Log ind

Oprørskrigens anatomi – case Afghanistan

#

Forskningsmedarbejder Peter Dahl Thruelsen, Institut for Strategi & major Lars Mouritsen, Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet.

”An insurgency is a competition bet ween insurgents and government for the support of t he civilian population”1

Som set i den foregående artikel, Oprørskrigens anatomi, er der uden tvivl mang e forskelle på den konventionelle krig og oprørskrigen. Mange af forskellen e er af planlægningsmæssig kar akter og ofte på det str ategiske niveau, men der er også flere karakteristika på det operative niveau, der adskiller de to typer af militært engagement. Som det indledende citat viser, er specielt det militære fokus og tyngdepunkt – Centre of Gravity (CoG) – i oprørskrig kendetegnet ved ofte at være det samme for både oprøreren og for oprørsbekæmperen – nemlig lokalbefolkningen. Målet med denne artikel er at anskueliggøre no gle af disse forskelle for derved at synliggøre kompleksiteten i oprørsbekæmpelse. Argumentationen i artiklen er, at det i forbindelse med oprørsbekæmpelse er essentielt, at der konstant på den hjemlige scene arbejdes på at legitimer e engagementet i konflikten for at sikre opbakningen til den militære indsats. Samtidigt vil det blive vist, at succes på hhv. den hjemlige og ekstern e scene ikke er ens, og at dette yderligere stiller krav til åbenhed om engagementet og til muligheden for succes. På den lokale scene, hvor oprørskampen udkæmpes, er det vigtigt, at andre elementer end de militære indarbejdes i den operative planlægning, og at disse midler stilles til rådighed for den militære indsats. Sker det ikke, risikerer man at tabe h ele indsatsen på gulvet. Artiklen vil være opbygget omkring Afghanistan som case, og herunder de syv karakteristiske områder for oprørskrig, der er blevet g ennemgået i Oprørskrigens Anatomi tidligere i dette tidsskrift. Artiklen vil under de enkelte karakteristika beskrive det primære fokus for engagementet og herefter beskrive de faktiske handlinger gennemført i Afghanistan eller i forhold hertil. Afslutningsvist vil de væsentligste konklusioner blive trukket op.

Konventionel krig vs. oprørskrig

Når en demokratisk stat eng a g erer sig i oprørsbekæmpelse, skal engagementet legitimer es for både den hjemlige befolkning og for befolkningen i det land, hvor oprørsbekæmpelsen gennemføres. Dette er også tilfældet for den danske tilstedeværelse i Afghanistan, hvilket specielt blev tydeligt med udvidelsen af NATOs ansvarsområde til også at inkludere Sydafghanistan. Danmark blev ved denne udvidelse til en direkte spiller i oprørsbekæmpelsen, og i alt hvad dette måtte indbefatte. Den danske befolkning skal forholde sig til at vinde en fremmed befolknings tillid, og den skal forholde sig til tab af danske soldaters liv i en for mange fremmed verden2. At legitimere en sådan involvering over for befolkningen stiller store krav til den danske regering. Hvis befolkningen ikke kan se en sammenhæng mellem garantien for egen sikkerhed og det militære engagement i Afghanistan, er det svært at opretholde indsatsen, og derved også muligheden for succes. Større studier af succes eller fiasko ved militære besættelser og interventioner viser, at fraværet af en eksistentiel trussel mod afsenderlandet er en af de væsentligste årsager til, at det militære engagement fejler3. Et væsentligt spørgsmål for et lille land, der er engageret i oprørsbekæmpelse, er derfor ofte: Hvordan legitimerer man en krig over for en befolkning i fredstid? ’En krig i fredstid’ skal forstås på den måde, at deltagelsen i oprørsbekæmpelse for et land som Danmark eller andre af vores europæiske allierede ikke er ensbetydende med en større allokering af statens ressourcer til denne krigsførelse. Der er tværtimod ofte tale om en mindre involvering af det militære apparat støttet af en begrænset udviklingsbistand, til et land de fleste mennesker ikke har særligt kendskab til. Alt i alt ikke noget, der påvirker den almene danskers dagligdag, eller den danske regerings muligheder for at føre en national politik uafhængig af konflikten. Den danske regering har derfor som udfordring at skabe national opbakning til engagementet i en befolkning, der ikke kan se den direkte årsagssammenhæng fra konfliktzonen over det nationale militære engagement til den nationale sikkerhed. Hvordan har den danske regering så legitimeret engagementet i Afghanistan over for den danske befolkning? Den bærende retorik har været båret af byrdedeling med den vestlige verden, udbredelse af demokrati og muligheden for et terroristangreb mod Danmark. Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtalte i sin nytårstale i 2008, at ”Afghanistan må ikke igen blive et fristed for terrorister. Derfor er vi i Afghanistan. Det handler også om vor egen sikkerhed”4. Ligeledes har forsvarsminister Søren Gade ved flere lejligheder koblet det danske engagement til muligheden for terroranslag i Danmark ”Danmarks sikkerhed afgøres i dag ikke alene ved vore grænseposter. […] Terroristerne, som deltog i angrebet i New York 11. september 2001, var uddannet i træningslejre i Afghanistan, og landet har i årevis været arnested for terror. Vores tilstedeværelse er således et nødvendigt led i kampen mod terror, samtidig med at vi arbejder for at gøre afghanernes hverdag bedre gennem en række civile projekter.”5 Det er svært at måle, om denne legitimering virker, men den danske befolknings opbakning til engagementet i Afghanistan har fra konfliktens begyndelse svinget omkring 50 %. Seneste målinger, gennemført i april 2008 af Zapera for metroXpress, viser, at 46 % af befolkningen er for indsatsen mod 40 % mod6, og en Rambøll-undersøgelse bragt i Jyllandsposten d. 14. april viser, at 48 % af de adspurgte mener, at de danske soldater skal blive i Afghanistan over for 45 % imod7. Det er essentielt for den danske befolknings opbakning til engagementet, at regeringen i sin retorik opretholder og synliggør den eksistentielle trussel mod Danmark, hvis opbakningen ikke skal forsvinde. Denne trussel skal ikke kun synliggøres i Statsministerens nytårstaler, ved taler i forbindelse med besøg fra udlandet, eller når danske soldater er blevet dræbt i kamp. Sådanne forsøg på sikkerhedsmæssiggørelse vil ikke blive forbundet med nationale interesser, men mere med de individuelle ofre. Sikkerhedsmæssiggørelsen bør indskrives tydeligt i regeringens strategier for engagementet i Afghanistan. Et eksempel er udviklingsstrategierne, således at befolkningen gennem argumentationen for både den militære og den udviklingsbistandsmæssige indsats kan se vigtigheden af den brede involvering i relation til egen sikkerhed. I den nyligt udsendte danske strategi for indsatsen i Helmand Den danske indsats i Helmand 2008 beskrives koblingen til den danske sikkerhedspolitik ikke, og der skabes heller ikke en tydelig kobling mellem den politiske, udviklingsmæssige og militære indsats. Manglen ses også i den tidligere udarbejdede landestrategi Afghanistan-Danmark Partnerskab – Strategi for udviklingsarbejdet 2005-2009. Heri kobles engagementet kun ganske få gange til den danske sikkerhed, hvilke igen fjerner muligheden for en bred legitimering og bevidstgørelse af engagementet. Med hovedparten af den danske militære indsats placeret i Helmand-provinsen og med de hårde kampe og tab, der er fulgt med denne indsats, er det essentielt for regeringen, at der konstant arbejdes for en bred legitimering af involveringen – politisk i Folketinget og i befolkningen, så opbakningen til indsatsen og dermed soldaternes arbejde ikke forsvinder.

