Log ind

Oprøret i Algier. Dets start og karakteristik

#

Vi fortsætter kaptajnløjtnant R. R. Møllers artikelserie om krigen i Algier. Den første artikel bragtes i tidsskriftets aprilnummer.

Oprøret i Algier brød ud den 1. november 1954. Det skete ikke i form af en folkerejsning, men ved en serie attentater rettet såvel mod europæere som muhammedanere og ved optræden af bevæbnede bander. Knudepunktet var i første instans de vildsomme Kabylerbjerge, men i løbet af 1955 bredte det sig til næsten hele Constantine- og Algierområdet. Oprindelsen var i begyndelsen et mindretal af nationalistiske agitatorer — ikke at forveksle med medlemmer af P. P. A. (Parti de Peuple, Algirien) — som i 1954 havde nedsat, en „revolutionær komité for enhed og kamp“ (C. R. U. A.). Dennes chef var Ben Bella, der var frataget de borgerlige rettigheder, og som var flygtet fra fængslet til Kairo. Hans hjælper Bon D ia f brød ud af bevægelsen og dannede den 1. november 1954 „den nationale befrielsesbær“ (L’A.L.N .), der blev støttet af en politisk organisation „den nationale befrielsesfront“ (F.L.N.).

Dette var ikke en spontan frembringelse, idet det er helt sikkert, at jordbunden var blevet præpareret gennem flere år af forskellige bevægelser og partier, der flere gange var blevet opløst, rekonstrueret under andre benævnelser, og som i stor udstrækning havde profiteret af de betingelser for underjordisk arbejde, som var resultatet af de ulykkelige begivenheder, der overgik Frankrig i begyndelsen af og under den anden verdenskrig. Bevægelsen blev endvidere i høj grad opmuntret af en intens støttepropaganda, der kom fra udlandet, specielt de antikolonistiske lande, og fra kredse, der stod den panarabiske bevægelse nær. Det karakteristiske ved krigen er, at den ikke ligner andre klassiske krige eller kolonikrige. Den cr en revolutionær krig. En krig, hvor målet ikke er erobring af et land, men erobring af en befolkning. Det er en ideologisk kamp, der kæmpes i Algier. De vigtigste våben i kampen på oprørernes side er propagandaen og terroren. Oprørsbevægelsen er ikke en hær i klassisk forstand, men en polilitisk, administrativ og militæ r organisation, inspireret af marxismen. Man kan sige, at det tog lang tid, inden man effektivt gik i gang med bekæmpelsen af oprøret, men det skyldtes, at man indledningsvis kæmpede ud fra den klassiske krigs principper. Forholdet er det, at en politisk organisation i Algier har kumiet påtvinge befolkningen sin vilje ved hjælp af terror, selv om organisationen led visse militære nederlag. I de egne, livor de politiske celler blev revet op, var man im idlertid i stand til at befri befolkningen for denne politiske tvang og ikke mindst for frygten med det resultat, at man ved befolkningens hjælp kunne afsløre organisationens militære opbygning og derved reducere dens terrormuligheder.

KAMPEN MOD OPRØRERNE

I de første måneder blev oprøret ikke betragtet med den alvor, det fortjente. Det blev indledningsvis lokaliseret til visse bjergrige områder, der var traditionelle skjulesteder for personer, der havde brudt loven, områder der også tidligere havde været centrer for berberoprør. Man bedømte ikke opstanden som værende af omfattende karakter. I adskillige måneder gik bestræbelserne blot ud på at opretholde ro og orden i landet. Man eftersøgte og arresterede personer, der var skyldige i snigmord eller overfald, eller jog de bevæbnede bander, der terroriserede befolkningen i bjergene eller lagde sig i baghold i afsides lig ­ gende egne. Oproret bredte sig dog hurtigere end udviklingen af franskmændenes modforanstaltninger. Karakteren af den algierske oprørsbevægelse er, at den er marxistisk præget og følger de marxistiske doktriner for den revolutionære krig. Den får næring, bliver dirigeret og vedligeholdt fra udlandet. Selve organisationen af bevægelsen blev først kendt i slutningen af 1956, efter at franskmændene havde fået kendskab til de beslutninger, der var blevet vedtaget af bevægelsens ledere, samlet til kongres den 20. august 1956. I løbet af denne kongres blev de politiske, administrative og m ilitære muligheder indenfor F. L. N. sat i system.

DE FRANSKE STYRKERS OPGAVER

Efter at have fået kendskab til oprørernes organisation, en foreløbig teoretisk organisation, der endnu ikke var ført ud i praksis, måtte de franske tropper nødvendigvis indstille sig på de særlige kampforhold: forhold, der på grund af det uortodokse i kampformen, nødvendiggjorde, at tropperne måtte trækkes hjem til deres garnisoner for at blive omgrupperet og for at få fastlagt specielle opgaver i den revolutionære krig. En krig, i hvilken den militære aktion i militæ r forstand må vige for psykologisk handling og propaganda, for eftersporing og udnyttelse af efterretninger såvel praktiske som operative, for politisk aktion, for menneskelig kontakt med befolkningen og for sociale og økonomiske aktioner. Dette komplex af opgaver måtte samordnes og harmoniseres i en aktion over hele landet, der bar en udstrækning på over 350.000 km2, når Sahara ikke medregnes.

