, at den tyske gesandt havde overrakt udenrigsminister Munch den tyske note, havde han også givet regeringen et dokument, hvori rigsregeringen angav de konkrete krav til Danmark, den fremsatte i tilslutning til besættelsen. De var opstillet i 13 punkter:

1. Regeringen udsteder et opråb til folk og værnemagt om at afholde sig fra modstand mod de tyske tropper.

2. Den danske liær beordres til at optage forbindelse med de indrykkende tyske tropper og træffe de påkrævede overenskomster med de kommanderende tyske officerer. Vore soldater ville få lov til at beholde deres våben »i den udstrækning, deres opførsel tillader det«.

3. Militære indretninger og anlæg, ganske særligt kystforsvarets anlæg, overlades i uskadt stand.

4. En nøjagtig specifikation over vore minespærringer afgives.

5. Mørklægning gennemføres straks.

6. Trafikm idlerne overlades til besættelsestropperne i det omfang, de bliver påkrævede for de tyske troppers opgave og deres forplejning.

7. Forbud mod, at alle krigs- og handelsskibe forlader havn.

8. Intet aeroplan må starte.

9. Færgefarten til Sverige afbrydes foreløbig.

10. Den meteorologiske tjeneste stilles til rådighed for besættelsestropperne, og offentliggørelse af vejrmeldinger ophører.

11. Ethvert telegraf-, telefon- og postsamkvem med udlandet over havet spærres.

12. Der gives pressen og radiofonien anvisning på kun at bringe militære efterretninger med billigelse af de tyske værnemagtskontorer.

13. Udførselsforbud mod krigsmateriel udstedes.

Hvis nogen af disse befalinger måtte udsendes gennem radioen, skulle det ske ved hjælp af en kode, som var Tysklands modstandere ubekendt. Det var da de betingelser, som regeringen indrettede sig efter, og som den i begyndelsen henviste til, hver gang tyskerne kom med nye krav. Regeringen udsendte i overensstemmelse hermed straks et opråb. Samme aften blev total mørklægning beordret, men da man jo heller ikke havde bragt dette forhold i orden for ikke at skræmme befolkningen, måtte det de fleste steder ske ved, at man simpelthen slukkede lyset. Hermed begyndte Danmark sin vandring igennem de i alle henseender fem mørkeste år af sin historie. Regeringen var blevet tvunget til at give efter, men den ville ikke under nogen omstændigheder have noget med Tysklands krig at gøre. Den ville fortsat være neutral eller »fredsbesat«, som det senere blev kaldt. E n stilling, som naturligvis slet ikke kunne opretholdes i det lange løb, når regeringen var frataget sin suveræne handlefrihed og ustandselig måtte bøje sig for diktater fra Tyskland side. Regeringen fik straks rigsdagens tilslutning til den førte politik, og den supplerede sig straks med seks medlemmer af oppositionen til en samlingsregering, idet oppositionens medlemmer dog udtrykkelig gjorde gældende, at alt, hvad der lå forud for samlingsregeringens dannelse, stod for den oprindelige regerings regning. Befolkningens sindelag var derimod langt fra neutral. Der var ingen tvivl om, hvor befolkningens sympati lå den morgen, det var i hvert fald ikke hos tyskerne. Man kunne den morgen på gaden komme i snak med helt tilfældige mennesker, der var aldeles rasende over regeringens skridt, og som udtalte, at så måtte »militæret« jo tage magten. Men magten er ikke noget, man pludselig tager i et veldisciplineret samfund; det er noget, man har. Tydeligt så man også sindelaget blandt de danske i udlandet, som kunne give et ærligt udtryk for deres følelser. Ca. 200 danske skibe blev afskåret fra forbindelsen med hjemlandet, det langt overvældende flertal valgte at gå til allieret havn, og ca. 5000 danske søfolk valgte at gøre tjeneste under allieret flag, endda til trods for de ringere aflønningsforhold. Herhjemme havde regeringens afgørelse vakt bestyrtelse og sorg i befolkningen. A l kritik blev dog snart bragt til tavshed, for kongen stod jo bag afgørelsen. Hans autoritet var nok til at sige god for beslutningen, fordi ingen tvivlede om hans nationale redelighed. Det var folkets egne forsømmelser i fortiden, som nu var endt med dette ydmygende resultat. Der aftegnede sig således fra den første dag tre elementer: Besættelsesmagten, de danske politikere og befolkningen, som under hele besættelsen på mangfoldige måder kom til at virke på hinanden og kom i konflikt med hinanden. Oven over dem alle svævede kongens person, han var tabu selv for tyskerne, og da kongen få dage efter genoptog sin morgenridetur i Københavns gader, var han ombølget af befolkningens hyldest, ikke for hvad han havde gjort, for det smertede ham lige så meget som befolkningen, men for hvad han var: Den første blandt Danske.