Territorium

I Indokina konkluderede Vietminh, at ingen base eller permanent installation var værd at forsvare, da fjenden – oprørsbekæmperen – kunne vinde alle de ’konventionelle’ slag med store tab for oprørene8. Territorium har i oprørskrigen ikke den samme betydning som i den konventionelle krig, og fokus for kampen er derfor ikke direkte på at vinde territorium, men på at vinde befolkningens accept og støtte. Det vil sige, at oprørsbekæmperen ikke, som i den konventionelle krig, målrettet går efter at vinde store landområder fra oprørerne. Som Galula skriver: ”Conventional operations by themselves have at best no more effect than a fly swatter”9. Territorium vindes i takt med, at oprørsbekæmperen forsøger at vinde befolkningen over på sin side. Når befolkningen vindes, vindes territorium også. Derfor skal strategien for oprørsbekæmperen være at formulere mål og metoder, der vinder befolkningen tilbage på deres side og hermed også kontrollen med territoriet tilbage til værtsnationen10: “The first step for the counterinsurgents, therefore, is to chose, within the contaminated territory, a smaller area in which to concentrate their efforts.” 11 Når valg af territorium, hvor befolkningen skal påvirkes, skal træffes, er det vigtigt, at oprørsbekæmperen har overvejelser, som rækker ud over de traditionelle militære såsom terræn og geografi. Oprørsbekæmperen skal også indtænke befolkningssammensætningen, og på hvor længe oprørerne har været i området. Sidstnævnte har stor indflydelse på, hvor ”forurenet” befolkningen er blevet af oprøreren. Hvis ”forurenet”, vil opgaven med at vinde befolkningen og sikre territoriet, blive svær. De områder, oprørsbekæmperen vælger, skal prioriteres ud fra overvejelser om, hvilke byer og landsbyer, der udgør den politiske vigtigste del af området – f.eks. den etniske sammensætning og indflydelsen af de lokale klansamfund og ældreråd. Der kan ofte være modsatrettede og militært kompromitterede forhold ved valget af område og specielt ved valget af den efterfølgende strategi. David Galula fremhæver derfor på baggrund af sine erfaringer fra Algeriet, at “…in revolutionary warfare you need […] the man who can say, at the time an operational idea is first conceived and before the operation is planned, “this operation is useless in terms of your objective of winning the population, but that one, which seems militarily stupid, is excellent from the political point of view”” 12. I Afghanistan og specielt i Helmand valgte man i sommeren 2006 at koncentrere indsatsen til netop geografisk afgrænsede områder – Afghan Development Zones13 for derved at opnå større effekter af de militære og civile ressourcer, man havde til rådighed14. Inden for zonerne forsøger man at indfri lokalbefolkningens basale behov for specielt sikkerhed og udvikling. Hvis midlerne stilles til rådighed, vil befolkningen – i teorien – opleve en synlig og positiv fremgang og derved se de internationale styrker, og den nationale administration og regering, som legitim udbyder af sikkerhed og sociale ydelser. Dette skulle få befolkningen til at fravælge oprørerne og tilvælge oprørsbekæmperen – eller med Mao Tse-Tungs ord ”at adskille fiskene fra vandet” (oprøreren fra befolkningen). Det vigtigste i denne proces er, at befolkningen ikke bliver fremmedgjort – at der bliver opbygget antagonismer – via metoder såsom overvældende magtanvendelse eller kulturel arrogance15. Man kan på nuværende tidspunkt ikke fuldt ud måle, om befolkningen i de områder af Helmandprovinsen, hvor den danske bataljon er til stede, er tilfredse med den internationale indsats. Men de erfaringer hold 4 i Helmand indhentede, antyder dog, at befolkningen i stigende omfang er begyndt at vise tillid til de internationale styrker, overdrage informationer og fravælge Taliban, hvilket i sidste ende er det altoverskyggende mål16.