Aktionen blev delt op i to afsnit: Ødelæggelse (af F. L. N. organisation m. v.) — og Genopbygning.

Disse to handlinger er uadskillige som modforholdsregler i en revolutionær krig. A t ødelægge uden at genopbygge v il være negativt. At genopbygge uden i forvejen at have ødelagt oprørets organisation m. v. vil ikke være muligt.

Ødelægge:

Opgaven er først og fremmest at afsløre og undertrykke oprørernes politisk-administrative system; det er det, der er bevægelsens livsnerve.

(Se skitse 3). Det er på grund af dette system, at befolkningen er holdt i terrorens og frygtens greb; fanget i et net, den ikke kan undslippe fra. Lykkes opgaven, vil resultatet blive, at befolkningen får sin frihed. Det vil give de undertrykte moralen tilbage. Det vil befri dem for angsten, der binder dem. Denne opgave er altså opgave nr. 1. Den har mere en politimæssig karakter. Den kræver bistand under fælles ledelse fra alle væbnede styrker, såvel styrker af forsvaret som fra politiet.

At ødelægge er også at forfølge og tilintetgøre de bevæbnede bander, d. v. s. guerillaens militære enheder. De, der skønt de ikke repræsenterer oprørets nervesystem, bruges til baghold og overfald på væbnede styrker, til at vedligeholde usikkerheden i befolkningen, til at vise befolkningen alvoren bag de politiske krav samt til at opretholde en permanent trussel og herigennem give det udseende af, at bevægelsen er støttet af en liel hær. Ind til udgangen af 1957 overskred denne „liæ r“ i det indre af landet ikke stadiet: „bevæbnede bander“ , der tæller en styrke i en deling på 20— 40 personer og i et kompagni på 120— 200 personer. På den anden side har F. L. N. i grænseområderne takket være hjælp fra Marokko og Tun is visse enheder af bataillonsstyrke, og det er formentlig disse enheders kampe med de franske styrker (ved særlige lejligheder, når propagandatrommen skal røres, f. eks. op til åbningen af F. N.s forrige samling), der har været omtalt i dagspressen. Man skønner, at antallet af personel i de regulære enheder er ca. 26.000, hvoraf 2500 i Tunis og 100 i Marokko, d. v. s. ikke mere end ca. 3 % 0 af hele befolkningen. Disse bataillonsenlieder er veltrænede og velbevæbnede, de er mobile og skifter positioner uafbrudt. De er de regulære enheder. De modtager støtte af de lokale enheder, der er dårligt bevæbnede, og kun tillagt hjælpe- og dækningsopgaver. Sidstnævnte er partisanerne, der som oftest først samles på det tidspunkt, de skal anvendes. Denne opgave at ødelægge banderne er i hovedsagen en militæ r opgave, og den antager form af guerillakampe med alle de vanskeligheder, som sådanne kampe indebærer i et land, hvoraf en stor del er bjergrigt, vildsomt og skovdækket terræn. Denne kamp gør fordring på styrker, der er vant, til kampformen, passende sammensat med flystøtte (bl. a. helikoptere til hurtige omgrupperinger), og som er fodfolkstunge.

Skærmbillede 2020-06-10 kl. 15.31.40.png

Genopbygge:

Som ovenfor omtalt tjener „ødelæggelsen“ intet formål i sig selv. Såfremt aktionen lykkedes, ville oprøret, når sårene var slikket, blive genoptaget nåny. Det gælder om at genopbygge samtidig med og efter, at man bar revet oprørernes organisation op. A t genopbygge vil sige, at genoprette ro og ordnede forhold, at forberede en ny orden i landet. Dette kan også kaldes pacificeringsfasen. Den bringer først og fremmest med sig genoptagelsen af kontakten med befolkningen; det at yde denne beskyttelse og hjælp i alle områder for herigennem at tilbagegive den tilliden til de lovlige myndigheder; en tillid , der er blevet så voldsomt rystet af F. L. N. Opgaven er at organisere befolkningen og herigennem erstatte den politiske og administrative organisation, som F. L. N. har fastsat (se efterfølgende artikel: „Psykologisk krigsførelse i Algierkrigen“ ). Herigennem vil man kunne samle denne befolkning og få den til at samarbejde i kampen mod oprøret bl. a. ved oplysning, selvforsvar og ved oprettelse af bevæbnede enheder til støtte for de kæmpende tropper. Denne pacificeringsopgave er en psykologisk opgave, en form for psykologisk krigsførelse. Som det vil ses, adskiller ovennævnte to hovedopgaver sig væsentligt fra konventionelle styrkers normale kampopgaver, men dette er den revolutionære krigs betingelser.