Hvad har vi nu lært af disse begivenheder, og hvad har vi gjort, eller hvad kan vi gøre for at forhindre en gentagelse i fremtiden? Først og fremmest har vi vel lært, at den alliancefri neutralitetspolitik, når folkets sindelag i bunden ikke er neutralt, er den dårligst mulige løsning på vore udenrigspolitiske problemer. Et lille folk, som tilmed bor ved en af verdens strategiske korsveje, må have venner, det kan stole på. Det kan naturligvis frit vælge sine venner, men når det så har valgt, må det helhjertet stå sammen med dem. V i valgte i 1949 at gøre op med neutralitetspolitikken og i den nye verden, der skulle rejse sig af verdenskrigens ruiner at tage vort politiske medansvar ved at slutte os til N A T O , hvor vi nu står sammen med vore venner og allierede fra Vestens store og frie, demokratiske nationer under mottoet: Fred gennem styrke. Dette skulle rent indlysende være en meget bedre garanti for os end en neutralitetspolitik bygget på frygt for vor store sydlige nabo. For det andet har vi vel lært, at lukker vi først fjenden ind i vort hus, går det galt. Dette er det afgørende skridt, som aldrig må tages, hvis vi v il være herrer i vort eget hus, og hvis vi engang til kunne tænke os at give efter for at bevare livet, så ved vi nu, hvad det kan føre til. Ligegyldig hvor gode og reelle hensigter en fjende oprindeligt måtte have haft, så vil en lang krig altid medføre, at han til det yderste udnytter det land og den befolkning, der ikke er hans. For det tredie har vi vel også lært, at et modsætningsforhold på disse områder mellem landets politiske ledere og befolkningen ikke må forekomme i fremtiden. De politiske ledere kan og må ikke føre neutralitetspolitik, når befolkningen i virkeligheden ikke er neutral. Befolkningen ville ikke skånes, da det kom til stykket. Det var nok snarere politikerne, der ville skåne sig selv, så de fortsat kunne hygge sig i lænestolene med deres små sognepolitiske problemer. Men nationernes indbyrdes liv kan ikke leves efter en sognepolitisk målestok. Befolkningen må orienteres om og opdrages til forståelse af de udenrigspolitiske og statspolitiske forhold samt betydningen af de grundpiller, hvorpå al suverænitet hviler. Denne forståelse og denne samhørighed mellem befolkningen og dens ledende politikere er i vore dage mere nødvendig end nogensinde på grund af det katastrofale omfang, som en moderne krig kan tage. Krigen er en politisk handling, og den har et politisk mål. For at nå dette mål sætter man sig et m ilitært mål, som normalt er tilintetgørelsen af modstanderens væbnede styrker, således at hans suveræne handlekraft bliver brudt. Dette indså Danmarks Frihedsråd klart, da det satte sig som politisk mål: At gøre Danmark frit, og for at nå dette satte det sig som m ilitært mål: A t smide fjenden ud af landet. Måtte et lignende enkelt mål også stå klart for os alle i fremtiden.

M. Amtrup

Litteratur:

Troels F in k : Dansk udenrigspolitik efter 1864.

V ilh . la Cour: På vej mod katastrofen.

—  - — : Danmark under besættelsen.

F . H . K jø lsen : M it livs logbog.

P . M . Norup : Hæren der ikke måtte kæmpe.

W illiam L . Shirer: Det tredie riges storhed og fald.