Taktik

Som nævnt bør den taktik, der skal bekæmpe oprørerne, i princippet være fokuseret på indledningsvist at adskille oprørerne og befolkningen. I Helmand kan dette ses som etableringen af sikre zoner, hvori et sikkert miljø først etableres og skaber forudsætning for situationens udvikling til støtte for befolkningen. Efterfølgende kan zonerne udvides, til de er sammenfaldende, eller de kan fastholdes, og de omkringliggende områder kan renses for oprørere, således at sikringsforanstaltninger af zonerne kan ophæves. Umiddelbart kan det fremstå logisk og ligetil, men når oprørsbekæmperne opererer på fremmed jord og i fremmede kulturer, er det ofte endog meget kompliceret, som eksempelvis i Afghanistan. De regulære styrkers overlegenhed ses tydeligt hos den internationale NATO-styrke, International Security Assistance Force (ISAF), som råder over den moderne teknologi og våbensystemer. Oprørerne vil derfor vælge at kæmpe, hvor denne teknologi og disse våbensystemer ikke kan anvendes fuldt ud, for herved at kunne kæmpe på teknologisk lige vilkår. Når der kæmpes på teknologiske lige vilkår, vil den, der kender terrænet og deraf er på hjemmebane, ofte have en fordel. Taliban vælger derfor i Afghanistan at kæmpe, hvor ISAF ikke kan udfolde deres kampkraft og teknologiske overlegenhed. Det er derfor vigtigt for ISAF at have initiativet, således ISAF kan fastlægge tid og sted. Hvis ikke, vil ISAF miste initiativet, og fordelen vil være hos Taliban. Dette princip ses tydeligt i de seneste mange måneders offensive og defensive kampe fra ISAF og i særdeleshed i den sydlige del af Afghanistan med henblik på at fastholde initiativet. At kæmpe om initiativet medfører desværre også uundgåelige tab. Oprørsstyrker er ikke følsomme over for tab på samme måde som en oprørsbekæmper. ISAF består af mange bidragydende lande, der hver især er påvirkelige over for tab. Tab vil først og fremmest påvirke befolkningen i hjemlandene, og derefter indenrigspolitisk påvirke regeringerne. Dette kan få tab til at være en indirekte årsag til en mindre opbakning til de indsatte soldater og/eller en politisk tilbagetrækning. Oprørerne kan således ofre deres eget liv gennem asymmetriske virkemidler for at fremtvinge tab hos oprørsbekæmperen, og derigennem svække en alliance og soldaternes moral, således kampens vilkår tilgodeser oprørerne. Dette princip sås tydeligt i bl.a. Irak, hvor nogle koalitionspartnere trak sig ud efter tab. I Afghanistan står alliancen sammen i kampen, om end der har været svaghedstegn hos enkelte lande, og andre ikke ønsker at deltage i de hårde kampe. Hvis en oprørsstyrke skal kunne bære tab, uden at det svækker organisationen, kræver det endvidere en flad struktur opbygget over netværk. Dette er også gældende for Taliban. Taliban står således med en fleksibel organisation over for det mere langsomt tilpasselige ISAF. ISAF har i Afghanistan generelt en meget lidt fleksibel organisation med mange nationale begrænsninger, men på regionalt niveau og specielt i den sydlige og østlige del har ISAF meget fleksible organisationer og Task Forces. Taliban har samtidig en stor koncentration af oprørere i eksempelvis det sydlige Afghanistan, hvorfor de ønsker at vælge de få slag, hvor de har mulighed for succes. Deres handlinger styres således af muligheder, hvorfor kampen om initiativet fra ISAF har til hensigt at fraviste Taliban disse muligheder og deraf initiativet.