DEN FRANSKE KOMMANDO ORGANISATION

Under udførelse af ovenfor omtalte opgaver, er det vanskeligt at skelne mellem de opgaver, der skal løses af de civile myndigheder og de opgaver, der skal løses af de militære styrker. A f disse grunde har man i Algier udviklet en kommandoorganisation, som er tilpasset kampens vilkår lige fra det højeste trin (Ministeren for Algier og forsvarsministeren) til de civile distriktschefer og sektorcliefer (se skitse 4). På alle trin er der den snævreste kontakt mellem de civile myndigheder og de militære styrker, et samarbejde, hvor den militære chef i tvivlstilfælde træffer afgørelsen, hvilket betyder, at de vanskeligheder, der i fredstid ofte kan fremkomme mellem de to grene, undgås. Samarbejdet medfører også, at hæren i mange tilfælde kan overtage de civile opgaver, der har betydning for kampens førelse. I hele systemet er det den militære sektorchef, der spiller den ledende rolle. Det er ham, der i marken udfører opgaverne. Først og fremmest ved indsamling af efterretninger, noget der er lettere for liam på grtmd af hans udmærkede kendskab til det ham underlagte kommandoområde, til befolkningens indstilling, til stammerne, deres levevis, mentalitet m. v. samt til det pres, som det er lykkedes F. L. N. at lægge på befolkningen. Det er ham, der har de bedste muligheder for at udføre aktioner mod oprørernes politisk-administrative organisation samt mod banderne. Sektorchefen er i stadig kontakt med den civile administrations repræsentanter og med de væbnede styrker. De ovenover værende myndigheder holder sektorchefen orienteret om de aktioner, der iværksættes, giver direktiver og yder hjælp og forstærkninger med væbnede styrker i påkommende tilfælde. De blander sig kun i sektorens arbejde, såfremt aktionerne har interesse for flere sektorer eller foregår langs grænserne til flere sektorer.

OPRØRET HOLDES I SKAK

Det meget præcise kendskab, som franskmændeue havde erhvervet til oprørernes organisation, til deres vigtigste mål og principper, til deres optræden og kampmidler havde til resultat, at oprøret er blevet holdt i skak fra 1957 og med undtagelse af ganske enkelte propagandamæssige anstrengelser ind til dato. Dette forhold skyldes ikke blot de væbnede styrkers indsats, men også resultaterne af franskmændenes psykologiske krigsførelse overfor befolkningen. Befolkningen er efterhånden træt af terrorhandlingerne og af F.L.N . løfter, der ikke bliver holdt, og den er ved mere og mere at få tillid til de lovlige myndigheder. Dette er så meget mere bemærkelsesværdigt, som hjælpen til oprørerne fra udlandet er blevet væsentligt forøget i samme tidsrum. Oprørsbevægelsen har trods stor hjælp fra udlandet lid t store tab såvel militæ rt som politisk, hvilket er forsøgt skjult ved fornyet propagandavirksomhed og terrorhandlinger i selve Frankrig. F. L. N. propagandaapparat er et veludviklet foretagende, Propagauda udøves fra veritable bureauer i såvel vestlige lande som specielt i afro-asiatiske stater og kommunistisk dominerede lande, hvilket kan konstateres ved aflytning af radioudsendelserne fra Moskva, Budapest, Damaskus, Kairo, Tunis og Rabat. Den mest folelige hjælp får oprørerne dog ved forsyning med krigsmateriel. Våbensendingerne til oprørerne har taget et vældigt opsving gennem de sidste år og kommer nu ikke mere blot fra landene i Det mel-

Skærmbillede 2020-06-10 kl. 15.33.03.png

lemste Østen men også fra visse lande i Europa. Våbnene sendes til Tu ­ nis fra Ægypten og Libyen og til Marokko (ad søvejen). De oplægges i disse to lande, hvorefter de føres til Algier. (I 1957 regnede man med, at ca. 1200 stk. våben passerede grænsen Algier/Tunis og 200— 300 stk. grænsen Algier/Marokko hver måned). Marokko og især Tunis er oprørernes baser. Disse lande huser permanent algierske oprørere, som hviler ud, trænes og bevæbnes, ligesom de vigtigste kommandostationer findes her. Disse forhold leder tanken hen på grækenlandsoprøret umiddelbart efter krigen, hvor Grækenlands nordlige naboer opfyldte de samme formål, for ikke at tale om Manchuriets rolle i Korea-krigen. Disse forhold medfører im idlertid, at oprøret er meget vanskeligt at ramme ved roden. Forholdet er nemlig det, at en oprørsleder, der er særlig efterstræbt i Algier, flygter over på den anden side af grænsen og leder aktionerne herfra.

Det var for at stoppe eller i hvert fald reducere denne trafik, at de væbnede styrker fik til opgave at udføre fysiske grænsespærringer bestående af pigtrådshegn, minefelter, grave m. v. og under konstant bevogtning herunder ved anvendelse af radar langs begge grænser til henholdsvis Marokko og Tunis, en foranstaltning, der allerede har sat sine spor i oprørernes handlinger.

R. R Møller