Krigens tyngdepunkter

Afghanistan kan sammenlignes med Galulas visualisering af et område17, der er stjerneformet og grænser op til andre landområder på alle sider, har bjerge langs grænserne, floder og dale med bevoksning, meget spredt bebyggelse og primitiv økonomi. Et sådant område er oprørsstyrkernes hjemmebane, kun jungle kunne gøre det endnu bedre for oprørerne. De tyngdepunkter, der vil være afgørende for oprørsstyrker i ovennævnte område, er meget lig Taliban i Afghanistan. Taliban er afhængig af eksterne aktører, således at forsyninger såsom våben, ammunition og mandskab kan komme ind, og eksport af heroin og opium kan komme ud. Ofte vil disse ruter være sammenfaldende og gå gennem bjerge, floddale eller øde områder, hvor grænserne kan krydses uden indblanding. Disse ruter vil være kritiske for oprørerne, og er det for Taliban. Tyngde i kampen om at få isoleret Taliban i Afghanistan vil således være fokuseret i og omkring disse ruter. Dette kan man observere ved ISAF gennem det operative niveaus forstærkning af Regional Command South med henblik på at styrke kontrollen af grænsen til Pakistan, og på det taktiske niveaus offensive handlinger i Green Zone i Gereshk Valley ved Task Force Helmand. Hvis man skal tale om et CoG, som er afgørende for at kunne have fri bevægelse og manøvremuligheder, så er det opbakningen fra lokalbefolkningen. Dette CoG vil, som nævnt i artiklens indledning, ofte være gældende for begge parter i en oprørskamp. Kampen om lokalbefolkningens opbakning vil derfor være essentielt for udfaldet af kampen. Den, der vinder opbakningen fra lokalbefolkningen eller sørger for at modparten ikke får den, vil over tid vinde kampen. Oprørerne har en naturlig fordel i forhold til at forme lokalbefolkningens perception af situationen, idet de kender alle lokale forhold, religioner og kulturer. Forståelsen af lokale forhold, religioner og kulturer er derfor meget vigtig for oprørsbekæmperne, hvis de skal kunne få lokalbefolkningens opbakning.

En central faktor i kampen om denne opbakning er anvendelsen af information som operativt og strategisk virkemiddel. Dette virkemiddel opnår bedst sin effekt, hvis det anvendes samtidigt med andre tiltag for at vinde og ikke mindst vedligeholde den afgørende opbakning. De væsentligste tiltag, som information skal virke sammen med, er økonomiske tiltag og genopbygningstiltag18. Der er for øjeblikket en udvikling i gang, der skal udvikle NATOs evne til at tale med ’en stemme’ på forskellige arenaer. Midlet er udviklingen af missionsspecifikke informationsstrategier, der skal tilsikre koordination og synkronisering imellem informative tiltag i form af Public Diplomacy, Public Affairs på det strategiske niveau og informationsoperationer på de operative og taktiske niveauer. Såvel ISAF som Taliban har erkendt dette forhold. Begge parter anvender informationer som en væsentlig del af deres modus operandi i Afghanistan. Begge kæmper om de samme målgruppers vidensniveau, forståelse og vilje. Disse målgrupper udgøres i grove termer af befolkningerne og politikerne i oprørsbekæmpernes hjemlande samt lokalbefolkningerne og nøglepersoner i det aktuelle kampområde19. På landjorden i Afghanistan kæmper begge parter om lokalbefolkningen og især klanledere og landsbyældres opbakning. ISAF anvender en række virkemidler under Informationsoperationer20 som en integreret del af de operative virkemidler med henblik på at vinde målgruppernes opbakning, og derved indirekte at reducere Talibans evne til at kunne operere i området. Taliban er som oprørsgruppe afhængig af at kunne operere blandt lokalbefolkningen, herunder at kunne opnå skjul, logistik, efterretninger samt bevægelsesfrihed. ISAF gør sig store tiltag for at få lokalbefolkningen til at erkende sit ansvar for Afghanistans fremtid, herunder udvikling, uddannelse osv. Blandt de mange kampagner ISAF har gennemført, har man oprettet anonyme ”Call in lines”, hvorfra lokale kan rapportere om Talibanaktivitet mv. Dette har betydet, at ISAF i flere tilfælde har kunnet opretholde offensiven og overraskelsen. På det strategiske niveau har ISAF derimod haft svært ved at opretholde offensiven. ISAFs presse- og informationstjeneste har haft svært ved at understøtte sine budskaber over for vestlige medier gennem leveringen af billeder – og netop billeder er vigtige medieingredienser i moderne samfund. Der har frem til nu været mange tilfælde, hvor Taliban har været først ude i de vestlige medier med deres version af, hvad der er foregået på kamppladsen. Taliban har udviklet evnen til at skabe billeder af alle deres handlinger på kamppladsen21. Taliban har været dygtige til at få spredt disse billeder via nye moderne internetbårne medietyper, og derved har de vundet stor opbakning blandt ligesindede i Afghanistan, men også i resten af verden. Taliban har udviklet pressetalsmænd, der nu ofte citeres i den etablerede presse. Disse er ofte hurtigere ude med deres version af virkeligheden end ISAF. Dermed har historier om uproportionel anvendelse af magt, drab af civile mv. ofte fyldt mere i medierne, end den virkelighed ISAF ønsker fortalt. Det har blandt andet betydet, at ISAF ved flere lejligheder har nedklassificeret efterretningsbilleder og lagt dem ud på samme medier, som Taliban bruger. Det er gjort for at fortælle sandheden om Talibans måde at kæmpe på med henblik på at vinde forståelse blandt målgrupperne. Denne kamp om sandheden og perceptioner har ISAF nu erkendt vigtigheden af at kunne vinde22. Evnen til også at være offensiv på dette felt er blevet stærkt forøget efter lanceringen af www.natochannel.tv, en internetbaseret TV-station, der er i stand til at levere journalistiske billeder fra kampområder hurtigt og troværdigt23. Hermed er det håbet, at NATO og ISAF i højere grad vil være i stand til at kunne modsvare Talibans aktiviteter på dette område, idet natochannel.tv i højere grad end de medier, hvorfra Taliban spreder sine budskaber og billeder, vil opfylde det journalistiske kriterium om troværdighed samtidig med at hastighed og interesse fastholdes24.

Midler Befolkningen i et område, der er kontrolleret af oprørere, består typisk af fire grupperinger: de regulære oprørere, deltids oprørere, politisk og ideologiske støtter og resten af befolkningen. Når oprørsbekæmperen har sikret et område militært, er det den politiske og ideologiske støtte, der skal undermineres25. For at fjerne og underminere denne støtte, er der essentielt for oprørsbekæmpere at modtage efterretninger fra befolkningen. Disse efterretninger kommer kun, hvis befolkningen er overbevist om, at deres sikkerhed vil blive forsøgt garanteret gennem en betydelig militær tilstedeværelse samt en positiv udvikling af områder. Hvis sikkerhed og udviklingen ikke kommer, vil befolkningen ikke føle sig overbevist om oprørsbekæmperens intentioner, og derfor ikke levere de altafgørende informationer. Når området er sikret og efterretningerne begynder at komme ind om formodede støtter af oprørene, er det de nationale sikkerhedsstyrker, der skal overtage sikkerhedsopgaven og finde de personer, der underminerer udviklingen. De internationale styrker kan så fortsætte med de mere rene militære opgaver. Hele denne udvikling vil kun finde sted, hvis de indsatte styrker har tilstrækkelig politisk overvågenhed, militære midler, økonomiske virkemidler og civil bistandsmæssig ekspertise. Den danske indsats i Afghanistan er, målt i relation til andre NATO-lande, markant, og vi yder både militært og økonomisk en betydelig indsats. Danmark har på nuværende tidspunkt jf. folketingsbeslutning B 161 og B 6 fra 2007 ca. 665 soldater stationeret i landet med hovedparten i Helmandprovinsen. Der er endvidere fire politibetjente stationeret ved EUs ESDP mission og tre civile rådgivere stationeret ved soldaterne i Helmand. Udover denne indsats har Danmark i gennemsnit givet 180 millioner kr. årligt i bistand fra 2002 til 2007 og vil i perioden 2008 til 2012 bruge på mod 400 millioner kr. årligt. Af disse penge er ca. 30 millioner øremærket indsatsen i Helmand26. Hertil kommer ca. 10 millioner kr. til sikkerhedssamarbejde fra Forsvarsministeriet. Ser man på muligheden for at øge effekten af engagementet i Helmandprovinsen, er der specielt to områder, hvor den danske indsats på sigt kan styrkes – og dette inde for det nuværende engagement. Det første område er Danmarks involvering i opbygningen af Afghan National Army (ANA). Militært er den danske indsats på nuværende tidspunkt spredt med hovedbidraget på ca. 550 soldater i Helmand, 21 soldater i Feyzabad og 10 soldater i Chaghcharan27. På NATO-topmødet i Bukarest fra d. 2.-4. april 2008 fremlagde statsministeren, at det danske bidrag i Feyzabad ville blive lukket, og at soldaterne her ville blive overført til Helmand i form af træningshold til ANA – Operational Mentor and Liaison Team (OMLT). Beslutningen er fuldt ud i tråd med et af hovedelementerne i oprørsbekæmpelse, som er at få det lokale engagement med i front i kampen mod oprøret. På den militære side af indsatsen er det lokale ansigt repræsenteret af den nationale hær, som skal være med i operationerne for at den lokale befolkning kan se, at det ikke er et internationalt udefrakommende projekt at kæmpe i Afghanistan, men at engagementer foregår sammen med og for den afghanske stat. Den afghanske hær har på nuværende tidspunkt behov for NATOs militærrådgivere til at rådgive og træne de afghanske soldater forud for og under operationer i specielt de østlige og sydlige egne. NATO har på nuværende tidspunkt opstillet 34 ud af de 71 hold, der er behov for til at træne og styrke ANA28. Disse rådgivere er sammen med det faktiske virke i felten med til at øge professionalismen i den nationale hær og på sigt ISAFs mulighed for at omlægge og mindske den internationale militære tilstedeværelse. Et styrket ANA vil vise lokalbefolkningen, at der er et alternativ til det internationale militære engagement. Denne værdi kan bidrage til at overbevise befolkningen om det legitime i indsatsen, og om at den afghanske regering på sigt kan generobre magten i landet – også uden en permanent ekstern militær tilstedeværelse. Det andet område, hvor midlernes anvendelse kan styrkes i forhold til målet, er samtænkning, og her tænkes på samtænkning på flere niveauer. At Danmark kun har udsendt fire politibetjente til at bidrage til ’rule of law’ og tre udviklingsrådgivere til at muliggøre samspillet mellem den civile og militære indsats, viser en klar underprioritering af, hvor vigtigt det er at bringe alle allokerede ressourcer i spil mod de samme mål. Det er på nuværende tidspunkt svært at se den direkte kobling mellem de militære og udviklingsmæssige målsætninger i den danske indsats. Hvordan udvikling kobles til den militære fremgang, og hvordan den civile indsats kan bidrage til at udfylde og forankre dette i befolkningen, skal synliggøres mere i strategierne, herunder skal ressourcerne i højere grad stilles til rådighed for den militære fremgang i felten. Det er vigtigt, at den danske samtænkningsindsats tilrettelægges så fleksibelt, at den hurtigt kan tilpasses den militære fremgang på jorden, og her i udpræget grad kan forankre fremgangen i befolkningen. Lige så snart en by, inden for det danske operationsområde vurderes parat, skal en styrket samtænkningsindsats på ganske kort tid kunne målrettes denne fremgang, og den skal tilføres de menneskelige og økonomiske ressourcer, der måtte være behov for. Dette kunne eventuelt foregå ved at have et beredskab af folk med udviklingsekspertise klar i Danmark, der på kort varsel kan udsendes til operationsområdet.

Tid

Oprørsstyrker har i princippet al den tid, det kræver at nå deres mål. De er ikke underlagt et tidspres, som ofte vil være gældende for oprørsbekæmperen. Oprørsbekæmperen er traditionelt under et tidspres for at skabe en sikker og stabil tilstand, skabe fremgang og udvikling samt vinde lokalbefolkningens opbakning. Dette skal endvidere ses i perspektiv af de akkumulerede tab, der påvirker de bidragydende nationers befolkninger og politiske niveauer. Som nævnt i det tidligere eksempel med Irak29 var princippet om tid tydeligt. I Afghanistan ses tidsaspektet også at være afgørende. De bidragydende nationer er underlagt et tidspres for at skabe resultater, således at legitimiteten i en fortsat deltagelse kan understøttes med succeser. Men også i regionerne og provinserne, eksempelvis Helmand, er de indsatte oprørsbekæmpende enheder under et tidspres for at vinde lokalbefolkningens opbakning. Hvis ikke lokalbefolkningens opbakning etableres gennem resultater lokalt, så vil kampen bliver langvarig og med fare for succes i Talibans bestræbelser på at undergrave denne opbakning og dermed unddrage sig det afgørende slag. Derved vil der ikke blive skabt resultater, som kan påvirke de bidragydende nationer negativt. Oprørsbekæmpelse er historisk set en proces, der tager lang tid. Udmeldingerne fra NATO-topmødet i Bukarest den 2.-4. april 2008 om nødvendigheden af et langt træk er derfor essentiel for alliancens sammenhold og fortsatte støtte samt opbakning hos befolkningen i hjemlandende og hos lokalbefolkningen i Afghanistan – det vil uden tvivl også tage lang tid, før NATO har løst opgaven i Afghanistan. Kampen om initiativet, eksempelvis en offensiv, fra oprørsbekæmperne har således flere årsager, men et af dem er bl.a. tidsaspektet. Hvis tiden kan forlænges gennem udvalgte operationer fra Taliban, vil det give frustrationer hos lokalbefolkningen og befolkningen i de bidragydende lande, der efterfølgende kan svække alliancen og moralen ved soldaterne. På den måde kan Taliban over tid vinde terræn gennem lokal mistillid til ISAF og udviklingen i lokalområdet. En bred perception af tidsaspektet er derfor meget vigtigt for at få opbakning til det lange træk, hvilket informationsoperationerne30 skal bidrage til at tydeliggøre. For at kunne modstå disse operationer fra Taliban, er det derfor endnu mere vigtigt at fastholde det, der er opnået. Clear-Hold-Build er et af principperne fra US COIN- doktrinen31, der er sammenlignelig med UK COINdoktrinen. Clear-Hold-Build omhandler i grove træk en tilgang, hvor oprørsbekæmperen først renser et område for oprørere, dernæst fastholder området, samtidig med en opbygning af lokale kræfter og slutteligt genopbygger området, herunder de civile sektorer. Clear-Hold-Buildtilgangen skal ses i et fuldspektrum- og samtænkningsperspektiv, således det ikke kun er militære midler, der anvendes. Dette er beskrevet tidligere, men tidsaspektet understreger vigtigheden i ”Hold”, således at oprørsbekæmperne ikke skal generobre tabt terræn, hvilket vil svække genopbygningen og tilliden i lokalbefolkningen. I tidsaspektet findes også et rationalitetsparadoks, som også er beslyst i den foregående artikel Oprørskrigens Anatomi. Oprørsbekæmperen vil ofte udarbejde en strategi/kampagne, afhængig af niveauet. Planen vil indeholde et defineret End-state, Centres-of-Gravity samt mål og/eller effekter med tilhørende handlinger synkroniseret i faser og evt. Lines of Operations, der skal sikre, at oprørsbekæmperen når sine overordnede mål. Denne rationelle tilgang er et paradoks i forhold til oprøreren, der ikke på samme måde er rationel i en oprørskamp. Oprøreren har tiden til rådighed, hvorfor han ofte vil fokusere på en inkrementel tilgang, hvor han tager beslutninger om sine handlinger kort tid forinden. Oprørsbekæmperen opererer med rotation af enhederne efter kortere eller længere frekvenser, denne rationelle tilgang sammen med en ofte ny strategi/kampagne medfører igen mere tid til oprørerne. Dette paradoks er også til stede i Afghanistan og underbygger vigtigheden af at have legitimiteten og opbakningen i befolkningen.

Relationen mellem det militære og politiske udfald

Et emne, der gennem tiden er blevet debatteret meget og længe inden for oprørsbekæmpelse, er, hvordan man ved, hvornår man er ved at vinde. Ved et symposium i USA i 1962, hvor 12 officerer med erfaringer fra kampagner i ni forskellige lande var tilstede, blev der hurtig enighed om, at succes kan måles i befolkningen: “They also addressed the issue of when and how the counterinsurgent knows he is winning, and came to a consensus that the most important indicator of success were when the people voluntarily cooperated in providing intelligence and were willing to disregard insurgent orders” 32. Denne frivillige opbakning til oprørsbekæmperen skulle både foregå i områder med og uden militær tilstedeværelse. Dette er vigtigt, da det viser, at værtslandets politiske sag har vundet over årsagen til oprøret.

Det viser, at en ”sikker base” for oprørsbekæmperen er på det politiske niveau, hvor befolkningen i et område nægter at samarbejde med oprørene også i en situation, hvor oprørsbekæmperen har forladt området33. Hele territoriet kan besættes, uden at oprøreren er nedkæmpet, og uden at befolkningens samtykke er nået. Når befolkningen derimod er vundet, kan oprørsbekæmperen frigøre styrker og intensivere kampen i andre områder: ”…the primary objective of counterguerrilla warfare is not merely the guerrilla’s elimination, neutralization, and conversion, but the winning-over of the apathetic majority of the people” 34. Ødelæggelsen af oprøreren kommer hermed indirekte gennem adskillelsen af befolkningen fra oprøreren. Oprøreren kan ikke overleve uden at have befolkningen som base. Sejr i oprørsbekæmpelse er altså langt fra alene at ødelægge et område, oprørenes militære styrker eller dennes politiske organisation, derimod ”A victory is that plus the permanent isolation of the insurgent from the population, isolation not enforced upon the population but maintained by and with the population” 35. Beslutsomhed fra det øverste politiske niveau og ned til chefen på jorden er også en af nøglerne til at besejre et oprør. Hvis denne beslutsomhed ikke er til stede, vil oprøret ikke blive besejret. Det er essentielt, at værtslandet, hvori oprørsbekæmpelsen foregår, har en politisk sag, der overgår oprørenes sag. Det er beslutsomheden og sagen, der skal få lokalbefolkningen til at vælge oprøreren fra og dermed oprørsbekæmperen til. Sejr skal være i befolkningens interesse. Oprørsbekæmperen skal være indstillet på, at krigen kan blive lang, og at oprøreren vil forsøge at trække den i langdrag. Her er det vigtigt, at man fra politisk side gør det klart over for den hjemmelige befolkning, at det vil blive en lang kamp, og at den ikke kan vindes hurtigt36. Disse kriterier for succes stiller derfor krav til den indenrigspolitiske scene. Udover, at der fra politisk hold skal vises beslutsomhed, er det tydeligt, at argumentationen for succes i hjemlandet vil være anderledes end de faktiske succeskriterier i operationen. På den hjemlige scene vil det – som det er set i Afghanistans tilfælde – ofte være en retorik båret omkring udbredelsen af demokrati og menneskerettigheder, der præger debatten, og derved også gør den mere sårbar overfor evt. tilbageslag i felten. De politiske succeskriterier bør i vidt omfang modificeres og tilpasses de faktiske forhold og ressourceallokeringen til missionen. Ved at argumentere for overfladiske og meget vestlig inspirerede succeskriterier, gøres målet sårbart og derved svært at nå. Den vestlige verdens succeskriterier for Afghanistan skal i vidt omfang indarbejde og acceptere den ofte lange tidshorisont for succes, og man skal indarbejde mere realisme i de forventninger til succes, der præsenteres på den hjemlige scene.

Afslutning

Artiklen har med udgangspunkt i Afghanistan fremhævet nogle af de karakteristika og den kompleksitet, der findes i en oprørsbekæmpelse på det strategiske og det operative niveau. For at Afghanistan og det internationale samfund kan have succes med oprørsbekæmpelsen af Taliban, kan det konkluderes, at kampen om tyngdeområderne, legitimitet samt opbakningen fra lokalbefolkningens – tyngdepunktet – og hjemlandenes befolkning er essentiel for at opnå succes. Forudsætningerne for denne succes er bl.a. evnen til at kunne isolere Taliban, kæmpe combined og joint uafhængigt af tid, samtænke midlerne og beherske informationerne med henblik på at kunne fastholde initiativet, der skaber forudsætning for en hurtig udvikling i identificerede zoner og udvide denne effekt til at dække provinserne, regionerne og dernæst landet som helhed.

Litteratur

Edelstein, David M. (2004): “Occupational Hazards: Why Military Occupations Succeed or Fail,” International Security, Vol. 29, No. 1. Galula, David (1964): Counterinsurgency Warfare: Theory and Practice, Praeger Security International, London, United Kingdom. Headquarters – Department of the Army (2006) FM 3-24: Counterinsurgency, Washington DC: Headquarters – Department of the Army, http://usacac. army.mil/cac/repository/materials/coin-fm3-24.pdf. Hosmer, Stephen T. (2006): Counterinsurgency – A Symposium, April 16-20, 1962, RAND Corporation, Santa Monica, United States. Nissen, Thomas Elkjer (2007): ”The Taliban’s information warfare”, RDDC Brief, Forsvarsakademiet, København, Danmark. Thruelsen, Peter Dahl (2007): ’NATO in Afghanistan – What lessons are we learning and are we willing to adjust?’, i: DIIS Report 2007: 14, København, Danmark

Fodnoter

1 Galula 1964; p. viii.

2 Mere om at vinde den afghanske befolknings tillid i afsnittet om ’ Krigens tyngdepunkt’.

3 Edelstein 2004; pp. 69-75. David Edelstein gennemførte et studie af 24 militære involveringer fra 1815 til 2003. I studiet undersøger Edelstein forskellige årsager til succes eller fiasko ved militære besættelser.

4 http://www.stm.dk/Index/dokumenter.asp?o=2&n=0&h=2&t=14&d=2951 &s=1

5 http://forsvaret.dk/FMN/Ministeren/Taler+og+artikler/Nødvendig+indsats +i+Irak+og+Afghanistan.htm

6http://www.metroxpress.dk/dk/article/2008/04/09/07/2030- 66/index.xml

7 http://jp.dk/arkiv/?id=1319154&eceExpr=flere%20bakker%20op%20om %20Afghanistan-krigen&eceArchive=o

8 Hosmer 2006; p. 2.

9 Galula 1964; p. 51.

10 Hosmer 2006; p. 56-57. 161

11 Ibid; p.

12 Ibid; p. 58.

13 Konceptet omkring udviklingszonerne og indarbejdningen i specielt den militære strategi blev først tydeligt i Helmand i operation Achilles i foråret 2007 og frem, da man begyndte at arbejde militært efter COIN-strategien Clear-Hold-Build. Det er ikke muligt fysisk at afgrænse en udviklingszone, hvorfor zonerne ofte benævnt ud fra den by, de er tilknyttet. Fx Lashkar Gar, Kandahar, Qalat, Tarin Kwot, Ghazin, Parwan og Jalalabad.

14 Thruelsen 2007; p. 11.

15 Se i øvrigt artiklen Oprørsbekæmpelse i Tjetjenien i dette tidsskrift.

16 Interview gennemført d. 26. marts 2008 med oberstløjtnant Kim Kristensen dansk chef for hold 4 i Helmand.

17 Galula 1964; p. 25.

18 Anvendelsen af politiske, civile, militære, økonomiske og informative virkemidler i samspil med hinanden er fokus for udviklingen af en Comprehensive Approach til krise- og konfliktstyring.

19 Nissen 2007.

20 Key Leader Engagement samt anvendelsen af Psykologiske Operationer gennemføres dagligt i store dele af Afghanistan.

21 Taliban anvender Combat Cameras ved mange af deres taktiske indsættelser. Ofte ses Talibans handlinger primært at have til formål at producere billeder frem for at engagere i kamp.

22 NATOs generalsekretær rettede en stærk kritik af nationers uvilje og evne til at levere kapaciteter til NATO, der kan producere TV-billeder. Kritikken blev rejst ved en stor Public Diplomacy konference i København i oktober 2007.

23 www.natochannel.tv er et dansk projekt, der drives af Forsvarets Mediecenter på vegne af NATO. Kapaciteten er indledningsvis stillet til rådighed for NATO frem til 1. april 2009.

24 Afsnittet om Informations Operationer bygger på informationer fra kaptajn Steen Kjærgaard, der er forsker og underviser ved Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet.

25 Hosmer 2006; p. 16-19.

26 Udviklingsminister Ulla Tørnæs bekendtgjorde i forbindelse med en Afghanistan-konference på Christiansborg, at Danmark ville mere end fordoble den udviklingsmæssige indsats i Afghanistan til ca. 400 millioner kr. om året. Andelen til indsatsen i Helmand vil formenligt stige med det øgede bidrag.

27 Udover disse bidrag har Danmark soldater i Kandahar og i Kabul. For mere om placering af de danske soldater se www.hok.dk.

28 Tal fra ISAF HQ i Kabul. Status pr. februar 2008.

29 Se artiklens afsnit vedrørende taktik

30 Se afsnit fire under Krigens Tyngdepunkter.

31 Principperne for Clear-Hold-Build er beskrevet i US COIN Field Manuel for US Army og USMC af 2006. Denne doktrin anvendes bl.a. ved US styrker i Irak og Afghanistan.

32 Hosmer 2006; p. iv.

33 Ibid; p. 8.

34 Ibid; p. 12.

35 Galula 1964; p. 54.

36 Hosmer 2006; p. 142-143.